Sagen om Roskilde Bank, og Nationalbankens overtagelse af den, er noget af det mest vanvittige og skandaløse, vi længe har set i Danmark. Denne sag overgår både incestsagen i Tønder og orkanen over Danmark i 1999. Vi har her at gøre med en form for økonomisk kriminalitet, som overgår de flestes fantasier – hvis vi da ellers helt præcist vidste, hvad den går ud på. For er det ikke sådan, at os der ikke er økonomiske eksperter, faktisk ikke rigtig forstår sagen? Vi fornemmer, at noget er galt – men vi har alligevel tiltro til, at når nu Nationalbanken går ind og overtager Roskilde Bank, så er det nok en grund til det. Og det er godt sådan.

For at forstå, hvori forbrydelsen består, må vi have fat i Slavoj Žižeks skelnen (fra hans nyeste bog) mellem subjektiv og objektiv vold. Subjektiv vold er vold begået af klart identificerbare aktører. Det kan være alt lige fra meningsløse voldshandlinger (værtshusslagsmål, overgreb osv.) til politiske oprør. Objektiv vold er derimod selve den vold, som er indbygget i den orden, som vi færdes i til daglig. Tag fx trafikken. Der er udførlige statistikker over, hvor mange mennesker der dør årligt, som følge af uheld på motorvejene. Alligevel accepterer vi – strukturelt set – disse dødsfald, fordi vi vurderer, at det ville være for ineffektivt kun at køre fx 80 km/t på alle landets motorveje. Det er i Danmark lovligt at køre 130 km/t på motorvejene, selvom vi ved, at det koster ekstra liv. Infrastruktur er (om vi kan lide det eller ej) objektiv vold.

Roskilde Bank er også objektiv vold – men i et lidt større perspektiv. Lad os begynde forfra. Hvori består de ”fejl”, som er begået i Roskilde Bank? For det første blev bankens ledere belønnet efter aktieoptionsprincippet. Dette princip udmåler en leders løn efter, hvor hurtigt vedkommende kan optimere bankens aktier. Man optimerer aktier ved at sælge mange af dem (så man får flere penge at gøre med). Ergo tilbød banken altså kunder at låne penge i banken, så de herefter kunne købe aktier i selv samme bank for disse penge. Et højst mistænksomt princip. Hvad investerede banken så kundernes penge i? Roskilde Bank investerede primært på ejendomsmarkedet – dvs. de lånte penge til ejendomsspekulanter (fx forlyder det, at selveste Nik & Jay har lånt 66 mio. kr. i banken til at bygge luksuslejligheder for) – men da så ’boligboblen’ endelig sprang og de kunstige priser på boligmarkedet gik ned, ja så indhentede denne spekulation banken.

Men er det da ulovligt at spekulere, kan man spørge? Nej, det er ikke ulovligt, men vi må blot holde os for øje, at aktiemarkedet faktisk har nogle helt konkrete effekter. Det er ikke blot noget spøgelsesagtigt, nogle tal på en stor tavle, der flintrer op og ned. Aktiemarkedet udvirker noget, flytter værdier rundt i verden, primært fra de fattige lande til de rige. Det spøgelsesagtige ved aktiemarkedet består snarere i dets enorme kompleksitet og omfang: Man kan uden at vide det komme til at investere i våben og børnearbejde – for nylig kom det fx frem, at de danske sygeplejerskers pensionskasse, PKA, sjovt nok investerer i tobaks- og alkoholindustrien. Man kan sige, at aktiemarkedet har sin egen logik. Men det er ikke nogen stringent logik, som de fleste tror. Hvis jeg kan bilde folk ind, at jeg fx kan bebygge og sælge Århus Havn i løbet af 5 år, så kan jeg faktisk låne penge til at forsøge (tænk på figurer som Klaus Riskær og Kurt Thorsen). Ligesom Gilles Deleuze udviklede sin egen version af psykoanalysen, som han kaldte ’skizoanalysen’, burde nogen udvikle en afart, der beskæftiger sig med denne underlige logik, at det rent faktisk kan lade sig gøre, at sælge noget for mere, end det er værd (en eller anden form for ’profitanalyse’, der ikke kun er marxistisk, men også går ind på de begær, der er på spil i sådanne bytte- eller profitsituationer). Denne analyses opgave skulle altså både være at analysere aktiemarkedets struktur (de mange forskellige former for handel), men også at finde ud af hvilke subjektive operatorer, der er på spil (tro, tillid, snyd osv.). Dens fornemste opgave skulle være at finde ud af, hvad det forkætrede ord ”vækst” – der er aktiemarkedets ideologi – egentlig betyder (vækst af hvad? vækst for hvem? osv.).

Det mest utrolige i sagen om Roskilde Bank er, at staten og Nationalbanken nu går ind og køber banken, så den ikke skal gå bankerot. Det sker for ikke at skabe mistillid til bankerne blandt befolkningen. Men er det ikke netop mistillid, vi behøver? Behøver vi ikke netop flere konkrete oplevelser af, hvordan det at være aktieejer ikke bare er kvit og frit? At der er ubehagelige konsekvenser ved det? For at være helt klar i mælet: Jeg har ingen medlidenhed med dem, som havde aktier i Roskilde Bank. Dem, som havde kontoer der, mister ikke deres penge, for dem dækker den såkaldte Garantifond. Dem, der havde aktier, går ned med et brag. De får, hvad de har fortjent. Indtil ’profitanalysen’ har vist, hvilket rationale, hvilken sandhed der kan være i ordet og ideologien ”vækst”, så vil jeg tillade mig at være på den sikre side. Hvis der nogensinde har været et tilfælde, hvor det er bedre på schopenhauersk vis at trække sig tilbage fra samfundet, at afstå fra at deltage i dets normale processer – så er det her. Jeg vil simpelthen foreslå den følgende etiske (ikke økonomiske) maksime: Invester ikke dine penge i aktier.

Kanon-regeringen barsler med endnu en kanon.

Nu skal naturen skrives i mandtal og skolebørnene skal lære noget om, hvad det vil sige at være dansk, når man også er "natur". Hvilke fisk, planter, osv. er de mest "danske"? Det er også på tide, for vi er som bekendt under et voldsomt angreb for tiden: Dræbersnegle, dræbergobler og nu senest ingen ringere end den hvide haj truer med at underminere Den Danske Natur.

Det er naturligvis ironisk, at netop den regering, der har gjort grin med miljøbevægelserne siden den tiltrådte, nu ser den det som sin opgave at kanonisere den natur, den i sin daglige dont systematisk tilsidesætter. (Og måske er den ironiske distance til det, den siger, netop denne regerings stærkeste kort - vi ved efterhånden godt, at den mener det, den siger, for sjov). Landbrug og industri har systematisk haft forrang i enhver politisk afgørelse, hvor noget virkelig stod på spil. Hvis man f.eks. for alvor ville "naturen" i Danmark noget godt, skulle man se på den kemiske forurening, landbrugets udledninger, den globale opvarmning, destruktive fiskerimetoder og den biodiversitetsforarmende monokultur, som ikke mindst fremmes af GMO-afgrøder, der ses som løsningen på fødevarekriser overalt, hvor de måtte opstå.

Men spørgsmålet er naturligvis, hvad man definerer som "natur" - dét bliver det mest interessante ved den ventede kanon til næste år: Hvilken definition af "natur" vil udvalget bruge for at retfærdiggøre, at der er noget at glædes over? Måske kan regeringen reddes af én af to mulige varianter:

Man kan vælge at sige, at dansk natur skal defineres som det, der i folkedybet huskes og erkendes som virkelig hyggeligt og god gammeldaws natur. (Det giver ganske vist problemet med storken, der ikke længere har frøer at æde på grund af forarmelsen, men alligevel). Vi må kunne skabe et billede af en autentisk dansk natur, som vi alle skal være glade for at vi stadig har - synes ideen at være. Her kunne man måske tilbyde regeringen et forbillede i den tyske Reichsnaturschützgesetz fra 1935, der var bestilt af Hitler selv for at lovfæste, hvordan den tyske natur skulle beskyttes mod udenvælts fjende.

Eller man kunne tage lære af en anden tysker, Immanuel Kant, der definerede natur som "det hele", men dymanisk forstået - dvs. i modsætning til verden (som er det samme, men matematisk forstået). "Verden" var for Kant "det matematiske hele af alle fremtrædelser og totaliteten af deres syntese", mens "naturen" var "den selv samme verden [...] for så vidt den betragtes som et dynamisk hele". Det vil sige: Naturen er det hele, men kun for så vidt som dette hele betragtes dynamisk, det vil sige, som det forandrer sig. I denne fortolkning er det hele, alt, altså naturligt - hvilket man kunne kalde "natur-lighed": Der er ikke mere natur i en stille bæk end i et rave-party i hovedstaden - nærmest tværtimod: den anden ville formentlig skulle betragtes som mere dynamisk... Således ville regeringen passende kunne vælge de mest dynamiske elementer af Danmark, som de mest "naturlige". Og i det tilfælde ville regeringen med god grund kunne insistere på at servicesektoren skulle være nummer ét på den nye naturkanon: Dels er denne sektor så sent som sidste år blevet kåret af Dansk Erhverv som den mest dynamiske; dels har den stort anlagte kommunalreform som bekendt skabt betingelserne for en massiv udlicitering af den offentlige sektor - nu kan det for alvor betale sig at byde ind på målelige, registrerede opgaver (ikke for ingen ting har hjemmehjælperne skullet tage tid på deres støvsugning), siden der er blevet lavet kommunale enheder store nok til at man virkelig kan give et godt tilbud.

Med andre ord - naturkanonen har tre mulige udkommer:

- Reichsnaturschützgesetz

- ISS

- eller løgn.

En af idehistoriens mest interessante utopier kan findes i Lenins Staten og revolutionen og fortjener at blive citeret i sin fulde længde:

"Først i det kommunistiske samfund, når kapitalisternes modstand allerede definitivt er brudt, når kapitalisterne er forsvundet, og der ikke mere findes klasser […] først dér hører staten op med at bestå, og først dér kan der være tale om frihed. Først dér er et virkelig fuldstændigt demokrati muligt, demokrati uden nogen som helst undtagelse, først dér kan det virkeliggøres. Og først da begynder demokratiet at dø bort, af den simple grund, at menneskene, befriet for det kapitalistiske slaveri, for den kapitalistiske udbytnings utallige rædsler, tåbeligheder, gemenheder og brutale handlinger, efterhånden vil vænne sig til at overholde de mest elementære regler for kollektivt liv, regler som er kendt fra gammel tid, og som gennem årtusinder er blevet gentaget i alle forskrifter, og overholde dem uden magtanvendelse, uden tvang, uden underordning, uden det særlige apparat til tvangsudøvelse, der hedder staten".

Skønhed og radikalitet følges ad i denne utopi. Den smukke tro på menneskets grundlæggende og egentlig banale godhed, som blot er blevet perverteret af udbytning og undertrykkelse, er nemlig også det, der muliggør det sande kommunistiske samfund, som ikke blot er en ny og snedig udtænkt samfundsorden som i det nittende århundredes utopier, men derimod et fravær af enhver orden, der ikke spontant opstår i menneskenes daglige omgang med hinanden. Det uundgåelige spørgsmål i dag er imidlertid, om ikke selve denne radikalitetens skønhed udgør alle utopiers og mere specifikt den kommunistiske utopis problem. Sagen er jo, at vi her har at gøre med det, som Lenin kalder "det kommunistiske samfunds højere fase", og som ikke opstår umiddelbart efter revolutionen, men først efter en form for overgangsordning, nemlig "det kommunistiske samfunds første fase". Et andet og mere forkætret navn for denne første fase er imidlertid proletariatets diktatur, og en mulig læsning af Staten og revolution kunne derfor være at betragte det kommunistiske samfunds højere fase, utopien, for intet andet end en legitimering af de rædsler, som et begreb som proletariatets diktatur i dag er synonymt med.

Måske er det dog muligt at komme ud af den konsensuelle blindgyde, som en sådan læsning repræsenterer. Daniel Bensaïd har således gjort opmærksom på, at et begreb som "diktatur" i dag har en anden betydning, end det havde i Marx' skrifter, hvor det ligesom i oplysningstiden var en modsætning til "tyranni", en arbitrær og ubegrænset magtudøvelse. "For Marx drejede det sig […] om løsningen på et gammelt problem, nemlig en hidtil ukendt flertalsudøvelse […] af en undtagelsesmagt, som indtil da havde været reserveret en dydig elite". Ligeledes minder "det kommunistiske samfunds første fase" i Lenins beskrivelse på ingen måde om et stalinistisk tyranni, men i virkeligheden snarere om vores demokratiske velfærdsstater. Dette "diktatur" er således kendetegnet af på den ene side en markant udvidelse af valgretten og på den anden side et økonomisk system, hvor en vis omfordeling finder sted, men hvor den enkeltes løn dog stadig hænger sammen med hans arbejdsindsats. Og på den baggrund tilbyder der sig en anden læsning af Staten og revolution, hvor forestillingen om et fremtidigt idealsamfund ikke legitimerer en nutidig undertrykkelse, men i stedet en nutidig tilnærmelse af de utopiske idealer. Den fremtidige absolutte frigørelse legitimerer en nutidig relativ frigørelse.

Men hvorfor skal frigørelse overhovedet legitimeres? Udgør frigørelse ikke et mål selv? Sagen er imidlertid, at vi kun har at gøre med en relativ frigørelse, som skal have noget at være relativt i forhold til, og det kommunistiske samfunds første fase, den demokratiske velfærdsstat, må derfor reguleres af et højere princip. Badiou hævder, at dette princip er et filosofisk princip, og han udtrykker således rammende problematikken, når han hævder, at "det passende filosofiske ord, der evaluerer politikken, kan […] være ordet "lighed" eller ordet "kommunisme", men ikke ordet "demokrati"" eller ordet "velfærdsstat". Disse begreber kan nemlig ikke være absolutter. Hvor stor en involvering af borgerne skal der til for, at et samfund er demokratisk? Og hvor stor en omfordeling af goderne skal der til, for at en stat er en velfærdsstat? For så vidt som der ikke kan gives præcise svar på disse spørgsmål, kan den demokratiske velfærdsstat ikke overleve, hvis den selv er et mål. Det er imidlertid netop det, der er tilfældet i dag. Den demokratiske velfærdstat er blevet et mål, det eneste mulige mål, og derfor er den begyndt at implodere.

Det er en mærkelig tid, vi lever i. Venstrefløjen forsvarer mangfoldighed og differentiering – og kan således ikke mere beskyldes for at være totalitær, men er snarere blevet multikulturalistisk. Højrefløjen prædiker ansvar og indordning – og har således et mere og mere kommunistisk forhold til magt. En diskussion fra sidste uges Weekendavis, ridser situationen ganske tydeligt op: Mark Thornberg, muligvis kommende ph.d. ved Aalborg Universitet, klager sin nød til Weekendavisens Anna Libak, som han mener bør tage sagen om hetzen mod de højtuddannede i dagpengesystemet op. Libak svarer igen fra bedste nyborgerlige skuffe: Nej Mark, der er ingen sag. Ja Mark, livet er hårdt, du skal være kasseassistent i Netto, for du står jo ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du blot bruger tiden på at kigge i digre værker (og det vil staten simpelthen ikke betale for). Hvis du virkelig er så god, skriver Libak mellem linierne – og virker ikke rigtig som om, hun tror på det – så får du nok den ph.d. alligevel. Illustrationen til artiklen tager Libaks parti: den spiller nemlig ’højtflyvende-akademiker-tror-han-er-noget-kortet’. Billedet viser en krop foran en computer, der i den ene hånd holder en højtsvævende ballon, der skal forestille kroppens hoved.

Mailudvekslingen, der er bragt i sin rene form i Weekendsavisens spalter, er et ganske interessant billede på, hvordan ideologisk-politiske kampe udspiller sig i dag. Thornberg siger differentiering, han kan ikke forstå, hvorfor han skal behandles på samme måde, som ufaglærte. Libak siger ansvar, vi har faktisk brug for hænder i det danske samfund. Thornberg siger mangfoldighed, vi er alle forskellige (jeg er fx en ph.d.-kind-of-guy), og hvad i øvrigt med at lukke arbejdere fra andre EU-lande ind i varmen, så de kan få smør på brødet ved at varetage nogle af vores ufaglærte jobs? Libak sætter trumf på og vrænger kulturradikal, tror du virkelig, at du er så meget bedre end andre? Det, som helt åbenlyst foregår her, er en slags ’kamp om knoldesparkeren’. Intellektuelle, som ofte er lidt oprørske i stødet, skydes altid i skoene, når de kommer med sure opstød over systemet, kapitalismen eller lignende, at ’hvem er du til at sige det’? Hvad med manden på gulvet? Det eneste større europæiske oprør i nyere tid, Maj ’68, var (i hvert fald i Frankrig) således netop kendetegnet ved og måske kun muligt på grund af en alliance mellem de intellektuelle (skidesprællerne) og knoldesparkerne, altså arbejderne.

Men så er det, at diskussionen begynder at dreje helt rundt om sig selv. Libak bider sig fast i Thornbergs kulturradikale strube med følgende kække bemærkning (og jeg citerer ekstensivt): ”Der er skrevet masser af ligegyldige ph.d.-afhandlinger, som ingen udover censor, vejlederen og forfatteren har haft gavn af, mens kasseassistenter og gadefejere i mellemtiden har gjort et nyttigt stykke arbejde. Og jeg er slet ikke sikker på, at jo flere bøger om samfundsrelevante emner jo bedre – for hvis de statslige ordninger blev indrettet, som du synes at mene, de skulle, så ville du opdage, at også kasseassistenterne og gadefejerne var i stand til at skrive sådanne bøger, og så ville hele samfundet blive forvandlet til folk på statslig understøttelse, der skulle realisere deres kreative talenter.” Libak falder nu over i en nærmest klassisk, revolutionær position, da hun øjensynligt synes at mene, at kasseassistenter og gadefejere i virkeligheden hellere vil være filosoffer og kunstnere. Hun indrømmer faktisk helt åbenlyst, at staten undertrykker folk. Libak konkluderer dog (heldigvis, man var lige ved at tabe pusten) bundborgerligt: ”Vi har ikke mulighed for som samfund at finansiere […] en kæmpestor klasse af mennesker, der kun kan arbejde kreativt, fordi deres selvopfattelser ellers tager skade.”

Diskussionen mellem Thornberg og Libak får ingen ende, fordi den blot drejer sig om de kedelige modsætningspar, som vi konstant tudes i ørerne disse år: Thornbergs differentiering mod Libaks ansvar; Thornbergs anerkendelse mod Libaks bramfri common-sense; Thornbergs spagfærdige forsvar for eliten mod Libaks hold op med at tude! I vores postideologiske tid drejer disse positioner rundt om sig selv, bliver til det modsatte af det, de var intenderet. Thornberg ville sandsynligvis ikke nedgøre de nye EU-borgere, men kom alligevel til det (de skal finansiere min ph.d.). Jeg antager, at Libak heller ikke havde lyst til at være klassisk revolutionær. Men hvordan kan vi nu trække en diagonal gennem disse forvrøvlede synspunkter? Den nemme og vilde løsning er oplagt. Libak har faktisk allerede været der. Burde vi ikke netop i dag have mod til at forvandle hele samfundet til ’folk på statslig understøttelse, der skal realisere deres kreative talenter’, som Libak så smukt siger? Hvorfor egentlig ikke? I dag har vi dagpengeregler, hvis underliggende ideologi er: Arbejd for satan, indtil videre har vi været heldige med højkonjunkturen, men hvis vi skal vinde næste valg på en sund økonomi, så er det pisken, der gælder! I morgen kunne vi i stedet have statslige støtteordninger, som var til for borgernes bedste, og hvis underliggende ideologi ville være: Ro på, lad os fordele al den rigdom, vi har skrabet sammen, så alle får, hvad de har brug for, og alle kan arbejde med det, de brænder for.

Denne sidste støtteordning vil helt sikkert komme os akademikere til gode. Godt nok har vi kulturel kapital, men vi har ingen økonomisk. Godt nok har vi gå-på-mod og idealer, men vi har ikke hus, bil og friværdi. Hvem har det i dagens Danmark? Det har direktører, funktionærer og mellemledere selvfølgelig. Og hvem mere? Knoldesparkere! Håndværkere har fx rigeligt med økonomisk kapital. Jeg skal gerne læse Shakespeare med dem en eftermiddag (hvis de har lyst selvfølgelig), hvis de så til gengæld vil tage mig med en tur på travbanen (og ja, selvfølgelig har jeg lyst). Problemet er slet ikke differentiering, som Thornberg siger. Problemet er snarere at finde et fælles grundlag, hvorpå skidesprællere og knoldesparkere kan udveksle og fordele deres kapital. Som det er nu, er der simpelthen ingen valutakurs, der angiver forholdet mellem den kulturelle og den økonomiske kapital – disse størrelser er inkommensurable. På et typisk rådighedsmøde for os skidesprællere er tonen den følgende: Ja, I er jo i en vanskelig situation, ph.d.-stillinger hænger ikke på træerne, I skal sørge for at skaffe jer andre kompetencer. Her har jeg brug for knoldesparkernes assistance. Kære knoldesparkere: Stik os en tusse i ny og næ, så vi kan slippe for al den forløjede snak om kompetencer, og så vi kan læse Freud, indtil vi får den ph.d.

Og til Libak og regeringen: Hold op med det vrøvl om ansvar. En ting, som hverken Thornberg eller Libak evner at få frem i deres diskussion, er situationen på de danske universiteter. Hvem tager ansvar for forskningen, når de kommende ph.d’er fejer gader? Er det nu konsortierne tager over og universitet bliver til en simpel fabrik? Kære Anna Libak: Taler man ikke kun om, at andre skal tage ansvar, når man selv er løbet fra sit eget?

De mest distingverede læsere af denne blog vil sikkert rynke på næsen af begrebet ’autenticitet’. ”Har enhver ikke ret til at leve, som han ønsker?” vil de sige, og ”skulle du nu være autoriseret til at fortælle os, hvad der kvalificerer et autentisk liv? Hvem siger overhovedet at en livsform er mere autentisk end andre?”

Selvom disse indvendinger er umiddelbart sympatiske, vil jeg ikke desto mindre forsøge at udtale mig lidt om autenticiteten. For en statistisk undersøgelse ville utvivlsomt vise, at der findes ganske bestemte måder at leve autentisk på i vort samfund idag, ja, at der formentlig kunne optegnes et helt lille ”landkort” over de måder, man idag har muligheden for at realisere sig selv som autentisk levende subjekt.

Skal vi tro filosoffen Alain Badiou, er der i den vesteuropæiske kultur fire områder, som mennesker har knyttet deres subjektive væren op på i jagten på et autentisk liv. Det skyldes, at disse fire områder udgør sider af vor virkelighed, der til tider har evnen til at ryste os i vor grundvold. De fire områder er:

Alle disse områder har evnen til at rokke os i vor livsførelse, rive os med, give os noget at gruble over og erklære troskab mod, kort sagt, de har evnen til at gøre os til subjekter. At der eksisterer fire kategorier er dog ikke ensbetydende med, at de alle er lige tilgængelige og lige tilstedeværende i vor virkelighed. Tværtimod vil forskellige tider og steder opbyde et varierende blandingsforhold af de fire.
Tag for eksempel vort samfund idag:

1. Den første kilde til et autentisk liv som man møder i vort samfund er sikkert kærligheden. Vi møder den i alt lige fra familiens socialiseringspraksisser (moderen der spørger, hvornår man skal have sig en kæreste/kone/barn, brokker sig over, at man ikke ringer tit nok, osv.) til de brede medier (ugeblade, tv-serier, hollywoodfilm, Susanne Bier-film) og ikke mindst til reklamernes verden (hvor succes er lig med en smuk partner, glade børn og en "kernesund familie", der spiser koldpresset rapsolie dagen lang).

2. Hvis man ikke bider på den krog, eller hvis man på et tidspunkt tygger sig træt i den, er der én mulighed tilbage: kunsten. Heri finder vi forklaringen på alle de midaldrende, fraskilte kvinder, som er at finde på kreative værksteder samt weekend- og aftenskolekurser (fra pileflet til salsadans) rundt omkring i landet; for ikke at tale om de frustrerede mænd, der forlader job, familie eller andre forpligtelser til fordel for en tid som eneboer eller omrejsende og derved får ”tid til at tænke”, til at ”leve med stilheden” eller hvad det nu kunne være (typisk skriver disse mænd en bog undervejs (der, skal det nævnes, ligeså typisk bliver godt anmeldt af en ligesindet, midaldrende mandlig anmelder). For at kvalificere denne observation må det lige nævnes, at det ”kunstneriske levned” skal forstås i retning af et liv som æstet - et område, hvor også naturoplevelsen gælder som æstetisk oplevelse.

3./4. Hvad så med Videnskaben og Politikken da? Undertegnede vil påstå, at disse områder er i lav kurs i vort samfund disse år: måske det skyldes, at 68-generationen har formået at sætte denne livsform i et dårligt lys? Udsagn a la ”Hold kæft hvor var vi bare unge og naive dengang” synes at stjæle billedet, hver gang fortidens politiske bevægelser skal diskuteres. Istedet er politikken idag overladt til top-professionelle ledertyper med personlige coaches, spindoktorer og fitness-instruktører. Hvorfor videnskaben er kommet i miskredit er det lidt sværere at gisne om. Men en lignende udvikling kan vel siges at gøre sig gældende her: den er som livsform overladt til de professionelle – til specialister, nørder, højtbetalte karrierekanoner osv.

Så et dristigt bud vil være, at kærligheden og kunsten idag ligger i front med 80% "markedsandele" mod politikkens og videnskabens sølle 20%

Måske det var på tide at sparke 68'erne ud af den offentlige mening?

Give 'em the Boot!

Er manden og kvinden lige? Er manden og kvinden i stand til de samme ting? En gang i et quizshow hørte jeg en tv-vært omtale den vindende deltager som ’høn’ – idet ingen endnu vidste, om det var en mand eller en kvinde.

Hvis han og hun angiver den transcendentale forskel, der altid adskiller mig fra dig og den ene fra den anden, så er høn det subjekt, som alle med lige stor ret har mulighed for at være (og som alle har mulighed for at være på samme tid). Høn er både han og hun, dets vokal er det matematisk tegn, ø, der står for den tomme mængde. Hvis han er ♂, og hun er ♀, så er høn Ø. Fordi dette subjekt er tomt, er det ikke heteroseksuelt, homoseksuelt, biseksuelt, aseksuelt osv., heller ikke engang transseksuelt. Det er snarere det endnu ikke seksuelle. Og samtidig det, som i næste nu vil have været seksuelt.

Måske er det lettere at sige, at høn er den konstante opfindelse eller tilblivelse af det seksuelle.

For et par år siden var denne analytiker til et offentligt foredrag. Taleren var en bekendt af analytikeren og hans omkringsiddende venner og var i vores lille flok kendt som en ret sjov og yderst sympatisk mand. I hans foredrag var højdepunktet recitationen af et oldirsk digt, der angiveligt – i den sammenhæng han satte det ind i – skulle være ret morsomt. Hele selskabet grinede da også højlydt, da han med patos havde fremsagt det. Imidlertid havde jeg ikke helt forstået pointen og de svære ord i digtet, så jeg spurgte først den ene klukkende sidekammerat, så den anden, hvad pointen egentlig var. Ingen af dem var, til let irritation for dem begge, i stand til at forklare det.

Det er ikke meningen med denne analyse blot at pege på det åbenlyst fjollede, nogle gange ret raffinerede og nogle gange ligefrem hykleriske spil, der kører, når en social gruppe etableres omkring et eller andet – fx et foredrag. Min pointe er faktisk nøjagtig den modsatte: Det er en illusion at tro, at disse ’spil’ kan bortreduceres. Selve den joviale latter, der spredte sig i salen efter vores vens recitation, var netop det Reelle i den situation! Dette Reelle har en hel række træk, som det er værd at kigge nærmere på. For det første spillede vores ven, foredragsholderen, den aften rollen som ’subjektet, der formodes at være sjov’. Vi i vores lille gruppe vidste, at foredragsholderen havde for vane at være hurtig i replikken, det kunne vi så fortælle til de andre, som ikke havde mødt ham før – og nu håbede vi selvfølgelig på, at han kunne leve op til det. Derfor grinede vi ekstra meget med på hans tirader, hvilket selvfølgelig smittede af. Selvom han den aften ikke havde været sjov overhovedet, ville dommen bag efter ganske sikkert have lydt: ”Han var godt nok en ’lun fætter’, ham der”. For det andet skal det bemærkes, at selvom denne latter altså er helt abstrakt – den har på en måde slet ikke hold i noget konkret – så virker den alligevel. Den har den ønskede effekt. Folk morede sig faktisk. Måske er det det, som Heidegger ville kalde en ’stemning’. Der var en særlig stemning i rummet den aften. For det tredje skal det bemærkes, at der også var en form for social tvang i hele opsætningen. Den skjulte meddelelse, som vi sendte til de andre, var noget i stil med: ”Se det synes vi er sjovt – han er en af vores og sådan er vores humor” (på samme måde som vi selvfølgelig låste foredragsholderen fast i netop denne form for ’glad gris’-personlighed).

Men er alt da bare et spørgsmål om social konstruktion, kunne man spørge? Er det analysens påstand? Nej, tværtimod. Hvis det, som vi formodes at være, på en eller anden måde udgør kernen i vores ubevidste sociale væren, så er der er helt anden benhård logik på spil. ”Det ubevidste spiller ikke med terninger”, som dværgen i Luis Buñuels film ”Begærets dunkle mål” (der blev vist på DR2 i går aftes), siger. Denne analyse peger altså snarere på et slags psykosocialt-eksistentielt valg, som enhver person er nødt til at gøre (og for det meste allerede har gjort): Hvilket subjekt, ønsker man, at de andre formoder, man er? Den omtalte foredragsholder var fx helt igennem til grin.

En lille trailer for udsendelsen "Liebhaverne", der kørte på TV2 nogle dage, viste nogle velklædte mennesker, der gik rundt og kiggede i en stor villa (som én af dem formentlig overvejede at købe, mens en anden ville sælge). Klippet viser en lille sekvens, hvor de to-tre mennesker præcis drejer rundt om et hjørne og kigger ud i et nyt rum. Idet de drejer siger den ene kvinde (formentlig hende, der vil købe): "I am absolutely speechless!" Sikke et hus!

Det bemærkelsesværdige er, at kvinden udtrykker sin målløshed netop i det øjeblik, hun drejer om hjørnet. Som om hun allerede, på et sekund, har gennemgået en længere fase - nyt rum, indtryk, overvældende følelse, den andens forventning om en beskrivelse, lede efter ord, mangle ord - I am absolutely speechless. Har vi her en variant af det, man kunne kalde det "imaginære reelle"? Det er som om, vi i visse situationer forventer, at vi vil opleve noget, der ikke kan udtrykkes i ord, eller at vi måske for at give situationen den vægt, vi synes den fortjener, må udtrykke umuligheden af dens beskrivelse. Sådan at man på en måde allerede er "speechless" på forhånd.

Sportsstjerner har fået en lignende tendens til ikke at kunne finde ord (nu har de måske heller ikke altid så mange, men alligevel). Når rapporteren, efterhånden fuldstændig rutinemæssigt, spørger: "Hvordan føltes det at vinde?"/"Hvad tænkte du, da det skete?"/"Hvordan oplevede du kampen?", så er det eneste rigtige at svare: "Jamen, det kan slet ikke beskrives."

Konsekvensen af denne konstante og mere og mere udbredte mangel på ord er imidlertid, at man hele tiden kan finde lige præcis det ord, der forventes. Det "reelle" (dvs. det, der "modsætter sig symbolisering", som Lacan definerede det) bliver dermed abstrakt, dvs. alment, forståeligt, hverdagsagtigt. Når nogen siger, at noget ikke kan beskrives, ved vi præcis ved han mener. Say no more!

Hvordan kan man forvente, at en kultur der i den grad mangler ord, skal kunne forholde sig til det, der for alvor modsætter sig symbolisering?