Allerede på Kapitalens indledende sider slår Marx fast, at vareformen og dens væsen er uomgængelig for forståelsen af den kapitalistiske produktionsmåde. En ting har i kraft af dens naturlige materielle egenskaber en given brugsværdi for mig som menneske. Fx har min frakke en værdi, da jeg kan bruge den til at holde mig varm. Imidlertid forholder det sig anderledes med det arbejdsprodukt, som ‘fremtræder’ som en vare, idet denne er kendetegnet ved abstraktionen fra tingens brugsværdi. Varen har derimod en bytteværdi, der ikke har noget at gøre med arbejdsproduktets materialitet og natur, men er en ren konstruktion. “Hidtil har ingen kemiker opdaget nogen bytteværdi i en perle eller en diamant”, som Marx ironisk bemærker. I kraft af bytteværdien kan varen indgå i bytteforhold med andre varer. Ting, der i deres natur er inkommensurable, bliver som varer kommensurable størrelser.

Forskellen mellem tingen og varen er i forlængelse heraf en forskel mellem kvalitet og kvantitet: “Som brugsværdier er varerne først og fremmest af forskellig kvalitet, som bytteværdier kan de kun være af forskellig kvantitet og indeholder altså ikke et atom brugsværdi.” Fx er min frakkes brugsværdi kvalitativt forskellig fra brugsværdien af mine 10 alen lærred, mens frakkens bytteværdi blot er kvantitativt forskellig fra lærredets bytteværdi.

Endvidere er det vigtigt understrege, at også det menneskelige arbejde fremtræder som varer, der som alle andre varer kan ejes, købes og sælges. Ligeledes gælder det, at det menneskelige arbejde, som i dets natur er kvalitativ forskellige fra andet menneskeligt arbejde, i den kapitalistiske produktionsmåde reduceres til abstrakt menneskeligt arbejde og derved kun kan skelnes kvantitativt.

Konsekvensen, af at alle arbejdsprodukter og menneskelige arbejder sættes på vareform, er, at de relationer, som menneskene naturligt har til hinanden i kraft af deres kvalitative forskellige arbejder, nu bliver til kvantitative relationer mellem varer. Disse relationer definerer den sociale virkelighed.

Varen har imidlertid en hemmelighedsfuld og fetichistisk karakter, da dens bytteværdi fremstår som et tingsligt naturligt særpræg på trods af, at den er en social konstruktion. Det er dette forhold, der gør det muligt at udlede en ideologiforståelse af den sene Marx’ arbejde, selvom en sådan ikke ekspliciteres af Marx selv. Det er dog ikke en ideologiforståelse, der er lig den vi finder hos den unge Marx, fx i Den tyske ideologi. Heri er der en ideologisk inversion på spil mellem virkeligheden og perceptionen af denne. Inversionen i Kapitalen er anderledes: Den består ikke i et misforhold mellem virkelighed og perception men i et misforhold i virkeligheden selv. “Ideology is now less a matter of reality becoming inverted in the mind, than of the mind reflecting a real inversion”, som Terry Eagleton skriver. Ideologi handler i modsætning til tidligere nu ikke længere primært om (falsk) bevidsthed men derimod om det kapitalistiske samfunds økonomiske strukturer.

Med dette på plads kan vi vende os mod 00’ernes danske samfund, mere præcist mod den politik, der siden 2001 er blevet ført af VK-regeringen. Er det kvantitative aspekt af det kapitalistiske samfund ikke særligt synligt her? Ser vi med denne regering ikke en mærkbar opprioritering af kvantitet frem for kvalitet, når der tales om andre mennesker i almindelighed, og når der identificeres problemer og diskuteres løsninger i særdeleshed? Er vi ikke vidner til, at samfundets (og verdens) kvalitative problemer igennem VK-regeringens prisme fremtræder som kvantitative forhold, og at de iværksatte løsninger derfor naturligt også er af primært kvantitativ karakter? Har denne politik ikke en fetichkarakter, der tilskriver de kvantitative aspekter af samfundets forhold, menneskelige relationer og politisk handling til disse fænomeners væsen? Kort sagt: Er vi ikke vidner til en fetichpolitik styret af en kvantitativ ideologi?

For Marx er den kapitalistiske vareproduktion historisk kontingent og derfor foranderlig. Lad os håbe, at der også her er en parallel (måske endda en sammenhæng) til den kvantitative politik, der har kendetegnet VK-regeringens politik. For Marx sker ændringen, når menneskene behersker produktionsprocessen. Når vi behersker den politiske proces, kan denne måske blive et spørgsmål om kvalitet frem for kvantitet.

Kapitalismen har gjort os til forbrugere, en-dimensionelle væsener der kun tænker på materielle goder. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse hos store dele af den vestlige venstrefløj og har været det siden halvfjerdserne. Det er imidlertid værd at bemærke, at kritikken af forbrugssamfundet ikke blev opfundet af den tids marxister og blomsterbørn. Udtrykket ”a consumers’ society” bruges for eksempel af Hannah Arendt i The Human Condition fra 1958. Arendt beskriver her, hvordan arbejderbevægelsens sejre har været menneskehedens nederlag. Arbejdernes frigørelse fra kapitalisternes undertrykkelse og udnyttelse har nemlig haft som konsekvens, at animal laborans har indtaget det offentlige rum, som burde være reserveret de få dygtige og dydige mænd, der er egnet til det politiske liv. Animal laborans har derefter gjort de essentielt private aktiviteter, arbejde (labor) og forbrug, til omdrejningspunktet for den politiske handlen og dermed skabt det forbrugsdiktatur, vi lever under i dag. Med andre ord: Hvis bare de forbandede arbejdere ville lade være med at blande sig i politik, ville vor tids borgere være optaget af andre og mere ædle beskæftigelser end at producere og forbruge.

Arendts kritik af forbrugssamfundet er således dybest set en demokratikritik. Og der er ingen tvivl om, at kritikken af forbrugssamfundet ofte fungerer på samme måde i dag. Borgelige intellektuelle som danske Henrik Jensen og franske Alain Finkielkraut begræder den moderne kultur, hvor autoriteterne forsvinder i takt med, at individerne i højere og højere grad kun bekymrer sig om selvtilfredsstillelse og materielle goder. Den omsiggribende materialisme, hævder de og mange andre reaktionære, er et varsel om en snarlig undergang. Men hvordan er det nu lige med den der materialisme? Som bekendt var Marx jo netop materialist og understregede, at mennesket er et materielt væsen. Endvidere påpegede han, at når borgerskabet påstår noget andet og beklager sig over det brede flertals manglende interesse for ”åndelige” værdier, er formålet oftest at delegitimere dette flertals politiske krav. Der er ingen tvivl om, at denne indsigt er lige så aktuel i dag som på Marx’ egen tid, og at Jensens og Finkielkrauts diskurser passer perfekt ind i politisk kontekst af omfattende liberale reformer.

Identifikation handler ikke bare om – sådan som det måske oftest forstås – identifikation med attråværdige glansbilleder, idealer eller rollemodeller. Identifikation kan sagtens ske på baggrund af fejl og fejlen (verbum). Og skulle der være nogen tvivl herom kan man bare tænde for Kanal 4 eller tænke på reality-tv-genren generelt, som den er i dag (selv i genrens ungdom, dengang man talte om thruth-tv og opstillede et glansbillede for den amerikanske familie med An American Family, var det muligvis denne families fejlen i forhold til dette billede (den ene søn viste sig at være homoseksuel), der udgjorde seriens succes, hvorfor USA/tv-stationen PBS periodisk har vendt tilbage til denne familie siden seriens start i 1973).

Pragteksemplet på en tv-serie der dyrker en konstant fejlen, og tv-seerens identifikation hermed (og således forsøger at sikre seerens tilbagevenden) må siges at være Singleliv. Ikke mindst gennem seriens galionsfigur Sidney Lee.

Så først lidt om hans egen identifikation: Med Sidney Lee ser vi en vedvarende kamp med at pleje/opretholde et uafhængigt ego, med at leve op til hans eget ideal ego (moi ideal), det billede i hvilket han synes om sig selv. Med Lacans ord: ego’et som en “beherskelsesfunktion” og “en leg med den smukke holdning” udfoldes her især gennem beherskelsen og opretholdelsen af en velafgrænset og velsmurt krop. Gennem bodybuilding og brun-cremens mørke glød sikres den kropslige enhed, det ydre panser, der understøtter og spiller med i ego’et som en psykisk afgrænset enhed. Sidneys gentagelse af spejlstadiet sker således i form af en imaginær identifikation med billedet af bodybuilderen (og wrestleren og computersspilshelten).

Der er en gensidig afhængighed mellem denne imaginære identifikation og den symbolske identifikation, hvilket vil sige en identifikation med et særligt træk, en særlig signifiant i den symbolske orden, igennem hvilken en specifik plads eller rolle i denne orden, i den Anden indtages. Denne signifiant/plads kan så netop siges at være ‘bodybuilderen’ (og ‘wrestleren’ og ‘computersspilshelten’). Men symbolsk identifikation kan også siges at være identifikation med et vist blik fra/i den Anden (som man håber at betage ved at leve op til sit ideal ego). Hvilket blik fra den Anden Sidney Lee gerne vil imponere er jeg ikke sikker på, men det er i hvert fald i høj grad repræsenteret af kameraet. Hans slående afhængighed af kameraet, synes at være en god illustration af afhængigheden af et blik i den Anden. Men måske er det rent faktisk netop selve kameraet, der er dette blik. Sidney Lees symbolske identifikation sker bogstavelig talt med kameraet. Han vil imponere et blik, der sender ham ud i medierne. Det er denne diffusion ud i medierne, der giver ham en meningsfuld plads i den Anden, der skal skabe mening og identitet for Sidney Lee og således dække over den Andens mangel.

Seerens identifikation med Sidney Lee sker dog netop i hans fejlen. Han har en vis succes, han har en ny date hver uge, men heri ligger også hans fejlen, for han finder ingen kæreste. Det er Sidneys konstante udskiftning af dates, der sørger for seerens identifikation – som en identifikation med et individs udfoldelse af begærets metonymiske proces, dets vedvarende udskiftning af begærsobjekter. Ved Sidneys og de andre singlers mange dates opretholder programmet en tro på, at der findes en endegyldig date, at der findes et begærsobjekt der endegyldigt vil tilfredsstille begæret. De skjuler at objekt a, begærets årsagsobjekt, er manglende, ikke-eksisterende, er umuligt. Fx. havde Sidney Lee en date, der syntes perfekt, da hun, med Sidneys ord, var høj, tynd, model og ... fra Uganda – han er til mørke piger. Tankegangen bag synes at være “Uganda is it!” (eller mørke piger inkarnerer objekt a for Sidney). Men den efterfølgende uge viste det sig ikke helt at holde og Sidney kom med forskellige forklaringer, såsom at de begge havde for travlt med deres karrierer, han indenfor tv og hun som model.

Vi ser altså Singleliv for glædeligt at identificere os med singlernes kontinuerlige fejlen og for derigennem at opretholde en tro på objekt a’s mulighed, dvs. for at skjule dets radikalitet, som endegyldigt manglende. Hvor Hollywood-ideologien må lade filmen ende, med den velkendte lykkelige “Hollywood ending”, når parret er etableret, når (inkarnationen af) objekt a så at sige er nået – så har vi her en reality-tv-ideologi, der lader muligheden for en Hollywood ending stå åben netop som mulig, for måske desto mere effektivt at skjule dets umulighed.

Dette objekt-udskiftnings-arbejde som leveres af Singleliv, ses også direkte på Sidney Lee, ved de signifianter han tilegner sig, dvs. ved hans symbolske identifikation. De signifianter, hans påklædning og objekterne i hans hjem udgør, peger på en slags hybrid-identitet; det er som om han gerne vil være i så mange betydningssfærer eller identitetskategorier som muligt: ‘bodybuilderen’ og ‘wrestleren’ og ‘computersspilshelten’ og ‘den metroseksuelle’ og ‘satanisten’ og ‘sydstatsracisten’ og ‘bikeren’ og så videre. Denne lange række af og’er, denne omfattende og omskiftende signifiant-påtagelse, er den netop ikke også et udtryk for Sidney Lees forsøg på at håndtere begæret, som et uudgrundeligt tomrum? Et udtryk for begæret som en metonymisk proces, der forsøger at dække over manglen?

Her til aften i Deadline på DR2 kunne man se landets justitsminister udvise sin muntre foragt for folkets repræsentant, Lene Vennits, der er sekretariatsleder for People's Climate Action. Mikkelsen havde flere gange tydeligvis svært ved at holde grinet tilbage. Det virkede lidt som om, han syntes det var latterligt at høre en sekretariatsleder klage over et helt udmærket initiativ fra en noget højere rangerende embedsmand. Regeringen har støttet PCA for at skabe et folkeligt forum omkring klimatopmøderne, men den har samtidig lagt utallige forhindringer i vejen for forummet, så ingen før i sidste øjeblik har vidst, hvad der var muligt, og hvad de kunne tillade sig.

Nu er så det nye udspil fra Justitsministeren kommet. Det består blandt andet i at give politiet mulighed for at tilbageholde mistænkte i 12 timer og anholde folk til fængsling i 40 dage for at forhindre politiets arbejde. Man kan spørge sig, hvori vittigheden består. Måske griner Mikkelsen, fordi han har set en pointe, vi andre først vil le af, når vi når hans niveau. Den der ler sidst, ler bedst, som man siger. Som det tidligere er vist, er den, der ler først imidlertid som regel den, der er lidt nervøs. Man må i første omgang sige, at Brian Mikkelsen lever op til denne diagnose. Han ler først, og ingen forstår helt, hvad han griner af. Så vidt vides er der endnu intet at grine af. Vi taler dels om mulig opstand i København til december og dels om den forudsagte destruktion af mulighederne for liv på Jorden. Det er svært at se, hvad der præcist er det sjove ved det. Brian Mikkelsen ved muligvis, enten at klimatopmødet bliver en bragende succes på grund af regeringens storslåede forberedelse, eller måske ved han i virkeligheden, at det slet ikke er noget problem, hvis København ender i ingenting (fordi klimaforandringerne f.eks. er en opreklameret skandale, som aldrig rigtig bliver til noget). Hvis Brian Mikkelsen ler (både først og) sidst må det være fordi, han ved noget, de fleste af os ikke ved.

Måske har vi her dog snarere en tilføjelse til Slavoj Zizeks (og Robert Pfallers) begreb om interpassivitet. Måske ler Justitsministeren kun først. Brian Mikkelsen forsøger, avant la lettre, at skabe dåselatter. Hvor dåselatter almindeligvis viser os at en vittighed, vi ikke finder usædvanligt morsom, bør grines af, er Brian Mikkelsens grin et forsøg på at skabe en vittighed, hvor den endnu ikke findes. Vi griner ikke umiddelbart af en justitsminister, der siger, at han vil arrestere flere. Men idet han fortæller os, med sit grin, at det er lidt komisk, at han sidder og siger, at enhver, der deltager i en klimademonstration til december kan risikere at blive arresteret i 40 dage, tænker vi måske: "Aha - ministeren griner af det - det er jo ingenting - vi behøver ikke engang bekymre os om dem, der bliver arresteret. De må jo være helt fjollede". Dermed er interpassivitet rykket et skridt op i meta-kæden. Ikke alene behøver vi ikke slappe af og grine, fordi andre gør det for os. Vi kan endda bruge det til at lukke alt ude, fordi kun idioter og kriminelle vover sig ud på gaden. Fra interpassivitet er vi rykket til præventiv (eller foregribende) interpassivitet. Brian Mikkelsen forsøger at le med os, allerede før vi kan grine sammen, idet vi til december, forventet, bliver hjemme i stuen og ser på de relativt små demonstrationer under klimatopmødet. Ved at grine på forhånd håber ministeren at afvæbne en folkelig modstand mod de forventede fattige resultater af klimatopmødet - som regeringen for tiden bestemt ikke gør særligt meget for at booste. Hans egen psykiske tilstand og dens betydning for dette foregribende angreb er svær at diagnosticere på afstand - den kræver individuel analyse.

Men svaret? På gaden!

Danmark anno 2009 – et land der er temmelig racistisk, hvis man skal tro den dokumentarfilm, der blev sendt på den arabiske tv-station Al-Jazeera første gang i torsdags. Men er det nu så slemt? Er der ikke blot visse forholdsregler, som man må iagttage, når man skal have med en ”dansker” at gøre? Den danske statsminister var inde på noget lignende i sin nyligt afholdte åbningstale til Folketinget. Ifølge Lars Løkke Rasmussen er ”det danske folk” nemlig en helt særlig størrelse. Det er f.eks. ”alle de hårdtarbejdende danskere, der hver dag yder en indsats og gør en forskel for at gøre det danske samfund lidt bedre”. Af eksempler kunne Løkke Rasmussen bl.a. nævne den entreprenante ingeniør, den foretagsomme håndværker og den ansvarsfulde skolelærer. Man hører næsten Jørgen Leths stemme i baghovedet: ”Det er sådan, danskeren er. Se danskeren. Se ham. Sådan ser han ser ud.” … Det er altså danskeren – behandl ham nu ordentligt.

Til brug for det arabiske folk – og alle andre der har med danskere at gøre – bringes her en liste over de vigtigste forholdsregler, der må iagttages, ved omgang med dette folkefærd. Måske kan listen endda bruges som inspiration til statsministerens næste tale? Listen er udfærdiget af de tyske besættelsestropper, udstedt d. 13. marts 1940, med henblik på at lette og vejlede tropperne i deres omgang med civilbefolkningen (kilde: Nationalmuseet).

DANSKEREN:

1) Danskeren har en stærk Nationalitetsfølelse.– Udover dette føler det danske Folk sig i Slægt med de skandinaviske Folk.–

                      DERFOR: Undgaa alt som kan saare den nationale Ære.–

2) Danskeren er frihedselskende og selvbevidst.– Han afviser enhver Tvang og Underkuelse.– Han har ikke Sans for militær Disciplin.–

DERFOR: Befal så lidt som muligt, udskrig intet.– Dette vækker Modvilje hos ham og har ingen Virkning.– Oplys sagligt og overbevisende.– En humørfyldt Tone opnaar mere end alt andet.– Unødvendig Skarphed og Formynderi saarer Selvfølelsen og må derfor Undgaas.

3) Danskeren er i Besiddelse af megen Bondesnuhed, Forslagenhed, der grænser til Uoprigtighed.–

4) Danskeren er økonomisk indstillet.– Hans Interesser bevæger sig i Hovedsagen omkring materielle Livsspørgsmål.– Enhver Indskrænkning i sine Fornødenheder føler Danskeren særdeles hårdt.–

DERFOR: Indgreb i den personlige Ejendom maa undgaas saalænge Mulighed findes derfor.–

5) Danskeren elsker en huslig, behagelig Tilværelse.– Han vindes med Venlighed, med smaa Opmærksomheder og ved Anerkendelse af hans Person.–

Regeringen – anført af Lars Løkke Rasmussen – vil nu overvåge 12-årige elektronisk ved hjælp af de såkaldte fodlænker. Fodlænken siges at kunne fungere på den måde, at den giver alarm, hvis den kriminelle f.eks. nærmer sig Blågaards Plads eller andre suspekte steder (den fungerer ved hjælp af en GPS-sender).    

GPS-registrering af levende væsner er ikke noget nyt. Forskere, som interesserer sig for fugletræk, har brugt denne teknologi i mange år. I dyreudsendelser på tv kan man f.eks. af og til se, hvordan en forvirret fugl eller en bebrejdende skildpadde monteres med et monstrum af en sender, hvorefter den igen tumler ud på savannen eller i Verdenshavet.

Formålet med forskernes brug af GPS-senderen er at skaffe viden. Man ved simpelthen stadig for lidt om dyrenes vaner, bevægemønstre osv. Man kunne spørge sig selv, om regeringens nye tiltag overfor denne besynderlige art, ”ballademagerne”, bunder i det samme? Selvom regeringen hævder, at her er endnu et ”værktøj” til at få de unge på ret køl, og at det er udtryk for en ”fast og fair” retspolitik, som Peter Skaarup smilede om tiltaget – så er der måske andet og mere på spil.

Ifølge Lacan knyttes det symbolske og det reelle netop sammen af uvidenhed. Den symbolske klasse (lovgiverne) ved simpelthen intet om den reelle klasse (lovbryderne). For regeringen er disse mennesker helt uforståelige; dyr med mærkelige vaner og bevægemønstre. For lovbryderne er denne sender en lidt underlig ting, men i grunden ikke videre ubehagelig (hvis man skal tro de dokumentarudsendelser, der allerede er blevet sendt om afstraffelsesformen).

Og således går tingene sin gang. Forskerne skriver dyrene ind på et stort kort over træk og bevægelser – faktisk er ”ålens gåde” lige blevet løst på den omtalte måde. Lovgiverne tvangsindskriver lovbryderne i den symbolske orden, ”her må du være, og her må du ikke være”, og så er mutatus mutandis også den gåde løst.