I lederen i Informations weekendudgave opfordres der om ikke til direkte civil ulydighed i klimasagens tjeneste, så dog til forståelse for nødvendigheden af sådanne handlinger. Artiklen har allerede været behandlet i sidste indlæg her på bloggen men skal nu behandles fra et andet perspektiv. For hvis fortidens revolutionære strømninger har været domineret af spørgsmålet ”hvad skal der gøres?” så kunne det se ud som om, at dette spørgsmål idag er blevet næsten umuligt at besvare. Samtidig har et andet spørgsmål mere eller mindre bevidst overtaget styringen af debatten. Nemlig spørgsmålet ”hvem skal gøre det?”

Og hvem skal da gøre det? Svaret fra hhv. Al Gore og Informations skribent synes klart: det skal de unge.

Ak ja. De unge. Denne underlige gruppe af borgere indkapslet i et limbo mellem barndom og voksenhed. ”Ungdommen,” der som begreb betegner et slags frirum for eksistentielle udskejelser og samtidig et købedygtigt samfundssegment, der i øvrigt kendetegnes ved på engang altid at være ”den mest uduelige af sin slags nogensinde” og samtidig altid synes at være den eneste gruppe, vi har at knytte vore håb om en bedre fremtid op på.

Lad os tage en lacaniansk vinkel på dette ungdomsbegreb. Et af de redskaber, som nyere lacan-forskning har givet os, er begrebet om et sublimt objekt . De sublime objekter er de ting i samfundet, der fungerer som stopklodser i vor tænkning, både på den gode og den dårlige måde: når vi idealiserer noget, såsom et ”stilikon”, en kunstner, berømthed, politisk leder eller lignende – men også når vi dæmoniserer noget, en terrorist, en politisk modstander, en indvandrer eller en småborger; når vi hhv. idealiserer og dæmoniserer folk og ting, så tildeler vi dem ”sublime” egenskaber. Hvad er de sublime egenskaber da? Den sublime egenskab er netop dette x – denne helt særlige ”karisma,” ”sans for politik”, ”star quality,” ”feminine mystik,” osv. som vi ser i den anden, og som vi egentlig ikke kan sige mere om, end at den tilsyneladende er der hos vedkommende, og at den udøver en uendelig fascination på os. Tesen for dette indlæg er, at ’ungdommen’ idag fungerer som sådan et idealiseret og dæmoniseret sublimt objekt.

For hvorfor hylder og dyrker vi alle ungdommen i os selv? Hvorfor fylder slogans som ”Man er så ung, som man føler sig”, ”Sand ungdom har ingen alder” så meget i almindelig tale? Naturligvis fordi ungdom fungerer som et ideal, der hverken kan eller behøves at stilles spørgsmålstegn ved. Ungdom er godt – sådan er det bare.

Men måske er der mere i det end som så, og her skal indsigterne fra det sublime objekt skærpes: Måske forbliver ungdommen noget, vi kun opfordres til at dyrke med en vis afstandstagen: Det er jo netop ikke cool at forsøge at være ”Ung med de Unge.” Tværtimod. Og der er ikke langt fra det at være ungdommelig eller livskraftig, til at blive udråbt som en ”gammel gris.”

Det sublime er således noget, vi aldrig kan interagere med eller helt identicere os med. Tværtimod er det noget, vi altid kun kan betragte fra en vis afstand. Det sublime forbliver i sin kerne uforståeligt, og er et objekt ikke længere uforståeligt, har vi engang opdaget”hemmeligheden bag” dette x, da vil objektet ikke længere være sublimt.

Så måske forstår vi nu bedre, hvad det betyder, når Al Gore siger:

"Hvis man er et ungt menneske, der ser på planetens fremtid og ser på, hvad der gøres - og ikke gøres - netop nu, så mener jeg, at vi har nået det punkt, hvor tiden er inde til civil ulydighed for at hindre opførelsen af nye kulkraftværker, som ikke har CO2-indfangning."

Og når Jørgen Steen Nielsen senere i Informations leder skriver:

"Sker sådan noget [dvs. massive politiske tiltag mod den globale katastrofe] ikke, kan det komme til konflikt på anden vis - f.eks. ved at unge mennesker indleder ulydighedsaktioner mod kulværker og andre klimabelastere.”

’Ungdommen’ opretholder her forestillingen om, at ”nogen kan finde på at gå til yderligheder.” Ungdommen er den størrelse, som vi alle gerne vil nærme os, omend aldrig direkte, snarere ”asymptotisk” i form af en tilnærmelse, hvor selve sammenfaldet evigt udskydes. Og måske det er derfor,  at dette, med sin integritet i behold at kunne sige ”vi er jo ikke tyve år længere” idag medfører respekt og anerkendelse i enhver social sammenhæng? For det er her underforstået, at vedkommende der ytrer sig således, har ”fundet fred med sig selv” og idag er klogere, mere ”realistisk” og mere velafbalanceret end tidligere. Den der udtaler sig således opretholder således den behørige afstand til ’ungdommen’ som sublimt objekt , omend den her snarere dæmoniseres end idealiseres, hvilket som sagt var to sider af samme fænomen.

 

Værst af alt er det dog, når det sublime objekt selv bryder ud af sin ramme og nedbryder vore forestilling om det. Når det bryder ind i vor egen virkelighed og henvender sig til os. Her opstår et akut behov for igen, koste hvad det vil, at genoprette afstanden til det sublime objekt. Således synes vreden mod ungdommen større end nogensinde,  når grupper af unge mennesker pludselig begynder at opføre sig så demonstrativt apatisk og snævertsynet som den voksne middelklasse selv. Så bryder den beundrings-værdige afstand ned og fremtvinger en grim konfrontation med egne forestillinger.

Og man kan nu spørge sig (retorisk, naturligvis), om ikke det er netop derfor, at unge, der demonstrativt nægter at gøre noget – punkens no-future, den senere zapper-generation, generation x, ”generation fucked-up” (Morten Albæks term) osv. – er blandt de mest forhadte grupper i samfundet?

Og måske Slavoj Zizeks nye bog i virkeligheden henviser til en sådan manifestation af "ungdomssløvsind", når den advokerer for nyttigheden af en guddommeligt ”voldelig” apati?

Og måske de seneste slagord fra venstrefløjens side om at ”REBOOTE ’68” netop skal forstås som en slags hysterisk gentagelse: bevidst indeholder deres slogan et imperativ om en ny bevægelse , men ubevidst gentager de et hysterisk "råb om hjælp", en påkaldelse om at "nogen skal gøre det." Når lektorerne og debattørerne entusiastisk kalder på en genoplivning af 'ånden fra 68', hvem er så egentlig den implicerede modtager af denne meddelelse? Er det ikke netop de unge? Det er her, vi skal sætte ind med vort evindelige "hvad nu hvis?" Hvad om Ånden fra 68' netop betød, at middelklassen fralagde sig deres friværdi, deres jobs, og "turnede on" (til politisk bevægelse), "tunede in" (til klimakatastrofen) og "droppede out"?

Et ofte citeret dictum i CVA-kredse er Bertolt Brechts spørgsmål: "Hvad er den forbrydelse at røve en bank mod den forbrydelse at åbne en bank?"

I disse dage er det som om, vi begynder at få helt håndgribelige illustrationer af Brechts pointe. Der er naturligvis de frit i luften svævende kapitalmonstre i USA, der nu truer landet med økonomisk sammenbrud. At grundlægge og drive en række kreditvirksomheder og banker i USA baseret på spekulation, som dem vi nu ser krakelere, kan med nogen ret kaldes "objektiv vold" - det var ikke ulovligt eller nødvendigvis gjort med ondsindede intentioner, men det virkede ondskabsfuldt og skadeligt, understreget af, at det er almindelige menneskers berygtede "hårdt tjente skattepenge", der nu skal bruges til at forhindre, at det hele går ad helvede til.

Men der er også et par andre, bemærkelsesværdige eksempler i omløb for tiden. Information citerer i dag i sin leder tidligere vicepræsident Al Gore for en ret iøjnefaldende kommentar: "Hvis man er et ungt menneske, der ser på planetens fremtid og ser på, hvad der gøres - og ikke gøres - netop nu, mener jeg, at vi har nået det punkt, hvor tiden er inde til civil ulydighed for at hindre opførslen af nye kulkraftværker, som ikke har CO2-indfangning".

Lederen henviser desuden til en nylig sag ved de britiske domstole: Greenpeace blev frikendt for hærværk mod et kulkraftværk, fordi kraftværket selv ifølge juryen var mere skadeligt end den skade, aktivisterne havde udført. Nærmest som talt af Brecht. Måske er det her, vi så småt begynder at få et bedre greb om den objektive vold (i en lidt anden (bredere) forstand end den zizekske): Det er en vold mod selve det objektive, objektet, det der står overfor os eller det, der var før os og vil være efter os. Det, vi nogle gange kalder "naturen". Når en subjektiv voldshandling mod et kulkraftværk kan tilgives, er det fordi den fremviser den objektive vold: Udledningerne er direkte voldelige mod objektet, og derfor fremstår en besættelse af eller et anstød mod dem som ganske undseligt, ja måske endda moralsk ansvarligt. I modsætning til Nestlé eller Monsanto kan kulkraftværkerne angribes, fordi selve deres eksistens allerede er objektiv vold, mens de multinationale selskaber der skaber sult og fattigdom kun kan bebrejdes på baggrund af relativt komplicerede økonomiske strukturer og deres sekundære effekter. Laclausk tænkt er der altså et særligt potentiale i den grønne kamp som fælles referencepunkt for modstanden mod den globale kapitalisme: Det er hér den objektive vold træder tydeligst frem, og det er gennem analysen af den objektive vold, at vi når en forståelse af nødvendigheden af mere bæredygtige, ikke-voldelige og ikke-udbyttende produktionsformer og handelsaftaler.

Angrib!

CVA har tilsyneladende fået en doppeltgänger i det nyoprettede Cevea, en tænketank, der vil "undervise i politisk fritænkning."

 "Der mangler 'idealisme, samfundskritik og reel idékamp'," mener de to talsmænd Dybdal og Jespersen, og erklærer: "Vi vil uddanne politiske fritænkere, der kan tænke i visionære helheder"

Umiddelbart ledes man således til at gentage en af den (alt for) ofte nævnte filosof Slavoj Zizeks fremragende pointer ang. den globale krise idag. Problemet er netop, at vi ikke kan "forestille" os nogen (visionær helheds-)løsning på verdens klima- og ulighedsproblemer, ja, at vi faktisk har nemmere ved at forestille os jordens undergang, som følge af den nuværende udvikling (et massivt hollywood-apparat har forsynet os med sådanne scenarier i snart tres år), end vi har ved bare at forestille os en nogenlunde radikal forandring til det bedre. Forskellen på CVA og Cevea skal således trækkes op med det samme:

Cevea arbejder i det imaginære,

mens CVA insisterer i det symbolske.

 

(Det skal så naturligvis tilføjes, at Cevea er mere end velkomne til at deltage her på bloggen.)

Overskrift i Politiken:

"Overvismand: Vi har intet lært."

Filosoffen Slavoj Zizek synes for tiden uomgængelig i den danske offentlighed. Fra Dagbladet Information , hvor sloveneren dyrkes forholdsvist ukritisk, til Jyllands Posten, der rask væk fordømmer ham, og til Weekend Avisen, der i denne uge viser sig som ... Vilde Analytikere!

Tager vi Information først - avisen, der var blandt de første til at introducere Zizek til et dansk publikum. Her hyldes Zizek oftest 1) som venstrefløjens nye stemme, 2) for sine humoristiske pointer og sublime formidlingsevne, og 3) på et mere personligt plan som en ”gal” men særdeles intelligent politisk intellektuel.

Det vigtigste problem for Informations perspektiv synes imidlertid, at man ikke formår at nå til bunds i Zizeks teoretiske standpunkter, hvorfor man gør sig selv til et let bytte for højreorienterede avisers berettigede kritik: enøjet persondyrkelse, primitiv modstands-forgudelse, og i værste fald en volds-entusiasme der er moralsk forkastelig.

Vender vi os da mod de højreorienterede mediers dækning af Zizek-udgivelserne, viser et ligeså enøjet perspektiv sig ofte : Zizeks bøger kritiseres for at være 1) usammenhængende, 2) voldsforherligende og potentielt totalitære , mens 3) Zizeks læsere – den forestillede venstrefløj – kritiseres om muligt endnu mere, for i mangel af deciderede foregangsmænd at kaste sig hovedkulds for fødderne af ”giganten fra Ljubljana.”

Højrefløjens dagblad fortjener således også en vis kritik: 1) for det første gør den sig skyldig i samme problem som Information og venstrefløjen, nemlig manglende kendskab til Zizeks teoretiske baggrund. 2) For det andet burde de indse, at det der forhindrer dem i rent faktisk at forstå Zizek, netop er det blinde, narcissistiske had til venstrefløjen. 3) Sidst men ikke mindst giver denne primitive blindhed sig udtryk, i måden, hvorpå højrefløjen gang på gang reproducerer det problem, som hører til blandt Zizeks klareste, vigtigste og oftest gentagede observationer om samfundet idag: at hver gang nogen prøver at tænke radikalt anderledes i en offentlig politisk diskurs, mødes de med den samme automatiske kritik: ”Det, du advokerer for, fører jo direkte til Gulag!”

Spørgsmålet er så, om den offentlige danske diskurs overhovedet levner plads til en mere interessant italesættelse af Zizeks tænkning, eller om en nuanceret debat kun reelt kan føres indenfor en universitær diskurs. Undertegnede vil mene, at det første er tilfældet, og at det første skridt i denne retning blev taget af Weekend Avisens Lars Bonnevie, da han i sidste uge anmeldte bogen Vold :

Det fra første færd slående i Bonnevies anmeldelse er uden tvivl: tvivlen. Eller sagt på en anden måde: tvetydigheden i anmelderens udsagn. Øverst prydes avissiden af overskriften ”Vittig Professor,” mens Bonnevie allerede i første afsnit fastslår, at Zizek ikke er nogen vittig professor, snarere blot en ”fræk og overbegavet teenager.”
Bonnevie skal roses for, at bringe en af de bedste formidlinger af Zizeks grundlæggende teoretiske og argumentatoriske manøvrer til et dansk dagblad til dato. Han undgår endda, på forbilledlig vis, at føle sig trådt for nær, når Zizek kritiserer de danske muhammedtegninger (noget som de færreste danske anmeldere tilsyneladende kan sætte sig ud over).
Sjovt er det dernæst at bemærke, hvordan anmelderen tydeligvis veksler mellem en følelse af ”her er virkelig noget at komme efter” og hans ofte gentagede oplevelse af ”hvad foregår der her?”

Springer vi kort hen over det refererende midterstykke – hvor Bonnevie på god kritisk vis nævner de tilsyneladende selvmodsigelser i Zizeks fremgangsmåde, og korrekt konstaterer, at mange af Zizeks observationer er ”hørt før” – hen til afslutningen, hvor Zizeks tilslutning til den såkaldte Guddommelige vold er blevet fremlagt:

”Hvad skal man mene? Selv om bogen er et festfyrværkeri af indfald – også blændende – i alle retninger, synes jeg ikke, at bundlinjen er behagelig at kigge på. Det er, som om en hørm af noget alt for kendt slår op fra siderne.”

Et paradoksalt udsagn på mange måder. I første omgang sympatisk, fordi det ærligt beskriver den oplevelse, som de fleste læsere af Zizeks bog formentlig vil sidde med til slut. I anden omgang dog usympatisk, fordi den er meget tæt på at falde i samme fælde, som de borgerlige kommentatorer evindeligt gør: dette ”hørmer af noget alt for velkendt” (sig navnet: venstreorienteret totalitarisme!).
Men lad os gå endnu tættere på: Bonnevie anerkender bogen som ”et festfyrværkeri af indfald,” men tilføjer, at bundlinjen ikke ”er behagelig at kigge på.” Hvorfor? Måske fordi, der ikke er nogen bundlinje?

Lad os derfor gentage: hvad er det egentlig for en ”velkendt hørm”, der slår op fra siderne? Læg mærke til, at enhver almindelig borgerlig kritiker uden tøven havde sagt ordene lige ud: ”Dette er socialistisk propaganda.” Bonnevie gør det alligevel ikke... det er som om, han tøver. Så måske den ”velkendte hørm” i virkeligheden er udtryk for forfatterens konfrontation med sine egne almindelige tankevaner og fordomme? Måske den ”velkendte hørm” netop er hørmen fra det velkendte som sådan?

Bonnevie skal således roses for at have kreeret en anmeldelse der, som noget ganske usædvanligt, selv åbner op for – måske endda kalder på – fortolkning. Bonnevie er blevet vild analytiker.

I gårsdagens Deadline havde Adam Holm besøg af politiforbundets formand Peter Ibsen og den "liberale" redaktør Ole Birk Olesen. Førstnævnte var blevet træt af hvad han kaldte en proportionsforvrængende kritik af politiet, sidstnævnte mente, at politiet skal kritiseres endnu mere. Olesens originale argument, som han gentog 5-10 gange (i forskellige versioner) under diskussionen, var, at politiet er en statslig institution og derfor ude af trit med virkeligheden, dårlig til at servicere sine kunder, fuld af dovne medarbejdere og at det aldrig ville være sket i en privat virksomhed. Hvis disse skryderier skal give nogen som helst mening må man forudsætte, at Olesen kan forestille sig en egentlig privatisering af politiet, dvs. en udlicitering af statens voldsmonopol. Måske har Olesen en pointe - er dette det næste logiske skridt efter lejesoldat-krigen i Irak?

Når en seriøs nyhedsudsendelse som Deadline kan bruge sin tid på at markedsføre den slags idioti, må det her være os tilladt at bringe en anden ide til et forebyggende angreb: Nationaliser de borgerlige medier. Start med 180grader.

Mens dette skrives, kører TV2 en dobbeltudgave af kriminalprogrammet Station2. Tidligere i aften havde samme kanal et nyhedsindslag i Nyhederne om bandeurolighederne på Nørrebro i København. Til mødet var indbudt Chefpolitiinspektør Per Larsen og Overborgmester Ritt Bjerregaard; der var linet op med kameraer og store bannere fra Berlingske Tidende, og nu skulle borgerne have en chance for at udspørge de ansvarlige om problemerne med de mange skyderier i gaderne.

Ca. 15-20 mennesker dukkede op, at dømme efter tv-billederne. Kunne man ikke have forventet lidt mere, når nu skyderierne omkring rockerborgene er det væsentligste nationale spørgsmål for tiden? For en afsondret jyde melder spørgsmålet sig: Hvem skaber virkeligheden?

Når medierne bestandig henvender sig til "manden på gaden" for at få et virkeligt svar på, hvordan det går, skal det foregive at være "vi rapporterer bare, hvordan offentligheden tænker". Derfor havde man til indslaget om dramaet på Nørrebro også valgt en sympatisk sygeplejerske og en studerende, der deltog i mødet, som omdrejningspunkter for indslaget. 2 ud af 15 med andre ord. Et indslag tidligere på aftenen i Tv-Avisen var paradigmatisk: Det fortaltes, at det regerende Kadima-parti i Israel i aften vælger ny leder, Tzipi Livni ser ud til at vinde, men istedet for at fortælle, hvad det indebærer for det politiske system i Israel og forholdet til palæstinenserne, bragte man et hurtigt vox pop-interview med et par israelere (et ældre ægtepar), der ikke brød sig så meget om Livni, men alligevel syntes at hun skulle vinde.

Hvad nu hvis det faktisk ikke er så slemt at bo på Nørrebro? Hvad nu hvis Berlingske Tidende og TV2 simpelthen overvurderer alvorligheden af de magtkampe i narkomiljøet, der for tiden foregår? Eller endnu værre: Hvad nu hvis den symbolske klasse (dvs. bl.a. journalisterne) i den grad styrer samfundsudviklingen, at de med vedholdende pres kan tvinge den imaginære klasse til at tro på den prioritering af verdens problemstillinger, de sensationshungrende journalister ønsker sig?

Måske er sandheden endda en tak mere subtil: Hvad nu hvis den symbolske klasse forestiller sig, hvad "manden på gaden" finder interessant, og ud fra denne forestilling skaber nyheder og fortællinger, der efterhånden overbeviser ham om, at det er interessant? Er vores medievirkelighed bestemt af, hvad vi tror, den anden tror, snarere end hvad vi selv tror, eller hvad begivenhederne på gaden, i forsamlingshuset og i det store udland umiddelbart giver os anledning til at tro? Er den jævne dansker the subject supposed to be afraid - og journalisterne i virkeligheden analysander med alt for stærk overføring?

Den nyudnævnte justitsminister fra de Konservative udtaler sig om det nye hold og de nye tider.

Brian Mikkelsen: "[Det er] en rigtig god dag for partiet, at et samlet parti står bag et hold, som skal skaffe yderligere Konservativ fremgang."

I et interview på tv-kanalen ABC blev Sarah Palin i går spurgt, om hun ikke lige måtte vende skråen, da hun blev spurgt, om hun ville være vicepræsident-kandidat for John McCain. Var hun sikker på, at hun havde erfaring nok, at hun vidste nok om udenrigspolitik til pludselig at kunne stå med ansvaret som præsident for de forenede stater, osv.

Nej, svarede Palin, hun tøvede ikke et øjeblik: "Knowing that you cant blink, you have to be [...] so committed to the mission... the mission that we're on; reform of this country and victory in the war; you can't blink - so I didn't blink then, even, when asked to run as his running mate."

Med andre ord: Fordi Palins og McCains fælles mission kræver stor beslutsomhed og evnen til at bevare roen, tøvede Palin ikke et sekund, da hun skulle tage beslutningen om at deltage i den. McCain/Palin, og dermed deres fælles mission, eksisterede naturligvis først efter at hun havde givet McCain sit ja, men alligevel var det denne missions særlige egenskaber, der fik hende til at sige ja uden at blinke. Den særlige beslutsomhed, som McCain/Palin skal repræsentere, blev altså retroaktivt indskrevet i Palins beslutning om at påtage sig den opgave at repræsentere denne særlige beslutsomhed. Effekten skabte sin egen årsag.

Til hendes næste interview, kan man passende starte med at spørge: "Lyver du, eller er du lacanianer?"

Udklip fra dagens udgave af Politiken:

"Landsholdet er fælles gods
Sportsredaktør hos Jyllands-Posten, Christian Thye-Petersen, stiller sig uforstående over for boykotten [i.e. landsholdets boykot af pressen igår].

»Det er uforståeligt for mig - jeg kan ikke forstå den reaktion. Det er en uhensigtsmæssig, ulogisk, og absurd reaktion«, siger han til politiken.dk.

Christan Thye-Petersen mener heller ikke, at boykotten er berettiget, selv om pressen måske har været hård.

»Uanset hvad, så er jeg så stor tilhænger af ytringsfriheden, at det må være i orden at have kontante meninger om landsholdet, for det er fælles gods. Man kan ikke forestille sig en politiker, der boykottede pressen på grund af dårlig omtale«, siger Christian Thye-Petersen."

Mange af bloggens læsere vil kende den efterhånden berømte vittighed, der stammer fra den slovenske filosof Alenka Zupancic, om den almindelige, anstrengte høflighed efter et akademisk foredrag ved en konference, hvor moderatoren takker for talerens indlæg ved at sige, at det var "interessant". Når man ikke siger andet end dette, hævder Zupancic, betyder det ifølge den nye uudtalte akademiske code of conduct, at man i virkeligheden mener foredraget var intetsigende og træls at høre på.

Her til aften kunne man se den modsatte betydning af udtrykket. Journalisterne Martin Breum og Tine Götzche har på DR2 banket et endnu relativt nyt program op med titlen "DR2 Udland". På en halv time giver programmet nyheder fra hele verden, der ofte ikke når frem til overskriften, eller netop kun når til overskriften, i de mere traditionelle nyhedsudsendelser. Denne gang var de vigtigste historier diskussionen om NATOs drab af civile i Afghanistan, en karikaturtegning af den formentlig kommende sydafrikanske præsident og morgendagens gigantiske eksperiment i CERN (Det Europæiske Råd for Atom Forskning). Under alle tre historier udbrød værten, Martin Breum, da han interviewede journalister eller eksperter, ting som "det er jo fantastisk, hvis..." og ikke mindst (flere gange): "Interessant!" Et enkelt af disse udbrud kan naturligvis komme over en journalists læber, når han bliver grebet af en historie eller en overraskende oplysning, men gentagelsen er som bekendt aldrig uskyldig, og den var i dette tilfælde meget påfaldende. Det er ret klart, at Breum mener, at disse historier er så væsentlige, at det er besynderligt, at de ikke bliver bragt andre steder, eller i hvert fald ikke med så detaljerede oplysninger som i DR2 Udland. For så vidt denne gentagelse afslører et følelsesmæssigt pres, (ellers kunne Breum som en "objektiv", "neutral" journalist mene det, uden at sige det) kan den vel betyde to ting: Enten at Breum er begejstret over, at det kører derudaf for programmet, og gentagelsen derfor betyder: "Se, røvhuller! Og I troede, at dette program ikke blev til noget!", eller at DR2 allerede truer med at lukke det igen pga. manglende seere, og Breum derfor meddeler: "Hallo! Det er os, der har de væsentlige vinkler. Lad os dog køre videre!"

Således kan vi også se at anklagen mod psykoanalysen om at den ikke kan falsificeres og kan bevise både for og imod, er en halv vind, som mange løber med: Sagen er, at et udtryk kan betyde forskellige ting, afhængigt af, i hvilken sammenhæng, det artikuleres.

En berømt idé hos Kant er den om ’det transcendentale subjekt’. Det transcendentale subjekt er det, som strukturer menneskets erkendelse, dvs. går forud for erkendelsen, og som derfor ikke selv kan erkendes. At sige noget om det, der går ’forud for erkendelsen’, er dog en gammeldags form for metafysik, som Kant holder sig fra. Han siger i stedet noget meget smartere: Hver gang der er en bestemt erkendelse eller en bestemt forestilling, så læg mærke til at det transcendentale subjekt også er der. Det udtrykker Kant således: Til alle mine forestillinger kan jeg tilføje et ’jeg tænker’ (KrV: B 131-132).

Nu findes der dog faktisk en række forestillinger, til hvilke jeg ikke kan tilføje et ’jeg tænker’ i nogen almindelig forstand. Disse forestillinger tages op af Freud og kaldes ubevidste. Igen ville det være usmart at sige, at der eksisterer noget ’forud for erkendelsen’ eller ’forud for tænkningen’. Freud er her ikke Kants modstander, som det ofte påstås, men hans arvtager, fordi hans position kan parafraseres som følger: Til alle mine ubevidste forestillinger kan jeg tilføje et ’jeg drømmer’.

Nøjagtig som det for Kant ikke gælder om at ophæve tænkningen, gælder det for Freud heller ikke om at forlade drømmen, men om at føre den til ende.

Vi mennesker er små og uvidende. Hændelser, der udspiller sig for vore måbende blikke, opdager vi som regel først meningen med lang tid efter. Således med Jyllands Postens Muhammedtegninger, som diverse politiske kommentatorer i godt et par år forgæves har forsøgt at forstå til bunds.

Idag blev det da opklaret, hvad den egentlige mening bag Muhammedtegningerne var. Der var angiveligt tale om indledende faser i en ny reklamekampagne , der har til formål at ’brande’ Jyllands Posten.

Regeringen er for nylig fremkommet med et ganske besynderligt forslag. Forslaget går på bødestraffe til de forældre, som har fostret afkom, der pjækker fra skole og hellere bruger tiden på skoleafbrændinger, vold og hærværk (se Bertel Haarders udlægning her). Forleden dag i P1’s ”Debatten” blev denne sag så diskuteret (lyt her). Debatten er ganske fornøjelig i sine konkrete ideologiske forviklingers tilfældighedsmønstre, men kan abstrakt skitseres som følger: Regeringen: Lad forældre betale for deres børns udskejelser. Vi må ramme folk på pengepungen, det har de respekt for. Oppositionen: Nej, dette tiltag vil ramme de socialt svagt stillede familier – folk, der i forvejen ikke har nogen ressourcer, og måske netop derfor ikke har overskud til deres børn. Regeringen: Nej, for dem, vi taler om, er ikke de socialt svagt stillede familier, men tværtimod normale, velstillede familier, der af mange grunde ikke magter at tage ansvar for deres børn.

Hele humlen er den følgende: Hvis det lykkes oppositionen at overbevise regeringen om, at det er de socialt svagt stillede familiers børn, som begår kriminalitet, så har regeringens socialpolitik svigtet. Det dur ikke, set fra regeringens synspunkt, der på den anden side altså må hævde, at vi her taler om helt almindelige familier (og at bødestraffen i øvrigt ikke skal være større end fx 2.000-5.000 kr. pr. forseelse). Men så er det, man ganske frejdigt kan spørge: Hvad hjælper denne bødestraf så egentlig? Er der ikke en uvedkendt mulighed, som begge parter slet ikke tager stilling til: Hvad nu hvis bødestraffen siger noget meget væsentligt om, hvordan dagens samfund opretholder sig selv – nemlig præcis ved at synder kan betales af i klingende mønt? En ren samvittighed er i dag ikke et spørgsmål etik, værdier, ideologi eller andet bras, men om økonomi.

Regeringens forslag skal ses i sammenhæng med det paradoksale udspil, som den kom med i foråret 2007 (og som kort og fyndigt er behandlet her), nemlig: Tag ansvar! Regeringen var ikke ude på at inspirere folk til at gøre noget med deres liv, der var allerede dengang åbenlyst, men bliver dog endnu mere åbenbart, når den i dag siger: Tag ansvar – eller I får en bøde! Det, som regeringen vil have folk til, er at holde op med at ryge, at holde op med at drikke, at spare på søde sager og sodavand, at tage cyklen i stedet for bilen, at holde styr på deres unger, at holde snuden inden døre, når der er uro i gaderne. Det er vel også det, som kaldes biopolitik? ”Vi har det jo så godt her, og det skulle vi gerne blive ved med at have, ikke?” Det, som regeringen på den anden side ikke vil vide noget af (at den selv er meddelagtig i), er smog over storbyerne på grund af excessiv trafik, global opvarmning, ulovlige angrebskrige, farceagtig integrationspolitik, fattigdom i den tredje verden, globale økonomiske kriser.

Dagens biopolitik er med andre ord designet til at isolere og kritisere enkelte individer og deres fejl, ikke de fejl, som er indbygget i samfundets generelle strukturer: ”Dig dér, fede – spis nu ikke for meget. Og dig, der har røget hele dit liv, er du overhovedet berettiget til en kræftbehandling?” Og denne ’postpolitik’ går videre: ”Dig, der klager over, at vi giver for lidt i U-landsbistand – hvorfor gør du ikke bare noget ved det selv, du har jo alle muligheder? Og dig med dine uopdragne unger, du kan få en bøde!” Hvordan reagerer individerne så på denne politik: Skifter flere og flere ikke over til private sygehusordninger? Bliver flere og flere ikke økologiske Max Havelaar-forbrugere? Prøver flere og flere ikke – i en voldsom blackmail af overjeget – at købe sig CO2-neutrale? Er den mulighed ikke også tilstede, at de velstillede familier blot betaler regningen for deres ungers ballade, og så er den sag klaret (som at betale rengøringskonen hver fredag for veludført arbejde)? Man ordner simpelthen bare sagerne på det individuelle plan og med pengenes kraft!

Er vi her ikke vidne til en sær genkomst af den gamle katolske tanke om afladsbreve? Man går til skriftestolen én for én, hvor præsten (regeringen) fastsætter prisen for de forskellige synder. Når de er betalt, så er alt forladt. Livet går dumt og stille videre.