Er AUs nye slogans sjove?

Århus Universitet lancerer i disse uger en ny reklamekampagne med det formål at få nye studerende ind på uddannelserne. I den forbindelse har kloge hoveder udarbejdet en række slogans, der formodes at kunne tiltrække de unge. Tre af dem lyder således:

To Wii or not to Wii? – that is the question.

E = mp³

Gud er Død – Nietzsche.
Nietzsche er lige blevet slettet fra Facebook – Gud.

Tankerne bag disse slogans synes umiddelbart til at få øje på. Forfatternes rationale har måske lydt nogenlunde sådan her: Unge mennesker går selvfølgelig ikke op i noget så idiotisk som Shakespeare, relativitetsteori, Gud og Nietzsche. Derfor bliver vi nødt til at lokke dem. Men hvad går unge så op i? Tja… Wii og Facebook, vel? Altså krydrer vi de højpandede, videnskanoniske værker med nyere markedsbaserede underholdningsprodukter. Dermed får vi også vist ”at universitetet da slet ikke er så slemt endda… vi er faktisk bare Almindelige Mennesker ligesom alle andre. Vi kan da også godt hygge os med et spil bowling eller Singstar på Wii…”

Således reproducerer rationalet også den typiske indstilling til humor, som i de sidste (mindst) halvtreds år har præget vestlig tænkning omkring kunst og underholdning: Humor er, når det højpandede bringes ”ned på jorden igen,” en tankegang der groft sagt medfører, at det ultimative højdepunkt i den europæiske komiks historie består i udviklingen af følgende scenario: En kejser kommer gående henad vejen, glemmer at se sig for, og glider i en bananskræl.

Lad os oversætte logikken til de førnævnte slogans:

1. Shakespeare. Man skulle tro, at det højeste og vigtigste spørgsmål i menneskelivet angik selve problemet om vores eksistens. Vil jeg leve, eller vil jeg ikke leve? Hvorfor lever jeg overhovedet? Hertil lyder den komiske kommentar: Hamlet, face it! du vil jo dybest set langt hellere sidde og spille Wii dagen lang!

2. E = mp³. Her finder vi en karikatur på Einsteins relativitetsligning, en slags forvekslingsmekanisme eller fortalelse, hvor det sjove simpetlhen består i at sammenblande det højteoretiske med det lave og dagligdags. En joke i stil med den første, blot den første lidt mere raffineret.

3. Nietzsche vs. Gud. Her bliver det mere interessant. Den klassiske vittighed lød som bekendt:

Gud er død! – Nietzsche.

Nietzsche er død. – Gud. 

I denne vittighed genkender vi den klassiske, fladpandede komiks typiske momenter: En mand drister sig til at gå op imod de højere magter (Nietzsche proklamerer: Gud er død) – og hvad sker der? Han rammes af skæbnens hævn, Guds tordenkile, med andre ord, han glider i bananskrællen. Indtil videre er denne vits altså typisk reaktionær og sågar ideologisk mistænkelig, da den i os alle indprenter følgende lære: Flyv aldrig højere end vingerne bærer! Skomager bliv ved din læst! Stil ikke for højt, tro ikke du kan ændre noget i dette liv, osv.

I AUs nye slogan har vittigheden imidlertid fået et kækt lille vrid: Igen proklamerer Nietzsche Guds død, men denne gang svarer Gud tilbage med en udelukkelse fra facebook. Dette twist er faktisk ganske genialt. Det opstiller ikke blot en konkret og sølle verden af mennesker, overfor en højere magt, Gud, der straffer os, når vi går over grænserne for det mulige (og dermed tilladte). Tværtimod tvinger den Gud til at spille med på menneskelivets jordiske betingelser. Gud selv er, hvis han vil have indflydelse på menneskene, nødt til at lade sig inkarnere og skaffe sig administrator-rettigheder til facebook. Således kollapser for et øjeblik dualismen mellem himmerig og jorderig – Gud bliver menneske, og jorden bliver den eneste himmel, der er. Hermed realiserer AUs vittighed den pointe, som ifølge et nyt værk indenfor Humorforskningen - Alenka Zupancic’s The Odd One In, der udkom på engelsk i 2008 og udkommer på dansk i starten af det næste år - definerer som DET SANDT KOMISKE. Det sandt komiske er ifølge bogens forfatter ikke bare, når baronen glider i bananskrællen og derved lærer, at også han kun er og bliver et sølle menneske. Det sandt komiske er, når den konstante gliden i bananskræller pludselig får større effekt på virkeligheden som sådan, når baronen efterhånden er gledet i så mange bananskræller, at Guden selv træder ned for at bringe manden tilbage på banen, og således selv ender med at glide i skrællen. Som Zupancic siger: når Gud lader sig inkarnere som et sølle, fejlbarligt menneske, er det i sig selv en slags guddommelig komedie og et eksempel på, at Gud på et overordnet plan selv er gledet i bananskrællen.

Zupancic henter sin teori om komikken hos filosoffen Hegel, der netop så komedien som det højeste kunstværk af alle, af den grund at komedien realiserer et slags sammenfald mellem det dennesidige og det hinsidige på en måde, som kun den kristne religion (med dens lære om Guds inkarnation i Kristus) ellers formår. Hegel tænkte komedien som sidste led i en tretrinsraket, hvor den episke fortælling kommer først, dernæst tragedien, og til sidst altså komedien. Mens eposet handler om almindelige levende mennesker og deres handlinger indenfor en given orden (okay, nogle af dem er helte og halvguder, men de går aldrig som sådan op mod Guderne, vi er simpelthen bare vidne til deres skæbners forløb og udfoldelse), så handler tragedien om det almindelige menneske, der på et tidspunkt træder op imod de højere magter – og i sidste ende fejler. Komedien derimod, handler om den person, der på uforbederlig og helt singulær vis træder op mod alle idealer og magter, en person som gang på gang trædes under fode og glider i bananskræller – men som alligevel umiskendeligt formår at indvirke på disse højere magter, og således alligevel får sin vilje til sidst.

Skal vi således kort opsummere og besvare spørgsmålet fra dette indlægs titel, må vi sige, at slogan 1 og 2 ikke lever op til Zupancic’s kriterier for ægte komik, mens det sidste derimod faktisk er genuint sjovt, og det endda på en måde, der forbedrer den gamle graffiti-joke om Nietzsche og Gud.