En tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Hvorfor skulle man lade være med at publicere sådan en tegning? Hvad ville man opnå ved såkaldt "respekt"? Hvad opnår hollænderne i øjeblikket ved at fjerne børnenes sparegrise fra deres banker, fordi nogle få gnavne muslimer har klaget over dem? De opnår selvfølgelig intet andet end at respektere den Andens svaghed. Når man sidder over for en gammel mand, så bruger man ikke moderne, frække eller engelske ord, fordi man mener, han ikke har styrken til hverken at forstå eller acceptere dem. Hvis vi ikke publicerer tegningen, så respekterer vi altså den Andens svaghed.  

Men der er alligevel noget, der gør tegningen af Muhammed speciel. Det drejer sig ikke blot om kultursammenstød, der drejer sig her om en karikatur, dvs. en overdrivelse, af visse træk ved en anden kultur og i særdeleshed af en anden religion. Hvor kender man den religiøse overdrivelse fra? Den kender vi fx fra buddhismen. De mangearmede statuer fungerer jo netop som komisk-overdrevne forsøg på at formulere Buddhas uendelige potens og vitalitet. Man bruger i dette tilfælde overdrivelsen som våben over for det Ukendte. Vi er ikke i stand til at formulere hvad den Anden går ud på, så derfor tyer vi til overdrivelsen. Vi ved at den Anden har styrke, og vi forsøger nu at komme i kontakt med denne styrke.

Problemet er blot, at det i disse tider slet ikke er karikaturens guddommelige komik, der hyldes. Det er dens sort-hvide realisme, dens buskede og mørke streg, der snarere indgyder til frygt end til løssluppen latter. Vi påkalder hermed den onde Anden. Der er en vis portion satanisme i alt dette. Og sagen er at: Nu gør de det sgu! Nu kommer de fandme og bomber os! Dette er ikke, og jeg understreger ikke, et forsøg på kausalt at retfærdiggøre hvorfor stemmer i Sudan nu foreslår Osama Bin Laden at bombe Danmark. Dette er blot en analyse af, hvorfor det liberalt-konservative parnas (+ Villy) hermed kan få indløst overdrivelsen og nu højst sandsynligt føler en sær nydelse i, at den onde Anden rent faktisk findes. For det er jo det, som det hele drejer sig om.

Og hermed ligger konklusionen lige for: Lige så vel som muslimernes ikonoklasme i forhold til den gode Muhammed er et tankeforbud (Muhammed er så god, at du slet ikke må se, hvor god han er), så fremstår karikaturen nu også som et tankeforbud, blot med omvendt fortegn. Karikaturen siger: Se den onde Anden findes, og han er lige netop så ond, som du kan se på tegningen. Og vi ved jo, at med ondt skal ondt fordrives.

Mens vi andre må fastholde tegningen som en karikatur – dvs. en overdrivelse eller en fortegning af noget, som vi prøver at komme i kontakt med (selvom det ikke er Buddha!) – hvorfor hylder det liberalt-konservative parnas (+ Villy) så i dag ikke karikaturen som det, som den højst sandsynligt hele tiden har været for dem? Nemlig et helt igennem veludført portræt til almindelig afskrækkelse. Alt andet vil da være hykleri.

Det moderne projekt er i høj grad karakteriseret ved et tilhørselsforhold til ’det nye’. Lad os sige at det sene 19. århundrede og det 20. århundrede i særligt høj grad kan karakteriseres som 'nyhedens tidsalder'. Vi har oplevet det industrielle og kapitalistiske gennembrud og dets totale omvæltning af samfundet. Vi har fået fabrikker, motorveje, biler, stormagasiner, telefoner, parcelhuse, køleskabe og aktiemarkeder. Vi har set store videnskabelige landvindinger; relativitetsteorier, kvanteteorier og superstrenge. Vi har set både atombomber, dybhavsrejser og månelandinger. Kunstnerisk set fik vi avantgarden, der prægede en stor del af århundredets kunstproduktion i dens fokus på eksperimentet og omskabelsen af selve livets og kunstens former. Mennesket har i det 20. århundrede overlevet to verdenskrige, det har set solen gå op på en ny måde bag et slør af napalm. Det har fostret mænd og kvinder stålsatte mod nye horisonter.

En del historiske perioder eller periodebetegnelser refererer til deres egen tidslighed. Således fx renæssancen, guldalderen, modernismen og avantgarden. Men se på forskellene her. Renæssancen havde store kunstnere, videnskabsmænd og opfindere, men deres fokus var rettet bagud, deres ideal lå for dem i en falden civilisatorisk højalder. Samme diagnose gælder guldalderen. I begge tilfælde betyder det at et helhedsligt billede af verden, mennesket i verden og mennesket i samfundet bevares. Her peger modernismen og avantgarden på det absolut fremtidige; hvad skal der ske om lidt, og efter det, og så? Opfindelsen er blevet frigjort. Frekvensen på oprettelsen af patenter på både nye ting, men også nye koncepter og varemærker har, med det 20. århundrede som katalysator, aldrig været højere[1]. I 1977 blev det allerede for meget for den franske filosof Jacques Derrida, der (for første gang i filosofihistorien) måtte stille spørgsmålstegn ved begrebet om at have patent på en filosofisk tekst. Opfindelsen er blevet frigjort fra verdensbilledet (og endog utopien om et verdensbillede) og har lavet en benhård sutur til det marked, der angiveligt også skulle være frit, nemlig det kapitalistiske. Mennesket er i det 20. århundrede blevet ganske klog på kunsten i at være at skridt foran og at kunne udnytte det til sin egen fordel. Så vidt har opfindelsen altså frigjort mennesket til dets egen dybt konservative og ensomme kamp for simpel overlevelse.

I vore dage taler vi globalisering, men den diskussion dækker vel i virkeligheden bare over hvor specialiserede og individualiserede vi er 'nødt til at være' for overhovedet at kunne overleve i dette nye samfund. Opfindelsen har i det sene århundrede allieret sig med særlige former for overmod og selvbedrag. Danmark skal være et foregangsland for innovation og udvikling. Danmark skal være med til at udbrede demokrati og frihed til gavn for alle verdens folkeslag. En gennemgribende psykosociologisk eller filosofisk analyse vil afsløre hvor kyniske 'os, der sidder på opfindelsen' er overfor de lande, der i øjeblikket kategoriseres som 3. verdens lande. Her kan vi få ideen, i Indien kan de udføre den. Her kan vi stemme på Fogh eller Helle, samtidig med at vi lukker øjnene for konsekvenserne: Vi er en krigsførende nation. Den herskende ungdomskultur herhjemme er i øjeblikket 'indiekulturen'; det handler om at være anderledes og uafhængig (independent) i sin tøj- og musiksmag – man shopper eklektisk rundt i kulturens supermarked for at finde, genopfinde og dermed opfinde sig selv. Men hvilken evindelig trædemølle. Den grundlæggende kynisme bremser for en virkelig opfindelse i og med at den kanaliserer kreativiteten ud i overfladisk selvdyrkelse (indievidualisering). Opfindelsen er i dagens vestlige samfund blevet patenteret og politiseret på en måde der i virkeligheden har dræbt den.

Den lejlighedsvist underholdende filosof Arno Victor Nielsen beskrev i et sjældent fint essay i Information for godt et år siden, hvordan alt hvad CBS-professor Ole Thyssen har rørt ved, har været sager, der er på vej ud af den offentlige og især filosofiske dagsorden:

[H]an må tage til takke med et kontor på varmluftfabrikken CBS og hutle sig igennem som management-filosof. Han blev aldrig tidsåndens talerør, for inden han fik givet sin version af de skiftende modestrømninger i filosofien, var de for længst gået af mode. Hans bøger om marxisme, psykoanalyse, oprør fra midten, postmodernisme og systemteori var ikke introduktioner, men snarere nekrologer.

Man må håbe, at det samme er gældende for Thyssens seneste åbenbaring: I en samtale med Klaus Rothstein i Deadline forleden (i lørdags), forklarede Thyssen, at danskerne nu har rejst sig i kampen mod muslimernes krav om kulturel dominans. Vi har været venlige og naive i mange år, men, og det sagde filosoffen, nu er "danskerne begyndt at gøre modstand". (Det konkrete eksempel var, at filosoffen "havde hørt" at en muslimsk mor havde krævet at alle børnene i hendes barns børnehave skulle spise halal-mad, og nu vil danskerne ikke finde sig i det mere).

Hvis Victor har ret, og hvorfor skulle han ikke have det, kan vi betragte Thyssens ny-nationalistiske Richard Ragnwald-diskurs som tegnet på at vi endelig har udlevet vores nationalistiske og xenofobiske fantasier. Den hysterisk fremmedfjendske officielle retorik startede allerede i midten af halvfemserne og tog for alvor fart med Karen Jespersen som indenrigsminister. Hvis den havde et højdepunkt, var det vel valget i 2001, hvor terrorangrebene i USA skabte en decideret frygtsom stemning, selvom den selvfølgelig har været holdt godt i kog siden da. Ny Alliance var et første forsøg på at vende strømmen - et forsøg der gik galt af mange og gode grunde. Men når nu Thyssen også har opdaget at "danskerne er begyndt at gøre modstand", kan det være at der endelig er håb forude. Herfra går det fremad, herfra blomstrer kreativitet, universalisme og anarkisme.

Det er ikke forbi før den selv-fede filosof har sunget. Men nu har han sunget, så det runger i Valhallas sale og selv den mest indskrænkede skinhead har svært ved at finde på mere at trumfe med. Vi har gennemgået fantasien.

Filmen De andres liv (Florian Henckel-Donnersmarck, 2006) udtrykker en ide, der tilsyneladende har været en selvfølgelighed for instruktøren, nemlig at en uretfærdighed kun kan udbedres, hvis den uretfærdige omvendes og bliver retfærdig. Forfatteren Georg Dreyman, der lever i firsernes DDR og undertrykkes af den socialistiske stat, kommer således kun ud af sin undertrykkelse, fordi STASI-agenten Gerd Wiesler røres over Dreymans lidelser. Hvis man skulle genfortælle denne fabel i en aktuel kontekst, kunne den lyde som følger: En asylansøger, der undertrykkes af den danske stat, kan kun få oprejsning for den uret, han udsættes for, såfremt magthaverne overbevises om, at han er blevet uretfærdigt behandlet.

De andres liv er med andre ord helt og holdent i overensstemmelse med den aktuelle ideologiske situation, hvor det eneste, man tør håbe på, er, at magthaverne pludselig omvender sig og begynder at handle til gode for det fælles bedste (hvilket ofte vil betyde til skade for de få, rige og magtfulde). Det er essentielt et håb om, at et rum, der før var præget af kontrol, undertrykkelse og aflytning, pludselig forvandler sig til et rum, hvor man lytter til hinandens argumenter og forsøger at komme overens.

I filmen udgøres dette rum af Dreymans hus, hvori STASI har placeret hemmelige mikrofoner. Disse mikrofoner, der til at begynde med er et undertrykkelsesinstrument, forvandler ved omvendelsens mirakel det rum, hvor der aflyttes, til et rum, hvor der lyttes. Imidlertid lyttes der på en særlig måde. Når det kommer til stykket, omvendes undertrykkeren nemlig i mindre grad af den undertryktes argumenter end af hans gråd, hans kvalte åndedræt og en melankolsk sonate. Filmen holder sig således ikke engang til Habermas' optimistiske tro på, at det er muligt at skabe et rum for rationelle argumenter, men forfalder helt til den værste form for humanitær nedladenhed, hvor offerets ytringer ikke opfattes som argumenter, men som blotte udtryk for lidelse.

Overordnet kan filmens morale formuleres som følger: Hvis du behandles uretfærdigt, grib da fat i din repræsentant og bed ham om at tale din sag. Eller alternativt: Hvis du mener, at de, der er sat til at arbejde for det fælles bedste, ikke gør deres arbejde godt nok, overtag da deres plads. Stil op til kommunal- eller folketingsvalg, uddan dig til politibetjent eller dommer. Med andre ord: Søg indflydelse!

Bag denne morale lurer der en ødelæggende tautologi, nemlig at den, der har magten, har magten. En film, der fortæller om radikale samfundsforandringer, burde imidlertid beskæftige sig med helt andre spørgsmål: Hvordan ændrer man forholdet mellem dem, der har magten, og dem, der ikke har det? Hvad kan vi, der ikke har magten, gøre for at ændre verden her og nu?

Ser man dansk tv en lørdag aften er man næsten sikker på at blive skuffet. Men det nye begreb creative zapping kan være en hjælp. Ved at skifte mellem kanalerne kan man få sammenhænge frem, der ikke umiddelbart giver sig. Her er denne aftens resultat:

På TV2 vistes en film med det nu berømte narkovrag Lindsay Lohan, der spiller en uskyldig skolepige med en opvækst i Afrika. Lohans første år på sin nye skole (efter hjemkomsten til USA) starter vanskeligt, men ved hjælp af en hemmelig plan med to andre outsidere beslutter hun sig for at gøre skolens populære pige (der selvfølgelig er en rigtig bitch) til den mest hjælpeløse taber og dermed ændre magtstrukturen på skolen. Filmens plot er dybt forudsigeligt: Planen lykkes, men undervejs kompromitterer Lohan sig selv og kommer til at nyde rollen som tiltagende over-bitch for meget og kommer til at udføre handlinger, hun ellers "aldrig ville have gjort" (som man siger) - bl.a. ved at svigte sine virkelige venner. Til sidst vinder hun al respekt tilbage - and then some - ved at bekende sine synder og udvise stor generøsitet (hun vinder prisen som forårsfestens dronning og river diademet i stykket og deler det ud til folket.)

Samtidig kørte på DR2 en temaaften om Burma og den ukronede dronning Aung San Suu Kyi. Generalens datter, der bekæmper militærdiktaturet blev fremstillet som en sand helt af folket, der endnu ikke har fået sin endelige belønning. Undertrykkelsen og især nedslagtningen af studenteroprøret i 2003 (samt nedkæmpningen af munkenes fredelige oprør sidste år) og datterens ufrivillige indespærring blev grundigt dokumenteret.

Det sjove er, at ét begreb går igen i begge tv-udsendelser: I Lohan-filmen bliver heltinden akavet "grounded" da hun viser sig at have deltaget i for mange bitchy handlinger og have dumpet sin matematik-eksamen (med vilje, fordi hun havde brug for en undskyldning til at få klassens smukke dreng som hjælpelærer). Hendes forældre er hippier, der har tilbragt mange år i Afrika og sætter stor pris på "stammer" og deres artefakter, men ikke er særligt håndfaste i deres opdragelse, men på det rette tidspunkt indser de, at noget må gøres og "grounder" hende. I dokumentaren bliver Aung San Suu Kyis husarrest fra de burmesiske myndigheder fremstillet som en lignende afmagtshandling: Hvis militærstyret ville arrestere hende eller ligefrem henrette hende, ville det skabe for store uroligheder, og hvis hun gik frit omkring, ville det risikere at give for megen inspiration til folket.

Hvad er den fælles lære af de to afmagts-arrester? Lohan ender i filmen med at bryde husarresten ved at indoptage dens moralske forandringskrav og gentage de simple moralske læreregler, som binder det amerikanske borgerskab sammen (mobning er forkert, man bør bekende sine synder, man bør få det bedste resultat ud af sine studier - kort sagt: Hun "kommer til fornuft"). Men læg mærke til at Lohan-filmene nu genudsendes i den bedste sendetid, netop som skuespilleren er blevet kendt for sine totale moralske sammenbrud og stofafhængighed, etc. Suu Kyi ("hans datter") er derimod nu kendt for sin heltemodige modstand mod det burmesiske system, fordi hun stadig er i husarrest. Hun er heltinden, fordi hun er undertrykt, men har endnu ikke haft muligheden for at regere. Uskyldigheden er derfor intakt.

Læren er med andre ord to-foldig: Husarrest hjælper. Men man bør blive derinde, hvis man vil være en helt.

Burma har stadig chancen for at skabe en nådig exit, men det kræver at de giver generalens datter mulighed for at slippe ud af arresten uden at skulle stå med ansvaret og i blitsernes lys alene.

Hvad siger det om SFs, Søren Pinds og Lene Espersens syn på optøjerne blandt utilpassede danske unge for nyligt? De skal alle have husarrest, fodlænker, "mandsopdækkes" osv. Hvis Lohan og Sang Suu Kyi (tilsammen og uforvarende) fortæller en sand historie er læren at de meget simple rygradsreaktioner fra danske politikere enten vil føre til et permanent undertrykkelsesforhold eller en internaliseringsproces der skaber psykiske vrag. Lohan i frihed eller Sang Suu Kyi i arrest. Du vil fortryde begge dele.

Det gamle folkeparti var i lang tid Socialdemokraterne. I 2001 skete der imidlertid det, at dette parti blev kuppet – fik sin profil og politik stjålet – af to forskellige partier, nemlig Venstre og Dansk Folkeparti. Det er ikke uvigtigt, at der netop var tale om to partier – hermed fik socialdemokratiet spaltet sin identitet i to: det kunne ikke længere blot kæmpe mod sin imaginære spejlpartner Venstre om magten. Det så sig splittet, handlingslammet, og har været det lige siden.

Socialdemokratiet måtte overgive magten til sin spejlpartner Venstre: dette parti kom ud af kampen med hovedet højt, indsat nu på Autoritetens plads, med den store AFR ved roret. Understøttet og flankeret af sit fortrængte modstykke Dansk Folkeparti, som tog sig af de sager, de tanker og følelser, som det nye jeg (soc.dem.s overjeg) ikke ville vide af.

Skulle man således være Zizekianer, måtte man sige, at vi stadig lever i et socialdemokratisk paradigme. Blot er paradigmets identitet spaltet - de eneste, der ikke vil erkende det, er imidlertid Socialdemokratiet selv.

Socialdemokratiet valgte nemlig at gøre dét, som intet subjekt med livet i behold kan gøre: tage kampen op med sit overjeg. Jo mere man lægger sig ind efter overjegets idealer – jo mere vil disse idealer blot udvide sig. Jo større fiasko vil man opleve. (Læg mærke til, at Venstre i den foregående magt-konfiguration, da Socialdemokratiet sad på toppen, heller ikke kunne tage denne kamp op selv: der skulle netop to instanser til.)

Socialdemokratiet er altså låst fast i en fantasmatisk kamp med sit overjeg. Ikke nogen løsbar sag. Men måske kan vi nu udstikke linjerne for en Socialdemokratisk Handling.

For nu kommer Socialistisk Folkeparti nemlig krybende fra sidelinjen med en (let skjult) dagsorden om at ville være DET nye folkeparti, dvs. at overtage Dansk Folkepartis plads. Var det ikke derfor, Søvndal smilede så kækt i gårsdagens udgave af Go’MorgenDanmark?

Socialdemokratiet der fortsat opfører sig som et ego, låst fast i en imaginær relation, står nu overfor muligheden af at træde ud af rollen, gå igennem fantasmet, ... og slå sig sammen med Socialistisk Folkeparti. Det vil imidlertid kræve – hvad man hidtil ikke har turdet gøre – at man dropper illusionen om at ”have socialistiske rødder”, at man aflyser den ”røde skole”, at man afskærer sig fra sin tilknytning til en mytisk socialistisk fortid, og overlader denne fortrængte position til Villy og hans kumpaner. – Der så kan udføre det beskidte socialistiske arbejde og modtage al det had og den fordømmelse, kort sagt al den negative opmærksomhed, som hidtil har været Dansk Folkeparti tildel i regeringen, og som har gjort dem til en af de mest vellykkede politiske afledningsmanøvrer, Danmark nogensinde har set.

Tilsyneladende er to ting idag forbudt i vort samfund:

1) Det er forbudt at være fremmed.

Det vil sige – det er forbudt at være så fremmed, at man ikke deler DANSKERNES værdier. Sagt med et eksempel: det er i orden at se ud som Naser Khader – hvis man også på alle måder opfører sig som Naser Khader (fordømmer religiøse symboler i det offentlige rum, osv.).

2) Det er forbudt at være fremmed-gjort.

Det vil sige, det er forbudt at føle sig utilpasset i samfundet eller at føle sig utilfreds med sin sociale, livsstilsmæssige eller karrieremæssige situation. - Hvis du lider af depression, så kan du få en snak med vores coach eller få udskrevet en recept på lykkepiller til imorgen. Eller hør her, du: tag du dig en rigtig slapperweekend, flad ud, brug lidt tid på dig selv – køb en god massage eller læg dig i sengen med et godt blad. Forkæl dig selv lidt! Når bare du er tilbage på arbejde på mandag...

I de seneste år har der i den offentlige debat været megen strid om, hvilket navn der bedst betegner vort samfund idag. Vi vil alle gerne føle, at det hele går fremad, at verden virkelig forandrer sig, og helst til det bedre - og hvordan gøre det nemmere, end ved at skabe en fornemmelse af, at samfundet er funklende nyt!? (Forestil dig et spritnyt tv-apparat, som Søren fra L’easy netop har båret ind ad døren...)

Således har kommentatorerne, debattørerne, redaktørerne og teoretikerne længe flokkedes om at komme op med det bedste navn til vort elskede samfund: informationssamfundet, risikosamfundet, det senmoderne samfund og det globaliserede samfund er alle navne, som har været på bedding i offentlighedens arena.

(Det er i øvrigt ikke underligt, at denne debat hovedsageligt er båret frem af massemedierne, disse underlige fabrikker, hvis eksistensgrundlag netop er, at noget konstant må være nyt – ja hvis produkt egentlig består i at sælge tingens-nyhed, blot uden tingen.
Når dette medie af og til selv udtrykker en mening (hvad det dog normalt påstår ikke at gøre) i form af kronikker og ledere, er det da også gerne i form af et krav om, at noget skal være nyt: man kræver NYE tiltag, NYE tanker, forNYelse, og man kritiserer de samfundets grupper og institutioner for at ”stå i stampe”, ”være gået i stå”, ”mangle visioner,” ”halte bagefter.”
Et eksempel herpå er dagbladet Politiken, der for ikke så lang tid siden efterlyste en fornyelse af venstrefløjen i Danmark. Og man må vel give Politiken ret i, at venstrefløjen har fejlet på dette punkt:
Mens højrefløjen (særligt Venstre) uden problemer har tilegnet sig dette diskursive kneb: opdagelsen af, at alt uden undtagelse kan præsenteres som ’nyt’ – hvorved det også nødvendigvis vil fremstå som bedre end før - uden at dette på nogen måde forhindrer, at man samtidig fører sin politik ud fra et klassisk liberal-konservativt ideologisk grundlag, ja, mens højrefløjen således har regnet den ud, halter vensrefløjen gumpetungt bagefter...)

Men vinderen af samfundets navngivningskonkurrence er efter alt at dømme blevet ’videnssamfundet.’
Ud fra en teknologisk betragtning er dette sikkert ikke helt ved siden af, for det har formentlig aldrig været så nemt at producere, arkivere og distribuere viden, som det er idag.

***

Samfundets ’nyhed’ (samfundet som 'videnssamfund') er blevet en del af vor kollektive bevidsthed. Vi anerkender stiltiende, at det er vigtigt at ”forberede” sig på videnssamfundet, at holde sig ovenvande i det, at kunne navigere i informationsteknologierne, at efteruddanne sig, og så videre.

I takt med at de teknologiske aspekter omkring viden er blevet mere effektive, produceres der også mere viden end nogen sinde før. Samtidig viser den samfundsmæssige nyhed sig på andre planer, nemlig i forhold til det ’gammeldags’ faktum, at vort samfund (stadig) frem for alt er kapitalistisk.
Den cirkulation af viden, der kendetegner vort ’nye’ samfund, er således indtrådt på det kapitalistiske samfunds præmisser, idet viden er blevet en vare.

Og parallelt hermed består også den grundlæggende klasse-modsætning i samfundet, mellem den gruppe som besidder videns-produktionsmidlerne, og så den gruppe der betjener dem.

I det offentlige giver det sig udtryk i forholdet mellem 1) regering og ledelse, og 2) almindelige offentligt ansatte, der nu skal udfylde skemaer, papirer, skrive rapporter osv. i et væk. Rapporter som de ansatte imidlertid er fremmedgjorte overfor, fordi de ikke kan se nogen som helst relevans i at frembringe dem. Tag hjemmehjælperen der skal bruge halvdelen af sin arbejdsdag på at notere, hvor lang tid det tog at lægge nye lagner på ude hos Fru Jørgensen. Eller skolelæreren, der bruger et kvart semester på at forberede sine elever på officielle og uofficielle pisa-undersøgelser, altimens panikken i klasseværelset stiger, og eleverne lærer stadigt mindre.

Og mon ikke denne modsætning også findes mellem ansatte og arbejdsgivere i erhvervslivet? I takt med den stadigt hastigere udskiftning af topledere i de store virksomheder, bliver kampen for (før den nye leder skal præsentere sit frygtede første kvartalsregnskab for bestyrelsen) at producere let-dokumenterbare strukturændringer stadigt mere presserende, af hvilken grund begreber som ’rationalisering’ og ’kvalitetssikring’ vinder hastigt frem i ledelsesteoriernes diskurs.

Videnssamfundet fremviser således et besynderligt fortidslevn: fremmedgørelse. Måske samfundet alligevel ikke er så nyt endda?

Den eneste sektor der tilsyneladende ikke oplever denne videns-fremmedgørelse, er naturligvis repræsentanten for viden’ens frie bevægelighed: massemedierne.

Ytringsfriheden er en abstraktion. Det er tit sådan med abstraktioner (det kan Hegel skrive under på), at de indeholder selvmodsigelser. Tag nu fx ytringsfriheden, der i Grundloven af 5. juni 1953, § 77 formuleres som følger:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Hvor klar denne paragraf end er, så kan man dog i og med ytringsfriheden sagtens argumentere imod ytringsfriheden. Man kan fx sige: "Godt nok har vi ytringsfrihed, men vi ønsker ikke at have den". Dagens politikere tenderer mod at opfatte et sådan et udsagn som fejlagtigt og direkte i strid med ytringsfriheden, men det er ingenlunde tilfældet. Hvis der er en fejl, så befinder den sig i den formelle ytringsfriheds egen mekanik. Ytringsfriheden fungerer således på nøjagtig samme måde som Kants forkætrede imperativ: "Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov". Hvad nu hvis den maksime, man ønsker at følge, er den lovløses frenetiske maksime? Der kan ikke inden for det kategoriske imperativs grænser dæmmes op for denne selvmodsigelse.

Ytringsfrihedens indenfor behøver altså et udenfor for at bevare sin rationalitet. Hvem er garant for dette udenfor? Igen må vi affinde os med et paradoks. Ligesom man ikke kan bede ræven om at passe høns, kan man heller ikke bede politikeren om fx at definere den politiske højre-venstre skala. For hvor befinder politikeren selv sig på denne skala? Og på samme måde: Hvordan skal man bede den, der ytrer sig, om at definere ytringsfriheden? I vore dages retssamfund er ytringsfriheden indspundet i et væv af hjælpeparagraffer, hvilket allerede ligger i § 77, der siger "under ansvar for domstolene". Der er fx racismeparagraffen, blasfemiparagraffen, men der er også tavshedspligten og i en anden boldgade injurieloven og nu også antiterrorloven. Det er ret åbenlyst (eller det må i hvert fald begynde at blive det), at det er om disse hjælpeparagraffer, at kampen i dag står. Fx forsøgte Anders Fogh under den første Muhammed-krise at indføre en slags humorparagraf ("Vi bruger humor, vi bruger satire"), der skulle underkende blasfemiparagraffen. Fx forsøgte et bredt udvalg af partier (fra DF og NA til SF og Enhedslisten) for ganske nylig helt konkret at få afskaffet blasfemiparagraffen (mens andre ønskede den bevaret, som et slags samvittigheds-backup). Fx udfordrer DF konstant racismeparagraffen. Regeringens antiterrorpakke er dog i dette lys det mest åbenlyse tiltag.

Men, vil nu dem som ikke er ytringsfundamentalister indvende, godt nok er kampen om ytringsfriheden i dag blevet mudret ind i ideologi, men det er selve ytringsfrihedens idé, vi kæmper for! Ytringsfrihedens idé er vel klarest udtrykt af Voltaire, som skal have sagt: "Min herre, jeg er uenig med Dem, men jeg vil kæmpe til døden for Deres ret til at have Deres mening". Med andre ord går ytringsfrihed ud på at forsvare selv dem, som man er uenige med. Jeg kan ikke lade være med at tænke på pædagogiske Brandon (med smørhåret) fra serien Beverly Hills 90210, som efter et kæmpe skænderi med Kelly forsonligt rækker hånden frem mod hende med den velkendte frase "agree to disagree?". Denne agree-to-disagree mentalitet eller, hvad der er det samme, konsensuspolitik er altså det teoretiske udenfor, som skal begrunde ytringsfriheden. Men, må man tilføje, ikke bare begrunde, for er det ikke netop denne politik, som fx har ført til invasionen af Irak? Da en antikrigsdemonstration rasede uden for det Hvide Hus, skulle Bush have udbrudt noget i stil med: "Se, det her er netop hvad vi kæmper for i Irak. At folk frit kan udtrykke deres mening". At Voltaires "til døden" så indfriedes som 100.000 civile irakeres død, det er blot en biting.

Måske skal vi i disse spin- og magtmisbrugstider, hvor alle enten helt konkret eller mere teoretisk ønsker at garantere ytringsfrihedens udenfor, i stedet fastholde ytringsfrihedens paradoks og fastholde det som et paradoks? Ytringsfrihedens paradoks er nemlig det Reelle i streng lacaniansk forstand. Det Reelle er det, som er det umuligt at symbolisere, men som igen og igen og igen vender tilbage til den samme plads (altså både udenfor og indenfor på samme tid). I dette tilfælde som enhver ytrings trauma: Kan jeg virkelig stå inde for det, jeg nu siger?

Hvem er de unge, der om aftenen sætter ild til containere i Gellerup for tiden? Er det muslimer, der føler sig krænkede over, at tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen er blevet genoptrykt i alle landets aviser? Er det indvandrere, der er gale over, at to tunesere fra kvarteret er blevet udvist? Er det uopdragne drenge, der morer sig? Ja, det er jo nok en blanding, hvilket i virkeligheden får disse unge til at minde om alle mulige andre mennesker, der på den eller anden måde udtrykker sig politisk her i landet (en folketingspolitikers motiver for at gøre det, han gør, er vel ikke hverken mere eller mindre rationelle end containerafbrændernes motiver). Det, der imidlertid gør ildspåsættelserne og de andre løjer helt og holdent legitime, er, at vi her har at gøre med fuldstændigt retsløse mennesker. I forbindelse med de to omtalte tunesere er det jo netop blevet vist – dækket under eufemismen "administrativ udvisning" – at folk uden statsborgerskab her i landet kan dømmes uden rettergang. Staten har således en uindskrænket magt over for mange af disse unge, og det virker på den baggrund temmelig malplaceret at kræve af dem, at de skal "opføre sig ordentligt".

1. Ytringsfriheden har historisk set et modsætningsforhold til Enevældens magtmotiverede censurinstans (til fx Solkongen, der skal have udtalt "Staten, det er mig").

2. Ytringsfriheden har fået et kompliceret forhold til Loven, der ofte søges udfordret (fra racistiske udtalelser i naziradioen Radio Holger til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger). Ytringsfriheden kan, som i sagen med Muhammed-tegningerne, indgå i en alliance med Loven. Det samme kan Fundamentalismen (Sharia-lovgivning).

3. Ytringsfriheden er i dag blevet Hellig (som Simon Andersen skriver i sin leder i dag i Nyhedsavisen: "Jyllands-Posten har […] argumenteret for, at tegningerne skulle bringes for at sætte fokus på, at ytringsfriheden er hellig"). Det samme er profeten Muhammed, hvilket er ret åbenlyst. Fundamentalismen er Hellig.

4. I Demokratiets og Ytringsfrihedens navn udkæmpes i dag krige i Irak og Afghanistan. I Fundamentalismens navn besvares denne ild med terrorens rædsler. Det har aldrig blot været ord mod ord, men altid mord mod mord. Her er den virkelige konflikt. En bladtegner er desværre en bladlus i denne uhyggelige maskine.

5. Ytringsfriheden må løsrives fra Staten, Loven og det Hellige. Den må igen indgå i et forhold til Sandheden, og det kan den kun ved indefra at kæmpe mod en reel og situeret censurinstans. Altså: Hvor finder vi i Danmark en reel censurinstans Og hvad er værd at kæmpe for?

Sandhed er et ofte diskuteret emne her på bloggen. Mon ikke den sandeste definition af sandhed alligevel blev givet i filmen A Few Good Men fra 1992? Filmen har Tom Cruise, Demi Moore og Jack Nicholson i hovedrollerne og er et retssalsdrama: på en afsidesliggende militærbase (er det på Cuba?) bliver der begået et mord, det drejer sig om en intern straffeaktion, en såkaldt "code red", udført af menige soldater mod en kollega, delingens typiske prügelknabe hr. Santiago, og alt sammen på befaling af øverstkommanderende Colonel Jessep (Nicholson). En ung, irriterende rich-kid-rookie-advokat ved navn Kaffee (Cruise) bliver sat på sagen og formår efterhånden, sammen med en ligeså insisterende og irriterende medarbejder (Moore) at nå til bunds i sagen. Til sidst venter kun opgøret med den snu og autoritære Oberst Jessep, hvor de to skal forsøge at få ham til at afsløre sig selv. Vi springer ind i filmen hen mod slutningen:

Col. Jessep: You want answers?
Kaffee: I think I'm entitled.
Col. Jessep: You want answers?
Kaffee: I want the truth.
Col. Jessep: You can't handle the truth.

Col. Jessep: "Son, we live in a world that has walls, and those walls have to be guarded by men with guns. Whose gonna do it? You? You, Lt. Weinburg? I have a greater responsibility than you could possibly fathom. You weep for Santiago, and you curse the marines. You have that luxury. You have the luxury of not knowing what I know. That Santiago's death, while tragic, probably saved lives. And my existence, while grotesque and incomprehensible to you, saves lives. You don't want the truth because deep down in places you don't talk about at parties, you want me on that wall, you need me on that wall. We use words like honor, code, loyalty. We use these words as the backbone of a life spent defending something. You use them as a punchline. I have neither the time nor the inclination to explain myself to a man who rises and sleeps under the blanket of the very freedom that I provide, and then questions the manner in which I provide it. I would rather you just said thank you, and went on your way, Otherwise, I suggest you pick up a weapon, and stand a post. Either way, I don't give a damn what you think you are entitled to.”

Vi behøver knap nævne de psykoanalytiske aspekter af denne dialog: subjektets konfrontation med den store Anden, garanten for Sandheden og Dødens repræsentant. Garanten for mestersignifianter såsom ære, kodeks, loyalitet: den Anden som formodes at vide hhv. at tro. Sidst men ikke mindst de rammende citater:

"my existence, while grotesque and incomprehensible to you, saves lives"

og den måske ultimative definition på sandhed:

Kaffee: I want the truth.
Col. Jessep: You can't handle the truth!

I filosofien kender vi begrebet ’kvalitet’ som betydende: egenskab. En postkasse kan have ’kvaliteten’ rød, hvilket simpelthen vil sige at den er rød. Man kunne sige, at dette er en deskriptiv forståelse af ordet kvalitet. Vi kommer dog ikke udenom, at begrebet ’kvalitet’ også har en normativ forståelse – nemlig i forståelsen af kvalitet som f.eks. "kvalitetsvarer."

Måske er der alligevel en tættere forbindelse mellem de to begreber, end man kunne tro...

Regeringen vil nemlig have, at tingene fungerer så godt og så billigt som muligt. Derfor indfører de ’kvalitetssikring’ overalt. Men ingen kvalitet uden målinger: derfor skal det, der skal være godt, omformes og indrettes, så det hele tiden kan måles. Forudsætningen for, at noget kan have kvalitet, er altså, at denne kvalitet kan måles. Det gode reduceres til letaflæselige egenskaber.

Problemet er blot, at det faktisk er svært at se og fastsætte en kvalitet. (Det er derfor filosofien har faggrene med titlerne 'erkendelsesteori' og 'videnskabsteori') Nej. Det er ikke nemt at fastsætte en kvalitet, det er faktisk meget nemmere at tælle! Altså reducerer vi kvaliteterne til kvantiteter – for eksempel på forskningsområdet, hvor antal publicerede artikler, blogindlæg eller oplæg på konferencer, antages at måtte være lig med kvalitet. Kvalitet og kvantitet er altså blevet sammenfaldende.

Lad os opsummere:

Kvalitet deler sig i to = egenskab og godhed.

Men for at godhed kan måles, må den imidlertid kunne skelnes, dvs. den må kunne tælles. Den må blive kvantitet.

Lad os så kigge lidt på kvantiteten:
Noget kan nemlig kun være godt, hvis det står overfor noget andet, som er dårligt. Ja, faktisk fristes man til at sige om det meste (alt det middelmådige), at det er dårligt, mens kun en lille mængde af det, udmærker sig ved at være godt. Der er jo også kun én guldmedaljevinder per hundredemeterløb.

Kvantiteten deler sig hermed i to forståelser, en deskriptiv og en normativ: Kvantitet som mangehed vs. kvantitet som dårlighed.

Hermed kan vi altså se, at kvalitet og kvantitet både er, og ikke er, det samme.

Efter at have læst nogle af Jørgen Leths digte, hans to store erindringsbøger og set et halvt dusin af hans film, føler jeg mig efterhånden – om ikke som Lars von Trier som ekspert på Jørgen Leth – så dog i det mindste som en halvstuderet røver på dette område. Jeg lavede under mine studier endog en slags remse, for hele tiden at kunne holde spændingerne i hans virke samlet. Remsen eller listen er som følger: ”Blikket, spilleregler, tilfældighed, enkelhed, mytologi, Eneren, undersøgelse og sanselighed/seksualitet". Inden for denne remse er der dog stadig mange ting, der skurrer hos Leth. For hvad er det (for igen at tage den op) med det uperfekte menneske hos ham? Er det uperfekte menneske et æstetisk projekt eller en moralsk undersøgelse? Og hvordan er status efter at hans nyeste bog "Guldet på havets bund" afslører det uperfekte menneske version 2.0?

Det uperfekte menneske

Vi begynder med begyndelsen. "Det uperfekte menneske" er en mærkelig titel til en bog af Jørgen Leth, der jo netop som i hans film "Det perfekte menneske" søger enkelheden og perfektionen ved hjælp den naive undersøgelse. Men som Anna Cecilia Halberg Beckmann gør opmærksom på i en artikel konstrueret over hendes speciale om Leth (en artikel der i øvrigt har en sær brug af begrebet om det imaginære hos Lacan), så er der netop – og meget mere eksplicit end nogensinde før i hans virke – to niveauer i hans erindringsbøger: det æstetiske niveau og det moralske niveau. Rent æstetisk søger Leth altid perfekt enkelhed og deraf mytologisk eller seksuelt drama. Dramaet opstår på betingelse af framingen og æstetiseringen af de miljøer, Leth vil skildre (og netop derfor befinder han sig tilsyneladende altid i verdens brændpunkter). Rent moralsk påbegyndes i erindringsbøgerne dog en svag undren over denne iscenesættelses-proces (selvfølgelig angivet ved det lille u i uperfekt). Selv i den forkætrede erindring om "Kokkens datter" er der overvejelser over gearskiftet mellem det æstetiske (i det her tilfælde det sanselige) og det moralske (rollerne) og om forbindelsen mellem det æstetiske og det moralsk ukorrekte eller forbudte (blikket udefra): "Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden? Er det kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at jeg både er midt i den og kan iagttage den udefra?" (s. 310).

Men så kom skandalen. Horder af journalister, et par folketingsmedlemmer, tusinder af forblændede danskere og en enkelt bornert sportschef på TV2 reagerede prompte og fordømte straks Leth. Lad os slå fast med det samme: Det var ifølge haitiansk lov ikke ulovligt det, som Leth gjorde. Og det var vel heller ikke ulovligt at skrive om ting, som ikke engang var ulovlige? Hvorfor blev Jørgen Leth så det perfekte umenneske? Det blev han ganske enkelt, fordi en bølge af nypuritanisme og forløjet multikulturalisme i 2005 stadig hærgede den danske nationalstat blandt dens bedste borgere. Det var vel ikke overraskende at medier som Ekstra Bladet og B.T. var klar til at gå i flæsket på "liderbassen". Mere overraskende var det, som Leth også selv bemærker i "Guldet på havets bund", "at frisindets tidligere højborg Politiken lynhurtigt røg med på den nypuritanske bølge" (s. 147). Tøger Seidenfaden gik i Deadline og præsenterede et krav om total lighed på sengekanten, og som Leth humoristisk skriver: "Jeg forstod det sådan, at man helst skulle vise pas, fødselsdato, etnisk herkomst og indkomstoplysninger, inden man kunne tillade sig at have noget med en person af det andet køn at gøre" (s. 148). Det hele hænger meget fint sammen. Hans Hauge (som skal tages i kærlig men bestemt behandling en anden gang på denne blog) skriver i en ny artikel hvordan postmodernismen ikke blot betød et farvel til de store fortællinger, de politiske projekter og idéen om frisind og emancipation, men hvordan den også betød en genkomst af nogle begreber man for længst havde smidt ud, nemlig begreber om identitet og nationalstat. Ideologikritikken døde fordi der efter murens fald tilsyneladende ikke var mere ideologi tilbage (i hvert fald var det ikke mere hipt at tale om det), og de humanistiske skin-kritikere, der altid eksisterer på et universitet eller i en offentlighed, drejede derfor behændigt rundt på en tallerken og blev i stedet nationalismekritikere. Nationalismekritikken, som kan kaldes 'kravet om multikulturalisme' – og som stadig i dag er på sit højeste – ender dog netop (også ifølge Hauge) med at gøre nationalstaten stærkere end den er i forvejen. Frisindet forplumres i kritikkens nye skin-former.

Hvordan nu det? Jo, multikulturalismen peger jo netop på respekten for "den anden" i modsætning til en alt for entydig nationalromantisk drøm om lyshårede bondeknøse og træskopiger. Den siger: Vi her i Danmark burde være dem, som kan respektere den anden. Og denne anden skal ikke bare være din næste (ham som Søren Krarup hele tiden håber på er dansker), men en radikalt anden, altså en Anden. Fx en ung pige fra Haiti. Men hvordan fungerer denne respekt? Som Alain Badiou i sin "Etikken" så klart har gjort opmærksom på, så gælder det for denne "forskellenes etik" at den på den ene side "forfærdes af enhver forskel der blot en den mindste smule intens" (s. 39) (afrikanerne er barbarer, islamisterne afskyelige og kineserne totalitære), mens den på den anden side således kun er interesseret i at belære den Anden, der skal "kritiseres, tæves og bekæmpes for at være ligesom os" (s. 8). I yderste fald bruger man "militær styrke til at gøre denne "anden" til demokrat, feminist, økolog og tilhænger af markedsøkonomien ligesom os selv" (ibid.). Forskellenes etik vil sige til den unge pige fra Haiti: Hvad har du gang i at gå ud med sådan en gammel gris? Og hvis hun forsvarer sig (hvilket hun faktisk har gjort i antologien "Det fordømte menneske"), så siger man: Jamen pigebarnet ved jo ikke bedre. Det er altså åbenlyst, at det som multikulturalismen er ude efter er intet mindre end den perfekte Anden, den umenneskeligt perfekte Anden. Hvem er denne umenneskeligt perfekte Anden? Igen opsummerer Badiou kort og præcist: "En god anden er virkeligheden den samme som os selv" (ibid.).

Det menneskeligt uperfekte

Set på den måde er sagen simpel: Leth tager ud og møder pigen (den Anden), mens Seidenfaden sidder derhjemme og spiller den af (til ideen om den Anden). Leth er genuint interesseret i de andre og deres skikke (fra erotik i Dakar til voodoo i Haiti). Som han selv siger i "Guldet på havets bund": "Det, jeg vil sige, er, at andre end de politisk korrekte kombinationer kan godt fungere og mere end det: føre til kærlighed og hengivelse" (s. 104). Men hvad så? Bliver der slet ikke noget tilbage af den omtalte skurren mellem det æstetiske og det moralske tilbage hos Leth? Jo, i en sidste variation over titlen på hans bog, foreslår jeg nu at kalde denne skurren for det menneskeligt uperfekte. Jeg synes det er et problem med Leth, at han er lidt for interesseret i de andres skikke og spilleregler og 'hvilke hatte de nu tilfældigvis har på' for igen at parafrasere Badiou. Det synes her som om Leths fokus på givne spilleregler som givne roller (altså det moralske) får alt for stor indflydelse på æstetikken, som blindt må acceptere dette spillerum. Min kritik er altså omvendt den normale. Leth er for moralsk. Nogle gange bliver det sgu for kedeligt at høre om erobringer af piger ved indgå i et spil om magt og penge (og Leth synes også selv at kede sig lidt ved det, læs i den anden bog fx erindringen "Europæisk samtale"). Ikke alle spilleregler skal bare efterfølges, ikke alle ordner skal bare accepteres. Fx synes jeg også Leth kæmper alt for lidt imod i von Triers "De fem benspænd". Det bliver her et problem for von Trier, som gerne vil bedrive terapi på Leth, at han bøjer alt for let af. Det er både menneskeligt og uperfekt, men det er desværre ikke altid godt nok. Litteraten Kamilla Löfström har i begyndelsen af sin artikel om Leth modet til at kalde denne side af ham for slet og ret kedelig (uden i dette tilfælde, som hun gør senere, at ophøje det kedelige til en æstetisk værdi). Det synes jeg er korrekt set.

Vinduesfacade hos Nybolig- Palle Ørtoft i Ålborg:

" VI tyder dine boligdrømme! "

Min væg har jeg fyldt med forfejlede fotos

af gamle mennesker, der ligner mig selv

om natten stiger deres hvisken og øjnene

stirrer ud på min kløvede krop.

Der skal fra denne blog lyde et hjerteligt tillykke til Logikeren Vincent Hendricks, der netop har modtaget Videnskabsminsteriets EliteForsk Pris. Hendricks har igennem en længere årrække publiceret en lang række artikler i logico-filosofiske tidsskrifter af højeste internationale anseelse. Og der skal således ikke på nogen måde herske tvivl om, at denne unge mand er en udmærket og begavet logiker.

Man kan derfor ærgres over, at han er så dårlig en filosof. I hvert fald er det noget skuffende at læse om hvorledes denne glimrende logiker vil hjælpe folketingspartier med at manøvrere uden om modsigelser, således at deres tale kan komme til at give mening. Se blot her.

Hendricks henviser til Aristoteles og påpeger at den der taler i modsigelser i virkeligheden slet ikke kommunikerer noget som helst. En sådan person kan betragtes som en plante. Vi citerer fra ovennævnte artikel:

»Enhedslisten gav det argument for at lade hende (Asmaa) stille op, at de er et omfavnende og mangfoldigt parti. Men det er en modsigelse at være et mangfoldigt parti, for et parti er jo netop partisk, ellers var de jo ikke forskellige i anskuelser,« forklarer Vincent Hendricks.

Jeg vil for indeværende ikke give mig ud i overvejelser om, hvorledes man egentlig bør forstå opstillingen af Asmaa (dertil kræves en analyse for sig). Men det er i sig selv værd at undersøge anklagen om modsigelse, som den fremgår ovenfor.

Den elementære formel for en modsigelse er at hævde et udsagn og dets negation på en og samme tid: A og ikke-A. Der er imidlertid en række måder hvorpå dette udsagn er helt og aldeles uproblematisk. Vi tager eksemplet: "Floden er frosset til og floden er ikke frosset til." Dette er umiddelbart en klokkeklar modsigelse. Der hævdes både A og ikke-A på én gang. Men hvis man kvalificerer udsagnet med en passende tidslig bestemmelse, så hæves modsigelsen: "Floden er frosset til om vinteren og floden er ikke frosset til om sommeren." Dette er ingen modsigelse, men derimod en udmærket beskrivelse af hvorledes kan forholde sig med bestemte floder i forhold til forskellige årstider.

Min påstand er nu, at noget lignende gør sig gældende i forhold til den ovenfor beskrevene situation omkring enhedslisten.

Hendricks mener at det er en modsigelse at være et mangfoldigt parti, fordi partier pr. definition er partiske. Det første man kunne overveje her, er, om der er en streng modsigelse mellem at være partisk og mangfoldig. Er det ikke tænkeligt, at man kunne tage parti for mangfoldigheden? Hvis man meningsfuldt kan tage parti for lov og orden, retssikkerhed, retfærdig fordeling af samfundets goder, lavere skatter, kærlighed, danskhed osv., skulle det da være en modsigelse at tage parti for mangfoldighed? (Et modeksempel: Lad os sige, at jeg har en eng og går ind for mangfoldighed (biologisk og social). Jeg bestemmer at alle de planter, der kan gro på den, skal have lov til det, og at den skal kunne benyttes af børn til at spille fodbold og studenter til at læse bøger og tage solbad. Men jeg vil ikke acceptere, at nogen efterlader affald eller hælder pesticider ud over engen. Jeg går altså ind for mangfoldighed, men er ikke upartisk).

Det synes vanskeligt at fastholde Hendricks position, men pointen kan gøres skarpere. Vi kan, for the sake of the argument, styrke Hendricks position ved at se bort fra sondringen mellem partiskhed og mangfoldighed. Dermed kommer det udsagn, som han mener er modsigende til at lyde: Vi er et parti, der går ind for upartiskhed. Umiddelbart lyder denne sag mere oplagt, men hvorfor skulle et parti ikke kunne gå ind for upartiskhed - nemlig forstået som upartiskhed på det og det og det og det og det område? Hvis det skulle være en modsigelse kræver det vel at man siger at det betyder det samme som "Vi er et parti, der går ind for at ingen kan være uenige med os." Hvilket nærmere ligner en misforståelse af udsagnet...

Er udsagnet "Vi er et parti, der går ind for upartiskhed" ikke netop tværtimod selve grundstenen i det relativt stabile demokrati, vi har udviklet? Kan man, med andre ord, ikke sige om ALLE partier i Folketinget, at de går ind for upartiskhed? Hvad er f.eks. princippet i Montesquieus tredeling af magten, hvis ikke netop at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal være adskilt, for at især den sidste kan være så upartisk som muligt? Hvad handler det såkaldte "armslængdeprincip" i uddeling af forsknings- og kulturmidler om, hvis ikke at uddelingerne så vidt muligt skal være upartiske, som minimum i forhold til (netop!) partipolitisk tilhørsforhold?

Hvis sætningen "Vi er et parti, der går ind for upartiskhed" er en selvmodsigelse, er vores demokrati bygget på selvmodsigelser. En anden mulighed kunne dog være, at Logikerens analyse i virkeligheden bygger på en syllogisme, der har samme form som denne:

- Morlille går ind for mangfoldighed

- At gå ind for mangfoldighed er det samme som at gå ind for upartiskhed

- Alle der går ind for noget, går imod noget andet

- Alle der går imod noget kan ikke være upartiske

- Ergo er Morlille en sten