Sneen falder blidt over landet, som et tavst slør over virkeligheden lægger den sig roligt, vedvarende, midt igennem det hele. Sneen falder - den brager ned fra tagene i dumpe drøn.

Martinus falder, idet han snubler over trinnet på vej ud fra kirken. Martinus falder, og falder, efter at Moriarty skubbede ham ud over klippen.

Paven falder, da en kvinde trækker ham ned ved hans messehagel. Paven falder, hvis Sions Priorat virkelig findes og afslører deres hemmelighed.

Det Reelle modsætter sig symbolisering. Det er realitetens egne, interne umulighed, dens snublen over sig selv. Det Reelle sker - det bryder frem, igennem, lader noget helt andet komme til syne.

Måske forstår vi først nu genialiteten ved Casper Christensens fald i Den Harme Linje i starten af halvfemserne? Det var kortslutningen af afstanden mellem Martinus, der falder, og Martinus der falder: Et aktivt, selvvalgt fald, der var mere end en snublen. Det var overgangen mellem Badious begivenhed og Zizeks handling.

At julen er hjerternes fest pointeres ofte nok, og hvor mange af os har da ikke også smidt en enkelt mønt i bøtten til de tiggende eller harmonikaspillende i løbet af de sidste par dage? Men kærligheden er ikke til at spøge med, det ved selv det spæde barn, når det befinder sig i moders arme. Her er kærlighedens følelse ikke bare nydende, måske snarere ”oceanisk”, sådan som en ven af Freud i sin tid beskrev sine religiøse oplevelser. En følelse hinsides Kants forundring og ærefrygt, en følelse, snarere, af fascination og angst – som at være med i en gyserfilm uden muligheden for at lukke øjnene på de mest uhyggelige tidspunkter.

Sådan kan voksne mennesker imidlertid ikke leve. Angsten hører ikke hjemme i et civiliseret samfund, og de der oplever den, må behandles, medicinsk eller politisk: ambulant, medicinsk behandling eller sagsbehandling. De fleste af os formår dog selv at holde denne angst for kærlighedens overvældende bæst fra døren, og hvordan gør vi det? Gennem nydelsen naturligvis: gennem forbruget, behaget, fornøjelsen, de små glæder, tidsfordrivet, brætspillene, dvd’erne, gaverne og ikke mindst de enorme mængder af mad. Man skal ikke tage fejl her – alle disse ”midler” er faktisk helt nødvendige. De tjener som udvekslingsobjekter og mellemstationer i interaktioner mellem mennesker der elsker hinanden. Tag maden som det første eksempel: Lige fra barnsben har vi lært, at mad-indtag medfører kærlighed og anerkendelse fra omverdenen. Når spædbarnet påkalder moderens opmærksomhed, gør det det med påskuddet om at ville spise, og når mor eller far på sin side mader barnet med uidentificerbart mos fra plastflasker, får barnet ros proportionalt med sit indtag. Pointen er ikke bare, at madindtaget bliver en erstatning for den kærlighed, der skulle ligge bagved. Pointen er, at maden bliver selve det placebo, der nødvendigvis må stå i forgrunden, for at kærligheden kan kaste sin enorme mørke skygge i baggrunden.

Således lyder en typisk ordveksling efter afholdelsen af større højtideligheder i øvrigt som følger:

Hvordan gik det så, fik I hygget jer?

Ja, det skulle jeg mene. Der var i hvert fald mad nok.

Hvad betyder dette? Det betyder naturligvis i første omgang, at maden bliver indsat som en slags sikkerhed for nydelsen og hyggen – var det ikke hyggeligt, så fik vi da i det mindste nok at spise. Det betyder imidlertid mere endnu: selve det, at der overhovedet blev spist, er en indikation på, at kærligheden  mellem mennesker var iscenesat og fik lov at lure i baggrunden på sin vanlige måde. Kokke snakker gerne om deres hemmelige ”tredje” krydderi. Men i julens og den sociale nydelses tilfælde, må man faktisk sige, at maden i sig selv er det tredje krydderi – det krydderi der er nødvendigt for at få det hele til at ”glide ned.” Det er ikke for ingenting, at vi altid stiller maden mellem os (på bordet), når vi går på restaurant med en elsket person. Her bliver maden som bufferzone helt konkret og rumligt manifesteret. (En ”madens arkitektonik” kunne sikkert udarbejdes på den baggrund.)

Tilbage til nydelsesregimet. Det næste medierende objekt er i denne tid naturligvis gaven. Gaven har givetvis altid været forbundet med luksus – den er næsten altid mere end bare en nyttig genstand. I disse dage, hvor alle alligevel i forvejen har alt, hvad de har brug for, ja faktisk slet ikke har plads til flere genstande i deres hjem, melder fænomenet sig blot med endnu større vægt: mad, delikatesser og undertøj er julegavernes paradigmeeksempler (bemærk at maden og delikatesserne således altid er luksusvarer, de tjener ikke bare nyttens og ydelsens formål, men fremfor alt nydelsens. Skulle nogen i øvrigt påstå at også det frække undertøj i bund og grund tjener en nyttefunktion – man tænker naturligvis på reduktionister á la Tor Nørretranders – så er det lacanianske svar naturligvis, at disse tager ideen om ’nytten’ og ’artens overlevelse’ som et lignende ”tredje krydderi”, som en fantasmatisk undskyldning for at kopulere umådeholdent, lidt ligesom nazisternes såkaldte Joy Division.) Men kig nærmere på disse gaver: Undertøj under juletræet – en g-streng fra kæresten åbnet for øjnene af hele den entusiastiske familie … hvor meget tættere på incesttabuet kan man egentligt komme? I den forstand minder juleaftens-ritualet typisk om det, Freud kaldte totemmåltidet, denne undtagelse som bekræfter enhver socialitets uvedtagne regler – denne ene gang om året, hvor alle sociale regler brydes (i dette tilfælde: hvor seksualiteten lukkes direkte ind i familiens skød (!!!)) så de med fuld kraft kan fungere hele det kommende år. I den forstand må man i øvrigt sørge for at præcisere et i disse dage meget brugt udtryk: nemlig den ”kronisk dårlige samvittighed.” Man burde snarere sige: ”Rituelt konstruerede dårlige samvittighed.”

Tilbage til nydelsen, igen. Én ting er at nydelsen er paradoksal og tjener som en slags indre erstatning for og bolværk mod den umedierede kærlighed. En anden ting er forholdet mellem ydelse og nydelse, nydelse og arbejde. Det er blevet påstået, at den moderne vestlige ideologi har ændret funktionsform fra førhen at pointere ydelsen – arbejdet, selvopofrelsen, værdien af at tage sit slid for fædrelandet, familien osv. – til i dag at udnytte nydelsen som drivkraft for ideologiens status quo. Kapitalismens slagord hedder i disse år ikke produktion og BNP, men forbrug og købekraft. Brug først, producér bagefter, siger tankegangen indenfor dette paradigme, og den eneste måde at opretholde forbruget på er ved at promovere nydelsen som mesterbetegner, nydelse som patriotisme, nydelse som gode, og nydelse som pligt. Således kan man fristes til at vove den påstand, at i kapitalismen er det faktisk jul hele året. Hvis det ikke var dét, kunne ”væksten” (dette mest metafysiske af alle begreber) ikke opretholdes.

Det betyder ikke, at ydelsen helt er udfaset af dagens ideologiske ubevidste. Tværtimod: nissen flytter med. Det betyder, at vort næste trin på den dialektiske stige indebærer opsamlingen af ydelsen i selve nydelsesbegrebet. Her kan man tage et af de mest iøjnefaldende eksempler fra julebutikkernes vinduesudstillinger lige nu: nemlig de mange bøger med titlen ”100 x, du skal se/høre/læse/opleve, før du dør.” Der ligger et ganske åbenlyst imperativ i disse bogtitler: Du har pligt til at nyde disse objekter, før du dør. Eller med andre ord: nydelsen er nu blevet et arbejde.

Således kan det heller ikke undre, at julen i disse år bliver en stadigt mere stressende foreteelse. Spørgsmålet er imidlertid: hvad vil der ske til påske? Vil vi se endnu en uventet Aufhebung i ydelses-nydelses-dialektikken? – som da Gud aufhebede sig selv ved først at inkarnere, dernæst ofre sin søn…? Eller kører kapitalismens kredsløb virkelig i perfekt ring fra nu af, sådan at vi vitterligt må indrømme det følgende: at Julen varer hinsides påsken?

Politikens autoriserede flottenheimer, redaktionschef (sic.) Peter Mogensen, har igennem de senere år beriget læsere og seere i forskellige sammenhænge med sine analyser af det politiske spil på Christiansborg. Mogensen er ét af de bedste eksempler på en flottenheimer, landet kan opbyde, fordi hans analyser mere og mere tager form af bodega-snak med nystrøget skjorte. Indholdet af analyserne adskiller sig ikke afgørende fra, hvad enhver idiot på den lokale beværtning kunne lire af i en diskussion om verdens tilstand ("Helle Thorning burde have udnyttet at regeringen er presset", "Lene Espersen har ikke leveret den fremgang, som De Konservative forventede", "Det var en svær opgave, Lars Løkke havde, med at lede den store FN-forsamling".)

Men Mogensen har i denne måned overgået sig selv. I en hyggelig juleleg på Politikens hjemmeside har han gennemgået en række markante politiske personligheders 2009 og givet dem karakter for deres indsats: "Mon ikke det er rimeligt, at vi vurderer tingene en anelse klart her ved årets slutning?" (en i sig selv lidt uklar sætning...).

På en skala fra 1-10 gives politikerne altså en karakter for deres bedrift og får en kommentar med på vejen. Pia Kjærsgaard får én af de bedste bedømmelser for sin sædvanlige gennemslagskraft (8), selvom hun blev ydmyget under finanslovsforhandlingerne, mens Villy Søvndal trods en mediemæssigt endnu bedre indsats må nøjes med et 6-tal, fordi han måske kommer under pres til næste år. Derudover er det lidt bemærkelsesværdigt, at f.eks. Connie Hedegaard får et 5-tal på trods af en stærk indsats året igennem, fordi resultatet af COP15 ikke blev helt så godt, som man kunne ønske, mens Lars Løkke Rasmussen får et 6-tal for at have "satset hele bondegården" på samme topmøde, som han derefter fuckede op, mens de indenrigspolitiske sager året igennem led under hans fravær og manglende erfaring. Han roses imidlertid for at have "prøvet at gøre noget ved" burkaer og muskelhunde, når han var hjemme, omend det ikke bliver forklaret nærmere, hvori den rosværdige indsats i disse sager består.

Er der nogen sammenhæng i Mogensens pjat? Kunne man sige, at der er tale om en simpel og sjofel illustration af banale sandheder fra meningsmålingernes aktuelle status (Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten roses f.eks. for sit åbenlyse talent, men får et 4-tal, fordi partiet ikke er gået frem i målingerne; på den anden side fortsætter SFs himmelflugt som nævnt, men Søvndal kritiseres for det politiske indhold)? Er der en særlig logik, flottenheimeren selv har udviklet, og som man kunne udforske videnskabeligt og måske komme til at forstå? Findes der en slags målestok, som bedømmelserne etableres efter? Eller er der tale om den rene vilkårlighed?

Sagen er, at Mogensen denne gang radikalt illustrerer, hvad Mogensens analyser altid handler om: Mogensen selv. Ved at rose højrefløjens resultater (om det så er i meningsmålingerne eller i en stærk indsats for at styre et topmøde, hvor selv afrikanske mennesker med meget besværlige navne har lov at få ordet) opnår Mogensen at vise respekt og evne til at se bort fra sit eget politiske ståsted i anerkendelse af godt politisk håndværk. Ved at kritisere oppositionen for manglende gennemslagskraft, når den holder fast i sine værdier, og for populisme, når den har gennemslagskraft, opnår han omvendt at fremstå som en hård kritiker af "hvem som helst", også selvom de måske tilhører det samme centrum-venstre segment som ham selv.

Som det hedder i CVAs bog om det danske klassesamfund: "Flottenheimere er mediespillets grand masters. De har store armbevægelser, men med minimalt energiforbrug, fordi de har besluttet sig for, hvordan de vil fremstå." Mogensen ved, hvordan han vil fremstå, nemlig som manden der kan analysere det politiske spil på en fordomsfri og jovial måde, selvom alle kender hans baggrund som socialdemokratisk medierådgiver. For at sikre denne status behøver han blot almindelig bodega-viden om den politiske situation og så en nogenlunde konsekvent strategi, der viser hans kærligt-kritiske holdning til de "egne" og en professionelt-anerkendende respekt for de "andre". Minimalt energiforbrug.

Således forsvinder imidlertid enhver logik fra hans analyser, bortset fra den, der direkte kan forbindes til Mogensen selv. Mogensens princip er det omvendt tendentiøse princip. Hans analyser er ikke direkte farvede af hans politiske sympatier, men derimod af ambitionen om ikke at være farvede af hans politiske sympatier, hvilket imidlertid er mindst ligeså farvende, men mindre gennemsigtigt og med en langt højere grad af arbitraritet. Det omvendt tendentiøse princip er det modsatte af et princip om at stå ved sine overbevisninger uden at være et princip om neutralitet. Mogensen illustrerer med sine muntert-hyggelige og lejlighedsvis bramfrie vurderinger, at han ikke vil bilde os ind at levere neutrale, kedelige, tørvetriller-objektive analyser, men han forsøger samtidig bestandig at vise, at han ikke står tilbage for at kritisere dem, man ellers forventer, at han mere eller mindre sympatiserer politisk med. Der er med andre ord tale om analyser, der ikke engang er politisk tendentiøse. Selvom det aldrig udtrykkes eksplicit, underforstås det tværtimod altid at princippet for denne flottenheimer er "Mogensen mensura" - Mogensen er altings målestok.

To gange i den seneste tid har TV-2's gamle slager ”Nærmest lykkelig” stjålet overskrifter. Begge gange takket være en politiker. I første omgang var det Århusborgmester Nikolaj Wammen, der sagde det i forbindelse med valgsejren ved Kommunevalget. Anden gang var det Lykke Friis, nyudnævnt Klima- og Energiminister i Lars Løkke Rasmussens regering, der præsterede en elegant tredobbelt reference (med halv skrue), idet hun både ramte plet på Steffen Brandts titel og sit eget navn samtidig med at hun gjorde opmærksom på, at hendes nye chef staver sit navn forkert. Tø hø.

Man kan selvfølgelig trække på skuldrene af denne omsiggribende poetiske provinsialisme. Man kan endvidere påpege den lange og stolte tradition for frivole banaliteter ved ministerrokader, regeringsindsættelser og lignende. Hvem husker for eksempel ikke Poul Schlüter der ledte efter femører på Christiansborgs Slotsplads. Eller for at blive ved nærværende sag: Det bliver da næppe mere jovialt end når Lykke forærer afgående klimaminister Connie Hedegaard en globus, eller når embedsmandsværket i ministeriet forærer samme en kop med kaffe og te, som symbol på lange møder og hårdt arbejde.

Vi hævder, at man på ingen måde skal trække på skuldrene her. Magten er essentielt forbundet med disse platheder. Forsøget med denne analyse er at påvise, at det var magtudfoldelse i sin grundform der fandt sted, da forskellige nyindsatte magtmennesker for kort tid siden citerede Steffen Brandt.

Og lad os da endelig drive denne i sig selv åbenlyst usandsynlige påstand til sin absurde konsekvens: nøglen til at forstå Klimaet (vi skriver Klima med stor K, når vi beskriver denne nye metafysiske genstand par excellence, der bliver holdt møde om i København for tiden) og COP15 ligger i dette tilsyneladende uvæsentlige spektakel omkring indsættelsen af den nye Klimaminister.

Hvis man læste lidt i netaviserne omkring indsættelsen, kunne man få ganske meget at vide om den nye minister. Hun er passioneret fan af Bayern München. Hun har mange venner. Hun er intellektuel. I en sådan grad at enkelte kommentatorer frygtede for hende, at hun ville få svært ved at klare overgangen fra forskningsverdenens sutsko til politikkens bonede gulve. Hvad der i langt mindre grad blev gjort opmærksom på var, at Lykke Friis meldte sig ind i partiet Venstre natten inden udnævnelsen. Vor nye minister har altså ikke ligefrem været voldsomt aktiv som politiker ind til hun blev minister.

I virkeligheden kunne man påstå at denne udnævnelse er den mindst politiske ministerudnævnelse, der nogensinde har fundet sted i Danmark. Det var trods alt ikke en hvilken som helt ministerpost, der blev udskiftet. Man kan givetvis hævde, at Klima er blevet til det hedeste politiske emne mod udgangen af 0-erne (finanskrisen måske undtaget, men den må vente til en anden analyse). Ikke desto mindre skifter man chef i det ansvarlige ministerium et par uge inden verden mødes til konference i København – angiveligt for at prøve at finde en løsning på Klimaspørgsmålet. Effekten heraf er ganske let at se. Ved udnævnelsen af Lykke Friis er det blevet principielt umuligt at udpege, hvem det egentlig er, der har ansvaret for topmødet. Det er ikke længe siden, at den ansvarlige minister hed Connie Hedegaard og hun vil sikkert også have en vigtig rolle at spille ved topmødet. Statsministeren er naturligvis også central – det var eksempelvis ham der holdt den indledende tale ved mødet, men det var Hedegaard og ikke Løkke Rasmussen, der rejste verden rundt for at forberede en aftale. Og med udnævnelsen af Lykke Friis er forvirringen komplet. Magtens sæde er tomt, der er ikke nogen egentlig hersker, der er blot en mængde forskellige tjenere (det vil sige ministre), der styrter omkring og udfører forskellige opgaver. Med hensyn til topposten i den administrative søjle i CVA's klasseteori, ser vi nu, at den væsentligste egenskab ved røvhullet er, at han er et hul – et intet med noget omkring.

Hvorledes hænger magtens tomhed nu sammen med variationerne over TV-2, vi mindede om ovenfor? Vi påstår, at talen om magtens personer tjener en funktion, der rækker ud over at legitimere magtanvendelsen. Hvis vi følger Giorgio Agamben's analyse i Il Regno e la Gloria, kan vi se hvorledes. Agamben beskriver talen til og om magten som lovsang og finder oprindelsen til forholdet mellem lovsang og magt hos Thomas og den middelalderlige angelologi – læren om engle. 

Angelologien vil vide, at englene har to lige væsentlige opgaver. På den ene side har de til opgave at frelse sjæle. De holder med andre ord styr på den guddommelige husholdning: oikonomia. (Denne vender vi tilbage til). På den anden side er de travlt beskæftigede med at synge lovsange for Gud. Det kirkelige modstykke til disse lovsange er naturligvis messen. Hvis man kender lidt til messernes tekster, så ved man, at de mest af alt består af mere eller mindre tåbelige gentagelser. Sanctus, sactus, sactus. Hellig, Hellig, Hellig. Eller i Händels udgave: Halleluja, Halleluja, Halleluja.

Disse gentagelser er langt fra tilfældige. Lovsangens essens er tomhed. Den er kendetegnet ved at være absolut intetsigende og den har til formål at være det. Pointen er, at denne tomhed stemmer overens med Gudens tomhed. Lovsangens funktion er med andre ord at garantere validiteten af en ganske bestemt betydning af Gud. I sidste instans er der ikke andet at sige om og til Gud end: Hellig, Hellig, Hellig.

Det er denne tomhed, vi finder gentaget i ministerens indsættelse. Den lidt lamme humor og den provinsielle hygge er kendetegnende for den danske måde at producere dette tomrum i magtens centrum. I Frankrig ville man stadigvæk lide lidt under arven fra Louis XIV og have en vis hang til det megalomane. Denne analytiker husker særligt Chiracs tv-tale, da han efter CPE-optøjerne i Paris skiftede ud i kabinettet. Her var der ingen grænser for hvor geniale, dygtige, flittige og retskafne de nye ministre var. Det i en sådan grad, at man kun kunne undre sig over, at de ikke havde været ministre før – det lød hult. som vi nu kan se, går denne undren dog fejl af selve pointen med denne overdrevne storladenhed, der nødvendigvis slår om i tomhed. Lige som gentagelserne af ”Nærmest Lykkelig” skulle den intet andet end at sige: Hellig, Hellig, Hellig. Præcis som englenes lovsange til Gud har talen om magten, som med banal personfiksering og længsel efter skandalen gennemsyrer alle moderne medier, ikke andet formål end at sørge for, at stedet for magten er tomt.

Det væsentlige spørgsmål er herefter: Hvorfor skal stedet for magten nu holdes tomt? Hvorfor er det for magten så afgørende, at vi aldrig konfronteres med magten selv, men altid med alle mulige banaliteter, der gør, at magten selv ikke kan beskrives på anden måde end: Hellig, Hellig, Hellig? Svaret på dette spørgsmål ligger i den anden funktion, som angelologien tilskrev englene (eller rettere ministrene). Ministerenglens anden funktion er oikonomia. Det vil sige at holde styr på den husholdning, der stadigvæk skal passes, mens Guden selv er fraværende. Der er her netop tale om økonomi og ikke om politik. Så længe stedet for magten holdes tomt, lige så længe er politikken apolitisk. Politik handler dermed ikke om det gode samfund, og om hvad vi skal gøre med det. Den handler kun om at administrere butikken ind til far kommer hjem. For at sige det med CVA's egne termer: Så længe røvhullet er tomt, er glatnakkerne frie til være glatnakker.

Det er dette, vi er vidner til ved COP15. Aldrig før har så mange glatnakker været samlet i København med så væsentlig en dagsorden. Og man har svært ved at forestille sig, at der igen skal komme en situation med så megen glatnakke-aktivitet. København er i disse uger omgjort til endeløse korridorer, hvor ministerenglene mødes og laver after om at lave aftaler.

Og lad os nu bare slutte af med det åbenlyse: Tomhed vil være det, vi står med, når støvet har lagt sig. En tomhed som ministreenglene efterfølgende kan give sig til at lovprise: ”Vi har nu fået en politisk aftale [bemærk ironien i denne betegnelse], som vil være et utroligt vigtigt redskab til bekæmpelse af klimaforandringerne.” Eller med andre ord: Hellig, Hellig, Hellig.

Problemet med glatnakkerne/ministrene/englene er, at deres handlen er lige så tom, som deres tale. Når man handler som vikar for den egentlige magt, så gør man ikke noget, der ændrer på magtens egne strukturer. Eller for at sige det mere præcist: Når man handler som vikar for magten, så er det eneste, man ikke vil acceptere en handling, der radikalt laver om på magten.

Det er dette, vi skal være opmærksomme på, når vi om en lille uge undrer os over at der ikke rigtig skete noget ved COP15, som havde til formål at redde de 300000, der allerede nu iflg. FN dør om året på grund af klimaforandringer.

Spinoza betvivler (muligvis kontraintuitivt) værdien af håb og hævder, at håb ikke er det modsatte af frygt, men at der er tale om to sider af samme sag: ”Non dari spem sine metu, neque sine spe” – ”der er ingen frygt uden håb, og der er intet håb uden frygt”. At håbe på noget er det samme som at frygte for et muligt ulykkeligt udfald, både hvad angår, hvad udfaldet er, og hvad angår, hvordan dette ’hvad’ realiseres.
 
Denne essentielle kobling mellem håb og frygt er særdeles tydelig i skiftet mellem de to sidste regeringer i USA, fra frygtens regime under Bush til håbets regime under Obama. Nu dør folk i håbets navn i stedet for i frygtens, men lige bag Obama’s opildnende mantra ”Yes we can!” kan man se knæene ryste. ”Yes we can!” kunne sagtens være blevet gryntet som et bombastisk mantra af Bush-administrationen.
 
Tryllebundet af frygten kan vi finde på at gøre hvad som helst i håbets navn, men hverken håbet eller frygten indeholder nogen anden plan B end at negere alt, hvad der truer i horisonten. Ja, en af diktaturets hemmeligheder er ifølge Spinoza netop at fylde folk med frygt, så de kæmper til døden ud af håb for deres frelse, som om deres frelse og herskerens frelse var den samme. Det, der dermed mystificeres, er, at det i virkeligheden er herskerens skæbne, der er afhængig af multitudens, for kun sidstnævntes produktive kræfter gør den herskende klasse i stand til at drikke cognac i krigsstuer, før de modtager fredspriser for deres ”vidunderlige” arbejde.
 
Der er brug for en dosis spinozistisk realisme her: O har fuldt ud fortjent sin fredspris, fordi han levede op til dens besynderlige kriterier. Men han har ingen ret til at hævde, at han skaber fred, for det gør han ærlig talt ikke. Kun multituden kan være fredelig. Og hvis det lykkes multituden at opføre sig fredelig, så vil O’et få det at vide, og O’et bliver arbejdsløs.

Det er absolut nødvendigt, at vi begynder at tage klimaspørgsmålet alvorligt. Ikke mindst for de 300.000 menneskers skyld, som ifølge FN hvert år må lade livet på grund af menneskeskabte klimaproblemer (som de i parentes bemærket i mange tilfælde slet ikke ved, er menneskeskabte – og af hvem). Klimakamp er klassekamp.

I den forbindelse må det også være på sin plads at spørge, hvad vi egentlig helt præcist mener, når vi taler om ”klimakamp”. Kæmper vi for klimaet og i dette tilfælde hvilket klima? Et ”naturligt” klima? Et ”normalt” klima? Et ”godt” klima? Men hvad vil det da sige? I Danmark vil vi i de næste par årtier få det betragteligt mere behageligt, hvis den globale opvarmning fortsætter som beregnet (måske er det netop derfor, klimaet slet ikke er et problem for Dansk Folkeparti). Hvorom alting er, synes de definitoriske vanskeligheder uoverstigelige, når man anskuer klimakampen på denne måde.

En bedre tilegning af udtrykket kunne måske snarere være den, der udlægger klimakampen som en kamp imod klimaet? Klimaet er her jo. Klimaet er derude, det er dumt; en tyfon ved ikke, at et menneskeliv er noget værd. En sandstorm spørger ikke om lov. Måske er problemet med klimaet netop, at der er alt for meget af det i disse tider. Klimaet trænger sig på, en storm lukker vand ned i en kælder, en hedebølge er begyndelsen på en skovbrand. I lacaniansk forstand er klimaet et perfekt eksempel på det reelle. Det er det, som modsætter sig symbolisering. Det er det, som vi aldrig bliver færdige med at kultivere og symbolisere (ukrudtet er ligesom det reelle det, som altid vender tilbage til den samme plads). Det reelle er enten en mangel (som når vi kigger rundt, men overalt bare ser menneskeskabt klima) eller også er det en exces (som når samme menneskeskabte klima pludselig ”går amok” og oversvømmer en landsby).

I en dansk børnehave skulle børnene for nylig finde på et slogan til klimakampen. Det, som de uskyldige poder kom op med, var det mærkeligt charmerende og meget simple ”Jeg elsker klima!” (tak til Mette Jokumsen for eksemplet). Måske kan dette ses som et udtryk for klimakampens fuldstændige allestedsnærværelse og – må vi desværre sige – tænkningens fuldstændige fravær. Er den samme barnlige naivitet (blot uden charmen) ikke tilstede i regeringens mere og mere desperate forsøg på at projektere alt (inklusive hele Danmark) som ”grønt”?

Måske er opgaven i stedet simpelthen at nå frem til, hvordan vi på en meget mere radikal og meget mere gennemtænkt måde – og i respekt for de 300.000, som årligt lader livet for klimaet – kan komme til at stå inde for sloganet: Jeg hader klima!

Det er kommet på mode at konfrontere den politiske korrekthed. Dette gælder bl.a. i spørgsmål om børneopdragelse, klima og (selvfølgelig) indvandrere. F.eks. kan man sige: ”Med fare for at være politisk ukorrekt, så vil jeg nu holde fast i, at børn godt kan få et rap over fingrene”. Eller man kan sige: ”Med fare for at være politisk ukorrekt … er den der klimadiskussion så ikke lige lovlig kørt op?” eller ”Med fare for at være politisk ukorrekt, hvorfor skal man ikke have lov til at sige neger eller perker en gang imellem, helt ærlig…?”.

Der er selvfølgelig mere på spil disse udtryk, end man umiddelbart skulle tro. Man siger ”med fare for at være” med den skjulte præmis, at man netop ikke er politisk ukorrekt. Man er kun i fare for det. Man siger altså egentlig: Forudsat at jeg er politisk korrekt, respekterer de andre, er frisindet, grønt tænkende og alt det andet trivielle ævl, så er jeg netop i position til ikke at være det. Udtrykket ”forstå mig nu ret” er paradigmatisk i denne sammenhæng. Man siger: ”Forstå mig nu ret, det er ikke fordi, jeg ikke mener, at man skal gøre noget for klimaet, men … (fuck klimaet)”.  Dobbeltstrategien er ganske effektiv: På det udsagtes niveau kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved noget (forstå mig nu ret), men på udsigelsens niveau er alt i spil – underforstå mig nu ret!

Det er denne anti-politiske korrekthed, som utallige debattører, ministre og almindelige mennesker fremturer med i øjeblikket. Måske er der dog mere ræson i simpelthen at kalde denne attitude for en ”post-politisk korrekthed”, fordi den blot kommer efter den politiske korrekthed, uden egentlig at røre ved den. Den post-politiske korrekthed sætter ikke et andet politisk projekt i stedet for den politiske korrekthed. Den vil i virkeligheden ikke andet, end at pege på hvor galt det er, at nogen prøver at politisere mine private anliggender – om jeg vil slå mine børn, hvilke pærer jeg skal bruge i mine lamper, hvilke ord jeg må bruge. Den vil ikke andet, end med et par hurtige replikker at fritage mig fra mit ansvar i forhold til verdens, samfundets og politikkens tilstand: Så fri mig dog fra alt det politik et øjeblik…

Hvis vi i dag skal udfordre den politiske korrekthed, kan det altså ikke være ved at indtage den post-politiske korrektheds attitude. Vi må gå imod både den politiske og den post-politiske korrekthed. Dette kunne vi muligvis gøre ved at putte mere, ikke mindre, politik ind i korrektheden.