Det er ikke mange dage siden, at de danske håndboldherrer vandt EM-guld, men allerede nu raser debatten. ”Vrede over mandsdomineret guldhyldest” hedder en overskrift i Politiken. Her undrer ligestillingsordførere som Anne Marie Meldgaard og Pernille Vigsø Bagge sig over de F16 kampfly, som eskorterede EM-drengene hjem til Danmark. Mest indigneret lyder Anne Marie Meldgaard: "Når jeg tænker på, hvor mange guldmedaljer kvinderne har vundet uden, at man har løftet et øjenbryn, så fortæller det mig, at forsvaret er en mandsdomineret verden", siger hun.

Men måske er kvindernes forargelse blot sidste led i mændenes triumf. Hvis Freud og Lacan har ret i deres meget omdiskuterede teori om kønnene, så er maskulinitet noget slet og ret givet, mens femininitet er en mystisk zone. Det findes kun ét menneskeligt libido, nemlig det maskuline: Den kvindelige position er således afledt af den mandlige, men den er til gengæld så meget mere åben. Og husk nu: Vi taler om positioner, ikke om nødvendigvis biologi. Mens den mandlige position har phallus (ikke penis) som sit arkesymbol, så kan den kvindelige position ikke umiddelbart symboliseres. Det får Freud til at stille det berømte spørgsmål: "Hvad ønsker kvinden"? I tilfældet med EM-herrerne: De har præsteret noget stort, men nu vil de gerne vide hvor stort det, de har præsteret, egentlig er. De får en F16 eskorte, de modtages af 25.000 mennesker på Rådhuspladsen, men de er stadig i tvivl. Vil det her gå over i historien? Hvad mændene søger er kvindernes svar. Hvad siger kvinden? Det at kvinden rent objektivt, som Josephine Touray på DR, siger at det er en flot sejr og herefter køligt analyserer hvorfor den er velfortjent, er ikke nok (det er et mandligt svar). Nej, mændene vil have et svar fra den mystiske zone. De vil have et svar, der åbenbarer at den seksuelle forskel er i spil. Det er min påstand, at det får de netop da kvinderne forarges over mændene. I Nyhedsavisen i dag kan man således læse både Rikke Skov, Katrine Fruelund og Janne Kolling udtale sig forarget. "Jeg synes slet ikke, at præstationen kan måle sig med vores. Gå bare fire år tilbage, der vandt vi OL-guld, og skulle det ikke være større?", spørger Rikke Skov. Især Ulrik Wilbek er kvinderne forargede over. Wilbek indtager da også en symptomatisk plads i dette spil. Ingen har endnu kritiseret ham for at tro på EM-guldet allerede før det var i hus. Alligevel kan hverken han eller spillerne nære sig for hele tiden at skulle forklare at "det må man altså godt gøre, sådan noget". Det er da også påfaldende, hvor meget Wilbek (forholdsvist provokerende) har været i vælten med at forklare, hvorfor EM-mandeguld er større en EM-kvindeguld, og mindst lige så stort som EM-fodboldguld.

Vi har altså et klokkeklart spørgsmål: Hvad har vi præsteret? Og et svar (via forargelsen): I har præsteret noget stort! Kan vi bruge dette til at tænke forskelle mellem mænd og kvinder med (á la tv-programmet "Den lille forskel" på DR)? Nej, det mener jeg ikke, man kan (gud, hvor jeg hader det program). Men lad mig forsøge at være grundig: Der er biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, der giver en vis sandsynlighed for at indtage enten en mandlig eller en kvindelig position (men som vi så i tilfældet Touray, så kan kvinden også indtage en mandlig position). Hvad er en mandlig position? Kort sagt: Den objektive, nøgterne og/eller udfarende, pralende. Hvad er den kvindelige? Den subjektive, mystiske og/eller åbne og selvudslettende. Vi kunne også sige, at den kvindelige position opfordrer os til spørgsmålet: Hvad er det egentlig jeg vil være eller gøre eller prale om? Den kvindelige position opfordrer til det hysteriske spørgsmål: Hvad er et menneske overhovedet? Mens den mandlige position opfordrer os til at handle på den erkendelse.

Den kvindelige forargelse burde altså i dette tilfælde ikke angribe hverken præstationen (Rikke Skov) eller omstændighederne omkring præstationen (Anne Marie Meldgaard), men selve præstationens objekt. Den burde for mig at se stille spørgsmålet (og helst uden at give svaret på forhånd): Hvad er sport i forhold til kunst, videnskab, kærlighed eller politik?

Den fleksible politiker, Louise Frevert, udlægger CDs nedlæggelse således:

Partiet har ikke nogen gang på jorden mere. Den negativisme, der er blevet udvist over for, at partiet skulle prøve at overleve - både fra pressen og fra vælgerne - kan man ikke blive ved med at køre på. Det eneste gangbare var at stemme for en nedlæggelse, så man ikke fremstår som et parti, der for al magt i verden prøver at overleve, selvom der ikke er nogen eksistensberettigelse. Man kan ikke kæmpe mod vindmøller.

Som det vil være CVAs læsere bekendt stammer udtrykket "at kæmpe mod vindmøller" fra Cervantes-romanen om Don Quijote. Den forvirrede ridder tager nogle vindmøller for blodtørstige kæmper og går til angreb på dem. For så vidt giver Freverts udsagn jo god mening: Man kan ikke kæmpe mod vindmøller - det ville være en absurd ide.

Det spøjse er imidlertid selvfølgelig at Frevert afviser kampen mod vindmøllerne efter at have forklaret at CD netop er blevet forfulgt af blodtørstige kæmper: den "negativisme" der er blevet udvist af presse og vælgere. Forfølgelsen er altså både ubarmhjertig, nådesløs og en illusion? Det giver tilsyneladende slet ingen mening.

Men måske udtrykker Frevert alligevel (formentlig uforvarende) en ganske filosofisk indsigt: Netop fordi det politiske spil i dag handler om medietække, positiv opmærksomhed (hvilket vel så må hedde "positivisme") og godt spin-håndværk og ikke om virkelige problemer, er det nyttesløst at kæmpe imod, når man først er blevet fanget. Hvis der var tale om virkelige problemer, som man kunne gøre noget ved - fattigdom, uretfærdighed, krig, osv. - og som man "brændte for at bekæmpe", som det hed i gamle dage, ville det give mening, men netop fordi politik er blevet en kamp med, mod og om vindmøller er der ingenting at gøre. Frevert afslører altså sit syn på politik som et benhårdt illusionsnummer. For Frevert er det vindmøllerne, der er de virkelige modstandere - illusionen er virkeligheden. Det er et spil, man kan tabe. (Og Frevert har tabt. Hendes afdansningsbal med Ben Haddou var den sidste, seriøse indsats mod vindmøllerne, men det var for sent.)

Vindmøllerne har med andre ord fået magten. Politiske problemer handler i dag om, hvordan man står sig overfor vindmøllerne. Har de først set sig gale på en, har man meget dårlige odds.

Hej du, underlige ting

Hvad fanden vil du og hvor kommer du fra?

Hvide duer spejler deres blik i dit kry metal

men jeg ved, at du gemmer på en anden fordækthed

der drabeligt kan lade kokosmælken flyde, når som helst, hvor som helst

Ikke hælde virkeligheden på digte, skriver han, SUT

Ikke hælde virkeligheden på digte, bare skrive digte, virkelige digte

virkelige dåser med ord i, rustne, gennemvædede dåser med lort i

Hvad blev der af lækkende rygsvømmere (SUT?) og hajfyldte farvande?

Hej, mærkelige sag

Dåseåbner leveret til det Kgl. Danske Hof

På tanden tomatpasta og et hidsigt blink i dit piercede øje

ROCK! Hvilken mand stjæler dig ikke mere?

Er skibet ladet med symbolske gestus eller er det … virkeligt nok?

O, du kritiske våben, er du en sfinx, så fortæl

om din bizarre legering … !

En af de mange definitioner på afslutningen af en psykoanalyse er, at man ikke (længere) ønsker sig at ens liv skulle være forløbet anderledes. Den udbredte fascination i vor samtid af science fiction fantasier om rejser i tiden, hvor man kan omgøre eller forbedre historien, kan i den forstand betragtes som en helt ligefrem patologisk tilstand.

Således også politisk set.

For nylig holdt Danmarks nye, banebrydende, nærmest sådan lidt revolutionære parti et strategimøde, hvor der endelig skulle ses fremad for at lægge kursen mod bedre tider. Og hvad nåede de så frem til, disse nytænkende, fordomsfrie, bloknedbrydende og kreative supermennesker:

"Vi skulle have peget entydigt på Anders Fogh Rasmussen i valgkampen". 

En bekendt, nemlig poeten og rockmusikeren A.K. Hansn, sagde en dag til mig, at han ikke kunne lide "ting, der ligner andre ting". Anledningen var, at vi skulle spille et job nede i Kunstbygningen; det var delvis improvisation, og han havde til lejligheden medbragt et æggeur, så vi alle kunne vide, hvornår vi skulle stoppe med at spille. Der var bare det med det æggeur, at det var udformet som en tomat. Det kunne han ikke lide. Udtalelsen triggede mig lidt. Kunne han så lide ting, der ligner sig selv? Fx et æggeur, der var udformet som et æg (lidt et drillespørgsmål selvfølgelig)? Men ja, det var meget bedre, mente han. Han kunne bare ikke lide ting, der ligner andre ting.

Måske skal vi dog netop sige, at menneskelige samfund altid allerede er struktureret af ting, der ligner andre ting. Det var Prometheus, der ifølge den græske myte, stjal ilden fra Zeus ved at fragte den af sted fra de gudelige gemakker inden i en bambuspind. Man husker også historien om de græske malere Zeuxis (der maler et billede, der bedrager selv fuglene) og Parrhassius (der dog maler et billede, der bedrager Zeuxis), men den græske metafysik er i sig selv fuld af ting, der skjuler sig og fremstår som noget andet. Og vi er i dag langt fra færdige med disse tankegange. Det må være nok blot at trække en enkelt tråd, skal vi sige til kultserien Twin Peaks fx? "The owls are not what they seem" er et af de organiserende mottos i denne vigtige serie fra starthalvfemserne. Men beviset kan også drejes i retning af dagliglivet. Vi svømmer jo i ting, der ikke ligner sig selv. Allessi er et af de firmaer, der har tjent penge på det: En sæbedispenser, der ligner en forkølet mand, en vinoptrækker, der ligner en dame. Men der er mange andre eksempler. Fx madvarer: Pasta, der ligner bogstaver, spegepølse med ansigt, chokolade udformet som harer eller julemænd. Og lad os gå videre: Hvad skal man mene om pusser, der ligner hunde? Jeg husker, at min onkel engang var meget stolt over at have fået en "biltelefon" af sin søn: altså en telefon, der ligner en bil. Og hvad med grænsetilfælde, såsom kukure, globusser og børnelegetøj?        

Lad os bare sige at ting, der ikke ligner andre ting, er meget svære at finde. Fortæl mig om en lampe, der ikke ligner andre lamper fx. Eller en flise, der ikke ligner andre fliser? Men måske er vi på vej ind i den menneskelige bevidsthed her? Er det simpelthen det, den menneskelige hjerne kan til hudløshed? Både at bedrage, gemme ting inden i andre ting, men dermed også ligne ting med andre ting, skabe sammenhænge, binde ting sammen i metaforklumper, ordne og strukturere. Heldigvis er udsagnet "ting, der ligner andre ting" tilpas tvetydigt: Mottoet for den menneskelige bevidstheds gøren og laden kan stadig godt hedde "at have med ting, der ligner andre ting at gøre". Der er i dette udsagn både plads til en forskel mellem forskellige ting, men netop en forskel, der strukturerer ting i forhold til andre ting og dermed skaber systemer af ting. Det er vel denne bevidsthedens arbejdsmåde (anticiperet af både Kant og Saussure), som i sidste ende skaber det kollektive resultat, som Lacan kalder "den symbolske orden". 

Hvis man ikke kan lide ting, der ligner andre ting, så er man på vej til at blive filosof (er du der, A.K.?). Det er et sikkert tegn. Så er man nemlig interesseret i det, som undgår symbolisering. Det som Kant kalder das Ding-an-sich, det som Lacan kalder das Ding (og senere objet petit a), det som Derrida kalder la differance og det som Badiou kalder Begivenheden.

Vor samtid er ifølge Alain Badiou præget af pseudoværdier, der har slået igennem på alle områder. Kunst, videnskab, politik og kærlighed er de fire områder, hvor begivenheder kan ske, som loyale subjekter kan orientere sig imod, men alle områder er idag domineret af noget, man vel kan betegne som forfaldsformer eller simulakrer på grund af "kapitalens udelte herredømme." Kapitalens pseudoværdier definerer en slags dødskultur, hvor vi nøjes med afskinnet af pseudobegivenheder, der i virkeligheden kun er livløse og meningsløse erstatninger. Der sker i egentlig forstand ingenting i en sådan kultur. Begivenheden er udelukket, fortrængt, glemt og erstattet af ufarlig og ligegyldig popkultur og nihilisme.

Peter Hallward har parafraseret Badious syn på denne sørgelige situation som følger:

"There is no place for truth in such a world: culture takes the place of art, technology replaces science, management replaces politics, and sexuality replaces love".

Som bekendt er marxister altid gode til at finde ud af, hvordan markedet fungerer (sidder ikke de gamle 68ere idag overalt i toppen af systemet), så måske man simpelthen skulle bruge Badious diagnose som en opskrift:

Ville ikke den perfekte vare idag være én, der kombinerede kapitalismens fire fade erstatningsformer: Et interaktivt computerspil (teknologi), hvor man gennem ledelsen af et firma eller en organisation skal optjene point (management) indtil man har mange nok til at gøre sig fortjent til at kneppe (seksualitet) indianerhøvdingens datter eller den uskyldige tørklædebærende muslimske pige (kultur).

Først kom Popstars. Inden vi kom til selve afslutningen på programmet, havde vi allerede fået en forsmag på, hvad konceptet faktisk gik ud på. Vi fandt ud af hvor lang tid kameraet egentlig dvælede ved dem som ikke kunne noget som helst, dem som var pinlige og utidige. Med Popstar-Jons nedtur indfriedes konceptets potentiale altså bare. Det spændende var ikke, at programmet rent faktisk en gang imellem fandt frem til ægte talent, det var snarere det, at helt almindelige rugbrødsdanskere kunne blive berømte, hvis blot de var parate til at "sælge historien". Programmet var en øvelse i "creative marketing": Du kan tjene penge på hvem som helst, bare denne hvem som helst er indforstået med præmisserne: 1. Du bliver berømt. 2. Men du ved ikke for hvad.

Så kom Idols og nu X Factor: Her er det vel blot endnu tydeligere, at det ikke er talent (eller kvalitet), man kigger efter, men det overskydende X, det fantasmatiske supplement, der gør at varen kan sælges i konkurrence med alle de andre produkter, der kan nøjagtig det samme (Stjerne for en aften, Scenen er din osv.). Marx kaldte dette for varefetichisme - vi må have denne vare, men vi ved ikke helt hvorfor - og reklamefolkene er de benhårde pragmatikere på dette område. De har sandet, at de netop er nødt til at meditere over dette overskydende X, hvis de vil meditere over, hvad der kan sælge et produkt, og hvad der kan blive ved og blive ved med at sælge det. Strategierne er forskellige: Kinderægget prøver at materialisere det overskydende X som det lille plastiklegetøj indeni ægget, Kims Chips prøver med deres ungpigepatter-reklamer at gå direkte efter det mandlinge begær (se analysen af disse to tilfælde her), mens et program som X Factor netop spiller på X'et som mystisk og uforudsigeligt.

Men lad os gå tilbage til de mennesker, som deltager i disse programmer (i øvrigt kan man også nævne Deal No Deal som en quiz-pendant til X Factor - deltagerens rolle er her reduceret til det simple "deal" eller "no deal", men derudover (det overskydende X) er det jo nogle "spændende mennesker fulde af pep" som er med i programmet). Måske skal vi stramme nogle af pointerne i denne analyse op: Lad os hævde at det netop er nødvendigt, at de mennesker, som udvælges til at gå videre i de omtalte konkurrencer, ikke kan noget som helst. For er det så ikke nemmere at pege på X faktoren? Og når det så går galt - for Popstar-Jon eller for Jutta, der ikke sagde "deal" i tide - er det så ikke også nemmere at lave en historie om disse menneskers stupiditet og/eller totale deroute? Easy come, easy go - sådan er det med den mystiske X faktor.

De nye stjerner er altså dem som ikke kan noget, eller snarere dem som langsomt umyndiggøres i tv-studiet og foran 2 millioner seere. Misforstå mig ikke, jeg har ikke ondt af nogen. De har meldt sig frivilligt. Men spørgsmålet er bare: Kan man forestille sig et tilfælde, hvor tilmeldingen ikke er frivillig? Det næste spørgsmål er: Hvordan kan man i den sammenhæng overhovedet lade være med at tænke på det nye integrationsudspil fra regeringen og DF? Man ser sloganet for sig: De er 150 familier, men skal skæres ned til 50! Er det ikke et fantastisk tv-koncept? Disse i forvejen umyndiggjorte familier - vi er sikre på, at de ikke kan noget (andet end at stjæle, gå i moske og for fædrenes vedkommende slå deres kvinder) - skal nu dyste om opholdstilladelser. De forskellige discipliner er spændende: Afvisning (man skal være afvist asylansøger for at komme i betragtning - vi ser de duknakkede asylansøgere få tæsk af Udlændningeservices hårde dommere gang på gang), Tålmodighed (man skal have siddet i flygtningelejr i mindst tre år - vi følger på reality vis livet i Sandholmlejren; det er her familierne skal dyste om vor sympati ved, på trods af psykiske nedture og dårlig kost, alligevel at charmere sig ind på os), De kære børn (man skal have børn med særlige behov for at komme i betragtning - vi ser gradvist disse behov udvikles eller måske endda fremprovokeres), Krig og fred (asylansøgerne skal komme fra lande, som de ikke kan tvinges hjem til - her kommer panelet af politikere i spil; de skal, på trods af borgerkrig og kaos i de pågældende lande, alligevel forsøge af få hjemsendelsesaftaler i hus). Det hele afgøres i et stort show til sidst med sms-stemmer og det hele.

X faktoren fremvises i sin reneste form: Har du den, så redder du dit sølle skind. Har du den ikke, så er du en død mand. 

Det er kun et spørgsmål om tid før Integration Battle rammer skærmen.

Hvad er det, der er problemet med den gentagne påstand om, at Danmark er verdens lykkeligste land? Hvorfor væmmes nærværende analytiker rent instinktivt, når der i medierne henvises til sådanne forskningsresultater?

En nem hypotese ville være, at væmmelsen skyldes en eller anden form for moralfølelse: Vi kan ikke tillade os at være lykkelige, når så mange mennesker andre steder i verden er ulykkelige. At vi her har at gøre med en ret udbredt følelse, bekræftes af, at selveste nationaldigter Benny Andersen ret præcist har ret beskrevet den:

Fra nu af/ nul halløj i privatsfæren/ aflys rødvin/ udsæt højreb indtil videre/ lad isvand komme til sin ret/ biksemad og tørt brød/ så længe hver anden i verden sulter/ så længe apartheid frådser/ læg idyllen på hylden/ hyggen i frokostboksen/ så længe Sovjet står i Afghanistan/ så længe USA står i Mellemamerika/ så længe Mellemøsten står i Mellemøsten […]

(digtet er fra 1985, så man skal lige bytte lidt om på de geografiske navne, for at det svarer til situationen i dag..).

Det er besnærende, at denne hypotese kan forbindes med en benhård marxistisk imperialismekritik. Et aktuelt eksempel er Blekingegadebandens chefideolog Gotfred Appels teori om, at velstanden i et land som Danmark hviler på en udnyttelse af de fattige lande. Med fare for at blive angrebet af diverse kommentatorer vil jeg vove den påstand, at teorien økonomisk set ikke er helt forkert (hvilket dog ikke skal forstås som en umiddelbar legitimering af teoriens praktiske konsekvenser for Appel og hans slæng). Derimod tror jeg ikke, at den kan bruges til at forstå den omtalte væmmelse. Benny Andersens digt er jo ironisk og har hele sine styrke i den absurde sidestilling af det nære og det fjerne – rødvin, biksemad og frokostboks over for stormagternes geopolitik.

Der er altså noget andet på spil i denne væmmelse. Og man får en fornemmelse af, hvad det er, når man ser det amerikanske nyhedsklip, der henvises til ovenfor. På baggrund af den fade lykke, der her fremstilles, er det nemlig nærliggende at skifte den moralsk-marxistiske analyse ud med en nietzscheansk. Den danske lykketilværelse svarer således forbløffende præcist til Zarathustras beskrivelse af det sidste menneske (her i en lidt ældre oversættelse):

"Vi har opfundet lykken" - siger de sidste mennesker og blinker med øjnene.

De har forladt de egne, hvor det var hårdt at leve: thi man trænger til varme. Man holder endnu af sin nabo og gnider sig op ad ham: thi man trænger til varme.

At blive syg og at være mistroisk regner de for syndigt: man går varsomt gennem livet. En dåre den, der endnu snubler over sten eller mennesker.

En smule gift nu og da: det giver behagelige drømme. Og meget gift til sidst: for at få en behagelig død.

Man arbejder endnu, thi arbejde er adspredelse. Men man sørger for, at adspredelsen ikke angriber helbredet.

"Vi har opfundet lykken" - siger de sidste mennesker og blinker med øjnene.

Man mærker nok foragten i Nietzsches tone, men hvori består helt præcist det foragtelige i denne tilværelse? Inspireret af Deleuze kunne man sige, at der mangler den intensitet, som på sin vis er hinsides lykke og ulykke. Mere højstemt ville Badiou formulere det på den måde, at der mangler sandheder. Det sidste menneske ønsker ikke længere at blive en del af det, der er større end mennesket selv, nemlig en evig sandhed i form af stor kunst, stor kærlighed eller revolutionær politik, for en sådan sandhed kan sagtens kræve, at man ofrer både sin lykke og sit liv.

Vi nærmer os en forståelse af, hvad væmmelsen skyldes. Og dog: Kan man virkelig påstå, at lykken ikke er efterstræbelsesværdig? Lyder det ikke lidt som en selvmodsigelse, som om man sagde, at det Gode ikke er det Gode? Imidlertid forekommer det mig, at Nietzsche faktisk ikke her kritiserer lykken som sådan. Det sidste menneske tror, det har opfundet lykken, men i virkeligheden ved det ikke, hvad lykke er. Og dermed minder det om de forskere, der har foretaget de omtalte undersøgelser med den implicitte og markedsvenlige forudsætning, at lykke er kvantitativ og kan måles.

En anden opfattelse af lykke finder man hos Marcel Proust. På et tidspunkt i På sporet af den tabte tid sidder fortælleren således i et tog og får på en mark øje på en ung bondepige, der i den grad betager ham. Og pludselig forstår han, hvad lykke og skønhed er:

Ved hendes nærværelse følte jeg dette begær efter at leve, der fødes i os, hver gang vi på ny kommer til bevidsthed om skønheden og lykken. Vi glemmer altid, at de to ting er individuelle, og idet vi i vort sind erstatter dem med en konventionel type, som vi danner os ved at foretage et slags gennemsnit af de forskellige ansigter, vi syntes om, af de glæder, vi har oplevet, får vi kun abstrakte billeder, der er fade og sygnende, fordi de netop mangler denne karakter af noget nyt og forskelligt fra det, vi har kendt, den karakter, der er ejendommelig for skønheden og lykken. Vi fælder da en pessimistisk dom om livet, som vi antager for rigtig, fordi vi tror, vi har taget lykken og skønheden med i betragtning, skønt vi har udeladt dem og har erstattet dem med synteser, hvori der i virkeligheden ikke er et eneste atom af dem […]. Således gav den smukke pige, der var ganske fremmed for de mønstre på skønhed, som min tanke tegnede, når jeg var alene, mig straks en forsmag på en bestemt form for lykke (den eneste, altid særprægede, form, hvorunder vi kan lære lykkefølelsen af kende), en lykke, der kunne virkeliggøres ved at leve ved hendes side.

Lykken og skønheden er individuelle, siger Proust. Med Lacan og Badiou kan vi præcisere: Lykken er singulær. Og kun således kan den være universel, da kun det singulære kan opstå hvor som helst. Når det påstås, at Danmark er det lykkeligste land i verden, gøres lykken derimod partikulær og knyttes til den danske geografi: Her og kun her er man virkelig lykkelig. Med andre ord: Send Britney Spears til Danmark, så skal hun nok få det bedre!

Anne Baastrup i Fyens Stiftstidende:

"Med andre ord: vi skal opføre os ordentligt over for hinanden. Også selvom man er borgmester."

Sjovt som kolonialismen stikker sit hovede frem overalt. Capac havde idag en nostalgisk henvisning til Nannas gamle pop-velgørenheds-schlager "Afrika", som ganske rigtigt er en hyggelig sang, ikke mindst pga. gensynet med de gamle pop-ikoner - tænk at Steffen Brandt har været så ung!

Alligevel skurrer sangen. Den fede 80er-selvgodhed, den patetiske lyrik og det mærkværdige "Det LAND, som alle børn kender," som hele tiden gentages. (Hvad fanden er det for et land, I synger om?!) Stemningen og lyrikken understøtter Capacs generelle modvilje mod velgørenhedspop: "Capac har aldrig haft det godt med velgørenhedspop. Altså det fænomen, at musikere stillede musikken i en eller anden sags tjeneste. Musik skal tale for sig selv."

Og denne analytiker deler den generelle modvilje mod genren. Samtidig kom jeg nu relativt naturligt ved gensynet til at tænke på den oprindelige juleørehænger fra Geldofs slæng: "Do They Know It Is Christmas?", der formentlig er blevet spillet et par millioner gange i radioerne i den frie verden her for et par uger siden. And then it hit me. Ligesom Nannas sang er også denne melodisk godt skruet sammen og fuld af feel good tilbagelænet velgørenhed. Man kan næsten skære humanismen ud af luften. Og igen er lyrikken bemærkelsesværdig - og ikke på grund af dens imperativiske opfordring til næstekærlighed. Faktisk er det jo allerede en temmelig idiotisk titel, når man tænker en smule over det: Ved de overhovedet at det er jul? Hvem? Alle dem, der har det svært rundt omkring i verden? Nej - måske ved mange af dem faktisk ikke, at det er jul! Måske er de buddhister, shamanister, aztekere, muslimer, hinduer eller ateistiske kommunister. Måske tror de på ingenting eller alting, på kosmos eller mennesket eller på naturens vilje. Måske ved "de" ikke at det er jul, og måske - formentlig - er de også bedst hjulpet foruden!

Det mange gange gentagede refræn til sidst i sangen får dermed pludselig en ny betydning: "Let them know it's Christmas time!" Er det ikke netop det, vestlige missionærer har gjort i århundreder? Nu skal de få julen at føle! De vilde skal civiliseres. I gamle dage var det Bogens ord, der skulle bibringes de uindviede - i dag er det muligvis good governance og anti-terrorlove. Opdrages skal de i hvert fald. Man kan næsten høre George Bush sende sine tropper afsted til Irak: "Let them know it's Christmas!"

Giorgio Agamben har beskrevet en slags blikkets historie i pornografien. (Bl.a. i teksten "Hyldest til profaneringen", der er oversat til tysk). Pointen er, kort fortalt, at pornografien idag har af-erotiseret sig selv, fordi den er blevet fastlåst i en bestemt orkestrering af aktører og blikke. Oprindeligt "overraskede" kameraet den uskyldige mø i gemakket, måske endda uden at hun "opdagede det". Man så hende i intime situationer, men altid fra et hemmeligt punkt, nærmest som om kamaraet ikke var der. Senere blev pornografien til en bevidst poseren, med en ofte overdreven utugtighed, som kun giver mening med kameraets underforståede tilstedeværelse. Endelig endte det "i vores tid" med den rene, skamløse skuen ind i kameraet, så beskuerens blik direkte og eksplicit inddrages i scenen:

Pornostjernerne ser idag, mens de udfører de mest intime kærtegn, bestemt ind i objektivet, hvorved de viser, at de interesserer sig mere for tilskueren end for deres partner.

Oprindeligt blev blikket direkte ind i kameraet opfundet i Bergman-filmen Monika fra 1952, hvor Harriet Anderson stirrede direkte ind i kameraet i flere sekunder. Bergman sagde selv om scenen, at "her bliver for første gang i filmhistorien en skamløs og direkte kontakt med publikum fremstillet." Denne handling var overskridende og nyskabende og åbnede for nye måder at forstå forholdet mellem værk, skuespiller og tilskuer.

Agambens pointe er, at pornografien idag har fastfrosset dette blik og gjort det livløst. Istedet for at åbne for nye erotiske muligheder, er pornografien stivnet i en afpotentialiseret gentagelse af det samme, skamløse motiv. Der sker ikke noget nyt længere. Spillet mellem beskuer, aktører og medie er fastfrosset i et dispositif, der hamres ud i endeløse gentagelser, men ikke frigør nye tanker og nye måder at artikulere sexualiteten. Der opfindes ikke. Der skabes ikke noget virkeligt nyt. Blot får vi endeløs kopuleren og det skamløse blik, der inddrager beskueren. Det er ikke sjovt længere, om man så må sige. (Naturligvis bliver pornografien dermed for Agamben repræsentativ for kapitalismens gentagelser af det samme over endeløse variationer).

Måske der er et studieobjekt for Agamben i den reklame for De Gule Sider, der kørte for nogle år siden, hvor modellen Anne Lindfjeld vifter en række kort af med associationer over teksten til "Kloden Drejer", der spiller i baggrunden. Reklamer opstilles altid som varianter over en scene opstillet for "vores blik alene" - (noget der kunne minde om pornografiens virkemidler): I det gammeldags hemmelige blik, som aktørerne ikke "opdager", i varianter over det, i "fake" realistiske klip nyhedsudsendelser, en dag i en eller andens liv, osv., og ofte netop i det direkte blik ind i kameraet og "ud til os," hvor skuespilleren/ne taler eller agerer direkte "for os", f.eks. ved at tale for eller simpelthen fremvise et produkt. Således også i reklamen for De Gule Sider. På et tidspunkt kigger Lindfjeld imidlertid kort væk fra kameraet, som hun ellers tydeligvis har "som opgave" at kigge ind i, mens hun gennemgår kortene. Det kan ligne en fejl: Ups - her viser hun i et sekund, at der står et helt kamerahold omkring hende, og at de er ved at optage en reklame for De Gule Sider - hun smiler et eller andet til de omkringstående og afslører dermed set-up'et. Burde de ikke have taget den scene om? Bestemt ikke! Netop dette korte blik giver reklamen en frækhed, den ellers ikke ville have haft. Vi "afslører" at dette er en iscenesat dans, selvom vi udmærket ved det. Vi lader som om vi ser en scene, hvor Lindfjeld "alene for vores blik" viser en række kort og ruller med øjnene, men ved det lille blik viser hun, at hun er igang med at foregive at vise nogle kort "alene for vores blik." Samtidig fremhæver hun imidlertid underforstået en endnu stærkere pointe: "Se, vi har gjort alt dette for dit blik - alle vi, der står her." Resultatet er en ny iscenesættelse af skuespiller-kamera-beskuer-forholdet. Man kunne næsten tale om en "ny, kollektiv brug af sexualiteten", som Agamben efterspørger. Det tilfældige, uskyldige blik væk fra kameraet er en profanering i forhold til den stivnede brug af det skamløse blik ind i objektivet, som findes overalt i reklamer og pornografi. En gen-fortryllelse, kunne man næsten sige. Dermed lever De Gule Sider op til Agambens imperativ:

Profaneringen af det ikke-profanerbare er den politiske opgave for den kommende generation.

I Det Gamle Testamente (1. Kongebog 3,16ff) fortælles om den vise konge Salomon, der en dag konfronteres med en særligt vanskelig sag: To kvinder er kommet op at slås om et barn. De mener begge, at det er deres søn, og de beskylder gensidigt hinanden for tyveri. Kong Salomons løsning er eksemplarisk:

"Kongen sagde: "Hent mig et sværd!" Og da de havde bragt ham sværdet, sagde han: "Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel." Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: "Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!" Men den anden sagde: "Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.""

På den baggrund er det ganske nemt for Kong Salomon at finde ud af hvem, der er ærlig og hvem, der er uærlig, og han giver det levende barn til den første kvinde.

Spørgsmålet er: Kan man skifte drengebarnet (der på den tid også var en slags fremtidssikring) ud med vore dages valuta? En 100 kroneseddel fx? Lad os prøve. En sygeplejerske og en Sosu-assistent er kommet op at slås om 100 kroner, og de beskylder nu gensidigt hinanden for tyveri:

"Kongen (lad os holde fast i Kong Salomon, og lad os ikke her forveksle ham med den noget mere prosaiske leder af dette land) sagde: "Hent mig en saks!" Og da de havde bragt ham saksen, sagde han: "Klip den knitrende 100 kroneseddel i to stykker og giv hver af dem en halvdel." Men da vældede griskheden op i den, der elskede penge og pengenes magt, og hun sagde til kongen: "Nej, herre, giv hende den knitrende 100 kroneseddel, du må ikke klippe i den!" Men den anden sagde: "Ah, skidt med de 100 kroner, der er alligevel noget meget mere fundamentalt på spil. Klip til! Eller giv sedlen til dem, der her eller i den tredje verden lever under fattigdomsgrænsen. Den skal hverken tilhøre dig eller mig.""

1. Forlænget spilletid i lerdueskydningskonkurrence.

2. Årsag til forvirring i brevdueslag, når en stor mængde duer kommer hjem på samme tid, og man netop desperat står og skal bruge én bestemt besked. (I værste fald en undtagelse til Lacans regel om at "brevet når altid frem til sin adressat").

3. Søren Ryge Petersens princip, da han kværkede en due for åben skærm. Det sker alligevel, og vi kan lige så godt vise det på tv, så folk kan lære at gøre det ordentligt, syntes han at tænke. Duer bliver aflivet, og nogle gange bør man aflive dem. Set fra duens synspunkt: Med eller uden tv - det kan være det samme! 

Overskriften kan virke som en noget begrænset satsning. En række medier beskriver allerede netop i disse dage, hvordan Barack Obama er på vej til at give Clinton baghjul. Forklaringen på det har imidlertid (så vidt jeg har set) endnu ikke været givet entydigt. Her er mit bud: Clinton er færdig, ikke fordi hun tabte Iowa, men fordi hun græd, da hun dagen efter talte til en mindre forsamling.

Er dette nemlig ikke en gentagelse af Howard Deans følelsesudbrud efter at have tabt Iowa i 2004? Dean talte til sine tilhængere og ville overbevise dem om, at han bestemt ikke havde givet op. Tværtimod ville han ikke alene gå til New Hamsphire og vinde der, hvor han var langt foran i meningsmålingerne:

Not only are we going to New Hampshire, [...], we're going to South Carolina and Oklahoma and Arizona and North Dakota and New Mexico, and we're going to California and Texas and New York … And we're going to South Dakota and Oregon and Washington and Michigan, and then we're going to Washington, D.C., to take back the White House! Yeaararh!!!

Efter skriget tabte Dean New Hampshire til John Kerry, og derefter gik det slag i slag.

Det samme vil ske for Clinton. Ikke fordi Obama er "fremtidens mand" eller skaber håb i den almindelige befolkning (selvom der måske også er noget om det), men fordi den grådkvalte scene fra nu af vil være identifikationen af Clinton: Hun ligner en stram tante, taler som en gammel erfaren hejre, men når det kommer til stykket er hun blød som et lam. Den amerikanske befolkning ved naturligvis udmærket godt, at den lille scene ikke betyder noget for Hillarys evner som præsident, men det gør ikke situationen bedre. Nærmest tværtimod. Netop fordi scenen ikke "beviser" noget, vil den fungere som en uudtalt præmis, der er umulig at modbevise. Man kan ikke åbent og seriøst hævde, at gråden diskvalificerer hende, men netop derfor kan man hemmeligt tænke det, samtidig med at man siger det modsatte. Formularen bliver denne: "Vi ved meget vel, at Hillary er en hård negl og vil være en kompetent præsident, men ikke desto mindre er hun en tudemarie." Samtidig vil denne formular florere på nettet, på barer, og over køkkenbordet. I al fortrolighed og fræked. Scenen bliver en mulighed for at fastholde Hillary i én bestemt rolle: Som kvinde. Endelig har vi fået beviset for, at vi ikke bør fæstne lid til hende; kvinder er "i virkeligheden" styret af deres følelser og uegnede til at lede. (Dette implicerer naturligvis, at Howard Dean også blev erklæret uegnet pga sin kvindelighed, hvilket analysen vedkender og hævder - Dean er en følelsesfuld kvinde, præcis som Condoleezza Rice, med Michael Moores ord, er en "stupid white man").

Slaget er tabt. Som en kommentator på youtube malende beskriver det:

She gonna cry if Putin threatens us?

Sobbing..."Why don't the Russians and the middle east like us? Why can't we all just get along...sniff...sniff.

Hermed en lidt forsinket analyse:

"Chavez tabte mod folket i Venezuela", lød overskriften på en artikel i Politiken den 3. december. Anledningen var, at en folkeafstemning om en forfatningsændring, som den venezuelanske præsident Hugo Chavez havde ønsket, var endt med et nej. Denne forfatningsændring ville blandt andet have medført en udvidelse af Chavez' magtbeføjelser foruden en afskaffelse af reglen om, at han højest kan blive siddende i to perioder. Hvad skal man nu mene om den sag? Slavoj Žižek er i hvert fald ikke i tvivl. I en kritik af Simon Critchleys neo-anarkisme i London Review of Books støtter han således fuldt op om Chavez' seneste initiativer.

Nærværende analytiker er tilbøjelig til på dette punkt at være uenig med selveste Žižek, men heldigvis er denne blog ikke tiltænkt politiske meningstilkendegivelser… Et værdigt objekt for analyse er imidlertid den måde, hvorpå Venezuela generelt omtales i den europæiske presse. En artikel i Le Monde kalder således Chavez for intet mindre end diktator, fordi han ønsker at kunne blive genvalgt på livstid. Hvad journalisten tilsyneladende har glemt, er, at der i mange andre lande, som man uden tøven kalder demokratiske, ikke i forfatningen er fastsat nogen grænse for, hvor lang tid en statsleder kan blive siddende. Man kan blot nævne journalistens eget hjemland, Frankrig.

Ligeledes er det interessant, at Politiken i den ovennævnte artikel kan siges at have gravet et glemt begreb frem, nemlig begrebet folk. Eller mere præcist: Avisen har genoptaget en gammel betydning af begrebet folk, nemlig folket som politisk subjekt. Som Jacques Rancière har gjort opmærksom på, er den rousseauistiske forestilling om et folk, der rejser sig mod en uretfærdig hersker, nemlig blevet afløst af folket som en etnisk eller kulturel størrelse. "Folket" opfattes i dag ikke længere som revolutionens subjekt, men det er ikke desto mindre denne brug af begrebet, der kommer til udtryk i artiklen i Politiken.

Der skal herfra ikke lyde nogen kritik af denne forfriskende genoptagelse af en revolutionær sprogbrug. Tværtimod må man håbe, at det drejer sig om en generel udvikling. For kunne man forestille sig, at Politiken i maj 2005 efter den franske folkeafstemning om EU-forfatningstraktaten havde omtalt denne begivenhed i en artikel med overskriften "Chirac tabte mod folket i Frankrig"? Eller kunne man forestille sig, at avisen – såfremt en fremtidig folkeafstemning om en afskaffelse af de danske EU-forbehold resulterer i et nej – på forsiden skriver, at "Fogh tabte mod folket"? Nej vel? I sådanne situationer vil pressen derimod oftest tale om den franske eller danske befolkning. Og det er en helt anden sag. Hvis det er folket, der i en folkeafstemning har givet sin mening til kende, kan politikerne ikke gøre andet end at følge trop. Vi ved jo alle, at folket er suverænt. Ingen kunne derimod finde på at sige, at befolkningen er suveræn.

Idehistorisk kan man formulere det på den måde, at begrebet folk i sin politiske betydning er knyttet til en revolutionær tradition, hvorimod begrebet befolkning er opstået sammen med den "biopolitik", som Michel Foucault ser udvikle sig fra slutningen af 1700-tallet. Biopolitik kan kort defineres som en regeringskunst, der består i at betragte en given menneskemængde som en biologisk helhed, der skal administreres. Så mens folket er noget, hvis stemme man skal lytte til, er en befolkning omvendt noget, der skal administreres. Og hvis for eksempel en befolkning siger noget "forkert" i en folkeafstemning, kan man således forklare det med, at den er blevet dårligt administreret. Eller med andre ord: De ansvarlige politikere har ikke brugt tid nok på at forklare problemstillingen, de har ikke taget højde nok for borgernes frygt for globaliseringen, de har ikke fremstillet sagen på den rigtige måde osv.

Skal man tro de kulørte hjemmesider har barnestjernen Britney Spears fået noget i retning af et psykotisk sammenbrud. Spears skulle i fredags aflevere sine børn til deres far, der har myndigheden over dem, men "flippede helt ud", låste sig inde på badeværelset med børnene og forsøgte selvmord for øjnene af dem, inden hun i meget begrænset påklædning og under påvirkning af forskellige substanser blev afhentet af den blå vogn, spændt fast og tungt mandsopdækket.

Nu har så celebrity terapeuten Dr. Phil tilbudt sin assistance. Doktoren besøgte Spears på hospitalet lørdag og er dybt bekymret for hendes tilstand: "Mit møde med Britney og enkelte af hendes familiemedlemmer har efterladt mig uden nogen som helst tvivl. Hun har desperat brug for både medicinsk og psykologisk hjælp [...] Jeg er meget bekymret for hende."

Hvad forestiller nu Doktoren sig som den ideelle behandling i denne desperate situation? Jo, han har overtalt Spears til at deltage i hans talkshow i morgen mandag... At "hjælpe" betyder nemlig for Phil at bringe til tilståelse og omvending foran et "live studio audience." Man kan dårligt forestille sig en mere vulgær illustration af det, Lacan kaldte for analytikerens begær.

Samtidig fremstiller sagen imidlertid også så klart, man kunne ønske sig, den philske opfattelse af terapi i al dens hulhed. For Phil handler terapi om at foretage beslutninger og helst "life decisions", som han kalder dem. "Jeg vil ikke længere være alkoholiker", "Jeg vil ikke længere skændes med min far", osv., og hvis de kan foretages under tilstedeværelsen af talrige vidner er man endnu mere forpligtet på at fastholde sin beslutning, synes ideen at være. Derfor er der god ræson i at trække Spears i studiet og få hende til at sige: "Jeg elsker mine børn", "Jeg vil ikke længere ødelægge mit liv," osv. Phil inkarnerer dermed den adfærdsregulerende og moraliserende psykologi, der i dag har gjort sit indtog på universiteterne. Psykologi handler om at hjælpe patienten til at genskabe fornemmelsen af, hvad der er almindeligt, fornuftigt, moralsk, hensigtsmæssigt. Som gode pseudo-wittgensteinianer vil psykologerne forklare os, hvordan sprogets og verdens normativitet hænger sammen, så vi kan bringes til at indse at vi bruger visse begreber forkert og opfører os irrationelt. Terapeuten skal med andre ord lære sin patient, hvad der er rigtigt og forkert, genopdrage hende, om man vil. Der er ingen monstre under sengen i virkeligheden. Det giver ingen mening: Se - vi har slet ingen monstre her! Sådan fungerer sproget ikke. Du bør istedet bruge din energi på det, der virkelig betyder noget: elske dine børn og tage vare på dit helbred, osv.

Psykoanalysens svar til denne terapiopfattelse kan kortest udtrykkes gennem en vittighed: En psykolog havde fået en patient, der ikke kunne sove om natten, fordi han hele tiden måtte checke, om der var monstre nede under sengen. Straks han havde lagt sig ned, forvisset om, at der ingen var, blev han igen i tvivl og måtte checke igen. Og sådan gik det hele natten. I terapien overbeviste psykologen ham nu om, at der i virkeligheden ingen monstre var. Det hele var noget, han forestillede sig; en fantasi. Han kunne roligt sove - psykologen forsikrede ham om, at der ingen monstre var. De findes slet ikke i det hele taget! Efter nogle sessioner blev patienten overbevist, takkede meget og tog hjem. Psykologen hørte ikke mere til ham. Efter et par måneder traf han imidlertid nogle kolleger ved en kongres og fortalte dem historien. "Jeg gad vide, hvordan det gik den gode mand," tilføjede psykologen. "Han var egentlig en sympatisk fyr." "Jamen har du ikke hørt det," svarede en kollega forbavset, "Det var da ham, der blev spist af nogle monstre, der havde gemt sig under hans seng!"

Dr. Phil vil i morgen, hvis BT gengiver historien korrekt, overbevise Britney Spears om, at der ikke er nogen monstre under hendes seng. Og at hun skal tage ansvaret for sit liv, holde op med at drikke og tage stoffer, og klæde sig lidt mere anstændigt på. Han vil give hende en lektion i god, borgerlig moral. I psykoanalysens optik kan dette ikke betragtes på andre måder end som et overgreb. Ikke alene udnytter terapeuten skamløst den ulykkelig situation til sin egen promovering, han vil oven i købet (og formentlig i "bedste mening") efterlade sin patient med et sæt moralske imperativer, som enten bringer hende til endegyldigt sammenbrud og opgivelse eller installerer en fremmedgjort, virkelighedsfjern normalitet, der, balancerende på psykosens rand, kun lige netop opretholder livet. Denne opfattelse er den stik modsatte af psykoanalysens. I seminar VII siger Lacan om psykoanalysens forhold til moralske beslutninger (her i den engelske oversættelse):

... moral action poses problems for us precisely to the extent that if analysis prepares us for it, it also in the end leaves us standing at the door. [...] Its practice is only a preliminary to moral action as such.

Moralske beslutninger foretages ved analysens afslutning. Ikke ved dens begyndelse.