I disse dage diskuterer man i Frankrig, om det skal være lovligt at lave optællinger af etniske minoriteter (officielt med det formål at kunne lave positiv særbehandling). Sådanne optællinger laver man allerede i USA og i England, men særligt i Frankrig synes sagen at være prekær. Republikken Frankrig er netop grundlagt på principper om ”frihed, lighed og broderskab”, hvilket strider mod de mere administrative teknologier, som kendetegner optællinger og fortolkningen af dem. Venstrefløjen kan oven i denne kritik lægge, at Sarkozy (som har fremsat forslaget) vandt sin første berømmelse ved at kalde minoriteter fra forstæderne for ”rakkerpak”. Der er ikke meget, der tyder på, at forslaget reelt skal bruges til at løse de store konflikter (hvad enten de overhovedet er etniske eller snarere handler om klasseforskelle), der præger Frankrig i disse år.

Alain Badiou, en af Sarkozys argeste modstandere, fremsætter i sit hovedværk Væren og begivenheden netop teorien om ”den første optælling” og ”den anden optælling”. Ifølge Badiou er den første optælling en operation, som skaber et samfund (eller som overhovedet giver os mulighed for at opfatte en samling individer som et samfund). Vi tæller simpelthen, hvem der er til stede inden for et lands grænser. Peter, Poul, Mohammed, Pia, Abraham, Lisa osv. Den anden optælling er nu en statslig operation. Staten grupperer de forskellige individer i sit partipolitiske repræsentationsapparat. Peter og Poul stemmer på ét parti, Pia og Mohammed stemmer på et andet parti osv. Staten giver også individerne mulighed for at gruppere sig og komme til orde på andre måder, fx i foreningslivet, til demonstrationer osv. Man kan derfor sige, at staten langt hen ad vejen sikrer kollektivernes muligheder. Kendetegnende for disse muligheder er selvfølgelig, at det sidste ende er selve den statslige indretning af et samfund (med grundlov osv.), der overhovedet gør nogle partier, foreninger og demonstrationer lovlige, andre ulovlige.

Endnu vigtigere i denne sammenhæng er dog følgende: Staten beskæftiger sig også med de kollektiver, der tilfældigvis besidder de samme karakteristika. Fx kan den lovgive på ”rygernes” vegne og sige, at der ikke mere må ryges på barer. Fx kan den, som det sker i USA og England, lovgive på etniske gruppers vegne. Den kan altså potentielt jonglere med etniske gruppers repræsentation i forskellige institutioner og embeder og på denne måde holde en større (immigrations)politisk bevægelse i ave (Sarkozy lancerede under sit formandskab for EU en særlig immigrationspagt, der skal styrke EU’s grænser betydeligt). Staten giver på denne måde ikke blot kollektiverne muligheder, den holder også ganske effektivt styr på dem.

Ser vi altså i disse år en svækkelse af de europæiske stater? Noget tyder på det modsatte.

En lacaniansk tilgang til ”den perverse person” handler ikke om personens obskure (unaturlige) seksuelle praksisser. Tværtimod er den perverse en ganske almindelig subjektfigur for Lacan, ligesom den er det for Slavoj Zizek, der fx i bogen How to read Lacan slår fast, at halvdelen af den amerikanske befolkning er domineret af en pervers libidinaløkonomi.

Perversion, at its most fundamental, resides in the formal structure of how the pervert relates to truth and to speech. The pervert claims direct access to some figure of the big Other (from God or history to the desire of his partner), so that, dispelling all the ambiguity of language, he is able to act directly as the instrument of the big Other’s will. In this sense, both Osama bin Laden and President Bush, although political opponents, share the structures of a pervert. (s. 116)

Den perverse er fx en religiøs fundamentalist, der hævder blot at være et instrument i en højere magts hænder. Den perverse er fx en politisk fundamentalist, som en nazist, eller som Stalin, der hævdede at handle i Historiens tjeneste. Den perverse er i øvrigt slet ikke en, der lader sig styre af sin religiøse tro (som man almindeligvis antager), men som slet og ret ved, at han har ret. For den perverse er der næsten tale om empiriske fakta. Derfor findes der også så mange uhyggelige koblinger af religiøs fundamentalisme med videnskabelige argumentation (som fx Scientology og kreationisme).

I dag findes der dog også en kvindelig form for perversion, som synes langt mere uskyldig, men som alligevel indgår i et spil, som passer perfekt sammen med både reklameindustrien og oplevelsesøkonomien. (Når jeg her skriver ”en kvindelig form”, så hentyder jeg ikke udelukkende til det kvindelige køn, men snarere til en kvindelig værensform, hvilket i denne sammenhæng betyder en værensform, der ikke handler om storpolitik og ”det hele”, men snarere om det nære eller ”det singulære”). De kvinder, som vi møder i reklamer for alt fra vaskepulver til mælk, ved at netop dette produkt er det rigtige. Det, som disse kvinder hævder at have direkte adgang til, er ikke Gud eller Historien, men Begæret. De ved, hvad vi vil have – og de skyr ingen midler for at overbevise os om det (fra kolde fakta til nøgne kroppe).

Er det ikke også det, vi ser, i stort set alle indretningsprogrammer (af hus og have osv.)? Eller i ”makeover”-programmer, som fx ”Baronessen flytter ind”? I dette program bytter baronessen, Caroline Fleming, plads med en helt almindelig kvinde i et helt almindeligt hjem. Som der står i programbeskrivelsen: ”Og mens kvinden kan se frem til en luksusoplevelse for livet med lækre biler og skønhedsbehandlinger, tilfører Baronessen, med sin gode stil og etikette, kvindens hjem og familie en vitaminindsprøjtning.” Baronessen er pervers i den forstand, at hun uden blusel hævder at vide, hvad hendes ”ofre” vil have. Hvordan kan hun vide det? Det er fordi baronessen har direkte adgang til Begæret (de velplejede negle, den dyre garderobe og den skråsikre titel ”baronessen” er klare indikationer på dette), og hun kan altså ikke tage fejl. Sammenlign med et mere mandligt program som ”Hammerslag”: Hele spændingen ville gå ud af programmet, hvis der dukkede en pervers kvinde op, der ”ved at dette hus mindst koster ti millioner, fordi det er da bare for lækkert!” … I øvrigt kan man undre sig over, hvad der sker, når baronessen flytter ud igen? Altså når den direkte adgang til begæret forsvinder? Synes hele tilværelsen så ikke affortryllet igen for de måbende deltagere?

Et nyt ”fænomen” på Youtube synes at bekræfte teorien om de perverse kvinder. En ung russisk filolog har her fået kultstatus, fordi hun på samme tid oser af sex og forklarer ord (hun driver en hjemmeside med titlen Hot for words). Ikke bare ved den unge russer, Marina Orlova, hvad vi (mænd) vil have: rød læbestift, store bryster osv. – hun udnytter det også til at forklare os om ord som ”hello”, ”touchdown” osv. Denne kobling er langt fra så tilfældig, som den umiddelbart kan se ud (Orlova er ikke bare en ”smuk nørd”). Den russiske filolog mener at have direkte adgang til Begæret, og den måde, som hun viser (eller udlever) det på, rækker i dette tilfælde helt ud i hendes sprog: Der er ingen slinger i valsen, alt er på plads, selv sproget (der for Lacan er en af de vigtigste lag i den sociale orden som sådan). Efter Orlova kan der ikke mere skrives poesi.

Marina Orlova tilhører en ny generation af vidensformidlere i oplevelsesøkonomien, som foreløbig kan kaldes perverse kvinder. De perverse kvinder har som regel både direkte adgang til Begæret og en agenda (der handler om at få orden på udseendet, indretningen, sproget osv.). De perverse kvinder er altså ikke blot perverse, fordi ikke kan lade være – de kan lade være, men de ønsker det ikke. De nyder at være instrumenter i Begærets tjeneste. Måske er det derfor, det føles som et overgreb at blive udsat for en pervers kvinde? Det er på en måde meget personligt (det føles som om denne kvinde henvender sig direkte til mig med al sin seksuelle energi og charme), men alligevel er det helt upersonligt.

Hvad den perverse kvinde helt åbenlyst mangler er et symptom, der kan skabe en smule uorden i hendes begær. Bare en lille usikkerhed i hendes overbevisning om Begærets entydighed. Det bedste råd vi kan give til den perverse kvinde er altså: Få dig et symptom!

Man kan i dagens Politiken læse om rektor for Kunstakademiets Arkitektskole i København, Sven Felding, og hans skiftende holdninger til skolens sammenlægning med Danmarks Designskole og Glas- & Keramikskolen. Først var rektoren positiv over for forslaget, som overordnet set handler om mere effektivitet og større international synlighed, og som er bragt på bane af Kulturministeriets Struktur- og Samarbejdsudvalg. Men denne positive respons førte øjeblikkeligt til skarpe protester fra samtlige professorer på arkitektskolen, der den 10. marts afleverede et brev til kulturminister Carina Christensen, som de selv opfattede som et slags mistillidsvotum til Sven Felding. Politiken opsummerede den 14. marts situationen i en leder, der med titlen ”Fusion gavner kreative uddannelser” tog utvetydigt parti for (den ”stærkt respekterede rektor”) Sven Felding:

For at forbedre sin høje profil har Arkitektskolen i København det seneste tiår været igennem en nødvendig fornyelse ført an af skolens stærkt respekterede rektor Sven Felding. Men han synes helt at have miskalkuleret sine medarbejdere og studerendes forandringsparathed, da han tilsluttede sig forslaget fra Kulturministeriets Strukturudvalg om at sammenlægge skolen med Danmarks Designskole og Glas- & Keramikskolen. Det er forståeligt, at lærere og studerendes værner om deres faglighed, og her er en høj bevidsthed om egen profil altafgørende. Alligevel er modstanden en automatreaktion.

Ordlyden er selvfølgelig afgørende. Sven Felding har miskalkuleret. Han har ikke hørt forkert, da han diskuterede med sine ansatte om sammenlægningen. Lærernes og de studerendes reaktion er en automatreaktion, ikke en selvstændig stillingtagen.

Men der er mere at lytte efter i denne historie, som tager en ny drejning i dag, hvor Politiken skriver, at Sven Felding nu ”fortryder støtte til fusion”. Han erkender, ”at grundlaget på nuværende tidspunkt [ikke] er tilstrækkeligt fagligt underbygget…” Og det faglige betyder i denne sammenhæng en afvejning af, hvorvidt metodologi, emneområde, videnskabsteori osv. passer sammen, hvad angår de institutter, som skal lægges sammen. Men har han så ikke på en måde lidt et nederlag? spørger journalisten fra Politiken spidsfindigt. Felding svarer:

Der er hverken et nederlag eller en omvurdering på anden måde end at, okay, jeg var for tidligt ude og på et grundlag, som ikke havde det faglige nok med. Og det er jo heller ikke os, men politikerne, der træffer beslutning om, hvorvidt skolerne skal fusioneres. Men de spørger om vores råd. Og vores råd er, at man skal tøve en kende, til vi har drøftet, hvad de to skoler kan give hinanden.

Allerede dette svar er lidt underligt. Felding siger, at hans vurdering ikke havde nok fagligt grundlag, men at den ikke står til omvurdering. I øvrigt er det jo heller ikke ham (eller lærerne), der i sidste ende bestemmer, hvorvidt sammenlægningen bliver en realitet (men politikerne), så det kan være lige meget, hvad jeg har sagt, synes han herefter at sige. Journalisten spørger så, om det stadig er Sven Feldings personlige holdning, at en sammenlægning er en god ide:

Ja, det har jeg jo meldt ud. Men når min faglighed siger, at de synes, det er på for løst et grundlag til, at de kan tage stilling til det, så lytter jeg selvfølgelig til det. Der er ikke nogen konflikt i det overhovedet. Det er et spørgsmål om, at jeg var for hurtigt ude.

Her er altså den afgørende revne, som findes overalt i universitetsverdenen i dag, mellem den administrative ledelse og så ”fagligheden”. Faglighed er blevet noget, som man må omgås forsigtigt. Det er næsten som om, der kunne have stået samvittighed i stedet for faglighed. Man skal ikke tage konflikten med fagligheden direkte, ansigt til ansigt – for så kommer man i problemer, det ved enhver god leder (det er også betegnende, at fagligheden ikke er ”den”, men ”de” – altså noget mangfoldigt, ukontrolleret).

Tidligere handlede det om at skelne mellem fag og sag, så man kunne bevare sin videnskabelige faglighed i selv den mest ophedede politiske diskussion. I dag er der overhovedet ingen relation mellem fag og sag tilbage. Fagligheden synes noget en gang imellem: ”Min faglighed siger, at de synes…” Resten er administration.

Det kan forekomme svært at fastholde Lacans diktum, at der ikke findes noget meta-sprog, når man ser Danmarks Radios håndtering af successen med udsendelsen X-factor. Udover programmets egne spots og indlagte baggrundshistorier i selve udsendelserne med masser af kommentarer fra deltagerne om, hvad de har lært, hvordan det er at være med, osv., har DR1 i Aftenshowet faste indslag, hvor man mere overordnet ser tilbage på den seneste uges udvikling i X-factor. Dertil kommer så, i torsdags, et debatprogram på DR2, hvor seriøse debattører forholder sig til hele X-factor konceptet og den "hype", der er omkring det. Og endelig, i Lasse Jensens Mennesker og Medier på P1, blev det fredag til en analyse af Debattens diskussion af hypen og programmets virkning i forhold til resten af samfundet.

Meta for alle pengene.

Men tværtimod at bestride Lacans observation, bekræfter denne række af spejlinger den markant. At der ikke findes noget meta-sprog betyder, at den Anden ikke har nogen Anden - at der ikke er et sprog "udenfor sproget", hvorfra man kan vurdere og beskrive endegyldigt og uhildet. Og dét er netop drivkraften i de mange niveauer af refleksioner, der følger over de pludseligt berømte sangfugle på DRs scene (og som vel i virkeligheden starter allerede med dommernes funderinger over, hvad det er, vi lige har set; "du er det, vi har brug for", "Hvis folk bare vidste, hvor hårdt I arbejder", osv.): X-factor handler om, at der altid er mere. Hver gang vi har set en historie om en historie om en historie om X-factor, fornemmer vi, at der må være endnu en historie om denne historie.

X-factor lever af, at der ikke er noget sted udenfor X-factor. Alt er X-factor. For så vidt denne blog også skriver om X-factor, er den blevet X-factor. Og det vil sige en del af DRs iscenesættelse af X-factor. Måske er dette dog samtidig en del af håbet for overvindelsen af X-factor: Når man ser, at Analytikeren selv er en del af X-factor, opdager man, at der ikke er en sandhed om X-factor, som Analytikeren ellers formodes at kende. Først her, i analysen, opdager man, at der ikke skal fældes en dom over X-factor. Vi må igennem det, traversere det. Hvis der er et analytisk imperativ, der kan afslutte den ellers uendelige række af fortolkninger af X-factor, er det:

Eat your X-factor!

Information har fredag en markant leder om regeringen Anders Fogh Rasmussens flertallige forbrydelser mod international ret og almindelig menneskelig anstændighed. Det springer især i øjnene, hvordan lederskribenten (Peter Nielsen) formår at italesætte den længe uartikulerede lettelse ved regeringslederens abdikation efter lang tids mummespil:

 [Han] virker som en mand, der er oprigtig indstillet på at sone fortidens synder. Han har først selv taget alle de små skridt, der bragte ham langt ud over en fundamental etisk grænse, og er nu med små skridt på vej tilbage til normalitet. At lytte til hans erfaring er en vigtig medicin mod radikalisering.

Det er som om, Information beder os om at lytte til Foghs stemme - som om, der er noget usagt, der nu langsomt begynder at kunne høres. Men Fogh-regeringen må opgive deres bestandige bortforklaringer af deres fejl, ikke mindst i Irak-krigen, og istedet tone rent flag:

Deres argumenter for, at under visse omstændigheder kan et mål hellige visse midler, er et farligt skråplan. Og disse kan slet ikke almengøres som del af et politisk program eller kamp, men er et højest individuelt anliggende, hvor den enkelte selv betaler prisen for at overskride de normer, som et demokratisk samfund nødvendigvis må hvile på.

Lederen slutter med en markant formaning til Foghs efterfølgere:

Med hensyn til de øvrige medlemmer af banden må man kun håbe, at der i dagens samfund ikke er mange, der vil lade sig besnære af deres forkvaklede argumenter og opfordringer til at fortsætte kampen for et mål med ulovlige midler.

Mandag aften på TV2 fortsætter Villy Søvndal og hans datter Anna, der ifølge TV2 "ligesom sin far går varmt ind for politik", deres kamp for at samle penge ind til Læger uden Grænser i programmet "Hvem vil være millionær?"

Det er vanskeligt at skrive om denne begivenhed som kritisk venstreorienteret vild analytiker uden at bruse ud med det helt åbenlyse (Søvndal sælger ud, leflen for tv-seerne, stemmefiskeri, osv.), men lad os forsøge alligevel.

Det første, man kan bemærke, er vel en ny fundraising-strategi på det, man kunne kalde den reelt eksisterende venstrefløj. Historien har vist, at fremgangsmåder som Blekingegadebandens ikke var bæredygtige, og derfor må venstrefløjen finde nye måder at trække ressourcer ud af det kapitalistiske system for at overgive dem til progressive kræfter. Og Søvndal har altså fundet "Hvem vil være millionær?" Ved at være Mr. Nice Guy i en times tid på nationalt tv kan man omfordele nogle ressourcer fra TV2s reklame- og SMS-indtægter til virkelige, hårdtarbejdende og idealistiske kammerater ved fronten. For så vidt en sympatisk ambition.

Dernæst må man imidlertid bemærke, at quiz-programmet, når kendte mennesker deltager, beror på en tavs forudsætning om, at deltagerne vælger at donere deres gevinster til "gode formål", som ikke kan anstøde nogen. Vi får ikke at vide, hvad der kvalificerer som gode formål, (og det fremgår heller ikke af programmets hjemmeside), men det forventes åbenlyst, og det er naturligvis aftalt, at man vælger ukontroversielle, fredelige og godgørende organisationer som Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, Læger uden Grænser. Søvndals valg af recipient illustrerer formentlig grænsen for, hvad man kan tillade sig at støtte gennem programmet, uden at rejse for besværlige spørgsmål. Det er f.eks. vanskeligt at forestille sig et program, hvor deltageren insisterer på at donere sin gevinst til PFLP, FARC, eller en radikal oppositionsgruppe i Iran. Således kan vi altså konstatere, at der i denne type af fundraising ikke alene er tale om en anden form, men også om et andet indhold. De to konvergerer.

Nu tegner der sig i næste omgang et billede af, at Søvndals deltagelse i programmet er endnu mere passende, end man måske skulle tro. "Hvem vil være millionær?" passer netop perfekt til SFs nye politiske projekt og den tætte sammenhæng mellem SFs nye "stil" og indholdet af den politik, partiet vil føre. Som mange vil vide, er partiet netop nu igang med at opdatere sit principprogram, så det svarer til tidens udfordringer. Søvndal har selv tidligere forklaret, at det nemlig er "for upræcist" at tale om en revolutionær proces, der skal føre til afskaffelse af kapitalismen, sådan som det nu hedder i principprogrammet. Istedet vil SF sikre velfærdsstaten, kontrollere markedskræfterne og styre dem i en bæredygtig etc. retning. SF er altså på vej til blive, for så vidt som det ikke allerede er blevet, et midterparti der afviser radikale politiske forandringer i retning af et socialistisk samfund. SF vil have indflydelse (de går i den forstand "varmt ind for politik"), og det opnås ved at indstille sig på de betingelser, hvorunder indflydelse kan opnås i dagens Danmark. Som Sørine Godtfredsen bemærkede i dagens P1-debat, er Søvndals strategi den samme i forhold til den højaktuelle bandekrig og regeringens krav om højere straffe som løsningsforslag: SF går med på vognen, fordi man har erkendt, at det vil være farligt at protestere mod straf og konsekvens i spørgsmål om indvandrere. Man vil ikke risikere at "falde af vognen", som Godtfredsen præcist formulerede det. Først må man acceptere tidens ånd og derefter, når man får magten, kan man ændre på fokus, prioriteringer osv. indenfor den ramme, man har sat sig i. 

Søvndal har indset, at man ikke længere kan vinde et valg. Man kan kun tabe det. Som Nyrup gjorde det, som Lykketoft gjorde det, og som den uklare koalition mellem SF, S og R gjorde det sidst. Ligesom i uddannelsessektorens nye karaktersystem belønnes kreativitet, selvstændighed og originalitet ikke længere. Det, det handler om, er hvilke fejl, der trækker ned i forhold til den perfekte besvarelse. 

Med andre ord: SFs politik er som et spil "Hvem vil være millionær?" Rammerne er givet. Der er en række valgmuligheder til hvert spørgsmål, men kun et bestemt og afgrænset antal, og vinderen får retten til at bestemme, hvilke gode formål der skal tilgodeses med det beløb, der er til rådighed. Undervejs kan man spørge publikum (de har som regel ret), udelukke forkerte svarmuligheder, og ringe til en ven. Måske er dét den politiske teoris sidste livline på venstrefløjen: Man kan ringe til en ven - konsultere de gamle tænkere, måske endda Marx himself, for så vidt han kan komme med helt konkrete løsninger til helt konkrete problemer uden at kræve gentænkning af selve betingelserne for de problemer, man skal have løst.

Søvndal valgte i programmet dog at ringe til Sjønne fra Sdr. Bjert, der ved en del om fodbold.

På DR Update kunne man her til aften se reaktionerne fra den udstemte X-faktor-gruppe Asian Sensation og deres træner, Remee. Angiveligt var alle deltagere og medvirkende i showet dybt berørte af de unge århusianeres exit, og Remee selv, der ellers ikke er kendt for tårevædede scener, kneb en tåre og udtrykte sin kærlighed til de udstemte. Én detalje var påfaldende. Journalisten, der stillede spørgsmålene til århusianerne og stjernecoachen, virkede også en smule berørt og bad om Remees kommentar ved at sige: "Hvordan har du det ... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?"

Sproget afslører mere, end det umiddelbart giver udtryk for. Det er netop rigtigt, at sportsjournalister i de seneste år har haft en tendens til simpelthen altid at stille netop dét spørgsmål efter afslutningen af en sportskamp af en eller anden slags, uanset hvilke konkrete omstændigheder der måtte have været tale om: "Hvordan har du det lige nu?" Allerede for længe siden replicerede en cykelrytter i Tour de France efter en hård bjergetape helt præcist og korrekt til dette spørgsmål: "Ja, hvordan fanden tror du?" Da det endnu blev taget alvorligt, men allerede var blevet gentaget for meget, blev spørgsmålet til en fornærmelse. Efterhånden vænnede sportsfolkene sig imidlertid til, at dette spørgsmål var det eneste, journalisterne kunne finde på, og derfor lærte de sig at fortælle lidt om kampen, deres opfattelse af modstanderen, dommeren osv., uden anden anledning end den idiotiske indledningsreplik, som om det bare betød: "Sig noget - det, du ved nok".

Dette lå uden tvivl i baghovedet på journalisten efter aftenens X-faktor. Hvis han blot havde spurgt: "Hvordan har du det lige nu?" ville det have været en uhørt fornærmelse. Remee kunne med rette have svaret: "Ja, hvad fanden tror du?" Derfor måtte journalisten tøve og tilføje sit "... som man siger til sportsfolk".

Som Slavoj Zizek har bemærket er det et symptom for vore sprogbevidste, postmoderne tider at man kan møde mennesker, der ikke længere uskyldigt kan sige "Jeg elsker dig". Det ville være for patetisk. Istedet må man sige: "Som forfatteren ville have sagt: "Jeg elsker dig!"" Vi har med andre ord hørt så mange klicheer, at vi må tage en vis afstand til sproget for at finde en passende form til at udtrykke, at vi mener det, vi siger. Når journalisten derfor virkelig ønskede at vide, hvordan Remee havde det (manden græd!), måtte han først forsikre om, at han ikke bare stillede et spørgsmål som enhver anden idiotisk journalist efter en mere eller mindre intens kappestrid. Fordi alle virkelig holdt af de unge sensationer, måtte der indbygges en distance i spørgsmålet: "Som man siger til sportsfolk..."

Er X-faktor således et udtryk for sandfærdige følelser, sympatier og længsler? Nej, tværtimod: Det er netop det mest perfekte udtryk for den distancerede attitude overfor sandfærdige følelser, sympatier og længsler, som plager vores tid. Spørgsmålet var rigtigt, nærmest perfekt, og det fungerede: Remee fortalte åbenhjertigt og præcist, hvad han tænkte ("de har givet så meget humør", "jeg har enorm empati for dem", osv.), men det viste også dermed at X-faktor er den ultimative iscenesættelse af følelser og oprigtighed. Det påfaldende er, at journalistens spørgsmål netop havde den samme struktur som udsagnet: "Jeg elsker dig - som forfatteren ville have sagt det."

Hvordan ville man reagere, hvis man i det virkelige liv i fuld alvor blev stillet spørgsmålet "Hvordan har du det... sådan lige nu... som man siger til sportsfolk?" Forhåbentlig med en blank afvisning eller en skideballe. "... som man siger til sportsfolk" betyder: "Jeg ved godt, at det her er en kliche, der baserer sig på en endeløs række af lignende klicheer, men alligevel forsøger jeg at være oprigtig." Forsøger. Idet jeg ved, at oprigtighed i denne sammenhæng, som vi står i, er umulig.

Måske kan man dog håbe at effekten af denne X-faktor scene kunne være, at nogle sportsjournalister har set det og tænkt: "Det går ikke. Nu kan vi ikke stille det spørgsmål længere!" Hvad skal de sige herefter: "Som vi sportsjournalister plejer at sige", "Som Remee blev spurgt", eller "Som det jo hedder"...? Måske bliver sportsjournalisterne herefter nødt til at stille nye spørgsmål som "Sikke en kamp! Hvilke ændringer foretog I for at vende det her?", "Puha - var det her beviset på, at I har brug for en ny træner?" eller "Er der mere vand i flasken?"

Har X-faktor uvidende haft en betydning for omgangstonen? Ikke, som Thomas Blachman synes at mene, ved at udtrykke den længsel efter fællesskab, som vi allesammen har. Men ved at vise, at den måde, vores længsel er artikuleret, er falsk og udhulet af endeløse baner af klicheer.

2 gange er centeret blevet opfordret til at forholde sig til ”Seriøs politisk teori” i kommentarsektionen til en tidligere analyse . Egentlig mener denne analytiker, at Aqua-Lene gav det perfekte svar ”'Seriøs' politisk analyse er vel altid allerede befængt at kapitallogikken?” Svaret er perfekt ikke så meget på grund af sit indhold. Det må vel nærmest kendetegnes som en temmelig hurtig, ikke nødvendigvis særligt velovervejet afvisende gestus. Svaret er perfekt netop fordi det ikke giver andet end en sådan hurtig og henkastet gestus – se eksempelvis hvorledes Lene ikke engang har gidet læse korrektur og skriver ”at” i stedet for ”af”. Denne hastige afvisning indeholder netop det, der bør være essensen i centerets forhold til ”Seriøs politisk teori”.

Hvorledes forholder I jer til seriøs politisk teori? Med foragt, hvis vi virkelig strenger os an, ellers med ligegyldighed.

Derimellem må det svæve så længe seriøs politisk teori hænger fast i spørgsmålet, om hvorledes vi kan legitimere det, der allerede findes. Dette bør ikke forstås på den måde, at vi synes der er noget som helst galt med børnehaver, velfærdsstater, offentlige transportmidler etc. (selv politi er sgu egentlig meget rart at have en gang imellem). Nej foragten/ligegyldigheden retter sig ikke mod samfundet og dets orden. Den retter sig først og fremmest imod den form for tænkning, der tror det er en vigtig opgave at levere et eller andet politisk teoretisk fundament for denne orden. Som om ordenen af sig kunne bryde sammen hvert øjeblik det skulle være, hvis ikke der var nogle dygtige politiske teoretikere, der sad og tænkte den hele tiden. En sådan form for tænkning er allerhøjst foragtelig - som regel vil den bare være ligegyldig. Det som positivitetens bannerførerere (I den ene af de opfordrende kommentarer blev Stjernfeldt og Thomsen nævnt) ikke har forstået er, at positiviteten ikke har brug for noget banner. Virkeligheden virker helt af sig selv. Det, der derimod altid må være opgaven for en (forhåbentlig useriøs) politisk tænkning, er at forsøge at åbne op og gøre det muligt at tænke noget nyt, gøre det muligt i det mindste at tænke virkeligheden på en ny måde. Vi prøver med andre ord at levere så mange spark til tænkningens nosser som muligt, for at se om ikke den kunne flytte sig en smule.

Med hensyn til Deleuze's Bartleby, så er denne læsning blevet udfordret ganske mange gange efterhånden. Og heldigvis da. Så god er den heller ikke. Manden ender med at hylde pragmatismen. Ikke at der pr. definition er noget galt med det, men det hører i hvert fald ikke hjemme på CVA. Alene som følge af navnet skulle det være klart at Center for Vild Analyse er antipragmatisme par exellence. Så foretrækker denne analytiker Alenka Zupancics udlægning. Ifølge Zupancic spejler Bartlebys formel ”I prefer not to” Mallarmés: Rien n’aura eu lieu que le lieu (intet vil have fundet sted ud over stedet). Hvad er det, der finder sted, når Bartleby siger ”I prefer not to”? Intet som helst, og dog synes det at være således, at der sker et eller andet. Det, der finder sted, er stedet selv (”stedets stedhed”), det sted, som ikke henvist til at være sted for noget som helst – ikke stedet til at kopiere juridiske dokumenter, ikke stedet til at gå ud med posten, ikke stedet til at gå i børnehave eller til at leve i et ordnet velfærdssamfund. Hvad er dette sted som ikke er noget egentligt sted? Denne analytikers påstand vil være at det er tænkningens sted. Det sted, fra hvilket andre steder kan ses et lys, som er en smule anderledes, end det de normalt bliver set i, når det en sjælden gang finder sted. Det er dette sted Bartleby prøver at finde. I denne analytikers forståelse er det det samme CVA prøver.