"Verden er blevet mere kompleks" konstateres det tidligt i enhver nyere sociologisk og samfundsfaglig lærebog, om den så er rettet til folkeskoleelever eller universitetsstuderende. Det er bl.a. af den grund et udsagn, der har stor betydning for måden at tænke samfundspolitisk og –filosofisk i vores tid. Men hvordan skete denne ”komplicering”, og hvornår begyndte det? Hvilket før og hvilket efter opereres der med? På det seneste får vi konstant kanoniseret nye vendepunkter. Verden består af vendinger – "turns" – i historien, videnskaberne og filosofien. Internettets "opfindelse", Murens fald, IT-boblen, 11. september, og snart sikkert og "finanskrisen" foruden en mængde tekniske vendinger; lingvistisk, kognitiv, rumlig. Vendepunkter, der i deres mangefold, frekvens og respektive teoretiske indhold kan overbevise enhver om verdens stigende kompleksitet. Hvilken funktion har disse påstande om verdens tilstand? Det er domme, der tilskriver dens udsiger et overblik og efterlader modtagerens verden umulig at begribe (da den er blevet "vendt om"). Det er samtidig en ophævelse af noget direkte kausalforhold imellem sociale, politiske, videnskabelige handlinger og deres konsekvenser. Det forvandler megen oprigtig filosofi til radikalfilosofi og megen ærlig politik til ekstremisme.

Mere specifikt kan vi betragte en ofte afsagt dom; at et givent problem "i virkeligheden er mere komplekst", end man først troede. Fx svares der til problematiserende udsagn: ”De internationale mediers fokus på underholdning har forvandlet al politisk offentlighed til populisme”. eller; ”Erhvervslivets lobbyisme i forskningsverdenen skaber utroværdige resultater, der bør afvises” - ”Ja, men virkeligheden er mere kompleks end det”. Sociologen, der lige har svaret, vil nu foreslå, at problemet tages op af en forskningsenhed, der kan afdække alle mulige aspekter af problemet; et nyt socio-politologisk fagfelt fødes. I dette fagfelt findes allerede fra begyndelsen et indre, naturligt krav om at fremkomme med så mange detaljer og aspekter af problemet. Sociologien bliver ekspert. Resultatet bliver endvidere, at endnu en del af ”verden” kompliceres, fordi sociologen i forskningens gode navn er under pres for at vise sine tankers dybde og detaljerigdom. Den der altså i udgangspunktet beskæftiger sig med et simpelt problem, vil nu vægre sig fra at komme med simple eller fortættede udsagn indenfor sit fagfelt. Kompleksiteten bliver således et redskab for den, der skal bevare en overordnet status quo for sit fagfelts eksistens. For så vidt som der er en gyldig etymologisk rest af ”status” i ordet ”stat”, så angiver dette en overensstemmelse mellem administrationen af et domæne – henholdsvis et teoretisk og et territorielt. Dette er imod enhver filosofisk tænkning og enhver tænkende politik; det er blot at opregne data og mulige positioner i stedet for at følge tankebaner imellem data og positioner til ende.

Nuvel; et problem kan være kompliceret, fordi det kræver tid og ressourcer at løse. Omvendt kan resultatet af en ’komplicering’ være, at klare udsagn om et givent problem forsinkes uendeligt pga. naturen af de akademiske overvejelser. I forhold til udsagnet ”verden er blevet mere kompleks” viser det sig, at et tilsyneladende paradoks kan opløses: Udgangspunktet; at en verden kan være mere eller mindre kompliceret, synes kun gyldigt, hvis man betragter verden som værende problematisk. Imidlertid forskyder sociologien problemet til et videnshierarkisk domæne, hvor verdens problemer ikke længere er det væsentligste; eller, hvor der ikke længere findes problemer, der kan løses. Således opstår en løkke, hvor de sig ophobende ”verdensproblemer” virker som stimuli på en videnskab, der transporterer de reelle problemer til en virtuel verden, hvis eneste evne er at reproducere sig selv.

I stedet for at godtage dommen om verdens virtuelle tilstand med uløselige problemer, vil vi anskue ophavet til de nævnte udsagn og svar om kompleksitet som en filosofisk og politisk 'komplikator' - uden i øvrigt at vurdere hvor vidt denne person handler efter politisk overbevisning eller en særinteresse. Flertallet af professionelle intellektuelle, der beskæftiger sig med politik i det liberale demokrati, vil således kunne opfattes som komplikatorer. Disse er derfor næppe væsentligt kritiske overfor den bestående orden. Spørg nu, om det i virkeligheden ikke er mere komplekst.

’Passivitet’ er et stærkt ideologisk begreb i disse år, frem for alt blandt regeringen og dens støttepartier, der med en nærmest fobisk attitude nævner ordet igen og igen. Frem for alt i forbindelse med de såkaldte ’passive ydelser’ og ’passive overførselsindkomster’. For er der noget, vi som samfund må undgå, er det netop dét! I et videnssamfund, der drøner mod fremtiden – om kap med den globale opvarmning tilsyneladende – er det vigtigste vi kan forestille os, at intet menneske nogen sinde står stille, går i stå, at man bliver ved med at bevæge sig, udvikle sig og, man havde nær sagt, ”følge med tiden.” For nogle år siden lød slogan’et rundt på landets arbejdsformidlinger:

”Hvis du ikke er under udvikling – er du under afvikling!”

Men det er ikke kun på højrefløjen, at aktiviteten hyldes, også på den opponerende venstrefløj findes afarter af begrebet; for mens man i tresserne hyldede ’pacifismen’, er det idag kun muligt at engagere sig politisk ved at blive ’aktivist’.

Men hvorfor er vi så bange for passiviteten? Det er måske værd at kigge begrebet efter med et mindre historisk og et lidt mere alment blik. For hvad sker der egentlig med os, når vi er allermest passive? Jeg vil påstå, at vi enten lider eller nyder.

De andres lidelse kender vi fra hungersnødens udsultede kroppe og tomme blikke. Men nydelsen kender vi også – den passive nydelse, der kendetegner de som nyder godt af vore andres anstrengelser. Om det så er de dovne arbejdsløse, de fede pampere der ryger cigarer på kontorerne, den dekadente intelligentsia eller de ugidelige unge.

Fælles for alle de sidstnævnte er, at vi kan indskrive dem i kategorien af Andre, der formodes at nyde, og vi må dertil rette den implicitte tilføjelse, mens vi andre slider i det! En lacanianers bud er nu, at ethvert menneske kender dette fænomen, og at enhver af os har indrettet os sådan i vor tilværelse, at vi tilskriver os selv en vis aktivitet, mens andre formodes ikke at gøre dagens gode gerning. Vi selv er altså slaver, der aktivt arbejder for de nydende herrer, hvem end de så måtte være.

De lidende vækker imidlertid ligeså stærke følelser i os – hvad enten det er fordi vi får med-lidenhed med dem, får lyst til at hjælpe dem eller måske direkte føler afsky overfor dem. Også de er passive, i en grad så det får os op af stolene og ud på arbejdspladserne hver eneste mandag morgen. For det handler om at holde sig igang, hedder det, og man skulle nødig ende som dem.

Alligevel vækker de lidende og de nydende til stadighed den største fascination i os. Vi vil se dem nyde, frem for alt kvinderne, men også mændene – og knap er en håndboldkamp fløjtet af, før reporteren står klar med sin klæbrige mikrofon og spørger: Hvordan har du det lige nu!!? (med andre ord: fortæl os hvor meget du nyder!)