I sin tale for nylig ved åbningen af dette års Copenhagen Consensus konference opsummerede statsminister Anders Fogh Rasmussen meget præcist i få sætninger, hvori Bjørn Lomborgs markante bidrag til afpresningen af enhver radikal kritisk bevægelse har bestået igennem de seneste 5-10 år:

Copenhagen Consensus is a simple, but powerful idea: The world faces a number of serious challenges. We only have limited means to solve them. Where should we start?

Indirekte viste Statsministeren dermed, at Lomborgs position nu faktisk er værre, end den han havde, da han endnu (blot) kæmpede for at overbevise verden om, at klimaforandringerne var noget snik-snak. Mens klimakritikeren Lomborg i nogen grad satte gang i debatten og animerede miljøfolket til at blive skarpere og mere afklarede med, hvad de egentlig gik og påstod, så er konsensus-Lomborg en direkte apologet for den brede, politiske og samfundsmæssige konsensus om, at vi i det store og hele må acceptere verdens tilstand (er det ikke netop det, "konsensus" i virkeligheden betyder i konferencens navn?); det vi kan gøre er at blive bedre til trods alt at afhjælpe nogle af de tragedier, der dagligt skabes i kølvandet på den politik, vi (beklageligvis) er nødsaget til at føre, fordi den er den eneste mulige.

Copenhagen Consensus er et udtryk for resignation - for opgivelsen af tanken om, at der kan skabes afgørende ændringer i verden, som vil skabe retfærdighed og fred. Istedet for at lave noget grundlæggende om, skal vi blive bedre til at anvende det, vi kan undvære, til "gode sager" som bekæmelse af AIDS, afhjælpning af fattigdom og underernæring, og skabelse af bedre forhold for kvinder. Dette er lige præcis hvad Slavoj Zizek kritiserer som den "liberale kommunisme", som han tillægger folk som Bill Gates og George Soros, der i deres forretningsliv stræber efter monopol-magt og handler med hele landes skæbner, mens de samtidig giver lidt af deres overskud til at afhjælpe netop nogle af de problemer, som deres egen grådighed har været med til at skabe. For Zizek er dette måske det største politisk-ideologiske problem i dag:

We should have no illusions: liberal communists are the enemy of every true progressive struggle today. All other enemies - religious fundamentalists, terrorists, corrupt and inefficient state bureaucracies - depend on contingent local circumstances. Precisely because they want to resolve all these secondary malfunctions of the global system, liberal communists are the direct embodiment of what is wrong with the system.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Anders Fogh Rasmussen kunne bruge Bjørn Lomborg i sit opgør med Svend Aukens miljødespoti fra 1990erne. Da klimasagen blev en del af regeringens image, lempedes Lomborg ganske vist ud, men han forbliver understøttet fordi hans hele filosofi passer så perfekt med regeringens: "Red hvad reddes kan - indenfor grænserne af det mulige (hvilket defineres af, hvad der er til overs når der er blevet uddelt skattelettelser og stramninger i udlændingelovgivningen)". Copenhagen Consensus-modellen er endnu bedre end den gamle klima-kritik, fordi den i al diskretion understøtter ideen om, at vi er gode, når vi gør bare det mindste for at hjælpe nogle af de fattige stakler rundt om i verden, mens de grundlæggende politisk-økonomiske dogmer forbliver uberørt. Det er en skam at vi ikke kan redde alle, men man skal jo heller ikke gøre sig større end man er. Som Statsministeren (der jo bl.a. prioriterer krig over diplomati) også understregede i sin tale:

And let there be no doubt about the position of my government when it comes to the challenge of making priorities: We are fully aware of our responsibility to take difficult decisions.

I lyset af disse "svære beslutninger", som vores regering hver dag må træffe for at holde sig inden for rammerne af, hvad den betragter som muligt, er det ikke længere så vanskeligt at give mening til det gamle slogan: "Lad os være realister og kræve det umulige". En egentlig opposition handler i dag om at udfordre den stadigt snævrere forståelse af, hvad der er muligt, som hjemsøger den danske regering og befolkningsflertallet. Og at gøre dette kræver noget helt andet end den strategi, de liberale kommunister kan tilbyde.

”Domstolene er en hjørnesten i vores demokratiske samfund, og der må ikke herske nogen tvivl om deres neutralitet. Derfor må vi forbyde, at dommere optræder med religiøse symboler, herunder i særdeleshed muslimske tørklæder.” Dette er i kort form den officielle begrundelse for, hvorfor der både i Folketinget og i Folket som sådan efterhånden er bred tilslutning til et lovbestemt forbud mod, at kvindelige dommere bærer tørklæder. Enkelte politikere mener ganske vist, at Domstolsstyrelsen selv er i stand til at ’do the dirty job’, men man skal lede længe efter nogen, som er uenige i den grundlæggende præmis om, at tørklæder ikke hører hjemme i en retssal.

Uanset om man nu er enig eller uenig i forbuddet mod tørklæder, må det vække til samfundsanalytisk eftertanke, når man iagttager, hvor stor en interesse denne sag har haft i offentligheden de seneste uger, særligt i betragtning af, at der endnu ikke er nogen muslimske kvinder, der har været bare i nærheden af det ærefulde hverv – og da slet ikke nogen med tørklæde.

Man fristes til umiddelbart at forstå hele spektaklet som udtryk for en almen angst for fremmede og muslimer især: Vi er bange for, at muslimerne skal invadere vores land, udvande vores kultur og undergrave vores demokratiske systemer, og hvis dommere begynder at bære tørklæder, er vi så ikke allerede halvvejs mod Sharia. Angsten for muslimer kan således udlægges som symptom på en identitetskrise internt i det danske samfund og den danske kultur. Muslimernes stærke identitet og tilsyneladende faste tro på religiøse dogmer udstiller vores egen usikkerhed og skrøbelighed i forhold til, hvem vi er og hvad vi tror på. Spørgsmålet er imidlertid, om man ikke må gå endnu et analytisk skridt, for at forstå den ideologiske undertekst i tørklædesagen. Måske handler modstanden mod tørklæder i retssalene ikke om, at vi er bange for, at demokratiet skal blive islamiseret, men derimod om en angst for, at islam skal blive demokratiseret.

Det er efterhånden en velkendt sociologisk pointe, at en størrelse som ”danskhed” kun kan opretholdes under den forudsætning, at der eksisterer en imaginær modpol, som inkarnerer negationen af alle de egenskaber, som vi gerne vil forbinde med danskheden. Muslimer opretholder altså den vigtige samfundsmæssige funktion, at de skal være udemokratiske, irrationelle, voldelige, kvindeundertrykkende, uoplyste, så vi andre kan se os selv som det modsatte. Forudsætningen for at denne negative identifikationsproces kan fungere, er imidlertid endvidere, at den muslimske identitet fremstår med den entydighed og selvsikkerhed, som den danske identitet ikke selv kan mønstre.

Ideologisk set er det således en katastrofe, hvis vi som samfund skulle komme så langt, at en muslimsk kvinde med tørklæde kommer til at bestride et dommerembede i Danmark. Katastrofen består imidlertid ikke I, at vi risikerer, at hun kan sidder og undergraver det danske retssystem ved at praktisere Sharia. Gjorde hun blot det, så var den hellige gral vel forvaret. Nej, den store katastrofe indtræder i det øjeblik, hun netop ikke praktiserer Sharia. I så fald har hun jo på det groveste undermineret vores imaginære forestilling om troende muslimer som irrationelle, dogmatiske, udemokratiske og hævngerrige. Og tørklædet fungerer i denne sammenhæng netop som et potent udtryk for, at hun ikke har afsværget sig sin tro, men at hun kan praktisere denne samtidig med, at hun fungerer som repræsentant for den danske, demokratiske retsstat.

Hvordan skulle vi opretholde vores forestilling om ”danskheden” som modpol til islam, hvis det i praksis viser sig, at troende muslimer ikke nødvendigvis er udemokratiske, irrationelle etc.? Måske er tørklædesagen ikke drevet af en angst for, at islam skal kolonialisere den danske retsstat, men snarere en angst for, at troen på islam skal vise sig at være fuldt forenelig med den danske retsstat, og at vi således mister modbilledet for vores negative identifikation af os selv som danske i modsætning til muslimske. Tørklædeforbuddets primære funktion er således at forhindre, at nogen troende muslim nogensinde skulle få lejlighed til at bevise dette som dommer i en dansk retssal.

Et besøg i en af de gamle koncentrationslejre fra det Tredje Rige vækker filosofisk eftertanke. Det første problem, man konfronteres med, er spørgsmålet om, hvordan man overhovedet skal bevæge sig rundt. I Sachsenhausen, nord for Berlin, kan man nu f.eks. leje et bærbart apparat på størrelse med en telefon, hvor en lang række oplysninger og forklaringer er indtalt, som man kan vælge efterhånden som man bevæger sig rundt på området (det samme princip som er kendt fra større kunstmuseer): ”Her boede så og så mange fanger”; ”Her var vagttårn H, hvorfra man kunne se…”; ”Her er gaskammeret, hvor man benyttede denne gas på følgende måde..”. Hvorfor byder dette apparat umiddelbart så meget imod? Spørgsmålet er, hvad det overhovedet vil sige at besøge en koncentrationslejr. Hvad skal man opnå med det? Med andre ord: Hvorfor overhovedet bruge en dag på dette formål, når man kan finde langt flere og langt mere ordnede og systematiske oplysninger om stedet ved at gå på biblioteket eller søge på internettet? Svaret må vel være, at formålet er at gå rundt og fornemme, at det var her. Her pakkede man jøder, homoseksuelle, krigsfanger, ”asociale” og politiske fanger sammen i barakker, pinte det sidste arbejde ud af dem, gassede dem og kremerede dem i ovne efter en orden, der antog industriel karakter. Man skal stå i det rum, hvor læger foretog obduktioner og eksperimenter med de afdøde, og se det for sig: Et øjeblik høre lyden af kniven, der skærer igennem huden, fornemme hvad lægen har sagt eller tænkt, og forestille sig, hvordan han har vasket hænderne og er trådt ud i lejren, hvor der måske netop pågik forberedelser til en offentlig hængning, som alle fanger blev tvunget til at overvære. At besøge en koncentrationslejr er at besøge det Reelle. Det er det, man tager derhen efter. Man søger en kontakt med de afdøde og pinte, man håber at forstå, hvad der er foregået – ikke som en viden, der kan gengives i en rapport, men som et øjebliks klarhed: Her skete det blandt nogen som os.

Det er derfor, Adornos berømte udsagn ”Ingen poesi efter Auschwitz” i virkeligheden må skrives om: ”Ingen analytisk filosofi efter Auschwitz”. Hvad er nemlig den analytiske filosofis mest udprægede mangel? Den fornægter det Reelle. I sine uendelige tirader over tænkte situationer og logiske problemer, skaber den hele tiden eksperimenter i det imaginære og det symbolske, men aldrig i det Reelle. Den forestiller sig (imaginært), hvordan en situation kunne være, hvis nu der var indbyggere på en anden planet med en særligt skarp synssans, eller en Twin Earth, eller hvad nu hvis vi alle sammen var hjerner-i-et-kar, (det er den analytiske filosofi, der er ”vild” i betydningen outreret, virkelighedsfjern, fortænkt) eller den beskriver hvordan vi ”intuitivt” forholder os til tænkte etiske problemstillinger – en ”intuition”, der i ordentlige, kritiske filosofier for det meste simpelthen ville blive kaldt ideologisk. Og den undersøger logiske problemer (i det symbolske) ved at fjerne dem fra ethvert virkelighedsindhold og gøre dem til rene, abstrakte manøvrer i det tomme rum. Det, den analytiske filosofi aldrig gør, er at lægge øret til historien – at bevæge sig rundt på et sted, hvor forfærdelige forbrydelser har fundet sted, og forestille sig hvad det menneske har følt, der blev slæbt af sted mod henrettelsesgraven. Den søger ikke, og finder aldrig, den sprække ind til det Reelle, der forpligter os på fortiden og trods alle tegn på det modsatte giver os et håb for fremtiden.

”Så folket (som finder, at det filosofiske fakultets undervisning er en dårlig erstatning for dets tilbøjelighed til nydelse og dets modvillighed mod arbejde) opfordrer de højere fakulteter til at fremsætte mere antagelige forslag; og da lyder kravene til de lærde som følger: Al filosoffernes snak kendte jeg i forvejen; hvad jeg derimod ønsker at vide fra jer lærde, er: Hvorledes kan jeg, selvom jeg har været en skurk hele mit liv, alligevel i ellevte time opnå adgang til himmeriget, hvorledes kan jeg, selvom jeg har uret, alligevel vinde min sag, og hvorledes kan jeg, selvom jeg har brugt og misbrugt mine legemlige kræfter efter behag, alligevel forblive sund og leve længe? I har jo studeret, således ved I mere end én af os (af jer kaldet idioter), som ikke gør fordring på mere end den sunde forstand. – Her nærmer folket sig imidlertid disse lærde, som var de sandsigere og troldmænd med viden om overnaturlige ting; thi en ulærd, som forventer noget af en lærd, gør sig gerne overdrevne begreber om denne. Derfor kan vi ganske naturligt forvente, at hvis en eller anden er fræk nok til at give sig ud for sådan en mirakelmager, så vil folket flokkes om ham og med foragt vende ryggen til det filosofiske fakultet.”

Citatet er fra Immanuel Kants Fakulteternes strid (1798). Det er ikke bragt, fordi Kant havde ret. Det er bragt, fordi det på skarpeste analytiske vis fremhæver de væsentligste træk ved den situation, vi befinder os i. Politikerne udtaler sig på ”folkets” vegne og ’opfordrer de højere fakulteter til at fremsætte mere antagelige forslag’. Vore dages hykleriske omgang med (de før revolutionære) menneskerettigheder (fx kan vi godt handle med kineserne, men på ingen måde deltage i deres OL-ceremoni) er netop designet, så dem der er skurke – skruppelløse politikere og imperialistiske skoproducenter – nu fint kan opnå adgang til himmerige. Statistikken er det ultimative våben for dem, der har uret – ’der findes en markedets usynlige hånd, der både regulerer ulighed og miljøet og … osv. osv., det viser alle statistikker og gennemsnit’ (læs mere hos fx Ulrich Beck i Risikosamfundet). Og biopolitikken går, i den tidsalder, hvor alle taler om velfærd og den danske model, og ingen mere taler om hvordan vi kom dertil, ikke ud på andet end at lade folket ’misbruge under (økonomisk) opsyn’.

Det gælder i dag om (modsat Kant og vore dages politikere) at rekonstruere begrebet om et folk, som taler på egne vegne, og (modsat mirakelmagerne) om at bringe flere uantagelige forslag på banen.

”Vi er som sømænd, der på åbent hav må rekonstruere deres skib men aldrig har muligheden for at starte påny og fra bunden af. Hvor en mast bliver fjernet, må vi finde en ny til at erstatte den med, og for denne må resten af skibet bruges til støtte. På denne måde, ved at bruge gammelt træværk og drivtømmer kan skibet formes helt påny, men kun via en gradvis rekonstruktion.”

Sådan lyder en gammel lignelse fra filosofien i starten af det tyvende århundrede. Det var Otto Neurath, der fandt på den, men Orman Quine, der gjorde den kendt. Billedet, som var del af en videnskabelig debat ført blandt de såkaldte ”logiske positivister,” blev brugt til at advokere for en såkaldt koherens-teori for sandhed, ifølge hvilken et udsagns sandhed afhænger af dets plads indenfor et system af andre udsagn. Billedet beskriver også, hvorledes videnskabeligt fremskridt således kan foregå, langsomt men sikkert: vi ombygger båden, tager en planke her, filer lidt der, sætter en klap på her, osv. Det vigtigste er, at den ikke tager vand ind.

Men ak! I 1979 opfandt filosoffen Lyotard begrebet om det ’postmoderne’ og dette blev startskuddet til en slags dekomposition af alle værdier. Mens der siden har været en endeløs diskussion om, hvori det postmoderne består, er det i daglig tale blevet associeret med, hvad vi kalder De Store Fortællingers Død, en fragmentering af den vestlige traditions tankegods, og en erkendelse af, at visse teorier og sandheder simpelthen ikke kohererer med hinanden og formentlig aldrig vil komme til det.

Startskuddet til denne udvikling var i øvrigt allerede givet med Kuhns værk om The structure of scientific revolutions, hvori forfatteren hævdede, at videnskabeligt fremskridt ikke foregår i let og jævnt trav hen over den flade jord, men i vovefulde spring henover bundløse kløfter. Det er en anden sag – blot for at indikere, at en af de skæbnesvangre lækker i Neuraths båd sprang allerede her.

Men hvor befinder vi os så idag, efter neuraths båds endelige forlis? Man kunne udmærket hævde, at vi ligger med en vis kropsdel i vandskorpen, og at det er op til hver enkelt af os at lære at svømme .

Der er mange måder at svømme på: crawl, brystsvømning og butterfly synes at være de mest udbredte. Blandt disse skiller én sig imidlertid ud fra de andre, brystvømningen, ved at være særligt langsom, adstadig, og ved at brystsvømmeren tilsyneladende ligger lavere i vandet, end de andre to.

Brystsvømmeren synes i det hele taget præget af et vist stivsind: mens crawlere og butterfly-svømmere lægger sig i overfladen og padler let derud af, insisterer brystsvømmeren på at ”flytte” massive vandmasser for at få plads til sit mægtige korpus. Benene sparker fra dybt nede, men mange begyndere foretrækker alligevel denne svømmeform, da den i en bestemt form tillader svømmeren at have hovedet over vand på alle tidspunkter.

Hvis man således skulle karakterisere de politiske retninger idag efter svømningens former, måtte brystsvømmeren par excellance være nationalisten . Mens andre svømmere på nuværende tidspunkt har lært at tilpasse sig det våde element, lider han tilsyneladende stadig af vandskræk og drømmer sig tilbage til tørre og tryggere tider. ”Vi havde en båd,” siger han, ”og vi var sat på denne båd for at omsejle havet og udbrede nyheden om Europas Kristne overlegenhed til alle verdens folk.”

Idag ser han sig forvirret om efter et tørskoet område, omend det bliver sværere og sværere at finde. Vandet er piblet ind fra alle sider, har oversvømmet hans grænser og hensat alting i en for ham flydende forvirring. Han troede sig sat, men er nu hvileløs som det jødiske folk. Og måske er det faktisk i det mellemøstlige, at han skal finde sine ægte – omend fortrængte rødder: en tidlig variant af brystsvømning er faktisk blevet fundet på babyloniske og oldassyriske vægmalerier.

Måske vi nu er i stand til at fortolke brystsvømmerens egentlige symptom: Der var aldrig nogen båd. Båden fungerede hos svømmeren som intet andet end forestillingen om et tabt objekt, en gloriøs og svunden fortid, som man baskende i det våde element kunne drømme sig tilbage til. Båden, det lille objekt a, tjente således som fortrængning af manglen i den Anden, som dække over det faktum, at den ideologi der påstår sig selv endeligt sat i verden, aldrig vil kunne bringes i hovedhøjde med den fremadskridende og foranderlige virkelighed, som omgiver ham. Og hans mærkværdige svømmeteknik var da intet andet end symptomet på hans ubevidste viden – at være del af en langt større og essentielt ufærdig historie, en historie der dækker intet mindre end menneskeheden.

Selvom man ikke går ind for et proletariatets diktatur, er der god grund til at kritisere det parlamentariske demokrati. Grundlæggende er problemet med denne styreform dens iboende tendens til, at ethvert konkret politisk spørgsmål forvandles til et spørgsmål om, hvem der har magten. Enhver diskussion om, hvad der ville være bedst for fællesskabet eller for de svageste, forvandles til en diskussion om, hvem man skal stemme på. Slavoj Žižek peger på denne antidemokratiske tendens i det parlamentariske demokrati, når han hævder, at stalinismen ikke er det parlamentariske demokratis modsætning, men snarere dets fremtid.

For så vidt som vi har at gøre med en tendens, er intet heldigvis afgjort. Det er derimod muligt at opstille en fordring for den politiske aktivisme, nemlig at modarbejde denne tendens. Aktivismen bør i dag bestå i at fastholde diskussionen om egentlige politiske spørgsmål for dermed at opretholde afstanden mellem disse spørgsmål og spørgsmålet om, hvem der bør have magten.

Konkret må det fastslås, at for eksempel et parti som Enhedslisten ikke lever op til denne fordring. Sagen er, at dette parti op til ethvert folketingsvalg på forhånd melder ud, at de betingelsesløst vil støtte en socialdemokratisk ledet regering, og argumentet herfor er, at en sådan regering under alle omstændigheder vil være bedre end en borgerlig regering. Dette argument holder imidlertid ikke vand, og beviset hedder New Labour. Situationen i Storbritannien er det bedst tænkelige eksempel på, at det interessante ikke er, om den ene eller anden koalition har regeringsmagten, men hvilken politik der føres. At modarbejde den stalinistiske tendens er at fastholde dette fokus.

Det er bemærkelsesværdigt, at en række (mere eller mindre) intellektuelle personligheder i de senere år har slået sig markant op på at være hidsigt afvisende overfor enhver religiøs tanke (se f.eks. Christopher Hitchens). Hvad er denne aggressive anti-religiøsitet et udtryk for?

I de gode gamle dage, før verden gik af lave, beskrev Freud (i Die Zukunft einer Illusion) religionen som en "almen menneskelig tvangsneurose":

Es stimmt dazu auch gut, dass der Frommgläubige in hohem Grade gegen die Gefahr gewisser neurotischer Erkrankungen geschützt ist; die Annahme der allgemeinen Neurose überhebt ihn der Aufgabe, eine persönliche Neurose auszubilden.

Ved at forlade sig på en religiøs grundramme, der garanterer en form for mening, slipper individet fri for en række neurotiske problemer, der truer det menneske, der ikke er således "beskyttet". Præcis som denne beskrivelse er, følges den af den oplysningsoptimisme, der til tider gjorde Freud en lille smule stivnakket: Når bare man oplyser menneskene om, at de jager en illusion, er arbejdet gjort og vi kan blive mere fornuftige. Var det ikke denne tilgang, der prægede den såkaldte freudo-marxisme, der hærgede universiteterne i halvfjerdserne? Voksne mennesker med religiøse tilbøjeligheder er intellektuelt at betragte som børn og det er vores pligt at oplyse dem om "de reelle forhold" (dvs. at de skal dø, at der ikke er nogen himmel, at jorden ikke blev skabt på syv dage, at jomfrufødsler er umulige, osv.) Sammen med marxismen generelt, var det som om, denne holdning forsvandt ud af akademiet igen, og min analyse af, hvad derefter fulgte, har to trin:

Da marxismen ebbede ud, manglede de venstreintellektuelle et sted at placere deres kritiske energi (som Zizek har beskrevet det flere steder), og for at få afløb, besluttede de sig for at der var et helle at finde i multikulturalismen og anerkendelsesfilosofien. Her kunne man fokusere på at respektere mennesker, istedet for at fordømme dem for at have meningsløse holdninger: Vi kan aldrig helt forstå den anden, og derfor må vi ikke være så arrogante, at vi nedgør eller afviser hans eller hendes tanker og tro, for vi kan ikke vide, hvad den betyder for ham eller hende. Istedet kan vi lave nogle teorier og politikker om, hvordan "vi allesammen kan være her", med de eksotiske indfald, vi nu engang af og til får. Dvs. freudo-marxisme uden både Freud og Marx, eller kritik uden kritik.

Efter at multikulturalismen havde ført til nogle konflikter og problemstillinger, der alligevel talte de gamle rationalister for meget imod (f.eks. problemet med at håndtere det tilsyneladende religiøst betingede angreb på USA den 11.9.2001), begyndte en gruppe af de kritiske intellektuelle at artikulere de gamle anti-religiøse indsigter igen - nu blot uden den politiske del. Problemet for folk som Hitchens, Dawking, Dennett (og den ellers elskelige komiker Bill Maher, samt en håndfuld kommentatorer herhjemme) er simpelthen at alt for mange er alt for dumme. Hvis blot de ville se tingene som de virkelig er (og det vil sige som naturvidenskaben har beskrevet dem) ville vi være fri for så megen irraionalitet at det hele ville gå meget bedre.

Det, denne tilgang gør, er dermed i virkeligheden at tage den værste side af den freudo-marxistiske ideologkritik og smide den bedste side ud! Den værste side var netop den positivistiske videnskabstro - ideen om at naturens love bestemmer alt og iøvrigt at historien derfor også udvikler sig med nødvendige love. Og at alt, der er "uvidenskabeligt" er idiotisk. And that's it. Den bedste side derimod, den politiske økonomi, er underligt overset. Resultatet: En let fordøjelig og højest tv-egnet kritik, der giver de bedste muligheder for at fremstå som en ukorrumperet og streng tænker, men ingen diskussion af økonomi, ideologi (som andet end religion), nydelse, handling, forandring. Hvad de nye religionskritikere imidlertid ikke synes at være bevidste om, er muligheden for at de i virkeligheden forstærker den bestående magt, istedet for at udfordre den, som de selv tror. Hvad nu hvis Bush-administrationens største taktiske succes i virkeligheden er skabelsen af myten om, at Bush er styret af religiøse fanatikere? Hvis man nemlig kan skabe dette indtryk og dermed overbevisningen om, at verdens problemer handler om sekularisme mod religiøsitet (og ikke f.eks. om kapital mod arbejde), forsvinder relevansen af andre former for kritik - af ideologisk, politisk, økonomisk og filosofisk karakter. Hvis man kan skabe indtrykket af at Bush er en religiøst forstyrret galning, opstår det simple regnestykke: "USA - Bush = fredelig, demokratisk verdensmagt". Hvad nu hvis problemet om Irak, Mellemøsten og de borgerlige dyder i USA ikke skal løses ved hjælp af positivistisk oplysningskritik, men ved hjælp af en filosofisk informeret undersøgelse af den politiske økonomi?

Lacans præcisering af Freuds indsigt er bl.a. at vi alle lever i en tilstand af normal-neurose, for så vidt at vi fungerer (netop som Freud beskrev den religiøse tilstand). Ganske vist skal denne tilstand hele tiden analyseres og udfordres, men den største fejltagelse er at tro, at der er en neurose-fri tilstand udenfor, som Oplysningen kan føre os til. Ved at postulere dette, skabes blot et ideal som knap nok har en mening. Er ikke den positivistiske anti-religiøsitet netop derfor den mest utopiske i den allermest skadelige betydning af dette ord?

Vi er kommet længere end naturfilosofferne, der påstod at alt er vand eller alt er ild og så fremdeles. Efter både det mytologiske, det logocentriske og det heliocentriske univers er blevet pillet ned, lever vi i det excentriske univers. Intet kan overskues fuldstændigt mere. Det er et moderne vilkår at Gud (med stort G) er død, at Naturen ikke kan begribes, at Sproget ikke findes, at Samfundet ikke findes, at Historien ikke findes (man kan selv udvide listen). Der findes således ’kun’ religiøsitet, miljø, sproglighed, samfundsmæssiggørelse, historicitet osv. Men betyder det ikke, at Filosofien også må opløses og kun kan regruppere sig som terapi, ’filosoferen’, aforismer, præmis-analyse osv.? De fleste siger ja. Måske er der kun én filosof, der i dag accepterer det excentriske univers som et uomgængeligt udgangspunkt, men som alligevel forsvarer den systematiske Filosofi og i forlængelse af dette Filosofiens arkebegreb, nemlig Sandheden. Det er Alain Badiou.

Men lad os nu gå til problemet på en anden måde. I forgårs talte Jürgen Habermas til en større forsamling på Aarhus Universitet. Temaet var A ”post-secular” society – what does it mean? Og hvad betød det så? Jo, sagen er, at vi troede vi levede i et sekulariseret samfund som følge af fremskridt i videnskab og teknologi, som følge af større social differentiering og større velfærd. Men i disse år kan vi jo netop se, at religionen og spørgsmålet om religion genopstår. ”Et stigende antal konflikter – blandt andet invasionen i Irak og konflikten mellem Indien og Pakistan – bliver kædet sammen med religiøs uenighed, og det øger bevidstheden omkring religion hos borgerne. […] Den muslimske nabo får den kristne borger til at tænke over sin egen religion”, sagde Habermas. Sagt på en anden måde: Vi troede, at Gud var død. Men det viser sig, at han bare flyttede til Mellemøsten. Og nu vender han altså tilbage. Og han er vred. Psykoanalytisk set kan denne udvikling fint forklares: Der er ingen problemer i at slå Gud (eller sin Fader) ihjel – han vil blot stadig spøge et sted i maskinen.

Birthe Rønn Hornbech rammer hovedet på sømmet, når hun i sin kronik om Domstolsstyrelsens afvisning af et forbud mod tørklæder, ironisk siger at: ”Muslimske fanatikere, der ønsker at være femtekolonne, trojansk hest el. lign. og derfor ikke synligt bærer noget symbol på deres overbevisning, men optræder på skrømt for at infiltrere danske domstole, siges der heller ikke noget om.” Hornbech peger på den helt banale visdom, at man ikke skal skue hunden på hårene. Fordi et mennesker bærer tørklæde, er vedkommende ikke terrorist. Fordi noget fremtræder sådan og sådan, behøver det ikke at være sådan. Hornbech maner til besindighed: ”Om muslimer trods opvækst i en helt anden retstradition og trods tro på en lovreligion, der ikke kan skelne mellem religion og politik, alligevel kan være loyale mod danske traditioner, kan man ikke uden videre udelukke, hvis en pige først er gået gennem det juridiske studium og anden uddannelse efter eksamen.”

Til Hornbech må vi nu selvfølgelig sige: I agree! But my point would be exactly the opposite and much more radical! Det handler om at forsvare følgende pointe: Netop fordi en pige insisterer på at bære tørklæde, er hun ikke (for at bruge det værst tænkelige scenarium) terrorist. Netop fordi pigen fremturer med at fremtræde sådan, så er hun ikke sådan. Hvorfor? Vi har tidligere her på bloggen analyseret problemet med at slippe ud af et fængsel, hvis man er uskyldigt indsat der. Løsningen er ikke naivt og vedholdende at fremtræde som uskyldig (den klassiske tørre kommentar fra medfangen er selvfølgelig ”well, ain’t we all?”). Hvis man derimod spiller spillet, dvs. spiller den forsagte, angrende fange, så kan man nu (som Andy Dufresne i Shawshank Redemption) i al hemmelighed arbejde på sin frihed (den tunnel han graver bag sin Rita Hayworth-plakat). Lad os nu overføre dette på sagen om tørklæderne: Hvis en pige med et tørklæde, der vil være dommer, virkelig var terrorist, ville hun så ikke netop spille spillet og klæde sig så dansk som muligt? Er det ikke også præcis hvad vi har set i terrorsagerne de seneste par år? Både i tilfældet 9/11 og tilfældet med terroraktionerne i London i 2005 var bagmændene ganske nydelige, almindelige og velintegrerede unge mennesker. Så sagen er ganske enkel: Vi skal være glade for vore ”naive” tørklædebærende dommeraspiranter.

Resten af Hornbechs kronik handler nu om, at vi må bevare tilliden til at Domstolsstyrelsen og hele vort juridiske uddannelsessystem stadig er det bedste til at skelne mellem religiøs fanatisme og loyalitet mod Den Danske Grundlov. Det hele afhænger for Hornbech af balancegangen mellem religionsfrihed og frihedsrettigheder generelt: Vi har efter reformationen ret at have det sindelag og den tro, vi vil have – men den domstol der stadfæster denne ret, skal selvfølgelig ikke have en bestemt tro, men være neutral. Hornbech synes at sige: Man kan ikke (ovenfra) lovgive sig til neutralitet (som Pia Kjærsgaard vil gøre det: for antimuslimen Pia er et kristent kors selvfølgelig bedre end et tørklæde). Neutralitet er et arbejde, der afhænger af grundige studier af loven (nedenfra så at sige); i dette tilfælde Den Danske Grundlov.  

Vi har her på bloggen ofte måttet sande, at det gamle mundheld om, at ”the facts are stubborn things” ikke har noget på sig. Kendsgerninger er lige netop ikke stædige, de er derimod oftest yderst medgørlige og føjer sig den, der argumenterer. Man kan næsten altid finde kilder, der passer ind i det synspunkt, man forsvarer.

Dette forhold er et problem for enhver samfundsrevser. Hvordan skal man udøve samfundskritik, når alt fast og solidt på denne måde virkelig fordufter?

En mulig løsning på problemet er at bruge hvis/så-konstruktioner. For at tage et eksempel:

1) FN’s særlige rapportør for retten til mad, Jean Ziegler, skriver i månedsavisen Le Monde Diplomatique:

”Mellem 1972 og 2002 er antallet af afrikanere, der er alvorligt og permanent underernærede, steget fra 81 til 203 millioner. Grundene er mangfoldige. Den vigtigste er dog den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik”.

2) Den danske regerings nydannede Afrikakommission, hvis formål er at fokusere på, ”hvordan man kan skabe flere jobs og større økonomisk vækst i Afrika i de følgende år”, nævner på sin hjemmeside – så vidt jeg kan se – ikke EU’s landbrugspolitik med et ord.

3) Og dermed er vi nået til hvis/så-konstruktionen: Hvis Jean Ziegler har ret, så er Afrikakommissionen (der blandt sine medlemmer tæller Lauritz Holm-Nielsen, rektor på Aarhus universitet) ikke andet end et middel til at skjule, at de rige lande ikke blot intet gør for de fattige lande, men oven i købet helt bevidst ødelægger deres lokale produktion og dermed lader sulten brede sig i Afrika.

En samfundsdebattør, der på mange måder nyder stor respekt på Center for Vild Analyse (og som, skal det indrømmes, også kendes personligt af flere af analytikerne), offentliggjorde forleden i et dansk dagblad en analyse, der var præcis, interessant og endda kritisk, men ikke vild. Da Centeret mener, at verden i dag netop har brug for vilde analyser, kommer der her et forslag til, hvordan denne samfundsdebattør – lad os kalde ham Samfundsdebattøren – kunne gøre sin analyse rigtig vild. Det skal i den sammenhæng tilføjes, at vild her på ingen måde betyder usand, men snarere aggressiv som en rasende løve. Den vilde analyse er vild, fordi den bider fra sig.

Samfundsdebattøren præsenterer os kort fortalt for en kritik af justitsminister Lene Espersens (bevidste eller ubevidste) naivitet angående vold, som hun hævder ikke hører hjemme i en retsstat. Den konkrete anledning til hendes udtalelser er selvfølgelig ungdomshusoptøjerne. Center for Vild Analyse har tidligere gjort opmærksom på det forbløffende ved den udbredte uvidenhed om, at den verden, vi lever i, rent faktisk ofte er præget af vold, og vi kan derfor fuldt ud tilslutte os Samfundsdebattørens kritik. Den er bare ikke radikal nok. I analysen hedder det således:

"Lene Espersen er som justitsminister ansvarlig for statens indre voldsapparat i politiet. Det er det måske mest legitime system for voldsudøvelse - og som oftest forholdsvist fredeligt - men et voldsapparat er det, og det anvender netop vold "som et redskab til at nå sine mål", hvilket er et fredeligt samfund […] [Det er interessant], at Lene Espersen kan hævde, at retmæssig vold "aldrig kan komme på tale i en retsstat". Lad ligge [sic], at hun er med i en regering, der har ført ulovlig angrebskrig i Irak, og at hun gerne lukker øjnene for en de facto udlicitering af vold i form af udvisning af folk til torturstater, mere markant [sic] er denne blindhed over for den etablerede, demokratiske retsstats vold som vold."

Den vakse læser er nok blevet klar over, hvori problemet består, om ikke andet så på grund af de indføjede sic'er, der som bekendt betyder "det står der faktisk". Og det, der faktisk står, er vel ikke andet end, at den ulovlige krig i Irak og udsendelsen af folk til tortur og/eller henrettelse i denne sammenhæng skal betragtes som noget sekundært, og at den vold, som det for alvor er et problem, at Lene Espersen lukker øjnene for, er den legitime voldsudøvelse, der er en forudsætning for retsstatens eksistens. Imidlertid er den sidstnævnte form for vold en helt del mindre end den førstnævnte – med Samfundsdebattørens ord er "statens indre voldsapparat" oftest "forholdsvist fredeligt" – så hvorfor skal der fokuseres på den sidstnævnte? Hvorfor er Lene Espersens blindhed over for denne form for vold "mere markant"? Svaret herpå er nok, at den førstnævnte form for vold kan betragtes som noget accidentelt, hvorimod den sidstnævnte er indbygget i vores samfundsstruktur som et nødvendigt onde. Det er ikke nødvendigt at føre krig i Irak og udvise folk til tortur og/eller henrettelse for at opretholde den gældende samfundsorden. Til gengæld ville denne orden hurtigt bryde sammen, hvis politiet lige pludselig blev afskaffet.

Hvis denne fortolkning er korrekt, så tager Samfundsdebattøren fejl. Den vold, som Irak-krigen og udsendelsen af folk til tortur og/eller henrettelse er et udtryk for, er helt nødvendig. Hvad angår Irak-krigen, så kunne den ganske vist godt have været undgået og kan endda betragtes som en fejl i USA's herskerstrategi. Men netop denne herskerstrategi, der har været rationalet bag en række andre direkte og indirekte militære indgreb i Mellemøsten, har skabt en stabil og billig olieforsyning til de vestlige lande og har dermed været med til at muliggøre disse landes velstand. Hvad angår udvisningen af folk, oftest asylansøgere, til tortur og/eller henrettelse, så ville det selvfølgelig være både muligt og ønskværdigt, at der i Danmark blev ført en asylpolitik, der i det mindste ikke så direkte førte til lemlæstelse af helt specifikke personer. Det ændrer bare ikke på, at administrationen af grænserne mellem rige og fattige lande i dag mere end nogen sinde er et centralt middel i det politiske arbejde med at opretholde og forværre den ekstreme globale ulighed, der i sandhed er et eksempel på, hvad man kan kalde strukturel vold.

Som sagt: Samfundsdebattøren er kendt og elsket på Center for Vild Analyse, og det er for øvrigt ikke utænkeligt, at han kommer med et skarpt og uimodsigeligt svar på ovenstående – indrømmet marxistisk inspirerede – kritik. Hvis han imidlertid ikke har et sådant svar parat, skal opfordringen hermed lyde: Kom i praktik på Centeret!

"Jeg har aldrig været religiøs omkring det med gruppeeksaminer" forklarede eks-NA'eren Malou Aamund i aftenens sene TV-avis. Hvorvidt hun hermed tilsluttede sig eller afviste genindførelsen af gruppeeksaminer er for så vidt ligegyldigt. Hvad der er interessant er den underliggende logik, som udtalelsen er udtryk for, nemlig at religion og religiøsitet er ensbetydende med absolutte og uforanderlige holdninger og overbevisninger, som ikke på nogen måde kan ændres. Og den slags går jo ikke i et (politisk) miljø, hvor Folkets (eller Danskernes) igennem meningsmålinger og opinionsundersøgelser konstruede holdninger er det altdominerende pejlemærke for den politiske debat.

Måske er dette den virkelige baggrund for den verserende debat om, hvilken rolle religiøse symboler skal og bør spille i det offentlige rum. Problemet er ikke, at vi er bange for, om en kalotbærende jøde virkelig er i stand til at udføre sit hverv ordentligt. Problemet er heller ikke, eller i det mindste ikke blot, at vi er en bunke racistiske, indspiste provensielle nordboere, der endnu ikke har vænnet os til at vi lever i et samfund bestående af mennesker fra en lang række forskellige kulturer og baggrunde. Problemet er snarere, at symbolerne minder os om, at der er mennesker, der ikke alene har holdninger og overbevisninger, som er forskellige fra vores, men at de tager disse overbevisninger alvorligt og måske tilmed (horrors of horrors) nægter at erkende, at VI har ret, og de tager fejl. Problemet er eksistentielt, ikke politisk eller sociologisk.

I 80’erne lød et slogan om indvandrere: ”De tager vores kvinder og vores arbejde.” Sloganet blev brugt til at forklare, hvorfor ”vi” heller ikke dengang brød os om indvandrere (dengang hed de i øvrigt fremmedarbejdere).

Ser man på de temaer omkring indvandrere (i dag hedder de muslimer), som er på den politiske dagsorden i dag, og som bruges til at forklare, hvorfor ”vi” stadigvæk ikke bryder os om dem, synes de at have fået et nyt indhold, der ikke dækkes af det gamle slogan. Nogle store temaer for tiden er: at muslimske kvinder bærer tørklæder, at muslimer henter ægtefæller i deres hjemland, at muslimer ikke får sig et arbejde, og at muslimske børn kun må få halalkød i børnehaven.

Antipatien mod muslimer synes i disse sager ikke at handle om, at vi som danskere er bange for, at de skal komme og tage noget, som vi begærer (vores kvinder og vores arbejde). Problemet er snarere det modsatte: at muslimerne åbenbart ikke begærer de ting, som er omdrejningspunkterne for vores begær og nydelse. Når muslimske kvinder bærer tørklæde, stiller de sig udenfor den cirkulation af gensidigt begærende kroppe, som finder sted i den danske offentlighed. Og endnu værre bliver det, når muslimer disser hele det danske hvide kødmarked ved at importere ægtefæller fra den anatolske højslette. Og når muslimske kvinder står udenfor arbejdsmarkedet, er det en hån mod den danske arbejdsideologi, hvor den sande selvrealisering jo finder sted på jobbet. Og når de små muslimske poder i børnehaven ikke spiser vores højt besungne grisekød, er det jo bare prikken over i’et.

Man fristes til at sammenfatte vores nationale ubehag ved de muslimske indvandrere med et nyt og mere tidssvarende slogan: ”De vil jo ikke engang have vores pik, vores arbejde eller vores pølser.” Hvad bilder de sig ind at komme her og ikke bekræfte vores begær ved at stræbe efter de samme objekter som os?

Det siges, at islam og muslimer er den største trussel mod Danmark og dansk kultur. Hvis der er en sandhed gemt heri, så er det ikke, at muslimer truer hverken retssikkerheden, ytringsfriheden, ligestillingen eller andre frihedsrettigheder, men snarere at de er en provokation mod hele den begærsøkonomi, som strukturerer vores nydelse. Hvis muslimer truer noget, er det ikke det danske demokrati men nok snarere den danske kapitalisme. Og måske er det i virkeligheden en endnu større forbrydelse.

Den hyggelige spindoktor med øjne så store som tekopper, når han forundres over sin egen skarpsindighed, Niels Krause-Kjær, har i programmet Jersild og Spin for vane at citere amerikanske slogans for at forklare, hvad det handler om i politisk kommunikation. Et af de slogans, han flere gange er vendt tilbage til, er udtrykket "perception is reality": Hvis vælgerne opfatter noget som dette eller hint, så er det sådan. Dvs. hvis f.eks. Lars Løkkes udskejelser opfattes som løsagtige og diskvalificerende, så er de det, osv.

Udtrykket bliver interessant i forhold til debatten om tørklæder i retssalene. Er det nemlig ikke Dansk Folkepartis stærkeste argument i sagen, at det kan opfattes som et signal om manglende neutralitet og tilregnelighed, når man er iklædt et religiøst betinget tørklæde? Hvis det opfattes som om en dommer signalerer, at man ikke kan stole på hendes prioritering af religiøs og verdslig lov, så er det vel sådan, at hun signalerer dette? Og i en retssal skal netop først og fremmest retssikkerheden prioriteres. Det handler om at skabe en "strengt neutral" ramme for den dømmende magt (for nu at bruge Helle Thorning Schmidts nylige udtryk), og man må derfor tage hensyn til de implicerede parters opfattelse af, om de faktisk får en fair rettergang.

Det første modargument er imidlertid lige ved hånden - udtrykt af den tørklædebærende jurastuderende Sabba Mirza i Nyhedsavisen:

Før diskuterede man i USA, om sorte kunne dømme. Senere om kvinder kunne dømme, eller om de var for 'følelsesladede'. Nu diskuterer vi så, om folk med tørklæde kan dømme neutralt og upartisk, siger Sabba Mirza, der mener, at det er den samme diskussion som tidligere. Bare med muslimske kvinder.

Hvis "perception is reality" havde bestemt politikken, ville kvinderne aldrig have fået ligeret - de ville stadig være blevet opfattet som følelsesladede og utroværdige. Eller? Man kunne indvende, at politik netop handler om at ændre perceptionen snarere end at "bestride" den - at arbejde langsigtet for at skabe en forståelse af f.eks. kvinder, der ikke indebærer, at de er uegnede til at besætte tunge og ansvarsfulde poster. Er det ikke netop dette lange, seje træk, Hillary Clinton i øjeblikket bidrager til?

Fra et lacaniansk synspunkt er sagen mere præcist, at realiteten må modstilles det reelle. Fastholder man denne modsætning kan Krause-Kjærs slogan stadig gælde. Realiteten er nemlig, som Lacan siger i Seminar VII, "ikke blot der, således at vi støder hovedet imod den" - realiteten er tværtimod en ramme for vores nydelse: "Vi skaber realitet ud af nydelsen". Det, Sabba Mirza og andre modstandere af Dansk Folkeparti er oppe imod, er derfor ikke alene et politisk synspunkt, men nydelsen selv - der har skabt realiteten. Nydelsen ved at betragte en tilhyllet, kysk og selvundertrykkende kvinde er så stor, at den skaber realiteten - den realitet, der placerer en dommer med et tørklæde som utilregnelig. Perception is reality (is pleasure). Derfor har Krause og Kjærsgaard i en væsentlig forstand ret: For så vidt tørklædet i den aktuelle danske sammenhæng har den betydning for flertallet, som det har, signalerer det "objektivt set" politisk modstand, religion over demokrati osv., og derfor fremstår det som fornuftigt at forbyde det i en retssal. Uanset hvad Sabba Mirza og hendes ligesindede mener.

Det reelle er derimod de huller i den accepterede perception, der fremviser dens selvmodsigelser (f.eks. at det kristne kors tillades, hvor tørklædet forbydes), irrationalitet, had, angst eller den jouissance, der opstår i den evindelige kredsen om tørklædet. Det reelle fremviser det ubevidste - det, der ligger bagved eller udenom den realitet, der perciperes, eller rettere sagt: den måde realiteten er struktureret på som nydelse.

Ikke så underligt, men tungt og noget uoverskueligt, at overskriften for en progressiv venstrefløj idag er en "politics of the real".

Altså tager Medvedev over i Rusland.

I Deadline til aften kunne man se et par billeder fra Kreml i Moskva, hvor Putin holdt et af sine sidste møder som præsident. De få billeder afslørede, at Putins stol for enden af det lange bord var en smule hævet, vel 5-7 centimeter, mens alle de øvrige stole samtidig var sænket præcis så meget, at Medvedev og de øvrige kom til at virke en smule latterlige. (De fleste kender fornemmelsen af at sidde på en havestol ved et almindeligt stuebord, når der lige mangler en stol - man kommer til at føle sig lidt som et barn).

Har vi her beviset på, at Putin har tænkt sig at beholde magten, uanset de formelle regler omkring præsidentmagtens overdragelse? Viste Putin lige en sidste gang, at det er ham, der sidder på flæsket? Eller vil Medvedev overtage den høje stol? Måske kan de mange spekulationer om det fremtidige magtforhold i Kreml løses ved at betragte stolene.

Putin ser i hvert fald indtil videre ud til at have installeret sig selv som Faderen. Og det endda i alle tre registre:

Som den symbolske far har han sat sig for bordenden, ophøjet sig selv og skabt sig en position, der vil kunne fastholdes efter hans afgang. Putin vil stadig være The Name-of-the-Father.

Som den imaginære far forbliver han "det Rusland havde brug for". Den samlende kraft - ham, der bekæmpede de muslimske terrorister og skabte orden. (Billedet af den muskuløse præsident med fiskestangen i den brusende flod forbliver).

Som den reelle far ("The Great Fucker") har han kastreret sin efterfølger.

Bertolt Brecht skrev engang, at begrebet om "Folket" egentlig har to betydninger: én udadtil og én indadtil. Udadtil, i forhold til andre folk, hører alle med til folket, selv storindustriens baroner, højere embedsmænd, generaler og biskopper, men indadtil taler disse herrer om "folket" som "massen" eller "de små folk".

Måske er det, der er sket de senere år, en slags omvending af denne dobbeltbetydning? Idag tilhører virksomhedslederne, borgmestrene, kommunaldirektørerne og de royale "udadtil" en højere, international sfære, der taler med bekymring og foragt om "folket" derhjemme i andedammen, som ikke forstår globaliseringen, den nye verdensorden, osv., mens vi "indadtil" mere og mere forstår os som én stor masse af "danskere", der er så folkelige og muntre, og gør så hjerteligt nar af autoriteter og religioner og så videre.

I en kronik i JP den 1. maj beskrev historikeren Claus Bryld netop, hvordan de politiske partier, inklusive Socialdemokratiet, (som en 1-maj-kronik uundgåeligt handler om), siden Dansk Folkepartis fremkomst mere og mere konsekvent har talt om "danskerne" istedet for om "folket" eller endda "befolkningen". Indadtil er vi "danskerne" - udadtil er nogle af os omrejsende globalister med udsyn og åndeligt og økonomisk overskud.

Således kan man på TV2 for tiden følge et nyt quizprogram, hvor deltagerne skal gætte "hvor mange procent af danskerne" der mener eller tænker eller gør dette og hint. Det kan ikke undgå at slå én, hvad interviewerne bag de meningsmålinger, der ligger til grund for quizsvarene gør, hvis de får fat i en Mohammed eller Fatima eller en Horst eller en Alejandro: Siger de undskyld ulejligheden og ringer videre til de får fat på en Jeppe eller en Mette? Betyder "danskerne" dem, der bor i Danmark; dem der har dansk statsborgerskab; eller dem, der har et danskklingende navn og kan spores etnisk tilbage i syv generationer?

Er "danskerne" et nyt, radikalt homogeniseringsmiddel eller en udstødelsesmekanisme, der skal minde minoriteterne om, at de ikke tilhører folket, befolkningen eller noget andet?

Skal man kombinere den omvendte Brecht med Brylds pointe er konklusionen mere præcist: Indadtil håndhæver vi ideologien om et homogent, traditionsbundet og forenet folk af danskere (som indvandrere kan blive en del af, hvis de anstrenger sig); udadtil ved vi godt, at denne ideologi er en løgn.

En gammel vise fortæller historien om en ung kvinde, der møder op i det lokale rådhus med en ung mand, sin kæreste, og vil have borgmesteren til at gifte dem. Manden er imidlertid godt fuld, og borgmesteren må bede kvinden om at komme tilbage, når han er blevet ædru igen. En uge efter møder parret op igen, men manden er igen fuld, og giftermålet må endnu engang udskydes. Da scenen udspiller sig tredje gang med samme resultat, tilstår kvinden over for borgmesteren: Det er kun, når hendes kæreste er fuld, at han vil giftes.

Minder denne unge mand ikke om det danske socialdemokrati? Var integrationsordfører Henrik Dam Kristensen ikke blot bagstiv, da han lørdag morgen pludselig foreslog et generelt tørklædeforbud for alle offentlige myndighedspersoner og dermed var godt på vej til at indgå det ægteskab med Dansk Folkeparti, som dette parti havde håbet på i så mange år? Og var det ikke et udtryk for, at tømmermændene havde meldt sig, da integrationsordføreren senere på dagen begyndte at trække i land?

Eller forholder det sig omvendt? Er den socialdemokratiske ledelse til daglig halvberuset, men indså lørdag morgen i et øjebliks ædruelighed, at den naturlige konsekvens af deres politik ville være at gifte sig med DF, at dette er partiets egentlige kærlighed?

Hvad enten den ene eller den anden forklaring er den rigtige, må konsekvensen være den samme for partiets andre bejlere, nemlig at disse hellere må opgive deres forhåbninger. Socialdemokratiet elsker dem simpelthen ikke.

Den amerikanske komponist Morton Feldman sagde engang: "Hvis du begynder med problemer, så ender du bare med at løse dem".

Men hvad er så et problem? Er et problem allerede halvvejs en løsning? Nej, ikke nødvendigvis, men hvis man kigger på hvordan den politiske diskurs fungerer i dag, så er det at benævne noget et 'problem' netop den ultimative undskyldning for ikke at have løst det. Som sådan fungerer udnævnelsen af problemer - Irak, miljøet, fattigdom i den tredje verden - allerede som en afmontering af de selvsamme problemer.

Derfor må vi huske på Feldmans fine ord. Og til dem kan vi lægge Marcel Duchamps, der - efter hvad salig Per Højholt fortæller - aldrig nogensinde var interesseret i problemer, men kun i løsninger. Rene og skære løsninger uden forudgående problemer.

Jeg vil - for de teoriinteresserede - gå så vidt som til at sige, at det Reelle (i Lacans forstand) ikke er et problem, men en løsning.