Et velkendt slogan fra ’68 – som for nylig blev støvet af igen, som en gammel lampe, der måske mangler en pære – er ’Vær realist, forlang det umulige!’. Man kan allerede høre kritikernes kor i baggrunden: ”Føj!”, siger de med foragt i stemmen og har typisk to – hinanden gensidigt udelukkende – argumenter mod sloganet og ideen om det umulige. 1. Det umulige … suk … er det ikke typisk venstreorienteret ævl og kævl; når det kommer til stykket, hvad vil disse socialistiske ballademagere så egentlig? 2. Det umulige!? Det er jo vejen til Gulag! Det er ren stalinisme at have et så absolut forhold til politik! Jeg vil her forsøge at give et svar til disse trætte kritikere (man er træt, når man modsiger sig selv): Kan vi få lampen til at lyse igen? Hvad er det umulige?

For nylig bragede en nyhed igennem mediesuppen: En ukendt indianerstamme var blevet opdaget i Amazonas i Brasilien. Fundet var selvfølgelig sensationelt for så vidt som stammen var ukendt, men også for så vidt som stammen var ubekendt med ”os”. Dvs. med den hvide, vestlige civilisation. Billedet af indianerne viste nogle rødmalede mennesker uden for en primitiv hytte, der ved synet af flyveren, hvorfra billedet er taget, har grebet deres langbuer, parat til kamp. Som fotografen Carlos Meirelles sagde: ”Alan García (Perus præsident, red.) har for nyligt erklæret, at isolerede indianerstammer var miljøaktivisters og antropologers opspind – nu har vi billederne”. Konklusionen er selvfølgelig klar: Det umulige er det opspind, som nogle gange rammer os som et trauma (fra en klar himmel): ’Tænk! Der kan findes mennesker fra en anden tid på vores klode!’

Senere kom det så frem, at historien var fup. Indianerne var ikke ukendte, og de kendte ligeledes udmærket til den vestlige civilisation, der langsomt æder sig ind i den regnskov, der brødføder dem. Nyheden var en and. Den var kreeret dels af fotografen, dels af menneskeretsorganisationen Survival International – netop for at sætte fokus på problemet omkring regnskoven. Igen Carlos Meirelles: ”Jeg havde flere års indsamlede GPS-koordinater. Og en af mine venner havde sendt mig nogle koordinater og kort fra Google Earth, som viste en underlig lysning i midten af skoven.” Nu får vi altså alle forklaringerne (det er jo klart, at indianerne ikke kunne undslippe GPS og Google Earth; der kan ikke være tale om en helt ny kultur i et gennemkolonialiseret land osv.) og tilmed den kedelige pointe, at nyheden netop var iscenesat for at trække opmærksomhed på det triste pragmatiske problem: Hvor meget regnskov kan vi fælde uden at få alt for mange menneskeliv (og dyrearter) på samvittigheden?

Lad os derfor presse konklusionen videre: Det umulige er uden bevis. Det umulige er at tænke det umulige. I nogle år har den franske filosof Alain Badiou været på læberne på humanister rundt om på gangene på de danske institutter. Hans teori om væren og begivenheden er blevet diskuteret. Den politiske konsekvens af Badious teori består i et forsvar for de ’papirsløse arbejdere’ – eller sagt på dansk ’illegale indvandrere’ – i Frankrig og andre steder. Det er Badious pointe, at vi her har at gøre med en usynlig delmængde i samfundet – disse mennesker er til stede, de er præsenterede, men ikke repræsenterede nogetsteds. De er på denne måde væren selv. Vi ved faktisk ikke, om de er der, og derfor er det netop en begivenhed, når disse mennesker rotter sig sammen, besætter en kirke eller lignende og fremsætter deres krav. Denne begivenheds konsekvenser er politik i streng forstand. Vi har nu på gangene (i hvert fald på vores) diskuteret: Findes der sådanne usynlige delmængder i Danmark, hvor personnummereringen og det offentlige står så stærkt? Ja, det gør der rent faktisk. I dagens Nyhedsavis fortælles det, at op mod 605 større flygtningebørn siden 2002 er forsvundet fra flygtningecentret i Gribskov. Ingen ved, hvor de er. Måske er flygtet videre til Sverige eller Norge? Måske lever de som prostituerede eller kriminelle? Måske har danske familier hemmeligt skjult dem? Disse børn er den usynlige delmængde. De er det umulige. Havde vi egentlig brug for et bevis for, at de var der? Havde vi sagt, at de var der, så ville det have været sandt.

Dette fører os endnu et skridt videre: Det umulige er det, som ville have været sandt. Det er derfor ikke os, der konstruerer det umulige, men det er det umulige, som tester os. Det umulige er at lade sig teste af det umulige. Hvis du har set tilstrækkelig mange afsnit af tv-serien X-files, ved du måske, hvad jeg taler om. Serien handler om paranormale fænomener og om FBI-agent Mulder og agent Scullys jagt på kloner, rumvæsner, varulve, hekse osv. De mest personlige afsnit handler paradoksalt nok om det mest utrolige fænomen, nemlig rumvæsner, fordi hele baggrunden for serien er, at Mulder så sin søster bliver bortført af rumvæsner (eller det, der lignede) som lille. ’Alien-abductions’ er et stort tema i serien, rumvæsner er nogle, der kan meget mere end os; de bortfører os, vores dyr osv. og udfører tests på os. De gør endda agent Scully gravid på et tidspunkt. Vi er mus i deres laboratorium. Hvis det umulige var en Anden, ville denne Anden hverken være en radikalt Anden (muslimen), en god Anden (den afrettede muslim) eller en Helt-Anden (Levinas’ Gud), men en krævende og insisterende Anden. En Mester i en anden forstand end Lacan kunne forestille sig. En Anden-Mester og en Mester-Anden. Det er denne Mester, som alle kender til og har været i kontakt med efter at have læst rasende god bog, efter for første gang at have forstået et matematisk bevis eller en af fysikkens grundlove, efter at have været heftigt forelsket eller læst om en de store politiske begivenheder, der har skabt vores samfund.

Skal jeg opsummere, hvad sloganet ’Vær realist, forlang det umulige’ egentlig går ud på, så må det blive sådan her: 1. Stol på dine umulige ideer, påfund og traumer, 2. Det umulige er at tænke det umulige, 3. Det umulige er det, som ville have været sandt, 4. Det umulige er at lade sig teste af det umulige. Vi kan passende runde af med en Brechtsk maxime (her gengivet efter Walter Benjamin, ’Samtaler med Brecht’): ”Ikke knytte an til det gamle gode, men til det nye dårlige.”

Hello, hello?
I don’t know why you say goodbye
I say hello...

(Beatles)


I forrige uges Weekendavis kunne man læse en fin og interessant artikel med titlen ”Farvel Freud” af Henrik Dørge. Interessant er artiklen naturligvis ikke i sig selv, men snarere i kraft af den sammenhæng, den optræder i. Det er dét, som følgende indlæg vil forsøge at belyse.

Dørges artikel forsøger i udgangspunktet at fremlægge den disput, som for tiden udspiller sig inden for den danske psykiatri, et felt hvor Freud-inspireret psykodynamisk terapi (angiveligt) længe har stået stærkt, mens den idag er under stærkt angreb fra tilhængere af den såkaldte ’kognitive adfærdsterapi’. De kognitive adfærdsterapeuter hævder at eje både en behandlings-effektivitet og en videnskabelig begrundelses-evne, som den dynamiske terapi ikke har.
Dørges artikel, som umiddelbart forsøger at stille sig neutralt og blot fremstille debatten, bliver efterhånden mere og mere til et forsvar for denne kognitive terapi (hvilket naturligvis også gør sig gældende i artiklens titel ”Farvel Freud”). I disse år, hvor antallet af diagnosticerede Angst-patienter stiger voldsomt, er der – hvis vi skal forstå Dørge ret – mere end nogensinde brug for den kognitive terapi, som på typisk blot et par måneder er i stand til at omprogrammere individers adfærd, sådan at de begår sig bedre, mere gnidningsfrit, mere lykkeligt, mere produktivt i samfundet.

Interessant bliver artiklen nu først rigtig, hvis man bladrer et par sider længere om – til artiklen”Lad nørderne blomstre i fred” af Hans Schrøder. Denne artikel indeholder formelt set nogle af de samme elementer som den foregående. Den starter med en konstatering af, at diagnosen af Asperger-syndrom (en form for mildere autisme) i disse år stiger eksplosivt. Men i stedet for at diskutere mulighederne for behandling af syndromet, argumenterer Schrøder for, at samfundet skal lade dem være i fred! Ikke alene for Aspergerens egen skyld, men også fordi, de angiveligt er vigtige for samfundet. Den typiske Asperger er nemlig kendetegnet ved ”en stærk tilbøjelighed til at sige sandheden”.

”For en asperger er sandhed ikke blot det modsatte af løgn, men også den absolutte sandhed, der er matematikkens og naturvidenskabens genstand. Aspergere er utrygge ved opgaver, der har mere end en løsning.” Aspergerne er gode ingeniører og naturvidenskabsmænd, og som Schrøder siger: i Asperger-klubben er Einstein formand!

Einstein var efter Schrøders opfattelse asperger, så hvordan hænger det sammen med Einsteins arbejde? Einsteins relativitetsteori opfattedes af mange som en bombe rettet mod naturvidenskaben, en omvurdering af alle naturvidenskabelige værdier. Einstein selv rørte det imidlertid ikke; han var stærkt religiøs, stærkt forvisset om at det hele nok skulle give mening et eller andet sted. Og som han er kendt for at sige: ”God doesn’t play dice.”

Hmm.. måske er der vitterligt en Gud gemt et sted i denne diskurs? For i slutningen af Schrøders artikel giver han den rammende beskrivelse af vigtigheden af, at en Asperger får sin diagnose at vide: ”Faktisk er det en lettelse for en asperger at få diagnosen, for den giver ham en forklaring på mange af hans eksistentielle vanskeligheder. Han får således at vide, at Vorherre har gjort ham svag, hvad angår det sociale.”

Men lad os lige overveje et velkendt udsagn fra Lacans side: angsten er den eneste følelse, som ikke lyver (S11, 41)... Hermed mener Lacan, at enhver anden følelse lyver – hvorfor? Fordi en følelse udstyrer vort sind med en stemning, som kommer til at ”farve” den virkelighed, vi knytter os og forholder os til. Angsten er derimod den eneste følelse, som ikke lyver, fordi den altid opstår i forbindelse med konfrontationen med noget radikalt andet – noget ukendt og u-genkendeligt.

Mens aspergeren således beroliges og støttes af sin diagnose, (du er det), så synes angst-offeret plaget af en diametralt modsat oplevelse: (du er, måske, noget mere, noget radikalt andet, end du tror).

Måske er spørgsmålet om, hvorvidt et individ skal behandles eller ej, dog ikke så meget et spørgsmål om givne individers adgang til ”sandhed”. Dørges artikel siger det ganske klart: problemet omkring angst handler om tabt arbejdsevne. Ingen arbejde, ingen produktion, ingen penge, ingen vækst. Aspergeren er i dette perspektiv et perfekt individ, hvis vi skal tro Schrøder. For en asperger kan nemt ”få arbejdslivet til at fungere, bare han får lov til at arbejde for sig selv i fred og ro, helst med et emne, han selv har valgt.” I produktionshallen er Aspergeren altså formand.

Men kunne der ikke være tale om et ”tegn i tiden” når vi i samme omgang hører om både Aspergernes og Angst-tilfældenes voldsomme stigning? Et umiddelbart svar kunne gives via begrebet om ’the medicalization of society’, som refererer til sundhedssystemets ekspansion på snart sagt alle fronter (behandlingsmæssigt, diagnosemæssigt, indrapporteringsmæssigt). En anden kunne dog søges i samfundets politiske og symbolske strukturer:

Slavoj Zizek bringer i sin bog The Ticklish Subject fra 1999 følgende karakteristik af samfundet:

”[The] opposition of perversion and hysteria is especially pertinent today […] the subject of capitalist market relations is perverse, while the ’democratic subject’ (the mode of subjectivity implied by the modern democracy) is inherently hysterical […] So when Ranciére calls our age ’post-political’, he is aiming precisely at this shift in political discourse from hysteria to perversion: ’post-politics’ is the perverse mode of administering social affairs, the mode deprived of the ’hystericized’ universal/out-of-joint dimension.” (Zizek 1999, 248)

Det kræver naturligvis lidt forklaring:

Perversion er ifølge psykoanalysen (den lacanianske gren af slagsen) defineret ikke ud fra, hvad man faktisk går og gør (mærkelige seksuelle praksisser osv.) eller, hvor meget dette afviger fra en given samfundsnorm. Perversion handler om, hvordan man lever i forhold til sit begær – altså i forhold til de drømme, ønsker og mål man har: hvordan man lever efter dem, og ikke mindst tænker over dem. Det sidste er det vigtige: ifølge psykoanalysen er mennesket essentielt et umætteligt væsen – det kan aldrig rigtig blive tilfreds. Når det får, hvad det ønsker sig vil det altid i en vis grad opleve, at det opnåede ikke tilfredsstiller fuldstændigt. Det betyder ikke, at mennesket er ude af stand til at blive lykkeligt; blot at det konstant er på vandring, konstant på vej mod nye mål, nye drømme osv. Denne konstante væren-på-vej, kræver, at man bliver ved med at gruble over sit liv, at man bliver ved med at tvivle på, ”om det jeg nu har valgt i livet – også virkelig er det, jeg ønsker?”
Mens denne tvivl for hysterikeren er normal (selvom den dog i visse tilfælde kan antage så voldsomme proportioner, at det bliver patologisk og lammende for vedkommendes livsførelse), så er den perverse netop kendetegnet ved, at tvivl er fraværende. Den perverse tildækker konsekvent sin tvivl.

Vender vi nu tilbage til Zizek, så er hans påstand, at det kapitalistiske marked fremmer en 'pervers' begærsstruktur, mens demokratiet i en klassisk moderne forstand fremmer den hysteriske. Markedet er indrettet efter ideen om udbud og efterspørgsel: det går ud fra, at mennesker er sådan nogle, som ved, hvad de vil have og går efter det, og at erhvervslivets opgave simpelthen er at give folk det, de vil have. Demokratiet derimod er af mange tænkere defineret som frem for alt dialogisk – præget af evig samtale: vi ved ikke, hvad der er det rigtige for os, derfor må vi tale om det og forsøge at finde frem til nogle løsninger.

Når demokratiet idag nærmer sig en ’post-politisk’ tilstand, så er det fordi den perverse vished har taget overhånd, og den hysteriske tvivl er trængt ud af billedet. Demokrati handler ikke længere om, at folket gennem valgte repræsentanter forsøger at finde sig til rette omkring en god måde at håndtere verden, tidernes skiften osv. Det handler idag om, at én model antages at være svaret, og at politikere er professionelle ”ledertyper”, som blot skal forvalte demokratiets fortsatte fremadskriden. Borgerne skal helst slet ikke blande sig, og når de alligevel gør det, får det de frygteligste konsekvenser.

Mens en typisk statistiker ville forklare stigningen i angst- og asperger-tilfælde med begrebet om ’medicalization’, så kan en strukturalistisk fortolkning fremhæve sammenhængen mellem samfundsformen og individernes patologier. Fra en vild- analytisk vinkel må vi imidlertid gå et skridt videre og spørge, om ikke Asperger-syndromet og Angst-lidelserne er komplementære fænomener – komplementære, netop, i både en kvantemekanisk og en psykoanalytisk forstand?

Det vil sige: ligesom naturvidenskaben definerer komplementaritet som tilstedeværelsen af to uforenelige, men lige gyldige, forklaringssæt til et og samme fænomen (elektronens natur, for eksempel), så kunne komplementaritet psykoanalytisk defineres som tilstedeværelsen af to uforenelige subjektiveringsmodi i subjektet: den perverse vs. den neurotiske. Man ville også kunne hævde, at angsten simpelthen er den perverse samfunds-strukturs ’symptom’.

Når Schrøder til sidst spørger: "Er det ikke lige dét [altså en frisættelse af aspergeren til at "blomstre i fred"], vi har brug for - blandt andet for at komme helskindet gennem globaliseringen?" Ja, så må vi som normaltneurotiske individer parafrasere Betty Mahmoodys bestseller og svare "Muligvis - men Ikke Uden Mit Symptom!"

Det er ved at være længe siden, at revolutionens tidsalder er blevet afløst af administrationens glatte fremadskriden. Politik er i dag konsensuel og handler ikke om at tage beslutninger, men om at løse problemer. Der er imidlertid et centralt problem, som tilsyneladende ikke lader sig løse, nemlig at alle ikke er villige til at acceptere selve denne overgang fra beslutningstagen til problemløsning. Et aktuelt eksempel er det irske folks modstand mod en traktat, som ifølge de europæiske politikere og bureaukrater i virkeligheden slet ikke kan være genstand for politisk diskussion. Da diskussionen ikke desto mindre opstod, har diverse eksperter og diplomater derfor ikke tøvet med at komme med autoritære udtalelser om, at der slet ikke burde have været nogen afstemning (vel vidende at en sådan kun kunne have været undgået gennem en omgåelse af den irske forfatning).

Hvis man til trods for elitens formaninger nu alligevel drister sig til at kaste et politisk blik på Lissabon-traktaten, er der faktisk en række gode grunde til at glædes over det irske nej, såfremt man da bekymrer sig om verdens tilstand. Det kan for eksempel nævnes, at traktaten fastholder den stabilitetspagt, der gør det umuligt at føre en klassisk keynesiansk økonomisk politik, at den forpligter medlemslandene til ”gradvis at forbedre deres militære kapacitet”, og at den sikrer en ”øget bekæmpelse af ulovlig indvandring” (og denne bekæmpelse er ellers i forvejen temmelig brutal). Og hvad med den lille bemærkning om ”indførelse af en fælles toldtarif over for tredjelande”? Den ellers så lovpriste frie konkurrence gælder åbenbart ikke for Afrika…

Det kan selvfølgelig hævdes, at det ikke er disse hensyn, der har været udslagsgivende for irernes valg, men at dette snarere var et udtryk for nationalisme og racisme. Mod disse uhyggelige strømninger udgør det europæiske samarbejde imidlertid ikke et indlysende værn. Mere spidsfindigt kan man som EU-eksperten Malene Wind hævde, at nej'et ikke er et udtryk for noget som helst, fordi irerne ”reagerer i øst og vest på alt muligt andet end EU”. Sådanne overvejelser bringer imidlertid mindelser om den pige, der spurgte sin kæreste, om han ville gifte sig med hende, og som, da kæresten svarede nej, sagde: ”Lad være med at snakke udenom. Giv mig et klart svar!” Underforstået: Kun et ja er et klart svar.

For nogle år siden skrev Jacques Rancière, at ”Freuds pessimistiske forudsigelse, der for tres år siden drog marxismens løfte i tvivl, er blevet afløst af en overbevisning om den fred, der er at hente i dette løftes sammenbrud”. Det overordnede problem for de nævnte politikere, bureaukrater og eksperter er netop deres overbevisning om, at kun et irsk ja kunne have sikret den fred, som klassekampens død var et løfte om. Og de har ikke helt uret i, at nej'et potentielt er en tilbagevenden til en form for krigstilstand. Men hvilken krig drejer det sig om? Er det en krig mellem de europæiske nationer, eller har vi virkelig at gøre med en genopstanden klassekrig? Lad os håbe på det sidste.

Med det nylige terrorangreb på den danske ambassade i Pakistan lidt på afstand kan vi måske begynde at analyse nogle af de libidinøse investeringer, som prægede de offentlige reaktioner på det. Stort set alle politikere var ude og ’fordømme’ angrebet – ikke blot ’alt andet lige’, men snarere ’uanset hvad’. Her er et lille udpluk af reaktioner fra Nyhedsavisen den 3. juni: George W. Bush: ”Vi fordømmer denne terrorhandling. Der er intet, som kan forsvare det.” Anders Fogh Rasmussen: ”… uanset motivet, og uansat hvem der står bag, så er der tale om en afskyelig forbrydelse.” Villy Søvndal: ”Der er tale om en modbydelig terrorhandling, som kalder på en utvetydig fordømmelse fra alle sider.” Da Margrethe Vestager forsøgte at skabe en diskussion om den danske udenrigspolitik fik hun læst og påskrevet. En overskrift i Politiken opsummerede ganske godt situationen: ”Det er upassende, når den radikale leder bruger bombeangreb til at diskutere dansk udenrigspolitik. Det mener både S, V og DF.”

Men hvad betyder det, når de danske og amerikanske politikere ’fordømmer’ angrebet? Hvorfor gør de det? Er det fordi, at mennesker blev dræbt, og at det altid er forkert at dræbe mennesker? Er det fordi, de generelt er modstandere af den krigsliderlighed, der kendetegner store dele af verden i dag, og at de således fordømmer verdenssituationen? Er det fordi, de mener, at der er forskel på krig og terror? Er det fordi, de er nationalister og føler et stærkt behov for at udtrykke deres vrede og sorg over skaden på fædrelandet? Er der ikke noget mærkeligt i, at man under alle omstændigheder blot siger, at ’jeg fordømmer angrebet’. Vi fordømmer også vejret, når det regner, eller cyklen, når den er punkteret – men lige meget hjælper det. Bringer fordømmelsen de døde tilbage? Giver den en ny vinkel på sagen? Kort sagt: Hvad udtrykker den?

Et kapitel i Slavoj Žižeks nyeste bog om vold hedder ’En mærkelig sag om fatisk kommunikation’. Det handler om optøjerne i de parisiske forstæder i efteråret 2005, der tog fart efter langs tids ulmende utilfredshed med de franske samfunds arrogante holdning over for fremmede. Žižek udviser dog en vis skepsis over for optøjerne. Han skriver: ”Folk i langt værre materielle vanskeligheder, for ikke at tale om tilstande af fysisk og ideologisk undertrykkelse, havde været i stand organisere sig i politiske virksomhed med klare eller endda uklare agendaer. Den kendsgerning, at der intet program var bag de brændende parisiske forstæder, er således i sig selv noget, der skal fortolkes.” Han sammenligner herefter de unges optøjer med den lingvisten Roman Jakobsons begreb om fatisk kommunikation (der er i alt syv forskellige sprogfunktioner hos Jakobson, hvoraf én altså er den fatiske). Hvad er fatisk kommunikation? Fatisk kommunikation er sådan noget, der holder sproget (mediet, det symbolske) ved lige (ikke just ’i live’, bare ’ved lige’): Det er snik-snak om vejret, høflighedsfraser osv. Der et ’hallo’ over en walkie-talkie for at se, om der er nogen at kommunikere med, og om kanalen virker. Et sådant ’hallo’ var de unges optøjer. Intet mere. Intet mindre. Man må læse videre hos Žižek for at følge dette argument til ende.

Sagen er nu: Er det ikke netop fatisk kommunikation, når de danske politikere fordømmer angrebet? Er det ikke et slags tjek af sproget og medierne efter det voldsomme og foruroligende angreb på den danske ambassade? Både og. Villy Søvndals kommentar er her notorisk: ”Der er tale om en modbydelig terrorhandling, som kalder på en utvetydig fordømmelse fra alle sider.” Den implicitte meddelelse i fordømmelserne er således: Vi fordømmer det her, fordi vi gør det, og hvis I ikke også gør det, så er I færdige i politik. Vestager er altså ved at underskrive sin egen dødsdom. Det er min påstand, at politikerne ikke kommunikerer så meget fatisk her, som de kommunikerer konativt (en anden af Jakobsons syv sprogfunktioner). Der er her tale om kommunikation med stor signalværdi, som direkte er skabt for at påvirke eller tvinge lytteren. Den konative kommunikation er også det, der hos Lacan kaldes Mesterdiskursen. Denne diskurs skærer igennem, hvor andre gerne ville vide mere eller analysere mere. Mesteren konkluderer altid på et usikkert grundlag, men sætter med sit valg og sine udtalelser altid scenen for den efterfølgende debat. Mesterens indgreb er altid absurd i streng eksistentialistisk forstand. Som sådan kan udtalelsen ”Vi fordømmer denne terrorhandling. Der er intet, som kan forsvare det” lignes med udtalelsen ”Vi fordømmer badetøfler i Nr. Snede. Der er intet, som kan forsvare det.” Der er hverken mere eller mindre i den.