Berlingske Tidende fortalte i går (med henvisning til Der Spiegel) historien om, hvordan man i Polen vil forbyde kommunismen og fremvisning af dens symboler. Det skal være slut med hammer og segl, t-shirts med Che Guevara med bølgende lokker etc. “Kommunisme var et morderisk system, som førte til millionvis af døde. Intet kommunistisk symbol har ret til at eksistere i Polen, fordi det var et mordsystem, som bør sammenlignes med den tyske nazisme”, begrunder tidligere premierminister, den konservative Jaroslaw Kaczynski, lovforslaget, der efter sigende blot afventer tvillingebroderen præsident Lech Kaczynskis underskrift.

Ønsket om at gøre op med en blodig fortid er for så vidt forståelig. Men derfor også af begrænset interesse. Ligeså er det åbenlyst problematiske i at ville definere en national identitet ud fra et forbud mod symboler og at ville lære af historien ved at undertrykke den.

Mere interessant og vigtigt er det at huske på, hvordan ‘kommunisme’ egentlig defineres af Marx i Den tyske ideologi: “Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkelighed haver at indrette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand for kommunisme.”

Hverken Stalin eller Kaczynski-brødrenes tilstandsskaben og idealisering af kommunismen er derfor forståelser, vi bør acceptere.

Præsident Kaczynski forventes at underskrive lovforslaget mod kommunistiske symboler mandag den 30. november. Ud fra tanken om, at kommunismen er en universalistisk bevægelse, der ophæver det nuværende, bør man måske gå den modsatte vej af Kaczynski og i den vilde analyse og den overdrivende etiks navn identificere sig med det kommunistiske prædikat og sige: Jeg er kommunist. Måske er det her 20 år efter Murens fald atter tid til at påberåbe sig definitions- og brugsretten til det det kontesterede begreb. Ville dette ikke være det virkelige opgør med fortiden og den virkelige bevægelse mod fremtiden?

Det må skyldes Jacques Rancières manglende kendskab til det danske sprog og mere specifikt den særlige vestjyske dialekt, at han aldrig skrevet om trioen De Nattergale. Han kunne nemlig have fået en hel del ud af for eksempel nummeret Jazz fra albummet Nu griber det godt nok om sig. Så lad os fortolke lidt på Rancières vegne:

Som så ofte hos De Natergale er scenen tydeligvis sat i et vestjysk lokalmiljø. Overraskende er det imidlertid, at dette lokalmiljø huser en koncert med temmeligt avanceret jazz, en form for up-tempo hard-bop. Endnu mere overraskende er det, at jazzbandet er sammensat af folk fra lokalmiljøet. Det sidste fremgår af den sætning, som den ene af de to mandlige samtalepartnere flere gange gentager: ”Hold da kæft, hvor spiller de godt, efter at æ smed han er kommen mæ’ å trommer”. Dette lettere surrealistiske set-up danner nu baggrund for en filosofisk samtale på klingende vestjysk. Samtalepartner nummer to – lad os kalde ham filosoffen – prøver at få samtalepartner nummer ét til at svare på, om sidstnævnte tror på reinkarnation, om han tror på ”liv i rummet”, eller om han tror, ”at tingene er her, når vi lukker øjnene”. Samtalepartner nummer ét – lad os kalde ham jazz-entusiasten – har dog ikke så stor lyst til at diskutere sådanne spørgsmål, både fordi han tilsyneladende ikke finder dem interessante, og fordi han hellere vil nyde jazzen. Samtalen gøres endnu mere komisk af, at både spørgsmål og svar ustandseligt må gentages på grund af den stressende og kaotiske musik, der kulminerer i en parodisk trommesolo, før musikken endelig hører op, til lytterens og de to samtalepartneres lise.

En mulig tolkning af nummeret er, at vi har at gøre med et billede på filosoffens rolle i det moderne samfund. Filosoffen er jo den, der stiller irriterende og tilsyneladende irrelevante spørgsmål, når vi hellere bevidstløst vil lade os synke hen i verdens adspredende nydelser. Filosoffen må desuden råbe for at blive hørt i forbrugsfestens larm, og han afvises gang på gang. Filosoffens virke er ikke desto mindre dybt nødvendigt, hvilket i nummeret kommer til udtryk i, at det faktisk i sidste ende er filosoffen, der vinder diskussionen. I de to tilfælde hvor det endelig lykkes ham både at få råbt så højt, at jazz-entusiasten kan høre ham, og at få jazz-entusiasten til at forstå spørgsmålenes egentlige indhold, må sidstnævnte nemlig give op. Spørgsmålet om, hvorvidt der er liv på andre planeter, afvises således med en fornærmelse (”nogen gange så virker det fandeme som om, du kommer fra en anden planet”), mens omverdensproblemet afvises med, at det ”ville se dumt ud”, hvis alle de tilstedeværende lukkede øjnene på samme tid (men hvem ville det se dumt ud for?). I disse to tilfælde kommer filosofien til sin ret, ikke fordi de filosofiske spørgsmål besvares, men fordi den jordnære jazz-entusiast indirekte indrømmer, at de ikke kan besvares – eller som filosoffen formulerer det, at ”der er mere i himmel og jord, end en såen lige går og tror”.

Problemet med denne tolkning er, at man under aflytningen af De Nattergales nummer jo intuitivt må give jazz-entusiasten ret i, at det ville være rart, hvis filosoffen gad holde sin mund. Hans spørgsmål forvandler nemlig den dejligt tumultiske hard-bop til en dybt irriterende baggrundsstøj. Hans kæften op ødelægger simpelthen koncertoplevelsen. Hvad angår derimod jazz-entusiastens korte kommentar om trommeslageren, så gør den helt klart oplevelsen større, fordi den får os til at være særligt opmærksomme på det interessante og underligt parodiske trommespil. Men ikke nok med det: Oplysningen om at det er smeden, der spiller trommer, er også interessant, fordi den udtrykker en nedbrydning af det Bourdieu’ske kulturhierarki, hvor klasserne blandt andet er adskilt gennem deres forskellige mængder af kulturel kapital. I De Nattergales nummer er det således ikke længere den kreative klasse, der har monopol på at nyde og spille avanceret jazzmusik. Nej, den arbejdende klasse har her pludselig tilegnet sig en musikform, der for den kreative klasse er blevet det statussymbol, som den klassiske musik var før i tiden. Deri ligger der en reel emancipation. Omvendt viser situationen også, hvorfor avanceret jazz i sig selv kan være meget andet og mere end det statussymbol, som det ofte reduceres til. Som enhver anden stor kunst har den bedste jazz (Miles Davis, John Coltrane, Ornette Coleman osv.) nemlig et emanciperende potentiale, fordi den potentielt er åbent for hvem som helst og dermed kan tilegnes af masserne. Som enhver anden stor kunst forudsætter den bedste jazz en fundamental lighed både lytterne imellem og mellem kunstneren og lytteren. Eller som Rancière formulerer det i Den uvidende lærer:

”Dette er ”geniets”, det vil sige den emanciperede kunsters, sande beskedenhed. Han bruger hele sin styrke og hele sine kunst på at vise os sit digt som et fravær af et andet digt, som han tiltror os at kende lige så godt som han selv”.

Det regner, det regner, det regner

i Frankfurt am Main.

Det er koldt,

og de skændes på perronen overfor.

Men jeg må drømme,

drømme om hendes krop, hendes

måde at sætte sig på i sofaen, hendes

ord og hendes musik.

På en billig indisk restaurant

spiste jeg en gul linseret.

Forbandet være Frankfurt am Main.

I Platons Symposium optræder myten om manden og kvinden som to halvdele, der er blevet skilt fra en oprindelig enhed og nu leder efter at finde sammen igen. En række new age-udlægninger af Yin og Yang figuren har en lignende pointe. Psykoanalysen tillader imidlertid ikke denne harmoniske genforening. Jacques Lacan sagde som bekendt: "Det seksuelle forhold findes ikke" og ikke mindre enigmatisk at "Kvinden er den Anden, både for hende selv og for manden". Med andre ord: "Genforeningen" er umulig, og det er den fordi kvinden på en måde hele tiden er "mere" end forholdet, dets ikke-integrerbare andet.

Vi finder en version af denne mystiske andethed i Shel Silversteins gamle nummer "Floobie Doobie Doo" (som Povl Dissing i slutningen af tresserne indspillede i en dansk version). Her møder fortælleren en dejlig dame, som han vil have med hjem. Hun vil gerne med, men må "cling to my thing on the string called Floobie Doobie Doo." Om denne "ting" for enden af snoren får vi at vide at den er meget mærkelig og bl.a. har én tand, fem lilla tæer, seksten albuer og en tolv fod lang næse, dvs. en fremtræden så bizar, at man faktisk ikke kan forestille sig det. (Derudover får vi kun negative beskrivelser: den er ikke en hund, ikke en kat og ikke en dukke med blå øjne, og man har aldrig set sådan en i zoologisk have.) Manden og kvinden vil have hinanden, men det besynderlige væsen kommer hele tiden imellem dem. De går i første omgang hjem til ham, og han dæmper belysningen, hvorefter hun putter sig helt ind til ham og det er rigtig hyggeligt. Men straks derefter, "just as soon as it seen us", springer Floobie Doobie Doo ind mellem dem. Den bliver natten over, og værre end det: Den bliver efter at kvinden igen forlader vor helt. Hun græder, da hun går, men må erkende, at selvom hun elsker fortælleren, kan hun ikke afsløre sin kærlighed for Floobie Doobie Doo. Kvinden ser han aldrig mere, men ender istedet alene og forladt - med det forbandede monstrum i en snor:

And every night alone and blue / I sit and swing about a swing on a thing / I mean I sit and think about a swing on a thing / I mean I sit and sing about a thing on a string called the Floobie Doobie Doo.

Det er svært at artikulere denne situation. Han må lede efter ordene og kommer til at formulere den sidste sætning forkert flere gange. Det giver ingen mening. Han er efterladt med dét, der ikke lader sig symbolisere.

Skal vi nu følge en lacaniansk tolkning, må Floobie Doobie Doo være kvinden selv i sin andethed - som anden både for manden og hende selv. Den er dét ved kvinden, der ikke lader sig integrere i forholdet, eller som oven i købet gør forholdet umuligt. Efter egentlig at have fået kvinden ender manden tilbage med hendes Floobie Doobie Doo - det uforståelige, uintegrerbare, som bliver ved med at insistere, men som han aldrig kan tyde eller forstå eller blive af med.

Hvordan udspiller dette scenarie sig i "virkelige" forhold? Turde man f.eks. hævde, at det er Floobie Doobie Doo, der tager over, når parforhold kører over i rutiner, hvor manden løber hjælpeløst rundt og kvinden fastsætter rammerne ud fra en uudgrundelig og vanskeligt forudsigelig beslutningskraft, mens manden synes at have givet op? Efter at have været harmonisk og muntert, bliver forholdet pludselig på én gang rutinepræget og usikkert - ingen ved, hvad hun pludselig kan finde på. Og måske er det Floobie Doobie Doo, der er tilbage, når manden i en heftig flirt er blevet kørt rundt i managen og efterladt med en ubestemmelig uklarhed over, hvad det var der skete, mens kvinden vender tilbage til sin mand, som hun alligevel ikke kunne forlade, eller mens hun vimser lykkeligt og forførende videre i uskyldig ensomhed? Imidlertid bør man dog huske på, at Floobie Doobie Doo også er Anden for kvinden - det er altså ikke kun manden, der er "fremmedgjort" af den, men deres forhold som sådan der er gjort umuligt, og dem begge der er ulykkelige.

Man kan nu forestille sig to løsninger på problemet:

1. Den traditionelle, macho-chauvinistiske: Manden burde i virkeligheden fra starten have sagt: "Nul putte. Nu går vi hjem til mig og hygger os, men den der mærkelige ting bliver her. Om den så skriger". Dette er Mads Christensen-løsningen. Kvinden skal bare holde kæft med sine mærkelige ideer. Sådan handler en rigtig mand. Forholdet er her "muligt", men kun på grund af dets manglende forhold til det Andet, som bliver parkeret udenfor, før forholdet overhovedet påbegyndes. Hver gang det stikker hovedet frem, forestiller man sig, er manden over det: "Du bliver udenfor!" Dermed er dette forhold imidlertid netop ikke et "virkeligt" forhold - tværtimod er det beviset på Slavoj Zizeks vulgære joke om at et samleje er masturbation med en virkelig partner. Det kan godt være, at vi ikke fatter en skid, men knaldes skal der nu. Denne løsning er altså den pragmatiske, no-bullshit approach til det problem, at forholdet er umuilgt. Vi får bare et forhold uden et virkeligt forhold.

2. Men man kunne også anlægge en anden vinkel. Hvis Floobie Doobie Doo er det skræmmende, men også uklare, ikke-rigtig-virkelige eller mere-end-virkelige monster, der truer det problemfrie og harmoniske forhold (eller lidt mere bramfrit: forhindrer det hyggelige, ukomplicerede Mads Christensen-knald), så kunne man også vælge at tage risikoen: Vi går i seng alle tre! Manden, kvinden og det Reelle. Det Reelle er nemlig ikke en substans, har ingen væren, men er kun forstyrrelsen, modstanden mod det uproblematiske forhold. Når man tager Floobie Doobie Doo med i seng vil man opdage at den ikke findes. Hermed tegner sig således den anden mulige lacanianske fortolkning af det seksuelle forhold; nemlig Joan Copjecs: Sex er meningsløs og rodfæstet i det Reelle, og "sex, in opposing itself to sense, is also, by definition, opposed to relation, to communication." Forholdet er "umuligt", men ikke fordi det ikke kan ske - kun fordi det modsætter sig symbolisering. Det er "højere" end sproget. Det seksuelle forhold er umuligt, reelt, uudsigeligt, meningsløst. Men det sker. Med mindre man lader umuligheden materialisere til en uovervindelig Floobie Doobie Doo.

For halvanden måned siden søsatte Danmark Radio sin nye efterårssatsning, som i går aftes endnu engang samlede det danske thrillerpublikum: efterfølgeren til søndagsflagskibet “Forbrydelsen”, som blev sendt i starten af 2007. Forbrydelsen II, som serien opfindsomt nok er døbt, er i samme stil som forgængeren en højspændt politisk spændingsserie. Den giver, med udgangspunkt i tidens aktuelle problemstillinger (terrorlove, Afghanistan-indsats og radikaliserede islamister), seeren en fornemmelse af at være inviteret indenfor bag murene i den dramatiske politiske virkelighed.

Denne udspiller sig i serien mellem flere forskellige af de arketypiske karakterer, som vi elsker at forestille os optræder i det politiske menageri. Således finder vi både den beregnende forsvarsminister med en skjult dagsorden, den kompromisløse, kvindelige oppositionsleder og den liberale, principfaste justitsminister (selvfølgelig ung og nyudnævnt). Plottet og karaktererne kan dog forventes at tage en mængde U-turns for at tække seermængdens søndagstrætte underholdningstrang efterhånden som vi nærmer os sæsonafslutningen. Alligevel er det umiskendeligt disse indtryk af de politiske typekarakterer, seriens forfattere ønsker at vi har skullet danne os foran skærmen.

Portrættet af Christiansborg indskrænker sig ikke kun til at pirre til vore forestillinger om det politiske persongalleri. Den parlamentariske tilstand i virkelighedens Danmark får også lov at være en del af rammen for Sarah Lunds sisyfosarbejde af en opklaring. Som en del af denne ramme støder vi på den nationalt sindede højrepolitiker, hvis parti har et vist rygstød i folketingets mandatfordeling. Han forsøger at presse regeringen til at vedtage en terrorpakke med lovbestemmelser, som mildest talt bevæger sig lige på kanten af det demokratisk tilladelige. Til ære for alle dem som ikke er i stand til at lægge to og to sammen, kaldes dette parti, som i den grad har den ellers så velmenende liberale regering i et fast folkevalgt greb der hvor det gør allermest ondt, “Folkepartiet”. En nærmest uforskammet direkte henvisning til den siddende VK-regerings parlamentariske grundlag hos Dansk Folkeparti.

Dette var tilsyneladende også holdningen på den mediekritiske højrefløj. Således var Dansk Folkepartis Sørens Espersen allerede dagen efter seriens præmiere d. 27/9, ude og lægge afstand til den rolle, der indirekte er blevet afsat til hans parti. Søren Espersen formåede i forbifarten både at kalde DR for “en parodi på sig selv”, og dramachef Ingolf Gabolds produktioner for “håndværk af Goebbelske dimensioner”. Det er dog især sammenligningen mellem indholdet af Folkepartiets terrorpakke og forbuddet mod det kommunistiske parti under krigen i serien, som faldt Sørens Espersen tungest for brystet, og måske rimeligt nok, en sådan bredside fra Danmarks Radio kan det ikke forventes at DF lader gå ubemærket hen. At man overskrider grænserne nedlagt i den demokratiske retsstats principper er trods alt en temmelig grov beskyldning.

Således fik Espersen i vanlig polemisk stil endnu en gang langet ud efter DR’s venstreorienterede våbenbrødre, om end Gabold hemmelighedsfuldt manede til besindighed og opfordrede den ophidsede politiker til at følge plottets udvikling tæt. Set i bakspejlet lignede episoden blot en af de utallige meningsudvekslinger som gør den politiske debat i Danmark farverig, og episoden gled da også hurtigt bagud i den offentlige hukommelse, som en sådan nu engang gør.

Omtrent to uger efter Espersens indignerede udtalelser anholdt det amerikanske forbundspoliti FBI i samarbejde med PET en amerikansk og en canadisk statsborger, som efter alt at dømme har været temmelig godt i gang med at planlægge en militant aktion rettet mod Danmark. Målet var den danske avis Jyllandsposten, og personlige angreb skulle rettes mod dennes kulturredaktør Flemming Rose og tegneren Kurt Westergaard. Begge spillede en central rolle i offentliggørelsen af de kontroversielle tegninger af profeten Muhammed i 2005. Den danske offentliggørelse af aktionen fandt sted tirsdag d. 27/10 om eftermiddagen, og allerede tidligt næste morgen kunne vi læse, at danske politikere fra V og S med DF i spidsen krævede en vurdering fra PET om hvorvidt, der skulle strammes i terrorloven. DF var hurtigt ude og foreslog, at de eksisterende terrorlove skulle suppleres med elementer som ved vedtagelsen blev skrinlagt med begrundelse i deres vidtgående natur. Forslaget indebar at politiets overvågningsbeføjelser skulle udvides yderligere end den i forvejen var blevet med lovpakkerne fra 2002 og 2006. Samtidig foreslog de også at der måtte indføres en ny strafbar kategori i dansk antiterrorlov til brug for de danske udlændingemyndigheder. Denne skulle være et redskab til at forhindre individer som har ytret sig “demokratifjendtligt” i at kunne komme ind i landet.

Udover det tvivlsomme demokratiske og praktiske grundlag for disse tidligere kasserede lovelementer, virkede det paradoksalt at DF foreslog en ekspansion af en antiterrorindsats, som man netop havde konstateret virker efter hensigten. Den underforståede præmis for DF er vel, at truslen mod Danmark er konstant voksende. Dog gav de nyeste anholdelser i Chicago ikke PET anledning til at hæve trusselsniveauet, og det følger ikke af konstateringen af en trussel som den i Chicago, at efterretningsindsatsen har brug for yderligere lovmæssige udvidelse. Det er som om den glidebanemetafor, som danner udgangspunkt for de simpleste af alle argumentationer mod udvidelser af det retslige grundlag for statens suverænitetsudøvelse over for befolkningen, aktualiseres så tydeligt i DF’s retspolitiske terrorudspil, at det nærmest er småpinligt selvfølgeligt at påpege det. Det er netop denne banale pointe som DR’s søndagsseere har fået serveret med aftenkaffen søndagene i dette efterår.

For så vidt som alt dette er sandt, bliver Sørens Espersens forargelse over dramaserien ikke ligefrem lettere at forstå. Det ser jo ud som om han fuldt og helt burde kunne støtte den karakteristik af hans parti som sendes fra TV-byen. Forklaringen er tilsyneladende at for Espersen er selve det, at nogen beskriver DF’s retspolitik ikke problemet. Hvad, der er galt, er snarere, at kilden ikke gengiver DF’s antiterrorpolitik på en måde, som Espersen anser for meningsfuld. Han er kort sagt ikke enig i beskrivelsen.

Som den politiske filosof Hannah Arendt påpeger, er vi i politikkens sfære overladt til de historier, som andre politiske aktører fortæller om os. Det er ikke op til os selv at forklare andre “hvem” og ikke blot “hvad”, vi er. En uvægerlig følge af vores politiske engagement er, at der bliver fortalt historier om os. Det er et uomgængeligt vilkår ved en offentlig politisk debat- og handlingskultur. Således lærer vi i princippet konsekvenserne af vores eget politiske engagement at kende ved at opfatte, hvordan andre anskuer dem. Når Søren Espersen kritiserer DR’s dramaafdeling for at “politisere” med dens beskrivelse af virkeligheden i “Forbrydelsen II”, gør han sig i virkeligheden til kritiker af et af de mest fundamentale forhold i det politiske: Den politiske offentligheds aktører bærer alle på hver deres forståelse af virkeligheden, og ens egne politiske handlingers konsekvensers virkelighed kan undersøges ved at undersøge andres forståelse af den. Alt tyder på, at Espersen både på et principielt og på et meget konkret plan nægter, at dette skulle være tilfældet.

Principielt, fordi han tilsyneladende ikke mener, at politik bør have plads til tilsynekomsten af de politiske handlingers konsekvenser medieret gennem fortællinger og historier formidlet af en aktør, han ikke er enig med; en aktivitet, som Arendt ellers kalder sine qua non politisk.

Konkret, fordi han nægter at anerkende at tilsynekomsten af DF’s deltagelse i arbejdet med antiterrorlovene kan lade sig genfortælle i en historie produceret på DR (som Espersen selv kritiserer for at opføre sig som en politisk aktør).

Man må altså spørge: Er Søren Espersen i stand til at sætte sig ind i, hvordan virkeligheden ser ud for de andre deltagende politiske aktører? Er Espersen selv en egentlig politisk aktør, eller bare en parlamentariker i en fordelagtig situation?

I et tidligere indlæg analyserede bloggen muhammedtegningerne med udgangspunkt i den lacanianske omvending af Dostojevskijs diktum: Hvis Gud er død, er intet længere tilladt. Indlægget konkluderede, at dette måske var Jyllands Postens ubevidste budskab til muslimerne ved trykningen af Muhammedtegningerne: når først jeres profet er afsløret og nedgjort, vil intet længere være jer tilladt. På det seneste er sagen så blusset op igen, og mens Jyllands Postens egen redaktion kan siges at have kørt på lavt blus i længere tid, er det som om en anden udsiger i høj grad har meldt sin tilstedeværelse – nemlig den skare af tilhængere , kritikere og andre medier, som siden da konstant har holdt liv i diskussionen. Dette bliver kun så meget interessantere af den grund, at de stadig siger det samme, som de hele tiden har gjort. Det er naturligvis et udtryk for integritet ikke at skifte mening midt i et vadested. Men hvorfor i den grad gentage sig selv? Er der ikke noget symptomatisk over disse klummeskribenters gentagne kradsen på offentlighedens dør?

Et eksempel herpå er Frederik Stjernfelt, der fra start var ude med sit forsvar for ytringsfriheden (bla. i bogen Adskillelsens politik). I sidste uges WA var han der igen (6.11.09), nu med samme pointe og en opdateret røffel til hhv. Politiken og Berlingske Tidende: Hvis I kunne genoptrykke MH-tegningen én gang, så burde I gøre det igen, nu da terrorplanerne mod Jyllands Posten er blevet afsløret. - Var hans budskab.

Men hvorfor egentlig gøre det samme igen? Er der tale om en udmatningskamp, hvor den der står oprejst til sidst har vundet? Gælder det om at ”vælge side” og vise nogle flere tegninger med mindst så afstumpet et indhold som Westergaards, før det er for sent?

I den forbindelse kan muhammedsagsdebattørerne virke nærmest stoiske i deres holdning. ”Verden vil ikke lytte, men det skal ikke tynge mig” er stoikerens valgsprog. I psykoanalysen interesserer man sig netop for de gentagelser, der forekommer mærkelige, enten fordi de er skadelige for personen selv, eller fordi de synes overflødige, spild af energi. Den sidste karakteristik synes at passe meget godt på de fleste af debattørerne for tiden. Så lad os forsøge at analysere dem.

I det tidligere indlæg var det netop analysen af ytringens elementer (kontekst, modtager, indhold, mv.), som førte til den nye indsigt. Måske kan det samme gøre sig gældende i dette tilfælde. Lad os se på et par simple karakteristika ved og omkring debatten, som den er forløbet siden 30. september 2005:

(1) Intet i den konkrete lovgivning omkring ytringsfrihed har siden da ændret sig (hvilket bla. indebærer, at der stadig findes masser af indskrænkninger af ytringsfriheden: tavshedspligt, injuriesager, kontrakter om fortrolig information i erhvervslivet, samt ikke mindst hele copyright-lovgivningen).

(2) Indholdet i ytringsfrihedsdebatten er stadig det samme: Debatten her finder udelukkende sin relevans i forhold til ét bestemt spørgsmål, nemlig om man må, eller ikke må, tegne profeten Muhammed.

(3) Den ene fløj hævder stadig, at man bør tegne Muhammed for at opretholde ytringsfriheden, mens den anden fløj hævder, at man bør lade være med at tegne Muhammed, selvom man har ret hertil, da det vil være synd for visse borgere.

Kun én ting synes konkret at have ændret sig siden sidst: Vores juridiske behandling af udlændinge er blevet hårdere og hårdere .

Men måske er der en særlig grund til debattørernes stoiske vedholdenhed. I Åndens Fænomenologi analyserede Hegel den stoiske ideologi (romerrigets mest fremtrædende ’isme’) som den, der sætter retten til at tale og tænke frem for alt – og ser bort fra, hvor frit det omkringliggende samfund i øvrigt er. Alexandre Kojève har opsummeret pointen i sine forelæsninger over Hegel:

Die erste dieser Knechts-Ideologien ist der Stoizismus. Der Knecht versucht sich einzureden, dass er effektiv frei ist auf Grund der blossen Tatsache, dass er sich frei weiss, d.h. dass er die abstrakte Idee seiner Freiheit hat. Die wirklichen Bedingungen der Existenz hätten keinerlei Bedeutung: es sei nebensächlich, ob man römischer Kaiser oder Sklave, reich oder arm, krank oder gesund sei; es genüge, die Idee der Freiheit zu haben … (Daher – das sei in Paranthese gesagt – die moderne Variante des Stoizismus, von der Hegel im Kapitel V spricht: die Freiheit wird identifiziert mit der Gedanken-Freiheit; der Staat heisst frei, wenn man darin frei sprechen kann; solange diese Freiheit sichergestellt ist, gibt es an diesem Staat nichts zu ändern.)

(Sidste del følger her i oversat form)

... den moderne variant af stoicismen, som Hegel taler om i kapitel V [af Phänomenologie des Geistes] siger: friheden bliver identificeret med tanke-friheden; staten er fri, når man kan tale frit i den; så længe denne frihed er sikret, er der ikke noget at ændre ved staten.

Lad os få en ting på det rene: dette indlæg handler ikke om at angribe Stjernfelt (der faktisk er blevet urimeligt censureret for nylig) eller andre privatpersoner. Det handler heller ikke om, at der er noget i vejen med ytringsfriheden. Det handler om, at der er noget ganske symptomatisk ved denne, nærmest stoiske besyngelse af ytringsfriheden.

For stoikeren er det værste der kan ske netop, at hans ytringsfrihed tages fra ham. Ikke bare fordi han derved bliver ufri, men fordi han derved mister den attrap, der kunne holde hans opmærksomhed fangen og væk fra den egentlige ufrihed omkring ham.

Er det samme ikke tilfældet her? Ytringsfriheden fungerer som den røde klud, der kan få enhver debattør til at gå i sort, og så længe ytringsfriheden bare udfordres fra de mest perifere sider, opdager vi slet ikke ufriheden omkring os?

Dette leder os hen til spørgsmålet om, hvorfor ytringsfriheds-debatten netop så ofte handler om indvandrere og muslimer. Måske er der netop her en metonymisk forbindelse, vi ikke kan slippe af med. Når ytringsfriheden gang på gang dukker op i forbindelse med diskussionen af indvandrerne, skyldes det vor ubevidste viden om, at det netop er dem, der i disse år fratages de mest basale rettigheder i vort samfund. Og skulle enkelte af disse nydanskere være så frække selv at åbne munden, kan debattøren med retfærdig harme udbryde: Du har bare at føle dig fri!

En af dagens ikke-nyheder, der fx kan læses i MetroXpress, er, at en af Danmarks mest fremtrædende nazister, Daniel Carlsen, er under uddannelse i Livgarden. Det betyder at nazisten snart iført bjørneskindshue kan få til opgave passe på dronningen og resten af kongefamilien foran Amalienborg, og hvor denne ellers måtte residere. Det konstateres samtidig, at hæren ikke har nogen planer om at smide 19-årige Carlsen ud. Hvorfor skulle den egentlig også det, kan man så spørge? Er der da en fundamental ideologisk modstrid mellem nazismen og monarkisme? Artiklen i MetroXpress leverer imidlertid ikke selv nogen svar på disse spørgsmål…

Undersøger man sagen nærmere viser det sig, at monarkismen og den danske nationalsocialisme ikke umiddelbart er i modstrid med hinanden. I hvert fald ikke set fra nazisternes synspunkt. Således kan man i Danmarks nationalsocialistiske bevægelses ‘kampblad’ Fædrelandet i en artikel læse, at bevægelsen “ikke ubetinget går ind for, at Danmark bør være republik. Med andre ord: Vi afviser ikke på forhånd, at Danmark, også under nationalsocialistisk styreform, fortsat kan være et monarki!” Videre pointerer artiklens forfatter, at når monarkiet kan være i overensstemmelse med nazisternes samfundsopfattelse, skyldes det “den enkle konstatering, at naturens orden ikke er demokratisk, men derimod hierarkisk! Vi kan, som nationalsocialister, ikke have noget mod en hierarkisk — og dermed en aristokratisk samfundsorden — forudsat, at dennes hierarkiske inddeling bygger på et ægte og naturligt aristokrati!” Den udemokratiske ‘naturlige’ hierarkiske inddeling af mennesker, som nazisterne advokerer for, rimer altså i princippet ganske godt på den ‘naturlige’ hierarkiske inddeling af mennesker, der er en grundlæggende tanke for monarkiet.

Moralen i nærværende analytikers lille eventyr er, at det til stadighed er nødvendigt at kritisere monarkiet og dets idégrundlag. Nazismen er det selvfølgelig også nødvendigt at kritisere, men det er en anden sag – og så alligevel ikke helt.

En bestemt nyhed i dagens strøm bør fylde os med undren (se også her og her). Det er kommet frem at bestemte medlemmer af Dansk Folkeparti fører valgkamp med bestemte medlemmer af bestemte bevægelser med bestemte højre-radikale holdninger. Detaljerne omkring disse forbindelser er så hjerteskærende kedelige, at denne analytiker vil spare læserne. Politikens artikler (klik på ovenstående links) er dog leveringsdygtige, hvis det skulle have interesse. Det, der bør interessere os ved denne nyhed, ligger imidlertid et andet sted.

Den første undren bør sætte ind allerede ved overskrifterne. ”Flirt” bruges i flæng. Implikationerne af denne brug er vidtrækkende. Før der kan flirtes må bestemte forudsætninger være på plads. For det første forudsætter det to forskellige mennesker. Man kan ikke flirte med sig selv. Den første implikation af overskriften ”DF holder øje med højre-flirt” er med andre ord at DF ikke er højre(radikale). Man kan her ikke andet end at skuffes over status for kritisk journalistik i dag. Journalisten bag historien mener tydeligvis at være i færd med at afdække en kritisk sandhed omkring DF. Nemlig at de i virkeligheden har nære forbindelser til det yderste højre. (Til et Kommunalvalg i Nyborg ikke mindst). Man lykkes på denne måde med at lave et kolossalt selvmål, al den stund at selve italesættelsen af denne Knækkende Nyhed som en flirt synes at bekræfte, at Dansk Folkeparti i sig selv netop ikke er højre-radikalt.

Hvor kort er mon hukommelsen i Danmark? Det er ikke længe siden, at Dansk Folkeparti end ikke kunne anses for at være stuerent. Bare spørg Poul Nyrup Rasmussen. Men som partiet fremstår i artiklen er der vel nærmest tale om et midterparti, sådan som partiet gerne ser sig selv – ganske vist med nogle uheldige forbindelser.

Helt grinagtigt bliver det naturligvis, når det fremhæves, at disse højre-radikale, som bestemte DF'ere flirter med ”blandt andet har som mål at ophæve racismeparagraffen i dansk lovgivning” (se igen ovenstående links). Der er her tale om et forslag, som DF selv stillede i 2003. (Som opfølgning på at Højesteret d. 17. juni havde afsagt dom om, at der ikke var noget galt med at kalde Pia Kjærsgaards holdninger racistiske).

Det er ikke svært at konkludere på det ovenstående. DF skal lede længe efter bedre venner end de journalister, der på denne måde forsøger at være kritiske.

Hvis det blot var for at undres over denne lille diskursive misære, ville denne konklusion næsten være for slap til CVA, men historien slutter ikke endnu. Således bør vor undren intensiveres uendeligt, når vi læser, at Kjærsgaard, da hun blev konfronteret med sagen, reagerede som beskrevet her:

”»Glem det!« afbryder Pia Kjærsgaard prompte, mens hun laver en kontant, afværgende bevægelse med sin hånd frem foran sig. Politiken.dk når ikke at spørge til, hvorfor partilederen ikke vil forholde sig til sagen, før hun er drejet om på hælen ned ad Christiansborgs gange.”

Er der her blot tale om en racist, der ikke kender sine bedste venner? Eller er der noget dybere på færde? Reaktionen skriger på analyse. Hvis man skal tage DF's eget udsagn om at være midterparti for pålydende, så burde Kjærsgaard her stille og roligt have gentaget en remse om at DF' skam er et anstændigt parti, med gode Danske holdninger, som ingen på nogen måde kan anse for at være usædvanlige, og da slet ikke for at være ekstreme. Hun burde endvidere havde sagt i en venlig tone, at det er svært at kontrollere alle partimedlemmers forbindelser, og samtidig havde påpeget, at hun syntes det er træls, at DF som det eneste midterparti i Danmark skal stå til regnskab i pressen for at bevise at partiets medlemmer ikke har højre-radikale tendenser.

Men det gjorde hun netop ikke. Hun gjorde sig så fornærmet som muligt og drejede om på hælen. Der skal ikke nogen stor psykoanalytiker til at fastslå, at sådanne overreaktioner ofte er tegn på, at man føler sig ramt. Og konklusionen skal da heller ikke blot være, at Dansk Folkepari er et parti på den ydre højrefløj.

Ambitionen for analysen børe være højere: Denne pointe kan måske være med til at afdække Dansk Folkepartis diskursive trumf i det politiske spil. Måske er der for Kjærsgaard netop en (bevidst eller ubevidst) pointe i at overreagere på en måde, som får hende til at fremstå som ramt et ubehageligt sted.

Antager vi dette, kan vi beskrive DF's diskursive trumf som en bipolær maskine. Vel er det væsentligt for partiet at italesætte sig selv som midterparti, for dermed at få gjort partiets holdninger til politisk mainstream – hvor rabiate de end måtte have fremstået for ganske kort tid siden. Men mindst lige så væsentligt er det for partiet, at der hersker en implicit bevidsthed i befolkningen om, at partiet netop ikke er et midterparti, at det netop ikke er mainstream. Hvis partiet for alvor var mainstream ville det givet ganske hurtigt miste grebet om de protestvælgere, der på mirakuløs vis stadigvæk stemmer på det, selv efter en lille dekade som fast støtte for regeringen. (Hvor meget mere tæt kan man egentlig komme på det ellers så folkefjendske etablissement?)

Partiets væsentligste diskursive træk kan med andre ord beskrives som ”an offer meant to be refused”, hvilket vil sige det, der eksempelvis sker, når én part i en diskussion tilbyder en undskyldning, hvortil den anden part bedyrer, at der skam ikke er noget at undskylde for. Dette sidste diskursive træk er netop ”an offer meant to be refused”, da det lige præcis vil være en overskridelse af samtalens uskrevne regler, hvis den første part svarede: ”Ok så trækker jeg min undskyldning tilbage.”

Dansk Folkeparti tilbyder sig til os som midterparti, netop under den forudsætning, at vi ikke accepterer tilbuddet, men husker på, at det er et parti på den yderste højrefløj. Kun på denne måde kan partiet på én gang påstå at tale fra midten af den danske folkemuld, og samtidig hævde at det siger det ingen andre tør sige. Sagt på en anden måde, så synes DF at have opfundet en måde, hvorpå man kan flirte med sig selv.