Nyhedsoplæseren Paula Larrain stiller op til det kommende folketingsvalg, hvilket har afstedkommet en vis kritik fra hendes direkte modstandere (sic.). For eksempel N. Khader, der angiveligt har kritiseret hende for at være for medie-optaget og for lidt politisk engageret, samt hendes partifælle og kredsmodstander Helle Sjelle, der har udtalt følgende:

»Det er en lidt underlig udvikling med alle de kendte mennesker, der nu stiller op til valget. Der er nogen af de kendte, som inden for deres område ved noget, som de faktisk kan bidrage med f.eks. i forhold til erhvervspolitik, asylpolitik eller sundhedsvæsenet. Men jeg undrer mig da lidt over, hvad det er, som Paula skal bidrage med, men det må vi jo se«, siger Helle Sjelle til jp.dk.

Man kunne måske indvende, at en hel del kendte mennesker stiller op til folketinget I disse dage; Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt for eksempel.

Derudover indeholder Sjelles kommentar påstanden om, at en politiker bør vide noget, kunne bidrage med noget til det politiske arbejde. Stemmer det overens med det repræsentative demokratis definition? Går demokratiet ikke netop ud på, at en person repræsenterer nogle andres interesser? Interessant er det dog, hvad Larrain selv svarer hertil:

»Hvis man stiller op på kendthed alene, er det en tom skal, men det finder folk hurtigt ud af. Jeg er jo ikke kendt for at strippe, for at have været med i 'Paradise Hotel' eller fra 'Vild med Dans'. Jeg er kendt fra TV-Avisen, og jeg har været journalist i næsten 20 år. Der er masser af eksempler på journalister, der har taget det spring«, siger Paula Larrain og nævner Uffe Ellemann-Jensen og Karen Jespersen som eksempler.

Hvis problemet her angår forholdet mellem kendthed og politisk karriere, så kan vi stille konkurrenterne op som følger: Sjelles bemærkning antyder, at en politiker først skal vide noget, “bidrage” med noget – dvs. være uddannet cand.polit., cand.oecon. eller cand.scient.pol – og dernæst kan forsøge at blive kendt. Mens Larrains forsøg er det omvendte, at være kendt og dernæst lade sig vælge som politiker. Men udtrykker konflikten ikke også en art ‘modstand’ psykoanalytisk forstået? En modstand mod det fortrængte fænomen: at de begge mangler nogen at repræsentere.

Problemstillingen er ikke ny. Den angår forholdet mellem skærmtække og høj dannelse, som allerede Platon satte fingeren på. Måske politikerne alligevel skulle læse Staten ?

Blandt de dovne fisk er sugemallen vel den sjoveste. Den suger sig mod glasset, ud mod mig, der ikke kan andet end at falde for denne fisk, der ”renser bassinet”, men ellers bare passer sig selv og kun kommer med små sure opstød, når den har slugt en klump skidt, der var lidt for stor. Så er der slørhalen, der formår at forsvinde i en sky af blonder og retorik – denne fisk er lidt utilregnelig, men har et skær af barok værdi over sig, synes jeg, grundet dens fætre i guldfiskedammene foran slotshaverne. Gubbyen kaldes også millionfisk, fordi den yngler eksponentielt, og den er meget populær. Får man for mange af dem, kan de dog nemt aflives i kogende vand. Jeg holder mest af skalarerne, som er store og som gennemsejler bassinet med anstand. De siger bare ikke ret meget, og de er svære at holde. Man kan få så mange forskellige og eksotiske fisk, og det er netop det, jeg synes er sjovt ved et akvarium. Mit valgakvarium trænger ikke til at blive renset, jeg gør det nemlig tit. Jeg sætter fiskene over i et andet bassin, jeg renser stenene og rudernes sider, jeg renser pumpen, hælder forsigtigt nyt vand i, og jeg lader det langsomt varme op ved varmelegemets kraft. Så klimatiserer jeg fiskene til det nye vand og sætter dem ud. Åh, det er en fryd med sådan et strålende neonfjernsyn midt i værelsets mørke! Det er til at blive helt forblændet.

Sportsfilm får deres legitimitet, ved at skjule sportens plads i den sociale orden som spektakulær fortælling. Det er derfor man som lacanianer ikke kan være imod doping.

Hvor mange lacanianere skal der til for at skrue en pære i?

To: Subjektet, der skruer pæren i, og den Anden for hvis blik, han gør det. 

Jyllands-Posten gør idag klar til indflyvning over oprørte vande. Valgkampen nærmer sig allerede så småt sin afgørende fase, hvor fårene skal skilles fra bukkene. Sagen er og sagen bliver, mere end antydes det, Enhedslistens kandidat Asmaa Abdol-Hamid. Til morgen bragte JP et læserbrev med overskriften "Enhedslistens Sammenbrud" af en mand ved navn Ivan Aaen og med en forbløffende fysisk lighed med Enhedslistens Frank Aaen. Aaens (altså Ivans) påstand er, at Enhedslisten står overfor et decideret sammenbrud på grund af Asmaa. Partiet taler uden om og forvansker angreb på Asmaa som racisme og modstand mod integration. Men sagen er ifølge Ivan den Grusomme en anden:

Dette er ikke et spørgsmål om integration, om tørklæder eller om håndtryk. At Asmaa Abdol-Hamid konsekvent følger en religion, der baserer sig på stokkonservative og undertrykkende verdensbilleder og menneskesyn, gør ikke sagen bedre. Men Asmaa Abdol-Hamid er en umulig kandidat for Enhedslisten alene af den grund, at hun sætter religion forud for politik. Ellers havde vi for længst hørt hendes svar på, hvilke af religionen islams påstande og påbud der ikke længere gælder. De svar har vi ikke fået. Religionen er dermed ikke Asmaa Abdol-Hamids privatsag, idet religionen udgør selve grundlaget for hendes politik. Det kan mange vælgere ikke leve med, og det burde Enhedslisten heller ikke kunne.

Ind under aften kom derefter en analyse fra den hæderkronede journalist, Erik Valeur: "Asmaa før stormen". Valeur hæfter sig ved, at Enhedslisten er gået i flyverskjul på deres hjemmeside, hvor der ikke længere tales om udlændingepolitik, hverken på forsiden eller under de 10 punkter om "Det mener vi".

Det ligner grangiveligt et indre maskinsammenbrud – i stik modstrid med alt det, Enhedslisten normalt står for – at man melder ærligt ud, tager tyren ved hornene, ikke fører sine omgivelser bag lyset, osv. Nu virker det, som om man i lige høj grad frygter sine egne Asmaa-modstandere, vælgerne derude i slot og vrå (nok mest det sidste) og endelig de store medier, der allerede har vist, at de villigt vil lægge avisspalter og sendeminutter til en god gang Asmaa-harakiri fra det selvdestruktionstruede parti.

Valeurs analyse er, at der er ved at være linet op til et stort og længerevarende angreb på Asmaa - og at ingen andre partier vil bakke op om hende, samtidig med at partiet internt endda er usikkert på, hvad svaret skal være - jf. brormands diagnose ovenfor. Med andre ord: Beskæftigelsesministerens angreb for nylig, hvor han gjorde opmærksom på, at "Helle Thorning vil blive afhængig af Asmaa", var ikke et forvildet skud i tågen, et tidligt tegn på panik fra regeringen. Det var et varselsskud:

Endnu har medierne ikke kastet sig frådende over hende, men det kommer, så såre nogen vinker med en lillefinger, eller en redaktionschef mangler lidt fut over feltet.

På den baggrund virker det logisk - som damage control - at Helle Thorning netop i dag har "bejlet" til de Konservative, som det hedder. Thorning understreger endnu kraftigere end tidligere, at hun vil samarbejde over midten - måske fordi hun ved, at stormen kommer, og det gælder om ikke at vælte i den sammen med Enhedslisten. Venstrefløjen iøvrigt kan blot forbande profeten og håbe på at der dukker en kødskandale op i sidste øjeblik.

Men hvad nu hvis situationen for oppositionen lige præcis er den modsatte? Hvad nu hvis den storm, det trækker op til, er den eneste virkelige chance for at vælte Fogh og få en ny statsminister? Man forestiller sig følgende: Angrebet på Asmaa er så småt allerede begyndt - og JP kunne tænkes at have gode ideer til, hvordan det kan forstærkes. Der kommer flere udmeldinger fra regeringen, mere skingre tilråb fra Dansk Folkeparti, og en meget kritisk stemning i en række borgerlige medier (som JP, Berlingske Tidende og TV-Avisen). Oppositionen holder lav profil i nogle dage, bortset fra at Enhedslisten kommer med endnu et par defensive meldinger om fremmedfrygt. Men opmuntret af den gode medvind går regeringen for langt. Stemningen bliver for modbydelig, og så en dag sker det - utopien realiseres.

Slavoj Zizek har beskrevet den virkelige utopi som noget, der kun opstår som et spørgsmål om yderste nød. Først når der ikke er anden udvej, opstår utopien. Den er et svar, der ikke kunne forudsiges - som ikke kunne gives, før situationen opstod, hvor det pludselig giver sig. Der er to almindelige, falske forestillinger om utopi, som Zizeks forståelse afviger fra - utopien som det uopnåelige rige hinsides, som vores verden kun er en vag afspejling af, og utopien som den liberalistisk-hedonistiske forestilling om den fuldstændige opfyldelse af ens mest umiddelbare begær. Den virkelige utopi er derimod en realisering af et ikke-sted midt i virkeligheden; en fremtvingelse af et nyt sæt af muligheder, som ingen kunne have forestillet sig, hvis ikke de var presset til det yderste. Hvad nu hvis den forestående storm er en sådan mulighed, en sådan nødvendighed? Kan oppositionen vende stormen til et historisk opgør med fremmedhadet i Danmark og vores sørgelige ry rundt om i verden? Hvis tiden er kommet, må der udtænkes et svar på angrebet, som ingen kunne have forventet. Ifølge sagens natur kan kun den altså tænke svaret, som føler presset. Og det er spørgsmålet, om presset endnu er stort nok til at man kan sige noget fornuftige om, hvad svaret kunne være. Man kunne ønske sig en Emil Biers fritænkeri eller en von Triers kunstneriske absolutisme. Handlingen, svaret, må have ekstraordinær, dramatisk og uafviselig effekt. Det mest oplagte ville naturligvis være, at det kom fra Asmaa selv. Hvilken effekt, hvis hun to dage før valget rev tørklædet af og sagde "Jeg har lært af Enhedslisten, at jeg ikke behøver dette. Før jeg blev mødt af deres tillid og accept følte jeg mig tvunget til at have det på, for at forsvare mig, for at byde samfundet trods." Men kunne en sådan handling fremstå som andet end et overgreb, uanset hvad Asmaa selv måtte mene i øjeblikket? Er ikke det allerede at nævne den her en kapitulation overfor det anti-muslimske ressentiment? Hvad kunne ellers ske? At hele oppositionen, fra Vestager til Aaen (altså Frank) en hel dag i solidaritet med Asmaa nægtede at give hånd, eller insisterede på at gå med hat? At der blev lavet en kampagne med præcise og klokkeklare oplysninger om, hvor venstrefløjen ønsker religionens indflydelse på samfundet mindsket, mens regeringen ønsker den bevaret eller øget? At Morten Olsen og Kim Larsen opsagde deres folkeregisteradresser og meddelte, at de flyttede til Sverige? (Er ham assistenten fra damehåndboldholdet forresten ikke medlem af Enhedslisten?) Eller at Enhedslisten trak alle deres kandidater tilbage og istedet forberedte sig på aktivisme på gadeniveau i fire år?

Det kan være det ikke går så galt. Måske opfører vore politikere og medier sig mere moderat, end disse fantasterier giver antydning af. Men hvis Aaen (altså Ivan), Valeur og Zizek har ret, gør venstrefløjen og især Enhedslisten i hvert fald klogt i én ting under den stilfærdige forberedelse til stormen: Tænk!

Som bekendt blev valget udskrevet med den begrundelse, at der var mange rygter om, at valget ville blive udskrevet. Det kan virke som en bizar begrundelse. Men måske giver det alligevel mening - måske kaster det oven i købet lys på den noget indviklede bemærkning Helle Thorning-Schmidt kom med tilbage i august: "Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når vi når valget vil det vise sig, at danskerne har et valg."

Begrundelsen for at udskrive valget var en MacGuffin - en nødvendig illusion, en fiktion, hvad som helst, for at få sat den proces i gang, der skal genbesætte pladserne i parlamentet. For så vidt kan den ene begrundelse være lige så god som den anden. Foghs begrundelse er imidlertid bemærkelsesværdig ved netop ikke at tage en hvilken som helst begrundelse, men at benytte netop det, der skulle begrundes som begrundelse. Valget udskrives pga valgrummel. Dermed forsøges det anslået, at valget handler om at få valget afviklet. Dette tema har mange tilhængere i medierne. Megen af valgrummelen og analyserne vil netop handle om, hvem der laver alliancer med hvem, om den ene er mere valgbar end den anden, og om procenter og procedurer. For så vidt foregår store dele af valgkampen som meta-valg, som vedvarende valgrygter, ikke mindst understøttet af de tidligere spindoktorer og nuværende valg-eksperter, der ruminerer i den bedste sendetid på alle kanaler. Valget blev udskrevet fordi der var for mange valgrygter, og mange vil arbejde for at disse valgrygter bliver valgets egentlige tema.

Men måske vil det pludselig vise sig, at vi ikke desto mindre har et valg? Tænk hvis den mulighed opstod, at vi indså, at valget ikke er og ikke kan være et meta-valg. Der er nemlig ikke noget meta-sprog, som Lacan understregede. Når valgeksperterne analyserer valgrygterne taler de ikke meta-sprog, (fordi noget sådant ikke lader sig gøre), men de støtter direkte den imaginære forestilling om, at der kan være noget sådant som et meta-sprog. Med andre ord støtter de en bestemt politisk interesse - nemlig den interesse at foregøgle os, at vi ikke har noget valg.

Hvis valgkampen bliver virkelig interessant vil den pludselig vise, at "there is no Other of the Other". Seks års træning i at tænke nødvendigheden af den bestående orden har gjort det almindeligt, selv blandt oppositionen, ikke rigtig at tro på, at Fogh kan væltes. Men pludselig kan det ske - pludselig kan det vise sig, at der ikke er nogen Anden bag den Anden; at der ikke er en Fogh inden i Fogh. Og dermed at der er et valg. Fornemmer man antydningen af det i Foghs insistering fra starten på stabilitet og tryghed og advarsler mod eksperimentet? 

Der er som bekendt altid mindst tre i et seksuelt forhold - de to elskende og den Anden for hvis blik, de opfører akten. (Derfor Slavoj Zizeks umiddelbart lidt grovkornede definition af sex som "masturbation med en virkelig partner".)

Nøgenheden under klæderne er netop derfor heller ikke en ren, umedieret naturlighed, der afsløres før eller under sex. Nøgenheden selv er en maske. Ikke fordi den dækker over noget under nøgenheden, men fordi den rene, umedierede virkelighed ikke findes. Der er ikke et ontologisk skel mellem en velklædt bankassistent med slips eller en hippie med fløjlsbukser og blomster i håret - og så det nøgne menneske afklædt sine gevandter: sådan som mennesket "virkelig" er. Et smukt nøgent menneske er netop noget fundamentalt andet end et dyr uden klæder, (ja man hører allerede urimeligheden i at sige et "nøgent dyr".) Det nøgne mennesket er noget idet det ikke er påklædt, dermed er det ikke blot "uden noget", eller afklædt enhver betydning i sin "naturlige" eksistens, men får en bestemt ny betydning i den tilstand at være uden. Et smukt nøgent menneske viser sig for den Anden, dvs. det indskriver sig som en talende figur i den symbolske orden. En nøgen menneskekrop er en talende maske. Den siger: "Her er jeg" eller "Det havde du nok ikke regnet med."

Idet vi dermed ophøjer den nøgne krop til en maske, viser vi samtidig at den påklædte krop ikke kun kan være sexet på grund af dens mulige afklædning (som når man siger, at en flæse eller en form "ægger fantasien" - om hvad der er nedenunder). Det er netop fejlen i megen udlægning af psykoanalysen, når man siger at den handler vældig meget om sex: Man tror, at det betyder, at det hele skal reduceres til kønsorganer og samlejer, mens sagen i virkeligheden er omvendt - "det seksuelle" er allerede derude. Det er imellem menneskene for så vidt som de taler. Den påklædte krop kan være sexet som en krop der er påklædt netop på denne måde. Den vækker fantasien om en krop, der ser netop sådan ud.
 

Hvis det økonomiske system med Lacan kan kaldes en symbolsk orden, for så vidt som det er et slags sprog, der strukturerer vore relationer til varer og produkter, så må det siges at være en meget abstrakt og i en hvis forstand irrationel sådan. Det bemærkede vel allerede Marx.

Men hvad sker der, hvis man fokuserer på de materielle bærere af denne orden, nemlig pengene, mønterne, sedlerne? Det er Nicolas Bourriaud, der i sin Relationel Æstetik bemærker hvordan:

”…irrationaliteten i den kapitalistiske økonomi gør, at den føler et strukturelt behov for at forankre sig i troens vished – det er ikke for ingenting, at dollaren er udstyret med sin stolte devise ”in God we trust”…” (Bourriaud, 2005 (1998): 59)

Man kunne nu spørge hvad den danske vished består i? Den består – hvis man kigger nærmere på serien af 1, 2 og 5-kroner, der har været i omløb siden 1990 – af nogle vikingelignende forsiringer, dronningens monogram, men mest karakteristisk: Et hul.

Inspirationen stammer højst sandsynligt fra den kinesiske mønt (der faktisk hedder ’cash’):

”Hullet i mønterne gjorde det muligt at trække en snor igennem mønterne, og da værdien af den enkelte mønt var ganske lav, blev det almindeligt at binde mønterne på snore bestående af 1000 mønter fordelt på 10 bundter med 100 i hver”.

Vi kan altså bemærke hvordan hullet i den symbolske orden oprindeligt har været en praktisk foranstaltning. Men hvorfor så gå tilbage til dette hul i en æra, hvor penge i sandhed er blevet til papir? Hvor penge er blevet til rene, abstrakte tal på en saldo i en internetbank?

Måske er det i virkeligheden kun Lacans smukke formel, der netop kan parafraseres som det at ’den symbolske ordens vished er givet ved hullet i den’, der kan forklare det?

I en af de gode gamle sagaer har en landsby fundet fred og ro efter at have været i konflikter og krige i mange år. Hverdagen har sænket sig over livet, man lever af dyr og dyrkning af jorden, og der er ingen fjender der forstyrrer idyllen. Til gengæld begynder livet langsomt at blive lidt kedeligt og forudsigeligt. En dag er nu en af indbyggerne nede ved havet, hvor han spejder ud over horisonten. Han får øje på noget derude, der kunne ligne... Han venter og ser nærmere efter. Jo, det er sgu... Det er master! Han venter endnu lidt og konstaterer at adskillige skibe er på vej mod kysten. Så spæner han op i landsbyen og stiller sig på den højeste bakke, hvorfra han råber udover byen: "Venner! Jeg forkynder jer en stor glæde - fjenden er gået i land!"

Denne historie giver en god baggrund for onsdagens fine interview i den 11. time (17.10.), hvor Mads Brügger havde besøg af Emil Bier. Bier betegner sig selv som en "uafhængig tænker" og systemkritiker. Uafhængig, fordi han ikke får løn af nogen, men lever af sine flugelbindere*. Og systemkritiker, fordi han bruger sin uafhængighed til at kritisere og udfordre "systemet", hvilket i Biers fortolkning tilsyneladende betyder noget i retning af "det hele" eller "dem allesammen". Hvis man modtager løn fra andre (i et firma eller en offentlig institution) er man ifølge Bier per definition korrumperet. Kun rene fritænkere, der er helt økonomisk uafhængige kan udfordre systemet. Og dem er der (ifølge sagens natur) meget få af. Bier forstår derfor sin opgave som den at påpege systemets fejl og gennem vedholdende arbejde tvinge det til at anerkende dem.

"Jeg går rundt med en lille knappenål," som Bier sagde, "og hver gang jeg ser en byld, så prikker jeg hul på den... hvis jeg kan."

Blandt andet har Bier afsløret malkeslanger, der indeholdt giftige pftalater  og ulovlig ammunition i den danske hær. I begge tilfælde måtte et langt og vedvarende pres til, før systemet anerkendte faren og skred til handling. Hans seneste sager handler om insulin og mælk. Den danske lægestand er ifølge Bier i lommen på Novo Nordisk, fordi lægerne bliver betalt for at ordinere insulin til sukkersygepatienter. I virkeligheden, hævder Bier, har en sukkersygepatient slet ikke brug for insulin - tværtimod: Den slår langsomt patienterne ihjel, mens de i virkeligheden blot skulle spise flere grøntsager. Det har en af hans bekendte selv erfaret.

Mælkesagen er endnu mere markant: "Jeg har bevis for, at det her stof er et af de farligste stoffer, der findes i Danmark, og det bliver solgt som sundt. [...] Sandheden er, at de lande, der drikker mest mælk, har mest dødelighed. Det kan jeg vise sort på hvidt." Der er massevis af sygdomme, som vi har, der simpelthen ikke er et problem i lande som Japan, hvor man næsten ikke drikker mælk. Selv knogleskørhed forstærkes, modsat den offentlige mening, af at drikke mælk. Hjerteforeningen, der opfordrer alle til at drikke en halv liter mælk om dagen, er i virkeligheden en "kriminel organisation", der er i lommen på Arla, som støtter foreningen økonomisk.

Det er ikke CVAs opgave at vurdere sandhedsværdien af Biers anklager, men vi kan istedet analysere hans position. Mod slutningen spørger Mads Brügger nemlig: "Men hvordan føles det for dig, når du er inde i en sag?" Og Bier svarer: "Jamen, det giver mig en vis form for tilfredsstillelse, at systemet er så tungt, for det er så sjovt at lege med, når det slet ikke virker. Det er så absurd!" Der er tydeligvis en bestemt nydelse forbundet med at være uafhængig af systemet og påvise dets fejl. Når Bier finder et ømt punkt synger hans sjæl: "Jeg forkynder en stor glæde - fjenden er gået i land!" En udmærket belønning for den, der arbejder i sagens tjeneste, men psykoanalytisk forstået afføder denne nydelse naturligvis spørgsmålet om, i hvor høj grad arbejdet er styret af nydelsen. Er det for at opnå anerkendelse af et mægtigt system, at Bier udfordrer det? Eller er det den blotte nydelse ved at afsløre det og kæmpe mod det, der driver værket? Denne mistanke forstærkes af de mange gentagelser, Bier kom med i løbet af programmet. (Som bekendt er gentagelsen et væsentligt udtryk for et overdrevet følelsesmæssigt engagement - den afslører nydelsen.) Bier udbrød en række gange som afslutning på et udsagn, relativt umotiveret af den konkrete sammenhæng, ting som: "Systemet er korrupt", "Hele systemet er plumråddent", "Systemet tænker kun på sig selv", "Lægerne er ligeglade med levende mennesker", "Miltæret er ligeglade med deres personel", "Det er ren middelalder", og endda: "Det er så klamt, der her samfund her." Det kunne tyde på, at systemkritikeren er mere bundet op på systemet, end han selv vil være ved. De mange følelsesudtryk afslører nemlig en form for afhængighed af en stor, korrupt, utilnærmelig modstander, som aldrig vil kunne endegyldigt overvindes.

Moralen? At uafhængighed er en sjælden og dyrebar position som ingen virkelig tilkæmper sig uden at blive følelsesmæssigt en smule forstyrret. OG at en paranoiker meget vel kan have ret! 

* En Flugelbinder er en umiddelbart mindre spektakulær opfindelse, der finder bred anvendelse som f.eks. de  små papirsparasoller i cocktail-drinks. Brian Flanagan ("Young Flanagan"), som spilles af Tom Cruise, opfandt udtrykket i Roger Donaldsons Cocktail fra 1988. En af Emil Biers flugelbindere er plastikdupperne på nye brusehoveder, der forhindrer dem i at kalke til.

Dette startede som en kommentar til det foregående indlæg, men fik hurtigt sit eget liv.

I sine kommentarer til indlægget ”Trusselskultur” efterlyser Lotte en vild analyse af ”ytringsfrihed” og opstiller desuden to principper, som ifølge hende udtømmer det logisk mulige rum indenfor hvilken ytringsfriheden må forstås.

1. Du må, kan og skal sige ALT. (Ytringsfrihed)
2. Du må, kan og skal IKKE sige ALT. (Ikke ytringsfrihed)

For denne analytiker forekommer Lottes 1. princip at være noget vrøvl. Lad os underkaste det en nøjere analyse, og måske derigennem komme tættere på en vild analytisk opfattelse af ytringsfrihed:

”1. Du må, kan og skal sige ALT."

Der er et helt åbenlyst problem med dette princip: Jeg kan ikke sige alt, da jeg dels ikke ved alt og dels ikke har tid til at sige alt. Jeg kan sige meget, men ikke det hele. I en vis forstand er det derfor absurd, når man i amerikanske retssager sværger, at man vil ”tell the truth, the whole truth and nothing but the truth”, da ingen (mennesker) jo kender sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. Og selv hvis man kendte sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden ville man være i stand til at ytre den.

(Se dog Douglas Adams' So Long and Thanks for all the Fish, hvor en person, efter at have svoret at ville fortælle sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, bliver givet en overdosis sandhedsserum og derfor rent faktisk fortæller sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden – som, kan det bemærkes, åbenbart her en del med frøer at gøre.)

En yderligere komplikation er, at da et 'bør’( et ’skal') jo i en eller anden forstand forudsætter et 'kan', så følger det det ovenstående, at hvis jeg ikke kan sige alt, så skal jeg heller ikke sige alt.

For at undgå disse problemer kan man måske omformulere 1. på følgende måde:

1a. Du må og skal sige ALT, som det er dig (menneskeligt) muligt at sige.

"Kan" er her indeholdt i "hvad der er dig menneskeligt muligt", og indgår derfor ikke længere i princippets indhold, men specificerer derimod en nødvendig begrænsning for princippets gyldighed.

Denne omformulering løser dog ikke alle problemer, da såvel 1. som 1a. snarere synes at være udtryk for en form for ytringstvang end for ytringsfrihed: Jeg skal (dvs. er forpligtet på og kan principielt tvinges til), at sige alt. Det er ikke op til mig, om jeg VIL sige alt, endsige om jeg vil sige noget som helst. Principielt er jeg altid-allerede forpligtet på at fortælle andre om selv de mest intime detaljer af mit personlige liv; om de hemmeligheder andre i al fortrolighed har fortalt mig, og om hvor meget sukker jeg puttede på mine cornflakes i morges. Dette forekommer absurd, og synes desuden ikke at have meget med ytringsfrihed at gøre, da den den frihed der er tale om, normalt angår spørgsmålet om, hvilke (om nogen) sociale, kulturelle, politiske og juridiske begrænsninger borgerne i et samfund kan pålægges med hensyn til hvad de vil ytre sig om.

Lotte har selvfølgelig ret i, at der er (mange) tilfælde, hvor jeg rent faktisk er forpligtet på at sige noget bestemt, nemlig de tilfælde hvor det er vigtigt og væsentligt at jeg ytrer mig. Men er jeg altid forpligtet på at sige alt, hvad der er mig menneskeligt muligt at sige? Næppe. Der er forskel på må og skal, og det er ikke sikker at man skal gøre alt, hvad man må gøre.

Endnu en omskrivning synes derfor at være på sin plads:

1b. Du må sige ALT, som det er dig menneskeligt muligt at sige.

Her synes vi at have et princip der vitterlig udtrykker ytringsfrihed, og ikke en form for ytringstvang.

Men er dette princip sandt? Og hvilket slags må er det, vi har at gøre med? Et juridisk ’må’ (det er ikke ulovligt at…)? Et kulturelt ’må’ (de kulturelle normer tillader, at man…)? Et moralsk ’må’ (det er moralsk tilladeligt at…) Og kan alle disse forskellige må'er forenes i et overgribende 'må'? Og hvis ikke, hvilket 'må' har da primat?

Og var dette en vild analyse af ytringsfrihed?

Ifølge en række forskere og politikere har regeringens meget hårde hånd mod miljøministeriet og forskningsinstitutioner gennem seks år skabt en trusselskultur, der har genereret selvcensur af frygt at blive den næste, der mister jobbet pga kritik af regeringens nedskæringer og undladelsessynder. Kritikerne mener, at den frie forskning måske endda er under pres.

En sådan atmosfære er ifølge Undervisningsminister Bertel Haarder farlig for demokratiet, men nok desværre en realitet.

Det er simpelthen sådan, siger Haarder, at de fleste af os "udøver selvcensur, eller i hvert fald tænker os meget godt om, inden vi udtaler os. Der er ting, som jeg ville sige før, som jeg ikke siger i dag. Jeg tror, at det gælder os alle."

Det største problem er egentlig ikke den direkte censur, som man nok kan diskutere om egentlig er forekommet, men den uudtalte eller direkte trussel om, at hvis man ikke holder sig i skindet, kan det få alvorlige følger.

Tidligere forskningsleder, nuværende professor, Eigil Kaas, genkender problemet:

"Der var flere gange, hvor jeg ikke turde sige, hvad jeg virkelig mente. Det var jo ikke kun mit eget, men også mine medarbejderes job, der stod på spil".

Det mener professor Vagn Lundsgaard Hansen, medlem af UVVU, ikke er i orden.

"Som offentlighed forventer vi, at forskeren, der kender til en medicins skadelige bivirkninger, eller ingeniøren, der ved, at en brokonstruktion ikke kan holde, eller klimaforskeren, der kender truslerne mod klimaet, gør opmærksom på det."

Om regeringen direkte har censureret forskeres oplysninger om klimaforandringerne, eller om det værste problem er den udbredte selvcensur fra trusselskulturen mod "eksperter og smagsdommere" på miljøområdet, er som sagt uklart. Ytringsfirheden er en speget sag. Men Dansk Folkepartis Ungdom har en klar moralsk opbakning til Bertel Haarder, Eigil Kaas og andre, der føler sig intimiderede. Klimaforandringerne er så alvorligt et problem, at alle må tage det på sig ikke at lade sig kue:

"Vores fineste våben til at bekæmpe denne form for ændring af vores samfund, er tale og retorik. Det er kendetegnet i et demokratisk samfund – så Bertel og alle andre: Brug retten til at sige, hvad i vil.
Danskerne har alt at vinde, og så meget at tabe."

Den altid kreative reklamebesætning bag Kims Chips har lavet en serie små klip med Rene Diff, angiveligt foran en pool et sted i Calilfornien, hvor Jørgen spørger ham, hvad han mest savner fra Danmark. Ideen er, at Kims kan lave chips med smag af alt muligt - krydderurter, velkendte retter, dufte - det er bare med at slippe fantasien løs. De første ting, der falder Diff ind, er leverpostej, marinerede sild og tandsmør, som Jørgen så forestiller sig som smagstilsætning til en pose chips: "Chips med tandsmør" osv. Men i ét af klippene siger Diff pludselig: "Et par dejlige ungpigebryster!" Hvortil Jørgen lidt forvirret replicerer: "Chips meeed..... med patter på?"

Bortset fra at det lille klip selvfølgelig er en (selv)ironisk kommentar til den gamle sandhed om, at reklamer ekstremt ofte spiller på sex, også i sammenhænge hvor man skal springe nogle mellemregninger over for at se relevansen, så siger det også noget meget fint om varefetichisme generelt. Marx beskrev som bekendt varefetichismen som en form for mystisk opfattelse af varen: Den besidder et eller andet mere, end dens blotte brugsværdi. Vi kan ikke sige helt bestemt, hvori det består, men det er som om, vi må have det. Det er dette mere, som reklamer bestandig spiller på. Slavoj Zizek har fundet det bedst inkarneret i Kinder Surprise-chokoladeæggene:

[A]ll advertising adresses this fantasmatic space ("If you drink X, it will not be just a drink, but also..."). And the plastic toy [altså det inde i Kinderægget, som man "bryder ind til" og siden skal samle] is the result of a risky strategy actually to materialize, render visible, this mysterious excess: "If you eat our chocolate, you will not just eat chocolate, but also... have a (totally useless) plastic toy". [...] [T]he function of this "more" is to fill in the lack of a "less", to compensate for the fact that, by definition, a product never delivers on its (fantasmatic) promise.

Det snedige ved Kinder æggene er, at de vover at materialisere den hemmelige, mystiske excess ved produktet: Det er der - inde i ægget! Man får ikke alene objektet, men også det lille objekt a - den hemmelige skat, agalma, der er mere end objektet. For at sælge en lidt fad chokolade må man forme den som et æg. Og for at sælge ægget må man tilføre det en hemmelig skat indeni. På samme måde med chips: For at sælge kartofler, må de skæres i skiver og bades i fedt. Og for at sælge skiverne, må man tilføre dem en hemmelig skat; et fantasmatisk supplement, der giver os forestillingen om indfrielsen af et begær (efter at være lidt mere raffineret end de andre chips-spisere; efter en eksotisk sammenhæng eller endda begæret/længslen efter hjemstavnen; osv.) Hvad Kims-reklamefolkene altså afslører, er deres egen hemmelige fantasi om det fuldendte produkt: Ikke alene en velsmagende, ernæringsmæssigt tom pose fedt i skiver, som man kan blive ved med at spise uden nogen sinde at blive mæt - men også dens fantasmatiske supplement: objektet for vores begær, et par ungpigebryster.

I virkeligheden viser dette ekstreme tilfælde derfor også sandheden om hele chips-serien. De produkter, Kims rent faktisk producerer (med krydderurter, med dit og med dat), er i stigende grad skåret efter samme model. Vi vil have varen OG dens mystiske excess. Reklamen er derfor blevet en direkte aktør i produktionen. Den skal ikke alene sælge et produkt, men indkorporeres i produktet.

Det har længe ikke været nok at sælge ting og sager, som vi kan bruge til noget. Man må sælge begærsobjekter. Traditionelt har kreative producenter derfor fundet på nye ting, som egentlig ikke er nødvendige, men som vi alligevel "må" have (mobiltelefoner, computerspil, molekylær gastronomi) - og solgt dem ved at fortælle os, med alle mulige løgnehistorier, hvor fantastiske, underholdende, velsmagende osv. produkterne er. Eftersom vareudbuddet imidlertid allerede rigeligt overstiger muligheden for at skabe nye behov ved at opfinde helt nye produkter, som vi ikke vidste, vi havde brug for, må nogle varer simpelthen tilføres en importeret exces for stadig at være "mere" end blot noget man spiser eller bruger til et eller andet. Fortællingen må materialiseres.

Ikke så underligt, at Jørgen på sin blog siger: "Hvis ikke jeg var blevet chipskonge, var jeg måske blevet filosof".

Et skel som enhver lacaniansk orienteret vild analytiker bør kende (ok, jeg kan godt se min læserskare allerede er lidt begrænset nu), er skellet mellem det diakrone og det synkrone. Dette skel oprettedes i Ferdinand de Saussures vel efterhånden klassiske forelæsninger omkring sprog og lingvistik, som initierede alt hvad der skulle følge af strukturalistisk orienteret videnskab.

Det diakrone er i denne sammenhæng sproget i bevægelse. En diakron beskrivelse af sproget må gå ind på det mærkelige faktum at skønt sprogets tegn er arbitrære, og at der derfor ikke kan være noget rationale for at udskifte ét tegn med et andet, så forandrer sproget sig alligevel. Fx er dansk ikke mere det samme som for 50 år siden; visse dialekter er på vej til at uddø, andre er opstået (som fx grilldansk, perkerdansk eller nydansk, som det så flot hedder). 

Det synkrone er sproget i et snapshot. Et stillbillede af sproget som det er i én tilstand, og en beskrivelse af sprogets differentielle eller topologiske karakter i denne tilstand. Saussure opvurderer den synkrone beskrivelse af sproget som den mest videnskabelige. Det er nemlig her man finder ud af at sproget er som et spil skak (og Saussure brugte dene metafor før Wittgenstein), hvor enhver brik kan erstattes af en anden, blot den har den samme værdi (eller valør som det hedder) i sprogsystemet. Saussere påbegynder med den synkrone beskrivelse af sproget en dekonstruktion af den nærhedsmetafysik eller substansliggørelse, der altid har præget sprogstudier (at fx sønderjysk skulle være et særligt sprog pga. de folk der taler det, den kultur som disse folk tilhører osv.).

Jeg hævder nu, at der ikke findes en bedre beskrivelse af forholdet mellem det diakrone og det synkrone end forholdet mellem Rom og Pompei: Rom er bygget på baggrund af kaos, intriger og mord. Sagnet fortæller at Rom grundlægges da Romulus dræber sin bror Remus. Man kan hos Michel Serres (i bogen Rome) læse hvordan dette mord langt fra bliver det sidste. Min pointe er at disse sagn overalt er tilstede i byen Rom idag, side om side med moderne elektricitet, biler og fly i luften over den. Begynder man en rundtur i Rom ud fra det 2000 år gamle Colosseum, kan man skære sig op gennem dens midte gennem det endnu ældre Forum Romanum. Her står søjler og templer som de stod der i antikken. For enden af Forum Romanum finder vi nu byens rådhus som Michelangelo har været med til at planlægge og udsmykke. Her befinder vi os altså pludselig i den renæssance-periode, som er så svær at skille fra antikken, fordi dens æstetik er så lig den. Overfor rådhuset findes det hus, hvorfra Mussolini holdt sine brandtaler i 30'erne. Rom er en diakron by (jf. "Rom blev ikke bygget på en dag"), historiens bevægelse er til stede i enhver af dens detaljer. Voldsomme spænd over mange hundrede år kan opnås ved blot at dreje hovedet en halv omgang.

Det er helt anderledes med Pompei. Da vulkanen Vesuv i år 79 e.Kr. gik i udbrud begravedes denne by på ganske få timer. Pompei er på denne måde en ganske særlig oplevelse. Her står en by som den stod der i år 79, ikke år 78 eller år 80. Den frosset fast i tiden. Den er nærmest et teoretisk mirakel, og videnskaben har lukreret voldsomt på den. Byen har ikke blot været en landsby eller en tilfældig udørk. Den har huset et amfiteater med plads til 20.000 tilskuere, den har haft et velskabt og smukt forum, den har haft sportpladser, badeanlæg, saunaanlæg, rigmandsvillaer, udekøkkener, teatre, bordeller osv. En udgravning af Pompei (og en tredjedel af Pompei er den dag idag stadig ikke udgravet) afslører - uden spørgsmål om fortolkning melder sig - hvordan de materielle rammer for et liv i år 79 e.Kr så ud.

Når nu didaktikken mellem det diakrone Rom og det synkrone Pompei er udfundet og fuldført, bliver næste opgave at formulere det væsentligste filosofiske problem, som idag angår Saussures skelnen mellem det diakrone og det synkrone: Hvordan kan man tænke verden (eller væren) synkront, men stadig bevare muligheden for en diakron begivenhed?

Det måtte være opgaven for en vild didaktik. 

Efter en tur i udlandet er det dejligt allerede efter kun få minutter på dansk grund direkte at blive gjort opmærksom på, ja nærmest konfronteret med CVA's eksistensberettigelse.

Den nye bannerreklame for Københavns Lufthavn som byder gæster, såvel som hjemkomne velkommen, og som er den første tekst man møder på sin vej ud fra flyet, lyder nemlig i al den enkelhed:

 "The land of desire and needs". Svulstig art nouveau æstetik og billeder af dejlige (og uundværlige!) luksusting følger disse ord.

Den underliggende reference for reklameteksten er klar: Det drejer sig om "landet som flyder med mælk og honning" (3. Mosebog 20,34). Her taler vi om 'needs', altså behov. Det var sådan Gud i første omgang lokkede isralitterne ud på deres pilgrimsrejse med Moses i spidsen (ud fra det tørre og fattige Egypten). Behov er tilsyneladende det, som 'sætter gang i' ting: Religion, økonomi og udvikling.

Idag er der dog også noget mere på spil: Nemlig 'desire', altså begær. De ting som bannerreklamen taler om er dyre fladskærme, skindsko, manchetknapper osv. og spørgsmålet er: Har vi virkelig behov for disse ting? Når reklamen skriver begæret ind i teksten, er det så ikke fordi begæret netop er det, som hele tiden bag om ryggen på os, dvs. ubevidst, kan retfærdiggøre behovet for disse luksusting? Er begæret, set på den måde, ikke netop den motor, som hele tiden flytter vor behovshorisont op på et højere og højere niveau? Mottoet synes idag at være: Jeg begærer, altså er jeg. Og den vestlige verdens mest ukrænkelige (men desværre temmelig dyriske) ret synes at være den universelle ret til et (hvilket som helst) behov, som begæret således fastslår (jf. den navnkundige reklame: "Alle har ret til et fedt køkken").

Så spørgsmålene bliver ganske enkelt: Hvad er det for et begær, som er det fremherskende i dette land? Hvad betyder det i dette land 'ikke at vige tilbage for sit begær' (men at søge at forstå det), som Lacan siger? Hvad vil det sige ikke at ligge under for sit begær, men at få det til at arbejde for sig? Det er selvfølgelig disse spørgsmål, der udgør vigtige brikker for dette centers virke og eksistensberettigelse.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Mads Storgaard Jensens analyse er den helt åbenlyst naive forestilling om, at ”Der var engang, hvor politik i det offentlige rum var kedeligt. Økonomiske nøgletal, betalingsbalance og arbejdsløshedstal prægede måden at tænke politik på.” Sludder! MSJs egen sprogbrug er sigende: ”Der var engang…” skriver han, som var det et eventyr, en opdigtet historie. Og det er jo præcis hvad det er! Enhver, der har snust til Ciceros taler eller har læst Machiavellis Prinsen, ved så udmærket, at politik i det offentlige rum altid også har drejet sig om fremtræden, om underholdning, om overflade, om appel til følelserne. Og det ved MSJ jo egentlig også godt selv. Et sted i kronikken indrømmer han således, at politik jo egentlig altid har ”handlet om værdier, identitet og følelser”. Men hvis det er tilfældet, hvad er det da for en mytisk, kedsommelig fortid, som MSJ længselsfuldt refererer tilbage til?

Filosof, forfatter og semiotiker Mads Storgaard Jensen (MSJ) har, i anledning af udgivelsen af sin nye bog ’Når politik bliver pop - om symboler, identitet og branding i dansk politik’, haft en kronik i Information. Kronikkens pointe er enkel og letforståelig: Det politiske felt er ved at blive splittet i to af hinanden uafhængige felter. På den ene side har vi symbolpolitikken; den underholdende, iøjnefaldende, medieskabte, og derfor i sidste ende også ligegyldige, kamp mellem politikere og spin-doktorer om værdier, følelser, identitet og fremtrædelse. På den anden side har vi realpolitikken; det kedsommelige, teknokratiske, dagligdags politiske arbejde med finde virkelige, konkrete løsninger på virkelige konkrete problemer. Denne splittelse risikerer at lede til politisk apati blandt vælgerne. Når symbolpolitikken løsrives fra de reelle sociale problemer i samfundet så vil den almindelige borger opleve, ”…at den politiske virkelighed, som man oplever den, der hvor man har sin daglige gang, på ingen måde svarer til den virkelighed, der behandles i offentligheden.” Dette er, hvad der sker ’Når politik bliver pop’.

Hvorledes undgår man dette? Ét forslag, som MSJ synes at nære en vis sympati overfor, ville være at afskaffe symbolpolitikken; at slippe af med den frugtesløse diskussion af værdier, normer og ideologiske idiosynkrasier, og i stedet fokusere alle gode politiske kræfter om at levere sikre, opnåelige, virkningsfulde løsninger på de påtrængende og alvorlige sociale og økonomiske problemer der præger vores samfund. Desværre er denne løsning ikke realiserbar. ” Man vil”, erkender MSJ således (med slet skjult ærgrelse) ”aldrig kunne forvise debatter om værdier, identitet og følelser fra det politiske liv.” MSJ plæderer derfor i stedet for, at man arbejder på at sikre en forbindelse mellem symbolpolitik og realpolitik. Det er, forklarer han, ”pinedød nødvendigt, at der konstant er en forbindelse mellem den symbolske side af politikken, hvor vi debatterer vores værdier, identitet og følelser, og så den realpolitiske side, hvor vi tænker i løsninger, løsninger og atter løsninger. Så vi forstår, at der er en god grund til, at politik bør være vigtigt.”

MSJ har selvfølgelig ret i, at symbolpolitik, for så vidt den blot og bar er symbolsk, dvs. udelukkende tjener til at markere en bestemt politiker i medierne med det ene formål at få opmærksomhed, er problematisk. Spørgsmålet er blot, om MSJ i sin analyse ikke kommer til at smide barnet ud med badevandet? Har hans kritik ikke videre implikationer, end MSJ umiddelbart synes at ville stå ved? Problemet er, at symbolpolitik for MSJ ikke blot dækker over politikeres forsøg på at markere sig selv og egne mærkesager i medierne, men synes at omfatte enhver politisk diskussion af værdier og normer, der ikke direkte er forbundet med pragmatiske løsningsforslag på konkrete, foreliggende problemstillinger. ”Rigtig” politik, realpolitik, drejer sig ifølge MSJ om at levere politiske resultater, at skabe virkelige løsninger på virkelige problemer, løsninger der er sagligt begrundet i faktiske forhold og ikke i ideologiske konstruktioner af virkeligheden. For MSJ er den politiske diskussion af og kamp om værdier, normer og følelser ikke en integreret og essentiel del af det politiske felt, men et nødvendigt onde; noget vi må lære at affinde os med på den ene eller den anden måde. Værdier og normer har, synes det, ikke sin plads i det politiske; de kan til nød tolereres, men kun hvis de holdes i stramt tøjr af virkeligheden.

Hvad MSJ ikke indser, er, at denne måde at skelne mellem realpolitik og symbolpolitik ikke er en politisk neutral beskrivelse, men derimod udtryk for en specifik videnskabelig (og politisk) ideologi, som man vel kan betegne som ny-positivisme. Ny-positivismen er, som navnet antyder, en aflægger af den gode gamle den klassiske logiske positivisme. Såvel den klassiske som den nye positivisme hævder således, at man klart kan skelne imellem på den ene side objektive sagforhold og kendsgerninger og på den anden side normer, værdier og ideologi. Begge positioner mener desuden, at politik dybest set er (eller bør være) fokuseret om saglige diskussioner af konkrete objektivt givne problemer og spørgsmål og forholder sig derfor kritisk overfor værdier, normer og ideologi.

Hvor den klassiske og den nye positivisme adskiller sig fra hinanden er hovedsageligt i, hvilken form for videnskab, de mener, bør tjene som paradigmatisk standard for den politiske praksis. Den klassiske positivisme pegede på de klassiske naturvidenskabelige fag; matematik og fysik. Ny-positivismen derimod peger på de nye hotte naturvidenskabelige fag: Evolutionær biologi og ”cognitive science” (hjerneforskning, herunder semiotik der jo, som vi alle ved, er den humanistiske afart af ”cognitive science”). Den evolutionære biologi fortæller os, hvad slags væsner vi mennesker egentlig er, og forklarer hvordan og hvorfor vi har udviklet os til at være netop denne slags væsner, mens ”cognitive science” forklarer os, hvordan vi tænker, og kan dermed afslører alle vores mange forskellige irrationelle tankestrukturer og overbevisninger.

Tilsammen åbner disse to videnskaber, ifølge ny-positivisterne, muligheden for en saglig, objektiv politik, grundet på faktisk foreliggende empirisk verificerbare kendsgerninger. Værdier, normer og andre ideologiske konstruktioner kan nu endegyldigt opgives, og hvis ikke uddrives så i det mindste tildeles en passende underordnet rolle på den politiske kampplads – som nu ikke mere er en kampplads, men snarere et administrativt kontor. Som MSJ selv udtrykker det: ”Sagen er et problem, man ønsker at gøre noget ved. Det er et mål, man må arbejde sig hen imod. Det kræver viden om samfundsforhold, og det kræver kreativitet for at finde de løsninger, der kan føre samfundet derhen, hvor det bør være.”

Denne udtalelse viser imidlertid mere end MSJ nok selv vil være ved. For hvor er det helt præcist, at samfundet bør være? Hvad er det for et slags samfund vi bør have? Er dette ikke netop spørgsmål, der ikke kan besvares udelukkende igennem saglige diskussioner af konkrete foreliggende kendsgerninger? Er dette ikke spørgsmål der i en hvis forstand transcenderer de kedelige, dagligdags teknokratiske diskussioner af, hvorledes man løser konkrete sociale problemer, og som kan siges at determinere, hvad man overhovedet opfatter som problematisk?

MSJ nævner selv integration af unge indvandrerdrenge som et eksempel på et konkret, realpolitisk problem, som bør søges løst. Men ikke alle mener, at der overhovedet er et problem her. Som refereret i et tidligere indlæg, så afviser Venstres Integrationspolitiske ordfører, Irene Simonsen, at der er problemer eller mangler i den danske integrationspolitik. Og Dansk Folkepartis Jesper Langballe betragter ligefrem (læs her) den seneste tids kritik af den danske indsats på integrations- og familiesammenføringsområdet som en succes, da den viser, at Dansk Folkepartis arbejde med at holde flygtninge fra tredje verdens lande ude fra arbejdsmarkedet har virket.

At disse udmeldinger udelukkende symbolske? Er de udelukkende beregnet på at markere politikere i medierne? Nej! Det er selvfølgelig et af de formål de tjener, men ikke det eneste. Der er ikke grund til at tro, at i det mindste Langballe ikke er fuldstændig oprigtig, når han siger, hvad han siger. Og der er heller ikke nogen grund til at tro, at de meninger, holdninger og værdier han fremfører ikke spiller en afgørende rolle for, hvilke konkrete realpolitiske tiltag Dansk Folkeparti støtter og fremfører. Man kan kort sagt ikke skille eller adskille den symbolske diskussion af og kamp om værdier og normer fra den pragmatiske, teknokratiske diskussion af konkrete realpolitiske problemer og spørgsmål. Hvorfor ikke? Fordi vores værdier, normer og følelser er med til at bestemme, hvad der overhovedet opfattes som et reelt politisk og socialt problem. Det er således ikke bare en beklagelig tilfældighed, at diskussioner om værdier, identitet og følelser ikke kan forvises fra det politiske liv, men snarere et konstitutivt ved det politiske som sådan. Ikke al snak om værdier, normer, identitet og følelser er tom symbolpolitik.

PS: De til Centret tilknyttede lacanianere kan sikkert få meget sjov ud af at filosofere lidt over Storgaard Jensens brug af begreberne ”symbolsk”, ”real” og ”tørvetriller”.

Det griber om sig. Når man først har øje for det, kan det være påfaldende. En ny undersøgelse fra British Council har vist, at Danmark ligger helt i bunden i Europa, når det gælder integration af indvandrere. Politiken refererer resultaterne således:

Når det gælder indvandreres adgang til arbejdsmarkedet, initiativer imod diskrimination og ret til statsborgerskab og familiesammenføring, er Danmark blandt de værste i Europa. Selv nye EU-lande som Slovenien, Litauen og Tjekkiet er bedre.

(SELV Slovenien er bedre! Og det er jo ellers nogle småfascistiske balkanesere, som enhver ved.)

Venstres integrationsordfører Irene Simonsen afviser imidlertid rapporten blankt, fordi den ikke har noget med Virkelighedens Verden at gøre:

»Den har intet med virkeligheden at gøre«, siger integrationsordfører Irene Simonsen (V) og henviser til, at det på en lang række områder går bedre:

Andelen af beskæftigede indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er fra 2001 til 2006 steget fra 45 til 50 procent. Andelen af unge i gang med en ungdomsuddannelse er vokset fra 42 procent til 46. Og i 2001 følte 37 procent af indvandrerne sig diskriminerede – i 2006 var andelen faldet til 27 procent.

Det blev Jan Niessen fra Migration Policy Group, der har været med til at forme undersøgelsens spørgsmål, vred over:

»Er det teori, at flygtninge skal vente uendeligt på at få opholdstilladelse? Eller på at få deres nærmeste familie til landet? Sådan kan jeg blive ved alle spørgsmålene igennem. Hvis de danske politikere mener, at det er teori, vil jeg gerne have en meget seriøs teoretisk samtale med dem«, siger han.

Samtalen mellem Niessen og Simonsen må altså tilsyneladende komme til at handle om, hvad der er Virkelighedens Verden. Men igen tager vi fejl. De to "verdenssyn" modstrider ikke hinanden. Niessen fremhæver juridiske fakta, der handler om rettigheder, konkrete anti-diskriminationstiltag, etc., mens Simonsen taler om målinger af folk, der tager en uddannelse eller et arbejde og af, hvordan indvandrere føler. Det interessante er altså ikke, hvem der har ret. Det har de formentlig begge. Begge taler om virkelighedens verden. Det interessante er derimod, at et standpunkt om en del af virkelighedens verden kan delegitimeres (eller kastreres) ved at fraskrive det virkelighed, fordi en anden del er "vigtigere" eller måske mere virkelig? Og hvad er det, Simonsen delegitimerer? Det kunne se ud som om, det er det symbolske:

Imaginært er spørgsmålet om indvandrere "føler" sig diskrimineret (eller i hvert fald om de siger, at de føler sig diskrimineret).

Symbolsk handler Niessen & co.s rapport om, hvilken lovgivning, der eksisterer.

Reelt handler det for Simonsen om, hvor mange der arbejder og uddanner sig.

Det er efterhånden en kendt sag, at regeringen afviser internationale undersøgelser om dens udlændingepolitik som verdensfjerne, uden kontakt med virkeligheden, politiserende, osv. Måske er sagen, at det symbolske register ikke tæller for regeringen på dette område: Det gælder om at skabe effekter i det imaginære (hvordan vi føler), og det reelle (om arbejdet bliver gjort.) Det er derimod pindehuggeri at gå alt for meget op i, hvad det nu lige er for en lovgivning, der gennemføres, hvilke rettigheder folk har, osv. Eller i hvert fald vil vi helst ikke tale om det.

Regeringens støtteparti er derimod ærligt interesserede i at skabe "virkelige symbolske effekter", som man kunne kalde det. Adspurgt om rapportens resultater om opholdstilladelser, statsborgerskab og familiesammenføring i virkeligheden er udtryk for en succes for Danmark, svarer Jesper Langballe: "Helt bestemt".

I gårsdagens Deadline opstod en interessant diskussion mellem to professorer - prof. i jura Ditlev Tamm og prof. i etik Jesper Ryberg. Temaet var Justitsministerens og Statsministerens udsagn om at ville benytte oplysninger, der var fremtvunget gennem tortur, hvis det kunne hjælpe til at forebygge terrorangreb i Danmark. Jesper Ryberg indledte med at opridse, hvorfor man ikke må give køb på den principielle afvisning af tortur, hvortil Tamm replicerede at "i en ideel verden" kunne det være rigtigt nok, men i "den praktiske verden" må politikerne tænke på deres ansvar og beskytte befolkningen. Ryberg svarede nu, at han mente, det var ham, der talte om den "virkelige verden", mens Tamms argumenter var idealiseringer af, at man i tænkte situationer kunne redde menneskeliv ved at torturere et individ og aftvinge ham afgørende informationer. Sagen er, sagde Ryberg, at der foregår tortur i over 100 lande i verden, og hvis vi vil bekæmpe den nytter det ikke, at vi på den ene side siger, at vi er imod tortur, men på den anden side samtidig siger, at vi gerne vil have de oplysninger, der er fremkommet gennem tortur. Tamm svarede, at Rybergs synspunkt for så vidt var rigtigt, men vendte tilbage til, at i "den praktiske verden" kan en efterretningstjeneste ikke afvise konkrete informationer, der måske kan redde menneskeliv, fordi de er fremkommet på en tvivlsom baggrund. Ryberg indvilligede i, at man kan tænke sig en situation, hvor det ville være "dybt uetisk" ikke at benytte sådanne informationer, men gentog, at han mente, at "virkelighedens verden" er en anden.

Det kunne altså forekomme, at diskussionens kerne var, hvad man skal forstå ved "virkelighedens verden": Er det i virkeligheden sådan, at man må benytte oplysninger fremtvunget gennem tortur i visse situationer, eller er det i virkelighedens verden sådan, at den slags situationer ikke opstår, dvs. de er en slags 24-timer-fantasi?

Imidlertid er sagen en anden. Den egentlig uenighed mellem de to debattanter (som Deadline-værten ikke nåede frem til) består i, hvorvidt det er rigtigt af regeringen offentligt at sige, at man vil være klar til at benytte de omtalte (tænkte eller virkelige) informationer. Tamm var enig i nødvendigheden af den principielle modstand mod tortur i enhver afart - Ryberg var omvendt enig i, at der kunne opstå situationer, hvor man ville være tvunget til at bruge "beskidte" informationer for at redde menneskeliv. Spørgsmålet er derfor "i virkeligheden", hvilken effekt det har, at regeringen udtrykker den holdning, som begge professorerne deler. Spørgsmålet er, om der er en fare i, at vi overhovedet er begyndt åbent at diskutere rimeligheden af tortur i forskellige grader og sammenhænge.

Måske kan man sige, at Rybergs holdning i konsekvensen er tæt på Zizeks definition af den kyniske ideologiske attitude: "Vi ved meget vel, men ikke desto mindre..." Vi ved meget vel, at PET vil benytte beskidte informationer, hvis situationen skulle opstå, men ikke desto mindre fastholder vi, at de ikke vil/må. Hvis Ryberg har ret, er problemet altså langt mindre, hvad PET faktisk gør, men snarere hvad de ansvarlige ministre, siger, at PET bør gøre. Den virkelige effekt (i kampen mod tortur) skal altså, ifølge Ryberg, skabes gennem en streng symbolsk modstand mod tortur. Når den symbolske strenghed svækkes, bliver (hemmeligt accepterede) undtagelsestilfælde til (offentligt) pragmatisk acceptable tilfælde indenfor loven, hvilket vil være en reel opfordring til mere tortur. Med andre ord: Hvis demokratiske regeringer begynder at udtrykke sig pragmatisk overfor tortur, vil det have særdeles håndgribelige konsekvenser for tusindvis af fanger med meget forskellige typer af forbrydelser på samvittigheden, inklusive egentlige politiske fanger.

Strukturen minder om diskussionen om aktiv dødshjælp, hvor det umiddelbart principielle måske er det mest pragmatiske: Vi ved meget vel, at der forekommer en form for aktiv dødshjælp rundt omkring, hvor læger slukker for forsyningen, men ikke desto mindre fastholder vi, at det ikke skal være lægens officielle opgave.

Spørgsmålet synes altså snarere at være, om et sundt samfund er baseret på gennemsigtighed og en regering og en lovgivning, der er i overensstemmelse med pragmatisk nødvendighed, eller om det snarere er baseret på principielle og universelle regler, som vi meget vel ved ikke altid kan opretholdes.

I den nye film af Stéphane Brizé , Ikke her for at blive elsket, kan den opmærksomme seer lære ikke så lidt om dans. Dansen er nemlig som en leg og som et spil: i den forstand, at der handles ud fra et bestemt regelsæt og i en lukket verden indeholdende sit eget sæt af ideer om, hvad der er rigtigt og forkert, skønt og uskønt. Men dansen adskiller sig fra sportsgrene såsom fodbold og speedway ved det, at en tilskuer, konkret eller imaginær, altid er inkluderet.

Filmens to hovedpersoner er den forsmåede, men charmerende kvinde Francoise, og den livsbitre men følsomme pantefoged Jean-Claude. De to kuldsejle(n)de eksistenser er begyndt til tango i en lokal klub, og herfra tager tingene langsomt fart. Det egentlige vendepunkt kommer i den scene, hvor de to sammen med det lokale tangohold er taget ind for at være tilskuere til en danseopvisning ved to professionelle tangodansere. I tangoens ”opdæmmede” og koordinerede erotik viser der sig således en række subjektive positioner:

Francoise ser i opvisningen formentlig den perverse fantasi om at blive en lille bitte brik i et perfekt, harmonisk system: den yndefulde, sexede og lidenskabelige kvinde, der spiller spillet (danser dansen) til perfektion, til den forestillede Tilskuers glæde. Vi har her billedet af spillet – eller strukturen – som harmonisk hele.
For Jean-Claude tager situationen sig dog anderledes ud: I de dansendes tøjlede hengivenhed oplever han nemlig sin egen frustration over ikke at kunne vise sine følelser for den kvinde, han elsker (Francoise). Ligesom danserne, er også han dømt til at gentage sine rigide adfærdmønstre i det uendelige. Vi har her spillet/strukturen som spændetrøje.
Man aner desuden, at den tragiske følelse ikke ligger langt herfra: den overjordiske lidelse som pålægges et subjekt, når det erfarer, at det alligevel aldrig vil lykkes at undslippe strukturerne. Altså strukturen som skæbne.

Kort tid efter danseopvisningen opdager hovedpersonerne imidlertid endnu en side af dansen: dansen som et rum for hemmeligheder. Dansen som et fælles, hemmeligt sprog, der kan tales mellem to elskende uden at det opdages af Nogen. Et rum hvor hver bevægelse pludselig får skjult og eksklusiv betydning. Her bliver mennesket subjekt, og vi opdager at filmens hovedrolle hverken tilhører Francoise eller Jean Claude, men subjektet det dansende par. Dansen bliver stedet, hvor subjektet både kan være og ikke være på samme tid, hvor man kan gemme sig og blotte sig, give sig hen og forstille sig, for hvem? For den Andens blik.

Skal vi nu knytte an til TV-succes’en Vild med Dans, er det klart, at der her først og fremmest fokuseres på den perverse fantasi: ”se hende nu, hvor smuk hun er i den røde kjole, og hvor hun dog nyder det! Dét er da enhver piges drøm.” Og om den store lidt kejtede fyr, der ofte ender med at blive publikums darling siger de: ”se nu det store pjok, hvordan han sjosker i hendes kjole.. men, han går på med krum hals, – det skal han alligevel ha!”
Således finder den almindelige dansker langsomt ind i dansens rytme: det er i orden at være et pjok på gulvet, det er i orden at have drømme om baller med gyldne lysekroner og skinnende røde kjoler. For alle kan lære at danse, alle kan tage sig godt ud på tv, når blot de klør på i øvelokalet og med den rette lærer. Her skriver Vild med Dans sig ind i dansefilmen, som vi typisk kender den fra Hollywood i 80’rne: den lidt kiksede pige, der møder en stor, stærk og flot danseinstruktør – og snart lærer at træde dansen uden nogen kære mor i hånden (Dirty Dancing, Strictly Ballroom). Dertil kommer det sociale/politiske dansedrama, hvor elskende kan mødes på tværs af sociale skel (Grease, Save the last dance) på trods af lidt hjertekvaler undervejs.
Men ingen af disse film er naturligvis andet end reaktionære fantasier. Ganske som den gængse amerikanske sportsfilm, i øvrigt, som ligeledes typisk udspiller sig i spændet mellem perversion og politik (det lidt umage hold, der alligevel vinder mesterskabet til sidst). Men tilbage til sagen: med Brizé er den første ægte ’subjektive’ dansefilm født.

(Det skal understreges, at forfatterens kendskab til dansefilm er særdeles begrænset – de fem nævnte er de eneste han kender. Læsere er således meget velkomne til at kritisere, supplere eller udvide analysen.)

Menings-fulde bloggere poster i dag kun ét indlæg. Om Burma. De understøtter den fredelige protest i landet ved at indsætte et "Free-Burma"-indlæg på deres blog. Pointen skulle være noget med at vise støtte til de folk, der modigt trodser militærmagten i det undertrykte land. En slags opmuntring fra nettets store verden.

Er dette ikke et ærkeeksempel på det, Robespierre forarget nedgjorde som folk, der ønsker revolution uden revolution? Ikke alene vil vi have en fredelig revolution uden at nogen kaster med brosten, vi vil oven i købet have den på titusinde kilometers afstand!

Bill Gates hyldede engang nettet som den opkommende mulighed for en friktionsløs kapitalisme. Måske kunne man tilføje: Muligheden for friktionsløse meninger - politisk aktivisme uden aktivisme.