”Det er den enkelte dansker, som med ét opdager, hvad det vil sige at blive nabo til en somalisk muslim eller til en pakistansk ditto. Det er denne dansker, som med disse nye naboer pludselig får en helt ny ”tone” i opgangen - frem for den gamle kendte, som nok kunne virke mere tryg. Den afgørende sag er, at denne dansker aldrig er blevet spurgt, om det er hensigtsmæssigt, at man drastisk ændrer den danske befolknings sammensætning. Vi danskere ved nok, hvad vi selv mener om den sag – men af hensyn til karriere, egen sikkerhed, vore børns tryghed og lignende bøjer vi nakken. Kun ét sted vil vi dog i tryghed og sikkerhed kunne give klart udtryk for vor holdning: i stemmelokalets boks ved en folkeafstemning.” (Pia Kjærsgaard, Berlingske Tidende, 15.4.1997).

Politikerdiskursen er kendetegnet ved fire helt særlige karakteristika (til lacanianere: diskursens formalisering er også angivet, men det er i denne sammenhæng ikke så vigtigt):

1. Den politiker, der taler, er splittet mellem sit eget projekt (eller ideologi, med et grimt ord) og den Andens begær, i dette tilfælde vælgernes begær (”den enkelte dansker”), som politikeren måler via medierne og meningsmålingerne. Politikeren manøvrerer mellem kompromisser både udadtil, men især indadtil: Man må give køb på sine stærkeste overbevisninger, hvis man vil til magten (Anders Foghs bevægelse fra minimalstat til velfærdsstat). Politikeren er således i højeste grad det spærrede subjekt ($). Når det ikke længere er enkelte personer, der skal på briksen, som i klassisk psykoanalyse, men samfundet, så er det heller ikke hysterikeren, man må lytte til (som Freud gjorde), men – i sin egenskab af vores dages mest labyrintiske og spærrede subjekt – politikeren.

2. Det, som adskiller politikeren fra hysterikeren, angår det fortrængtes indhold. Hvor hysterikeren har fortrængt ”objekt lille a”, nemlig den ting, som han eller hun i sin tid begærede (”ting” er så meget sagt, det kan lige så vel være kærlighed eller anerkendelse), så angår politikerens fortrængning magten eller magtens plads (S1). Politikeren har i vore dages demokratiske samfund fortrængt magtens plads endegyldigt (”kun ét sted vil vi dog i tryghed og sikkerhed kunne give klart udtryk for vor holdning: i stemmelokalets boks ved en folkeafstemning”), men under enhver tale om konsensus, brede forlig, opgør med smagsdommere og gennemsigtighed ligger alligevel magtens position og lurer. Det er i dag spindoktoreren, der forvalter denne magt (eller overgangen fra politikerens spærrede subjekt til dennes magtsubjekt).

3. Det, som politikeren taler til, er det abstrakte folk (”denne dansker”). Denne abstraktion er den ”ting”, som politikeren står overfor (a). Det abstrakte folk kan sættes lig fjernsynets ”skærm” i den moderne politiske debat: Politikere taler til skærmen, som om skærmen ikke var der (som om kameraets øje var skjult). Når én politiker i en tv-debat taler om en politisk løsning på et givent problem, er der altid en anden, der (for at vinde ”denne danskers” gunst) siger: ”Jeg tror faktisk godt, at danskerne kan finde ud af at selv at tage stilling til det, du taler om der…” (også jf. Kjærsgaards "vi danskere"). Politikeren er adskilt fra folket via skærmen, men taler på folkets vegne som et spærret subjekt, der forsøger at gå i ét med denne skærm (her ligger netop Helle Thornings force, nemlig at ”brænde igennem på tv-skærmen”).

Emma Clarke, der i en årrække har været kendt i London som "Undergrundens stemme", er blevet fyret fra sin oplæsningsfunktion, fordi hun har lavet en række falske indtalinger og postet dem på sin hjemmeside. I en af dem siger hun f.eks.:

- Vil herren i det nålestribede jakkesæt og 1.000-pund-briller, som tydeligvis arbejder i mediebranchen, venligst træde ét skridt frem og ned på sporet, når toget ankommer. Tak.

Man forestiller sig naturligvis hvilken effekt en sådan meddelelse ville have, hvis den faktisk blev udsendt i metroen. Mon ikke det ville have været en effekt tæt på det unheimliche, som Freud kaldte det, dvs. det, der sker når noget velkendt og trygt pludselig bliver fremmed og truende - u-hjemligt?

Mladen Dolar, der har skrevet bogen A Voice and Nothing More, ville imidlertid formentlig have fokuseret på et andet aspekt. Nemlig at den "uhjemlige" meddelelse viser det, man kunne kalde "den anden stemme", som ellers kun er underforstået, som en slags uhørlig overtone på tilsigelsen eller ordren. I en diskussion med bl.a. Althussers interpellationsbegreb har Dolar fremhævet, at der altid er to stemmer, der interpellerer, eller rettere at stemmen altid siger to ting: Dels, at du skal gøre sådan og sådan, og dels at du skal gøre det alene fordi jeg siger det. Den autoritet, der ligger i en højtalermeddelelse på f.eks. en station er netop den "anden stemme." Det er ikke et forslag, at man ikke skal lade sin baggage stå uden opsyn, ligesom man heller ikke bedes om ikke at gå over sporet, når der kommer tog - man forbydes det. Det ligger i stemmen selv - i dens let mystiske, big brother karakter af at komme alle steder og ingen steder fra. Det er som om, den ikke har noget standpunkt eller nogen subjektiv position. Den udsiger blot.

Det er naturligvis derfor, London Underground reagerede med at opsige samarbejdet med Clarke. Hvis stemmen mister sin hemmelige/mystiske neutralitet og pludselig træder frem med en intelligent og højst personlig vittighed, mister den sin ubestridelige autoritet. (Interessant nok endda selvom der ikke var tale om en "virkelig" joke, i metroen, men en "virtuel", på internettet). Det er som om stemmen træder frem og viser sig at være en kvinde; fra at være det ukønnede, næsten u-menneskelige talerør, eller talende rør, for den magt, der strukturerer undergrunden, bliver stemmen pludselig en jokende og nærværende kvinde med sine egne meninger om lidt af hvert. Man kan pludselig "se hende for sig":

- Vil passageren i den røde skjorte, der lader som om han læser en avis, men i virkeligheden stirrer på dén kvindes bryst, venligst holde op med det. Du narrer ingen, din perverse stodder.

"Frækhed". Et begreb, der ikke optræder i det lacanianske vokabular (ret mig, om jeg tager fejl, kære læser). Men hvad er da frækhed, og hvad kan vi bruge frækhed til, hvis vi vil befri det fra en almindelig pubertær betydning?

Det var Ove Nathan, eller en anden videnskabsmand, der engang sagde at matematikken er den mest revolutionære videnskab, fordi en eller anden fræk elev her direkte kan udfordre sin lærer med et langt bedre bevis for en matematisk påstand og endda ende med at få utvetydigt ret! Koblingen mellem matematik og anerkendelse, lad os bare sige mellem matematik og sex, er smuk og universel (læs blot den franske matematiker og maoist Alain Badious L'être et l'événement).

Lad os da definere frækhed på denne måde: "I spydige vendinger at placere noget på 'objektivitetens plads', som retroaktivt vil vise sig sandt". Problemet er selvfølgelig denne 'retroaktivitet'. Sandhedens bevægelse er netop 'retro', men den forudsætter også det frække subjekts vedholdenhed og 'aktive' indfrielse af sin påstands potentiale.

Men lad os lade disse punkter stå åbne for diskussion, og lad os gå direkte til dagens eksempel. Eksemplet er ikke fra matematikkens verden, men fra politikkens: Den bog, som jeg er lige ved at være færdig med, som hedder "Selvmordsaktionen - Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak", og som i øvrigt er skrevet af en "mand", der hedder Claus Beck-Nielsen, som har erklæret sig selv for død, begynder nemlig med det følgende citat:

""Vi skal være opmærksomme på mediernes magi. Vi skal ikke bare være tilskuere til de katastrofer og begivenheder, der finder sted. Vi skal selv skabe begivenhederne." Osama bin Laden, leder af transnational NGO (Non Governmental Organisation) omkring årtusindeskiftet."

Det er eddermame frækt! Hvad nu hvis det netop er som en handlingskraftig, men i øvrigt blød og humanitær NGO'er Osama bliver fortolket om 500 år?

Hvad nu hvis Nielsen ender med at få ret?

I DRs vist nok temmeligt begrænsede succes "Flemmings Helte" sidder en mand i en campingvogn med blå briller og filosoferer over verden med en ret voldsom jysk accent, som en slags Jacob Haugaard fra Kibæk. På et tidspunkt, midt i en masse bragesnak, siger han pludselig: "Sandheden er iltert hørt". En stor indsigt midt i en lidt halvsløj satiresæson.

Sandheden er nemlig ikke blot "ilde hørt" - vi sætter os ikke blot i modværge mod sandheden, fornægter den og fortrænger den. Den er netop også "iltert hørt" - NÅR vi hører sandheden, sætter den os i bevægelse. Den typiske modforanstaltning mod sandheden er derfor acting out: en aggressiv, udfarende og retningsløs modstand, der blot vil væk eller blot vil bekæmpe. Men en anden bevægelse, der kan affødes af sandheden, er forandringen, omkalfatringen, af ens egne forudsætninger. Hvilken ophøjet frisættelse ligger der ikke i endelig at høre sandheden! NU kan jeg lave det om...

Det er et spørgsmål om hvilke diskurser, nej undskyld, hvilke ord og begreber (tak til de fnisende sorte drengespejdere, der vist forstår mere end de tror) vi vil bevare: I 21 søndag på DR1 vistes i aftes et indslag om soldater i Irak/Afghanistan og nødvendigheden af at skrive afskedsbreve før en mission. En repræsentant for hæren (jeg fik ikke fat i hvem) udlagde situationen sådan, at missionerne de senere år har fået en anden karakter end tidligere. Vi er jo gået fra at være en fredsbevarende nation til at være en fredsskabende, som han sagde.

Han kunne også have sagt krigsførende. 

Det er underligt, at et udtryk kan betyde to så forskellige ting. På den ene side har vi den klassiske joke om rundkredspædagogen: Et barn kommer op til den flippede klasselærer med trompetbukser og fipskæg og spørger hvad klokken er. Læreren svarer venligt: "Hvad synes du selv, min ven?". På den anden side har vi den i erhverslivet klassiske situation, hvor den hårdt prøvede mesterlærer endnu en gang konfronteres med elevens uduelige arbejde og fnyser: "Hmfr, ja hvad synes du selv!?".

Hvilken version vil man helst udsættes for? Måske kan man konkludere, at begge versioner er nøjagtigt lige utålelige. Ifølge Jacques Rancière er det netop fordi begge positioner forudsætter en ulighed, at de er det. Den første version skjuler uligheden. Rundkredspædagogen foregiver, at objektive fakta ikke eksisterer, 'for det kan barnet jo alligevel ikke forstå'. Han taler derfor ned til barnet, indtil det har indhentet sin 'vidensforsinkelse'. Den anden version tydeliggør uligheden i al dens sarkastiske bidskhed: "Hvis du synes, at det der er godt nok, så er du godt nok dum (i forhold til mig)!". Om uligheden er skjult (postmodernisme) eller den er ligefrem (klassisk patrialisme) er vel ét fedt. Faktisk, siger Slavoj Zizek, er den anden version ofte den mest ærlige, for så har man da i det mindste mulighed for at gøre oprør!

Men lad os gå lidt videre. Lacan siger, at begæret altid er den andens begær. Det vil sige, at når jeg begærer noget, fx jordbærkager, så er det fordi (som i tilfældet med Freuds egen datter), at jeg kan mærke, at mine forældre nyder at se mig spise jordbærkager. Madeksemplet er måske lidt banalt, for jordbærkager smager jo bedre end kartofler, vil man sige. Med hensyn til spørgsmålet om viden, bliver det dog mere evident, at barnet netop gerne vil lære det, som læreren vil have det til at lære. Barnet begærer simpelthen lærerens viden. Uligheden er uomgængelig. 

Ikke desto mindre er Jacques Rancières løsning er klar: Det drejer sig om, at tænke en ny form for lærer, nemlig 'en uvidende lærer', som ikke måler barnets viden, men alene måler dets vilje til at lære. Den uvidende lærer begynder med at postulere en generel lighed i klasseværelset: Alle er lige intelligente! Til den elev, der kommer til ham med sit materiale, vil den uvidende lærer derfor sige : "Jeg kan se, at du har lært, og det er sandt, hvad du har præsteret".

Men hermed er vi ikke færdige. For hvad så med den uvidende lærer, som er blevet gennemskuet af de elever, som stadig begærer hans viden (alternativt hans vilje)? Hvilken form for lærer kan modsvare dette problem? Her kommer den vilde analyses bud: Den provokerende lærer. Hvad ville den provokerende lærer sige til den elev, der stolt fremviser sit materiale for ham?

"Gå din vej og kom aldrig igen, jeg er ligeglad med din viden!"

Mange kender efterhånden Slavoj Zizeks ideologi-kritiske bemærkning om toiletternes konstruktion i England, Frankrig og Tyskland: Det er bemærkelsesværdigt, at dette almene fænomen, toilettet med dets temmelig specifikke funktion, udformes på tydeligt forskellige måder i de tre lande og ikke synes at kunne forklares uden at inddrage en "ubevidst nationalkarakter" af en slags. Franskmændene lader lortet forsvinde hurtigt og dramatisk direkte ned i afløbet; tyskerne lader det hvile på en afsats, hvor det kan inspiceres inden det skylles ud; og englænderne kombinerer de to i en lavere afsats med lidt vand. "Sorry - that's it!" som Zizek siger: "Fransk revolutionær hast; tysk poesi, metafysik, filosofi; engelsk økonomisk pragmatisme". Det er let at sidde ved en filosofisk konference, f.eks. betitlet "Den postideologiske situation", og hævde at vi nu er ude over de gamle ideologiske skel. Så snart man går på toilettet i pausen sidder man, som sloveneren så subtilt udtrykker det, i ideologi til knæene.

Det er i den forbindelse interessant, at der nu er blevet dannet et globalt toiletforbund. Forbundet ønsker at forbedre toiletforholdene verden over, fordi 2,6 milliarder mennesker ikke har adgang til et hygieinisk toilet, hvilket er et alvorligt sundhedsmæssigt problem. Nu skal der bygges "ordentlige" toiletter, forlyder det. Et ædelt mål, naturligvis, men også en chance til at aflure globaliseringen dens uudtalte ideologiske forudsætninger: Kan det globaliserede toilet afsløre, hvem der vandt slaget om verdensånden efter Murens fald? Vil det blive engelske eller franske toiletter, man udsender til verdens fattigste steder, eller vil man opfinde et helt nyt design, der bringer os udover de gamle europæiske skel? Kan vi endelig se frem til det postmoderne toilet? Og hvordan ville sådan et se ud?

Et af verdenstoiletforbundets formål er også at bryde nogle af de mange tabuer omkring toilethygieine, så det ikke opfattes som pinligt at tale om. Vi skal gøre, hvad vi kan.

Det korte af det lange er, at i diskussionen i DRs Kaffeklubben i dag sagde Ellen Trane Nørby (Venstre), at i valget mellem de lyserøde trutmunde og den outrerede flipper der forstyrrede dem, ville hun "helt klart" vælge Mahna Mahna. Nørby afslørede her den gamle Venstre-ånd: Frihed til forskellighed, den grundånd, der har drevet liberalismen siden 1700-tallet. Vi er alle forskellige, men nogle er mere forskellige end andre. Og dem skal vi også have plads til.
Hellere et samfund, der giver plads til den forskellighed der ikke umiddelbart passer ind i det offentlige billede af et ordentligt, velfriseret, tilpasset samfund, end et samfund der, som Kaffeklubben kaldte det, er "uden begær", hvor alt er styret og forståeligt. Når vi møder Danmark, når verden møder Danmark, skal vi og de vide, at det er et samfund, der ikke er lukket, selvtilfreds og velfriseret.

Ungdomshuset er reddet!

Har opdaget et ar
nederst i lysken.
Nu sidder jeg blot her, som
fedtbræmmen på en skinke.

Da denne analytiker var lille, var en særlig praksis i hjemmet at 'sætte et kryds i loftet'. Min far tog en stol, balancerede sig op på den (der var nemlig højt til loftet) og satte et lille blyantkryds helt ude langs væggen, men alligevel så tydeligt, så det kunne ses fra gulvet. Forestil jer et barns begejstring ved et sådant kryds: Normalt måtte vi ikke tegne på væggene, pille ved vaserne osv., men nu skulle der sættes et kryds i loftet!? Krydserne repræsenterede særlige begivenheder i hjemmet. Hvis én havde lært at læse, fundet på en særligt genial konstruktion i lego osv. Ok, for det meste var krydserne i loftet også direkte manipulation i spillet om opdragelse og magt i det lille hjem, men jeg kan alligevel - så nært på et forestående valg - ikke lade være med at tænke på, at der kunne eksistere et forhold mellem et kryds og en særlig begivenhed. Altså: Et kryds i loftet. 

Man taler om, at 500.000-600.000 mennesker er døde i Irak på grund af krigen. Med andre ord hvad der svarer til ca. 2 % af befolkningen. De dødes parti alene ville altså balancere lige omkring spærregrænsen hvis man fulgte de danske valgregler. Dertil kommer de 2,2 millioner internt fordrevne og de 2 millioner, der er flygtet til nabolandene. Hvis de internt og eksternt fordrevne kunne forenes i ét parti, ville de udgøre 15-16 % af vælgerkorpset. Sammen med de døde knap 18 %.

Argumentet om at Irak-krigen har bragt demokrati til landet virker en smule bizart i den sammenhæng. 18 % af en befolkning er en ret betydelig del. Man kan i hvert fald dårligt tale om minoritetsbeskyttelse i forhold til de dødes parti - og gad vide hvor mange af de flygtede, der husker at brevstemme, når der er valg.

For et demokratisk sindelag kunne en ligefrem tanke være at give de dødes og de flygtedes parti en eller anden form for politisk indflydelse. Kan man ikke tale for at deres røst på én eller anden måde burde blive hørt? (Noget lignende er jo faktisk blevet foreslået af de vilde analytikere i Polen (Kaczynski-tvillingerne), der under forhandlingerne om den nye EU-traktat krævede, at Polen skulle have stemmeandele i forhold til de 66 millioner, der vile have levet i landet, hvis ikke Tyskland havde smadret landet under Anden Verdenskrig. Forslaget mødte dog ikke stor forståelse blandt de andre EU-lande - man mente formentlig at det ville blive for kompliceret i det lange løb.)

Hvordan repræsenterer man det ekskluderede? Når et tidligere indlæg siger: "Jeg synes, der mangler nogen", må dette i høj grad siges at være tilfældet i Irak! I Irak er der ikke tale om det præsentes repræsentative status i forhold til elektoratet, men om det præsentes forhold til det ikke-præsente udenfor elektoratet.

I den danske valgkamp har de irakiske flygtninge i flygtningelejrene fyldt en del. Måske er det værd at være opmærksom op, at de udgør 0,01 % af de flygtedes parti. Udgør de alligevel en sprække til det ekskluderede? Er inklusionen af dem i det danske samfund en måde for os at begynde at åbne en lille smule for det fortrængte parti i Irak? For vores egen skyld, så at sige, for at vi ikke skal leve i fortrængning. Eller er det tværtimod netop en måde at få os til at glemme det? Hvis de ikke længere "rådner op" i asylcentrene, som det så billedrigt siges, kan vi måske endelig få lidt fred?

Under alle omstændigheder er det måske en tanke værd, at de dødes og de flygtedes parti udgør nogenlunde den samme andel af Iraks befolkning før den dansk-støttede invasion, som Fogh-regeringens mulige kommende støttepartier, Dansk Folkeparti og Ny Alliance, udgør af Danmarks.
I Danmark er en sådan andel bestemt ikke ubetydelig...

Det er blevet foreholdt denne blogs skrivende og (selv)analyserende subjekt, at det ”lever af varm luft”, at det kommer med ”pik og pegepind”; man har endog stillet det retoriske spørgsmål, hvorfor dette subjekt ikke nøjes med at onanere dagen lang? Hvad angår onanien må det straks pointeres at denne blogs subjekt har valgt ikke at spilde sin sæd på jorden men at sublimere den, bringe den på binær form og udgyde den i det virtuelle rum, denne struktur af tegn som vi kalder internettet.
Hvad angår den varme luft har analogien nok en vis forklaringskraft: Den varme luft synes jo her at være stødt ind i den kolde luft, hvilket, som vi ved fra meteorologien, uundgåeligt vil medføre tordenvejr. Meningernes buldren har vi således allerede hørt, mens erkendelsens klare lyn fortsat lader vente på sig...........

Men lad os da gå videre med analogien: den varme luft siver opad, mens den kolde regreerer til et lavere stade. Det synes allerede bekræftet i diskussionen og er vist nok også en naturlov. Ville man nu modgå vor påstand og sige: ”Jeg kommer aldeles ikke med kold luft; jeg beskæftiger mig blot med den virkelige verden, modsat de Erasmus Montanusser, som (jeg forestiller mig) findes bag denne blogs ytringer!” da måtte det skrivende subjekt se sig nødsaget til at stoppe analysen øjeblikkeligt. Sådanne patienter er nemlig kun tilgængelige for ”suppelogik med bolleargumenter,” som det så smukt hedder. (S. Freud. Afhandlinger om behandlingsteknik. Reitzel 1992, s. 169)

”Men hvor vil I da hen med jeres selvgode plapren?” ville vedkommende sikkert respondere, og ”har I da ikke opdaget, at der er en verden derude, som behøver hjælp?”

Til dette måtte vi overveje to ting. For det første, at kravet om handling er et af de mest typiske tegn på modstand fra den analyseredes side, når man står over for at konfrontere et væsentligt element i sin egen bevidsthed og verdensopfattelse. Kravet om handling er her et tegn på at ville gentage frem for at erindre og tænke over sig selv. At ville omdirigere sin tænknings psykiske energi til handlingens udadrettede muskelenergi.

For det andet ville vi indvende, at dette (en internetblog) ikke er et medie som tillader handling men til gengæld er perfekt til tale og refleksion. Man kunne evt. overveje at gøre sig i talehandlinger, men som mange efterhånden har opdaget – Flemming Rose indbefattet – er det en svær boldbane at spille på. Meget hurtigt opdager man, at det medium man troede at besidde egenrådigt, allerede tilhører en masse andre, hvorfor enhver ytring rammer bredere, end man kunne have forudset. Lad os her konkludere, at en af vort subjekts talehandlinger på et tidspunkt har stødt nogle af sine læsere, hvilket ikke er meningen! og hvilket vi gerne undskylder for. Altså undskyld.

Til kravet om handling vil vi dog svare som The Judean People’s Front: ”Right! This calls for immediate discussion!”

Dette indlæg følger i forlængelse af diskussionen fra det foregående indlæg, samt et tidligere med titlen Vild med Valg.

Demokratiet bliver ofte i filosofiske sammenhænge karakteriseret ved "magtens tomme plads." Men er det ikke som om, at netop i valgkampen er tingene vendt på hovedet? Her er det med andre ord, politikerne der findes, men folket der mangler! Enhver politiker kendetegnes ved - og strukturerer sin person omkring - den konstitutive mangel: folket, der skal repræsenteres. Det er derigennem, spindoktorerne får brød på bordet.

Vi får ikke de politikere, vi vil have, men de der PRÆSENTERES for os. Men hvor kommer de fra? Svar: de er allerede PRÆSENTE (konstituerede magtfigurer gennem deres uddannelse, deres baggrund, deres medietække, karriere, deltagelse i udvalg og komiteer, osv.). Valget omtales som revolutionær mulighed (slogans a la "det er DIT valg" synes at knopskyde eksponentielt i disse uger), men i virkeligheden er det blot en GENTAGELSE - en REPRÆSENTATION af det allerede PRÆSENTE.

Men hvor er manglen? Forholdet mellem politikere og folk kan udmærket beskrives som forholdet mellem betegner og betegnet: det er et forhold som er absolut kontingent. OG desuden: det betegnede besidder højst sekundær ontologisk status, det virkeligt værende er det PRÆSENTE.

Valgkampen reducerer altså folket til sekundære størrelser, knap nok eksisterende. Men hvad nu hvis de eneste, der havde adgang til medierne i en valgkamp, var folket? Det ville vel nok være lidt af et sammenbrud for folkestyret, men lad os så opbløde eksemplet lidt:

Hvad nu, hvis politikerne ikke fik lov at være medlem af noget parti, men blot blev sat til at diskutere med hinanden i et par uger for åben skærm? Herefter ville der så følge en ”folke-afstemning”, hvori folket skulle bestemme, hvor hver enkelt politiker skulle placeres politisk. Efterfølgende ville politikerne blive placeret i de forskellige partier, folket havde opfundet, og det parti der havde flest medlemmer, ville blive regeringsparti. Enhver borger havde naturligvis lov til at stille op til valget. Men enhver der stillede op – havde ikke lov til at vælge sit eget parti.

Det var Bertolt Brecht, der skabte det fantastiske udtryk, at regeringen burde "vælge sig et nyt folk". Bemærkningen var møntet på opstanden og undtagelsestilstanden i DDR i 1953 og er siden ofte blevet brugt som en ironisk kommentar til magtfuldkomne regeringer, der forsøger at undgå folkets stillingtagen til vigtige spørgsmål - f.eks. folkeafstemninger om EU-spørgsmål.

Men Brechts vending kan også bruges bogstaveligt. Hvad nu hvis et folketingsvalg som vores ikke alene kan og skal bruges til at vælgerne vælger sig et nyt folketing? Hvad nu hvis det også handler om, at politikerne skal vælge sig et nyt folk? Kunne man nemlig ikke se valgkampen som en opgave for politikerne til at stille sig frem, komme med modige og øjenåbnende udspil og forandre folket til at se muligheder, vi ikke vidste fandtes? I en sådan optik kunne en valgkamp handle om at inspirere os til at tænke nyt, kreativt og fremadrettet. Problemet er vel, hvad det vil sige at vælge repræsentanter (jf. "Vild med valg"): Skal vi vælge nogen, der mener det samme som os, eller som udtrykker vores begær på en repræsentativ måde, eller skal vi vælge nogen, der ønsker at forandre os, som giver os håb om, at vi ikke behøver at blive ved med at være som vi er?

Vi løser problemet i minde-lighed, dvs. vi lader hver vores minder gælde lige meget. Vi finder en løsning, der passer på begge vore historier, som ikke kræver at vi ofrer vore minder.

Eksempler på nogen, der kunne have gavn af at øve sig på mindelighed: hysteriske (især jaloux) kærester, indebrændte hævntørstige koldkrigere, selvretfærdige folk fra fattige kår og nybagte forældre, der tæller alting i før og efter barnets fødsel.

En oplagt måde at fortolke gårsdagens debat mellem Helle Thorning Schmidt og Anders Fogh Rasmussen er at betragte den som en drømmefortælling. Ikke alene handler en del af den ramashang, der omgiver vore "valg" i stigende grad om "drømmen om" at blive statsminister eller et eller andet andet; vi så også her på det helt formmæssige plan drømmen om at vinde valget arrangeret som en drøm. Foghs modvilje mod at tale foran et publikum kan man tale både for og imod, men i DRs opsætning fik fravalget af den ydre verden den konsekvens, at vi istedet fik et landskab, der lå så langt fra den virkelige verden, at mange må have glippet med øjnene.

Hvordan indledtes programmet? Ved at de to debattører, til akkompagnement af elektronisk musik, kom gående frem mod seeren, en anelse i slow motion, hver for sig, i et sløret skær, omgivet af henholdsvis røde og blå baggrunde, hvorfra ubestemmelige rektangler skød frem. Derefter rystede hver kandidat kort hovedet, tydeligvis på instruktion af producenten, og nu med sort/hvid baggrund og afspillet en smule over normalt tempo, mens igen røde og blå rektangler susede forbi deres hoveder. Så placeredes de ved siden af hinanden i samme billede, og de blå og røde firkanter blev til rammen for teksten: "Duellen - Valg 07".

Omgivelserne til de to kandidater i studiet var en sort nat, med en model eller et billede af et utydeligt Marienborg eller Christiansborg (?) i baggrunden, og når den ene talte, så man det hver gang - as if - fra den andens synspunkt, dvs. når Fogh talte, så man ham fra et sted lige bag Thornings nakke, så højresiden af hendes baghovede udgjorde en sløret forgrund til Foghs skarpe ansigt. Denne fortælleform blev kun afbrudt af korte klip, hvor de to kandidater blev filmet skarpt i profil i og opstillet - as if - "ansigt til ansigt" i to kvadrater over hele skærmen. Ikke alene var den ydre verden altså skåret væk - de resterende elementer var arrangeret sådan, at hele seancen nærmest trak sig ind i sig selv. Det var som at "se" en drøm, og for de fleste formentlig en let mareridtsagtig drøm.

For at analysere duellen kan det derfor virke som om, man må analysere den som en drøm. Kommentatorne, der bagefter udlagde vindere og tabere og diskussionens vigtigste punkter, kan i den forstand forstås som nogen, der fortolker direkte på drømmens indhold. De politiske terapeuter forklarede os, hvad det var, den ene og den anden mente, når de sagde eller gjorde sådan og sådan. Hvad sagde han, hvad sagde hun, hvad mente de med det. Men måske er det mest interessante ved udsendelsen faktisk snarere hvorfor den tog den form, den gjorde - hvorfor den fremstod som en drøm. Drømme er, som bekendt, ifølge Freud blot en "særlig form for tænkning", men en tænkning hvor det undertrykte kommer frem gennem betydningsforskubbelser. Det interessante er, med andre ord, ikke hvad vi konkret drømmer, men hvilken form, det indtræder i. Drømmearbejdet lader det ubevidste træde frem som drømmens form. Hvad Fogh og Thorning sagde, og hvordan de så ud, er derfor ikke det vigtige. Det afgørende er, hvorfor de fremstod i den form, de gjorde. (Nogen vil hævde: Det er en tilfældig afgørelse foretaget af DR-redaktøren, men formen, inklusive den besynderlige åbning på programmet, er uden tvivl aktivt blevet accepteret af begge - de har simpelthen gået og rystet med hovedet efter producenternes instruktion.)

Og formen udtrykker det ubevidste budskab - det vi ved uden at vide det: Valget er en drøm. Det finder ikke virkeligt sted. "Valg 07" er en historie, der fortælles, mens sagen i virkeligheden er, at vi ikke har noget valg.

Ikke så mærkeligt at nogen går rundt med brochurer med overskriften "Vågn op!"

Peter Mogensen om gårdsdagens valgduel:

"Der er ingen tvivl om, at Thorning-Schmidt ville gå frem ved hver duel, hvis der var flere. Og der er heller ingen tvivl om, at han vil lammetæve de fleste andre kolleger end lige den statsminister, som selv er en af de mest vidende og duelrutinerede politikere gennem mange år."

Det var Lacan, der sagde at kvinden ikke findes. Det var Michael Moore, der kaldte Condoleezza Rice for 'a stupid white male'. Er Helle blevet Anders' ligemand? Er forskellene afsat?

...Men til hvilken side?

I "Ny Alliance-sangen" er omkvædet:

Tid til fornyelse nu

Det kan du få hvis du

Stemmer med hjerte og forstand

Tid til balance her

Ny Alliance er

Klar til at vise dig hvordan

En kantianer ville naturligvis straks replicere: Ja, ganske rigtigt. Her har vi tidens politik opsummeret i et omkvæd. Stem med hjerte og forstand! Hjertet - følelserne, indtrykkene, oplevelserne, sympatien. Forstanden - den pragmatiske overvejelse over, hvad det passer bedst til en konkret situation, dvs. sag-til-sag administration efter en slags "good governance"-princip. En valgkamp skal sælges enten på evnen til indlevelse og medfølelse, eller på tiltroen til, at vi får "troværdige" politikere, der holder hvad de lover, og er gode til at løse praktiske problemer. Og helst på begge dele. Stem med hjerte og forstand. Politikken som universalistisk projekt er slut - velkommen til følelserne og administrationen! Eller som sangen siger: "Midt i midten - helt perfekt".

Sjovt nok kommer sangen uforvarende (fordi tekstskriveren ikke kender Kants skelnen mellem forstand og fornuft) til at give opskriften på modgiften til denne nye post-politiske politik:

Resultater og traktater

Byen fuld af valgplakater 

Sofavælger, ord der sælger 

Husk at bruge fornuften! 

Lad os i denne valgkampens sidste fase bemærke, hvordan hele rammen for debatten er sat op omkring 'de billige point', eller rettere omkring 'de forskelle, der ikke gør nogen forskel'.

Var det ikke sigende at Reimer Bo forud for gårsdagens sidste topdebat, lagde ud med at skitsere dramaet som 'en kvinde mod en mand', og som 'den nye mod den erfarne'.

Lad os et øjeblik overveje hvilke forskelle disse forskelle gør. Lad os antage, at vi skulle vælge Helle T., fordi hun er en kvinde. Men skal vi så vælge en mand næste gang af samme grund, eller hvordan skal det fordeles? Er det demokratiets næste fase? Man kunne forestille sig et skrækscenarium - moderne neurovidenskab, der er så optaget af de mærkeligste forskelle i vore hjerner, kombineret med sindrige bureaukratiske processer for afvejningen af disse forskelle. Lad os nu antage, at vi skulle vælge Anders F., fordi han er en gammel erfaren rotte. Ok, men hvad så til næste valg? Der er han jo blot endnu mere erfaren og burde altså være endnu mere urørlig. Kort sagt: Ifølge denne logik har vi valgt vores statsminister - til døden os skiller.

Vi bør tage os i agt for den nye rolle, som medierne giver Anders F., nemlig rollen som 'statsmand'. Dette ord indbefatter lutter forskelle, der ikke gør nogen forskel. Det må vi huske, mens vi endnu blot kan vente på det projekt, der ikke blot afvejer forskellene, men afsætter dem.

Den fine folketingskandidat for Ny Alliance, Lars Kolind, foreslog i går at man skulle indføre 40 % skat på Fyn for at undersøge om det er et realistisk projekt. Hvis det lykkes på Fyn, kan det lykkes overalt, synes at være høreapparatmagnatens ræsonnement. Senere kan det så udbredes til resten af landet. Forslaget blev naturligvis straks latterliggjort af alle andre partier (hvem skal betale for Fyns velfærd, mens vi venter, osv.), og partistifter Seeberg måtte rykke ud med et dementi.

Har man ikke set en lignende diskussion et sted før? Har vi ikke her den gode gamle sovjetiske diskussion af muligheden for at indføre socialisme i ét land alene, nu blot med liberalismen som sagens kerne? Som bekendt var den kommunistiske revolution oprindeligt internationalistisk - ingen revolution her uden revolution overalt. Det gav ingen mening at skabe et aflukket, socialistisk system, som ville blive frosset ud og afskåret fra verdenshandelen. Man måtte kæmpe til sidste bastion var faldet - først da ville der være bæredygtige betingelser for et velfungerende socialistisk samfund. Da Stalin for alvor etablerede sit national-socialistiske diktatur var det netop i høj grad bundet op på ideen om, at det var muligt at etablere socialisme i ét land alene - endda selvom hele verden bekæmpede én. "Den Store Fædrelandskrig", som Anden Verdenskrig blev kaldt i Sovjetunionen, blev den historiske grundfæstning af Stalins ét-lands-regime. Og det er vel ingen forhastet dom at sige, at Stalin tog fejl...

Kolinds idé har imidlertid også en anden dimension: Findes der sådan noget som sociale eksperimenter? Det er velkendt, at Christiania f.eks. hurtigt blev afhængigt af det omgivende samfund, eller måske snarere implicit var det fra starten. Der måtte varme, lys, skoler og sygehuse til for at de radikale fritænkere kunne holde varmen og sikres mod sygdom og analfabetisme. Argumentet mod Kolind er stort set Christiania-argumentet: Hvordan vil I få det til at hænge sammen uden at være afhængige af andre, der ikke gør som jer? Men måske er der alligevel her en lære om uafhængighed at drage, jf. diskussionen om og med Emil Bier. Latterliggørelsen af Lars Kolind ligger lige til højrebenet - enhver kan se at det med 40 % skat på Fyn ikke kan lade sig gøre. Det ville ikke hænge sammen. Men hvad nu hvis man istedet for at lade sig afpresse til at insistere på, at det "hænger sammen", det man vil forsøge, siger: "Hvad så, hvis det ikke hænger sammen - vi gør det alligevel." Er det ikke sådan, virkelige forandringer skabes? Det er meget muligt, at jeg er fuldstændig bestemt af min fortid og bundet op på et uendeligt netværk af forbindelser og afhængigheder i forhold til mine omgivelser, det er med andre ord meget muligt, at jeg er determineret i en grad, så jeg end ikke har en chance for at være mig det bevidst, men ikke desto mindre... foretager jeg nu en fri handling! Ligger friheden med andre ord i at man positivt påtager sig sin ufrihed?

Om Kolinds konkrete eksperiment må man dog tilføje, at indførelsen af liberalisme i én region, uomgængeligt vækker mindet om en vittighed i det post-sovjetiske Rusland engang i halvfemserne, da Jeltsin-kapitalismen var på sit røveriske højeste og en blanding af pseudo-åndelighed og kristen ortodoksi blomstrede frem: "En ny intellektuel diskussion pågår blandt vore mest distinkverede tænkere, med fortalere både for og imod: Er det muligt at skabe armageddon i ét land alene?"

Jeg har flere gange forsøgt at skrive en analyse af Khader-Qvortrup-sagen, men har fejlet hver gang, da den virkelig forekommer mig at være noget af det mest besynderlige. Den første observation, der bør laves er naturligvis følgende: Qvortrup mistede troværdigheden som politisk kommentator, ikke fordi han gjorde sig til en del af valgkampen, men fordi han gjorde fraværet af et skel mellem politisk kommentator og politisk debatør alt for tydeligt. Det var ikke fordi, han trådte ned fra det ophøjede meta-sprog og talte det politiske sprog, at forskellige medier kastede ham fra sig med en hast, der normalt er forbeholdt friskbagte kartofler. Jeg vil mene at vi kommer tættere på den egentlige årsag ved at gentage Lacans pointe om, at der ikke gives noget metasprog. I denne fortolkning var det således det løgnagtige i myten om den neutrale politiske kommentator, som Qvortrups handling gjorde ubærligt nærværende.

I denne forbindelse er det interessant at lægge mærke til, hvad andre politiske kommentatorer har at sige. Og ingen vil vel være bedre at tage op end Ralf Pittelkow. Her er et par guldkorn fra ministerens ægtemand:

"Programmet ”Jersild og spin”, som Qvortrup er fast deltager i, er et sandt orgie af bullshit. Tilsyneladende kommer ingen på den tanke at checke bagefter, hvad der så skete i virkeligheden. Kald det underholdning. Kald det sport. Kald det halvfiktion. Helt i orden. Men lad være med at kalde det virkelighed."

Pittelkow udnævner Qvortrup til noget så fornemt som Kongen af Bullshit. Og beskylder ham som det fremgår for ikke at beskæftige sig med virkeligheden. Læs: i modsætning til hvad Pittelkow selv gør i sine politiske analyser. Qvortrup gav efterfølgende svar på tiltale ved at påpege 1) at en mulig grund til Pittelkows angreb kunne være, at han, Qvortrup, flere gange havde bemærket det besynderlige i den ægteskabelige forbindelse mellem en minister og en politisk kommentator (hvilket igen er en variant af tolkningen, som hævder, at Qvortrup blev problematisk, fordi han gjorde det alt for tydeligt, at der ikke findes noget metasprog), og 2) at Pittelkow i øvrigt havde taget lige så meget fejl som han selv, da der sidste gang var valgrygter, og de politiske kommentatorer kappedes om at forudsige tidspunktet for valgets udskrivelse.

Det er naturligvis ligegyldigt, om de politiske kommentatorer er i stand til at gætte datoen for valgets udskrivelse. Hvad der derimod er interessant, er den måde hvorpå de herrer Qvortrup og Pittelkow kan blive enige om at gøre dette til målet for deres kappestrid om, hvem der står mest gunstigt placeret i forhold til virkeligheden. Striden om virkeligheden er på denne måde langt fra en strid om den konkrete politiske virkelighed. Den er derimod en strid om taktik, om spin og om hvem der har den bedste indsigt i statsministerens tankegang - igen ikke med hensyn til politiske spørgsmål, men derimod med hensyn til spin, taktik og så videre.

Når alt dette er sagt, så begynder ovenståede lacanianske pointe at tage sig noget svagere ud. Her har vi politiske kommentatorer, der strides om hvem der er bedst (eller rettere: mindst ringe) til at vurdere og forudsige politiske aktørers tanker om, hvorledes man bedst udnytter de taktiske fordele, man er givet af det politiske system. Eller bedre endnu: politiske kommentatorer, der strides om politiske kommentatorers neutralitet som politiske kommentatorer. Hvis ikke dette er eksempler på metasprog, må I hjertens gerne kalde mig Mads. Måske man bør negere Lacans udsagn og i stedet for "der findes ikke noget metasprog" sige: "der findes ikke noget sprog, som ikke er et metasprog". Dette passer i øvrigt næsten bedre på Lacan end det oprindelige udsagn. Pointen naturligvis værende: Det er ikke muligt at sætte det reele på begreb, derfor vil ethvert sprog være henvist til at kredse om og italesætte begrebsliggørelsens fundamentale umulighed.

Hvis vi lægger påstanden om, at der ikke findes noget sprog, som ikke er et metasprog til grund for en analyse af Qvortrup-sagen, begynder vi måske at nærme os noget. Hvad nu hvis det, Qvortrup foretog sig, da han smed Khader på forsiden, netop ikke var en del af et metasprog (i hvert fald ikke af et af dem han ellers har bevæget sig omkring i)? Hvad nu hvis vi antager, at han (eller vel sagtens en af de mange dygtige journalister, der er ansat på Se og Hør) slet og ret fik nys om en god historie, lavede sin reseach, fik efterprøvet kilderne, vurderede at historien holdt vand og gik i trykken? Hvis det er tilfældet, kan vi så kalde Khader-historien på forsiden af Se og Hør kritisk journalistik? (Ganske vist med den lødighed, som er kendetegnende for dette medie, men alligevel!?). Hvis vi svarer ja til alt dette, så kan vi også forstå hvor den egentlige skandaløse overskridelse har fundet sted i Qvortrup-sagen. Skandalen er ikke at Qvortrup har givet sig i færd med subjektivistisk kampagnejournalistik. Tværtimod: Skandalen er at Qvortrup har taget myten om den objektive journalist på ordet og givet sig i kast med andet og mere end politiske kommentarer, som går i tomgang et sted mellem sprogets syvende og ottende metaniveau. Skandalen er, at han har gjort det som ingen kan tilade sig at gøre, hvor alle retter sig ind efter myten om objektiviteten: nemlig at forsøge at sige noget objektivt.

Objektiviteten viste sig for objektivisterne, og de vidste med det samme, at de foretrak myten om objektiviteten frem for objektiviteten selv. Ikke desto mindre betyder dette velsagtens, at vi er faldet over valgets første begivenhed.

Mine damer og herrer! her er den:

http://www.seoghoer.dk/Kendte%20DK/naser%20amok.aspx

...

Jeg er også lidt skuffet

...

I mandags viste TV3 et afsnit af Robinson-ekspeditionen, hvor en flok mænd forskrækkede deltagerne ved at optræde som pirater, der ville dem det ondt. Flere af deltagerne forlod programmet efter den traumatiske oplevelse og har det stadig svært. En siger til BT:

- Jeg har været bange, for det var et kæmpe chok. Når man er blevet så forskrækket og stadig har den følelse i kroppen, kan man ikke bare fjerne den igen. Jeg har det svært med folk, der råber eller har en lidt truende adfærd. Jeg bliver hurtigere bange og er blevet mere nervøs.

TV3s producer, Jeppe Juhl, er imidlertid ikke plaget af samvittighedsnag over at have fingeret forulempelsen:

- Til de folk, der klager. Send en klage i fem eksemplarer til DSB. Jeg er iskold. De kan skide i havet. Jeg har kun en pligt, og det er at lave et underholdende program indenfor lovens rammer.

Juhl synes at have en pointe i, at det virker besyndeligt, at mennesker, der har skrevet under på at deltage i et reality show, hvor alt muligt kan indtræffe, og hvor iøvrigt det psykologiske spil er berømmet for sin afstumpethed, bliver traumatiserede/fortørnede/kompensationsinteresserede af at blive talt groft til og bedt om at forlade øen (som "piraterne" hævdede var deres - denne analytiker har dog ikke set episoden.)

Men måske udtrykker han også en mere generel pointe. Robinson Ekspeditionen skal underholde og tiltrække seere. Det har piraterne formentlig gjort. Jeppe Juhl har dermed opfyldt sit formål - det han er ansat til. Ifølge DSLIs klasseteori er han en supervisor (tidligere: "dummepeter"), der tilser at firmaets målsætning opfyldes. For så vidt som nogen ønsker at deltage i showet (typisk knoldesparkere, nikkedukker eller skidesprællere, der drømmer om at blive flottenheimere) er det deres eget ansvar. Hvis Juhl ikke juridisk overtræder kontrakten med dem, kan de skide i havet.

Supervisoren er ideologiens mest kraftfulde reproducent. Det er ham/hende, der fuldt internaliserer den bestående orden og prædiker og overvåger den overfor sine undersåtter. Denne rolle udfylder Juhl perfekt. Han siger med andre ord: Sådan her fungerer det system, som jeg er sat til at administrere. Det kan I profitere af, hvis I gør, som vi siger. Men hvis I tror jeg skal skaffe jer nemme point og penge i livet, bliver det på mine betingelser - kan I ikke leve op til dem, bliver I ikke til noget med min hjælp - I kan rende og hoppe; I kan finde jer et ordentligt arbejde og starte fra bunden.

Men han formulerer også sin kynisme interessant. "De kan skide i havet" - de moralske anklager overfor Jeppe Juhl reformuleres til et spørgsmål om, hvordan de skal komme af med deres fækalier; dem kan de efterlade i havet. Dermed indikerer Juhl netop, at hvis man vil spille med i det fine selskab og ønsker at komme op i geledderne fra sin plads nederst i hierakiet, må man indrette sig og acceptere de spilleregler, supervisorerne administrerer. Ellers kan man ryge nedenud af systemet - eller mindst blive forflyttet til de symbolske underklasser. Og nedenunder klasserne ligger netop røvbananen. Når man mister fodfæstet, måske som et traumatiseret offer for et reality show, og ingen plads længere kan udfylde, ender man som røvbanan - én, der skider i havet. Måske er det bedste udtryk for, at man ikke er noget i systemet, at man ingen status har, at man ikke deltager i de tavst systematiserede ritualer omkring afskaffelsen af fækalier. Dette private, let tabubelagte biologiske ritual udfører man under diskrete, velordnede, hygienske forhold, når man har en rolle i samfundet. Hvis man derimod skider i havet er man for alvor på skideren.

Er det iøvrigt samme funktion (altså supervisorens), Henrik Qvortrup for tiden mener at udfylde, når han vil belære Naser Khader om dennes forhold til sort arbejde og rollen som ansvarlig politiker? Naser Khader kan skide i havet? Eller har chefredaktøren for en gangs skyld alvorligt forregnet sig? Har han taget fejl af, hvem der har status i den relation? Forholdet mellem Qvortrup og Khader er netop ikke et lære-elev forhold eller et supervisor-nikkedukke forhold. Man kan vel godt forestille sig, at der bliver slået ring om Khader, fordi han er en elskelig flottenheimer, der ikke vil nogen noget ondt. Og er på vej til for alvor at få magt. Måske det bliver Qvortrup, der ender med at måtte skide i havet.

Update: Qvortrup har trukket sig fra sine kommentator-funktioner under valgkampen.