Hvornår betyder nej egentlig ja? Det er et spørgsmål, der må angå alle, som interesserer sig for det modsatte køn, for autoriteter eller for regeringsdannelser. For hvornår betyder en forførende kvindes nej egentlig ja (hvornår skal man opfatte det som et ja for at vise det afgørende initiativ)? Hvornår skal ens forældres velmenende nej rent faktisk tolkes som et ja med modifikationer (og man vinder prædikatet ’en rask dreng’ netop ved at bryde det velmenende nej)? Og til sidst: Hvornår betyder en given regerings nej til et spørgsmål egentlig: "Vi siger nej og nej og nej til jeres anklager, men vi er rent faktisk trætte af at sidde på magten og ønsker at I tager over"? 

Lad os på denne årets sidste dag affyre en tretrins-raket:

1. Året 2007 har været det år, hvor den siddende regering har sagt nej til mangt og meget og først og fremmest nogle meget væsentlige kritiske forslag. Den har sagt nej til en undersøgelse af grundlaget for Irak-krigen, og den har sagt nej til en afstemning om den nye Reformtraktat: Der er ikke noget at undersøge, og der er ikke noget at komme efter. Er den siddende regering træt? Man kunne godt mistænke den for at forsøge at afpresse det danske folks initiativ til den grænse, hvor det endelig slår igennem. Hvem kunne vide at regeringens taktik var så raffineret? 

2. Et sted i et afsnit af X-files citerer den altid veltalende og overheadprojekter-argumenterende Fox Mulder den polske matematiker Jacob Bronowski: "That is the science: ask an impertinent question,and you are on the way to a pertinent answer" (Bronowski, The Ascent of Man, 1973). For sagen er selvfølgelig, at et nej afhænger af det spørgsmål man stiller. I de indledende sekvenser til hvert afsnit af X-files flimrer avisoverskriften 'Government denies existence' hen over skærmen. Men hvad er det egentlig regeringen benægter? I serien viser det sig altid at være dens eget magtmisbrug. Dette magtmisbrug afsløres dog netop ikke ved helt almindelige procedurer, men kun ved Mulders helt uvedkommende og irrelevante spørgsmål: Er det aliens regeringen benægter? Metoden til at få det afgørende nej er at stille et uvedkommende spørgsmål.  

3. Ethvert nej forudsætter ifølge Freud en Bejahung. Det får hos Lacan den konsekvens at … ja, vi kan ligeså godt citere Dylan Evans: "Only after a thing has been symbolised (at the level Bejahung) can the value of existence be attributed to it or not (negation)" (Evans, An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis, 1996). Det er ikke fordi, at vi hermed skal tilskrive regeringen viden om aliens, det snarere sådan at regeringen på en måde tvinges til at acceptere den funktion, som disse aliens har. Denne funktion går ud på at udvide rummet for symbolisering (der findes ikke aliens, men der findes fx nedslidt og ødelagt land ved navn Irak). Vi spørger til noget, der ikke er virkeligt, men åbner samtidig en anden af virkelighedens porte. Det er i denne forstand, at det moderne samfund overbyder det gamle græske: Ikke flere trojanske heste med deres velkendte hulrum, nej lad os udløse det afgørende nej med vore trojanske aliens.

Allerede tidligt i DR-udsendelsen "Hammerslag i Berlin" bilver man en smule bekymret. Musik-underlaget til at illustrere, at Berlin er en moderne by med masser af kultur og kreativitet er sange af især Nena og desuden bl.a. Nina Hagen, Kraftwerk og Falco. To hold ejendomsmæglere er rejst med Peter Ingemann til Tysklands hovedstad for at gætte, hvad forskellige lejligheder i byen koster, og byen selv bliver vist frem nogenlunde som ejendomsmæglere nu gør (naturskønne områder, shoppingmuligheder, kulturliv, osv.).

Det viser sig imidlertid, at udsendelsen oven i købet er en særudgave af programmet, hvor Ingemann har fået lov at lægge nogle afsnit ind med historiske oplysninger om byen. Det bliver til en slags "totalitarismens historie for ejendomsmæglere."

Først fortælles i en sekvens om det frygtelige DDR, der byggede en 155 km. lang mur rundt om Østberlin og skød sine borgere, når de flygtede til kapitalismen i vest. Ingemann forklarer: "I Østtyskland, der skød man med koldt blod de mennesker, som prøvede at kravle over muren for at tage til vest." Desuden fortælles historien om Stasi, der var ansvarlig for fængslingen af hundredtusindvis af politiske fanger, og én af dem, Jörg Drieselmann fortæller kort sin historie, der sluttes af med at han forklarer at "I kommunismen går det kollektive frem for den enkelte."

Herfra klipper Ingemann til billeder af murens nedrivning i 1989, nu til tonerne af David Hasselhoffs (sic!) sang "Looking for Freedom". Tekstningen af denne sekvens oplyser seerne om, at muren blev væltet den 9. november og endvidere at...

David "Baywatch" Hasselhoff indspiller "Looking for Freedom". Han mener selv, at sangen var med til at vælte muren.

Der argumenteres ikke yderligere for, hvilke evt. andre årsager der kan have været til Murens fald. (Hasselhoffs sang starter iøvrigt med de mindeværdige ord, passende til en illustration af det monumentale øjeblik i Europas historie: "One morning in June some twenty years ago / I was born a rich man's son / I had everything that money could buy / but freedom I had none." Og senere følger det uforglemmelige vers: "I paid a lotta dues / had plenty to lose / travelling across the land / Worked on a farm / got some muscle in my arm".)*

I programmets andet historiske klip (efter at have vurderet en lejlighed) får vi så den korte version af Hitlers tredje rige. Denne sekvens ledsages af Rammsteins "Stripped"**, der gør et ganske markant musikalsk indtryk. Det er heavy, forstår man, nazisme. (Man forestiller sig næsten en ledsagetekst sige: "Rammstein indspiller "Stripped". De mener selv at sangen var med til at styrke Det Tredje Rige." (Den kom dog ikke.)) Hovedvægten i denne sekvens har historien om Jesse Owens, "den sorte afrikansk-amerikanske idrætsmand, der ved OL i Berlin 1936 ødelagde Hitlers teori om den germanske races overlegenhed, da han vandt 4 OL-guldmedaljer ved legene." (Fra DRs omtale af programmet). Vi får oplyst at Owens var fra Alabama, USA, og at det irriterede Hitler at han vandt.

Hvad er der sket med underlægningsmusikken undervejs? Ved nærmere eftersyn virker det som om historien nærmest er blevet vendt på hovedet. Er ikke Nenas fine pophits fra firserne blevet taget som gidsler for en illustration af kapitalens fredsommelige, frie bevægelighed? De gamle ikoner trækkes frem som ledsagemusik til shoppingboulevarder og historiske rids og gøres til idylliske illustrationer af det summende, men fredelige Berlin af idag. Ganske vist lavede Nena ikke samfundskritisk, revsende lyrik, men hendes tid var dog Christiane F.s, og hvad mon Nina Hagen og Kraftwerk ville sige til at blive reduceret til farverige illustrationer af boligmarkedet ved historiens afslutning?

Hasselhoff-intermezzoet behøver ikke yderligere kommentarer.

Og Rammstein? Sker her ikke præcis den modsatte bevægelse i forhold til Nena og co.? Den nutidige, hårde, kritisk-poetiske heavy metal trækkes tilbage i historien og bruges til at illustrere det hårde, kyniske tredje rige. (Uanset om Ingemann og co. har opfattet finesserne i Rammsteins brug af "Stripped" er gruppen og sangen i programmet frarøvet enhver relation til nutiden.)

Dermed trækkes nuancerne, især de politiske, elegant ud af både firsernes og dette årtis tyske musik. Poppen tilhører nutiden, heavyen tilhører fortiden. And never the twain shall meet. Fremtiden, derimod, er ikke hvad den har været.

Det ene hold ejendomsmæglere i programmet vandt iøvrigt en flaske Bummerlunder og det andet en Disney-figur i mandsstørrelse.

 

* En søgning på nettet viser, at Hasselhoffs sang ganske rigtigt var populær i Vesttyskland i 1989 (tilsyneladende fordi den er baseret på en østrigsk schlager fra 1970erne) og at han faktisk sang den på Muren nytårsaften mellem 1989 og 1990. Hasselhoff skal senere have sagt at han mente, at den fest burde have været en del af den officielle historie om Murens fald: "I find it a bit sad that there is no photo of me hanging on the walls in the Berlin Museum at Checkpoint Charlie".

**Rammsteins "Stripped" er en cover-version af Depeche Modes originale sang fra 1986. Videoen til Rammsteins version udmærker sig imidlertid ved udelukkende at bestå af et sammenklip af Leni Riefenstahls film Olympia fra 1938, hvor legene i Berlin berømmes. Dermed skabes ikke alene en begavet kommentar til legene i 1936 (og til Riefenstahls film), men også en poetisk-ironisk forvandling af den oprindelige tekst.

Enlige mødre, plejehjemspersonale, narkomaner og fiskere der har holdt sig til reglerne, er nogen af dem, der har meget besvær. Måske deres besvær burde deles en smule ud til filosoffer, professionelle golfspillere og nogle af de erhvervsfolk, der får i gennemsnit 50.000 kr. for at deltage i et bestyrelsesmøde?

Hvad nu hvis lighed ikke handlede om, at alle skal have bestemte minimumsrettigheder og -ydelser, men at alle skulle have en lille smule besvær? Man kunne overveje at lægge deciderede forhindringer ind i nogle liv...

Der er et politisk slagord, der vinder mere og mere frem for tiden på både den ene og den anden fløj. Det er udtrykket "nok er nok".

I forbindelse med lanceringen af Ny Alliance i maj 2007 var det selvfølgelig Gitte Seeberg, der forsvarede den borgelige anstændighed med disse ord. I begyndelsen af den efterfølgende valgkamp var det dog SF's Ole Sohn, der argumenterede for mere løn til de offentligt ansatte med en variation herover. Vores allesammens Anders Fogh har naturligvis også været inde over (eller er, som man kan læse i artiklen, blevet tvunget til at acceptere udtrykket). En hastig søgning på nettet vil i det hele taget overbevise læseren om, at vi her har at gøre med et politisk slagord, der er tilpas indholdsløst til, at det kan bruges af gud og hver mand, fra venstre til højre, fra kommentator til skraldemand.

Så lad os da spørge, hvad det egentlig er for et udtryk, vi har fat i? Man kan først bemærke dets æstetiske kvaliteter. Nok er nok. Nu er nok, nok. Knock knock. Hvem er det, der banker? Magtens udfordrer? Eller bare endnu en storbytosse, en okkenok? Rent teknisk er udtrykket en form for tautologi, dvs. "...en overflødig eller bevidst stilistisk gentagelse af et begreb eller udtryk med et andet ord for det samme, fx "evig og altid", "glad og fro", "slid og slæb", "ene og alene"..." (Gads Litteratur Leksikon).

Men man bemærker måske allerede hvad problemet er. I udtrykket "nok er nok" har vi ikke at gøre med et andet ord for det samme, men netop det samme ord for det samme. Det var den amerikanske forfatter Gertrud Stein, der pegede på, at det samme ord for det samme alligevel aldrig kan være helt det samme, fordi der både er sket en tidslig og rumlig forskydning i sætningens syntagme. Stein gjorde dette med den berømte formel "en rose er en rose er en rose". Lad os gå lidt tilbage i teksten: Nok er nok, siger man. Hvorfor? Ja, det er vel den gamle husmandslogik med at kalde en spade for en spade. Det er netop det, som Stein gør oprør imod. En rose er en rose, men den er da på samme tid en blomst, en "rose", de fire bogstaver r-o-s-e, Socialdemokraternes partisymbol og en metafor for skønhed. Rosen er allerede noget andet anden gang og noget helt tredje tredje gang. Rosen skyder, læseren tænker.

Hvis der skal være tænkning i udtrykket "nok er nok", så må vi insistere på at kalde det "nok er nok er nok".

Der er et spørgsmål som på flere måder og i længere tid har undret denne analytiker og som nu bringes til forum. Dette spørgsmål lyder i al sin enkelhed: Hvad er virkelighed? Mere teknisk formuleret kunne det lyde: Hvad er et virkelighedsindicium? Det, som det drejer sig om her, er nemlig ikke nogen ontologi (læren om væren). Det drejer sig om, hvad forskellige grupperinger af mennesker opfatter som virkelighed, eller snarere hvad de accepterer som virkelighed. Eller i sidste ende drejer det sig måske om, hvad denne analytiker skyder disse grupper i skoene, at de accepterer som virkelighed.

Analytikeren opfordrer derfor til at omstøde, elaborere eller kommentere på nedenstående liste: 

Kunstnere: I kunsten synes det idag at være et virkelighedsindicium, hvis medierne omtaler ens bog, værk eller happening. Udenfor mediernes omtale foregår der tilsyneladende ikke noget "i virkeligheden".  

Politikere: I politikken synes der idag at stå en decideret "kamp om virkeligheden" (som Marianne Jelved sagde). Det er et indicium på virkelighed (og man får lov til at definere virkeligheden), hvis meningsmålingerne giver én ret. 

Videnskabsfolk: I videnskaben synes det idag at være den, som foretager en vellykket (dvs. rentabel) sproghandling, som aftegner virkeligheden. "Nano" er virkelighed, "globalisering" er virkelighed. "Kybernetik" er fx ikke mere virkelighed. 

Elskere: Måske er det begæret, som er ved at blive det afgørende virkelighedsindicium i den gamle kærlighedsprocedure? Idag er det ikke mere småborgeligt at blive gift. Nej, det er småborgerligt at blive gift og så blive skilt igen. Man følger blindt sit begær i stedet for (med Lacan) "ikke at vige tilbage for sit begær".

Hvis man så TV2 igår aftes, kunne man se populærklassikeren Shawshank Redemption (En verden udenfor) fra 1994 rulle hen over skærmen. Denne blogs husfilosof Slavoj Zizek har (selvfølgelig fristes man til at sige) kommenteret denne film. Og det har han endda gjort i flere omgange. Første gang i 1995 (selvom det nok er en kombination af bogen og filmen han kommenterer her):

"Stephen King's Rita Hayworth and the Shawshank Redemption tackles with all stringency this problem apropos of the paradoxes of prison life. The commonplace about prison life is that I am effectively integrated into it, ruined by it, when my accommodation to it is so overwhelming that I can no longer stand or even imagine freedom, life outside prison; so that my release brings about a total psychic breakdown, or at least gives rise to a longing for the lost safety of prison life. The actual dialectic of prison life, however, is somewhat more refined. Prison effectively destroys me, attains a total hold over me, precisely when I do not fully consent to the fact that I am in prison but maintain a kind of inner distance towards it, stick to the illusion that real life is elsewhere, and all the time indulge in daydreaming about life outside, about nice things that are waiting for me after my release or escape. I thereby get caught in the vicious cycle of fantasy, so that when eventually I am released, the grotesque discord between fantasy and reality breaks me down. The only true solution is therefore fully to accept the rules of prison life and then, within the universe governed by these rules, to work on a way to beat them. In short, inner distance and daydreaming about life elsewhere effectively enchains me to prison, whereas full acceptance of the fact that I am really there, bound by the prison rules, opens up a space for true hope."

Dette er en udmærket læsning. Den illustrerer fint Zizeks pointe, at ideologi netop fungerer ved hjælp af distance. Når folk for eksempel siger om den barske topdirektør: "jamen privat, der er han jo bare helt nede på jorden", så er det netop den distance, der får topdirektøren til at blive topdirektøren. Det er den distance, der retfærdiggør, at han rent professionelt har lov til at være et dumt svin. På samme måde i fængslet. Den distance der er mellem de fysiske fanger, og den indre distance disse fanger har til deres situation, er netop det, som gør at fangevogterne med god samvittighed kan behandle dem som svin. Det særlige ved Andy Dufresne er, at han overfor fangevogterne slet ikke udviser denne distance, men spiller forsagt. Det synes som om han ikke har nogen distance; han går i ét med fængselslivet, arbejder sig stille og roligt til tops der, og i og med at han gør det, så holder han også et rum åbent for "ægte håb", som Zizek siger. Han har på grund af sin vigtige rolle i fængslet (han udfylder selvangivelser for alle fangevogterne) ekstraordinært fået en enecelle, og det er i denne enecelle, han arbejder på sin flugtvej.

Anden gang Zizek kommenterer på Shawshank Redemption (den engelske titel er selvfølgelig meget bedre end den ideologiske danske) er i 2004:

"Often, the worst way to become prisoner of a system is to have a dream that things may turn better, there is always the possibility of change. Because it is precisely this secret dream that keeps you enslaved to the system. At this level, I quite liked a modest movie, The Shawshank Redemption. The guy who doesn’t accept that he is in prison and dreams to get out, when he is let out, he hangs himself. And the guys who accept that they are really there, they are the ones who can really break out. So there are alternatives and in alternatives, a certain sense of false opening, in that it’s not necessarily so bad, maybe luck is around the corner, we can change things; those are the ideal ideological tools to keep you enslaved. The system functions through the idea that it can be changed at any point. So maybe the first step is to see that it can’t be changed, that it’s pretty closed."

Man ser denne gang en lille forskydning i læsningen. Brooks Hatlen, som Zizek øjensynligt refererer til som ham, der hænger sig ved sin løsladelse, er netop ikke en dagdrømmer. Han indrømmer allerede i fængslet, at han er blevet så vant til fængelslivet, at han frygter "den virkelige verden". Det er den reelle Brooks Hatlens møde med det Reelle, som tager livet af ham, og ikke hans ideologiske distance.

Men hvorfor denne fejllæsning? Hvordan og hvorfor er det i det hele taget at Zizek læser film? Tja, hvis sandheden skal frem, så er Shawshank Redemption jo ikke stor kunst. Dens æstetik er gammeldags og kedelig, plottet er ligetil, og man har allerede regnet ud, at det er Andy, der er jokeren, længe før det viser sig i filmen. Slutscenen er som taget ud af en billig lægeroman. Jeg tror rent faktisk man kan konkludere, at Zizeks eneste motivation for at læse film, er at læse dem som etiske lærestykker. Lad os bemærke, at man søger forgæves efter en gennemført etik hos Zizek, der altid punkterer sådanne forsøg med en politisk ukorrekt kommentar eller en reference til Stalin (eller lignende). Men jeg tror, at hvis man lister alle de steder hos Zizek op, hvor han kommenterer film, så handler de (enten om at illustrere en pointe hos Lacan eller) netop om at vise, hvad en etisk handling kan bestå i. Hvor Zizeks etik altså slet ikke går op i hans teoretiske forfatterskab, så går alting altid op i Zizeks filmlæsninger. Den etiske dimension udelukker her fuldstændig den æstetiske, og der bliver slet ikke plads til det, som kendetegner den æstetiske nydelse: Nemlig det restløse, det modstridende, det uigennemskuelige.     

Lad os gå til bage til Shawshank Redemption. For filmen indeholder endnu en scene, som Zizek snildt kunne have brugt som etisk illustration: Andy må, som led i sit flugtforsøg, kravle 500 yards gennem en kloak for at komme ud i friheden. Man hører hvordan han kaster op inde i det lille rør, som knap nok kan rumme ham, og man ser hvordan han spytter ned i det brune fækalievand. Den efterfølgende scene, hvor han plopper ud i det (pludselig) rene åvand, er som en genfødsel. Han flår sit tøj af og strækker armene mod den oprørte himmel. Rimer denne scene ikke på en prik med Zizeks beskrivelse af subjektet i The Ticklish Subjekt?

"Modern subjectivity has nothing to do with the notion of man as the highest creature in the 'Great Chain of Being', as the final point of the evolution of the universe: modern subjectivity emerges when the subject perceives himself as 'out of joint', as excluded from the 'order of things', from the positive order of entities. For that reason the ontic equivalent of the modern subject is inherently excremental: there is no subjectivity proper without the notion that at a different level, from another perspective, I am a mere piece of shit.[...] ...there is no subjectivity without the reduction of the subject's positive-substantial being to a disposable 'piece of shit'" (s. 157)

Hvis mennesket er en lort, så må mennesket adlyde lortens etik. Det er netop det, som er 'the ticklish subject' i The Ticklish Subject. Selv det viser filmen Shawshank Redemption (eller kan man få den til at vise), og det skulle undre mig, om ikke denne pointe også findes hos Zizek et eller andet sted. Man må dog stadig spørge: Er det netop de steder, hvor halvdårlige B-film viser sig at illustrere Zizeks pointer alt for godt, at Zizek viser, at han ikke indrømmer, at kunsten kan have sin egen sandhed, men hele tiden må gå etikkens ærinde? Er det netop her Zizek lader sin egen manglende etik erstatte med et fantasme: Nemlig den etiske fiktion?

Det måtte jo ske. Ali ringede i dag redial for at få fat i Niels Peter, fordi Mortens piller havde givet Louise et dårligt trip, og nu måtte Ali finde en modgift. Terapeuten overraskede imidlertid Ali med et spørgsmål, inden han nåede at fremsætte sit krav: "Hvordan har du det?"

I næste klip, "før han ved af det" som man siger, ligger Ali på Mortens skrivebord og fortæller Niels Peter i telefonen om, hvor hårdt det er ikke rigtigt at være sig selv: "Du ved, det er lissom jeg er nødt til at være en anden, end jeg egentlig er, for at blive accepteret. Jeg føler... jeg føler at jeg er nødt til at spille en rolle hele tiden." Vi får altså her den første eksplicitte fremvisning af, at Ali ikke er identisk med sig selv. Åbenlyst overrasket over at være nået "ind" til et mere autentisk lag, fortæller Ali oven i købet om sine problemer med at være hormonelt underudviklet. Da Niels Peter imidlertid spørger til Alis familieforhold, stopper legen. Tydeligvis skal ingen fanme nævne Alis mor, og slet ikke når man lige taler om ens problemer med identiteten. "Hvad fuck! Skal du provokere?!" Ali drøner ud af biblioteket og over til Niels Peter, som han giver nogle bank. Et tydeligere eksempel på modstand i analysen kan man dårligt forestille sig.

Yallahrup har dermed indtil videre succesfuldt behandlet integration, ytringsfrihed og modstand. Ikke så ringe endda.

Til gengæld stiger bekymringen for, hvad det er, der er inde i Ali. Er der en lille uskyldig, autentisk dreng, der bare har haft det lidt svært? Er vi alle inderst inde ens? Eller har vi alle et unikt selv, som man må nå ind til, en identitetskerne, der kan dækkes til og fordrejes, men som er vores virkelige "jeg"? Med andre ord: Hvis Ali er et Kinderæg, hvad er så det hemmelige stykke plastik indeni, som serien nu er begyndt at mane frem? Er Ali indeni "ligeså meget dansker som os alle", f.eks.? Eller er han et humanistisk, demokratisk, liberalt menneske, som vi alle er, når man skræller det yderste lag af? Man frygter det værste (Lassie, ego-psykologi, Bergman), når Ali f.eks. til Niels Peter siger: "Der er slet ikke nogen, der kender den rigtige Ali... herinde... dybt herinde."

I Dylan Evans' referat:

The ego is a construction which is formed by identification with the specular image in the mirror stage. It is thus the place where the subject becomes alienated from himself, transforming himself into the counterpart. This alienation on which the ego is based is structurally similar to paranoia, which is why Lacan writes that the ego has a paranoiac structure. The ego is thus an imaginary formation, as opposed to the subject, which is a product of the symbolic. Indeed, the ego is precisely a méconnaissance of the symbolic order, the seat of resistance. [...] Lacan is therefore totally opposed to the idea, current in ego-psychology, that the aim of psychoanalytic treatment is to strengthen the ego. Since the ego is "the seat of illusions", to increase its strength would only succeed in increasing the subject's alienation.

I den århusianske biograf Øst for Paradis har man den sidste uges tid kunnet se den franske dokumentarfilm Djævlens advokat. Den handler om forsvarsadvokaten Jacques Vergès, og han er et bekendtskab værd, hvis man vil vide det modsatte. Det interessante ved ham er imidlertid ikke først og fremmest hans politiske engagement som kommunistisk anti-kolonialist, hans rolle som advokat for forskellige retsforfulgte venstreterrorister eller hans mangeårige venskab med Pol Pot. Nej, Vergès bliver først rigtig interessant fra det øjeblik, hvor han begynder at påtage sig sager for personligheder, hvis politiske overbevisning han på ingen måde deler, det være sig Slobodan Miloševic, gestapochefen Klaus Barbie eller antisemitten Roger Garaudy.

Men hvad er pointen med således altid at ville forsvare det uforsvarlige? I filmen spørges Vergès, om han også ville have forsvaret Hitler, hvis muligheden have budt sig. Ja, lyder svaret, og jeg ville sågar forsvare Bush, hvis han var anklaget! I Dagbladet Information kan man læse, hvordan Vergès har brugt en lignende logik til at forklare, hvorfor han i sin tid ønskede at forsvare Saddam Hussein (hvilket han dog ikke fik lov til): Dennes forbrydelser mod den irakiske befolkning er marginale i forhold til de lidelser, som skiftende engelske og amerikanske regeringer har påført den. Og det skal understreges, at Vergès her ikke tænker på den igangværende krig, men på bombningerne og FN-embargoen i halvfemserne.

Man kan se, at Vergès' arbejde på sin vis blot går ud på at reaktualisere en gammel pointe, nemlig at historien skrives af sejrherrerne. I vor tid benytter disse sejrherrer sig imidlertid af et helt særligt ideologisk kneb, der består i at fremstille den konkrete konflikt som en kamp mellem transcendente kræfter, det Gode og det Onde, Civilisationen og Barbariet. Og man burde skrive dette knebs idehistorie, for noget tyder på, at det første gang blev benyttet under Nürnberg-processen. Det påstår i hvert fald den franske læge og forfatter Cécile Winter. Som hun selv formulerer det:

"Hvad erklærer den amerikanske hær egentlig i Nürnberg? De nazistiske handlinger er så barbariske, at de [...] overskrider muligheden for undersøgelse, forståelse og dom. Man benytter sig af store bogstaver: Det drejer sig om en Forbrydelse (og ikke en mangfoldighed af forbrydelser) mod Menneskeheden (og ikke mod en mangfoldighed af mennesker). De majestætiske og intimiderende store bogstaver har nemlig den fordel på forhånd at forkorte undersøgelsen og udelukke [...] minutiøse historiske og politiske efterforskninger. At lave en undersøgelse og bøje sig over omstændighederne, fører nemlig uundgåeligt til, at man møder alle mulige forskellige former for aktører, de medskyldige, de stiltiende eller samarbejdende, de ligeglade og dem, der gjorde modstand [...] Som følge heraf skjuler man fuldstændig de anglo-amerikanske allieredes del i skylden for nazisternes ødelæggelser gennem deres stiltiende accept og deres resolutte valg af "ikke-intervention"".

Sejrherrerne skriver historien, og Vergès og Winter minder os om, at dette også gælder i Tyskland, Cambodja og Kosovo. Denne påpegning har dog intet at gøre med at benægte nazisternes, de Røde Khmerers eller Miloševics forbrydelser, men handler om at reagere, hver gang en konkret konflikt fremstilles som en kamp mellem Barbariet og Civilisationen. Kendsgerningen er, at der højest kan være tale om en kamp mellem et voldsomt barbari og et lidt mindre voldsomt barbari. Jo, og så er der selvfølgelig lige den mulighed, at Alain Badiou har ret, og at der derudover i sjældne tilfælde faktisk findes virkelig emancipationspolitik. Men det er en anden historie...

Det forlyder idag at USA's såvel som Danmarks deltagelse i Irak-krigen ikke kan betegnes som terror. Anders Fogh Rasmussen, der i 2003 blev stævnet af Grundlovskomitéen, kan hermed betragte sig selv som en fri mand.

Retten fastslår at selvom krigen var en ulovlig angrebskrig, selvom godt 100.000 civile blev dræbt og adskillige uskyldige mennesker berøvet deres retssikkerhed og basale menneskerettigheder (og påført tortur), så er Anders Fogh Rasmussen ikke at klandre. Retten finder at Anders Fogh Rasmussen er troværdig, når han om grunden til at gå i krig (nemlig formodningen om masseødelæggelsesvåben), siger:  "Vi var mange, der troede han havde dem, ikk' oss...".

For at illustrere hvor idiotisk det er at sige, at "USA er det bedste land i verden" (især hvis man aldrig har været udenfor landets grænser) har den amerikanske komiker Bill Maher sammenlignet det med at sige "Min kone er den bedste kone i verden." Hvilken blasert, ja nærmest meningsløs ting at sige: 

I have the greatest wife in the world. Not just the one best suited for me, but the grea-test wi-fe in the world... And if you could have MY wife, you would KILL your wife!

Maher viser eller hævder i sin analogi (gennem en slags reductio ad absurdum) implicit det, man kunne kalde mage-lighed: Mager er gode mager for dem, de er mager til. En simpel indsigt med vidtrækkende konsekvenser. Tænk hvis man kunne indse og acceptere at ens mage ikke behøver være "verdens bedste" for at være den uerstatteligt eneste for én. Min kone er netop "the one best suited for me" uanset hvad du mener om det, og uanset hvem der vinder konkurrencen om verdens pæneste bryster (sjovt nok iøvrigt at den slags konkurrencer altid kun udkæmpes mellem amerikanske kvinder, som regel bosiddende i Hollywood - hvorfor skulle verdens pæneste bryster ikke befinde sig i Vietnam?). Hvis jeg elsker hende, er hun the one best suited, uanset hvad der ellers udbydes rundt omkring af kropsdele og præstationer. Med mindre hun ligefrem gør sig u-mage.

Har vi her i virkeligheden det singulært universelle? Der er principielt mage-lighed, men ikke desto mindre er netop min mage den bedste for mig. Det universelle er singulært vil sige: Det viser sig netop her. Overalt.

De samme jurister, som vejledte Fogh i, hvordan han skulle demontere de ni punkter, som var i vejen med den tidligere Forfatningstraktat, har nu konkluderet, at de ni punkter rent faktisk er blevet demonteret i den nye Reformtraktat.

Hvem er disse gengangere, der bliver ved og bliver ved med at få tingene til at ske for Fogh?

Der går et spøgelse gennem Europa, men det er sgu ikke kommunismens.

Tænk hvis drillenissen bare én dag, bare en enkelt gang, byttede om på kronologien i TV2-Nyhedernes indslag, sådan at de forløb som følger: først et par hyggelige reklamer, rettet mod det midaldrende ægtepar med penge på lommen og for meget tid at bruge dem i. Dernæst en gang vejr, med vores allesammens Jesper Theilgaard. Så et indslag fra Danmarks mest jule-oppyntende familie, og derefter direkte over i det sensationelle indslag om kronprinsesse Marys besøg på en folkeskole i det indre København. Herefter, med stort engagement, den udenlandske skandale-historie fortalt af Ulla Terkelsen – om ægteparret der forsøgte at snyde med livsforsikringen. Herefter så en gang lokalstof med historien om en urmager fra Nakskov, der måtte ligge i tre kvarter oven på en indbrudstyv, fordi politistationen er blevet nedlagt ved omlægningen. Dernæst nyheden om at også Socialdemokraterne beslutter, at der ikke skal være nogen folkeafstemning om EU-traktaten, hvorefter vi får den opmuntrende nyhed, at klimatopmødet på Bali står i stampe, fordi ingen af de ellers så smilende deltagere har lyst til at gøre nogle indrømmelser overfor verdens klima, og så, prikken under udråbstegnet, historien om at volden mod de (lavest betalte) offentligt ansatte er stigende, og det i en grad, så det faktisk er sikrere at befinde sig på værtshuset end på arbejdspladsen.

 

Hvad nu hvis – vi bare for én gangs skyld fik de vigtige nyheder til sidst?

Enhver har ret til et sæde. For eksempel i bussen. Selvom nogen godt kan lide at stå op, i hvert fald ind i mellem, skal det være muligt for dem at komme til at sidde ned. Transport kan ikke kun være for dem, der har råd, og ingen har ret til at bestemme, at nogen skal sidde på dårligere pladser end andre. Rosa Parks var en stor, banebrydende forkæmper for sædelighed.

I dag skal sædelighed måske snarere diskuteres i forhold til klimaforandringerne? Alle har ret til siddende transport - hvert sæde tæller. Dermed bliver tomme sæder (i de mange enpersoners biler) til et politisk problem. Har nogen ret til fire sæder, når andre ingen har?

Det diskuteres livligt, om DR2's julekalender, Yallahrup færgeby, er skadelig for integrationen. Til det er der kun en ting at sige: Op i røven med integrationen! Begrebet forudsætter en essentialistisk opfattelse af, hvad kultur er, hvorimod Yallahrup færgeby netop viser, at der – som Badiou udtrykker det – "er lige stor forskel mellem for eksempel en kinesisk bonde og en ung norsk funktionær som mellem mig selv og hvem som helst – inklusiv mig selv". Således er der tydeligvis lige stor forskel mellem den ornli' syge gangster in spe, Ali, og den sygt depressive skolebibliotekar Morten som mellem selvsamme Morten og nymfomanen Hanne. Samtidig er hverken Ali, Morten eller Hanne identiske med sig selv. Ali er både en lømmel og en ulykkeligt forelsket kunstnerspire, Morten er både et offer og en helt, og Hanne er en stærk kvinde, der sukker efter tryghed, mand og vovse.

Serien viser altså det forløjede ved begrebet integration. Men den siger det faktisk også. Allerede i tredje afsnit stiller Hassan nemlig spørgsmålet: "Hvad er integration for noget?" Og Mortens svar er uhyre præcist: "Integration, det er altså vigtig ikk'oss', fordi at man skal integreres, på en måde". Integration er… at blive integreret. Med andre ord: Begrebet integration har ikke andet indhold end det, der til enhver tid fyldes i det af dem, der kræver, at andre skal integreres. Og dermed er muligheden åbnet for den reneste form for magtudøvelelse: Du har bare at gøre, hvad jeg siger, for det er jo integration.

En række debatter i radio og på tv har de seneste dage taget DR2s "julekalender" Yallahrup Færgeby op til diskussion, fordi mange mener at sproget og karaktertegningen i den er stødende. Der tegnes et negativt, ensidigt billede af indvandrere, hævdes det, der er stigmatiserende og bekræfter fordomme om især unge drenge som kriminelle, afstumpede og med et beskidt sprog. I flere tilfælde har man brugt et klip fra det tredje afsnit, "100 % dansker", til at illustrere problematikken.

Skolebibliotekaren Morten er blevet pålagt at "integrere" seriens to helte, Ali og Hassan, uden at hverken han eller chefen, inspektøren Hanne, har gjort sig særlig mange tanker om, hvad det indebærer, bortset fra at man tilslutter sig og praktiserer "danske værdier". Morten, Ali og Hassan mødes derfor ude ved tunnellen, og Morten spørger om han må integrere drengene. Herefter udspiller følgende sig:

(Hassan) Hvad er integration for noget?

(Morten) Jah, det er... Det er sådan lidt svært at forklare. Altså det kan f.eks. være noget med ytringsfrihed, eller sådan noget.

(Ali) Nå, hallo! Er det det der, hvor man må sige lige hvad man vil?

(Morten) Jah, altså... på en måde ikk'os.

(Ali) Nå, hallo! Må jeg så kalde din mor for en billig luder?

(Morten) Øh, narh, Ali. Det må du faktisk helst ikke... Altså...

(Ali) Nå, men så gider jeg ikk´.

(Morten) Nå, men. Okay så. Så må du godt kalde min mor for en billig luder.

(Ali) Nå, det er sygt mand! Hey, hallo! Vi er med!

(Hassan) Ja!

(Senere, på biblioteket)

(Morten) Integration, det er altså vigtig, ikk'os, fordi at man skal integreres på en måde.

(Ali) Din mor er en billig luder!

(Morten) Æh....... ja.

(Ali) Hvad må man mere sige?

(Morten) Jamen altså, man må sige hvad man vil, ikk-å. Når der er ytringsfrihed. Nede i Mellemøsten, der...

(Ali) Hey, må du så kalde mig for perker?

(Morten) Øh... Øh....

(Ali) Kom nu! Kald mig nu for perker! Ellers vil jeg ikke integreres.

(Morten) ...........Din...........perker.

(Ali) Åh, sygt!

Det er utroligt bemærkelsesværdigt, at medierne i karikaturkrisens land ikke går ind i indholdet i denne sekvens. Gang på gang er den blevet vist som en slags illustration af, hvor grove ting, drengene siger og gør. Men ingen har, så vidt denne analytiker ved, kommenteret den ret skarpe pointe, netop dette afsnit viser. Man forestiller sig nærmest at debattørerne under visningen/afspilningen i de mange debatprogrammer lige holder en pause, sipper til kaffen og ranker ryggen før den forestående slagudveksling, men slet ikke lægger mærke til, hvad der foregår.

Netop den her citerede udveksling er et af de stærkeste og mest tydelige bidrag til ytringsfrihedsdebatten efter karikaturkrisen til dato. Hvad sker der? Morten ved bare, ligesom den gennemsnitlige dansker, at hvis man skal integreres må man leve op til de danske værdier, og den væsentligste af dem er ytringsfriheden. Ali tager ham simpelthen på ordet. Ikke alene forlanger han at få lov til at kalde Mortens mor for en billig luder; han forlanger oven i købet, at Morten kalder Ali for en perker! Hvis det er rigtigt, at vi her (i modsætning til "nede i Mellemøsten") må, kan og vil sige hvad som helst, uden indskrænkning, så er Ali helt på rette spor. Faktisk burde scenen ligge lige til højrebenet for Statsministeren. Hvis det forfærdenligste, som Fogh Rasmussen ofte gjorde opmærksom på under tegningekrisen, er "det lille men", som "nogen" hæfter efter vort samfunds trosbekendelse "Ytringsfriheden er ukrænkelig", så har Ali jo simpelthen ret: Jeg må kalde din mor for en billig luder, og du må kalde mig en perker, en dum fejlfarve, en sortsmudsker, en teltabe, en kamelnigger, osv. (Morten kommer pludselig på en del udtryk i klippet...).

Kan det passe, at karikaturkrisen har gjort den offentlige debat så forsimplet, at man enten er for ytringsfriheden og så vil tillade alt, eller også er så indskrænket i sin tekst-læsning, at man kun ser frække og nedladende udtryk og ikke forstår den skarpe kommentar til Muhammedkrisen, som dette afsnit leverede? Det kan sgu da ikke passe??!

Vi kan i hvert fald indtil videre konkludere to ting:

1. Det er næsten udelukkende (måske helt udelukkende) DR2s redaktør Peter Gren Larsen, der har repræsenteret det modsatte/tredje synspunkt i debatten. Nemlig at en sekvens som den citerede skal ses i sin (skulle man tro) ret ligefremme sammenhæng - som en satirisk bemærkning til danskernes ofte fantastisk forsimplede opfattelse af ytringsfrihed og integration.

2. Hvis debatten fortsætter og intensiveres må vi forvente Trykkefrihedsselskabet, Dansk Folkeparti, Karen Jespersen, Anders Fogh Rasmussen, Flemming Rose og Carsten Juste på banen i et ucensureret forsvar for Peter Gren Larsens og Alis ytringsfrihed. Man kunne forestille sig en solidaritetshandling, f.eks. en leder i JyllandsPosten, hvor Pia Kjærsgaard bliver kaldt en billig luder og en svinefarvet taber.

Den følgende analyse bliver lidt lang. Jeg beder derfor på forhånd om læserens forladelse og fortsætter således med god samvittighed. I øvrigt kan jeg forsikre om, at indlæggets længde ikke har til hensigt at irritere nogen (måske med undtagelse af redaktionen på P3’s De sorte spejdere ) - at analysen tværtimod har sin længde, fordi stoffet nu engang kræver det. Som bekendt var det også en af J. Lacans hovedanker mod det psykoanalytiske establishment, at de absolut ville ”kapitalisere” analysetimen, og tvinge den til at vare de borgerlige 45 minutter. Nok om det.

I den gamle engelske universitetsby Oxford ligger en lille knejpe ved navn The Half Moon, hvor den, der efter en lang dags hårdt arbejde i ”den varme lufts korridorer” (som en vis Hr. Bier sikkert ville udtrykke det) ser sig nødsaget til at væde ganen, med fordel kan søge hen. Det ligger heller ikke så langt fra St. Hilda College, hvor man ved særlige lejligheder kan høre store psykoanalytiske begavelser forelæse.
Har vedkommende således begivet sig ad denne vej, vil han måske, som jeg i min tid, studse over en undselig graffitti, stående allernederst på en husmur umiddelbart inden man kommer til baren. Der står:


Lad os holde begrebet in mente – vi skal bruge det senere. Først videre til et andet emne: latter.

Latteren er en forunderlig ting, som også videnskaben længe har syslet med at forklare. Der er mange indgangsvinkler: hvad er latter? hvorfor griner vi? hvad får os til at grine? er det kun mennesker, der griner?

Tag nu det kildne barn: det synes bevist, at voksne mennesker ikke griner, når de bliver kildet. De kommer måske med en ubehagsytring, men er typisk fornuftige nok til at bevæge sig væk fra det, der kilder. For i virkeligheden er det ikke rart at blive kildet. Barnet, der imidlertid ikke er i stand til at reagere hensigtsmæssigt på kildningens ubehagelige pirring, kortslutter på en eller anden måde og: begynder at grine.

Men på mange måder er det voksne menneskes grin stadig i familie med barnets kildne grin. For er grinet ikke også en kortslutning, når vi møder det absurde i det daglige? Det, som vi ikke ved, hvordan vi skal reagere på? Vi griner af dumme mennesker, af vor egen dumhed også, men hvorfor? Ikke fordi det, som Aristoteles mente, vækker medlidenhed at se nogen handle dumt, ikke med-liden-hed i forstanden ”deltagelse i den andens triste vilkår” i hvert fald. Er der tale om en art empati, må det være deltagelsen i den andens oplevelse af tilværelsens mangel på mening.

Hvis ’mening’ er et fænomen, som tilhører det fællesmenneskelige (mens kildren tilhører det individuelle), så er den voksne latter altså et socialt fænomen. Og vi må spørge os selv, om ikke det stemmer overens, med latterens "smittende" effekt?

Her kan vi passende vurdere et fænomen, der har sneget sig ind i tv-mediet i løbet af de sidste halvtreds år: dåselatter . Dåselatteren fremkalder i os en latter, hvorefter vi føler, at vi har haft det sjovt. For vi har jo grinet, ikke sandt? Med dåselatteren får vi altså en art potensering af latterens forhold til det meningsløse: er det da ikke blot endnu mere meningsløst, at en tom latter, en dåselatter, kan få os til at grine, hvorved vi bagefter føler os underholdt?

Det er blandt andet Slavoj Zizek der har påpeget endnu et aspekt ved dåselatteren: nemlig at den også kan virke afstressende. Når tv’et griner, så kan jeg føle det som om, at tv’et griner for mig – det griner for at jeg ikke behøver at grine. Hvor afslappende er det ikke, efter en lang arbejdsdag bag disken eller ved samlebåndet, at kunne sætte sig tilbage og være vidne til andres latter i sikker forvisning om at her underholdes der..? Med andre ord, jeg behøver ikke at smittes (af dåselatteren) til at grine, for bagefter at føle mig underholdt. Det er nok, at jeg er vidne til andres grinen (selve dåselatteren), for at jeg instinktivt føler: nogle griner, altså bliver jeg underholdt.

Men der er mange flere sider af latteren: for eksempel fniset, det grin der typisk opstår på bestemt upassende tidspunkter, og som anses for at have en lidt "afvæbnende" effekt. Hvis vi vil holde os til tesen ovenfor, at grinet er en art kortslutning i menneskets reaktionsmønster ved konfrontationen med en bestemt form for meningsløshed, så synes det klart, at fniset er en nær slægtning hertil. Er det ikke, når pompøsiteten i en situation stiger til et uudholdeligt klimaks, at man mest af alt har tendens til at fnise? Fniset opstår som en slags kejserens-nye-klæder –oplevelse, når man pludselig tvinges til at give udtryk for sin lede ved en situations opstyltede patos og pomp.

Vi må være på vagt her: fniset er en slags latter og dermed ikke en viljesagt. Hånlatteren derimod, er i mange tilfælde ikke en ægte latter, men er direkte påtaget: den har ikke med humor at gøre, men tjener simpelthen en social funktion, at nedgøre. Hånlatteren er også uden empati, uden fællesskab. Fniset derimod er en afreageren i en situation, hvor det kniber med at finde en ”grimasse der kan passe.”

Vi er nu ved at nærme os den situation som gerne skulle analyseres. Den 20. november var en repræsentant for Center for Vild Analyse i radioen på P1 og deltog som såkaldt ”bloggæst” i en snak med tre nyvalgte folketingspolitikere. Programmet hed Kaffeklubben . Ved denne lejlighed læste repræsentanten et par indlæg op, som senere blev diskuteret af det socialliberale panel.
Senere på dagen dukkede et klip fra Kaffeklubben atter op, denne gang i P3’s satireprogram De Sorte Spejdere. De Sorte Spejdere påpegede til en start i lange vendinger deres egen uformåenhed og manglende akademiske uddannelse. Alligevel havde de tydeligvis begge valgt at høre en så ”intellektuel” radiokanal som P1, og efter deres adfærd at dømme havde de faktisk også forstået det meste.

Men de tog altså fat og spillede efter kort tid et indlæg hvor centerets repræsentant læser op fra analysen Mahna Mahna. Undervejs fnisede drengespejderne så godt de formåede.

Spørgsmålet er nu, som så ofte før: hvad var vi egentlig vidne til? Var det:

1. En klassisk voksenlatter, en kortslutningsreaktion på konfrontationen med noget meningsløst, som i en vittighed? Jeg tror enhver der har hørt programmet vil være parat til at afvise denne forklaring.

2. Men var det så en direkte hånlatter, overfor en type af personer som radioværterne ikke kan lide? Svaret kan måske ikke afvises fuldstændigt.

3. Alligevel må vi nok også sige, at der var tale om fnisen.

Men der er noget som klinger hult her. Hører man programmet, virker fniset alt andet lige temmelig kunstigt, måske endda påtaget. Derfor må vi efter undertegnedes mening afvise, at det var et fnis af den ovenfor definerede type: en ukontrollabel reaktion på noget pinligt.

4. Skal vi så gå helt tilbage til barnets stadium og kalde det en kildenheds-latter? Det vil sige: den reaktion som følger af konfrontationen med noget personligt ubehageligt, som man på grund af situationen er ude af stand til at reagere hensigtsmæssigt på?

5. Eller var der måske ligefrem tale om en ny type af latter, et dåsefnis: dvs. et fnis der skal få mig til at føle, at jeg er blevet underholdt, mens en opstyltet situation eller person samtidig er blevet hevet ”ned på jorden”, ”afsløret” i kraft af ”nogens” pludselige, ukontrollable latter?

Jeg tror, at både svar nummer 4 og 5 er rigtige, mens svar nummer 2 muligvis også kan være det.

Dåselatteren er idag gået ind i et nyt stadium: fra først at have tjent som smittende hyggespreder, til at være blevet afstressende baggrundsfænomen, er dåselatteren idag trådt helt ind i komikerens egen fremtræden: er de nyeste komikere ikke netop kendt ved, at de griner højlydt af egne vitser og bemærkninger? Komikerens latter er i sig selv blevet en dåselatter. Komikeren griner ikke, fordi han er sjov, men for at være sjov.

Fniset kan fungere på et socialt plan som anledning til fælles mobilisering til afdækning af et socialt fænomens kontingens. Men fniset kan samtidig tjene som subjektets fornægtelse af sin egen deltagelse i en større social orden; når nogen fniser, er det også for at fortælle andre, at han stiller sig fuldstændig uforstående overfor det, som sker lige nu. I De Sorte Spejderes tilfælde skulle fniset have tjent som et forsøg på at kommunikere netop dette. Da fniset udeblev måtte man imidlertid ty til dåsefniset, imens man søgte at fornægte det faktum, at man rent faktisk forstod hvad repræsentanten for CVA sagde.

Vi er således fremme ved den næstsidste konklusion i denne analyse: da komikerens latter i sig selv er blevet til en dåselatter, må det konkluderes, at komikeren fniser, for at undgå at måtte grine! Grine, nemlig, af sin egen pompøsitet, af det futile i hans eget patetiske forsøg på at afmontere en given situation og afsløre den som tom pomp og patos.

Hvilket bringer os til den sidste konklusion, nemlig at Drengespejderens dåsefnis – iblandet en vis mængde kildenhedslatter – forårsagedes af hans pludselige, ubehagelige (uncanny) konfrontation med sin egen strukturelle Doppelgänger! Denne påstand har vist brug for at blive underbygget:

En typisk figur i dagens mediebillede er nemlig den kritiske stemme, der inviteres ind som tredjepart i en debat, typisk mellem to politikere. Denne kritiske stemme skal så fungere som et ”eksotisk indslag,” som problematiserende funktion, som den, der har de interessante spørgsmål eller de overraskende pointer, idet journalisten selv indtager en mere neutral fjerde position (som den, der simpelthen holder diskussionen igang og forsøger at mægle mellem politikernes hundeslagsmål om mikrofonen).
En af de typiske kritiske stemmer i dagens mediebillede, kunne være bankfilosoffen Morten Albæk (hvis position, og person, vi tidligere har diskuteret her på bloggen) eller societysociologen Henrik Dahl . En person der altså bringes ind, ikke så meget for at udvikle diskussionen, men for at tjene som kritisk backdrop og som pudsigt indslag.

Et klokkeklart eksempel på den kritiske stemmes effekt på diskussionen kan iagttages i de sidste ti minutter af Kaffeklubben den 13. november. Her læses et indlæg fra CVA’s blog op, hvorefter de ”garvede” politikere med megen moro kaster sig ud i hver sin idiosynkratiske forklaring af, hvordan tingene forholder sig i den virkelige verden. Netop denne funktion var også tilsigtet CVA’s repræsentant den 20. november, omend det måske ikke gik helt (så godt) som forventet. Den kritiske stemme forblev – ikke ukritisk – men ufarlig. Og måske er det et mere typisk fænomen, end vi vil være ved.

For det kan synes som om, denne ”kritiske stemmes” funktion altid er rent performativ. Han er en FAKE OMBUDSMAND, og hans funktion er ækvivalent til både dåselatteren og dåsefniset. Han er en ventil i den ideologiske samfundsvirkelighed, idet hans effekt på lytteren er:


Når kritiske performere som Morten Albæk og Henrik Dahl (og CVA!) optræder i medierne, og med et par til lejligheden nyopfundne ord revser folket, systemet, kulturen, ja så slipper almindelige mennesker for at henvende sig direkte til den ægte ombudsmand, den konkrete og politiske ventil, som er beregnet til at tale folkets sag, når de ikke kan få orde ad anden vej. Den falske ombudsmand tjener altså som en slags talerør – uden modtager.

Og er De Sorte Spejderes funktion ikke også en sådan? Så vi radiolyttere kan tænke:

I nødhjælpssammenhæng er en katalysator at forstå i forlængelse af Alain Badious begreb om begivenheden. Man har en katalysator, når ”ofrene” pludselig beslutter sig for ikke mere at være ofre, når de udenom eksterne transaktioner af symbolske eller materielle goder, når de udenom de hvide mænds ’know-how’, vidensdiktatur og talrige oplysningskampagner, beslutter sig for at organisere sig selv. Når de beslutter sig for at gøre oprør mod både dem, der undertrykker dem, og dem, der opfatter dem som ”lidende dyr”.

I militær/politisk sammenhæng er en katalysator en bestemt årsag, som kan retfærdiggøre en ellers upopulær eller direkte forkastelig handling. I Nyhedsavisens nye temaserie om 9/11-skeptikere fremhæves netop angrebet på WTC og Pentagon som en sådan katalysator. Man henviser til at vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld i en rapport fra et møde i organisationen PNAC (Project for the new American Century) forestiller sig, at det nye amerikanske verdensherredømme skal skabes i en langsommelig proces ”medmindre, der opstår en katastrofal og katalyserende begivenhed, som eksempelvis Pearl Harbor, der kan sætte gang i denne proces hurtigt”.

I teknisk-bilindustriel sammenhæng er en katalysator (fra Wikipedia) ”en enhed, der reducerer udslippet af skadelige, forurenende stoffer fra køretøjer med forbrændingsmotorer. Katalysatorer indgår i køretøjets udstødningssystem. I katalysatoren sidder en kemisk katalysator, der indeholder platin og rhodium, som spalter bl.a. NO (kvælstofoxid) til N2 og O2. NO er ellers meget stabil og vil tage lang tid at komme af med”.

Tyskerne har en sjov tradition for at lave samtaler på tv. Vi er vant til debatter, hvor der er kontrahenter, der står op og taler hinanden ret imod, men tyskerne laver jævnligt lange programmer, hvor mennesker (også nogle, der er uenige) sidder ned og taler sammen.

I et af disse programmer, der handlede om "Heimat", altså hjemstavnen, sagde en af deltagerne netop nu, at hun naturligvis ikke var "melankolerisk", men alligevel...

Måske er dette ord imidlertid netop et fint udtryk til at beskrive, hvad vi står overfor (jf. indlægget om Putin): Vi er ved at blive melankoleriske, især i forhold til hjemstavnen og dens problemer med globaliseringen. Lad os frekventere ordbogen:

Melankoli:
1. meget trist humør
2. en psykisk sygdom hvor patienten lider af tungsind.

Koleriker:
1. som har et hidsigt og opfarende temperament.

Vi har et tungsindigt, opfarende forhold til globaliseringen. 

Hvordan kan CVA sige noget som helst om det russiske parlamentsvalg? Hvis centrets tilgang til politiske og kulturelle spørgsmål er altid at lede efter "det modsatte" perspektiv, kunne man vel forvente at det ville sige noget om, i modsætning til doxa i f.eks. den danske journaliststand, hvor fin en statsmand, Putin er, som bringer ro og stabilitet til et hårdt prøvet land, og hvordan han med vid og sarkasme fremviser vestens og især USAs hykleri overfor Rusland - og f.eks. har tilbudt selv at være valgobservatør i USA. Det "modsatte synspunkt" i Danmark kan synes at måtte være at forsvare Putin.

Men det modsatte synspunkt kan også netop betragtes som det tredje synspunkt, et forsøg på at undslippe svingningen mellem tilslutning og afvisning. Hvad er f.eks. det "modsatte" synspunkt i Israel-Palæstina konflikten idag? For nogen at fremvise venstrefløjens hykleri, når de altid anklager Israel for alle deres overtrædelser af internationale aftaler (for hvordan beskytter man sig ellers mod terrorister og stater, der ønsker én sendt i havet); for andre at anklage Israel for alle deres overtrædelser af internationale aftaler og råbe hykleri den anden vej. Det modsatte synspukt er her imidlertid det tredje synspunkt: Det, der leder efter en måde at undslippe det uafsluttelige kapløb om, hvem der er den største forbryder. (Et helt banalt eksempel: Skænderier i et forhold ender som regel først virkelig, når man holder op med at konkurrere om, hvem der har ret). Hvad ville være en handling i Mellemøsten i dag? At skabe et tredje rum, en ny virkelighed, der kun kan opstå gennem markante afsavn på begge sider. At Jerusalem f.eks. opgives som politisk kampplads og overgår til international kontrol og kun tjener religiøse, fredelige formål for begge sider. Det tredje synspunkt handler altså om at bryde ud af øje-for-øje logikken. Dermed bliver den "gyldne middelvej" ekstrem. Ekstremen ligger i at overskride den gamle dikotomi.

Et andet eksempel kunne naturligvis være Saddam Hussein-grebet: Enten er du med USA og Danmark eller også ønsker du Saddam tilbage. Måske den manglende konfrontation med Danmarks krigsdeltagelse skyldes, at det tredje synspunkt aldrig rigtig er blevet konsistent formuleret? Venstrefløjen har været for meget optaget af at være "imod" Danmark og USA?

Men, altså, Putin: Ved valget i morgen bliver Putin valgt som premierminister i Rusland. Dermed smutter han elegant udenom det problem, der ligger i forfatningens forbud mod, at en præsident kan vælges tre gange i træk. Et stykke tid inde i premierminister-perioden vil der blive udskrevet præsidentvalg, hvor Putin så kan vælges igen efter kortvarigt at have været afløst af en MacGuffin i præsidentembeddet. Anti-tesen til "Putin - despoten-in-spe" er vel en slags "Putin eller kaos". Putin har skabt stabilitet og tryghed i Rusland og holder tilsyneladende nogenlunde styr på de russiske atomvåben. Hvis ikke han havde været der, kunne vi have set en rodet og ukontrollabel stat i indre og ydre kaos. Det første, man må konstatere, er imidlertid naturligvis at begge synspunkter er rigtige: Putin udviser tydelige diktatoriske og anti-demokratiske træk, og det har netop skabt ro og stabilitet i Rusland. Han har skabt den statslige ræson, der sikrer at alle igen ved nogenlunde, hvordan man forholder sig til loven, inklusive det hemmelige netværk af korruption, lyssky aftaler og mafia-virksomhed, der fungerer som lovens uudtalte, underforståede underside, om man vil. (Slavoj Zizek har lavet en meget præcis analyse af dette forhold). Problemet med Jeltsins Rusland var netop, at der opstod forvirring om, hvordan man forholder sig til loven. I det gamle USSR var der i det mindste opstået en sejlivet modus vivendi - man vidste, hvordan man kom igennem hverdagen ved hjælp af et uofficielt netværk af forbindelser, familierelationer, vennetjenester, etc., og ved at forholde sig distanceret, ironisk, underforstået til lovens bogstav. Jeltsin-Rusland opløste det tavse netværk; Putin har genskabt det (bl.a. ved hjælp af mafiaen).

Det næste skridt må derfor være at forholde sig til eller fremvise netop den obskøne bagside af den putinske stabilitet - at den putinske stabilitet er betinget af sin modsætning eller af et tavst accepteret kaos. Intet under at racisme og chauvinisme trives i Rusland som aldrig før. Det må med andre ord vises, at den racistiske vold og den mafia-kontrollerede underverden ikke eksisterer på trods af, eller forud for, Putins styre, men på grund af det. Den nye, hemmelige dagsorden, den måde loven tavst tillader sin egen overskridelse og dermed skaber "stabilitet", er igennem udlevelsen af en form for kontrolleret kaos: et voldeligt underlag af trusler, overfald og chikane, hvor de små folk, minoriteterne og randstaterne konstant "bringes til orden". Ruslands stabilitet er betinget af en form for vedholdende, kontrolleret raseri mod alt der tilsyneladende forstyrrer ordenen. Hemmeligt, hvis vi trækker analysen lidt længere ud, opfordrer den putinske ro til vold og aggression: Vi sikrer et roligt og fremgangsrigt Rusland - hvis I til gengæld udlever jeres fantasier i ly af mørket; hvis I voldtager og dræber, men ikke organiserer jer politisk.

Et arketypisk eksempel på den putinske stabilitet er derfor en reklame fra valget til dumaen i Moskva for et par år siden, hvor to karikarede sortsmudskede banditter sidder i en park og gnasker melon efter melon i sig. En ung, blond og elegant kvinde kommer forbi med en barnevogn, og de sortsmudskede råber efter hende på stumpt og ukorrekt russisk: "Ponajexali tut!" - noget i retning af "Skrid væk jer!", mens de kaster deres melonskaller efter hende. For enden af parken, efter den unge kvindes sortie, står de tillidsvækkende politikere fra Narodnaja Partija (det nærmeste, vi kommer en oversættelse af det navn er... Russisk Folkeparti...) og siger, at de lover at holde byen ren. For melonskaller - eller for de fremmede? Svaret er naturligvis: Begge dele.

Problemet er, at sandheden i dag i Rusland i høj grad er iltert hørt. Hvis man påpeger, at den putinske stabilitet er etableret på et grundlag af racistisk, chauvinistisk kaos, risikerer man som russer fængsling og likvidering (sig navnet: Politkovskaja); som udlænding afvisning af indrejsetilladelse eller slet skjulte trusler (husk da Putin inviterede en kritisk fransk journalist til Moskva for at blive omskåret af en af de farverige etniske minoriteter, journalisten "tilsyneladende holder så meget af"). Det gør situationen i Rusland delikat - også i forhold til landets rolle i det internationale samfund. I Rusland er der for alvor brug for analyse (vi må oprette en søsterorganisation i Moskva!) - i Vesten er der brug for en nøjagtig psykologisk profil af den putinske passivt-aggressive styreform.