Hykleri er naturligvis det, at man "officielt" siger eller mener noget, som man hemmeligt overtræder. Hvis man f.eks. kræver en hård linje mod prostitutionskunder, samtidig med at man selv, i ly af nattens mørke og en falsk identitet, besøger prostituerede. Hykleriet har en tendens til at skabe forargelse, når det afsløres. (Og forargelsen kan naturligvis vise sig at være hyklerisk, hvis den forargede selv har noget i klemme.)

Men måske er der også noget, man kunne kalde omvendt hykleri. Hvad skal det nu sige? Vi kender udtrykket "omvendt psykologi", som betyder noget i retning af, at man indregner den andens formodede forventning i sin beslutning "to gange". Hvis f.eks. jeg skal sparke et straffespark, og jeg ved, at målmanden forventer, at jeg sparker til venstre, men jeg samtidig forventer at målmanden er klar over, at jeg ved, at han forventer det, så vil "omvendt psykologi" være at sparke til venstre alligevel. På samme måde med omvendt hykleri: Hvis jeg lever et umoralsk liv og godt ved, at det ikke er realistisk at skjule det, kan jeg indregne min forventning om, at de andre (eller Den store Anden) godt ved det, eller vil kunne finde ud af det, således at jeg kan skabe en "offentlig" adfærd, der passer nogenlunde til min "skjulte" adfærd. Jeg siger f.eks. at mennesker ikke er perfekte, at man ikke kan redde hele verden, at alle har deres hemmeligheder, osv. Hvis jeg skulle blive afsløret, vil jeg med god mening kunne sige, at det netop bekræfter, hvad jeg altid har sagt - mennesket er skrøbeligt og ufuldstændigt.

Hykleren lever et umoralsk liv og bliver stadig mere optaget af at holde det skjult for den Andens blik. Den omvendte hykler indregner derimod den Andens blik to gange - dels holder han sine mørke sider så skjult som muligt - dels sikrer han sig mod for alvor at blive ramt, hvis de alligevel skulle blive afsløret - helt modsat hykleren, der som oftest må gå til bekendelse og bede om tilgivelse, når han bliver afsløret, og dermed faktisk i sin gedulgte, skizofrene amoralitet er nærmere et moralsk liv.

Det omvendte hykleri har med andre ord den funktion at opretholde et liv, man egentlig godt ved er umoralsk under dække af at man er resolut modstander af hykleri.

Den tyske nation har i knap et århundrede haft vanskeligheder, når det kom til kommunikation. Fra nazisternes folkeførelse via sindrig propaganda, til de splittede Tysklandes dysfunktionelle parforhold (”far og mor snakker ikke sammen længere”) under opdelingen i BRD og DDR.
Heldigvis har problemstillingen medført en massiv filosofisk tænkning omkring netop kommunikation, hvilket mestertænkerne Jürgen Habermas og Hans-Georg Gadamer er slående eksempler på.

Centralt for begge tænkeres forfatterskab er bestræbelsen på at genoprette samtalen som brobygger for mellemmenneskelig forståelse. Det der for alt i verden må undgås er, at nogen går til samtalen med en skjult agenda eller en instrumentel tankegang for øje: ”hvis man går i dialog med et andet menneske, så er det med intentionen om ikke at behandle den anden som middel men også som mål i sig selv; og det er med intentionen om at opnå en fælles forståelse. Hvis ikke denne indstilling er der på forhånd, så er der ikke længere tale om dialog.” sådan kunne deres definition lyde, hvis vi nu skulle formulere den lidt cirkulært.

Hvad den hermeneutiske model overser er dog, at selv den mindste forskel kan give anledning til det allerstørste fjendskab, og at denne mindste forskel altid vil bestå mellem menneskelige subjekter.
Et klassisk eksempel er det evigt rivaliserende søskendepar – gerne af samme køn. Hvad der kendetegner søskendeparret er ikke manglende forståelse for fælles tilgang til verden, fortidig ballast osv. Tværtimod!
Eller hvad med den kolde krigs Atomkapløb, er det ikke også et perfekt eksempel på en sådan ’horisontsammensmeltning’ gone bad? De to supermagter abonnerede netop på samme ide: at kun besiddelsen af atomvåben med global destruktionskraft kunne holde den anden fra at angribe, ja, de to supermagter sad endog inde med en ekstrem mængde af viden om hinanden – problemet var blot, at netop denne viden for hver af parterne betød: du fredsens! de andre er så og så langt foran os, vi bliver nødt til at overhale dem og få fat i Bomben!” I stedet for at bringe atomkapløbet til hvile tjente den horisontsammensmeltning, der foregik på tværs af Atlanterhavet, således kun til at accelerere atomkapløbet.

Men hvad vil du så frem til, kære skribent? Er du en af disse nymodens multikulturalister, som forsøger at ”genopdage nationalismens” og den fælles identitets nødvendighed i en postmoderne verden, hvor socialiteten flyder og ’personlighed’ er noget man tager på, når man går i byen? Tværtimod. Også mellem personer, der har en fælles identitet kan bølgerne nemlig stå højt – igen er søskendeforholdet et glimrende eksempel.

Freud betegnede gruppe-identitet ved, at man i gruppen identificerer sig med hinanden, fordi man føler en tilknytning til det samme objekt: for eksempel i kirken, hvor man anerkender hinanden som ”ens under Gud” eller i hæren, hvor alle personer hører under samme øverste general. Eller i nationen, hvor man tilslutter sig ideen om ”fædrelandet.” Tager vi igen søskendeforholdet som eksempel, svarer det til, at søskende kan identificere sig med hinanden, for så vidt de begge føler sig tilknyttet forældrene. Igen forhindrer dette ikke, fremmer snarere blot, søskendeparrets kamp om forældrenes gunst.

Men hvad kan så stoppe kampen? Her gives to muligheder: enten indgribelse fra højere sted (en suveræn, FN, NATO, USA) – som når faderen river de to brødre fra hinanden og sender dem ind på hver deres værelse uden aftensmad – eller ved indgåelsen af en fælles kontrakt. Lad os forfølge den sidste mulighed videre...

Hvad er da en kontrakt? En kontrakt er det, som omformer rivaliseringen mellem stridende parter til et arbejdsfællesskab, hvor man arbejder sammen om tingene. En kontrakt er som en ansættelses-kontrakt, der udstikker rammerne for dit arbejde, og for de positioner vi hver især skal indtage i arbejdet. Det er en gensidig aftale om fælles ydelser: jeg får dit arbejde, og du får til gengæld løn. En kontrakt er starten på et udvekslingsforhold.

Udveksling. Udveksling fordrer ideen om fælles værdi: en vare (eller ydelse) gives til gengæld for en anden af samme værdi. Udveksling fordrer, at valutaer kan omveksles til hinanden.
Udveksling er dog mere end blot en cirkulation af genstande eller ydelser – den er frem for alt en udveksling af en symbolsk værdi, der tjener til at opretholde sociale relationer. Et klassisk eksempel herpå er den såkaldte kula-handel, beskrevet i Marcel Mauss’ gamle essay Gaven. Kulahandelen foregår i det sydlige Stillehav og består i et omfattende netværk af udvekslingsrelationer mellem mennesker bosat på forskellige øer i området: Kula-værdigenstandene er rituelle smykker med en høj social værdi. Ingen kan dog eje Kula’en, man kan blot modtage den og holde på den for en tid, hvorefter man er forpligtet på at give den videre. Kulaen giver høj social status til den, der midlertidigt besidder den, men har ingen handelsværdi, da den ikke kan omveksles til andre varer – kun til nye kulagenstande.

Kula-eksemplet siger noget om, at gaveudvekslingen – sat på spidsen – er ligeglad med hvad det er, som udveksles. Det handler heller ikke om, hvad hver enkelt part har eller ikke har. Det handler frem for alt om, at forholdet ”lige for lige” opretholdes, at selve udvekslingen opretholdes.

(Med fare for at blive etnocentrisk: Min lokale grønthandler er et perfekt eksempel herpå: snarere end at bekymre sig om, hvor meget der betales for hver enkelt vare, og præcis hvor stor en dusk persille, der puttes i posen, interesserer han sig mest af alt for, at der i butikken opretholdes et konstant flow af varer og penge henover disken, gerne i så højt et tempo som muligt.)

Først når rivalerne altså sættes til at arbejde sammen under udvekslingen af symbolske størrelser, mindskes deres indædte mordlyst. Og hvad er da mere symbolsk end selve sproget?

Man kunne nu tro, at vi var vendt tilbage til den gamle tyskertro på dialogen som forsoningsmiddel; det er imidlertid ikke tilfældet. Men hvorfor ikke – når nu sproget er et perfekt medium til at meddele hinanden, ”hvordan man har det”, ”hvordan det, du siger lige nu, virker på mig,” osv.?
Problemet med denne ”giraf-sprogs”-tilgang til dialogen er, at den anser sproget for et middel, som mennesker bruger til at interagere med. Sagen er imidlertid lige omvendt! Jeg vil forsøge at vise hvorfor med et citat af filosoffen Lorenzo Chiesa, der siger: ”there is no meaning as an independent object circulating in the communication (of a message) established between two subjects.” (Chiesa 2007, 43)
Det vil sige: det er ikke betydningen som sådan, der cirkulerer blandt mennesker, når de interagerer sprogligt (taler). Det er derimod ord, sætninger, lyde, bogstaver, som cirkulerer (kort sagt ’betegnere’). Betydningen af de ord (det 'betegnede'), der bliver sagt, afhænger derimod i højere grad af øjnene der ser.

Men som Chiesa siger umiddelbart herefter: ”Conversely, there is no communication (of a message) which is not always-already inscribed in meaning.” (Ibid.)
Det vil sige, at man ikke kan ytre noget (et ord, en lyd, et bogstav, en sætning) uden at det vil betyde et eller andet for modtageren. Ethvert ord eller udsagn vil nemlig være præget af hele den udveksling som er gået forud (alt hvad jeg er i stand til at sige til dig som læser, netop i dette øjeblik, vil også blive opfattet udfra, hvad der er gået forud). Meningen i vor kommunikation fortaber sig således uendeligt i fortiden. Den var her længe før vi blev født og vil sandsynligvis fortsætte længe efter, vi er døde.

Hvis vi vender tilbage til ’kontrakten’ som definitionen på rammerne for et arbejdsfællesskab, så må vi nu sige, at også den ”sproglige kontrakt” ultimativt fortaber sig uendeligt i fortiden. Den er indgået længe før vor fødsel, fordi vi er født ind i det arbejdsfællesskab, som består i udvekslingen af ytringer og udsagn.

Men hvem bestemmer i øvrigt, hvad der kan være en ytring, og hvad der ikke kan? I princippet kan alt jo være en ytring, når blot den opfattes som sådan: et nik med hovedet, et blink med øjet, en potteplante der falder fra min altan – alt kan fungere som udsagn eller elementer i et udsagn, hvis blot det er bestemt på forhånd.
Således kan jeg selv også fungere som et udsagn. Jeg, min krop og stemme, bliver elementer i de udsagn der formuleres: det er fordi jeg, med min krop og denne bestemte stemmeføring udtaler disse ord, at de betyder det, de gør. Ethvert udsagn kan, som antropologen Clifford Geertz har formuleret det, underlægges en ”Thick Description.”

Vi er nu i stand til at fremføre den påstand, at sproget som symbolsk orden gør os alle til instrumenter for sprogets fortsatte fungeren; i samtalen bliver vi udvekslingsobjekter i sprogets evige spil (med sig selv). Det er således ikke, for så vidt vi interesserer os for at forstå den andens horisont, at vi opnår en fredelig sameksistens; det er forsåvidt at vi arbejder sammen om, gennem udvekslingen af ord og udsagn, at producere mening, at vi opnår det arbejdsfællesskab, der kan holde os fra totterne på hinanden.
Det er heller ikke, for så vidt vi bestræber os på at ikke-instrument-gøre den anden, at vi opnår en stabil sameksistens. Det er for så vidt vi begge allerede er instrumentaliseret af en tredje instans, at den anden og jeg kommer til at arbejde sammen. Således integreret på det symbolske arbejdsmarked går vi hånd i hånd fremtiden i møde...

Man kunne umiddelbart tro, at "hjerte-lighed" betyder, at alle skal have lige adgang til et hjerte, også når de bliver syge eller deres (gamle) hjerte går i baglås. (Derfor ville hjertelighed som politisk princip formentlig implicere, at alle også automatisk skulle betragtes som (potentielle) hjertedonorer. Hjerte-lighed for loven).

Men i virkeligheden betyder ordet, at der er lighed i hjerterne. "Hjertets renhed er at ville ét", som Kierkegaard sagde. Hvor dette ofte, og med god ret, fortolkes som Kierkegaards understregning af subjektiviteten som den enkeltes noget afsondrede forhold til det absolutte, får citatet en anden drejning med hjerte-ligheden: Subjektivitet er at ville det samme som de andre, der orienterer sig efter den samme begivenhed. Hjertets renhed er at være tro mod begivenheden, og denne troskab er kampen, som subjektet deler med andre subjekter, der orienterer sig mod begivenheden. Hjertelighed er derfor et udtryk for, at en begivenhed har fundet sted.

Man burde selvfølgelig tage tid på, hvor mange minutter der rent faktisk er i det berømte dybdeborende CBS nyhedsprogram 60 minutes, men det er vel ikke helt galt afmarcheret at skyde på, at det varer cirka 34 minutter, når reklamerne er skåret fra? (Selv på TV2, hvor der skal indregnes reklamer både før og efter, fylder programmet kun 45 minutter i programoversigten).

For kort tid siden oplyste Andy Rooney - den kritiske og uhildede stemme, der altid taler til sidst i programmet - os denne aften om sit syn på moderne kunst. "Hvorfor skal vi betale for det?" spurgte Rooney. Hvorfor skal skatteydernes penge bruges på grim kunst, der gør vore smukke offentlige bygninger skade? Hvis man er kunstner, må man i det mindste - som Picasso - først vise, at man kan noget; derefter kan man begynde at skabe mærkelige figurer.

Det er rigtigt nok, at Picasso som meget ung beviste, at han kunne skabe realistiske malerier bedre end langt de fleste kunstere. Og at han først som voksen begyndte at male underligt. Men her bør man huske den gamle anekdote om Picassos berømte maleri La Guernica. Da en tysk officer inspicerede Picassos arbejde i Paris (under Anden Verdenskrig) og inkvisitorisk spurgte maleren, om dette var hans arbejde, svarede Picasso: "Nej - det er Deres!"

Dette er vor tids svøbe. Magten skaber elendigheden og bebrejder kunstnerne, at de fremviser den. Vores virkelighed bliver mere og mere surrealistisk, og kunstnerne bebrejdes, at de forsøger at forstå den. Måske er svaret allerede givet af Dostojevskij, der blev spurgt om ikke hans historier var noget urealistiske eller for meget centrerede om enkelte personers subjektive oplevelser (f.eks. i sammenligning med Tolstojs berømte realistiske beskrivelser). Han svarede: "Nej, det er blot en højere realisme".

Imod den stupide, kanoniserede, traditionalistiske realisme bør vi ikke svare, at kunsten viser "The Point of View", at alle har deres egen måde at se verden på, osv. (multikulturalismens og post-modernismens "alle har en historie at fortælle"), men at kunsten tilbyder os et blik på verden, der udtrykker et "mere" - noget der ikke kan forhandles i en krig eller på et marked, og som ikke blot er et enkelt menneskes mærkværdige oplevelse. Anti-realismen er ikke realismens sande modstander. Den sande skelnen står mellem den fade, småborgerlige "realisme" og den selvoptagede POV-kunst på den ene side - og den "højere realisme" på den anden: Den kunst, der fremviser det, vi ikke vil være ved - Det Reelles Kunst.

Danmark er som bekendt ytringsfrihedens land. Vi har ret til at sige, hvad vi vil. Samtidig er Danmark i stigende grad kendt for at være, lad os sige "kritisk" overfor mennesker af anden etnisk herkomst end dansk. Disse to udmærkede kvaliteter giver flere og flere bemærkelsesværdige synergieffekter.

I Politiken skrev kommunikationsrådgiveren Ida Jeng således forleden et blogindlæg om racisme, med udgangspunkt i en amerikansk debattør/konsulent, der "vil racismen til livs" i virksomhederne. Konsulenten, Carmen Van Kerckhove, ønsker at oplyse især virksomhedsledere om, hvordan man undgår, hvad man vel kunne kalde "hverdagens racisme", og hvilke tilsyneladende anti-racistiske tiltag, der kan virke endnu mere ydmygende og stigmatisrende end åbenlys racisme. Så godt, så langt.

Som det ofte sker i internetavisernes debatfora, blev denne debat naturligvis hurtigt overtaget af en række debattører med skarpe, anti-multietniske penne. Eller rettere: den velkendte opposition skabtes straks mellem de mere moderate, typisk modstandere af Dansk Folkeparti, og de skarpere, kritiske og "realistiske" indvandringsbekymrede. Imidlertid viser denne specifikke debat også et træk, der er ved at blive meget udbredt. De kontraherende synspunkter er blevet trukket rundt om deres egen ekse, kunne man sige. Det er ikke længere blot de "bekymrede" mod de "naive"/halalhippierne osv., der tegner rammen for debatten. Hvis man lægger mærke til det, er der ved at blive skabt en anden ramme for disse diskussioner - hvad man kunne kalde en afledt konsekvens af socialdemokraternes og SFs nye, "kritiske" linje i udlændingespørgsmål. Den danske debat står i dag i stigende grad mellem de åbenlyst racistiske og de mere moderate, bekymrede. (Et fantastisk eksempel herpå kunne høres i en P1-debat for to år siden, hvor en DFer diskuterede med et medlem af Dansk Front, om egentlig racisme var en antagelig position. Moderatoren i debat-programmet fungerede her simpelthen som neutral formidler med samme naturlighed som havde de diskuteret topskat eller doping i Tour de France).

I kommentartråden til Jengs blog optræder således bl.a. den berømte radiomand Kaj Vilhelmsen, der beriger os med følgende observation:

At gøre racismen til en negativ ting er forkert, da racismen både er helt naturlig og udgør et nødvendigt forsvar for eget folk. Det er anti-racismen, der skal bekæmpes, også på arbejdspladserne!

Det afføder forskellige kommentarer, blandt andet denne:

Til dels enig i tilfælde af homogenitet i befolkningen (den er jo dybt beklageligt gået fløjten her i landet…). Men hvad med et “naturligt” raceblandet land som eksempelvis USA?

Herefter følger Vilhelmsens kritik af USA og advarsel om at "Danmark kommer desværre mere og mere til at ligne USA, og den udvikling skal stoppes".

En anden debattør spørger derefter interesseret:

Hvad er det præcist der får dig til at føle dig så truet af “andre folk” at du mener racisme kan anses som en positiv ting?

Kan du uddybe hvorfor du mener anti-racismen bør bekæmpes?

Og så videre.

På et tidspunkt bryder blog-skribenten ind og bemærker venligt, at det er fint med den åbne debat:

Demokratiet lever, hvis man skal tro antallet af kommentarer.

Selv er jeg enig i:

- At der ofte mangler lidt humor i debatter om race, mangfoldighed og identitet på arbejdspladsen (…mine egne indlæg inklusive, jeg arbejder på det).
- At det kan være yderst forløsende at grine af det forbudte med sine kollegaer af og til.
- At det er en ære for denne blog, at selveste Poul Henningsen deltager.
- At der må findes en smukkere måde at omtale sin mandlige kollega på end “Den Hvide Mand” (!)

Jeg er IKKE enig i:
- At folk her på på bloggen er racister blot fordi, at de ikke deler synspunkterne i interviewet.

There you have it. Alle har ret til deres synspunkter, og man bør ikke kalde hinanden navne - som racist, nazist eller DF'er - blot fordi man ikke er enig med et synspunkt, der udtrykker anti-racisme eller multikulturalisme. I stedet må man møde hinanden med venlighed og humor. Den stadigt mere udbredte konsensus i ytringsfrihedens land er, at det må være rimeligt at lade alle synspunkter komme til orde på en civiliseret måde. Fem minutter til jøderne skal opvejes af fem minutter til Hitler. Det skal gå fair til. Således er det racismen, og ikke respekten, tolerancen, lighedstænkningen, osv., der lukrerer på den post-modernistiske relativisme. Racismen var tidligere udelukket fra den offentlige diskurs, fordi verden havde bestemt sig for, at vi ikke skal tilbage ad den sti. Det var ikke til debat. I dag er den et synspunkt som alle andre. Det vigtige er ikke længere sandheden, men retten til at udtrykke, hvad man mener eller føler.

Skandalen er derfor heller ikke, at der findes racister, men at vi nu betragter det som en opgave "åbent" at diskutere med racisterne og tage deres "udfordringer af den politiske korrekthed" alvorligt. (Pointen er her den samme, som Slavoj Zizek har identificeret i den stadigt mere "åbne" debat om tortur: ""Selvfølgelig er jeg imod tortur - men hvem kan det skade, at vi nøjes med at diskutere det!" En sådan legitimering af tortur som debatemne ændrer de ideologiske valgmuligheder langt mere radikalt end et åbenlyst advokatur for tortur.")

Mere præcist: På den ene side står racismen og multikulturalismen og forfægter partikulære synspunkter; individers og gruppers ret til at have den overbevisning de har - på den anden side står universalisterne, der insisterer på, at partikularismen er usand og bør bekæmpes.

Tror vi på abstraktionen? Nej, vi tror på den rene tanke. For der findes ikke noget mere konkret end den rene tanke.

Gør vi os klogere end alle andre af den årsag? Sandsynligvis. Er vi det? Næppe. Hvad er da vores berettigelse? At vi gør os den umage at forsøge at tænke en tanke til ende.

Lad mig sige det sådan her: En højlydt og arrogant fisen i retningen af den såkaldte sunde almene menneskeforstand, der åbenbart huserer uden for "Universitetsboblen", og som fornærmet hoster hver gang den støder på noget den ikke kan forstå.

Denne forstand klager så jammerligt over abstraktionen, men den forstår ikke, at der ikke findes noget mere abstrakt end den selv. Abstraktionen gemmer sig i uvildigheden mod at nærme sig noget som helst, der ikke allerede er tænkt, fordøjet og tygget til døde. Den egentlige abstraktion begynder sådan her: "Vi ved jo alle sammen godt at..."

Der findes næppe noget mere kedeligt end at høre den sunde almindelige forstand besvære sig over abstraktionen, alt imens den selv er så abstrakt som noget.

Hvis der er noget som denne blog har til formål, så er det at rive ethvert "Vi ved jo alle sammen godt at..." op med roden. Et ganske effektivt middel til at gøre det, er ganske enkelt blot at tænke tanken til ende, drive den til dens egen yderste konsekvens. Eller man kan forsøge at vende den på hovedet og se om den står bedre sådan.

Alle disse øvelser foretages ganske udmærket i elfenbenstånet, i lænestolen, eller i universitetsboblen. Arrogant som det måske kan lyde, så gør det imidlertid ikke boblen, tårnet eller stolen til stedet for abstraktionen, men derimod til stedet for det konkrete.

I forbindelse med The Simpsons Movie, der blev udsendt sidste år, optrådte på et tidspunkt de seks skuespillere, der lægger stemme til (langt de fleste af) karaktererne, i et amerikansk tv-program. Efter at have talt lidt om dit og dat, bad værten til sidst skuespillerne om at "træde i karakter" og sammen opførte de lidt spas for seerne med stemmerne fra serien. Effekten på publikum (unge skuespilleraspiranter fra New York) var markant: glæde, latter og nogen benovelse. Det var "fantastisk", som en australsk tv-værtinde sagde det, efter at have vist et klip fra seancen.

Hvori ligger præcist fascinationen ved at se stemmen bag en velkendt animeret figur? Skuespillerne "lyder præcist som deres figurer", men egentlig er det jo ikke noget særligt: Det er netop disse skuespillere, der med deres stemmer har defineret hvordan figurerne overhovedet lyder - in the first place. Hvorfor så den næsten fortryllende aura omkring dette møde? Er det ikke som om, man ved at se disse skuespillere, mens de taler som deres karakterer, bevidner ånden i sin rene, kødelige form? Hvordan det?

Som Slavoj Zizek og Mladen Dolar har beskrevet det, er der altid et element af bugtaleri ved en menneskelig stemme. Ligesom en rigtig bugtaler bruger en dukke som hylster for sine tricks - så vi tror eller foregiver at tro, at stemmen kommer fra dukken - er vi allesammen på en måde dukker for vore egne stemmer:

Stemmen som sådan er en bugtalen; det ligger i selve dens akusmatiske karakter: Stemmen kommer inde fra kroppen, fra maven et sted - fra noget, der er usammenligneligt med og ikke kan reduceres til mundens aktivitet. (Dolar: A Voice and Nothing More).

Der er noget gådefuldt ved stemmen. Den er ikke bare lyde og svingninger - den rummer og artikulerer mening. Derfor er den ikke bare det, vi mærker, når luften presses ud gennem munden, men den kommer virkelig "indefra" - jeg siger det, jeg tænker, og i det, jeg siger, træder jeg frem som andet og mere end blot en organisme, der æder og skider og kopulerer. Jeg tilføjer mening "indefra"; jeg former lydene. Dermed er stemmen ikke "kun" noget materielt, men den er alligevel heller ikke "blot" ånd, forstået som en immateriel substans af en slags. Den er ikke ekstern i forhold til kroppen, men på en måde både indenfor og udenfor. Den er en slags excess ved kroppen selv - en plus-de-corps. "Stemmen er sjælens kød", som Dolar siger.

Fascinationen ved vore Simpson-skuespillere er derfor, at de er en slags inkarnationer af bugtaler-stemmen - en genoprettelse af dualismen mellem kroppen og stemmen/ånden, som vi til hverdag har glemt eller undertrykt. En "almindelig" bugtaler har hele sin fascination i samspillet mellem dukken og dukkeføreren - vi ved godt, at det er føreren, der taler, men alligevel er det ind imellem som om, dukken har sit eget (mentale) liv. Det ville derimod ikke være særlig morsomt, hvis bugtaleren opførte sit nummer uden dukken - magien består netop i spillet mellem de to kroppe og de to stemmer. I Simpsons-tilfældet ser vi pludselig stemmen inkarneret helt løsrevet fra den animerede figur. Fordi vi har igennem mange år har vænnet os til at se og høre Bart Simpson som én figur, er der en komisk-uhyggelig effekt ved pludselig at høre Bart, men se Nancy Cartwright, der lægger stemme til figuren. Hun er Barts ånd i kød og blod. Den lille ting, der taler inde i Bart. Fascinationen kommer fra denne åbenbaring af stemmens materialitet og vi tænker: "Hvis Nancy taler inde i Bart, hvem er det så, der taler inde i mig?"