Venstre-politikeren Søren Pind har opdaget, at man tilsyneladende kan bruge Søren Kierkegaard til at fralægge sig ethvert ansvar for sine handlinger. Da EkstraBladet konfronterede ham med en druktur fra 2004, som han lod Københavns Kommune betale, undveg han at svare på, hvad han syntes om dét, ved ikke mindre end fire gange på mindre end fire minutter at sige:

"Livet leves forlæns, men forstås baglæns".

Er dette ikke selve regeringen Foghs filosofi, der kommer til udtryk i en banal sag om trods alt relativt uskyldige udskejelser? Måske har vi gjort absurde og utilgivelige ting, men det ligger nu bag os. Livet leves forlæns og forstås baglæns. I dag kan man måske godt anstille nogle moralske betragtninger over, at vi smadrede Miljøministeriet fra dag ét; at vi gjorde nar af dem, der advarede mod klimaforandringerne; at vi gik med i en ulovlig krig, der kostede over en halv milliion mennesker livet; at vi ukritisk støttede en amerikansk præsident, der tillod tortur og tilsidesættelse af international lov. Men livet leves forlæns og forstås baglæns.

Det ironiske er naturligvis, at vi synes at se afsløringerne af Pind, og tidligere af Lars Løkke Rasmussen, som "karakter-afsløringer" - sådan er de "i virkeligheden", levemænd og flottenheimere,  og det er som om, at et sådant image aldrig rigtig slipper igen, mens regeringens mest vidtgående og køligt planlagte politiske ulykker tværtimod betragtes som uheldige svipsere. Nå ja, man kan jo begå en fejl. Livet leves forlæns og forstås baglæns.

Pinds problem er imidlertid netop, at han uforvarende ekspliciterer regeringens uudtalte generelle strategi og, i det han klæder den i pseudofilosofiske termer, får den til at ligne en gennemtænkt opfattelse. Gentagelsen af remsen betyder, at vi kommer til at lytte efter den - og dét den er et symptom på: Pind har lært remsen ved at sidde tæt på regeringen, men han har ikke lært at holde den for sig selv. Derfor egner han sig godt til at blive ofret.

Persien: det glemte land, det tabte land, legendernes land, det land der ikke længere eksisterer.

Perker: fremmedlegemet i øllebrødsdanmarks nationalfantasmatiske selvforståelse.

Perle: Den irritation i muslingens glatte muskel der langsomt vokser sig mere og mere tilstedeværende; den lille rids, der pludselig vokser til et fremmedlegeme og tvinger muslingens kæber fra hinanden.

Pal: den anden som ven; venskabet der opløser afstanden mellem dig og mig og melder sig i form af en insisterende universalistisk solidaritet. Vi!

Palæstina: det glemte land, den ikke-eksisterende stat. Det folk, der netop ikke er kendetegnet ved andet end at være ikke-jødisk. Det folk der fra et jødisk-ideologisk synspunkt end ikke er et folk af mennesker – fordi menneskelighed fra et jødisk synspunkt er lig med at være troende, et menneske med et forhold til Gud, og fordi denne gud nødvendigvis er jødisk. Krigen mellem Israel og Palæstina er en religionskrig – en krig mellem dem, der er religiøse (jøderne) og dem, der ikke er det.

”Det er denne eksklusion af det, 'der ikke findes', som er politi-princippet bag al statspraksis.” (Ranciere)

Perlen er altså en materialiseret insisteren på forskellighed og på en anerkendelse af, at vi begge er lige forskellige. Det er derfor ligemeget, hvad den pågældende politimand i sin tid sagde - pointen er den samme. Perlen eksisterer i mødet med politiet. Og nej, perlen vil aldrig bare sætte sig ned. Let’s all be pals!

Fornylig blev en palæstinenser kontaktet meget direkte af politiet. Han blev spurgt, om han fattede at han skulle sætte sig ned, og blev desuden tiltalt med et indtil videre uidentificeret ord. Fortolkerne holder hhv. på ’perker’ og ’perle’. Man kunne måske ønske sig, at betjenten havde sagt noget helt tredje; f.eks. ”pal” som i det engelske udtryk for ’ven’, men hvad der egentlig var det rigtige ord, finder vi muligvis aldrig ud af – i hvert fald er det værd at notere sig, at den egentlige dialog stoppede der og tilsyneladende overgik til mere håndfast udveksling. De to samtalepartnere forblev således på afstand af hinanden, og hermed gjorde politiet sit arbejde som sædvanlig. Dette i mere end én forstand: ikke nok med at politiet opretholdt lov og orden – det forhindrede også palæstinademonstrationen i at blive en reel politisk bevægelse. For at forstå de to aspekter skal vi kort have fat i Jacques Ranciere.

Men hvad har det nu at gøre med eksemplet med den uklare udtale? Jo – lad os tage udgangspunkt i det åbenlyse: politimanden snøvler tilsyneladende overordentlig meget, og vi kan således nemt forestille os, at det også for den tiltalte palæstinenser har været svært at høre meldingen korrekt. Måske blev der rent faktisk sagt ’pal’? – men den antastede vælger måske at høre ’perker’.

Det fremgår under alle omstændigheder, at politimanden har svært ved at gøre sig selv forklarlig, og man kunne mene, at dette i sig selv burde have vækket palæstinenserens medfølelse. Er det ikke på samme måde med Israel og Palæstina, at de har svært ved at kommunikere? Medfølelse eller ej, det er og bliver svært at komme i kontakt med politiet. Det ved vi også fra tidligere.

Da Tegningekrisen i sin tid stod på sit højeste, sagde statsminister Rasmussen som bekendt: ”der er ikke noget at komme efter”, og i en rancieriansk forstand havde han også fuldkommen ret. Hos politiet er der nemlig aldrig noget at komme efter, politiet ønsker intet nyt under solen. Til gengæld kunne de kritiske ytringer mod Fogh dengang have vist, at de indeholdt reelt politisk potentiale, hvis de til Foghs udmelding havde repliceret: ”Nej. Der er ikke noget at komme efter – men vi har noget at komme med!”

Og nogle gange bliver hånden rent faktisk også strakt ud. Som i foråret 2008, da de omfattende børnehave-og sygeplejerske-strejker gik for sig. Ved en enkelt lejlighed gik politiet rent faktisk med i en af disse demonstrationer – ganske vist ikke som strejkende (da politiet ikke har tilladelse til at strejke), men alligevel som deltagere.
Blev denne udstrakte hånd da taget? Sandsynligvis ikke. Hvilket blot bekræfter, at strejkerne sidste år ikke var politik, men tværtimod blot var en almindelig kamp for at fremme egne interesser. Det værste ved denne mangel på dialog og forsøg på inddragelse af den anden er således, at det ikke blot tillader politiet at gøre sit job som sædvanlig; det er, at oppositionen i deres fjendtlige reaktioner selv reduceres til endnu en instans af politiets håndhævere af status quo. Således også den utilfredse palæstinenser fra før.

Måske burde vi derfor afstå fra at insistere på fortolkingen af det allerede berømte videoklip som (endnu) et udtryk for politiets ”virkelige” racistiske overbevisninger. Måske skulle vi istedet betragte politiets muligvis hykleriske og i hvert fald komiske fortolkning af hændelsen som en (intenderet eller uintenderet) lidt akavet fremstrakt hånd? Hvad nu hvis vi allesammen begyndte at kalde hinanden – og især politifolk for ”perle”? Bordet fanger: Der er ikke længere perkere og danskere. Der er kun perler.

"Filmen fremviser et dilemma, som vi allesammen står i hver dag. Skal jeg handle eller bare blive derhjemme?". Et citat fra et p1-program, der varmede op til den snarlige premiere på filmen om Blekingegadebanden.

Med denne indstilling - vi står allesammen i det hver dag - er jorden så ikke jævnet så meget, at en film om en gruppe ekstreme politiske aktivister bliver fuldstændig meningsløs? Velfærdssamfundets fortsatte eksistens er vel netop betinget af, at vi bliver hjemme (med mindre selvfølgelig vi skal på arbejde). Interessant nok, så forestiller filmanmelderen sig selvfølgelig, at aktivismen foregår i fritiden og i weekenden, hvor udgangspunktet ikke er på en arbejdsplads, men hjemme i sofaen. Det er herfra slaget står: Mere fjernsyn eller politisk motiveret vold. Det er på én gang en interessant universel gyldiggørelse af Blekingegadebandens projekt (vi står allesammen i dilemmaet) og en fuldkommen forfladigelse af en eventuel diskussion om politisk aktivisme.

Måske kommer forestillingen om det hjemlige udgangspunkt fra en anden kendt dansk bande: Olsenbanden. Her begynder hvert plot jo som bekendt med en bajer hjemme hos Keld, og grunden til at komme ud og lave et kup er ikke kun behovet for penge. Yvonnes klagen og kaglen er tilstrækkelig grund til få sig en plan. For danskerne er hyggen ved at se Olsen-banden en fuldkommen spejling af uhyggen ved at læse om (og snart se) Blekingegadebanden. Det er ikke så underligt, for faktisk har banderne meget tilfælles i udgangspunktet; vi tager en masse penge fra de rige handelsfolk og bruger på noget mere fornuftigt. Her skiller vandene selvfølgelig, for Olsenbanden vil beholde pengene for sig selv, mens Blekingegadebanden havde planer med dem til anti-imperialistiske militære formål. Men måske er forskellen i den folkelige reception alligevel beslægtet, for der ligger en slet skjult Robin-Hood-logik gemt hos Olsen-banden, når kampen mod kapitalisterne gang på gang tages op, også selvom gevinsten for Egon og co. nærmest er tabt på forhånd. (Var det ikke netop derfor, at filmene kunne vises for et bredt publikum i DDR?). Ved at lave en spændingsdokuroman ud af de mange detaljer omkring tilblivelsen og tilfangetagelsen af Blekingegadebanden får vi jævnet jorden imellem Olsen-hyggen og terroruhyggen. Tilbage er et "dilemma, som vi allesammen står i hver dag". Når det bliver den endegyldige formel, er der ingen plads til overvejelser om et politisk engagement, der forsøger at ændre grundlæggende forhold mellem den vestlige og den "restlige" verden. Diskussionen om hvilken dansk/europæisk international politik, der blev (og bliver) ført, udebliver.

At fremstillingen af Blekingegadebanden ikke kan blive anderledes i Danmark bunder i troen på, at vi grundlæggende er et folk uden voldelige, terroristiske eller korrupte tendenser. Vi forstår, at det, vi i bund og grund søger er en mening med tilværelsen, der passende kan udleves i et hjem med fjernsyn og carport. Dertil fungerer Blekingegade- og Olsenbandens genvordigheder fortræffeligt som et negativt spejl. Det universelle spegepølsespændingsmoment sejrer over det problematiske politiske indhold.

Der er en talemåde, der findes i to versioner. Af og til ønsker man at understrege noget, man har sagt, ved at henvise til den andens viden. Henvisningen finder imidlertid to former. Enten som den indforståede påmindelse "...du ved" eller som det retoriske spørgsmål "Ved du?"

Højreorienterede siger som regel "Ved du?" Som I udsagnet: "Ved du; den danske kulturarv er jo ikke en multikulturalistisk arv, som det af og til hævdes." Talemåden understreger her en mulig usikkerhed i den anden: "Ved du at det forholder sig sådan...?" Dermed hæves den talendes udsagn, mens lytteren stilles i en usikker eller utroværdig position. Eller rettere: Udsagnets kraft og troværdighed forstærkes ved at gøre den anden usikker.

En venstreorienteret siger derimod: "Du ved!" Som I udsagnet: "Ham Bush ovre i Amerika, du ved..." Her understreges den fælles viden, eller med andre ord: solidariteten mellem den talende og den anden. "Som vi begge ved..." Udsagnet gøres dermed til en fælles erfaring og forstærkes ved den andens ligeværdige samtykke.

Prøv at lytte efter det.

Israels ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, bliver i dagens Information spurgt om, hvad han mener om den massive internationale kritik, som for tiden rettes mod den israelske regering. Hans svar lyder:

Vi jøder ved, om nogen, hvad det vil sige at optræde humant og inhumant. Det er temmelig fornærmende at skulle lægge øre til prædikener om, hvilke moralske værdier, vi bør følge.

I sin struktur minder dette svar umiddelbart om Birthe Rønn Hornbechs svar på anklagerne om med den såkaldte tuneserlov at have forbrudt sig mod danske grundlov. Loven er ikke grundlovsstridig, hævdede Hornbech, fordi regeringen ikke kunne finde på at komme med grundlovsstridige lovforslag. Ligeledes hævder Avnon nu, at det israelske militær og den israelske regering ikke udfører krigsforbrydelser, fordi jøder jo opfører sig humant. Kritikken afvises altså i begge tilfælde med en henvisning til det kritiserede subjekts moralske overlegenhed. Vi har imidlertid at gøre med to forskellige slags subjekter. Hos Hornbech er det en magtinstans, den danske regering, og hendes indstilling kan således defineres som autoritær-tautologisk: Magten er ufejlbarlig, fordi den er magt. Hos Avnon er subjektet derimod en kulturel identitet, hvorfor hans indstilling kan defineres som nationalistisk: Magten er ufejlbarlig, fordi den er jødisk.

Vi har imidlertid ikke at gøre med en hvilken som helst form for nationalisme, men derimod en zionistisk nationalisme, der som bekendt udmærker sig ved sin implicitte reference til holocaust (som i Avnons udtalelse tydeligvis ligger i ordet ”fornærmende”). Det er denne reference, der giver Avnons udtalelse hele sin kraft. Når han fremstiller kritikken af den israelske regering som en kritik af det jødiske folk, forvandler han nemlig også kritikeren til en antisemit. Og dermed forvandles samtidig den omtalte henvisning til det kritiserede subjekts moralske overlegenhed til en henvisning til det kritiserende subjekts moralske underlegenhed. Eller rettere sagt: Dette subjekt fratages enhver moralsk eksistens.

Forskellen mellem Avnon og Hornbech illustrerer således to forskellige måder at afvise kritik på. Hornbech opvurderer det kritiserede subjekt, mens Avnon nedvurderer det kritiserende subjekt. For så vidt som det kritiserede subjekt også kan kaldes kritikkens objekt, er der imidlertid den ulempe ved Hornbechs manøvre, at den så at sige lader kritikken bestå, men blot berøver den dens objekt. Avnon går derimod direkte i kødet på kritikkens subjekt og eliminerer dermed selve kritikkens udsigelsesposition. Der er ikke blot ikke noget at komme efter, men der er slet ikke nogen, der påstår, at der er noget at komme efter.

I Phillips Roths roman En menneskelig plet finder følgende replikskifte sted mellem den halvfjerdsårige hovedperson Coleman Silk og hans fyrre år yngre kæreste/elskerinde Faunia Farley:

Han sagde til hende: "Det her er mere end sex", og hun svarede uden omsvøb: "Vel er det ej. Du har bare glemt hvad sex er. Det her er sex. Slet og ret. Lad være med at ødelægge det ved at lade som om det er noget andet".

For så vidt som dette "mere", som Coleman hentyder til, også kan kaldes kærlighed, kan den korte samtale siges at handle om forholdet mellem kærlighed og sex. Det er imidlertid ikke entydigt, hvilken opfattelse af dette forhold, vi har med at gøre, for der er umiddelbart to forskellige måder at fortolke Faunias svar på:

1) Det her er ikke mere end sex. Men sex er mere end sex. Sex er nemlig også (i det mindste potentielt) kærlighed. Det er samme ide, der for eksempel ligger i David Humes påstand om, at man ikke kan dyrke sex uden i det mindste kortvarigt at føle en eller anden form for reel ømhed over for sin partner. En udvidet version findes hos diverse begærsfilosoffers forsøg på at gøre begæret til en grundlæggende, kreativ og positiv måde at forholde sig til omverdenen på.

2) Det her er ikke mere end sex, for der findes ikke andet end sex. Eller rettere sagt: Du kan for så vidt godt kalde det her kærlighed, men så skal du bare huske på, at kærlighed er mindre end kærlighed, nemlig blot sex. Det er en slags nihilistisk vulgærfreudianisme, ligesom når man en aften på et hotelværelse "kommer til" at tænde for en pornokanal, ser lidt fascineret på de mekaniske bevægelser, men så pludselig gribes af en dyb lede, idet man tænker: Er det virkelig det her, alting drejer sig om? (Jeg må hellere straks indrømme, at eksemplet er hugget fra Per Kirkeby).

Sex er mere end sex, eller kærlighed er mindre end kærlighed? Måske er der dog en tredje mulig opfattelse af forholdet mellem sex og kærlighed, nemlig at kærlighed er mere end kærlighed. Kærlighed er nemlig også sex. Dette betyder igen, at sex er mindre end sex. Eller som det hedder i Jean-Luc Godards Tout va bien, man kan ikke tænke seksualiteten i sig selv. Seksualiteten er en del af noget andet, nemlig kærligheden, som på sin side også altid er sex, heldigvis…

I gårsdagens Deadline 22.30 brugte Lars Rohde, direktør for ATP, vendingen ”Nogen gange er det bedste det godes fjende” i forbindelse med en diskussion om regeringens fremsatte bankpakke. Det var ikke første gang de to ontologiske størrelser ”det bedste” og ”det gode” på den måde blev stillet op imod hinanden. Tirsdag aften havde venstrepolitikeren Søren Pind brugt næsten samme vending i en debat med Villy Søvndal om konflikten i Gaza. Pind sagde noget i stil med at man skal passe på at det bedste ikke kommer til at stå i vejen for det gode.  Denne opstilling mellem ”det bedste” og ”det gode” blotter den borgerlige ideologis dominans over den politiske debat og den borgerlige ideologis ideologiske natur, da forskellen mellem ”det gode” og ”det bedste” er hvad der er realiserbart. En klassisk materialist, som må være det modsatte af en idealist, ville altid mene at for at en løsning skulle kunne defineres som ”det bedste” må den også indeholde egenskaben ”at kunne realiseres”, men det er ikke der vi skal hen. Opdelingen viser også hen imod den indre selvmodsigelse, en demokratisk ideologi får når den opnår dominans over den politiske debat. Ikke nok med at dårlige forslag på den måde kan dømmes ude af debatten, så kan de forslag vi alle er enige om er de bedste også dømmes ude (allerede inden de er foreslået). Det efterlader bekvemmeligt nok kun de forslag der allerede cementerer den borgerlige ideologis dominans. Heldigvis åbner påstanden om at det bedste kan stå i vejen for det gode også op for den modsatte påstand. ”Det bedste” findes (i en eller anden form) også for Rohde og Pind, men er blot ikke muligt indenfor den borgerlige ideologis løsningsarsenal og er derfor utænkeligt. Grunden til at borgerlige debattører som Pind og Rohde indrømmer dette faktum, er selvfølgelig den nuværende liberale økonomiske skandale. Selv de borgerlige kan se at deres løsninger ikke er de bedste. De er blot ”gode” – hvilket må være halvdårligt når man sammenligner det med de bedste løsninger.

Derfor må svaret til Pinds påstand være at det må være endnu vigtigere at det gode ikke kommer til at stå i vejen for det bedste. Rohde får ret i at de to ontologiske størrelser er fjender.

En del har formentlig undret sig over nogle af de indledende formuleringer i Naser Khaders pressemeddelelse fra den 5. januar, hvor han bekendtgjorde sine overvejelser og konklusioner fra juleferien. Det hele mundede som bekendt ud i den historie, der skabte overskrifter, man skulle tro var hentet fra Casper og Mandrilaftalen: "Khader forlader Liberal Alliance" ("... og kl. 22:48 vil en gnu æde sin egen hale ved hjælp af strækøvelser fra Charlotte Bircow").

Khader skrev blandet andet:

"Jeg har fundet ud af, at det ikke er nok med mavefornemmelsen - jeg skal også have hjertet med."

Man kunne fristes til at spørge, for en sikkerheds skyld, om der også er andre organer og kropsdele, man skal huske at have med i et politisk engagement, og om man evt. kan lave en prioriteret liste over dem (er det for eksempel vigtigere at have hovedet med end røven?), men ved nærmere eftersyn giver Khaders udsagn faktisk ganske god mening.

Siden antikken har hjertet været følelsens organ, mens hovedet/hjernen var fornuftens eller tankens, og maven kroppens. Når Khader erkender, at mavefornemmelsen ikke var nok, handler det således måske om, at kroppens, pragmatikkens, behovenes logik ikke kunne bære hans politiske engagement. Ny Alliance var fra starten netop en følelse. Partiet blev stiftet som en slags borgerlig indignation - der måtte opbrud til, slut med blokpolitik og Dansk Folkepartis vetoret til alting; gode borgerlige er anstændige mennesker med hjertet på rette sted og gåpåmod og virkelyst. Først lang tid efter lanceringen fik partiet overhovedet noget, der lignede et program. Det kom ganske vist, og logisk nok, til at handle en del om maven og mavefornemmelser; (fornuften har aldrig rigtig været på tale i de mange partikonstruktioner på midten...); vi skal have virksomhederne, lærerne, osv. med i en diskussion om, hvordan deres egne vilkår kan bedres, men den grundlæggende hjertevarme var der stadig.

Nu er Khaders pejling imidlertid tilsyneladende, at maven har taget over i Liberal Alliance. I dobbelt forstand: Partiet er ved at blive et mere traditionelt, pragmatisk parti med levebrødspolitikere (kernebrød - godt for maven), samtidig med at dets orientering netop er levebrødets - erhvervslivets: lavere skatter fremfor alt, mindre bureaukrati, bedre muligheder for at få kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, osv. For Khader er dette ikke nok. Han skal have hjertet med. Khader er nemlig en idealist, der kæmper for ytringsfrihed, mangfoldighed, respekt og demokrati. Derfor var bruddet naturligt og bestemt af hjertet.

Hvor skal Khader nu gå hen, spørger man, og nogle foreslår Venstre. Og se - netop i Venstre er der for nylig blevet en plads ledig til en idealist med hjertet på rette sted, dvs. siden udnævnelsen af den nye integrationsminister. Måske er det netop Khaders rette hylde - som en skøn sjæl midt i en forsamling af kynikere.

Fra dagens udgave af Politiken:

»Hans projekt er ikke radikalt«, siger Vestager.

Hvordan adskiller Borgerligt Centrum sig fra de radikale? Politikken lyder som meget af det samme.

»Jo, men hvis det var radikal politik, så ville det jo være Det Radikale Venstres politik«.

Så du tror, at vælgerne med hang til radikal politik vil vælge det rigtige radikale?

»Det tror jeg. Vogt jer for kopier«, siger Margrethe Vestager, der derudover kun har en kommentar til det nye parti:

»Jeg ønsker Simon Emils projekt held og lykke«.

Med filosoffen Slavoj Zizeks valgsprog in mente - "Yes, yes, I agree exactly, but my point would be much more radical!" - er det umiddelbart nemt at se, hvordan Ammitzbøll kan redde sig ud af dette ringhjørne. Vestagers fejltagelse er, at hun tror, at hun selv ER radikal; at hun er de radikales radikalitet inkarneret. Som bekendt er det kun gale konger, der tror at de rent faktisk ER konger. Virkeligheden er snarere, at man er det, som andre tror man er, og at man indtager den position som andre sætter en i. Således kan vi snarere kun forsøge at være det, vi tror, vi er. I dette tilfælde radikal.

Netop derfor har Ammitzbølls skridt allerede vist sig at være det eneste rigtige. Den eneste måde at være "mere radikal end de radikale", er ved at blive noget nyt.

Det blev af mange opfattet som en sejr for venstrefløjen, at den såkaldte Nobelpris i økonomi i 2008 gik til keynesianeren Paul Krugman, der går ind for øget statslig regulering af økonomien. Dette lettere kontroversielle valg blev taget som et udtryk for, at prisuddelerne havde draget den rette lære af finanskrisen, nemlig at den nyliberalistiske økonomiske videnskab tager fejl.

Men er det virkelig den rette lære af finanskrisen, at nyliberalismen er en fejlslagen videnskab? Nej, vi burde gå mere radikalt til værks og stille spørgsmålstegn ved den økonomiske videnskab som sådan. Hvad angår Nobelprisen, må man således benytte lejligheden til at ihukomme, at der faktisk ikke findes en Nobelpris i økonomi. Det, der ofte kaldes sådan, hedder i virkeligheden Sveriges Riksbanks pris i ekonomisk vetenskap till Alfred Nobels minne, blev først oprettet i 1968 og uddeles ikke af Nobelpriskomiteen. Blandt de fem ”discipliner”, som Alfred Nobel selv udpegede i 1902, var der tre ”videnskaber”, nemlig fysik, kemi og medicin. At han end ikke overvejede at oprette en pris i økonomi, skyldes, at sidstnævnte på den tid ikke blev anset for at være en egentlig videnskab. Økonomi blev derimod - i forlængelse af både Smith og Marx - opfattet som noget politisk.

Sidenhen har økonomerne imidlertid arbejdet på at give økonomien status som en apolitisk, neutral og næsten eksakt videnskab, og deres forehavende må siges at være lykkedes over al forventning. I dag er det politiske spørgsmål om, hvordan den samfundsmæssige produktion skal fordeles, således blev helt og holdent afløst af det videnskabelige spørgsmål om, hvad der er ”godt for økonomien”. Parallelt er den demokratiske beslutningsproces, der ideelt skal styre den økonomiske politik, blevet afløst af en intern diskussion blandt de økonomiske eksperter, der i dag oven i købet kaldes ”vismænd” (og som underligt nok næsten altid når frem til, at det gode enten er status quo eller liberaliseringer).

Påstanden om eksistensen af en neutral og apolitisk økonomisk videnskab er med andre ord et demokratisk problem. Og det er det, finanskrisen burde minde os om. Sagen er jo, at alverdens vismænd lige pludselig viser sig ikke at vide synderligt meget mere om økonomi end alle os andre. Krisen har undergravet deres autoritet, og før de får tid til at opbygge en ny, må denne videnselite afskaffes, for dens funktion er ikke andet end at tjene den herskende klasses interesser. Krisen må lære os, at økonomien er politisk, og at den derfor skal demokratiseres. Den slags er der imidlertid et ord for: Demokratisk socialisme.

Center for Vild Analyses nytårstale 2009:

Til sammenligning: Uddrag af Statsministerens nytårstale 2009: