En læser af CVA (Pal Parkinson) spurgte for nylig, hvordan man kan have et skattestop, samtidig med at grønne afgifter, multimedieskatten og afgifter på cigaretter og chokolade stiger. Det korte og umiddelbart mest logiske svar er naturligvis, at det kan man ikke. Men så enkelt er det ikke.

I forbindelse med den pågående skattereform har skatteminister Kristian Jensen udtalt, at der nu vil blive tale om en "engangsundtagelse" fra regeringens skattestop. Samtidig har Venstre stoppet den tæller på partiets hjemmeside, hvor antal dage med skattestop under Fogh-regeringen ellers blev registreret. Venstres pressechef Søren Lauridsen udtaler i den forbindelse, at der fra nytår 2010 igen vil være en tæller, der genoptager noteringen. Hvad ligger heri?

Det kunne umiddelbart se ud til at regeringen Fogh er gået fra hvad man kunne kalde se-fremad-politikken (ok, måske havde Saddam ingen WMD, ok måske var der noget om det med klimaet, osv., men lad os nu komme videre) til en ganske åbenlys undtagelsestilstands-politik. Vi har et skattestop, og det var Foghs eksplicitte og "ultimate" krav til oppositionen under de meget korte forhandlinger om skattereformen, at det skulle opretholdes. Men det gælder ganske vist ikke lige i den periode, hvor skattereformen skal forhandles med Dansk Folkeparti. Når den nye reform er vedtaget, vil skattestoppet blive genindført, og så kan regeringen gå tilbage til med foragt at håne oppositionen for at "ville sætte alt i spil" (som det hed under den seneste valgkamp) og finde på bestandig nye skatter og afgifter.

Man forestiller sig, at regeringen, og i særdeleshed Venstre, simpelthen er forundrede og kniber sig lidt i armen: "Køber de virkelig den?" Det virker ganske fantastisk. Men der er faktisk fortilfælde for den slags manøvrer. Måske kan Venstre simpelthen sin koldkrigshistorie:

Strukturelt minder Kristian Jensens og Søren Lauridsens ræsonnement om Alfredo Stroessners styre i Paraguay under den kolde krig: Han indførte militær undtagelsestilstand, hvor alle frihedsrettigheder var annulleret, og bekæmpede enhver opposition med meget hård hånd, for så, når det ifølge kalenderen var tid til valg at "ophæve" undtagelsestilstanden og gennemføre rene pro forma valg.

Regeringen Fogh synes altså ligesom Stroessner at ville have to indbyrdes uforenelige tilstande på én gang. Skattestoppet er en slags generaliseret undtagelsestilstand fra de almindelige demokratiske procedurer, hvor man forhandler om landets økonomi. Men i længden holder dette ikke, og man må skabe en undtagelse fra undtagelsen. Hvor Stroessners undtagelse fra undtagelsestilstanden dog var dens legitimering (udadtil og officielt var Paraguay et demokrati), så er omlægningen af regeringens skattepolitik en undtagelse fra skattestoppet, der snarere underminerer det end legitimerer det (officielt og udadtil fastholder regeringen, at det har og vil have et skattestop).

Derfor kan skatteforhandlingerne og Venstres håndtering af dem også vise sig at være det virkelige bevis på, at Anders Fogh Rasmussen er på vej til udlandet. Hvis Danmark stadig er et demokrati, hvor en undtagelsestilstand mere er et strukturalistisk fantasme hos folk, der har læst for meget Agamben, end et egentligt politisk instrument, så kan det være svært at tro på at dette nummer holder i en valgkamp. Mon ikke medierne trods alt efter nogen tid vil begynde at indse, hvad der er foregået? En oplagt forklaring kunne derfor være, at det Venstre er i gang med er at skabe et nyt skattestop og dermed fortsætte se-fremad-politikken: Løkke Rasmussen-skattestoppet, der "naturligvis" ikke kan forventes i mindste detalje at være det samme som Fogh Rasmussen-skattestoppet. Same same... but different.

Vi skal have flere penge i omløb. Det skal kunne betale sig at arbejde. Økonomien skal kickstartes.

Vi kender alle fraserne efterhånden. Men hvad betyder de egentlig? Hvordan kickstarter man en økonomi? Regeringen og de borgerlige økonomers opskrift er simpel: Hvis folk får flere penge mellem hænderne, så bruger de flere. Derved får virksomhederne mere at lave; de kan ansætte flere medarbejdere, de kan tjene flere penge. Og så kører ”virksomheden Danmark” bare derudaf i det globale kapløb. Til vores alles bedste naturligvis.

Det lyder simpelt. Men er logikken egentlig så simpel? Lad os stille de spørgsmål, som vores ”kritiske” journalister ikke stiller:

• Hvis økonomien generelt ikke har det særlig godt, hvor kommer så overhovedet de ekstra penge fra, som folk nu skal have mellem hænderne? Er der ikke skoler, der skal renoveres; er der ikke et offentligt transportsystem, der trænger til en gevaldig overhaling; skulle vi ikke få vores sygehuse op at køre og ventelisterne ned; og hvad med anlægsstoppet?

• Og endvidere: Er det overhovedet sikkert, at folk vil bruge de ekstra penge, de nu får i hænderne (på forbrug)? Måske har finanskrisen virkelig betydet noget for folk, der tænker: Jeg vil ikke fanges på det forkerte ben igen. Jeg sparer op, så jeg ikke kommer i klemme, hvis jeg bliver fyret. Eller: Jeg uddanner mig, så jeg kan få en funktionærstilling.

• Og i sidste ende: Er ”virksomheden Danmark” egentlig vores alles fælles drøm? Kunne man ikke tænke sig andre måder at indrette et samfund på? Er der ikke en uudtalt længsel i store dele af befolkningen efter at komme hinanden lidt mere ved, efter at have tid til at mødes, efter at have tid til at fordybe sig – uden om arbejdslivets stress og jag og overfladiske spil?

Det hele drejer sig selvfølgelig om den forkætrede finanskrise. Først tænkte vi slet ikke over, at pengenes virtualitet overhovedet kunne betyde noget reelt. Vi investerede i aktier, vi optog flexlån, vi red med på opsvinget, da pengene avlede sig selv og alt tilsyneladende blev mere værd. Nu har vi en krise, som virkelig betyder noget reelt: Virksomheder skraber mod bunden (fx er bilbranchen i gennemgribende krise), folk bliver fyret. Alligevel tænker vi stadig virtuelt: Det handler om at genskabe tillid (til markedet), og det handler generelt om tiltro til vores vestlige kapitallogik. Men hvad nu hvis tilliden er patologisk? Hvad nu hvis det netop er denne tillid, som det handler om at konfrontere og indrette på en anden måde? Er det ikke det, som er det reelle i finanskrisen? Ikke at virksomheder går ned og folk bliver fyret (det sker hele tiden). Men at der er noget galt med vores tillid? Vi burde spørge os selv: Hvad er det for en gigantisk selvkørende, selvoverskridende og nu selvdestruerende logik, som vi har haft tillid til?

Så er der overhovedet en finanskrise? Nej, der er ingen finanskrise, for det handler ikke om, at finanserne reelt er i krise. Vi får jo flere og flere penge mellem hænderne. Men samtidig: Ja, der er en finanskrise, som handler om, at vi må gentænke kapitallogikken. Vi må finde ud af, hvilken måde vi vil indrette vores samfund på, og om vi ønsker en ”virksomheden Danmark”. Vi må finde ud af, hvad vi vil have tillid til. Det betyder samtidig, at økonomien er politisk, som vi tidligere har været inde på her på bloggen. Der kan ikke gives en Nobelpris i økonomi, for økonomi er ikke en videnskab i streng forstand. Vi kan ikke ”regne ud”, hvordan vi kan få det bedre. For spørgsmålet drejer sig om dette ”vi”, der regner ud. Hvem tilhører ”vi’et”, og hvem gør ikke? Hvem er ”vi”, og hvad vil vi?

En psykoanalytisk tilgang til pengene begynder med Freud. For Freud har pengenes logik at gøre med den anale fase. Barnet opdager, at det får ros for at kunne holde sig. Dette kobles med evnen til at kunne spare op. At kunne kontrollere de anale processer er altså den pengekloge mands måde at tackle sin neurose (angst for sammenbrud) på. I dag må tingene siges at fungere helt omvendt. Der er ikke mere noget, der forbinder pengene med neurosen: Vi er ikke bange for at falde igennem, at spille fallit, vi er ikke bange for social deroute – for det sker jo ikke rigtig (for os i den vestlige verden). Snarere er pengene koblet til en vis form for hysteri: Vi opfinder hele tiden nye behov. Vi mader vores kroppe med nye næringsmidler, køber konstant nye produkter. Vi lever i et køb-og-smid-væk-samfund, der intet har at gøre med ”at kunne holde sig”. Vores samfund er kort sagt et blesamfund, hvor enhver kan optage alt det, han vil, og derefter udskille resten i bleen (der smides væk). Flowet af produkter og varer gennem kroppen og samfundet er vigtigt – og hvis vi en gang i mellem optager lidt for meget tungmetal, eller der er for meget ufordøjet kød i tarmene, så får vi blot en tarmskylning eller en ”detox”.

Hermed kan vi begynde at nærme os kapitallogikkens motor: Det handler selvfølgelig om vækst. Monstrøs vækst. Vi vil kickstarte denne vækst, når den ikke virker. Vi vil fjerne de forhindringer, som står i vejen for flowet af varer og kapital. Men vi ved stadig ikke, hvad det er for en ”gevækst”, som vi er vidner til.

I en vis forstand er det sørgeligt, at vi ikke kan se nogen udveje for dem, som ikke ønsker at deltage i denne proces. Visse teoretikere har foreslået Herman Melvilles noget foruroligende Bartleby-skikkelse som ledefigur for en modbevægelse. En dag dukker Bartleby op på et kontor i Wall Street, hvor han får job som kopist. Men snart vil han ikke engang kopiere: ”Jeg ville foretrække at lade være” lyder hans faste svar på enhver forespørgsel. Han vil heller ikke forlade kontoret, med den tragi-komiske konsekvens at ejeren sælger kontoret – med Bartleby som en del af inventaret. Den nye ejer får ham spærret inde, men i arresthuset vil han ikke tage føde til sig, og han dør for foden af fængselsmuren med benene trukket op under sig. (Beskrivelsen af bogen er taget her fra). En parallel figur til Bartleby er Kafkas ”sultekunstner”, der vinder en momentan berømmelse ved at udstille sin sultekunst. Snart gider folk dog ikke se på fugleskræmslet mere. ”Hvorfor kan du ikke andet? ” spørger man ham. Sultekunstnerens svar er: ”Fordi jeg ikke kunne finde den spise, som jeg kan lide”.

Behøver vi at gå så radikalt til værks? Måske. Et foreløbigt skridt kunne være at sige ”Vi ville foretrække at lade være”, når man spørger os, hvad vi siger til regeringens nye skattepakke.

De danske studerende er begyndt at gøre oprør. Mere end 68.000 er medlem af facebook-gruppen "Nej til skattekommissionens SU-forringelser - investér i fremtidens velfærd", og over hele landet spirer besættelser, aktioner og debatter om det kontroversielle forslag fra regeringens skattekommission om at skære den statslige uddannelsesstøtte ned fra 6 til 4 år.

Det er selvfølgelig opmuntrende at se de studerende træde i karakter for en god sag. Naturligvis er skattekommissionens forslag idiotisk, forsimplet og ubrugeligt. Den gejst, der ligger bag kampagnerne, er imponerende. Man kunne sågar have ønsket sig, at en lignende gejst var blevet mobiliseret, da det ikke var de studerendes egne tegnebøger, der var under pres, men selve universitetets fremtid (stort set ingen protesterede, da den nye universitetslov blev gennemført i 2003).

Men ser man lidt nærmere på sagen, viser der sig et lidt mere urovækkende billede. Hvad drejer det sig i virkeligheden om? Skattekommissionen foreslår skattenedsættelser for 35 mia. kr. Dette er et klart krav fra det kommissorium, kommissionen har arbejdet under. Således hedder det første punkt i kommissoriet:

* Skattereformen skal sigte mod en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, herunder ved at sænke skatten på den sidst tjente krone.

Med andre ord: Topskatten skal ned.

Det leverer skattekommissionen. 35 milliarder, herunder 12 milliarder til ren nedsættelse af mellem- og topskat. Hvordan kommer de studerende så ind i billedet? Jo, som enhver har kunnet forsikre sig om i medierne i de seneste dage, skal en del af financieringen komme fra en reduktion i SUen. Men hvilken del? Ifølge Skattekommissionens egne beregninger vil reduktionen indbringe 750 millioner kroner. Eller ca. 2 procent af de samlede udgifter til skattelettelserne. Med andre ord kan man vanskeligt kalde de foreslåede SU-forringelser for en væsentlig del af financieringen af den påtænkte skattereform.

En kynisk iagttager kunne sågar få den tanke, at de studerendes reaktion var indregnet i kommissionens udspil fra starten: "Hvis vi får de studerende til at lave en masse ballade, kan vi få fred om den økonomi, det virkelig handler om. Så kan regeringen jo selv bestemme, i fred og ro, hvad den ønsker at ændre."

Hvilken reaktion på protesterne kan vi altså forvente fra en regering, der ønsker et alibi for at sænke mellem- og topskatten (samt iøvrigt flytte en del skat fra arbejde til forurening, hvilket potentielt kunne vække modstand hos andre end CVAs traditionelle læsere)?

Hvad med denne variant: Vi dropper nedskæringerne i SUen, og til gengæld dropper vi også den helt meningsløse "grønne check" på 700 kr. til alle voksne over 18 år. Den grønne check synes nærmest opfundet til dette formål: En "kompensationsydelse" til alle voksne til at betale de grønne afgifter, der skal financiere skattelettelserne. Det var det, Hitchcock kaldte en MacGuffin: En ren attrap, en rekvisit uden andet formål end at få den virkelige historie i gang. Den grønne check er oven i købet en del mere værd end nedskæringerne i SUen, så man kunne principielt nøjes med at "reducere" den (fiktive) ydelse til ca. 200-250 kroner per dansker.

Og voila! Med de studerendes hjælp er en markant skattenedsættelse, samt ophævelsen af regeringens engang herostratiske og nærmest metafysisk urørlige skattestop, accepteret og sanktioneret uden løftede øjenbryn.

Vi må altså stille de studerende overfor et ultimatum: Enten fortsætter I jeres kampe, når SU-forringelserne officielt er taget af bordet - og får f.eks. universitetsloven ændret - eller også har I været en brik i et politisk spil.

Vi kender allesammen Gasolins klassiske popsang ”Hvad gør vi nu lille du?” Sangen beskriver hovedpersonens opvækst i små kår, hans rejse gennem uddannelses- og forvaltningssystemet, frem til det endelige opgør og den revolutionære opstand. Det politiske forløb skulle således være klart nok. Men lad os lige se på det ødipale tema i sangen:

Jeg kom til verden på 5. sal
min far var tosset min mor var normal
men da de kørte ham væk sagde mor til mig:
Hvad gør vi nu lille du?

Oversat til mere mundret dansk: (tryk linket "klasseteori") min far var spærret subjekt ($), min mor var knoldesparker. I første vers forlader faderen den lille familie – bogstaveligt såvel som symbolsk talt: han bliver ikke bare kørt væk, han bliver faktisk kørt helt ud af samfundet. Efterfølgende stiller moderen fortælleren det spørgsmål, som vil forfølge ham, og som han senere vil tage på sig og genstille til den store Anden: ”hvad gør vi nu, lille du?”

Jeg gik i skole i mange år
røg på fabrik og fik mavesår
og så en dag sparked' bossen mig ud.
Hvad gør man så lille du?

I næste vers følger vi fortællerens vej ind i samfundet. Hans rejse går over et af de primære ideologiske statsapparater, folkeskolen, og som naturligt interpelleret individ, indtager han efter endt skolegang sin prædestinerede position som Knoldesparker. Bemærk at han her tilsyneladende går i sin moders fodspor, og at det kort efter mislykkes: Bossen (Matadoren) sparker ham ud, og han henslæber i et par år en tilværelse blandt samfundets udsatte (røvbananerne):

Og tiden gik og jeg gik med
jeg fløj af sted fra sted til sted
og gadens løse fugle de fløjted' og sang:
Hvor skal vi hen lille du?

Er det faderen, der stadig kalder fra sin position hinsides samfundets sociale orden? Fortællersubjektet er splittet mellem sin identitet som knoldesparker og sit fædrende ophav ($). Indtil det til sidst endelig løses op, og fortælleren får kræfter til at udføre den Handling, der omvælter strukturerne:

Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde:
Du der - få lige fødderne ned og ta' hatten af!
Mand kan du ikke se at det hele er ved at gå
fuldstændig agurk?!
Så hvad gør vi nu din gamle skurk?

Fortælleren opsøger selveste Røvhullet, direktøren for det hele, og i samme øjeblik falder denne fra sin status. Ministeren afsløres som intet andet end en skurk (Slyngel). I dette øjeblik oprettes endelig et direkte, konfronterende møde mellem det spærrede subjekt (den reelle fader) og den store Anden (den symbolske fader) med fortællersubjektet som mellemmand. Hvilket resulterer i en frigørelse fra den reelle fader, og et fald af den symbolske fader. Subjektet er frisat, og som det hedder i en anden knoldesparkersang: ”Stod med et ved det store vand // Intet mere i verden bandt.”

Spørgsmålet er så, hvordan vi skal forstå det sidste vers i sangen?

Men han grinte bare og sagde:
Dig, du kan sgu gå fanden i vold!
Så det gør vi nu, lille du.
Ja, vi gør!

Ministeren griner og sender fortælleren ud, hvilket kunne tyde på en blank afvisning. Imidlertid er der sket mere end man umiddelbart lægger mærke til. Se blot nærmere på ordvalget: Subjektet opfordres til at "gå fanden i vold" – en opgave han tager på sig med entusiasme. Det antyder, at subjektet her er trådt ind i området mellem de to dødsfald: han er død i den symbolske orden, og den symbolske orden er død for ham;fysisk set er han dog stadig levende og vandrer videre med fornyet kraft og drift. Den Anden sidder tilbage, nu ikke længere som autoritet, men som simpel, grinende skurk. Og koret stemmer i med fortælleren, der nu pludselig er blevet til et VI, en solidarisk bevægelse, der marcherer mod fremtiden: ”Ja, vi gør!”