Vi har tidligere her på bloggen diskuteret forholdet mellem ydelse og nydelse. Der er blevet argumenteret for, at vort samfunds imperativ idag lyder "nyd!" frem for det mere gammeldags "yd!" Mens det klassiske industrisamfund lever og trives i kraft af produktion og arbejde, så handler det vestlige forbrugersamfunds forvaltning hovedsageligt om at regulere forbruget, dvs. at administrere nydelsen i samfundet.

Det følgende indlæg ligger i forlængelse af denne diskussion.

Et sted i sin bog Plague of Fantasies åbner filosoffen Slavoj Zizek et lille kighul indtil sit mere private liv som ”almindeligt menneske.” For også han, der til daglig cirkulerer i de globale akademiske cirkler (konferencer, galleri-åbninger, debatprogrammer, bogmesser, osv.), er af og til forpligtet til at deltage i mere ordinære arrangementer såsom familiemiddage. Og som enhver filosof ved, mødes man her ofte med en vis skepsis, måske endda en vis fjendtlig indstilling: det starter med høflige spørgsmål a la: ”hvad laver sådan en filosof egentlig?” (hvorpå man så kan vælge at give en lang og kedelig, eller en kort og håbløst reducerende, forklaring) men fører meget hurtigt videre til spørgsmål a la: ”men, hvad kan det så bruges til?” eller værre endnu: ”er I ikke bare en flok navlepillere, der lever fedt af skatteydernes bidrag!?”

Zizek bemærker i den forbindelse, at det, der tilsyneladende irriterer disse samtalepartnere, ikke så meget er, hvorvidt der er en relevans i det filosofiske arbejde (det kan man jo sagtens argumentere for at der er – det tager bareen del tid), men snarere skyldes det faktum, at ”jeg [dvs. Zizek] rent faktisk nyder at gøre det, jeg gør.”

Indsigten er ikke blot lacaniansk, den er også skarpsindig. For hvor mange mennesker, der bare kender en smule til universitetsverdenen, vil i ramme alvor påstå, at universitetets bidrag til samfundet er overflødigt? Mon ikke, der er noget om snakken, når Zizek siger, at det handler om nydelse.

Hvis man går med på denne præmis, så melder et nyt perspektiv sig i hvert fald. LAd os tage et blik på universiteternes reformation siden Venstre-regeringen kom til magten i 2001. Denne regering, der som et vigtigt punkt på dagsordenen havde sit ”opgør med smagsdommeriet” og som siden hen har indført strenge regulationer, besparelser og en afskaffelse af demokratiet på universiteterne – det synes da vitterligt som om, at regeringens vigtigste ønske var dette: at få de universitetsansatte og de studerende til at nyde mindre. Det skal simpelthen være mindre rart at være akademiker.

En gang imellem bevæger medierne sig ud i den danske virkelighed, for at høre hvad 'den almindelige mand' har at sige om dette og hint. Det har altid undret denne analytiker, at tilsyneladende rigtig mange mennesker griber denne chance for 5-10 sekunders tv-tid til den pris, som denne tid koster: Nemlig at blive reduceret til manden i mængden, herr og fru Jensen i Valby Langgade, at blive reduceret til meningskvæg, dvs. mennesker der ikke kan tage nogen beslutninger selv, men som blot har en mening om de beslutninger, som allerede er blevet taget.

En voxpop skaber et slags kor af stemmer (vox), der helst skal være helt homogent eller meget heterogent før det kan bruges til noget (dvs. enten ”Danskerne er enige: Lars Løkke dur ikke som statsminister” eller ”Meningerne er stærkt delte om David Lynchs nye film”). Over for koret står forsangeren. Medierne er nemlig på den ene side interesserede i folkekoret (vox populi), på den anden side i den kritiske stemme (forsangeren), der hives ind i tv-studiet for at kommentere og frasere over folkekoret (forsangeren er tidligere blevet analyseret her under navnet 'fake ombudsmand'). Selvom forsangeren til tider kan have ganske skarpe pointer om vort samfund (fx Morten Albæks definition af 'Generation fucked up' osv.), så er det af den yderste vigtighed for ham, at folkekoret ikke opløses (radikal kritik er altså ikke mulig) (note: I en af De Nattergales sange sker det netop at koret opløses – det viser sig, at forsangeren har gjort noget så radikalt som at skrive en sang uden slutning: "Vi gider da ikke synge en sang, der ikke har en slutning", råber koret og skrider). Det er kun på baggrund af koret, at forsangeren kan brillere med sin skønsang.

Spørgsmålet er nu blot: Er der på nogen måde mulighed for, at folkekoret kan blive noget andet end helt homogent eller helt heterogent, sådan så de såkaldt kritiske stemmer forvirres og nye sange i samfundet opstår? Her er til en begyndelse tre måder, hvorpå man kunne reagere i en voxpop-situation for at bidrage til et mere spændende kor (find selv på flere):    

1. Man kunne lade være med at give sin mening om noget som helst: "Min mening…!? Hvor vover du at spørge om den? [her kunne man eventuelt sige en mærkelig lyd] Det er min mening om det!".

2. Man kunne velvilligt stille op til enhver voxpop, men insistere på at blive tituleret 'samfundsdebattør' eller 'kritisk stemme' i underteksten. "Jeg tror, jeg er enig med de fleste, men ikke af de samme grunde… [se spidsfindig ud i ansigtet]".

3. Man kunne blive en decideret voxpop-jæger. Altid stille sig op der hvor Go' aften Danmark er på udkig efter 'de almindelige mennesker'. Således kunne man altid begynde sine sætninger med "Og for det andet mener jeg også at…" eller "Igen vil jeg bare sige at…".

Den skeptiske miljøforkæmper, Bjørn Lomborg, har som bekendt for længe siden indledt et strategisk tilbagetog fra sine mest skeptiske dogmer i kampen om klimaforandringerne. Ikke desto mindre kan hans måde at tænke på meget vel udtrykke en stærk kraft i tiden (og sagen er at der i ganske betydelig forstand faktisk stadig ingenting sker for for alvor at ændre vores kurs).

Hvorfor slog Lomborgs tanker så godt an i USA? Fordi deres grundlæggende dogme var: Hvis det gik sådan fra i går til i dag, gør det vel også fra i dag til i morgen. Lomborgs tanker var altid kvantitative fremskrivninger af kendt viden (f.eks. statistikker om udviklingen i temperaturstigningerne; meta-statistikker over, hvor mange olie-ressourcer, vi igennem tiden har regnet med, at der vil være tilbage; fremskrivninger af moderate udlægninger af stigninger i vandstand, osv.) Derfor var han ude af stand til at forestille sig kvalitative skift, som f.eks. at klimaforandringerne kan blive accellereret og komme ud af kontrol, når vi når et vist niveau (radikalt udtrykt i spekulationerne over, hvad der vil ske, hvis Golfstrømmen "slukkes").

Den samme logik præger den amerikanske økonomi. Som bekendt skylder USA en del penge væk - pt. 9411 milliarder dollars. Omkring halvdelen af denne gæld er til udenlandske regeringer og firmaer, anført af Japan og Kina. Spørgsmålet er, hvor længe dette kan blive ved. (Krigen i Irak gør naturligvis ikke tingene lettere. Den anslås indtil videre at have kostet over 500 milliarder dollars.) Kommer der på et tidspunkt en global finanskrise? Kan kineserne begynde at overtage dele af USA? Vil gælden blive pålagt den amerikanske arbejderklasse og vil den på et tidspunkt gøre oprør? Hvis nogen af disse ting skulle ske, vil det i hvert fald uden tvivl komme bag på os - netop på grund af den grundlæggende tilbøjelighed, vi har, til at tænke som Bjørn Lomborg. Da kreditmarkedet i USA brød sammen og tusindvis af familier blev sat på gaden, spurgte Jon Stewart den konservative forfatter P.J. O'Rourke, der netop havde udgivet en bog om Adam Smith, hvad han troede denne ville have sagt om kreditkrisen. O'Rourke svarede: "Han ville have sagt: Hvad troede I selv, der ville ske? I har i årevis overbelånt jeres huse til en latterligt lav rente!" Vi fortsætter fra i går til i morgen i håbet om, at der ikke sker et kvalitativt skift. Bank- og finansverdenen fremskriver simpelthen den gældende viden og håber det går. Den kan netop ikke forestille sig (imagine) andet - for den har ikke set grundlaget (et imago) for, hvordan en ny situation skulle kunne opstå. Først når de meget radikale skift er sket, finder den et nyt grundlag at prognosticere på.

På samme måde med klimaforandringerne. Som Slavoj Zizek har sagt, er problemet at vi meget vel ved, (videnskaben har simpelthen forklaret det), at der vil ske meget radikale forandringer og katastrofer, hvis vi ikke ændrer vores adfærd meget snart. Men vi tror ikke på det. Vi hører forklaringerne, læser diskussionerne i aviserne, og vi er kloge nok til at forstå alt dette på det symbolske plan. Men når vi træder udenfor døren, ser vi ingen forandring. Solen skinner, himlen er blå, der kommer en let brise osv. Og fordi dette plan - det imaginære - er stærkere, tror vi simpelthen ikke på videnskaben. (Og derfor vil vi først reagere, når vi begynder at se effekter af det reelle).

Den græske filosof Zenons berømte paradokser er af samme grund intuitivt meget appellerende for os. De er netop baseret på fremskrivninger af det samme. Tag paradokset med pilen, der skydes afsted mod en plade. Zenon hævder, at den aldrig vil ramme. Når den nemlig er nået halvvejen, vil der stadig være en bestemt distance tilbage at flyve, nemlig den anden halvdel, og når den er nået halvvejen af denne distance, igen en ny. Afstanden til målet halveres og halveres og halveres igen, men der vil altid være en ny distance at tilbagelægge. Hvis det fortsætter sådan, vil pilen aldrig nå frem.

Og der skal et skarpt hovede til at regne ud, at den gør det alligevel.

Denne analyse springer på analysetoget, der hvor den foregående stod af. Vi bringer et kort citat:

”Den anden fortolkning af Lacans udsagn [som lyder: der findes intet seksuelt forhold], der ligger tæt op ad vort slangudsagn, er den Slavoj Zizek har formuleret ved at beskrive et samleje som "masturbation med en virkelig partner": Der er ikke noget seksuelt forhold, men kun to kroppe og en (eller to) fantasi(er). Man fantaserer, mens man har sex, og derfor er den anden egentlig "blot" en (bedre) anledning til at aktualisere fantasien.”

Okay? Ingen sex uden fantasi. Ingen pornografi, ingen erotik, lir, dril, forspil, kækhed og glimt i øjnene, uden denne fundamentalt vigtige evne hos mennesket: evnen til at fantasere.

For kort at kvalificere begrebet, kan vi stille det simple spørgsmål, ”hvad er fantasi?” Et indledende svar er, at fantasi ikke er fuldkommen adskilt fra virkeligheden. Tværtimod, fantasi er altid en fantasi om virkeligheden. Tænk over det. Ingen fantasi eller dagdrøm er fuldstændigt uden relation til virkeligheden og dagligdagen.
Lacan går så langt som til at hævde, at enhver oplevelse af virkeligheden er medieret af, hvad han kalder en ’fundamental fantasi’: denne fantasi er en slags erkendelsesmæssig grundform, en måde vi har lært at se verden og os selv på, og som følgelig strukturerer den måde vi tænker, lever og handler på i verden.
Jeg skal ikke her forsvare begrebet yderligere, men vil i stedet give et eksempel på, hvordan man kan bruge det på en nyttig måde, til at analysere ting og sager med.

I slutningen af 2006 udkom en bog i USA, som også herhjemme fik en vis opmærksomhed. Bogen var skrevet af journalisten, forfatteren og feministen Norah Vincent og hed Self Made Man – my year disguised as a man. Denne bog, som er både sjov og interessant, handler netop om det som titlen antyder: forfatterinden, der igennem hele sit liv har grublet over denne gådefulde kløft mellem mænd og kvinder, sætter sig for at gå undercover som mand for at se, hvordan det er, hvordan de tænker, hvordan det føles osv.
Hun forklæder sig altså som mand, og det lykkes langt hen ad vejen. Hun prøver livet som mand i en række forskellige afskygninger: fra en karriere som dørsælger til speed-dating med hotte New Yorker-chicks, fra mande-samtale-grupper og hytteture til et længerevarende kammeratskab med en flok bowling buddies, og så til en af de mest skelsættende oplevelser i bogen: en tur på stripbar forklædt som mand.

Forfatteren har fået en aftale i stand med en af sine bowlingvenner: en dag efter bowling skal de sammen gå på stripbar og drikke fadøl – ”en rigtig mandeoplevelse”, tænker Vincent ved sig selv. Men besøget bliver alt andet end behageligt. For Vincent – der måske har forestillet sig stripbaren som en eksotisk verden, hvor mænd, siddende i røde plyssofaer, ved guldborde med blinkende drinks og dollarsedler i hænderne, kan nyde de objektificerede offer-kvinder, som tilbyder deres kroppe på podier, kort sagt, en verden hvor mænd er konger, og hvor kvinder er slaver – rammes lige fra start af stedets udprægede ”lurvethed.” Vi følger således, hvordan Vincent allerede ved indgangen beskues nedladent af den kæmpestore udsmider, som tænkte han ”hej din tarvelige lus, værs’go og kom ind og brug din latterligt lille taberløn på dansende kvinder – når du nu ikke kan få andet, dit pjok.” Og inde ved baren bliver det ikke meget bedre. Hun mærker kulden blandt mændene ved baren, det nedladende blik fra stripperen, da hun modtager en af de sedler, som Norah vistnok putter i hendes bikini (jeg beder læseren tage mit referat med venlighed, da jeg refererer efter hukommelsen) – og indtil den for Vincent direkte kvalmende og afskyvækkende scene, hvor en af stripperne kommer hen og spreder sine skamlæber lige foran næsen på forfatteren, imens hun med et uhyggeligt og nedladende grin kigger ned på den stakkels Vincent.

En psykoanalytisk interesseret læser vil måske bemærke, at denne oplevelse i Vincents liv som mand, tydeligvis har denne overvældende, (nær-)traumatiske karakter som i Lacans teori kendetegner konfrontationen med det Reelle.

Efterfølgende nævner Vincent i stærke vendinger, hvor meget medlidenhed hun efterfølgende har haft med de stakkels mænd. Mændende, der, lidende under deres utæmmelige seksualitet ser sig tvungne til at fornedre sig selv ved på denne måde at opsøge samfundets værste afkroge, her hvor alt omkring dem synes at sige: du er en taber – siden du er nødt til at betale for det.

Spørgsmålet er, om denne oplevelse i virkeligheden ikke afslører et par ting om forfatterinden selv – for eksempel hendes fantasier om manden? Hvis vi tager Lacans (og Zizeks) ord om fantasien og seksualiteten for pålydende, så betyder det nemlig, at der ikke findes noget seksuelt forhold – uden at fantasi indtræder og ”farver” situationen. Det er af samme grund, at man ikke nødvendigvis skal anse mandlige købere af prostitution for sadistiske macho-psykopater, der nyder at se kvinder lidende og underkastede. Tværtimod, må vi sige: mændene fantaserer jo netop imens!

Når Vincent i dén grad kan overraskes og overvældes af stripbarens lurvethed, så er det måske, fordi hun ikke har gjort sig klart, at også mænd fantaserer om den situation, de befinder sig i. Måske er det faktisk slet ikke så slemt at være på stripbar? Måske er det faktisk kun, fordi oplevelsen simpelthen ikke levede op til hendes egne forestillinger, i den grad skuffede hendes forventninger – at stripsceancen bliver så overvældende for Vincent.
Vincent har tydeligvis ikke problemer med sine forventninger til, hvad det vil sige at være kvinde sådan et sted – tværtimod synes hendes fordomme i udgangspunktet mere end bekræftede. Det som skuffer hendes fordomme er, hvad det vil sige at være "mand på en stripbar." Den Mand, som i Vincent’s personlige fantasi har været en Autoritet, en størrelse uden mangler, en Fjende man kunne kæmpe mod og stille sig i modposition overfor – viser sig pludselig at have en mangel: også manden lider åbenbart af en mangel, en mangel der kun kan udfyldes ved hjælp af fantasi. Hvad Vincent konfronteres med er altså sin egen såvel som den Andens (mandens) mangel. Herefter er hendes identitet første gang for alvor rystet, og de efterfølgende episoder i hendes liv - som i øvrigt beskrives i bogen - vidner også herom.
Af hensyn til de, der endnu ikke har læst denne bog, vil jeg ikke afsløre dens slutning her, men jeg kan dog nævne (for at pirre lidt), at den er voldsom.

Tilbage er der så blot at sige: Læs den. Den er god.

For nylig sagde en mand til sin kæreste: "Du skylder et slag fisse." Et slangudtryk, der umiddelbart blot kan virke vulgært, men som faktisk rummer et komplekst udsagn. Også slang skal fortolkes.

Det første, der er klart, er at udsagnet handler om sex. Manden vil have sex, og han mener at det er rimeligt at kvinden indfrier dette ønske. Det er det sidste ord i sætningen, der viser dette. Tager man det væk, står blot dette udsagn tilbage: "Du skylder et slag... X", hvilket ikke bærer nogen seksuelle konnotationer - tværtimod er udsagnet (vulgært) vittigt, netop fordi det sidste ord er meget overraskende og usædvanligt i sammenhæng med resten.

Hvad betyder "Du skylder et slag..."?

Et "slag" kender vi fra udtryk som "et slag kort" eller "et slag billard". Her er altså tale om spil eller aktiviteter, man udfører sammen, typisk for sjov. Det foranstillede "Du skylder" giver imidlertid allerede denne del af udsagnet en usædvanlig mening. "Du skylder et slag kort" ville egentlig være en besynderlig ting at sige, eftersom det at "skylde" nogen noget typisk vil indebære at den ene part skal give noget til den anden (og ikke at de to skal gøre noget sammen). Imidlertid kan udtrykket godt give mening, hvis man fortolker det ind i en sammenhæng, hvor to eller flere gør forskellige aktiviteter sammen, som de i forskellig grad finder underholdende. Hvis for eksempel et par en dag har gjort en del ting som den ene finder vigtigt/tilfredsstillende/underholdende, mens den anden snarere blot er fulgt mere eller mindre velvilligt med (shopping, besøg hos familie, romantisk film), kan det være på sin plads at gøre noget sidst på dagen, som den anden ønsker sig. For eksempel et spille et slag kort.

Det, kvinden skylder er altså noget, der kan afbalancere de afsavn og selv-opofringer, manden har måttet gøre. In casu "et slag fisse." Det er tydeligt, at "fissen" således indgår i et bytteforhold: Jeg går med i tøjbutikken, til gengæld giver du et slag fisse. For så vidt kan udsagnet fortolkes som ganske tæt på et udtryk for prostitution. Man betaler med sin fisse for at opnå noget andet. Dermed er imidlertid også en radikalisering af udsagnet antydet: Hvis det skulle være parallelt med for eksempel "Du skylder et slag kort" skulle det have heddet noget i retning af: "Du skylder et knald" eller "Du skylder en omgang sex", eller for at gøre det helt klart: "Du skylder et slag fisse+pik". Altså: "Du skylder at vi nu gør noget andet sammen". Et "slag fisse" er egentlig tæt på at være en begrebslig selvmodsigelse, idet "et slag" almindeligvis indikerer flere aktørers (mere elle mindre villige) kollaboration om det samme, mens det der skyldes her er et "slag" der ikke er et fælles projekt, men et slag, der så at sige udkæmpes alene med én aktør. Man kunne også sige, at i "et slag kort" er to eller flere samlet om kortene, mens det kan se ud som om, det i "et slag fisse" er én, nemlig manden, der er samlet om det kvindelige køn.

Jacques Lacan sagde, at der ikke findes noget seksuelt forhold, og her at vi tæt på at få det samme udtrykt i gadeslang. Det er imidlertid også en bestemt, reduktionistisk fortolkning af Lacans udsagn. Man kan nemlig også vælge at fortolke Lacans sætning sådan, at der altid er "mere" på spil i sex end to kroppe, der kopulerer - og at dette mere netop angår dem begge på én gang (i et spil, i et fællesskab, i en intimitet). Der er fantasi, kærlighed, begær og måske endda en fornemmelse af at nå "højere" end man gør i sin almindelige, hverdagslige kommunkation. Man kunne med andre ord betragte sex som et spørgsmål om at nå "det reelle", der ikke "findes", men alligevel sker. At der ikke findes noget seksuelt forhold vil således sige noget i retning af, at det ikke kan udtrykkes i ord. Som Joan Copjec har udtrykt det: "Ved at modsætte sig sproglig mening, modsætter sex sig også relationen, kommunikationen."

Den anden fortolkning af Lacans udsagn, der ligger tæt op ad vort slangudsagn, er den Slavoj Zizek har formuleret ved at beskrive et samleje som "masturbation med en virkelig partner": Der er ikke noget seksuelt forhold, men kun to kroppe og en (eller to) fantasi(er). Man fantaserer, mens man har sex, og derfor er den anden egentlig "blot" en (bedre) anledning til at aktualisere fantasien.

Udsagnet "Du skylder et slag fisse" betyder med andre ord: "Jeg føler trang til at onanere og vil helst gøre det med en virkelig partner. Og det er din tur til at stille noget af dig til rådighed for mine private interesser."

Centralt i Jacques Rancières tænkning finder man en skelnen mellem fred og konsensus, og det er nærværende analytikers påstand, at denne skelnen i dag er vigtigere end nogensinde. Rancières egen koncise formulering af denne skelnen lyder: "Konsensus er ikke fred. Konsensus er et kort over krigen." Konsensus er med andre ord en enighed om, hvem eller hvad vi skal føre krig imod. Det er et symbolsk landkort, der deler verden op i gode og onde. Det modsatte af konsensus kalder Rancière for dissensus, og ligesom konsensus ikke er fred, er dissensus ikke krig, men derimod en uenighed om, hvem og hvad vi skal føre krig imod. Det betyder ikke, at dissensus blot er et andet symbolsk landkort, der på en anden måde deler verden op i gode og onde. Dissensus er ganske vist betinget af, at der findes et sådant anderledes landkort, men dette landkort er ikke selv et udtryk for dissensus. Dissensus består derimod i forholdet mellem de to symbolske landkort. Dissensus er altså selve uenigheden.

Et nærliggende eksempel er selvfølgelig Irakkrigen. I Danmark har vi en lang tradition for politisk konsensus, og netop derfor var det i sin tid muligt for regeringen at begynde en krig, som et flertal af befolkningen var imod. Sagen er, at denne befolkning ikke for alvor turde udfolde den dissensus, der kunne have forhindret krigen. En sådan dissensus ville have bestået i konfrontationen mellem to symbolske landkort, det vil sige mellem to krige, nemlig på den ene side krigen mellem den demokratiske vestlige verden og den totalitære muslimske og på den anden side krigen mellem magt- og oliehungrende regeringer og disse regeringers befolkninger, der må levere ofrene for regeringernes altødelæggende krige.

Det må således være på tide at gøre op med den udbredte stolthed over den danske tradition for politisk konsensus. I modsætning til, hvad der ofte påstås, er den nuværende regerings arrogante og krigeriske politik nemlig ikke et brud med denne tradition for "samarbejde henover hen over midten" osv. Nej, Fogh-regeringens politik er en direkte konsekvens af den hang til konsensus, der traditionelt har præget den danske politiske debat. Og kampen mod denne regering er derfor ikke først og fremmest en kamp for en socialdemokratisk ledet regering, men består derimod i et forsvar for og en praktisering af det, som Rancière kalder det konfliktuelle demokrati. Det er simpelthen på tide at øve sig i dissensus og mangfoldiggøre konfrontationerne mellem symbolske landkort.

Latteren er en betingelse for ideologien. Den giver os den distance i hvis rum ideologien får sin fulde kraft. [...] Det er kun, når vi griner og ånder frit, at ideologien virkelig har greb om os - det er kun dér, den virkelig begynder at fungere som ideologi. (Mladen Dolar).

Det har formentlig plaget mange, hvad der er galt med den danske humor. Man kan hævde, at vi aldrig har været de største bidragydere til verdens humoristiske kapital, men alligevel er det som om, det er blevet værre. Ser man f.eks. DR2s såkaldte satire-sendeflade fredag aften, bliver man nærmest nedtrykt. Et par elendige engelske og australske dilettant-shows med parodier og sketches, der ville have det svært i udvælgelsesproceduren på de fleste egnsteatre, og så en omgang Angora, der efterhånden er svundet ind til tæt på ingenting. Her til aften var temaet "politik" og studieværten spurgte bl.a. de to medlidenhedsvækkende originaler, Carsten Mølby og Jan Krabbe, hvem de ville stemme på. Ikke overraskende lå Mølby "et sted mellem Venstre og SF", mens Jan Krabbe stemte blankt "som en stille protest mod mediecirkuset i valgkampen." I øvrigt fremstilles de to som hjælpeløse tabere uden overblik og indsigt i snart sagt noget som helst væsentligt. De evner ikke at orientere sig og fremstår derfor som enklaver af kære ticks og personlige idiosynkrasier, som noget et sted mellem et kæledyr og et barn. Programmets øvrige indslag handler som regel, som det også tidligere har gjort, om at fremvise middelmådigheden og ligegyldigheden hos, in casu, et midtjysk bøssepar og tre teenagere, der på deres egen håbløse og latterlige måde forsøger at efterligne "Jackass"-serien.

Er det Muhammed-tegningerne, der har presset os ned? Er det blevet standarden for vores vid, at udstille den frygt eller mistro, vi indskriver i den anden? Statsministeren udlagde i 2006 som bekendt den særlige danske tradition bag karikaturerne med den gravalvorlige konstatering: "Vi bruger humor, vi bruger satire", i en sørgelig, nærmest tragi-komisk stivnethed, der burde have fået os til at tænke over, hvad der er vi har gang i, som man humoristisk siger. Men det er værre endnu.

Med tidlige og smertefulde indikatorer i det "legendariske" Tæskeholdet og fortsættelse i det i øvrigt talentfulde Kasper og Madrilaftalen, er den danske satire endt med at blive rene platituder af endeløse fremstillinger og latterliggørelser af virkelige eller forestillede tabere, der tror de kan et eller andet, men blot er til grin: Langt fra Las Vegas, Normalerweise, Klovn, Flemmings Helte, Wulff...

Vi har tidligere kritiseret Jon Stewarts Daily Show for at være en bidsk kommentar til verdens elendighed, som tillader en ironisk distance, der gør det muligt at holde det hele ud. Men den danske humor er, eller er blevet, endnu mere deprimerende. I Danmark er vi på vej til ikke engang at gøre grin med magthaverne mere. Vi gør grin med taberne, minoriteterne og de hjælpeløse. Samtidig forsikrer vi hinaden om, at vi er frisindede, åbne og anti-autoritære. Alle må tåle hån, spot og latterliggørelse. Den danske humor er med andre ord blevet indadvendt. Den stiller ikke spørgsmål til rammen for vores situation, den fremviser ikke situationens paradokser eller dens åbninger. Tværtimod bekræfter den uophørligt rammerne for det liberalt-kapitalistiske mareridt, vi lever, og som er på vej til at blive til et åbenlyst racistisk mareridt. Vi finder de "skæve eksistenser" og udstiller deres mangler, viser hvordan de ikke passer ind eller højst hvordan alle har deres "menneskelige mangler", som vi nu engang må leve med. (Når man gør nar af magthaverne viser man netop deres "menneskelige side"). Vi gør grin - så det er til at græde over. Alt sammen vendt indad, nedad og uden nyskabelse, overraskelse eller brod.

Dansk humor er blevet en ørkenvandring. Vi mangler et træ at kravle op i, som Mujo i den jugoslavisk-bosniske vittighed, Alenka Zupancic slutter sin nye bog om komedien med:

Mujo fortæller Haso om sine oplevelser i Sahara-ørkenen:

- Jeg går gennem ørkenen. Der er kun sand overalt, ikke en levende sjæl, absolut ingenting. Solen brænder på himlen, og mit svælg brænder af tørst. Pludselig springer en løve frem foran mig. Hvad skal man gøre? Hvor kan man gemme sig? Jeg kravler op i et træ...

- Vent lidt, Mujo, du sagde lige at der ikke var andet end sand, så hvor kom træet fra?

- Min kære Haso, sådanne spørgsmål stiller man ikke, når en løve dukker op! Man løber for livet og kravler op i det første det bedste træ!