At det aldrig er for sent at sælge ud, viser den nye reklame fra Canal Digital med stor klarhed. Ikke nok med at popsangerinden Sanne Salomonsen nu, som så mange andre, har valgt at lade sin personlige integritet udnytte til promoveringen af betalings-tv. Salomonsen har helt sikkert solgt ud for længe siden, og alligevel formår hun at give enhver seer den uafrystelige fornemmelse af, at her er nogen, der virkelig sælger ud.

Men til sagen: Hvorfor vækker det ikke bare latter, men snarere en krybende uhygge at se den nye reklame for Canal Digital?

Som sagt er reklamens budskab, dens betegnede, jo egentlig temmelig banalt. Køb mere tv – Sanne siger du skal! Hvis der er noget uhyggeligt over reklamen må det nok snarere skyldes måden hvorpå budskabet præsenteres – dvs. dens betegnere. Lad os starte med den enigmatiske udmelding:

”Jeg elsker at se fjernsyn

I den forstand

At jeg ser på ting,

Der inspirerer mig helt vildt

Både visuelt

Og musikalsk.”

Den første besked er tilsyneladende helt ligefrem og letforståelig: ”Jeg elsker at se fjernsyn.” Enhver seer kan uden problemer aflure den ideologiske baggrund bag dette udsagn. Sangerinden har valgt at sælge ud af sine egne holdninger og bedyrer ganske hjernedødt: Jeg elsker at se fjernsyn.

Dernæst bliver det mærkeligere. Udsagnet efterfølges af en taktisk tilbagetrækning, da Sanne siger: ”I den forstand at”. Også denne udmelding kan umiddelbart afkodes. Den betyder: ”dvs. jeg elsker egentlig ikke at se fjernsyn som sådan, det er bare noget jeg siger”.

De ideologikritisk interesserede kan nu knytte tråden videre: Sand ideologi består ikke bare i at sige: ”Vi elsker fjernsyn!” men indeholder i sin moderne form den naturlige, iboende afstandtagen, ”Vi elsker fjernsyn, men”. Et stjerneeksempel, som Slavoj Zizek allerede har fremstillet med stor vægt, er tv-serien MASH, der handler om helt særegne, ironiske, kritiske, humoristiske og neurotiske læger på et amerikansk felthospital under USA's krig i Korea. Hvad hovedpersonernes evige sjov, ballade og kritiske distance skjuler er det faktum, at de strukturelt set udfylder deres ideologiske funktion til fuldkommenhed. Mens lægerne pjatter, danser og kager rundt i deres daglige småproblemer, fungerer Krigsmaskinen perfekt.

Dette gælder også Salomonsen-reklamen. Her har vi ideologiens fulde nelson i aktion: Ikke nok med at jeg helt åbenlyst reklamerer for noget så idiotisk som Canal Digital, jeg gør det også med en vis kritisk afstandtagen og med min personlige integritet i behold. For TV ”inspirerer mig helt vildt.”

Læg igen mærke til ordlyden. Er der ikke noget fordækt i, at tingene, Salomonsen ser på, inspirerer hende ”helt vildt”? Det er ikke nok at sige, at fjernsyn inspirerer – det er der alligevel ingen, der tror på. For ikke at lyde som en simpel gimpe, der siger, at fjernsyn (og ikke skoven, byen, fabrikken eller de fattige børn i Afrika) inspirerer én, må man tilføje et ”helt vildt”.

Det er dog klart at dette ikke er nok. Det må også synges at alt er i skønneste orden. Således synger Sanne i reklamen: ”Jeg er helt mig selv. Jeg er helt mig selv.” Men det er heller ikke helt nok. Fjernsyn inspirerer helt vildt. Både visuelt og musikalsk. Fjernsynets sprænger sit medies rammer. Fjernsyn er ikke bare et todimensionalt billede. Fjernsynet er musik.

Det er som om denne todimensionale figur, som viser sig på skærmen, selv på en eller anden måde godt ved, at den er helt gal. Denne voldsomme insisteren på, at det hele ikke bare er helt fint, men fuldstændig fantastisk, inspirerende og farvestrålede, bringer mindelser om Lacans begreb ”acting out,” nemlig den adfærd, der kendetegner subjektet, som på én gang gør alt for at modvirke den symbolske ordens rammer, mens hun lige så desperat søger at sende en besked til en formodet Anden, der måske ville lytte til og reagere på hendes udråb. Acting out er det pigen, der føler sig undertrykt af sine forældre, gør, når hun ikke bare får sig en lesbisk kæreste for at stryge dem mod de konservative hår, men også insisterer på at snave med - og overbefamle kæresten lige foran den bygning, faderen arbejder i. ”Acting out” er det vi gør når vi desperat gør alt for meget.

Reklamen er således et skelsættende eksempel på det, man i forlængelse af de bragte ræsonnementer, nødvendigvis må betegne som acting-selling-out.

Som en kort opfølgning på den seneste analyse, kan vi ikke lade være med at henvise til den udsøgte farce omkring volapyk-oversættelsen af en bog skrevet af et tidligere medlem af Jægerkorpset.

Det er klart at kortet-kortet findes i flere varianter end Nazi-kortet-kortet. Essentialisme-kortet-kortet for eksempel. Man kan forestille sig en filosofisk diskussion, hvor den ene part siger "Er der ikke en skjult essentialisme i det argument, du kommer med der." Hvortil modparten trækker Essentialisme-kortet-kortet og siger: "Det er jo altid nemt at trække essentialisme-kortet, hvis man vil beskylde sin modstander for noget grimt."

Mere interessant trak forsvarsminister Søren Gade konspirationsteori-kortet-kortet i forbindelse ovennævnte sag om en vis google-oversættelse af en vis bog. Vi citerer fra Politiken:

"Søren Gade siger, at han vil diskutere den igen med forsvarschefen, for at sikre, at det ikke gentager sig, men han afviser, at forsvaret skulle stå bag oversættelsen.

»Hele denne her konspirationsteori om, at det er forsvaret, der selv har lavet oversættelsen og lagt den ud på nettet. Det er jo helt ude i hampen«, siger Søren Gade."

Gade trækker Konspirationsteori-kortet-kortet, der fungerer meget på linie med Nazi-kortet-kortet. Fordi konspirationsteorien pr. definition er så uantagelig, ligesom det er utænkeligt, at der i dag skulle kunne findes en legitim anvendelse af betegneren 'Nazist', derfor er konspirationsteori-kortet altid allerede slået af konspirationsteori-kortet-kortet. Man kan altid sige at den der nævner konspirationsteorien "er helt ude i hampen."

Spørgsmålet er nu om det alligevel er muligt at misbruge kortet-kortet. Måske er det muligt at spille det for tidligt. Her kommer den freudianske negation ind i billedet. Denne teori går i al sin enkelthed ud på følgende: Freud beder sin patient om at beskrive én af sine drømme. Patienten beskriver en voldsom og voldelig drøm fuld af amputationer, blod og anal-sex. Freud spørger patienten, hvad den får ham til at tænke på, og patienten svarer: "I hvert fald ikke min far!" Det er klart at patienten her spiller far-kortet-kortet for tidligt, og dermed netop legitimerer far-kortet: Drømmen handler netop om hans far.

Spørgsmålet er altså: har Gade spillet konspirationsteori-kortet-kortet for tidligt?

Et til stadighed oftere spillet kort i danske offentlige debatter er Nazi-kortet-kortet. Vi kender det sikkert alle til hudløshed. En debat i en kommentarsektion kører af sporet, én side i debatten drager paralleller til Tyskland i '33, hvorefter den anden side spiller Nazi-kortet-kortet og siger noget i retningen af: ”Det er typisk for min modstander at spille Nazi-kortet. Det stopper jo enhver debat.” Eller: ”Her forsøger man at føre en saglig debat og så bliver man pludselig gjort ansvarlig for Holocaust.” Herefter vil debatten som regel være afgjort. Enhver kan jo se det urimelige i at gøre sin modstander til Nazist. Nazi-kortet-kortet vinder hver gang.

Hvorfor er dette nu interessant? Man kunne i første omgang tage denne observation som en lille vejledning i politisk retorik: Uanset hvor grotesk din diskussionspartner måtte fremstå i forsvaret for en politistat, der synes stadigt mere virkelig, så lad være med at spille Nazi-kortet. Det er som en simpel regel min salig farfar lærte mig engang, da vi spillede kort: Med esser stikker man konger. Med andre ord: Hvis esset ikke er blevet spillet endnu, så er kongen ikke noget værd. Det særlige ved Nazi-kortet-kortet er selvfølgelig, at det kun kan spilles efter Nazi-kortet er blevet spillet. Man kan således ikke som i Bridge sidde og vente på at modstanderen slipper sit es, hvorefter man kan spille sin konge og trække stikket hjem. Nazi-kortet taber altid, for det bliver med det samme stukket af Nazi-kortet-kortet. Det retoriske råd må således være: Lad være med at spille Nazi-kortet.

Denne lille vejledning i retorik, kan dog ikke gøre det for en analyse, og da slet ikke for en vild en af slagsen. Lad os derfor gøre en analyse af en vejledning og interessere os for Nazi-kortet-kortets universalitet. Det interessante ved Nazi-kortet-kortet er at det vinder hver gang. Det interessante er at uanset hvor autoritær, racistisk og voldsfascineret en borgerlig (hvilket i dag vil sige en mainstream) politisk debattør virker, så kan han pr. definition aldrig blive sat i bås med Nazismen. Dette skyldes ikke hans egenskaber, men derimod at ’Nazisme’ er blevet til den betegner, der i den diskursive offentlighed betyder absolut og uformidlet ondskab. For at tale kantiansk betegner ’Nazisme’ ikke blot den radikale, men den dæmoniske ondskab.

Hvad kendetegner nu dæmonisk ondskab? For Kant var den kendetegnet ved, at den ikke findes. Dæmonisk ondskab har man kun der, hvor en vilje alene har det at gøre ondt, som sit endelige formål. En ekstremt egoistisk vilje er eksempelvis ikke en dæmonisk ond vilje, da en egoist netop stræber mod at gøre det godt for sig selv. Der er meget mere at sige om Kant og dæmonisk ondskab end der er plads til i denne sammenhæng, men der er én parallel mellem betegneren ’Nazisme’ og dæmonisk ondskab, som er altafgørende. Begge er aldeles tomme. Der findes ikke den handling, som man rettelig kan kalde dæmonisk ond. Og der findes heller ikke nogen, som man med rette kan kalde ’Nazist’ – netop fordi Nazisme er kommet til at betyde en overnaturlig og helt igennem uforståelig ondskab. Nazi-kortet-kortet gemmer således på en skjult revisionisme. Når Nazi-kortet-kortet virker så godt, er det netop fordi det at spille kortet har som skjult præmis, at der aldrig har været nogen, som retteligen kunne kaldes ’Nazist’. Er det ikke netop denne logik, der gør sig gældende eksempelvis i Martin Heideggers forsvar for sit medlemskab af partiet efter krigen? Man kunne parafrasere som følger: ”Det kan godt være at jeg var Nazist (dvs. medlem af Nazipartiet), men jeg var i hvert fald ikke ’Nazist’ (dvs. årsag til Holocaust, massemorder, osv. I virkeligheden var jeg en intern kritiker)”

Denne overraskende konklusion betyder, at vi må trække lidt i land med hensyn til en påstand, der blev fremført ovenfor. Det blev sagt, at Nazi-kortet-kortet kun kan spilles efter Nazi-kortet er blevet det. Vi ser nu, at dette ikke rigtig passer. Når det på forhånd er givet at ’Nazist’ aldrig finder retfærdig anvendelse, så er sandheden snarere at Nazi-kortet-kortet altid allerede er blevet spillet. Enhver politisk diskussion i Danmark foregår i dag under den implicitte og altdominerende præmis, som udgøres af Nazi-kortet-kortet. Uanset hvor grotesk vores statssanktionerede racistiske vold måtte fremstå, så kan vi (alle os velmenende Danskere med retfærdighedssansen intakt) føle os forvissede om, at vi aldrig vil blive helt urimelige. Vi vil altid have en smule anstændighed tilbage. Vi vil aldrig blive dæmonisk onde. Vi vil aldrig blive ’Nazister’.

Problemet er bare at det samme kunne siges om Tyskerne i ’33. Heller ikke her fandtes der ’Nazister’. Til gengæld fandtes der adskillige Nazister, som første landet ud i en angrebskrig, og som foranstaltede et racistisk folkemord.

Lars Sponheim, lederen af Venstrepartiet, har i aften meddelt for åben skærm, at han trækker sig. Venstrepatiet, der er Norges svar på Det Radikale Venstre (og landets ældste parti, stiftet i 1884), balancerer på spærregrænsen, omend de som trøst får indvalgt to kredsmandater. Katastrofevalget er under alle omstændigheder en realitet. I moderne politik har sådan noget konsekvenser. Enhver politisk kommentator kunne i søvne forklare at det er naturligt, at Sponheim forsvinder og partiet trues af undergang. Under hans lederskab er Venstrepartiet styret i afgrunden.

Ikke nok med det. Det så i lang tid ud til, at den borgerlige opposition, som Venstrepartiet siden 2005 (hvor de trådte ud af regeringssamarbejdet med venstrefløjen), har været en del af, skulle vinde valget. Med Fremskridtspartiet i spidsen lå højrefløjen ind til kort før valget til at vinde. Det er ikke utænkeligt, at Sponheim havde kunnet sætte sig på en ministertaburet, hvis der der var blevet dannet borgerlig regering efter valget.

Dog. Sponheim ville det anderledes. Op til valget har Lars Sponheim konsekvent afvist at samarbejde med Fremskrittspartiet i en ny borgerlig regering. Et meget lidt opportunt valg al den stund, at Fremskrittspartiet er det suverænt største borgerlige parti med over 20 procent af stemmerne. Sponheims parti var en del af oppositionen, men han ødelagde oppositionens chancer ved at, som han selv beskrev det på valgnatten, agere bolværk mod Fremskirittspatiet. Ikke mindst på grund af Frps meget usympatiske udlændingepolitik. Det skabte angiveligt forvirring blandt midtervælgerne, der i sidste ende knebent valgte en centrum-venstre regering.

Det er ikke svært at forestille sig et scenarium, hvor Sponheim i stedet for at insistere naivt på at modarbejde Fremskrittspartiet havde talt løst og fast om et par af partiets andre mærkesager - sænkning af skatten eller lignende - og hvor oppositionen dermed ikke havde fremstået som splittet og givet vundet valget. Men Sponheim insisterede på splittelsen og tabte. Stort.

Hvilket bedre eksempel kan man ønske sig på at man må opgive sin "agalma", det inderste, mest dyrebare objekt, for at opnå den forandring, man ønsker sig? Sponheim valgte at forhindre Fremskrittspartiet i at få afgørende indflydelse fremfor selv at få politisk magt og måske endda en ministerbil.

Håbet for Danmark er, at vi må finde et ledende menneske med Lars Sponheims mod - et menneske, der tør opgive sin egen sikkerhed for at forhindre en forrået og umenneskelig regering. Man kunne have ment, at det var naivt at følge Lars Sponheim - og det var det ! - men han vandt. En taber, der går ud med en større sejr end den danske opposition har formået i otte år.

Og I var sådan wig-wig - man kan ikke skabe politiske resultater uden vold.

"Synes du også, at meningsmålinger stinker?"

”Vær forsigtig med, hvad du ønsker dig”, lyder et gammelt husråd. Er dette ikke netop sandt for kvindebevægelsen, der siden 60’erne stort set har opnået alt, hvad de nogensinde har ønsket sig? De ønskede sig at komme ud på arbejdsmarkedet, og det kom de. De ønskede sig mænd, som kunne hjælpe til med det huslige, og de fik ”metro”-manden. De ønskede sig mere seksuel frihed, og de fik Katja Kean. Så ønskede de sig en mere ”personlig” form for seksualitet (hver kvinde sin fetich) og fik Sex and the City. Alt dette fik de, og så fik de også noget mere: Stadig mere undertrykkelse. For er det ikke sådan, at alle de krav, som kvindebevægelsen nogensinde stillede, formulerede sig på markedets præmisser? Og sandt nok åbnede markedet sig op for kvinderne, men i hvilken forstand? Ikke i nogen anden forstand, end den der ville se kvinderne som en helt ny og ekstremt købestærk målgruppe.

For hvor blev markedets anerkendelse af kvinderne i virkeligheden af? Kvinderne har stadig ikke nævneværdigt mange topposter i dansk erhvervsliv. Og hvis har, er det som oftest resultat af en ekstremt målrettet indsats fra den pågældende kvindes side, hvor hun (på trods) har bevist sin fornuft (kynisme) og ansvarlighed (pragmatisme). Eller som det hed i et afsnit af tv-serien Ally McBeal, der netop tumlede med problemstillingen om den følsomme kvindes indtræden i en mandsdomineret verden: ”Du er kvinde, for søren. Tag det som en mand!” Det må samtidig pointeres, at kvinderne stadig heller ikke får lige så høj løn som deres mandlige kolleger, der udfører tilsvarende arbejde. Og uanset hvor stor en del af den daglige husholdning, kvinden står for, så er de store økonomiske spørgsmål, selvangivelse, lån, pension, huskøb osv., stadig noget som manden tager sig af – i hvert fald hvis man skal tro de mange coaching-sider på nettet, der beskæftiger sig med spørgsmålet ”kvinder og penge”.

Så vidt altså kvindernes manglende indflydelse på de økonomiske magtstrukturer, men hvad nu med de politiske? Ser det i virkeligheden meget bedre ud her? Da Helle Thorning Schmidt første gang forsøgte at blive statsminister, syntes chefredaktør på BT, Arne Ullum, at han måtte stille det ”brutale”, men åbenbart nødvendige spørgsmål, om alenemoderen Helle mon var i stand til at klare Statsministeriet? Minder dette spørgsmål i øvrigt ikke om de spørgsmål, som flere og flere ”ansvarlige” politikere synes, de må stille til indvandrerkvinder med tørklæder, som træder frem på den offentlige scene. Kan en kvinde med tørklæde blive dommer? Eller kan en kvinde med tørklæde være en del af Hjemmeværnet? Nej, det går ikke. Det er undertrykkende, når kvinder passer børn og bærer tørklæder, og derfor kan vi per definition ikke acceptere, at de passer børn, bærer tørklæder og frigør sig. Mændene har i et nærmest profetisk klarsyn indset, at så er deres rolle jo udspillet: Hvem skal nu fortælle kvinderne, hvordan de skal frigøre sig?

Hvad er så mulighederne for dem, som ville være feminister i dag? I en tv-udsendelse om de danske soldater i Irak, der blev sendt på DR for nylig, opridsede en af de deltagende soldater – med en attitude, der viste, at han opfattede sig selv som ganske progressiv – forholdet mellem mænd og kvinder i forsvaret: ”I hæren er der kun ét køn, og det er soldat”. En del af løsningen for de kommende feminister burde være helt og aldeles at disidentificere sig med dette mantra. Det er netop et mantra som dette, der tvinger kvinder til at skrive sig ind i ”magtens maskuline kode”, dvs. at skulle leve op til rollerne som ”soldat”, ”leder”, ”borger”, ”landmand”, ”forbruger” osv. Feministerne må ”trække sig selv fra” disse roller. Som Lacan siger: ”Kvinden findes ikke”. I denne øvelse kunne dette netop vendes til en fordel.

Enhver, der på denne måde ville arbejde på at få magtens maskuline kode til at forvitre, måtte kaldes en rigtig kvinde.

Hvad nu hvis vi tog Cepos og deres kumpaner på ordet? "Det skal kunne betale sig at arbejde."

Og så blot tilføjede: "... og arbejdet skal opgøres i kilojoule".

Birthe Rønn Hornbech sagde i går aftes i TV-Avisen: "Det, der sker i Irak, er selvfølgelig ikke noget, danske myndigheder blander sig i." Det kunne være fristende bare at lade dén stå lidt... og mindes 2003.

Men udtalelsen rejser også spørgsmålet, om ministeren er neurotisk, pervers eller psykotisk. Lad os prøve at se på det.

- En neurotiker fortrænger konkrete erfaringer (Verdrängung), som f.eks. erfaringen af at have stemt for en krig, der mildest talt blandede sig i Iraks affærer. Det kunne godt siges at være tilfældet her, men de fortrængte erfaringer vender tilbage igen ("return of the repressed") i fortalelser, drømme, etc. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvad Hornbech drømmer om natten, men hun lader ikke til at være plaget af fortalelser og usikkerhed.

- Måske er hun snarere pervers? Den perverse fornægter (Verleugnung) og "vil ikke være ved", kunne man sige, at hun er kastreret. I den forstand kunne Hornbech formentlig godt i nogle sammenhænge betegnes som pervers - når hun f.eks. ikke vil anerkende, at hun er styret af simpelt magtbegær, som instrueres af Dansk Folkeparti. Hornbech optræder ofte som om, "tingene bare er sådan". Det kan man ikke gøre noget ved.

- Men i denne konkrete situation synes ministerens struktur alligevel at minde mest om psykotikerens. Psykotikeren "forkaster" (med en dårlig dansk oversættelse af Verwerfung) at noget har fundet sted. Der er ikke blot tale om at benægte noget (som når man benægter at bolden var over stregen i fodbold), det implicerer nemlig anerkendelsen af en del forhold, (f.eks. at bolden meget vel kunne have været over stregen), men om at opføre sig som om det forkastede aldrig havde eksisteret. Er det ikke netop hvad regeringen gør i disse dage? Den opfører sig som om, der aldrig havde været nogen krig i Irak og som om den ikke selv har noget ansvar for de enorme ulykker, der har plaget det irakiske folk i seks år (i tillæg, selvfølgelig, til de ulykker, der plagede dem før). Og som om, der ikke sker noget videre i Irak i dag. Det er vanskeligt at tale med en psykotiker, fordi hun så at sige "springer over" visse ting, der i almindelighed betragtes som kendsgerninger, eller i det mindste kan diskuteres. Hun forkaster dem. Sådan vil Rønn Hornbech i de kommende dage formentlig også reagere på oplysningerne om, at de udviste irakere bliver anholdt i Irak og ikke tør forlade lufthavnen: Som en psykotiker.

Det kan da godt bekymre lidt.