Sprogvidenskab… Hvad fanden er det? … Enhver progressiv filosofistuderende rynker allerede på næsen … og hr. og fru Høst? De tier stille, for de tilhører det tavse flertal … som selvfølgelig kæfter op, når ingen hører dem … om juleindkøb, om ”vind og vejr” og ”sådan er der jo så meget”…

Hvad er sproget for noget? Måske er det bare disse evindelige floskler, stendøde metaforer og talemåder, som er så slidte, at man næsten ikke orker andet end at gentage dem … om og om igen. ”Time and time again”. Og så pludselig kommer der en ny floskel, ”hutelihut” eller noget, og så falder vi i svime over det og gentager og gentager, men der falder ingen gåde ud … Sproget indeholder ingen gåde … sproget virker bare. Vi tænker ikke over det. Vi tager ikke ordene i munden og spytter dem ud som blodige og/eller radioaktive kødklumper, nej, sproget er bare en gang kropsvarm suppe, som vi som bløde melboller svømmer rundt i … ”Spis brød til”, makker! … Nej tak! … For sproget er sgu… Sproget er sgu bare en tung dyne af smog over storbyens komatøse krøblinge. ”Lad os så lige få renset luften”, du… Nej!!!

Tænk at man, for at være sikker på at blive forstået, må ty til én af disse fraser. ”Som fod i hose” eller ”det er jo smag og behag”. Det sker ikke så sjældent faktisk. Der er intet at komme efter for en sprogfilosof her. Vi får ikke noget ud af at analysere disse banaliteters indbyggede viden. Der er ingen. Sproget er ikke klogt eller dumt. Sproget gemmer ikke på noget – en tabt form for etik eller konduite, et særligt poetisk schwung eller en magisk kraft. Sproget er ikke noget særligt. Sproget er noget andet. Hvad er sproget? Det er på samme tid vores store fælles projekt og en kobling til vores fælles Væren. Ja, rigtigt. Væren.

Alle de store (sprog)filosoffer, Hegel, Sartre, Heidegger, vidste dette. Men lad os begynde et andet sted. Det er i dag almindeligt at begynde en samtale med et fremmed menneske på en ekstremt aggressiv måde. Fx sidder en ung mand i en hvilekupé i et tog og hører musik. Damen over for ham irriterer sig over at kunne høre den svage musik fra hans hørebøffer, men hun siger ikke ”Gider du ikke lige skrue lidt ned?”, hun siger ”Du sidder i en hvilekupé!”. Med andre ord et frontalt angreb på den unge mands Væren (i hvilekupé), og han kan selvfølgelig ikke andet end at sige ”Ja!?” på en meget spørgende/anklagende måde, der viser, at han nu også er i angrebsposition. Et andet eksempel: En elev på en skole har ikke ryddet op efter sig og læreren møder eleven med det territorialafpissende ”Det ligner lort i klasseværelset!”. Et postulat om klasseværelsets Væren som direkte afhængigt af elevens Væren. Et undskyld er ikke på sin plads her, for anklagen handler ikke om elevens manglende oprydning, men indbyggede værensmodus: Hvor du er, er der lort. Man må være opmærksom på disse sprogontologiske interpellationer (!?? …”Du er på en filosofisk blog!”). Louis Althussers gamle eksempel er det med politimanden, der på gaden råber ”Hej du der, stop!”. Hvem mig? Stop? Er jeg det forkerte sted? Jeg har da ikke gjort noget (bestemt) forkert? Men måske er alt, hvad jeg gør, og alt hvad jeg er, helt forkert?

Vore dages angrebssprog viser med al tydelighed, at hvis man vil tænke sproget, så må man tænke Væren. Det nytter ikke med metaforteori, etymologisk gravearbejde, kognitiv semantik. Det er ikke viden, men Væren det drejer sig om. Vore dages angrebssprog viser med al tydelighed, at hvis man vil ændre sproget, så må man ændre Væren. Det nytter ikke, som de politisk korrekte, med viskelæderet at fjerne enkeltord eller måske endda sætninger, enkelte brokker fra sprogets fundament. En lakmusprøve: Hvordan kan man vide, om man har virkelig har ændret sproget? Når man har ændret på selve strukturerne i Væren.

I P1-programmet "Filosoffen, forfatteren og fremtidskvinden" diskuteres netop nu "troskab." Programmet er fyldt med snak og uden andet end nogle enkelte veldrejede tanker i ny og næ, hvilket vel også er meningen. Som i så mange andre tilfælde kommer derfor de virkelige tanker som misforståelser eller fejltagelser. Programmet om troskab startede således med at "fremtidskvinden" (hvorfor fanden kan hun ikke bare kaldes "fremtidsforskeren" ??!) læste et kort op, som tilrettelæggerne havde tilrettelagt for at give et udgangspunkt for samtalen. På det stod et uddrag af vielelsesritualet i den kristne kirke. Skare, fremtidskvinden, kom imidlertid til at lægge trykket forkert (uden at hun selv opdagede det) og læste: "Hvad Gud har føjet sammen, må ikke skilles ad igen af ét menneske". Måske ligger i denne fejl en visdom: Troskab kan ikke brydes af ét menneske. Den må brydes af en begivenhed - eller af et kollektiv. Den troløse ved ikke selv endnu, hvad han eller hun er eller burde være tro imod.

En af bloggen bekendt oplevede således i halvfjerdsernes kollektivtid netop at hans ægteskab blev opløst af kollektivet. Han havde flirtet (og bollet og horet) udenom i et stykke tid, og på et tidspunkt trådte kollektivet sammen og besluttede at det ikke længere kunne gå: Han måtte forlade sin kone og slå sig sammen med den anden kvinde. Og således blev det. De andre så, at noget måtte forandres, og ægteskabet opløstes til fordel for en ny pagt mellem den troløse og hans fristerinde. De to er endnu sammen i dag.

Måske er det vejen frem for de mange halve beslutningers forhold, der plager vor tid: Hvad Gud har føjet sammen, kan ikke skilles ad af ét menneske - men af kollektivet. Det er den Anden, der ved det.

Skal man forklare, hvad squash er, gøres det måske bedst ved at sammenligne spillet med dets onde stedsøster - tennis. Tennis er naturligvis let at stigmatisere - overklassens spil, snobbenes - men der er også mere filosofiske grunde til at foretrække squash.

I squash spiller man op af en væg. Squashspilleren skal derfor slå bolden over på den andens banehalvdel, som samtidig er hans egen. Idet bolden rammer væggen, skifter banen betydning, men den netop slående er stadig med i spillet - er så at sige et fremmedelement på den andens banehalvdel. Derfor skal squashspilleren hele tiden indregne sin egen væren i modtagerens situation. (Hvis man kommer til at ramme sig selv, eller stå i vejen for modstanderen, taber man pointet.) Præcis som psykoanalytikerens begær er en faktor i spillet mellem analytiker og analysand, er ethvert af squashspillerens træk både et træk overfor den anden, og et træk, der involverer squashspilleren i selve det, den anden skal modtage.

Dermed bliver squash også et etisk spil. Squash handler om at træde til side. Hvor tennis markerer, definerer og udstikker fra distancen, skal ethvert squashslag opfølges af en tilsidetræden, så den anden kan komme til. Squashspilleren er jokeren, le blanc, der træder til side. Tennis er en march, squash er en dans (ifølge Michel Serres består dans netop og alene af dette at træde til side for den anden).

Den andens banehalvdel er en spejling af ens egen. Idet squashspilleren ser den andens banehalvdel, ser han samtidig sin egen. Væggen er ikke et net, der adskiller den ene fra den anden, men er et spejl, der gengiver den anden som spejlbilledet af én selv. Men netop idet spejlet ikke er et genspejlende stykke glas, men en hvid væg, bliver spejlbilledet til et billede af den anden, med én selv indskrevet. Spejlbilledet er det samme, men forskelligt, idet det spejler. Dvs. spejlbilledet er ikke en fordobling af én selv, men én selv med selvets egen fremmedhed indskrevet. Je est un autre. Squash er således ikke et narcissistisk spil, men et spil hvor enhver spejling er en forskydning. Squashspilleren er aldrig fuldstændigt og afrundet til stede lige overfor sig selv. Tennis rummer ikke noget spejl. Den andens banehalvdel er fuldstændig afsondret fra tennisspilleren. Men dermed bliver de to spillere netop også til stabile, selv-identiske agenter uden spor af den anden. Den anden bliver således til et spejl i tennis, idet den anden bekræfter tennisspillerens uproblematiske og stabile væren.

Squash foregår i en kasse med glas på endevæggen. Man går "ind" i squash - og lukker døren, omend spillet alligevel ligger "åbent" frem. Den store Anden er altid til stede. Samtalen inde i kassen er en udveksling af slag og tilsidetræden under stadig overværelse af den Anden. Således skifter positionerne bestandig inde i kassen - de to spillere skiftes til at være analytiker og analysand - men deres funktioner er bestemte i forhold til en Anden udenfor boksen. De viser hinanden, hvad hvert af deres træk betyder, fordi der findes nogen udenfor, der ved, hvordan det rigtige slag ville have været i dén situation. De to spillere ved, med andre ord, at de meget sjældent udfører det perfekte slag, men de fornemmer at det kunne have været udført, og at den Anden ved hvordan. Når squahspilleren skal modtage et slag, forventer han hver gang, at dette slag kan være det afgørende.

Når lyset slukkes, er sessionen slut. En squashkamp kan afbrydes midt i et sæt. Ganske vist findes der naturligvis turneringer, hvor lyset holdes tændt indtil man har nået en bestemt fordeling af point og sæt, ligesom i tennis, men som squash for det meste praktiseres, findes denne afrunding ikke. Man spiller indtil klokken ringer, og tiden er gået. Og starter forfra næste uge. Netop som i psykoanalysen. Når man forlader boksen, er analysen slut. Man ved godt, at dermed er ens tanker ikke én gang for alle blevet udredet, men man har tampet livet ud af den anden, og er selv blevet tvunget rundt i alle hjørner og selve dét gør, at noget er blevet sagt, dét er blevet sagt, selvom det ikke er et afrundet, meningsfuldt udsagn. I squash tæller man skødesløst fra 1 til 2 og så videre. I tennis opregner man et helt system af absurd kontingente dimensioner. 15-30-40-fordel. Tennis konstruerer, opstylter og foregiver at være i kontrol. Squash tæller enhver bold for et point og går ikke op i, hvorfra serven udføres. Pointsystemet er en minimalt inddæmmet samtale, blot en følge af signifianter, der ikke i sig selv foregøgler nogen betydning. I tennis hævdes en fast sammenhæng mellem signifiant og signifié og en ramme for enhver mulig diskurs.

Tennisspillere er kantianere, squashspillere er hegelianere.   

Som en sort julegave til dem, der stadig bekymrer sig om den retssikkerhed og det retsstatsprincip, som de liberale i virkeligheden sjældent har interesseret sig for, blev den omstridte såkaldte ”tuneserlov” i dag vedtaget. I den sammenhæng udtalte Birthe Rønn Hornbech fra Folketingets talerstol:

”Det ligger i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovsstridige”.

Dette er intet mindre end et endeligt opgør med ideen om magtens tredeling. Ja, vi har simpelthen at gøre med et politisk-juridisk kunststykke, hvor ministeren i en enkelt sætning nedlægger både den dømmende og den lovgivende magt for at koncentrere alt autoritet hos den udøvende. Udsagnet undergraver således ikke blot princippet om, at man ved en uafhængig domstol skal kunne få afgjort, om en vedtaget lov er grundlovsstridig, men det fastslås også, at allerede et lovforslag fremsat af den udøvende magt, regeringen, af natur ikke kan være grundlovstridig og derfor ikke på den baggrund kan kritiseres af den lovgivende magt, folketinget.

Sagen bliver ikke mindre skandaløs af, at denne regering, hvis lovforslag åbenbart ikke kan være forfatningsstridige, i selve det liberale demokratis navn har været med til at føre en allerhelvedes blodig krig i Irak. Eller som Giorgio Agamben formulerer det:

”Netop nu, da den vestlige politiske kultur ønsker at belære andre kulturer og traditioner om demokrati, er den ikke selv klar over, at den helt har mistet dets kanon”.

Ikke blot en patriarkalsk og undertrykkende betegnelse, som kunne siges at beskrive noget essentielt ved halvdelen af verdens befolkning. Men et kampråb, et håb: om ligestilling og lighed for alle, også de hidtil oversete kvinder.

Men lidt mere endnu: Freuds opdagelse ang. seksualiteten siger, at ethvert væsen – for så vidt som det udvikler sig til almindelig, seksuelt fungerende person – starter med at fortrænge sin kvindelige side godt og grundigt (primær fortrængning). Enhver af os starter i virkeligheden som en ”mand, der har fortrængt sin kvindelighed.” Således opnår fordringen om ’kvinde-lighed’ et ægte universalistisk potentiale: inderst inde er vi lige (kvindelige).

Men lidt mere endnu: Efter puberteten udvikler nogle af os (igen – cirka halvdelen) en feminin identitet. Mens mandligheden består i en fortrængt kvindelighed, udvikler kvinden sig i form af en dobbelt fortrængning: først fortrænges kvindeligheden, så fortrænges mandligheden. Sidenhen bliver den feminine identitet et forsøg på enten at genopnå en (ur)fortrængt kvindelighed eller at udvikle en helt ny type. Således ’kvindelighed’ som stræben efter en lighed med det oprindelige billede, men netop en lighed der aldrig bliver sammenfaldende – altid blot ligner.

Sagt på en anden måde: kvindeligheden er et udtryk for, at ligheden mellem lige-mænd, aldrig helt bliver lige nok. Ligheden bliver en fordring.