Smartlog v. II » Center for Vild Analyse » abstraktion
Opret egen blog | Næste blog »

I am absolutely speechless!

1. aug 2008 12:02, CVA

En lille trailer for udsendelsen "Liebhaverne", der kørte på TV2 nogle dage, viste nogle velklædte mennesker, der gik rundt og kiggede i en stor villa (som én af dem formentlig overvejede at købe, mens en anden ville sælge). Klippet viser en lille sekvens, hvor de to-tre mennesker præcis drejer rundt om et hjørne og kigger ud i et nyt rum. Idet de drejer siger den ene kvinde (formentlig hende, der vil købe): "I am absolutely speechless!" Sikke et hus!

Det bemærkelsesværdige er, at kvinden udtrykker sin målløshed netop i det øjeblik, hun drejer om hjørnet. Som om hun allerede, på et sekund, har gennemgået en længere fase - nyt rum, indtryk, overvældende følelse, den andens forventning om en beskrivelse, lede efter ord, mangle ord - I am absolutely speechless. Har vi her en variant af det, man kunne kalde det "imaginære reelle"? Det er som om, vi i visse situationer forventer, at vi vil opleve noget, der ikke kan udtrykkes i ord, eller at vi måske for at give situationen den vægt, vi synes den fortjener, må udtrykke umuligheden af dens beskrivelse. Sådan at man på en måde allerede er "speechless" på forhånd.

Sportsstjerner har fået en lignende tendens til ikke at kunne finde ord (nu har de måske heller ikke altid så mange, men alligevel). Når rapporteren, efterhånden fuldstændig rutinemæssigt, spørger: "Hvordan føltes det at vinde?"/"Hvad tænkte du, da det skete?"/"Hvordan oplevede du kampen?", så er det eneste rigtige at svare: "Jamen, det kan slet ikke beskrives."

Konsekvensen af denne konstante og mere og mere udbredte mangel på ord er imidlertid, at man hele tiden kan finde lige præcis det ord, der forventes. Det "reelle" (dvs. det, der "modsætter sig symbolisering", som Lacan definerede det) bliver dermed abstrakt, dvs. alment, forståeligt, hverdagsagtigt. Når nogen siger, at noget ikke kan beskrives, ved vi præcis ved han mener. Say no more!

Hvordan kan man forvente, at en kultur der i den grad mangler ord, skal kunne forholde sig til det, der for alvor modsætter sig symbolisering? 

 

abstraktion, ord, reelle, sex | kommentarer (10)

Tror I på abstraktionen?

17. jul 2008 21:42, CVA

Tror vi på abstraktionen? Nej, vi tror på den rene tanke. For der findes ikke noget mere konkret end den rene tanke.

Gør vi os klogere end alle andre af den årsag? Sandsynligvis. Er vi det? Næppe. Hvad er da vores berettigelse? At vi gør os den umage at forsøge at tænke en tanke til ende.

Lad mig sige det sådan her: En højlydt og arrogant fisen i retningen af den såkaldte sunde almene menneskeforstand, der åbenbart huserer uden for "Universitetsboblen", og som fornærmet hoster hver gang den støder på noget den ikke kan forstå.

Denne forstand klager så jammerligt over abstraktionen, men den forstår ikke, at der ikke findes noget mere abstrakt end den selv. Abstraktionen gemmer sig i uvildigheden mod at nærme sig noget som helst, der ikke allerede er tænkt, fordøjet og tygget til døde. Den egentlige abstraktion begynder sådan her: "Vi ved jo alle sammen godt at..."

Der findes næppe noget mere kedeligt end at høre den sunde almindelige forstand besvære sig over abstraktionen, alt imens den selv er så abstrakt som noget.

Hvis der er noget som denne blog har til formål, så er det at rive ethvert "Vi ved jo alle sammen godt at..." op med roden. Et ganske effektivt middel til at gøre det, er ganske enkelt blot at tænke tanken til ende, drive den til dens egen yderste konsekvens. Eller man kan forsøge at vende den på hovedet og se om den står bedre sådan.

Alle disse øvelser foretages ganske udmærket i elfenbenstånet, i lænestolen, eller i universitetsboblen. Arrogant som det måske kan lyde, så gør det imidlertid ikke boblen, tårnet eller stolen til stedet for abstraktionen, men derimod til stedet for det konkrete.

abstraktion, forstand, sex | kommentarer (6)