Så er det kønsroller, der skal debatteres. Tv2 lancerer til foråret programmet "Byen hvor kvinderne gik" i håb om at kunne puste liv i diskussionen. Gad vide hvad det ender med? I en artikel i Jyllands-Posten (fremskaffet allerede for en måned siden af en vaks analytiker), kan man læse mere om Tv2's store eksperiment og det første døgn i det. Mændene hygger sig, forlyder det. Men hvad så med de nu frigjorte kvinder? Ja, de har indlogeret sig i små hytter, som på et højskoleophold, hvor de selv kan "…lave mad og hygge med neglelak og kvindeting nu, hvor de ingen mænd har at tage hensyn til." Så kvinderne frigør sig – netop for at blive til kvinder. Slavoj Žižek ville uden tvivl kalde det 'kvindekamp uden kvindekamp'. Jeg tror således, at det hele ender i den lade maksime for kønsfrigørelse i øjeblikket, der hedder 'frigørelse betyder nyd dig selv'. Og skal vi have den politiske korrekthed med, så må kvindens nydelse jo så heller ikke begrænse mandens nydelse, så derfor er rådet på den ene side: 'nyd din kvindelighed, giv dig tid til den, forlang at manden vasker op', men på den anden side samtidig: 'giv din mand plads til at være mand'. Samlet set: 'fri os fra hinanden, så vi kan nyde det!'.

En anden vaks analytiker gav som reaktion på artiklen i JP prompte en analyse af Tv2's koncept, der imidlertid (som meget andet i vor kreds) kun nåede den interne email-liste og ikke offentligheden. Jeg tillader mig her at bringe den alligevel. Analytikeren taler om, at Tv2 uforvarende "…installerer sig selv på det andet køns plads: mutter rejser, men hendes blik bliver. Her kommer Tv2’s kamerahold med deres linse, og giver nu alle mændene en mulighed for at vise (kvinderne) hvad de "ville gøre", hvis kvinden ikke var til stede." Analytikerens løsning er selvfølgelig meget mere gennemført: "I virkeligheden burde man naturligvis gå "meget mere radikalt" til værks. Enten: Mænd og kvinder separeres i ti år. Kameraholdet skrider, så snart den tårevædede afsked er kommet i kassen... og glemmer alt om hele projektet indtil ti år efter, hvor de vender tilbage. (En slags iscenesat "forsvundne danskere"). Eller: Mænd og kvinder adskilles. I stedet for sin normale kone, får hver mand installeret en kvindelig pornostjerne i sit hjem. HER har du, hvad du ville have, og det i overdreven grad. Mens kvinderne får hvad de vil have ... (og ja, hvem ved egentlig hvad det er?)"

Ja, hvem ved egentlig hvad det er? Her skal nu bringes en tredje og sidste 'mandlig' løsning. Nick Cave udgav sidste år et voldsomt potent støj-blues udspil med sin nye gruppe Grinderman (det mest potente i mange år!). Et af albummets absolut bedste skæringer hedder "Go Tell the Women". Nummeret kan høres på Grindemans myspaceside (gå ind og hør det for fanden!), men her kommer den apatisk-dystre og særdeles skarpe tekst fra de første tre vers:

We've done our thing / We have evolved / We're up on our hind legs / The problem's solved

We are artists / We are mathematicians / Some of us hold extremely / High positions

But we are tired / We're hardly breathing / And we're free / Go tell the women that we're leaving

Sådan er det. Vi mænd har rejst evolutionens tag over os (var det ikke det, I ville have? – ikke flere jordhuler nu, mange flere opvaskemaskiner). Vi har løst problemerne. Vi er kunstnere og matematikere (er det ikke det, I kan lide?). Man kan gå så vidt som til at sige, at vi er frie, at vi lever i en fri verden. Historien er måske ikke slut, men den er i hvert fald på stand-by.

Så hvad nu hvis det var mændene der gik (og ikke hen til andre damer). Af ren og skær kedsomhed. I samlet flok, ud af byen, for aldrig at vende tilbage.

Go tell the women that we're leaving…

I dagens middagsradioavis på P1 blev et nyt initiativ fra Københavns Kommune kort behandlet. Angiveligt skal signalsystemerne ved indfaldsvejene indrettes sådan, at de kommer til at irritere bilisterne mere. Bortset fra det miljømæssigt umiddelbart lidt besynderlige i at skabe mere tomgang og flere accellerationer er formålet simpelthen at stresse bilisterne over i den offentlige transport.

En journalist havde i den anledning fået fat i et menneske nær Rådhuspladsen - en mand, der hver morgen kører i bil fra Høje Taastrup ind til sit arbejde i byen. Han var træt af kommunens initiativ, men kom med en spøjs begrundelse herfor: Egentlig ville det være nemt nok at tage toget - det tager kun 15 minutter - men hvis han gjorde det ville han skulle sidde ved siden af "alle mulige andre mærkelige mennesker" på vejen. Voila! Hvis nogen skulle have været i tvivl om Kierkegaard/Zizek-credoet at "den eneste gode næste er en død næste", har vi beviset her. Ikke bøvlet med at finde toget eller gå til og fra, men det rene ubehag ved næsten var den virkelige begrundelse for at tage bilen.

Netop derfor havde Thomas Blachman både ret og fatalt uret, da han i DR1 forleden sagde, at "vi længes efter hinanden" og at det er grunden til X-faktors store succes. Blachmans intuition er uden tvivl rigtig: X-faktor skabte en fælles reference, det var hyggeligt at sidde med familien og grine, skælde ud eller græde, men den længsel, som Blachman identificerede, kom til udtryk i X-faktor som et symptom - ikke som en løsning. Netop fordi programmet foregik i adskilte celler med komfortable, velkendte rammer - rødvin, slik, kæreste/ægtefælle og børn (og/eller venner fra skolen) - udgjorde det ikke en behandling af vores længsel, men radikaliseringen af den som symptom. Deltagerne i programmet er "døde naboer" - de perfekte naboer - eller måske snarere en slags levende døde: Mennesker med følelser, talenter, ydmygelser og chok, som man kan "identificere sig med", som det hedder, uden at skulle tåle deres nærvær. De er behageligt på afstand, uden for rækkevidde, og netop derfor ukompliceret bedårende og bekræftende.

Vores ven fra Rådhuspladsen, der skal til at holde længere foran det røde lys på vej ind til byen, kan altså fortsat glæde sig over nyhederne om Martins og Lauras succeshistorier i radioen, og måske med nostalgisk vemod sætte deres CD i afspilleren. Måske kan han endda med et glimt i øjet more sig over at tænke på eller lytte til den store scene i finalen, hvor alle de kiksede tabere fra tidligere i udsendelsen trådte op og skabte en storslået fuck-det-vi-gør-det-sgu-alligevel version af The Show Must Go On. (No kidding: Det var smukt).

Så længe han ikke skal sidde ved siden af dem i toget.

Selvom det på ingen måde er usandt, at dele af halvfjerdsernes venstrefløj ukritisk støttede diverse totalitære regimer, er der heller ingen tvivl om, at der bevidst udelades meget i denne diskussion. Hvad angår især maoismen, er historien en helt del mere kompliceret, end mange højreorienterede ideologer gerne vil fremstille den. Det skyldes ikke blot – som Information allerede har gjort opmærksom på – at der i Vesten var en udbredt uvidenhed om, hvad der egentlig foregik i Kina (en uvidenhed der i øvrigt både gjaldt højre- og venstrefløjen). Et lige så vigtigt spørgsmål er nemlig, hvilken politisk praksis begrebet maoisme betegnede i Vesten.

Et eksempel på denne praksis finder man i Jean-Luc Godards bemærkelsesværdige film Tout va bien fra 1972, hvori det skildres, hvordan der på en fabrik opstår en strejke uafhængigt af den dengang altdominerende kommunistiske fagforening CGT. Filmen er en lang hyldest til sådanne spontane strejker, der ikke var sjældne i halvfjerdsernes Frankrig, og hvis politiske særpræg bestod i, at de som oprør ikke blot var vendt mod kapitalismen, men også mod den institutionelle kommunisme, som den kom til udtryk i det meget stærke kommunistparti. Som det kritisk formuleres af en af filmens hovedpersoner:

”Når man er arbejder, følger man fagforeningen, der tænker for en. Uden for fabrikken følger man partiet, der tænker for en. Det eneste, man har lov til selv at gøre, er at brænde et vokslys”. Hvorefter han tilføjer: ”Jeg ved ikke, hvad en maoist er, men hvis det blot består i at sige, hvad jeg lige har sagt, så er der mange maoister her på stedet”.

Så hvad er en maoist? Ja, i halvfjerdsernes Frankrig var det åbenbart en oprørsk arbejder, der hverken gad rette sig efter direktøren eller fagforeningslederen, men ønskede at udkæmpe den politiske kamp her og nu. Og selvom maoisme måske ikke betød præcist det samme i for eksempel Danmark, er der noget, der tyder på, at det simpelthen er dårlig historieskrivning at reducere den tids politiske strømninger til en støtte til totalitære regimer. Man kan nemlig mene, hvad man vil, om den radikale anti-autoritære indstilling, der præger de politiske aktivister i Tout va bien, men man indrømme, at den er alt andet end totalitær.

En forsigtig forudsigelse. Om 10 år findes Janteloven ikke mere, men er fuldstændig erstattet af Fjanteloven, der allerede nu vil være løn- og videnarbejdere pinligt bekendt:

1. Du skal ikke tro, at du ikke er noget.

2. Du skal ikke tro, at du ikke kan noget.

3. Du skal ikke tro, at du ikke kan realisere dig selv.

4. Du skal ikke tro, at der er noget, der er vores skyld.

5. Du skal ikke tro, at vi ikke overholder vores aftaler.

6. Du skal ikke tro, at der er noget, der er samfundets skyld.

7. Du skal ikke tro, at du kan tillade dig at være bange eller at have neuroser.

8. Du skal ikke tro, at der er noget, der er værd at tage alvorligt.

9. Du skal ikke tro, du skal vide, og du skal lære, at vi har det godt her.

10. Du skal ikke tro, du skal nyde, hygge dig og fjante – det giver livskvalitet.

Jeg vågner en nat og går ned på tanken. Klokken er halv fem. Jeg køber en pose med rundstykker og sætter mig på en bænk uden for tanken for at se solopgangen. Inden solen når at stå op, falder jeg i søvn og drømmer, at jeg vågner hjemme i min seng. Jeg strækker mig. Ude på køkkenbordet ligger den pose rundstykker, som jeg købte i nat på tanken.

I et af de mange tv-indslag, hvor europæere eller andre, i dette tilfælde tilsyneladende en australier, gør grin med USA-borgeres manglende viden om helt elementære ting, spørger intervieweren på et tidspunkt: "Hvilken religion tilhørte de mennesker, der angreb USA den 11. september - hinduisme, islam eller ateisme?"

Som det kan forventes, svarer en del forkert (hvilket dåselatter bekræfter), men en enkelt svarer noget overraskende: "They were stupid, that's what religion they were." I første omgang er dette simpelthen svaret til den stående debat her på bloggen om forholdet mellem islam og muslimer. Hvis man er muslim er ens tænkning i større eller mindre grad og på forskellige måder bestemt, rammegivet eller indpræget af islam, men hvis man flyver et fly ind i et højhus fyldt med mennesker, er man en idiot. Længere er den ikke.

I anden omgang siger udsagnet noget rigtigt om religion som sådan. Lacan betragtede således f.eks. religiøse riter som en måde at vække guddommens begær. Hvis jeg danser eller beder eller pisker mig selv, opdager guden mig og bliver interesseret i min eksistens. Som et barn der råber "se mig" eller en tvangsneurotiker, der klæder sig på og om og lægger make up og tager den af og går ud og blot ønsker sig at blive anerkendt og bemærket. Vi begærer den Andens begær. Og i tilfældet religion kan dette begær blive drevet til ekstatiske højder eller ekstreme handlinger. Hvilken større rite til at vække gudens begær kunne man forestille sig end to brændende højhuse i New York, torpederet af rutefly? I dette tilfælde er begæret imidlertid netop løbet amok, om man så må sige; det er ude af kontrol, nærmest som i en psykose, hvor alt smelter sammen i en himmelsk ekstase. Vi kender lignende tilfælde fra historierne om amerikanske husmødre, der slår deres børn ihjel for at de skal forblive rene og ufordærvede overfor Gud - ingen ville tøve med at fastslå sådanne menneskers sindssyge.

Gud er ikke død; Gud er ubevidst. Dvs. de handlinger der skal vække gudens begær er handlinger der bunder i et ufortolket ubevidste. Flemming Roses karikaturtegninger kan derfor ses som et forsøg på at intervenere og fremmane det ubevidste hos religiøse muslimer - fremvise det begær, de hemmeligt fornægtede. Men netop dermed kan man se, at hans handling var en "vild analyse" i Freuds forstand: Den karikerede en bestemt, forudfattet fortolkningsramme og foreskrev analysanden en utvetydig medicin, som kun kunne vække afsky og modstand. Den sagde med andre ord: Det er dette, muslimer ikke vil vedkende sig! Deres længsel efter gudens begær manifesterer sig som en bombe i en turban. Selvom denne analyse dermed tiltalte det ubevidste, ramte den forbi - eller rettere: der var noget om den, og derfor var dens fejlskud så meget mere alvorligt. Det er rigtigt, at ethvert religiøst menneske, for så vidt det lader sin religiøsitet manifestere i riter og bønner, efterspørger eller opsøger gudens begær. Men dette kan foregå på mangfoldige måder og har ingensomhelst nødvendig forbindelse med voldelige, ydre handlinger. (Jihad kan f.eks. simpelthen fortolkes som en indre, åndelig kamp). Modstanden, Westergaards tegning vakte, var således dobbelt: Den udstillede begæret efter den Andens begær, OG den fortolkede det som et begær, der i sidste ende kun kan udleves gennem spektakulær vold. Fordi der "var noget" om det første, blev det andet fortolket som et generelt postulat, hvilket uundgåeligt krænkede "normalt-neurotiske" religiøse muslimer, dvs. sådanne der udlever deres begær på en fredelig, kærlig måde og f.eks. forsøger at vække gudens begær ved at leve i harmoni med deres medmennesker, osv. (dvs. det milliarder af mennesker overhovedet forstår ved religion). Det er denne virkning, Juste og Rose kynisk fornægter deres ansvar for. Rose bad tegnerne om at tegne "Muhammed som du ser ham". Og det enøjede, plumpe svar fra Westergaard udpegede en særligt afstumpet ude-af-kontrol fortolkning af islam og sagde: "Sådan ser jeg den!" Vores ven i USA ville have sagt: That's not religion, that's just stupid.

Dette er netop den vilde analyses grundlæggende problem: Det skal siges, det skal frem, men enhver analyse er en risikabel gestus, og derfor må den foretages med den største poetiske præcision. Man skal vove den, men må derfor også være parat til at påtage sig ansvaret for de uventede følelsesmæssige reaktioner, den kan afføde. En vild analyse kan simpelthen være forkert, hvis den ikke bidrager til analysen, men kun vækker modstand, fordi den forsimpler, reducerer og overfortolker.

I Dostojevskijs Brødrene Karamazov konfronterer sønnen Ivan på et tidspunkt sin far med ”nyheden” om Guds død. Hvortil faderen udbryder: ”Jamen, hvis Gud er død, så er alt jo tilladt!” Og dette er da også en civilisationskritisk betragtning som man ofte hører ytret (af f.eks. kristent troende): at når først mennesket holder op med at tro på Gud, så går der ikke lang tid, før det indsætter sig selv på Guds plads med alt, hvad det medfører af fortrædeligheder og forbrydelser (totalitære regimer, menneskets udpining af klodens ressourcer, fremkomsten af nye, ’uetiske’ teknologier såsom kloning og genterapi).

Man kan i denne betragning finde flere gemte tankefigurer. For eksempel den, at magt så vidt muligt altid bør blive på de mægtiges hænder; for hvis først den lille mand får fingre i den, går det bare grueligt galt. Eller man kan notere sig, at en anden kristen betragtning er tæt beslægtet med det øverst-stående, at ”så snart Gud (noget som er uendelig meget større end mennesket) er død, så mister alting sin mening, og mennesket hensættes i en rodløs, post-moderne tilstand, dømt til at flakke om fra den ene billige glæde til den anden, uden mål og med, uden noget etisk standpunkt. Og så videre.

Men det var Jacques Lacan der som den første omvendte det Dostojevskij'ske diktum, idet han sagde:

”if God doesn’t exist, then nothing at all is permitted any longer. Neurotics prove that to us every day.” (S2, 128)

Med andre ord: hvis du fjerner den ting, som giver mening, autoritet og struktur til et menneskes liv, så vil resultatet blive, at samme person på tvangsmæssig vis går igang med at gen(op)finde denne autoritet. Og denne proces af ”søgen” kan meget vel true med at blive så omfattende, at den bemægtiger sig hele personens tilværelse. Pludselig indskrænkes personens handleevne ud i det sygelige på grund af selvpålagte forbud og regler.

Der er tidligere blevet rettet spørgsmål til nærværende blog om, hvorvidt bloggen mener, at Muhammedtegningerne skulle have været tegnet og trykt eller ej. Mens alle således har beskæftiget sig med denne ”skillen-fårene-fra-bukkene-diskussion” har man glemt det, som er det væsentligste i hele Muhammedsagen, nemlig at analysere, hvad disse tegninger – som ’ytringer’ – kunne være udtryk for, dvs. hvad de egentlig betyder.

Og mon ikke disse Muhammedtegninger er udtryk for et forsøg på at fratage muslimerne deres tros autoritet? Hvis Gud er så stor, at han ikke må afbildes, er JPs optryk af tegningerne så ikke netop et forsøg på at fratage Allah sin autoritet – og er den implicitte meddelelse til muslimerne så ikke, at "når først jeres autoritet er faldet så er intet længere jer tilladt!"

Indlægget her er en udløber af et tidligere indlæg og den deraf følgende diskussion.
Diskussionen opstod i forbindelse med brugen af to ord, der fylder en del i den offentlige debats diskurs for tiden. Nemlig ordene ’ytringsfrihed’ og ’muslim’.

Indlægget blev angrebet af skribenten Lotte for at mangle en skelnen mellem ’muslim’ og ’islam’.
Hvorfor bør man skelne mellem islam og muslimer? Efter Lottes mening (hvis jeg forstår hende ret), fordi man bør behandle alle mennesker godt, mens 'islam' hører til de fænomener, vi kalder religion, og derfor godt kan kritiseres.

Mens Lotte (og dette er alt sammen min fortolkning af hendes udsagn) har fuldt ud ret i, at denne distinktion er vigtig, så misforstår hun imidlertid dens vigtigheds form: Vigtigheden består ikke i, at folk inden under deres symbolske og diskursive konstitution ”grundlæggende ligner hinanden” og ”jo blot er mennesker som du og jeg”. Vigtigheden består tværtimod i, at netop den symbolske, diskursive konstitution er dét, der gør os til mennesker og – frem for alt – til subjekter.

Analytikeren lader sig herefter næsten rive med af Lottes personangreb, hvorved han uvægerligt kommer til at reproducere fejltagelsen. Til gengæld får han rigtig sagt, at ”Islam er mange ting” og at Wilders ’Islam-fortolkning’ er problematisk, fordi den er essentialistisk. Dette er rigtigt – men det ændrer ikke ved den oversete pointe: at selv om Islam er en uklar størrelse (med et inherent hermeneutisk problem), så er det alligevel netop denne uklare størrelse, der gør muslimer til ’muslimer’.

Vi kan nu gå videre til en af Lottes sidste kommentarer. For hun kommer her med en af de sandeste etiske udsagn, som har været bragt i denne taletråd. Da hun siger:

"jeg har lige præcis så stor respekt for ALLE mennesker, at jeg godt vil være med til at udfordre trossystemet på alle niveauer",

Lotte advokerer altså for en dialog, hvor man er villig til at stille spørsgmålstegn ved både egne og andres fordomme. Det er et godt udgangspunkt, fordi det undgår essentialisme i forhold til den anden. Men her dukker Muhammedkrisen op som problem:

For muhammedkrisen går vel netop ud på, at en gruppe mennesker har noget, som de IKKE ønsker, at der skal stilles spørgsmålstegn ved. - eller som de i hvert fald ikke vil TVINGES af andre til personligt at stille spørgsmålstegn ved.

Som det sikkert er trofaste læsere bekendt, gjorde Jacques Lacan meget ud af at kritisere sin samtids psykoanalytikere for at bedrive suggestion, dvs. tvang. Tvang er, når man fortæller andre, hvordan de skal være og gøre, hvad de skal sige og tænke.
I den forbindelse går Lacans bestræbelse ud på, at analysanden selv skal finde frem til en måde at italesætte sine egne dogmer og tabuer.

Set i det (psykoanalytiske) lys er en handling som den Flemming Rose udførte således i bedste fald uden effekt (dvs. ingen muslim tager radikalt sin tro op til overvejelse bare fordi en eller anden højreorienteret avis kommer med en provokation). Og i værste fald et udtryk for suggestion (a la: du SKAL fandengaleme lære at Gud er død! at kapitalismen er den eneste overlevende efter alle traditioners fald, og at medierne har ret til at nedgøre dig, nydanskeren, når som helst de skulle have lyst).

- Eller også er Roses handling snarere udtryk for forstadiet til suggestionen: kampen om herredømmet i en tosidet menneskelig relation. JP vil kæmpe med muslimerne om, hvem der har mest ret og til hvad, ligesom to søskende kæmper om, hvem der har ret til et stykke legetøj; en kamp der kun kan afgøres ved indblanding fra en autoritær overinstans – her (Muhammedsagen) Anders Fogh Rasmussen.

Hvis sidstnævnte er tilfældet, så var JP faktisk ikke ude på en dialog – ikke med muslimerne i Danmark i hvert fald; men kun med regeringen.

”Men handler det her overhovedet om tegninger af Muhammed?” kunne en kritisk læser spørge. ”Handler det ikke snarere om en kamp på 'værdier'? Handler det ikke om en kamp for ytringsfriheden?”

Her må skribenten bøje sig og give sin kritiker ret. Til dels i hvert fald. For det handler ikke om tegningen som sådan. Grunden til at tegningen bliver et problem er dén, som jeg ovenfor har forsøgt at analysere: at én instans vil tvinge andre til at stille spørgsmålstegn ved hele det sæt af værdier, som gør de andre til tænkende individer. (Ja, alle muslimer er tænkende subjekter. Det er netop islam, der overhovedet giver dem mulighed og udgangspunkt for at tænke.)

Men den kritiske læser har kun delvist ret. For nej, det handlede ikke om ytringsfrihed. ’Ytringsfrihed’ er retten til i en stat at sige og trykke hvad man vil. Og de eneste, der kan fjerne denne frihed er statens repræsentanter.
Hvis én gruppe af borgere således er imod ytringsfrihed, betyder det ikke, at ytringsfriheden er truet. Kun statens regering kan true ytringsfriheden.
Og hvis én gruppe af borgere truer andre borgere på grund af ytringer. Så er det en sag for staten at tage sig af. Ellers er der tale om selvtægt. Hvilket er ulovligt.
Der er således intet, ingen talehandling i hele verden, der kan kaldes ”et forsvar for ytringsfriheden.” Ytringsfriheden er givet, men den kan ikke håndhæves.

På det seneste lydbånd fra Osama bin Laden, hvis autencitet som altid er omstridt, finder man følgende struktur:

1. Først hilses "de intelligente mennesker i den europæiske union" og fred ønskes til alle, der følger den hellige vej.

2. Dernæst følger en kritisk gennemgang af karikaturkrisen, der ses som et led i den generelle krigsførsel mellem den vestlige og den islamiske verden. Bin Laden anser tegningernes offentliggørelse (og genoptryk må man formode) for at være en helt uantagelig og usædvanlig forbrydelse: "Der har altid været fjendskab mellem mennesker, men de intelligente nationer har til alle tider været meget opmærksomme på at overholde etiketter for disput og kampens moral." Dvs. selvom man er modstandere og måske endda i krig, er der en grænse for hvor nedrig man kan tillade sig at være. Med karikaturerne af Muhammed er denne grænse overtrådt ved en helt unødvendig og aggressiv forhånelse. Kvinder og børn dør i krig, sådan må det være, men man behøver ikke samtidig føje spot til skade.

3. Så følger en slags konsistens-argument: "Der er ingen grund til at forsøge at undskylde sig med den hellighed I tilskriver ytringsfriheden og jeres love og det, at I ikke ønsker at ændre dem. Hvis det var tilfældet, hvordan kan amerikanske soldater så være undtaget fra loven på jeres egen jord? Og på hvilket grundlag undertrykker I dem, der sår tvivl om statistikkerne vedrørende en historisk begivenhed?" Ræsonnementet er altså, at der er tale om hykleri, når hån mod profeten forsvares ved at henvise til vore mest grundlæggende frihedsrettigheder, samtidig med at krigen mod terror retfærdiggør allehånde overtrædelser og indskrænkninger af de selvsamme friheder og de "tvivlende" (dvs. de historiske revisionister, Holocaust-benægterne) idømmes fængselsstraffe for blot at ytre deres tvivl.

4. Endelig henvises til den britiske våbenhandel med Saudi-Arabien og det hævdes at "Riyadhs ukronede konge" kunne stoppe tegninge-skandalen, hvis han ville. Tilsyneladende henvises hermed til Tony Blair, der i dag er fredsmægler for EU og FN. Det mere end antydes, at Al-Yamamah-handelen, der er blevet beskrevet som "Storbritanniens største salg af noget nogensinde til nogen" var gennemsyret af korruption, og at sagen viser, at der er ting, vi sætter højere end vore højt besungne frihedsrettigheder (nemlig penge og olie).

Det er umiddelbart efter denne lektion i politisk økonomi, at Bin Laden kommer med de bevingede ord:

For at opsummere, så er de af menneskenes love, der er uforenelige med Gud den Almægtiges, ingenting og tomme; de er ikke hellige og de betyder intet for os. 

Man kommer uundgåeligt til at tænke på La Fontaines fabel, der for nylig blev genfortalt på Aarhus Universitet: Et får, en ged, en ko og en løve havde fanget en hjort og skulle dele rovet. Løven delte den op i fire stykker og argumenterede for, at den selv skulle have det første, fordi den var løve. Det andet stykke skulle den også have, fordi den var den stærkeste; det tredje fordi den var den tapreste - og hvis nogen rørte det fjerde, fik de bank!

Bin Ladens strategi er den samme: Det første stykke går til de fredelige og retsindede ("fordi jeg er løve/muslim"); det andet til dem, der overholder civilisationens historiske principper, inklusiv anstændig krigsførelse; det tredje til dem, der ikke lyver og modsiger sig selv - og hvis nogen rører det fjerde vil de brænde i helvede!

Som fortolkeren af fablen for nylig gjorde opmærksom på, stammer vægten bag de tre første argumenter fra den underliggende trussel, der kommer til udtryk i det fjerde. Det fjerde argument er en slags mester-signifiant, som egentlig helst ikke skal komme til udtryk, fordi den afslører den rå magt, som resten er funderet i. Det giver retrospektivt en tydelig mening til de foregående udsagn, men viser dermed også indirekte, at de muligvis ikke ville være så stærke, hvis de blev efterprøvet. Ligesom når et barn ikke må få slik i supermarkedet: "Fordi det er usundt; fordi vi ikke har tid; fordi det koster penge - FORDI JEG SIGER DET!" Når man griber til den fjerde vej, afsløres usikkerheden og angribeligheden bag de tre første.

Bin Laden "springer til konklusionen" eller opsummeringen - dvs. han kommer med argumenter for at bekæmpe den amerikanske besættelse af Afghanistan og Irak, antyder en relativt meningsfuld kritik af den vestlige kapitalo-parlamentarismes hykleri og henviser til hvordan den saudiske regering er korrupt og undertrykkende, men grunden under det hele er den sidste præmis: "To cut a long story short - hvis det modstrider Koranen, skal det bekæmpes."

Det er denne struktur der beviser Bin Ladens impotens. 

Eftersom den ellers altid driftige Kim Møller ser ud til at være udenbys eller optaget skal vi kort rekapitulere godnatfortællingen fra gårsdagens udgave af den 11. time, med Mads Brügger ved roret. Gæsten var den hollandske politiker Geert Wilders, der (efter at have svaret på en masse personlige spørgsmål, der fremstillede ham som et relativt sym- og empatisk menneske) sluttede af med følgende godnathilsen:

Well, I would like to thank all the viewers of the 11th hour to watch this program. I hope you have learned some more about me, and perhaps my last words would be that I am very proud, not only to be in Denmark, but also of the Danish public. You are a strong people. And if I compare your attitude and the attitude of your government, when it comes to the crisis, unfortunately starting again, about the cartoons, I wish in the Netherlands we had such a brave countrymen, but especially such a brave government. So I applaud you for that and for myself, I will do my fight against the coming islamism in the Netherlands. Thank you for watching. I hope to see you again.

Wilders venlige hilsen kan naturligvis ikke sammenlignes med sidste års modbydelige og perverse salut fra skuespilleren Jesper Christensen (der i kommentarsektionen på Uriasposten dengang meget passende blev kaldt "endnu en ekstremsocialistisk skatteyderbetalt samfundsnasser med selvbestaltet ret til enøjet regeringskritik.") Tværtimod: I den lange række af bevismateriale for DRs venstreorienterede propaganda var den uforstyrrede mikrofontid for den lallende, selvtilfredse galning endnu et bilag. Christensen sagde nemlig følgende svineri på den kanal, der ellers skulle forholde sig politisk neutral:

Hej. Jeg vil bare sige, at jeg synes, I skal tænke meget over derude, hvor I sætter jeres kryds næste gang. På et eller andet tidspunkt bliver der jo valg, og nu mens I ligger der og summer lidt, og sådan langsomt falder hen, der kan I jo overveje om I også næste gang skal stemme på nogen der sørger for at Danmark kommer i krig - og ikke gider snakke om det bagefter. Men nu... nu skal I bare sove. Lægge jer tilbage, blive tunge og glade, og glæde jer til i morgen. For i morgen bliver det en dejlig dejlig dag. Kan I sove godt. God nat!

Som det vil være enhver bekendt er forskellen på de to godnathilsner, at den første sagde sandheden, mens den anden kom med et ubegrundet angreb på den borgerlige regering for skatteydernes penge. Kampen for ytringsfriheden står over alt. Og ytringsfrihed betyder, at man støtter regeringen Fogh og er kritisk overfor muslimer.

Den vilde analyse må selvfølgelig lide døden, hvis der en dag ikke er mere at analysere. Men er det overhovedet muligt? Kan alle traumer overvindes, og kan alle fantasmer falde? Nej, det er ikke muligt. Alt vi kan gøre er at forestille os et dødens fantasme for den vilde analyse. Altså et punkt hvor den vilde analytiker pludselig ikke mere ser rum for en intervention. I den forbindelse må vi skelne mellem begær og angst (og her benytter jeg Dylan Evans udlægning af Lacans seminar X). Hvor begær er defineret i forhold til mangel (det retter sig altid mod det, man endnu ikke har), så er angst kendetegnet ved manglen på manglen. Med andre ord er angst netop, at der ingen mangel er:

"All desire arises from lack, and anxiety arises when this lack is itself lacking; anxiety is the lack of the lack. Anxiety is not the absence of the breast, but its enveloping presence…"

Hvad jeg vil frem til er følgende: For den vilde analytiker synes dagens politiske virkelighed simpelthen i færd med at blive angstfremkaldende. Ikke blot fordi den førte politik i sig selv er skræmmende, men snarere fordi den førte politiks mangler i så høj grad giver sig selv. Manglen udstiller sig selv i al sin materielle fylde! Det er ekstremt skræmmende, og det er skræmmende at det kan lykkes. Tag fx værdikampen. Først skulle alle eksperter og smagsdommeres afskaffes, nu har vi flere end nogensinde. Tag kulturkampen. Sidste nye led i den er, at Kristian Jensen vil hverve Robin Hood som en 'liberal frihedshelt' – Robin Hood var altså kapitalist, forstår vi. Tag demokratikampen. Nu har vi en kanon eller en samlet liste over denne bevægelses historie, som ikke har bestået i andet end brud og revolution. Undskyld, men hvad er der at analysere? Hvad er der egentlig at analysere? Det er så indlysende mangelfuldt, at analysen slet ikke kan kile en fod ind her. Det er så åbenlyst provokerende. Analytikeren river sig i håret…

Hvis Nokias reklameslogan "Connecting people", som det fremstod og blev verdensberømt i 1990erne, var en projektbeskrivelse, måtte man i dag konkludere at det var slået monumentalt fejl.

Tværtimod har kapitalens opfattelse af kommunikation og udveksling skabt større afstande mellem mennesker. Dels er verden blevet opdelt i de globaliserede, dvs. de mobile og rejsende på den ene side, og de stavnsbundne og immobile på den anden; dels er den form for rejse og udveksling, der finder sted blevet - lad os bare kalde det digitaliseret, forstået på den måde at forhold mellem mennesker er blevet reduceret til binære forhold, der ultimativt skal kunne udtrykkes i og igennem vareformen. Alt skal sælges - alt skal kunne opgøres i tabeller, der udtrykker pris, omsætning og profit. Derfor er universiteterne under pres - forskning skal kunne artikuleres på en faktura - derfor er sundhedssystemet under pres - alt skal opgøres i enheder, der kan måles, vejes, og ultimativt dermed overtages af private udbydere, og derfor er formen for vores kulturelle samværd ultimativt også vareformens. Det er en hyklerisk politik, der taler om "varme hænder", "integration," og "tolerance", så længe formen for al kommunikation er den høflige afstands og så længe hjemmehjælperens, socialarbejderens, skolelærerens og sygeplejerskens arbejde skal defineres i binære systemer, bogføres, opgøres, sammenlignes og ultimativt udbydes til lavets bydende. Nokia-kulturen er en bogholder-kultur og en kultur, hvor den med sorte tal på bundlinjen er fri for enhver skyld og ethvert ansvar. For så vidt man kan forsørge sig selv og købe sin identitet, har den værdi. Opfylder man sin funktion og sin plads, er man berettiget til at gøre hvad som helst, hvor perverst det end måtte være, så længe man ikke overtræder loven. Derfor kan man f.eks. nedgøre og forhåne minoriteter, svælge i porno og pokerspil, køre i kæmpebiler og holde kamphunde, drikke hjernen ud og råbe fodboldsange, mens andre vil sove eller samtale, så længe man ikke overtræder loven. Kapitalens digitaliserede forbindelser mellem mennesker har skabt en voldsom uformåenhed overfor alt det, der ligger mellem de binære talsystemers logik. Hvis jeg ikke overtræder loven, er mit ansvar opfyldt. Mit begær kan flyde, som jeg ønsker det.

Derfor kan Søvndal også omkostningsfrit gå på jagt efter stemmer ved at skælde Hizb-ut-Tahrir ud. Ganske vist deltager han nu i nedgørelsen og ydmygelsen af muslimerne i Danmark, og ganske vist er det meget tvivlsomt om hans handlinger faktisk hjælper på det problem, de addresserer. Gad vide om HuT får større eller mindre opbakning efter denne omgang? Gad vide om det bidrager til en bedre stemning i samfundet generelt? Gad vide om det hjælper på de unge andengenerationsindvandreres følelse af at høre til og have noget at stille op med dette samfund? Søvndal kan henvise til dokumentationen for det, han har sagt. Det står der, sort på hvidt. For ingen forholder sig længere til det, der står mellem linierne; ingen betragter et udsagn som en livsytring eller en helhed af afsender, udtryk, situation og modtager. Vi står kun til ansvar for det, vi har betalt for. Resten kan gå ad helvede til.

Den skønne sjæl går i princippet ind for optøjerne omkring Ungdomshuset og optøjerne i Gellerup. Men bare ikke den måde de konkret blev udført på. Den skønne sjæl forsvarer en eller anden højere form for retfærdighed ved urolighederne, men tager alligevel afstand fra deres voldelige udtryk, eller en anden mulighed, tager afstand fra lige præcis disse voldelige udtryk. Den autentiske revolutionære, derimod, går ikke bare i princippet ind for Ungdomshuset og Gellerup, men gør det også i praksis. Den autentiske revolutionære deltager måske endda selv i optøjerne. Her er princip og praksis sammenføjet i en skinger dans mod autoriteterne.

Paradokset ved den autentiske revolutionære er nu blot: Det er slet ikke Ungdomshuset, der er målet. Den autentiske revolutionære er hysteriker: Det drejer sig ikke kun om Ungdomshuset, heller ikke kun om diskrimination af unge på Nørrebro og i Gellerup (eller om krigen i Irak eller om klimaet) – det drejer sig både om det hele og ingenting på samme tid. Det hele er ikke nok, for intet er godt nok. Jeg vil hævde at endskønt 'subjekter' i og omkring de omtalte brændpunkter findes, så er den autentiske revolutionære hverken et politisk subjekt (for målet er måske nok lighed, men lige nu handler det til stadighed om treenigheden os/dem/intet), et kærlighedssubjekt (for i virkeligheden romantiserede den revolutionære blot Ungdomshusets larmende mørke, og i virkeligheden synes vedkommende at Gellerups beton er grim og trøstesløs) eller et artistisk subjekt (for det er ikke den autentiske revolutionære, som er guitarist i et af de fede bands, der har spillet i Ungdomshuset, eller som er rapper i en af de fede grupper fra Århus V).

Den autentiske revolutionære er avantgardist (mottoet det hele er ikke nok, for intet er godt nok passer perfekt på den politisk-æstetiske avantgardisme). At være avantgardist betyder at man elsker skandaler. Avantgardisten sætter tingene på spidsen. Avantgardisten tager en tilfældig del af hele og bruger det som våben til at sprænge situationen med for således fremvise dens blæsende intethed. Som en klog mand sagde for nylig: Hvorfor skulle kommunen overhovedet forhandle med de unge fra Ungdomshuset, når de bare kunne meje dem ned med hollændervogne og tåregas? På grund af truslen om vold og vedvarende ramasjang i gaderne selvfølgelig. Da de unge så spillede voldskortet før forhandlingerne var forbi, var slaget tabt, og i dag står kun en tom hensigtserklæring tilbage. Men det var uundgåeligt. Skandalen – eller rettere skandalens brændende omrids – er og bliver en ægte avantgardistisk kategori og det eneste rigtige.

Sagen er blot: Har de autentiske revolutionære således ikke fået præcis, hvad de ville have? De har netop – i form af en tom hensigtserklæring, der øjensynligt aldrig kan indfris – fået intet. Således løses paradokset: Det hele er ikke nok, for intet er godt nok. Så enten er intet godt nok (og det bør analyseres hvordan intet kan være godt nok), eller også er Ritt Bjerregaard genial.

Dengang, tilbage i de glade halvfemsere, da Dansk Folkeparti endnu kun så småt var på vej fremad, blev det en overgang almindeligt at udtrykke sin "bekymring" over andelen af kulturfremmede i det danske samfund ved at sige "Jeg er ikke racist, men... [i det store og hele deler jeg Dansk Folkepartis og EkstraBladets fordømmelse af og mistænksomhed overfor de fremmede]". Nødvendigheden af den lille præambel på fordømmelserne stammede formentlig fra de sidste rester af anstændighed i den danske debat om indvandrere. Samtidig sagde forbeholdet naturligvis ikke desto mindre også det, det benægtede: "Jeg er ikke racist, men... jeg deler alle de fordomme og generaliseringer som racisterne udbreder... så i virkeligheden er jeg racist, jeg vil bare helst ikke kaldes det." Racisme uden racisme.

Er det ikke som om nødvendigheden af forbeholdet er ved at blive vendt om? Ser man ikke i dag konstant socialdemokrater og SFere indlede deres forsvar for ligeværd og tolerance med umisforståelige fordømmelser af "ekstremister, voldelige andengenerationsindvandrere, islamister", osv.? Det er som om formlen idag er "Jeg er racist, men... ikke desto mindre mener jeg stadig at vi bør opretholde et vist minimum af anstændighed i vores omgang med de fremmede". Sammenlignet med halvfemsernes formel må denne tilgang således beskrives som anstændighed uden anstændighed: "Jeg deler naturligvis danskernes stigende fordomsfulde og racistiske opfattelse af indvandrerne og især muslimerne som et problem i sig selv, men til forskel fra pøbelen mener jeg, at vores racisme skal udøves venligt og under ordnede forhold."

Problemet med Muhammed-tegningen (som vi nu i det mindste kan kalde den - i ental) er derfor også, at det almindeligt aggressive forsvar for den ikke handler om tegnerens ret til at Muhammed, men om et mere eller mindre eksplicit krav om alle danskeres tilslutning til indholdet af tegningen - Muhammed med en bombe i en turban. Den ophedede debat mellem Pittelkow/Krasnik og Seidenfaden/Metz på DR2 forleden afslørede derfor netop højrefløjens egentlige position: Det handler ikke om at forsvare ytringsfriheden, men om at forsvare Kurt Westergaards opfattelse af islam. Ytringsfrihed er idag retten til at være enig med DF og Ralf Pittelkow - hvis ikke man støtter tegningen (og ikke blot retten til at tegne den) er man på usikker kurs i et utilstedeligt "ytringsfriheden er ukrænkelig, men... (jeg er ikke racist, jeg finder tegningen fordømmende og utilstedeligt generaliserende og krænkende)". Man må først erklære sig enig i den fordømmende, nedgørende, ydmygende og dominerende diskurs om udlændinge - derefter kan man moderere sine synspunkter i forslag om ghettobekæmpelse, arbejdsgivernes ansvar, støtte til forældre, osv.

Jeg er racist, men også ved at blive noget bekymret for hvor alt dette skal ende.

For et par år siden døde Jesper Kleins kone. Adspurgt om hvordan han havde det, svarede han: 'Jeg har det efter omstændighederne godt. Det er bare omstændighederne, der har det ad helvede til!'

Er denne anekdote ikke perfekt til at beskrive Slavoj Žižeks begreb om 'objektiv vold'? Den objektive vold er netop omstændighedernes vold. Den vold som er indbygget i tingenes 'normale' tilstand, som er indbygget i kapitalismens planetariske herredømme og dødens ubønhørlige pædagogik.

Karakteriserer Jesper Klein ikke også uforvarende europæernes tilstand? Det er ikke os, der er døde, men vi kan godt fornemme, at der er et eller andet galt alligevel. Vi er dem, der efter omstændighederne – der har det ad helvede til! – har det godt.

Er vold, ligesom latter, et umuligt objekt for filosofien? Visser typer af latter kan således, som Simon Critchley siger, retfærdiggøres af filosoffen, men hvis nogen bagefter siger, at hverken udlægningen eller dens jokes er sjove, så er man lige vidt. På samme måde med volden. Visse typer af vold kan afvises eller retfærdiggøres af filosoffen, men hvis nogen bagefter pander filosoffen ned, ja så er det måske lige meget. Sagen er i alle tilfælde: Hvordan kan teorien på nogen som helst meningsfuld måde få indflydelse på kropslige-affektive processer?

Men forudsætter dette spørgsmål ikke allerede en splittelse, vil nogen spørge? Forudsætter det ikke en forældet cartesiansk splittelse mellem ren fornuft på den ene side og ren krop på den anden? Det er meget muligt at det gør det, men – for at vende spørgsmålet fuldstændig om – er det trods alt ikke netop den splittelse, som mere end nogen anden i dag styrer den ideologiske debat? Den rene fornuft afvises som den rene galskab, fordi den på ene eller anden måde er totalitær. Ideen om at der skulle være sådan noget som en Sandhed, der ville unddrage sig ”demokratismen” er således fuldstændig bandlyst. Og vi behøver ikke engang at gøre dette til en politisk pointe: Selv kærligheden skal i dag være demokratisk, jf. sagen om Jørgen Leth. På den anden side står nu ideen om den rene krop: Mennesker i den tredje verden er ikke andet end lidende ting, psykoser er ikke andet end et spørgsmål om den rette medicinering, trafikofre er ikke andet end uundgåelige tab i en højhastig verden, hjernen er ikke andet end kemi. Som Blood Hound Gang sang i et af deres store hits for et par år siden: "You and me baby ain't nothing but mammals / So let's do it like they do on the discover channel!".

Dagens ideologi kan på den baggrund identificeres som en Build-A-Bear-ideologi. Når børnene skal bygge deres egen bamse (for de uindviede, se her), er der intet sted hvor bamsens fornuft problematiseres. Vi har bamsens skind og fyld (kroppen), vi har bamsens hjerte, som i en makaber Frankenstein-agtig handling skal stoppes ind i bamseskindet (medfølelse), og vi har dens tøj og de accessories, man kan købe til den (identitet). Krop, påtaget medfølelse og identitet – det er hvad moderne ideologi kredser om, men det er en længere historie… Tilbage til volden: Argumentet er her som følger: Da vi er ren krop, og da vi ikke kan gøre for, hvordan vor krop reagerer, så kan vi i det moderne samfund hverken give mening til volden, men vi kan heller ikke afskaffe den. Således opfattes alle slags ukontrolleret vold på samme niveau, fra optøjer i forstæderne til hooliganisme. Og på den måde er der kun én løsning tilbage: Nemlig den kontrollerede vold, fra boksekampe over politivold til actionfilm. Vi er med andre ord stadig arkaiske i vor tankegang: Volden er uundgåelig. Volden er endnu ikke blevet tænkt som et umuligt objekt, men er blot blevet accepteret som en menneskelig alt for menneskelig, dum og dyrisk proces.

Skurken er i dag Blekingegadebanden. Hvorfor? Fordi de troede, at målet helliger midlet. Man må aldrig forfalde til den tro. Målet helliger aldrig midlet. Man må aldrig slå uskyldige mennesker ihjel i en højere sags tjeneste …

Man behøver ikke at have nogen som helst sympati for Blekingegadebanden for at indse, at denne retorik ikke bare er buldrende tom, men er et udtryk for en fornægtelse af enhver tænkning. Udgangspunktet for ethvert politisk valg er en overvejelse over, hvilke mål der helliger hvilke midler. Et eksempel: For at kunne omfordele samfundets goder bliver staten nødt til at tage fra de rige. Det er ikke pænt gjort, men målet – at give til de fattige – helliger midlet. Et andet eksempel: For at bekæmpe de tyske besættelsestropper under Anden Verdenskrig blev den danske modstandsbevægelse nødt til af og til at slå unge tyske soldater ihjel. Det var ikke heller pænt gjort. Et tredje og indlysende eksempel er vor tids såkaldte "humanitære interventioner" i for eksempel Kosovo, Afghanistan og Irak. Man kan ganske vist (og efter nærværende analytikers mening med rette) være yderst kritisk over for sådanne operationer, men det, som man i så fald fremhæver, er jo netop, at dette specifikke mål ikke helliger dette specifikke middel.

Det er således kort og godt ulideligt at skulle høre på den moraliseren, der kommer til udtryk i diskussioner om sager som Blekingegadebanden. På den baggrund skal to personer her hyldes (dog ikke på grund af deres handlinger, men på grund af deres ærlighed). Den ene er Mao Zedong, som – hvis man skal tro Jung Changs og Jon Hallidays biografi (Mao: The Unknown Story) – skulle have sagt, at det godt kunne betale sig at lade halvdelen af Kinas befolkning dø, så længe det tjente Kinas sag som international militærmagt. Den anden er Madeleine Albright, amerikansk udenrigsminister under Clinton-administrationen, der i et TV-show i 1996 blev spurgt om, hvordan hun havde det med, at en halv million børn var døde i Irak på grund de FN-sanktioner, som hun støttede op om. Til seernes store overraskelse lød hendes svar, at det selvfølgelig pinte hende, men at det var det værd (ifølge Wikipedia: "I think this is a very hard choice, but the price — we think the price is worth it").

Mao og Albright skal hyldes, fordi deres udtalelser tillader os at svare igen. De indrømmer begge, at det kan være nødvendigt at slå folk ihjel, hvormed de åbner for en diskussion af det virkeligt interessante spørgsmål: Hvornår kan man blive nødt til at slå folk ihjel? Dette spørgsmål hænger nemlig tæt sammen med et andet: Hvornår nytter det ikke noget at slå folk ihjel (hvilket dog næppe interesserede Albright og i endnu mindre grad Mao)? Diskussion af begge disse spørgsmål er imidlertid umulig, når man som i dag skal skrive under på at målet aldrig, aldrig, aldrig helliger midlet. Og i mellemtiden er den vestlige verdens moraliserende regeringer blandet ind i en række konflikter, hvor der dagligt dræbes uskyldige i en højere sags tjeneste, det være sig Demokratiet, Menneskerettighederne eller Olien...

Hvordan adskiller den vilde (lacanianske) analyse sig fra andre tilsyneladende beslægtede beskæftigelser, såsom klassisk ideologikritik eller f.eks. dekonstruktion? Jeg blev for ikke så længe siden stillet dette spørgsmål, og vil her forsøge at give et svar. Det er ikke sikkert, der overhovedet kan gives et særlig godt svar, men som sagt – det er et forsøg. Læsere er således mere end velkomne til at give deres vurdering i den efterfølgende kommentarsektion.

I sin bog (Hindess 1996) om magtbegrebets udvikling fra Hobbes og fremefter, slutter forfatteren af med at opstille forskellen på Foucault's position og den kritiske teoris.
Mens begge lejre er enige om at magt kan ses mange steder i samfundet, at den ikke begrænser sig til ”evnen til at danne og håndhæve love”, og at den kan udøves uanset de magt-underlagtes bevidste tilslutning – mens der altså findes disse fællestræk, så er der også to vigtige forskelle:

For det første opererer den kritiske teori ud fra en enhedslig forståelse af rationalitet: når det moderne samfund tenderer mod at blive totalitært, så skyldes det særligt den såkaldt ’instrumentelle rationalitets’ udvidelse til flere og flere dele af samfundet og menneskenes livsverdener.
Foucault derimod skelner mellem flere forskellige ’rationaliteter’ – en tanke der er tæt knyttet til hans diskursbegreb.

For det andet giver forskellen sig udtryk i opfattelsen af personer som sådan: mens kritisk teori opererer udfra et normativt ideal om en autonom person, så gør Foucault det i langt mindre grad. Foucault ser selvet som et artefakt der kan produceres gennem mange forskellige (diskursive) teknologier, modsat den kritiske teori, der fokuserer på en bestemt fornuftsevne som ideelt medvirkende til skabelse af identitet, selv, mv.

Sagt på en anden måde: kritisk teori insisterer på individets evne til at vurdere, og dernæst sige ’ja’ eller ’nej’ til det dilemma, det står overfor. Foucault vil derimod insistere på individets evne til at indrette sig i dette dilemma.

Inddrager vi nu Lacan, ville han derimod insistere på evnen til at forkaste dilemmaet at bevæge sig sidelæns ud af det, væk fra det, 'traversere det'.

Eller med endnu en (lidt søgt) formulering:

Kritisk teori siger: jeg er den jeg er, fordi jeg nu siger ja! (hhv. nej) til denne situation.

Foucault: jeg er den jeg er, fordi jeg befinder mig i dette dilemma, som udgør min situation.

Lacan: Jeg er ikke den jeg er – så fuck det, jeg skrider.

Et simpelt eksempel kunne måske danne indgangen til denne tankegang. Vi kender sikkert alle sammen spørgsmålet: hvad er bedst – coca cola eller pepsi?

Min kæreste overraskede mig for et par måneder siden, da hun på mit insisterende spørgsmål (hvad hun skulle have med fra kiosken, en coca eller en pepsi?) – svarede: ”køb den, som man kan få på dåse.” Med et var dikotomien afsat. Pointen i det udsagn var nemlig: spørgsmålet er ikke, hvad mærke colaen har, men hvilken emballage den serveres i.

Vender vi tilbage til de førnævnte positioner ville den kritiske teorist altså svare: coca cola! (eller pepsi)

Foucault: hmm...

Lacan: dåse!

Blot må man nu tilføje, at man ifølge den lacanianske model ikke kan akkumulere dikotomier. Dvs. har man først bestemt sig for, at mærket (coca vs. pepsi) er ligegyldigt, men at det er emballagen det kommer an på – så nytter det ikke efterfølgende at sige ”jamen hvad er så bedst, coca på dåse eller pepsi på dåse? Tværtimod bør denne dikotomi anses for endegyldigt afsat.

Hvilket bringer os frem til afsløringen af den vilde analyses metodiske hovedstol, det fupnummer som den gang på gang søger at udføre, og som går som følger:

1. Find et udsagn.
2. Vis, at dette udsagn meget vel kan betyde det stik modsatte af, hvad den, der sagde det, umiddelbart troede.*
3. Konkluder, at dikotomien mellem 1 og 2 er gensidigt konstituerende.
4. Foreslå, at vi istedet bryder ud af denne dikotomi og finder noget andet at bekymre os om.



*muligheden af dette involverer en række sprogfilosofiske antagelser, som vi ikke vil behandle her.