Velux Fonden bevilgede sidste år mere end 11 millioner kroner til humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsprojekter i "social tillid". Når man betragter den aktuelle finanskrise er det ikke svært at se motivationen for et sådant initiativ. "Markedet er baseret på tillid", hører vi igen og igen, og de mange statslige hjælpepakker rundt omkring i verden (inklusive herhjemme) skal "genoprette tilliden" til bankvæsenet. En stor intenational virksomhed som Velux har, ligesom samfundet i almindelighed, naturligvis interesse i at støtte forskellige måder at grundfæstne den tillid, som det private marked er bygget på.

Men hvad er det for en tillid, markedet er funderet på? Måske er vores forståelse af den slet ikke radikal nok. Tillid er ikke alene et vigtigt element for at kunne have balancerede og trygge menneskelige fællesskaber - det er selve den økonomiske fremdriftskraft i vore dages kapitalisme. Bogstaveligt talt. Det er ikke alene sådan, at der må være et "godt klima" i et samfund og man f.eks. må have tillid til at få sine penge tilbage, hvis man har lånt dem ud, men at selve det, man låner ud er tilliden selv! Det er mange år siden, bankerne var opbevaringssteder for samfundets produkt. Engang kunne man måske sige, at produktet af vores arbejde blev omsat til ombyttelige og ikke-fordærvelige enheder som f.eks. guldmønter, der igen blev opmagasineret i bankerne for så vidt der produceredes et overskud, hvorefter bankerne kunne udlåne disse penge mod renter.

Men i dag er penge ikke længere omsættelige til guldreserver. Der er ubegribeligt mange flere penge, end der er guld. Der produceres bogstaveligt talt penge ud af det blå. Banker, der låner penge ud til huskøbere, er ikke alene afhængige af at få dem tilbage med renter for at bevare deres "oprindelige kapital" - de er afhængige af at få dem tilbage, fordi de ikke havde disse penge til at begynde med. Langt de fleste penge, der cirkulerer i banksystemerne, er simpelthen penge, der er oprettet som følge af en låntagers erklæring om at ville betale dem "tilbage". Det, der omsættes i bankernes økonomi, er således først og fremmest tilliden til at låntagerne vil betale de penge tilbage, der først blev skabt med deres lån. Det er lidt groft sagt det eneste, bankerne har. De låner noget ud, som de ikke har (bortset fra løftet om at få det tilbage). Tillidskrise er derfor direkte lig med økonomisk krise.

Marx beskrev varefetischismen som det forunderlige, at varer, der omsættes på markedet får et mystisk skær af at have en værdi "i sig selv", dvs. helt løsrevet fra deres værdi i forhold til det arbejde, der er nedlagt i dem. Måske kunne man i dag tale om en tillids-fetichisme. Det er som om, tilliden er et fænomen, der kan behandles og beskrives som den mystiske kraft, der binder menneskene sammen - uden at overveje hvorfor interessen i tilliden har så dybtgående økonomisk nødvendighed. Vi bliver nødt til at forske i tillid, fordi tilliden skal opretholdes. Det, vi derimod ikke må, er at stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i at opretholde tilliden, dvs. betvivle det samfundsmæssigt bæredygtige i et system, der direkte omsætter tillid som gangbar mønt.

Endnu en parafrase over Brecht lyder derfor: Hvad er den forbrydelse at bedrive tillidsbrud, dekonstruktion og vilde analyser, sammenlignet med den forbrydelse at forske i tillid?

Der findes på spansk en udmærket skelnen mellem at være og at være: Ser og estar. Man bruger f.eks. ikke det samme verbum til at sige "Jeg er dansker" ("Soy danés") som til at sige "Jeg er i kantinen" ("Estoy en la cantina"). At være, i betydningen ser, handler om hvad man er i en mere ontologisk forstand, kunne man sige, mens estar handler om, hvordan man befinder sig, hvor man opholder sig, osv.

Man kunne måske bruge denne forskel til at illustrere forskellen på det, Slavoj Zizek har kaldt et "metafysisk selvmord" og hvad man kunne kalde et "emotionelt selvmord." Hvis man "befinder sig" skidt og kæresten har slået op, eller - mere dramatisk - hvis man lider af traumer og komplekser fra en modbydelig barndom, eller hvis man bare synes at det generelt går ad helvede til, kan selvmordet af og til præsentere sig som en mulighed. Men det ville være et "emotionelt selvmord" - ét, der skyldes, at man ikke har gennemgået en psykoanalyse - dvs. et selvmord der kommer for tidligt: Før man har forstået, hvorfor man ønsker at begå selvmord. Det "metafysiske selvmord", derimod, er dét, der kommer efter psykoanalysens afslutning. Hvis afslutningen på analysen nemlig defineres som "den store Andens fald", (hvilket i bedste tilfælde kan være en stor befrielse), er faren for analysanden, at der pludselig ikke er nogen mening længere (man skal selv skabe den). Analysandens nydelse var ganske vist bundet op i et forskruet netværk af virkelige og forestillede relationer, men de problemer analysanden havde var i det mindste problemer - de var obstruktioner overfor muligheden for at "komme til sig selv", som man siger - at være (ser) - og som sådan opretholdt de forestillingen om et mere virkeligt eller meningsfuldt liv. Efter analysens afslutning er der ikke længere noget "udenfor", der dikterer min nydelse og dette fravær kan i værste fald føre til et psykotisk sammenbrud - og måske et "metafysisk selvmord".

Og endnu en tak videre: Overføringen, der er udgangspunktet for analysen, er en emotionel tilstand, der binder analysanden til analytikeren i forventningen om at denne er subjektet-der-formodes-at-vide. Men det viser sig, at denne væren er tom - at den blot var en pladsholder i spillet om artikuleringen af analysandens eget begær. Analytikeren er ikke (ser), selvom der befinder sig (estar) et menneske overfor analysanden.

Det samme kan dermed også siges om subjektet bag denne blog: Det kan godt være, at det af og til lader sig rive lidt med og blander sit begær ind i analysen, men dets signatur er ikke desto mindre klart:

Yo no soy!

Den tyske filosof Michael Theunissen har engang sagt, at de seneste par hundrede års største filosoffer er Hegel, Kierkegaard og Heidegger. Hvorfor denne noget særegne samtidige priviligering af så forskellige tænkere? I følge Theunissen udmærker de sig derved at de ikke har nogen etik. Når man læser redaktionschef på DR Søren Mikael Rasmussens kommentarer i forbindelse med en udtalelse en vis Mikkel Munch-Fals kom med i programmet DR2 Premiere, er det ikke svært at være enig med Theunissen.

Munch-Fals' udtalelse i en anmeldelse af Michael Moores Slacker Uprising lød: "Vi har vores egne løgnhalse siddende i en regering, der oven i købet blev genvalgt". Søren Mikael Rasmussens forsvarede sig selv og sine med, at man ikke havde haft tid til at gennemgå udsendelsen inden den gik i æteren, da den først var færdigredigeret en time inden den blev udsendt.

Hertil må man for det første sige, at den slags næppe var gået i DDR. Man må antage, at de statslige Radio og Tv-stationer havde strenge påbud om at alle udsendelser skulle være færdige i tide, således at censuren havde en chance for at gøre sit arbejde ordentligt. Og mon ikke DR vil kunne lære lidt af den form for tysk effektivitet. Hvordan i alverden skulle en stakkels redaktionschef dog kunne holde hånd i hanke med sine medarbejdere, hvis ikke han har mere end en time til at censurere udsendelserne i?

Mon ikke dette resulterer i endnu en lang offentlig debat om ytringsfrihed? Man må formode at de gode borgerlige kræfter, der sandt for dyden ikke skammer sig over at kritisere DR, nu virkelig vil tage fløjlshandskerne af og forlange, at DR-medarbejdernes ret til at udtale sig som de lyster aldrig mere vil blive knægtet på en så usselt stalinistisk måde. Jeg personligt kan næsten ikke vente.

På den anden side har Søren Mikael Rasmussen allerede leveret forsvaret med den ovenfor annoncerede kommentar. Mikkel Munch-Fals er "en type, der siger sin mening om de film, han ser", siger Søren Mikael Rasmussen. "Derfor kan det være en svær balancegang, for vi vil jo gerne høre hans holdninger, de skal bare ikke overskride vores etiske grundlag", siger han.

Er det ikke netop kendetegnende for debatten om ytringsfriheden at den på denne måde er blevet etisk? Vi vil gerne høre dine holdninger, det skal bare være de rigtige holdninger.