Alene beskrivelsen er nok
28. maj 2009 15:21, CVA
Det er netop kommet frem, at der findes billeder fra det efterhånden meget berygtede Abu Ghraib, som ikke bare viser tortur-, og misbrugsscener, men også voldtægtsscener. Disse billeder, samt omkring 2000 billeder fra andre amerikanske fængsler i Irak og Afghanistan, har præsident Obama nu censureret – offentligheden får ikke mulighed for at se dem. Præsidenten befinder sig i en kattepine, fordi han før valget havde lovet at offentliggøre alt materiale fra disse fængsler, mens han nu – officielt på grund af at det vil bringe de amerikanske tropper i fare (hvorved han implicit siger, at billederne er af meget stærk karakter) – ikke ønsker det alligevel.
Der ligger allerede nu i pressen, især hos engelske The Telegraph, et krav om, at vi skal se disse billeder. Denne forventning skabes hos læseren undervejs i nyhedsartiklerne, især fordi general Antonio Taguba, der har oplyst om billedernes eksistens, citeres for udsagn som fx:
Disse billeder viser tortur, misbrug, voldtægt og nærmest enhver usømmelighed. Jeg er ikke sikker på, hvilket formål det ville tjene (at offentliggøre dem) udover rent juridisk.
Og det næsten endnu stærkere udsagn:
Alene beskrivelsen af disse billeder er frygtelig nok. Tro mig.
Så hvad vil pressens kritik mon nu gå ud på? Vil den ikke spørge efter disse billeder igen og igen, vil den ikke gå i vælten for aktindsigt, brokke sig over pressens dårligere og dårligere vilkår? Og hvad vil der ske, når vi så endelig får billederne at se (en unavngiven kilde videregiver dem til pressen, et udvalg af pressechefer beslutter, at enkelte dele alligevel skal vises osv.)? Vil vi ikke føle os helt paralyserede et øjeblik, mens vi scroller os igennem orgier af vold og blod? Men hvad så mere? Vil vi så ikke herefter føle os rensede? Der er blevet kritiseret. Vi har gennemgået en slags katarsis. Vi er blevet præsenteret for de hårde facts (billeder!), og så er det tilbage til dagligdagen. Og vil pressen ikke hermed mene, at den har udført sin kritiske opgave til perfektion?
Måske har general Taguba mere ret, end han tror, når han siger at ”alene beskrivelsen er nok”. Behøver vi egentlig mere end den sproglige og meget præcise beskrivelse af disse billeders indhold – at billederne ”viser tortur, misbrug, voldtægt og nærmest enhver usømmelighed” – for at putte den tidligere administration på anklagebænken?
