Det har i den seneste tid været svært at overhøre den larm der er kommet fra Frankrig – nærmere betegnet Tour de France. Sommervejret taget i betragtning skal man være enten hardcore outdoor eller anti-medie for ikke at have hørt den storm der har raset i medieverdenen. Mit stille indlæg handler således også om doping-tour, dog kun som en kommentar til en kommentar.

Sørine Godtfredsen har ved flere kritiseret Michael Rasmussen og den danske begejstring for ham. Hun mener bl. a. at begejstringen kan sløre vores syn på det faktum at han kan være dopet (S.G. synes næsten at antage at han er dopet). Deri kan hun på sin vis have ret; man har vel en tendens til at give danske ryttere lidt længere snor.

Efter Michael Rasmussens sørgelige exit kritiserer hun så den dårlige moral i feltet, da hun mener at de opfører sig som guder der bare tror at de kan tage doping, og dernæst opfører sig som små børn, hvis anti-doping myndighederne truer med at ransage deres ting; jf. nu afdøde Pantanis udtalelse under Tour de France i 98, da han truede med at tage hjem hvis de kom ind på hans hotel værelse for at kigge hans kufferter igennem. Sørine Godtfredsens pointe synes at være at de (cykelrytterne) tror at de er mere end de egentlig er.

Er udgangspunktet for Sørine Godtfredsen ikke forkert? Det er ikke cykelrytterne der påberåber sig gude status, men os fans der gør dem til idoler, helte og i nogle tilfælde til guder. Vi overfører vores forhåbninger og drømme på dem, og renser dem for vores egne menneskelige fejl.

Vi lever i en verden hvor en stor del af os gør jævnligt brug af medicin for at få det bedre og præstere bedre og i nogle tilfælde er afhængige af medicin hele tiden. Det drejer sig om smertestillende medicin til at de værste spændinger og smerter i kroppen, det drejer sig om opkvikkende medicin så vi kan holde længere på arbejdet, det drejer sig om beroligende medicin når vi så skal falde ned igen efter arbejde, det drejer sig om psykofarmaka, når drømme, følelser og virkelighed ikke harmonerer. Cykelrytterne tager ikke doping fordi de tror de er mere end os, de tager det fordi de er nøjagtig som os. Problemet med doping er at vi ikke vil have at gud er svag og har brug for medicin. Gud tager ikke en lykkepille når skaberværket er løbet lidt af sporet og cykelrytteren skal sgu ikke tage EPO når bjerget er for stejlt.

Problemet er ikke en dårligere moral i feltet af cykelryttere, men vores forventning om en højere moral i feltet af guder.       

I dag trækkes de danske soldater hjem fra Irak. De kan se tilbage på en militæraktion der skønnes at have kostet mindst 200.000 irakere livet og har efterladt landet i kaos og borgerkrig.

I de første par år af besættelsen var statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på enhver kritik af den ulovlige krig "Vil I have Saddam Hussein tilbage?" Men bemærkelsesværdigt nok er det ved at være længe siden Fogh har benyttet denne falske dikonomi til at afspore debatten. Det kan selvfølgelig skyldes at Saddam blev hængt den 30. december 2006, så hans tilbagevenden ikke længere er en fysisk mulighed. Men det skyldes nok snarere, at spørgmålet ikke længere har den retoriske kraft det havde engang. For at det skal virke, er det afgørende at der er en meget udbredt konsensus om, at selvfølgelig vil vi ikke have Saddam Hussein tilbage.

Problemet for Fogh er at i dag er det slet ikke så klart hvad man skal svare på spørgsmålet. Det er nemlig slet ikke sikkert at Irak under Saddam ikke var at foretrække fremfor det kaos der hersker i dag. Der er selvfølgelig ingen tvivl om at Saddam var en grusom diktator, der brutalt og bestialsk myrdede sine politiske modstandere. Men livet for den almindelige iraker var sandsynligvis at foretrække - forudsat selvfølgelig at man passede sine egne sager og ikke blandede sig i politik - fremfor i dag, hvor man ikke kan sende sine børn i skole uden at være bange for at de bliver dræbt af en selvmordsbombe.

I modsætning til sine brothers-in-arms George W. Bush og Tony Blair er Fogh dog indtil videre sluppet billigt fra sin 'aktivistiske udenrigspolitik' - først ved at spørge om vi vil have Saddam tilbage, og nu ved at trække tropperne hjem. Alt for for få har reagereret på hverken det ene eller det andet - og mon ikke også næste valg kommer til at handle om noget der minder om et 50 øres Dankortgebyr.

I øvrigt mener jeg at Statsministeren bør lade sig interviewe af Bo Elkjær. 

På store reklamer ved busstoppestederne kan man se en engageret Helle Thorning-Schmidt i samtale med en ældre dame. "Rettigheder til de ældre" står der med store typer under billedet.

Vi kan herfra kun støtte Socialdemokraterne i denne kamp. Men vi troede ærligt ikke at det var en kamp man behøvede at kæmpe i 2007. Vi troede ærligt talt at rettigheder var noget man fik ved det fyldte 18. år - for visse rettigheders vedkommende allerede ved fødslen - og så beholdt livet igennem. Vi er ærligt talt temmeligt chokerede over at erfare at det ikke forholder sig sådan, og da denne blogs skribenter heller ikke bliver yngre, er der ét spørgsmål vi gerne vil have besvaret: Som det er i dag, ved hvilken alder mister man sine rettigheder?

I dag kom så meddelelsen om at den italienske instruktør Michelangelo Antonioni er død. Han blev 94 år.

En mand kommer hjem fra arbejde.

Han sætter sig i sofaen foran fjernsynet og råber: "Giv mig en øl! Det starter om 15 minutter!" 

Hans kone kommer med en øl til ham.

Han drikker den og råber igen: "Kom med en øl! Det starter om 10 minutter!"

Konen kommer igen, noget modstræbende, med en øl.

Han drikker den hurtigt og siger højt: "Giv mig en øl mere, det starter lige om lidt!"

Hun kommer med øllen, og mumler noget, mens hun går ud.

Han drikker igen meget hurtigt øllen og råber: "Kom med en øl. Det starter lige straks!"

Hun kommer med en øl, hamrer den ned i bordet og siger: "Du kommer altid sent hjem fra arbejde, kræver en øl, og sætter dig ned. Aldrig laver du noget, aldrig har du en ide til noget nyt, aldrig siger du et rart ord. Du er en doven, uduelig, ligegyldig, elendig, selvtilfreds skiderik af en mand!!"

Han løfter øllen og siger: "Nu starter det..." 

En af filmhistoriens helt store, den svenske instrunktør Ingmar Bergman, er død. Han blev 89 år.

Den tyske skuespiller Ulrich Mühe - der brød igennem i udlandet med sin rolle som Stasi-agenten Gerd Wiesler i Florian Henckel von Donnersmarcks fremragende Das Leben der Anderen - er død af mavekræft, blot 54 år gammel.   

Overskrift i TV2-News:

Regeringen: Folk skal tage mere ansvar for eget liv.

Mens vi er ved det politisk korrekte: I anledning af deres årlige sommerbio, viser TV2 Zulu for tiden i række reklamer om de primitive negre der, ifølge reklamernes historie, bragte sommerbio til Danmark.

Det kan måske næppe undre at de smarte mediedrenge Keld Reinicke og Palle Strøm, som man forestiller sig i sin tid i år 2000 i en ordentlig brandert over en flaske dyr whisky fandt på navnet til den ny tv-kanal, hvis primære formål skulle være at få flere patter (for nu at citerere en af denne kanals profiler) på dansk tv, ikke kunne komme op med noget bedre end en gennemført racistisk kanalprofil - understreget af den lille neger der hopper hver gang der er reklamer. Men det kan undre mere at ingen rigtig har reageret på det. Det er derfor værd at lave jødetesten:

Man forestiller sig en lille tændstikmand med kalot, stort skæg og lange krøller der står og hopper før og efter reklamerne. I anledning af sommerbio, lavede man en serie reklamer der handlede om, hvordan det i virkeligheden var den internationale sammenslutning af forretningsjøder der stod bag sommerbio for at skrabe penge ind på slag af produkter fra de multinationale virksomheder de stod bag - og som de samtidig med reklamer propaganderede for, for at fange de naive ariske danskere ind i deres snedigt udtænkte komplot.

Idéen er hermed givet videre til d'herrer Strøm & Reinicke. Da det jo som bekendt er en naturlov at TV2 skal lancere en ny kanal om året, må de jo snart stå og mangle en profil.

Leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Komparativ Genomforskning, professor i biologi Rasmus Nielsen, udtaler i dagens udgave af Politiken:

"Jeg vil i hvert fald ikke kaste 2.500 års filosofi og 150 års psykologi ud af vinduet, fordi vi nu også kan forstå mennesket som et biologisk væsen."

Der er i vore dage som bekendt ikke noget mere politisk korrekt end at være politisk ukorrekt. Skal man rigtig positionere sig, skal man omgive sit i øvrigt banale synspunkt med bemærkninger om, at det må man jo på grund af den politiske korrekthed ikke have lov at sige.

En af denne disciplins mestre er Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank. Frank gjorde sig bemærket i den bredere offentlighed da hun i 2005 udgav bogen "Klonede tigre", hvor hun skoser Vesten for på grund af politisk korrekthed at sakke agerud i forhold til den fremstromende asiatiske kloniningsforskning, der ikke har samme nykker. En af bogen helte er den sydkoreanske kloningsforsker Hwang Woo-suk - samme Woo-suk der ca. et halvt år efter bogens udgivelse i hvad der nok må betegnes som en af de største videnskabelige skandaler til dato, blev grebet i omfattende fusk, der blandt andet omfattede fabrikation af data. 

Sagen har dog ikke ført til selvransagelse eller -besindelse hos Frank. "Hvordan fanden kunne han gøre det", udtalte hun til dagbladet Ingeniøren, da skandalen kom frem (http://ing.dk/artikel/68451)- men derved blev det.

For nylig producerede Frank for DR en serie på tre programmer med titlen "Videnskab der udfordrer". Plottet for udsendelserne blev gjort klart i indledningen til hvert program: Historien blev fortalt om hvordan videnskaben havde vist at jorden i virkeligheden er rund, men at denne viden var blevet undertrykt, da kirken ikke ønskede den frem. En forsimplet myte, hvad meget nyere - historisk - forskning har vist. 

Men således rustede var vi klar til at følge Frank, der tog til det store USA for at hente den nyeste videnskabelige viden hjem til lille Danmark - hvor man dog på grund af politisk korrekthed ikke ville vide af den. Sådan kunne Frank selv i hvert fald konkludere i slutningen af hvert program. Selvom en dansk genetiker i første program således gjorde sit bedste for at forklare hende, at det er videnskabeligt meningsløst at tale om menneskeracer, da forskellene mellem individer med samme hudfarve er langt større end dem der er mellem de forskellige hudfarver, institerede Frank på det nyttige i forskellig medicin til forskellige racer. Det var naturligvis blot politisk korrekthed der gjorde at forskeren ikke ville erkende det!

Andet program handlede om kriminalitet. Her kunne en amerikansk kriminolog fortælle, som Frank manende referende det, at "Den nyeste forskning viser, at kriminalitet er et komplekst samspil mellem arv og miljø!" Til trods herfor insisterede Frank på at anklage den danske kriminologi for, med sin overvejende sociologiske tilgang, at undertrykke den biologisk funderede kriminologi - trods det, at den danske kriminolog Beth Grothe-Nielsen kunne fortælle hende, at man næppe kunne forvente at den danske kriminologi skulle kunne være oppe på beatet med alle nyere forskningstendenser, da der i Danmark er ganske få kriminologer, og blandt dem endnu færre der arbejder som forskere.

Endeligt var temaet for tredje program om religion. Her handlede det om Franks ofte fremførte ateistiske trosbekendelse - hvordan kan nogen dog være religiøse, når videnskaben nu har vist at religionen sidder i hjernen? Bekendelsen har også ofte været fremført i Weekendavisen - til trods for at trobekendelser, når skribenten ikke har augustinske litterære evner, ikke er videre interessante for andre end den troede selv.

I denne uges Weekendavis, afslører Frank så på forsiden at - gys! - der er forskel på mande- og kvindehjernen, både hvad angår størrelsen og måden den bliver brugt. Men hvad betyder det så? Efter hvad Frank refererer, betyder størrelsen ikke noget for gørelsen: "...nyere forskning [tyder] på, at kvindehjernen kompenserer for mindre størrelse med en mere effektiv indretning."

Frank referer videre en undersøgelse af den amerikanske psykiater Jill Goldstein, der viste at hjerneaktiviteten hos mænd og kvinder var markant forskellig i en undersøgelse, hvor de skulle hæfte ord på billeder - men begge køn løste opgaven lige hurtigt og godt.

Artiklens hovedkilde, neurobiologen Larry Cahill udtaler at om ti-femten år vil alle vide at der er kønsforskelle i hjernen - til trods for de undersøgelser artiklen referer tyder på at det ved vi allerede nu. Cahill fortæller selv: "Det som åbnede mine egne øjne for hjernens kønsforskelle var en opdagelse af, at de to køn bruger forskellige hjernehalvdele til den samme opgave,"

Men hvad betyder det i forhold til det de to køn bruger hjernen til? "Indtil videre ved vi meget lidt om det. Men det tror jeg især skyldes, at det endnu ikke er undersøgt", fortsætter Cahill, og peger selv på hvad der gør det hele så komplekst:

"...der er tale om såvel forskelle, der skabes allerede i fosterudviklingen, som forskelle, der opstår senere. Meget er hormonelt bestemt, men også gener er involveret. Desuden er jeg overbevist om, at den sociale påvirkning, som de to køn får gennem opdragelsen og livet, i det hele taget spiller sammen med biologien og giver et ekstra lag af kompleksitet og forskellighed. Den forskning har vi bare stort set ikke taget hul på endnu."

Tja, noget ved vi åbenbart. Frank refererer den danske psykiater Karin Garde: "Kønnet er den væsentligste demografiske variabel for en lang række lidelser, og det er indlysende, at hvis vi skal forstå dem og behandle begge køn optimalt, skal vi se på mænd og kvinder hver for sig. Men det er umuligt at komme igennem med argumenterne herhjemme." Er det virkelig? Garde refererer ellers selv en ph.d.-afhandling, hvis konklusion denne skribent egentlig troede var velkendt: "Hvis man ikke tænker sig godt om og tager i betragtning, at de deprimerede mænd reagerer anderledes, fortæller om deres symptomer på en anden måde end kvinderne og er mindre synlige, kommer man til at underdiagnosticere dem. Det ved vi fra en dansk ph.d.-rapport. Vi ved også, at mændene hyppigere begår selvmord."

Spørgsmålet er jo så bare: Hvad siger det? Vel ikke nødvendigvis så meget andet end hvad Cahill siger, "at den sociale påvirkning. som de to køn får gennem opdragelsen og livet, i det hele taget spiller sammen med biologien og giver det et ekstra lag af kompleksitet." Altså: Er hjernens struktur og funktionalitet nødvendigvis det rette sted at kigge, hvis man skal forklare forskellen i mænds og kvinders reaktion på depression? Hvor meget spiller det ind, at den manderolle der stadig i høj grad gør sig glædende, er en hvor en rigtig mand ikke viser svaghed - og måske derfor tager den drastiske løsning, når det først rigtigt er gået galt? Vi ved i hvert fald at et af de forskellige reaktionsmønstre er, at kvinder langt oftere går til psykolog end mænd.

I det hele taget dokumenterer Franks artikel ikke andet end at der er forskelle i størrelsen på mænds og kvinders hjerner og i den måde de - fysiologisk - fungerer på. I sig selv for så vidt interessant - men jo næppe kontroversielt nok til forsiden. Men når det kommer til hvilke forskelle det gør for måden mænd og kvinder BRUGER hjernen på, rummer artiklen ikke andet end spekulationer. Og i det hele taget må man i denne debat - som i så mange andre debatter af denne type - holde tungen lige i munden og konstatere, at det netop er et kompleks samspil af biologi og socialitet. Lige så forkert som det er at hævde at kønnet blot er en social konstruktion, er det at benægte den åbenlyse kendsgerning, at kønnet kun OGSÅ er en social konstruktion. At vi ikke kun har et biologisk køn, men også et socialt - det man i 1970'erne kaldte kønsroller. På samme måde er komplekse fænomener som depression og andre psykiske lidelser BÅDE biologiske og sociale fænomener - for ikke at snakke om kognitive og intellektuelle færdigheder. 

Og hvad angår kønnet som social størrelse, kommer den gode Cahill med endnu et - vist utilsigtet - interessant udsagn: "Førhen mente man, at kvinder egentlig bare var mænd med lidt østrogen, som kom forstyrrende ind over fra tid til anden." Det interessante er naturligvis den måde man(d) - også i videnskaben - har set kvinden som skabt i mandens billede. Det er ikke manden der har været en kvinde med testosteron der kom forstyrrende ind. Manden har været det normale som kvinden afveg fra - ovenikøbet ved at hendes kønshormon greb forstyrrende ind.

Der er således nok af interessante ting at tage fat på i forbindelse med den forskning Frank lægger frem - hvis man altså ikke som hende instisterer på en fordummende dikotomi mellem den nye Videnskabelige Viden fra Staterne og de ideologisk forblændede politisk korrekte.

Weekendavisen skal til gengæld have ros for at bringe molekylærbiologen Lars Allan Larsens nuancerede indlæg om hvordan vi skal forholde os til de nye muligheder for genetisk kortlægning der findes i dag.      

Som led i sit firmas markedsføring har direktøren for Travel Booking, John Tobiesen, filmet unge danske turister, der drikker sig fulde, optræder seksuelt udfordrende og opfører sig som unge mennesker nu engang gør, når de bliver berusede, og efterfølgende offentliggjort filmene på YouTube. (Læs JP's artikel her). Denne praksis har påkaldt sig heftig kritik fra flere sider, da den i bedste fald synes problematisk og i værste fald udgør en klar overtrædelse af markedsføringsloven, ifølge hvilken reklamer rettet mod børn og unge ikke må opfordre til indtagelse af alkohol, og ikke må fange de unges opmærksomhed med sex. Forbrugerjurist Mette Reissmann mener således, at filmene ”overskrider alle grænser”, og Alkoholpolitisk Landsråd kalder filmene for ”en meget uheldig, uetisk, ureglementeret og ulovlig måde at reklamere på.”

Det interessante i denne sag er imidlertid ikke spørgsmålet om lovligheden af Travel Bookings markedsføring, men derimod John Tobiesens begrundelse for denne markedsføring. ”Det er det, som de unge vil have” forklarer Tobiesen således. ”Det er en service over for vores gæster, og de elsker det”. Direkte adspurgt om, hvorvidt det i overensstemmelse med firmaets etiske kodeks, at man med den ene hånd tager penge for en rejse, mens man med den anden optager gæsterne i berusede situationer og offentliggør filmene, svarer han: ”Det synes jeg, det er. Gæsterne elsker det. Hvis de ikke vil fotograferes, så bliver de det heller ikke”. Og på spørgsmålet om, hvorvidt han er ansvarlig for de videoklip, der er blevet lagt på YouTube, leverer Tobiesen et decideret bemærkelsesværdigt svar: ”Selvfølgelig har jeg et ansvar. Inde på YouTube er der mulighed for, at man kan klage over de her klip, så kan YouTube fjerne dem.”

Hvorledes skal man foorstå dette sidste svar? Hvad er sammenhængen imellem de to sætninger, der jo tilsyneladende ikke har det store med hinanden at gøre? Forklaringen er enkel: Tobiesens svar er et perfekt udtryk for den markedsøkonomiske logik, ifølge hvilken forbrugernes præferencer udgør den eneste form for normativt vurderingsgrundlag. Dette fremgår klart af Tobiesens tidligere svar, hvor han fralægger sig ethvert moralsk ansvar for at have filmet unge berusede turister, ved at henvise til, at han jo blot yder en efterspurgt service; han opfylder et ønske, som hans kunder tilsyneladende har, nemlig at blive filmet mens de, godt berusede, udfører diverse tåbelige handlinger.

Samme logik gør sig gældende når vi vender os mod det ene tilfælde, hvor Tobiesen rent faktisk synes at indrømme et vist ansvar; publiceringen af filmene på YouTube. Tobiesen erklærer sig her ansvarlig for at have udført selve den handling han kritiseres for, nemlig at have lagt filmene på Youtube, men han nægter at påtage sig nogen form for moralsk ansvar. Også her placeres dette ansvar hos forbrugerne: Hvis man er utilfreds med de klip der ligger på YouTube kan man jo bare klage til YouTubes redaktion, så vil de fjerne dem. At klippene ikke er fjernet endnu må altså, ifølge Tobiesens logik, betyde, at de ifølge brugerne af YouTube er helt OK. Og så er der ikke mere at komme efter. Markedet er lov!

Den tidligere stripper Kira Eggers, i dag bestyrer af hjemmesiden www.kiraclub.com, deltog i dag i P3-programmet Blegt & Mirakler. Her kunne hun fortælle at hun ikke ved hvad hun nu skal med sit liv, da hun har gjort alt det hun drømte om.

Stakkels pige!

Belgiens grønne trøje, Tom Boonen, blev efter gårsdagens sejr spurgt, hvad det er for et had-kærlighedsforhold, han har til Touren. Han svarede :

”Det er jo så ufattelig hårdt, det her løb…jeg må være sadist, siden jeg bliver ved med at komme tilbage”.

Man kan vel kun sige med Mader: "Zabel, Zabel, Zabel, ZAAABEL!! ... Og det blev Tom Boonen!" 

Tv-Avisen kunne i sidste uge berette at mejerigiganten Arla - der jo som bekendt har så godt som monopol på salget af mælkeprodukter her i landet - har lanceret bogen "Mit barn skal i skole", der, som titlen antyder, giver gode råd til forældre, hvis børn skal starte i skole. Bogen er fra flere sider blevet kritiseret for at være (slet) skjult reklame - blandt andet fra forældreorganisationer Skole og Samfund, der ellers har medvirket til udgivelsen.

Her på bloggen kan vi lade være med at være en lille smule imponerede over Arlas evne til at sætte sig på det danske uddannelsessystem på alle niveau - ikke fra jord til bord, men fra førskolealderen til universitetsforskningen. For nogle måneder siden afholdt Aarhus Universitet det årligt tilbagevendende arrangement "Forskningens Døgn", hvilket primært blev markeret ved at et par gigantiske mælkekartonlignende reklamesøjler kundgjorde arrangementet op langs Nørrebrogade. Det er i den forbindelse værd at minde om at Aarhus Universitets bestyrelsesformand, Jens Bigum. er tidligere bestyrelsesformand for selvsamme Arla.

Vi undrer os blot over at man her i Danmark ikke - som man har det i kaptalismens moderland USA - har et monopoltilsyn, der rent faktisk aktivt bekæmper monopoldannelser, som det i USA skete med Microsoft. Trods det, at Arla beviseligt har udnyttet sit monopol til at sætte priserne på mælkeprodukter op, og trods det, at Arla beviseligt agressivt er gået efter at udrydde små konkurrenter som Thiese Mejeri.

Vi vil desuden minde om, at mennesket er det eneste dyr der drikker mælk efter spædstadiet, og det eneste dyr der har den mærkværdige vane at drikke en anden arts mælk. Og endelig at mange ernæringseksperter ikke mener at voksne mennesker bør indtage over en halv liter mælk eller mælkeprodukter om dagen.  

- skevet af en professionel journalist!

De bannerreklamer der pryder toppen af denne blog, har før været til diskussion. En af de seneste indeholder ovenstående generøse tilbud. Klikker man på linket, vil man på hjemmesiden www.skriveren.dk finde ud af at den professionelle journalist er den 49-årige far til syv, John Peters, der formedest 38.000 kr. tilbyder at skrive en biografi på en 60-70 sider. 50 eksemplarer af bogen er med i prisen. Skulle man i stedet have lyst til selv at skrive sine erindringer, tilbyder samme Peters også - på hjemmesiden www.livs-skribenten.dk - redaktionel hjælp i et halvt år, hvilket omfatter omkring 15 timers redaktionel vejledning, for 4500 kr. Om sig selv fortæller Peters at han "har oplevet lidt af hvert i livet. Det vidner i hvert fald de rynker omkring øjnene der viser, at jeg har smilet og leet meget. Ser man rigtigt efter, vil man også kunne ane de rynker som kommer af sorg, fortvivlelse og tårer."

Om begrundelse for projektet skriver Peters at det "ikke kun (er) statsministre og topdirektører, som er interessante mennesker. Tvært imod. ”Almindelige” mennesker, der har passet dagens dont og levet et liv som de flestes, rummer mange fortællinger."

Vi vil her bloggen tillade os at tvivle. Denne ideologi, som kan kaldes Jørn Hjorting-ideologien efter en af dens ivrigste fortalere, synes i den grad afkræftet af Hjortings eget virke gennem de sidste snart fyrre år, først på Danmark Radio P3 og siden P4 i "De ringer, vi spiller" og i dag på DK4 i "Snak med Hjorting". På samme måde synes det fænomen CVA er en del af, nemlig blogging, også at afkræfte denne teori. Folk i al almindelighed har egentlig ikke noget videre spændende at fortælle om deres liv. Lad dette også være et svar på en tidligere diskussion om hvorfor CVA's skribenter ikke optræder ved navne: Vi er virkeligheden ikke særligt interessante som personer. Vi lever blot kedelige, småborgerlige akademikerliv. Hvis vi har noget interessant at bidrage med i bloggosfæren, er det vores uforgribelige meninger - som nu for eksempel den der kommer til udtryk i dette indlæg.

Lad os som de gode psykoanalytikere vi er, minde om at det mest interessante ved et menneske ikke er det personlige, men det der er upersonligt og deles af alle - nemlig det ubevidste.

Og lad os slutte af med Erik Clausens uforglemmelige spørgsmål: "Hvis dit liv var en film, gad du så selv at se den?!"

I denne uges Weekendavis skriver Peter Tudvad i sin anmeldelse af Hans-Jørgen Schanz' nye bog om Hannah Arendt:

"I Arendts antropologi skelnes mellem det aktive liv (vita activa) - gradueret i arbejde (labor), fremstilling (work) og handling (action) - og det tænkende liv (vita contemplative). Det aktive liv er frem for alt beskrevet i The Human Condition (1958, på dansk 2005 Menneskets vilkår), det tænkende i det posthume værk The Life of the Mind (1977, titlen af Schanz gengivet som det rigeligt spirituelle "Åndens liv")."

Som enhver vild analytiker ved, er sandheden at finde i detaljen - i den perifære ubetydelighed, som viser os hvorledes resten af systemet er sat sammen. Som nu denne afsluttende parentes af den gode Kierkegaardforsker. "[T]itlen af Schanz gengivet som det rigeligt spirituelle "Åndens liv." Bemærk først den lethed hvormed ordene flyder. Tudvad er en dygtig skribent, der forstår at servere en spydighed, så den sidder. Idet vi netop har taget spørgsmålet om sofistikken op, må det være på sin plads at prise Tudvads retoriske talent. Det synes endvidere klart, at Tudvad ikke lægger stor vægt på hvordan dette ene værk oversættes til dansk. Han skriver ikke et ord mere om Ånd, men begiver sig videre ud i en diskussion af Arendt, Schanz og Kant. Der er meget at sige om denne, men jeg vil holde mig til den allerede nu overfortolkede parentes.

Tudvad har altså ganske henkastet givet os denne bemærkning om det rigeligt spirituelle i at tale om "Åndens liv". Den blot et at de små stik, anmelderen giver til forfatteren af en anmeldt bog på vejen til at anbefale et par oversatte norske værker i stedet. Netop derfor afslører den en stor sandhed, ikke bare om Tudvad, men også om ... Ånden og dens tilstand.

Tudvads pointe er klar. Det overhovedet at tale om "ånd" i denne forbindelse synes at være en upassende sakralisering. Rigeligt spirituelt. Arendt er bestemt ikke en "spirituel" eller "åndelig" mystiker, som hengiver sig til esoterisk new age pjank. Der er derimod tale om god videnskab: antropologi eller noget i den stil.

Det er denne sammenskrivning af det spirituelle og det åndelige, der afslører Tudvad. Men den afslører også noget andet. Det vil jeg komme tilbage til. Det første, vi må have med. er, at Hannah Arendt er tysk filosof. Standartoversættelsen af det engelske mind er på tysk Geist. Geist oversættes til dansk som ånd. Når vi oversætter mind til dansk, sker det lidt mere løseligt. Det kan ske som bevidsthed, som tænkning, men også som ånd. Det er i begge tilfælde imidlertid i en ganske bestemt betydning af ånd, som igen er taget direkte fra det tyske Geist. På tysk hedder Humaniora Geisteswissenschaften - åndsvidenskaber. Geist betegner med andre ord hele feltet af litteratur, filosofi, sprog, dramatik, medier osv., men det betegner også tidsånden, kapitalismens ånd (Weber), eller sågar absolut ånd, som hos Hegel (der bestemt heller ikke har noget "spirituelt" over sig, hvilket jeg dog ikke vil forklare her). Med andre ord: Ånden betegner hele det (lav- som høj-) kulturelle felt, men det betegner også den ånd, der er virksom i vores arbejdsliv, i vores sociale liv, i global politik og i lokal kærlighed.

Kunne man ikke formode, at det var et sådant begreb om ånd, Schanz havde i tankerne, da han valgte at oversætte "The Life of the Mind" med "Åndens Liv"? Kunne det tænkes at han havde skelet til den tyske oversættelse, der lyder "Vom Leben des Geistes"?

Der hvor retorikken endegyldigt sætter taleren selv mat, er imidlertid der, hvor vi husker på at Tudvad er Kierkegaardekspert. Manden ernærer sig ved at forske i Kierkegaards liv og værk. Kierkegaard var ikke bare inspireret af, men en del af den tyske filosofiske tradition, der gav næring til det ovenstående begreb om Ånd. Så meget som han kritiserer Hegel og dennes åndsbegreb, så sker det for at etablere en anden forståelse af, hvad der kendetegner de dynamikker og strukturer, som gør sig gældende inden for det, der ovenfor beskrives som ånd. Hvorledes har Tudvad undgået at lægge mærke til dette, i sine mangeårige studier af manden selv?

Bare rolig. CVA kender svaret: Er det ikke blot fordi Tudvad selv er del af en tidsånd, der har glemt hvad det vil sige at forstå sig selv som ånd? Er det ikke denne selvfølgelige sammenstilling mellem det spirituelle og det åndelige, der netop kendetegner den senmoderne spektakulære kapitalisme? Det er ikke fordi vi lever i et åndeligt/spirituelt underskud, at tilværelsen i denne tidsalder er katastrofal. Vi forbruger det åndelige/spirituelle i mere ekstravagante mængder og former end nogen sinde før. Katastrofen er tværtimod, at vi har mistet evnen til at skelne mellem åndelighed og mysticisme. Vi indtager Kierkegaard med buddhisme til forret og Koranen til desert.

Er det ikke også denne sammenhæng, der udgør den skjulte sandhed bag Kierkegaardcenteret? De evindelige biografiske debatter omkring personen Søren Aabye Kierkegaard tjener lige præcis det formål, at vi holder os på afstand af en egentlig interesse for indholdet i Kierkegaards filosofiske projket. Som om de eneste videnskabelige spørgsmål, der kan stilles om en åndfilosof, er af typen: "gik han nu til højre eller venstre ad Gl. Kongevej på sine spadserture genne København?", "hvorfor brød han forlovelsen med [Regitze eller Regine eller hvad hun nu hed]?"
Dermed kan vi holde historisk-videnskabeligt regnskab over de spirituelle forbrugsgoder, vores kulturarv har udstyret os med. Og alle kan tage del i løjerne til gavn for både oplevelsesøkonomi og vores egen spirituelle udvikling

Hvis der skal være et genuint projekt for filosofien og humaniora i al almindelighed, så må forarbejdet bestå i at flytte ånden derhen, hvor den igen har en chance for at forstå sig selv som ånd. Med andre ord: der skal insisteres på et sandhedsdueligt åndbegreb.

Hits Juli

Man kan vel sige at dette indlæg fortsætter, hvor sidste indlæg slap. For hvad kommer efter seniorpolitikken? Døden!

Det er nu en realitet at en ny tv-kanal til efteråret får premiere i Tyskland. Betalingskanalen EosTv vil (og jeg referer fra Politiken): "...sende kirkegårdsreportager, nekrologer, dokumentarfilm om døden, forbrugertips om gode plejehjem og gør-det-selv-programmer om installering af hjælpemidler til ældre – 24 timer i døgnet". Tv-udvikleren Wolf Schneider udtaler: "Flere end 800.000 tyskere døde sidste år. Hvis du ganger det tal med fire, har du antallet af pårørende. De er vores primære målgruppe". Kerstin German fra den tyske begravelsesforening, der også er med i projektet, fortsætter: "Vi ønsker, at se på den nye kultur, der forbindes med døden – nettet, billeder og film". En af kanalens indtægtskilder bliver således private nekrolog videoer - 30 sekunder, kr. 18.000.

Døden er blevet visualiseret og kapitaliseret. Det måtte jo ske. Men hvilke muligheder giver det os skidesprællere, der stiller så store krav og som altid kræver det umulige: I dette tilfælde at dø vores egen miserable død, uden om kapitalens lange arm?

1. Er det på tide at blive religiøs og få en ordentlig kirkelig begravelse? Kaffe og kage til de pårørende på det lokale forsamlingshus bagefter?

2. Er det på tide at flytte til Siberien og der kaste sig en i grumset flod? En notits i en snusket sibirisk avis kan man vel overkomme?

Indtil vi har svaret, må vi forsøge at holde os i live...

PS: Stokbro har kommenteret på ovenstående indlæg her.

Filoffen skrev for et par dage siden en fin og veludført diagnose om begrebet 'seniorpolitik'. Jeg er på mange måder enig i Filoffens pointer, og vil gerne videreføre diskussionen lidt. Fænomenet 'Seniorpolitik' må ses ikke blot som løsningen på et alment problem, men som den NYE løsning på et NYT problem. Til sammen kan vi godt kalde deres indbyrdes forhold for en symptomdannelse.

Filoffen taler om seniorpolitikken og bemærker rigtigt, at det bunder i opfattelsen af seniorerne som et problem. Hvem er det, egentlig, der opfatter seniorerne som et problem? Jeg vil tro, at det særligt er lederne - de NYE ledere - af virksomhederne, der opfatter seniorerne som et problem; altså de samme ledere som udmærket ved, at den ældre arbejdskraft er fundamental vigtig for både virksomhederne og samfundet.

Man fristes til at kalde denne indstilling for en 'følelses-ambivalens' i den gode gamle Freudianske forstand. Barnets forhold til Faderen: jeg hader ham, men jeg elsker ham. Freud mener at ingen af de to følelser kan udelukkes, udslettes i individet. Løsningen bliver tværtimod, at den ene følelse undertrykkes, mens den anden får lov at vise sig klart og tydeligt.

Der er altså tale om den typiske undertrykt fjendtlige indstilling overfor dem, man er afhængig af.

Nu er samfundet imidlertid ikke en familie. Man bør bemærke, at de ældre på virksomhederne formentlig sjældent ser sig selv som et problem, og at de i udgangspunktet ofte gerne vil arbejde - blot ikke under de nye vilkår!

Hvad er så de nye vilkår? Jeg vil prøve at nævne et par begreber, som falder i øjnene når man betragter diskursen:

Kvalitetssikring. Strukturreform. Efteruddannelse.

Selvom der sikkert også er en smule substans i disse begreber, har jeg fornemmelsen af, at der også ligger en hel del (tom) retorik i dem. Slogans, Buzzwords, Brands og logoer synes at være en meget vigtig del af - ikke blot nyere marketing, men også ledelsesteori. Det får mig til at tænke tanken, om ikke de humanister, der indtil videre har været efterspurgt af erhvervslivet (ikke som humanister som sådan, men specifikt som retorikere/sofister), ikke rent faktisk har sejret ad helvede til - om ikke humaniora og kommunikations-fagene har tiltvunget sig en hegemonisk indflydelse helt ind i de øverste rækker af erhvervslivet? Er det ikke derfor, at DR er ved at gå neden om og hjem? Osv.

Nuvel. Det var, hvad jeg havde at bringe. Diskussionen er åben.

DR-Nyhederne kan fortælle, at en webundersøgelse udført for fagforeningen 3F har afsløret, at kun en fjerdedel af de virksomheder, som har medlemmer af 3F ansat, har en seniorpolitik. Resultatet har rystet 3F:

Miljøkonsulent i 3F Palle Larsen er rystet over, at så få virksomheder har fokus på seniorerne i deres personalepoltik. Det er især er de små og mellemstore virksomheder, der svigter, siger han."Men det er endnu mere kritisk for de mindre virksomheder, hvis betroede medarbejdere bliver nødt til at forlade virksomheden, fordi de ikke har en fastholdelsespolitik. De smider en masse viden ud og det undrer mig, at virksomhederne har råd til det" siger Palle Larsen til Nyhedsbrevet 3F.

Capac har omgående fulgt op på nyheden: "Det står især grelt til i små og mellemstore virksomheder" konkluderer han. "Fraværet af en seniorpolitik gør, at mange ældre medarbejdere presses til at forlade arbejdsmarkedet, før det egentlig er strengt nødvendigt."

Men er problemet ikke præcis det modsatte? Er fokuseringen på og kravet om at virksomheder skal have en seniorpolitik ikke et symptom, snarere end en løsning? For hvorfor er det nu lige, at vi pludselig til at have en særlig politik for seniorer? Selvfølgelig fordi seniorerne bliver betragtet som et problem! Det er ligesom med rygerne: Det var først da rygning begyndte at bliev betragtet som problematisk, at der blev rejst et krav on noget sådant som en rygepolitik. Før den tid blev der pulset og røget løs alle steder, uden at der blev taget nogen særlig notits af det.

Hvad der er behov for er således ikke en seniorpolitik, men derimod en grundlæggende reorientering af virksomhedernes, og måske hele samfundets, holdning til det at blive ældre. Som Jarvis Cocker engang så glimrende udtrykte det:

In the meantime we try.
Try to forget that nothing lasts forever.
No big deal so give us all a feel.
Funny how it all falls away.
When did you first realise?
It's time you took an older lover baby.
Teach you stuff although he's looking rough.
Funny how it all falls away.

Help the aged
cos one day you'll be older too -
you might need someone who can pull you through
and if you look very hard
behind those lines upon their face
you may see where you are headed
and it's such a lonely place.

I forlængelse af mit reply til den forrige skribents udmærkede indlæg, kommer her en ekstra kommentar. Den bevægede sig efterhånden så langt væk fra den oprindelige analyse, at jeg poster den for sig.

Den i øjeblikket mest læste artikel på politiken.dk har overskriften "Mader og Leth: Det bliver ikke større". Jeg er i tvivl om hvordan dette skal analyseres. Der er ingen tvivl om, at politikens læsere længes efter noget, når de i hobetal flokkes om de små bidder af kommentarer fra Mader og Leth, der efterlades til dem på det verdensomspændende, men hvad er det, de længes efter? Jeg vil umiddelbart gætte på, at denne længsel er længslen efter det reelle, men hvorledes gestalter denne længsel sig i dette tilfælde?
Er det fordi tiden er moden til at kaste skuespillets lænker af sig, er masserne klar til mobilisering? Længes vi i den grad efter revolutionen? Eller er det fordi det skuespil vi præsenteres for er så eklatant pinligt, at det slår sprækker? Sørensen og ham den anden klovn leverer jo netop ikke nogen tegn, vi kan konsumere. Den kommentar de hyppigst kommer med er "Jeg har ikke ord...".
Man kunne her fristes til at komme med en filmreference, så det gør jeg.

I Matrix (den første) beskriver agent Smith hvorledes den første matrix, maskinerene konstruerede, var en såkaldt perfekt verden, hvor alle var lykkelige. Han beskriver også hvorledes denne matrix fungerede uendeligt dårligt fordi de, der "boede" i den ikke kunne tro på den, "Human beings define their reality through misery and suffering".
Man kunne fristes til her at vove den tanke, at den egentlige årsag til at denne matrix ikke virkede var, at computerne der kørte den ganske enkelt ikke havde computerkraften til at levere de tegn, der skulle til for at udfylde og give mening til det i sig selv noget tomme begreb "lykke" (ganske som to gange klovn). Med andre ord matricen hakkede og brød sammen fordi den konstant forsøge at finde på begreber, som den ikke var i besiddelse af. Eller bedre: den gentog den tomme forestilling om lykke i uendelige cirkler, der i sig selv virkede kvalmende og fik menneskene til at vågne af deres matrix-drøm.

Er det ikke netop det samme vi ser i forbindelse med tv2's dækning af TDF i tiden efter Leth og Mader?
Man fyrede Mader fordi han ikke længere passede ind i stationen strømlinede koncept, med en traditionel sportskommentator der leverer statistikker og andet jævnt (Mader) og en til at flyve højt over de metaforiske tinder (Leth). Og man fyrede Leth ... ja i ved selv hvorfor.
Med andre ord: man forsøgte at levere lykken i form af "good, clean family entertainment you can trust" og dertil kunne man ikke bruge de lingvistiske og libidinale excesser, men havde i form af Mader og Leth.
Men netop da man fjernede overskridelsen, fjernede man også enhver mulighed for at tilskuerne kunne involveres emotionelt.
Den gennemnormaliserede "lykke" som vi står tilbage med er så kvalmende virtuel, at vi får trang til at vågne og gå på toilettet.
Og er markøren "Jeg har ikke ord" ikke netop den klareste markering af denne patologiske normalisering? Er det ikke fordi vi ved, at Mader og Leth ville have haft ord - perverse, ubehjælpelige, tåbelige, overdrevne, voldelige, excessive ord - at vi længes? Er det ikke fordi vi længes efter disse ord, at vi overrender politiken.dk, når vi kan finde fragmenter af dem der? Ethvert "jeg har ikke ord" bliver på denne måde til et ar, der markerer: her ville begæret have kunnet overskride grænserne for det tilladelige.

Giv os for helvede nogle ord!

"Man skal kende sig selv", gentog Rolf Sørensen flere gange under kommenteringen af dagens etape i Tour de France. "Man skal kende sig selv, når man kører bjergetaper." Uden formodentlig at vide det, placerede Sørensen sig dermed i en lang og hæderkronet filosofisk tradition, der siden Sokrates har betragtet selvindsigt og selverkendelse som et af den filosofiske spekulations vigtigste og højeste mål.

Denne stræben efter selverkendelse kan tage to former: På den ene side at nå til erkendelse af sine egne styrker og begrænsninger og på den anden side at erkende det ubegrænsede, det uendelige i sig selv.

Når Sørensen talte om nødvendigheden af at kende sig selv var det helt klart den første form for selverkendelse han hentydede til; erkendelsen af sine egne begrænsninger. For at være en god bjergrytter, fremhævede Sørensen, skal man kende sine egne begrænsninger og styrker: Man skal vide hvornår man skal sætte angrebet ind, hvornår man kan følge med udbryderne og om man har kræfterne til at holde hele vejen op af bjerget.

I den kapitalistiske verdensorden er denne form for selverkendelse den eneste der har nogen værdi. Man skal kende sine egne begrænsninger så man ved, hvor meget man kan udsætte sig selv for og hvordan man bedst kan deltage i kapløbet om arbejde, karriere, partnere, penge og alle de andre goder som det frie marked tilbyder. Man har glemt den anden form for selvindsigt; den erkendelse som ikke fokuserer på menneskets begrænsninger og mangler, men tværtimod på menneskets evne til at transcendere og overskride sig selv.

I modsætning til Rolf Sørensen havde Leth og Mader blik for netop denne side af den menneskelige tilværelse. Måske skyldtes det Leths tendens til storladne poetiske udmeldinger, måske var grunden Maders forunderligt rammende vrøverier. Hvorom alting er, så var Leth og Maders kommentarer konsekvent orienteret mod rytternes evne til at overskride deres egne grænser; til at yde det umulige og det fantastiske. Bevares; der var selvfølgelig også plads til den kyniske kommentar om fordele og ulemper; til taktiske overvejelser over en given rytters eller et givet holds styrker og svagheder. Men disse bemærkninger var altid sekundære i forhold til det storladne drama og de grænseoverskridende bedrifter.

Kort sagt: Sørensen interesserer sig for mennesket som et begrænset, endeligt væsen mens Leth og Mader var interesseret i mennesket som et væsen er transcenderer sig selv og sine egne begrænsninger.; Sørensen betragter menneskets selverkendelse som et spørgsmål om at kende sine egne begrænsninger og styrker, mens Leth og Mader anså det for at være et spørgsmål om at komme til erkendelse af sig selv som et væsen det kan overskride sine egne svagheder og styrker; Sørensen ser det skønne ved cykelløbet; Mader og Leth så det sublime. Hvilket, selvfølgelig, leder os direkte til Kant:

"Wenn wir aber etwas nicht allein groß, sondern schlechthin- absolut- in aller Absicht- (über alle Vergleichung) groß, d. i. erhaben, nennen, so sieht man bald ein: daß wir für dasselbe keinen ihm angemessenen Maßstab außer ihm, sondern bloß in ihm zu suchen verstatten. Es ist eine Größe, die bloß sich selber gleich ist. Daß das Erhabene also nicht in den Dingen der Natur, sondern allein in unsern Ideen zu suchen sei, folgt hieraus..." (Kritik der Urteilskraft §25 - mine fremhævninger).

Er det gamle pacifist-parti SF pludseligt begyndt at gå ind for Hjemmeværnet? Man bliver helt i tvivl når man ser overskriften: "SF: Sæt Hjemmeværnet ind mod dræbersnegle". Man bliver dog beroliget når man læser ned i artklen:

"'Sneglene er formentlig den hurtigst fremrykkende fjende i øjeblikket,' siger Søvndal i en kommentar til regeringens løfte om hurtigt at lave en national handlingsplan mod den aggressive iberiske skovsnegl."

Søvndal fortsætter: "Og selv de ældre medlemmer kan jo være med i tempoet. Samtidig kan man sige, at vi ikke svigter andre forsvarsopgaver ved at sætte hjemmeværnet ind."

Fungerende chef for hjemmeværnet, kommandør Karsten Riis Andersen, kan ikke se komikken. Han udtaler: "Det har jeg i princippet ingen kommentar til, da jeg mener, at det ikke ligger inden for vores naturlige opgavevaretagelse."

Hertil må man blot spørge hvad der er mest irriterende: En dræbersnegl eller en fedladen mand med overskæg, der iført grøn vest endelig får lov at føle sig lidt vigtig, idet han kommanderer trafikken ved et større arrangement hvor Lars Lilholt, Bamses Venner og Nik & Jay typisk vil have optrådt?

(Kilde:  http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2007/07/13/145304.htm)

Marc Froment-Meurice har følgende observation:

'Yesterday Marx-Nietzsche-Freud, today Kant, who is making his return like an old diva who can never make up his mind to "bid the stage adieu"'

(Fra Solitudes: From Rimbaud to Heidegger, trans. Peter Walsh, Albany: SUNY Press 1995, p. xxiv. Citeret fra Hegel after Derrida, ed. Stuart Bernett, London: Routledge 1998, p. 293, n. 5.)

Den britiske Commission for Racial Equality, et uafhængigt offentligt nævn, der har til opgave at arbejde for etnisk ligestilling, har foreslået, at Hergés klassiske tegneserie 'Tintin i Congo' skal forbydes. ”Denne bog indeholder billedsprog og ord, som er udtryk for grufulde racistiske fordomme, hvor de 'vilde indfødte' ligner aber og taler som imbecile”, udtaler en talsmand således til The Times og fortsætter: ”Det eneste sted, det måske er acceptabelt at vise den frem, er på et museum med et stort skilt, hvorpå der står ”gammeldags racistisk sludder”.” Derfor, mener Commision for Racial Equality, bør britiske boghandlere holde op med at sælge tegneserien. (Læs mere om historien på Politikens hjemmeside).

At ’Tintin i Congo’ er racistisk kan der ikke være tvivl om. Afrikanerne i tegneserien portrætteres uden undtagelse som uintelligente, ubegavede, uskyldige skabninger, der ikke kan klare sig selv, men har brug for at blive styret og vejledt af de hvide koloniherrer. Et eksempel (klik på billedet for at se en større udgave af siden):

Har Commision for Racial Equality så ikke en pointe, når de ønsker at forbyde ’Tintin i Congo’? Kan et oplyst, liberalt, egalitaristisk samfund virkeligt tillade litteratur med en så klar og utvetydig racistisk dagsorden? Kan et album som ’Tintin i Congo’ ikke tjene til at fylde børn, unge mennesker og andre troskyldige sjæle med den fejlagtige forestilling, at afrikanere, sorte, negre, og generelt mennesker med en anden hudfarve er den hvide race underlegen? Og bør vi derfor ikke forhindre, at børn udsættes for den slags politisk ukorrekt lekture?

CVA’s utvetydige svar til disse spørgsmål er selvfølgelig et klart og utvetydigt NEJ! Selvfølgeligt skal vi, som samfund og som enkeltindivider, bevidst forsøge at påvirke børn og unge, således at de lærer, at alle mennesker, uanset køn, race, religion, politisk tilhørsforhold, nationalitet, hårfarve eller antal fingre på venstre hånd er moralsk ligeværdige. Den bedste måde at gøre dette på er imidlertid ikke ved at fortrænge fortidens grimme racistiske, mandschauvinistiske, eurocentriske verdensbilleder, eller ved at henvise ’Tintin i Congo’ og andre lignende album og bøger til museer, men tværtimod ved konstant at konfrontere dem, udfordre dem og udstille deres tåbeligheder og fordomme.

På et mere abstrakt plan kan ’Tintin i Congo’ desuden siges at illustrere den gode Freudianske, Lacanianske og Zizekianske pointe, at selv den pæneste, mest velfriserede overflade forudsætter og er betinget af en perverteret underside. Selv Tintin, tegneserieverdenens spejderdreng par excellence, har en skjult, ubehagelig og fortrængt fortid, som konstant truer med at dukke op til overfladen og omstyrte den bestående orden. (Det samme gælder for øvrigt en anden af tegneserieverdenens store duksedrenge, nemlig Superman, som i sine første eventyr udviste en foruroligende sans for social retfærdighed, og først og fremmest syntes interesseret i at afsløre og bekæmpe diverse eksempler på kapitalistisk udbytning af de fattige – en tendens som dog hurtigt blev skrevet ud af serien, i takt med at Superman blev en økonomisk succes).

At læse ’Tintin i Congo’ minder os således om, at vor tids pæne politiske korrekthed bygger på, og er opstået ud af, en almindelig accepteret, udbredt, rendyrket og ganske skamløs racisme. At racismen ikke blot er en mere eller mindre tilfældig historisk fordom, som vi nu lykkeligvis er kommet ud over, men tværtimod indtil for nylig var en helt grundlæggende og naturlig del af den vestlig kulturs værdisystem. Dette er et faktum, som man måske kan skamme sig over, men det er ikke noget man bør skjule. Og det bør ihvertfald gøre os en smule mistroiske overfor den politiske korrektheds apologeter, som tror, at undertrykkelse og ulighed kan fjernes ved blot at fjerne eller fortrænge de måder, hvorpå undertrykkelsen kommer til udtryk, som f.eks. historiske (kunst)værker. Men det er højest at fjerne et symptom, ikke den underliggende årsag til symptomet. Og som alle Lacanianere ved, skal man ikke fjerne sine symptomer, men tværtimod identficere sig med dem. Først derigennem kan man overvinde dem.

Opdatering 1: Se også Capacs indlæg om sagen her.

Opdatering 2: Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination i Danmark har udtalt sig om Tintin-sagen: "Hvad der står i tegneserier er ligegyldigt, når man ser på den hetz, der finder sted mod somalier og muslimer i Danmark, udtaler centerleder Niels-Erik Hansen og fortsætter "Jeg er ret tryg ved, at man i det danske uddannelsessystem lærer børnene om historiske sammenhænge, så de ved, at Tintin er produkt af en fortid. Det må være sværere at forstå den politiske korrekthed, når virkeligheden er en hetz mod muslimer". Læs mere her.

Læs også Rune Engelbreths blogindlæg om sagen her. Rune bemærker bl.a. at "Tintin i Congo hører bestemt til de mindre vellykkede kapitler i Tintins saga - også når vi ser bort fra dens kolonialistiske racisme - men kapitlet hører med til sagaen, og dets tidstypiske, men letgennemskueligt naivracistiske karakter tjener i virkeligheden oplysningen om (og kampen mod) racismen langt bedre, end noget malplaceret forbud nogen sinde ville gøre. Tegneseriealbummet er historisk populærkultur, der belyser sin tid, og som udmærket kan forsynes med en nøgtern kulturhistorisk baggrundsartikel, men som naturligvis bør læses, som det er." (Rune har andetsteds (Tegneseriemagasinet Strip) anmeldt den seneste danske nyoversættelse af Tintin i Congo, så han udtaler sig med en vis vægt - læs hans anmeldelse her).

En af CVAs gamle venner definerede engang paranoia sådan her: "Everything in the world has meaning - and it all relates to me!" Og som han bemærkede: Sjovt nok er denne definition sammenfaldende med filosofisk idealisme.

Nu har det iranske politi ifølge BT anholdt 14 egern, mistænkt for spionage. Om iranerne har læst for meget Hegel eller føler sig forfulgt (eller begge dele) er svært at sige, men som bekendt kan man godt være paranoid og alligevel have ret.

Ifølge lacaniansk psykoanalyse består den psykotiske tilstand i en form for nedsmeltning af forskellen mellem det symbolske og det reelle. Det vil sige, at alt, hvad der foregår, hele tiden har direkte, vital betydning. Der er ikke noget filter, der kan frasortere det uvæsentlige eller holde det på afstand. Psykotikeren er direkte konfronteret med det reelle, uafbrudt.

Er det en generation af psykotikere, der er på vej frem? Nyhedsavisen refererede i går en amerikansk professor i psykologi, Larry Rosen, der mener at arbejdsgivere for fremtiden skal indrette sig på nye medarbejdere, der ikke kan koncentrere sig om én ting af gangen og hele tiden skal roses.

Han [professor Rosen, CVA] er kommet frem til, at de der er opvokset med nettet og mobiltelefoner opfatter teknologi anderledes end de fleste andre. Ifølge Rosen registrerer de ikke, at de bruger teknologi på samme måde, som vi andre gør. Mens vi andre bruger nettet, ringer eller sms’er, så er de unge i den verden konstant. Med andre ord tager de ikke selv notits af om de sidder i biografen og sms’er, surfer på nettet på arbejdspladsen eller taler i telefon, mens de ekspederer kunder.

Eller, en anden mulighed: Er der tale om en form for almen autisme? Den symbolske orden er nærværende og virkelig, altopslugende, der skal holdes styr på alle signaler, men ethvert indbrud fra det reelle virker derfor netop potentielt livstruende? Vil evnen til at håndtere traumatiske indbrud i den symbolske orden blive radikalt svækket?

Det er sjældent at positiv særbehandling bliver foreslået i den danske debat. Trods det, at langt de fleste chefer og ledere både i det offentlige og det private erhvervsliv er mænd, og trods det, at selvom langt størstedelen af de universitetsstuderende i dag er kvinder, så er kvinderne stærkt underrepræsenterede blandt de universitetsansatte. Ikke desto mindre betragtes positiv særbehandling normalt som 'udansk'.

Men nu er den for alvor gal! Næsten 70% af de medicinstuderende er nemlig kvinder, og det har fået Det Radikale Venstre til at blive bekymrede. Kvinderne vælger nemlig specialer som at blive alment praktiserende eller børnelæger, mens der er ved at blive mangel på kirurger. Det Radikale Venstres sundhedsordfører Charlotte Fischer udtaler:

"Det er en forkert kurs, vi i øjeblikket ser på lægestudiet, og vi kan ikke bare lukke øjnene for, at det er ved at udvikle sig til et kvindefag. Det her handler ikke om ligestilling, men om at vi har et overordnet samfundsansvar over for sundhedsvæsenet og patienterne."

Det Radikale Venstre foreslår derfor at flere medicinstuderende optages gennem kvote 2, da erfaringen fra Syddansk Universitet, hvor 50% optages gennem kvote 2, er at det giver flere mandlige studerende

Det er for så vidt et prisværdigt initiativ at arbejde for at kvote 2 - der af tåbelige ideologiske årsager på det nærmeste er blevet afskaffet af regeringen - igen kommer til at spille en vigtig rolle i optagelsen på de danske universiteter. Men begrundelsen er gal. "Det handler ikke om ligestilling", siger Charlotte Fischer, der er noget langt alvorligere på spil - "samfundsansvar over for sundsvæsenet og patienterne." Samfundet er med andre ord truet af de mange kvindelige medicinerne! For kvinder vælger jo de bløde specialer - så vi har brug for nogle mænd til at tage den hårde tjans som kirurger, der jo som bekendt er et fag, der kræver både nosser og hår på brystet.

Det er beskæmmende at Det Radikale Venstre på den måde aktivt medvirker til at reproducere kønsstereotypier. I stedet for at se på hvordan man kan få flere medicinere - kvinder som mænd - til at blive kirurger i det hele taget, vælger Charlotte Fischer at lægge skylden på kvindelige medicinstuderende - i sådan en grad at de gøre til samfundsskadelige og farlige for patienterne og sundhedsvæsenet!

Hun bakkes op af formanden for Foreningen af Danske Lægestuderende, Morten Andresen, der til Tv-Avisen udtaler: "Det handler jo sådan set om at lægestanden jo sådan set skal betjene det brede Danmark, og det mener vi i hvert fald ikke at man gør ved at få de dér 10-11-tals piger som en eksklusiv klub."

Charlotte Fischer bakkes også op af Venstres forskningspolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen, der er parat til at se med "nye øjne" på optagelsesprocedurerne, hvis de nuværende optagelseskrav - det vil altså sige karaktergennemsnit fra gymnasiet - afholder mænd fra bestemte studier. Forskningsordføreren fra det parti der som det største i regeringen har arbejdet hårdt for på det nærmeste at afskaffe kvote 2, er altså nu parat til at overveje at ændre på det optagelsessystem man selv har indført, hvor det alene er karaktergennemsninttet der tæller - udelukkende fordi der er for mange piger der søger ind på medicin!

Hvor var Charlotte Fischer og Torsten Schack Pedersen dengang medicin var et mandefag? Var der dengang nogen der kæmpede for ændrede optagelsesprocedurer fordi der var for få kvinder på studiet? Var der en formand for de lægestuderende der udtalte at det var et problem at medicinstudiet var blevet en eksklusiv klub af ug-drenge? Hvor er Charlotte Fischer og Torsten Schack Pedersen i dag i kampen for at få flere kvindelige lektorer og professorer på universiteterne? Vil de der overveje ændrede ansættelseskrav, fordi de nuværende afholder kvinder fra at få stillingerne? Og vil de overveje lignende tiltag for at få flere kvindelige chefter og bestyrelsesmedlemmer i såvel det offentlige som det private erhvervsliv? For slet ikke at snakke om at ændre på det danske valgssystem, da der jo også er en overvægt af mandlige politikere - og noget jo tyder på at der var behov for flere kvinder på Christiansborg, når en så åbenlyst kønsstereotyp og -diskriminerende tankegang kan florere, endda blandt kvindelige politikere.

Mens positiv særbehandling altså betragtes som 'udansk' når det drejer sig om at få kvinder ind på områder, der traditionelt har været mændenes domæne, så betragtes det som i orden, når medicin er blevet et 'kvindefag' - og endda er blevet det uden nogen form for positiv særbehandling, men udelukkende i kraft af at de piger der har søgt ind har haft det højeste gennemsnit.

De Konservatives sundhedspolitiske ordfører, Helle Sjelle, skal have tak for at sige det klart i Tv-Avisen: "Jeg opfatter det her forslag som kønsdiskrimination, og det troede jeg ærligt talt ikke var noget man ville her i 2007. Jeg troede vi var kommet ud over det."

Det handler ikke om ligestilling, siger Charlotte Fischer - men det er lige nøjagtigt hvad det gør.

(Kilder: DRs nyhedshjemmeside og Tv-Avisen, 12. juli 2007, kl. 18.30)

En dansk soldat ved navn Jesper, der har været udsendt i Irak, svarer i dagens Information på spørgsmålet: "Tænkte du som soldat på, hvorvidt det passer, at 600.000 civile er døde pga. krigen?"

 "Man kan ikke spekulere dybere over, hvor mange der bliver slået ihjel. Så bliver man tosset i hovedet. Det er ligesom at spekulere over, hvor stort verdensrummet er. Så bliver man sgu også kuk."

Med opløbet til Irak-krigen som eksempel kan man opstille fem teorier om international politik, eller nærmere bestemt konfliktløsningstilgange:

1. Den gordiske knude. Man hugger knuden over og tager problemet væk. Nogen må gøre noget, selvom vi ikke har sikker viden. (Angreb på Irak, uanset våbeninspektørernes meldinger).

2. Den salomoniske løsning. Man truer som Salomon med at hugge barnet midt over og håber på, at de involverede kommer til besindelse, som barnets virkelige moder, der hellere ville give sønnen til den falske moder end at se ham dø. (Kræver reel militær trussel.) 

3. At gå efter manden. (Saddam var problemet. Saddam måtte væk.) Minder om 1.

4. At gå efter bolden. (Masseødelæggelsesvåbnene er sagen; hvis de findes ulovligt, skal enten 2. eller 1. sættes i værk). Minder om 5. 

5. Hønen eller ægget. Årsagssammenhængene er komplicerede. Dialogen bliver et formål i sig selv, i den forstand, at den kan bilægge striden uden at ty til vold/straf. (Den europæiske tilgang til Irak (men eksemplarisk udtrykt ved tilgangen til sandheds- og forsoningsprocessen i Sydafrika).) 

En farlig mand, kaldte Marianne Jelved, daværende formand for Det Radikale Venstres folketingsgruppe, statsminister Anders Fogh Rasmussen i foråret 2006. Selvom det næppe kan siges at være en helt forkert karakteristik af en mand, der førte Danmark med i Irakkrigen, og hvis manglende politiske stillingtagen til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger satte Mellemøsten i brand. Ikke desto mindre har de radikale under den nye formand for folketingsgruppen, Margrethe Vestager, og kalder ham nu en pragmatisk politker, der åbner sig mod midten i dansk politik.

Man kan mene hvad man vil om at de radikale på den måde har skiftet kurs af frygt for Ny Alliance. Men det var ikke desto mindre samme Vestager, der kom med nok den mest præcise karakteristik af statsminsteren, da hun den 28. juni blev interviewet til Tv-Avisen efter hun havde været til kaffe hos ham - i anledning af netop hendes nye formandsskab:

Journalist: Føler du, du er kommet nærmere på statsministeren efter sådan et møde her?

Vestager: Nej, (griner) det tror jeg ikke man kan sige! Men øh, men det var et ordentligt møde, der var ikke noget dér. Men jeg tror ikke Statsministeren er en mand man sådan lige kommer tæt på.   

Journalist: Hvorfor ikke?

Vestager: Det ved jeg ikke... Har du ikke også den fornemmelse?  

Kære Center for Vild Analyse (navnet ændret, men er Center for Vild Analyse bekendt, red.) 

Spændende blog du er arkitekten bag. Beklager mit sene svar, men har været ude at rejse. Tak for tilbuddet om at deltage, men jeg tillader mig at springe over og koncentrerer mig om at holde sommerferie.

God sommer og bedste hilsner

Morten

Vi har tidligere på denne blog lovet at vende tilbage til den amerikanske filosof Richard Rortys død. Tiden til det er kommet nu. Nekrologen nedenfor er skrevet som en kronik til Politiken, men blev desværre afvist af kronikredaktør Anders Jerichow med følgende venlige ord:

Kære Center for Vild Analyse (navnet er ændret, men er Center for Vild Analyse bekendt, red.)

Mange tak for læsning af din artikel om Richard Rorty.
Den er ikke uinteressant, men vi må desværre takke pænt nej. Sagen
er jo, at vi kun har en Kronik om dagen - og at vi derfor hver eneste
dag må vælge og prioritere mellem de rigtig mange manuskripter, som vi
får tilbudt. Hver eneste dag må vi derfor sige nej tak til mange gode
tekster.

Det går i dag også ud over dig.

Beklager.

Venlig hilsen

Anders Jerichow
Kronikredaktør

Dertil er der jo så kun at glæde sig over at man har sit eget medie at publicere i:

Ved en liberal ironikers død

Richard Rorty – der døde den 8. juni – var en af de sidste 30 års mest kontroversielle amerikanske filosoffer. Hvilket endda ifølge mange filosof-kolleger er at sige for meget: Ifølge dem var Rorty slet ikke filosof – på trods af, at han var uddannet i netop filosofi ved flere af de mest anerkendte amerikanske universiteter, og selvom Rortys værk var én lang række diskussioner med både nulevende og afdøde filosoffer.

Politisk var Rorty udskældt af både højre- og venstrefløjen – afvist som en uansvarlig relativist og ironiker. Det er sandt, at han både var relativist og ironiker, men det hører med til billedet, at Rorty – på linje med højrefløjen – advokerede for, at amerikanerne igen skulle blive stolte og patriotiske. Men også, at han samtidig var en arg modstander af Georg W. Bush, og at han – på linje med venstrefløjen – argumenterede for velfærdsreformer, der skulle modvirke fattigdom og klasseskel i det amerikanske samfund.

Historien om Rorty er således en væsentlig historie om tilstanden i det amerikanske intellektuelle og filosofiske miljø i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede.

Rorty var ikke uden skyld i, at han var kontroversiel. Med gennembrudsværket Philosophy and the Mirror of Nature fra 1979 markerede han sig som et bidende ironiker med en skarp pen og et utraditionelt tag på filosofien. Bogens grundlæggende pointe var, at de traditionelle filosofiske problemer var skinproblemer. Det gjalt specielt det såkaldte bevidsthedsfilosofiske problem, altså problemet om, hvad forholdet er mellem bevidstheden og kroppen. Og det gjalt det erkendelsesteoretiske problem, altså problemet om, hvordan vi overhovedet kan have viden om vores omverden.

Da Rorty som skrevet anså disse problemer som skinproblemer, så han det ikke som sin opgave at komme med ”løsninger” på dem. I stedet søgte han at diagnostisere, hvorfor disse problemer overhovedet var kommet til at virke som væsentlige problemer, som filosoffer skulle løse.

Ifølge Rorty stammede disse problemer fra idéen om bevidstheden som særlig størrelse, der kunne afspejle omverdenen – et ”spejl af naturen”, som han kaldte det i titlen. Denne idé opstod ifølge Rorty ved den moderne filosofis begyndelse i 1600-tallet. Den naturvidenskabelige revolution gjorde, at filosofiens traditionelle metafysiske spekulation om verdens indretning var blevet afløst af fysikkens eksperimenter. I en sådan situation måtte filosofien genopfinde sig selv, og det gjorde den ved at opfinde idéen om bevidstheden som en særlig erkendende ting, der ikke kunne undersøges naturvidenskabeligt.

Denne forestilling om bevidstheden som en særlig ”tænkende ting” var ifølge Rorty måske nok rimelig tilbage i 1600-tallet, hvor man ikke vidste bedre, men efter Darwin burde vi have lært at se mennesket som led en i lang evolutionshistorie og bevidstheden som et naturligt fænomen, der som andre naturlige fænomener kan undersøges naturvidenskabeligt.

Dette virker nok langt mindre kontroversielt i dag, hvor nye hjernescanningsteknikker har gjort, at den naturvidenskabelige undersøgelse af bevidstheden i dag er en hastigt voksende industri, som også mange filosoffer er involverede i. Og selvom emnet også i dag debatteres heftigt blandt filosoffer, så stod Rorty heller ikke dengang alene med dette synspunkt.

Langt mere kontroversielt var det, at Rorty hævdede at spørgsmålet om, om vi kan have en sand erkendelse af verden, er et pseudospørgsmål. Ifølge Rorty er det en fejl at tro, at det giver mening at spørge om vi erkender verden, sådan som den virkelig er. Vores bevidsthed er ifølge Rorty et redskab, vi har udviklet gennem evolutionen, og som har forbedret vores overlevelseschancer – på samme måde, som det at vi har tommelfingre har gjort. Men ligesom det ikke giver mening at spørge om vores tommelfingre giver os en sand erkendelse af verden, giver det ifølge Rorty ikke mening at spørge til, om vores bevidsthed giver os en sand erkendelse af verden. Spørgsmålet er ikke, om vores erkendelse er sand eller falsk, men om den virker. Naturvidenskaben fortæller os således ikke, hvordan verden virkelig er. Men er et redskab, der gør os i stand til at bygge broer og sende mennesker til månen og andre praktiske gøremål.

Dette synspunkt var for alvor kontroversielt i en amerikansk filosofisk kultur, hvor naturvidenskaben af mange blev – og bliver – anset som paradigmet på sand erkendelse. Rorty adskilte sig herved fra dem, der var enige med ham i, at bevidstheden kunne undersøges naturvidenskabeligt. Det var Rorty for så vidt enig i – men det var bare ikke det, der interesserede ham.

Rortys projekt var i stedet at gøre op med idéen om, at filosofien burde lægge sig efter naturvidenskaben og blive en teknisk og specialiseret disciplin. I stedet så Rorty filosofiens – og sin egen rolle – som den klassiske intellektuelles. Det blev klart med hans andet hovedværk Contingency, Irony and Solidarity fra 1989. Bogen rummede en videreførsel af Rortys idéer på det politiske område, men udmærkede sig derudover ved to ting, der i store dele af den amerikanske filosofi den dag i dag anses for uantagelige: 1) Den rummede omfattende analyser af skønlitterære værker. 2) Den diskuterede indgående tyske og franske filosoffer som Hegel og Derrida, der af mange i USA den dag i dag anses for at være uforståelige og meningsløse.

Bogens centrale pointe er, at vi også i politikken bør opgive idéen om, at der er nogle sandheder, vi kan erkende. I stedet bør vi blive, hvad Rorty kalder ”liberale ironikere”. Ironien består i, at vi skal erkende, at selv vores mest dybtfølte overbevisninger – hvad enten de er politiske, religiøse, eller personlige – blot er et resultat af tilfældigheder. Det liberale skal forstås i den amerikanske betydning at være åben og tolerant. I og med vi erkender vore egne overbevisningers kontingens, skulle vi ifølge Rorty blive bedre til at forstå andre og derved blive i stand til at udvide vores følelse af solidaritet fra kun at omfatte dem, vi deler religion, nation eller overbevisninger med, til at blive mere og mere omfattende.

Denne åbenhed overfor dem, vi er uenige med, skulle ifølge Rorty gøre os gradvist bedre til at forstå andres lidelser og reagere på dem. En liberal er derfor ifølge Rorty en person, der mener, at menneskelig lidelse er det værste, der findes.

Det er her litteraturen kommer ind: Gennem den bliver vi i stand til at få både en større tolerance og følsomhed overfor andres lidelse, da vi gennem litteraturen bliver præsenteret for måder at leve på, og former for menneskelig fornedrelse, vi ikke kendte. Rorty skriver – for mange filosoffer provokerende – at Onkel Toms hytte har haft større betydning end Kants moralfilosofi, da den gjorde hvide mennesker i stand til se, hvike former ydmygelser negerslaverne blev udsat for, hvilket til sidste førte til slaveriets afskaffelse. Omvendt giver bøger som George Orwells 1984 og Vladimir Nabokovs Lolita os indsigt i, hvilke former for grusomheder, mennesker er i stand til at påføre hinanden henholdvis på det politiske og det personlige plan.

Rortys afvisning af, at der findes politiske eller moralske sandheder, skaffede ham – ligesom hans afvisning af, at naturvidenskaben erkendte sandheder – modstandere på halsen. Anklagen gik først og fremmest på, at han var relativist, da han ikke mente, at nogle kulturer var bedre end andre. Anklagen er kun delvis rigtig: Han tilsluttede sig at være relativist i den forstand, at han ikke mente, at der var nogen objektive standarder, vi kunne måle kulturer med. Men han mente alligevel, at vore dages liberale, demokratiske samfund var bedre end tidligere tiders despotier eller totalitære diktaturer – simpelthen fordi mennesker hellere vil leve i dem, da de betyder mindre lidelse, og fordi de giver mennesker bedre muligheder for at udfolde deres private livsprojekter.

I forhold til det sidste, var det for Rorty afgørende at insistere på, at der i liberale samfund bestod et skel mellem det offentlige rum og det private. I det offentlige rum skal det handle om at diskutere, hvordan vi indretter samfundet bedst muligt for flest mulige. Men det er afgørende, at vi indretter os på en måde, så der er plads til, at folk kan dyrke deres private idiosynkrasier.

Rorty bekrev dette i et lille selvbiografisk essay med titlen ”Trotsky and the Wild Orchids”. Heri beskrev han, hvordan det at vokse op i trotskistisk hjem fra barnsben havde givet ham en stærk sans for social uretfærdighed. Men han havde også en stor interessere for vilde orkidéer, og han havde i mange år kæmpet for at få de to ting til at passe sammen i et billede. Det var den modne Rortys pointe, at de to ting ikke nødvendigvis skulle passe sammen – men at der heller ikke er nogen modsætning: Samtidig med at man politisk kæmper for social retfærdighed, skal der være plads til éns følelser overfor éns nærmeste, éns private dyrkelse af religion eller éns interesse for vilde orkidéer. Alle sammen ting, der kan have afgørende betydning for éns liv – samtidig med at man indser, at de ikke nødvendigvis har samme betydning for andre.

Ved således at insistere på adskillelsen af det offentlige og det private, lagde Rorty sig således i forlængelse af en lang filosofisk liberal tradition. En pointe, den store tyske filosof Jürgen Habermas tilsyneladende fuldstændig misforstod, da han i en nekrolog over Rorty refererede pointen i ovennævnte essay som, at Rorty netop skulle ønske at forene fornemmelsen for vilde orkideér med social retfærdighed.

Denne insisteren på klassiske liberale dyder gjorde ham naturligvis upopulær på venstrefløjen – men Rorty var også selv ganske kritisk overfor den amerikanske venstrefløj. Hans tanker om kontingens gjorde naturligvis, at han måtte afvise marxismen med dens historiefilosofi om, at historien med nødvendighed bevæger sig mod det kommunistiske samfund. Men Rorty var også stærkt kritisk overfor den ikke-marxistiske venstrefløj, som han beskyldte for at have glemt kampen for social retfærdighed til fordel for rent akademiske kampe. Det er her værd at minde om, hvordan kampen for kvinders og minoriteters rettigheder i USA har ført til en politisk korrekthed og opsplitning i de amerikanske akademiske miljøer, hvor man har forkastet den klassiske kanon af ”store, døde, hvide mænd”. I stedet kræver enhver minoritet retten til sin egen historie og egen litteratur.

Rorty anså både kvindekampen og kampen for minoriteters rettigheder, som for eksempel borgerrettighedsbevægelsen, som rigtige og vigtige kampe. Men de havde ifølge ham udartet sig til at blive disse rent akademiske kampe, hvilket havde gjort, at venstrefløjen havde glemt den virkelige politik, som gør en forskel for almindelige mennesker. Rorty så her fagforeningernes kampe og visionære politikeres reformer – som Roosevelts New Deal-politik – som eksempler på sådan virkelig politik.

I Achieving our Country fra 1998 argumenterede Rorty for, at det var afgørende for at gennemføre sådanne sociale reformer, at amerikanerne igen blev stolte over at være amerikanere – noget der ikke gjorde ham mere populær på venstrefløjen. Men den patriotisme han argumenterede for, var ikke højrefløjens patriotisme. Det var en socialt båret patriotisme, som han mente havde eksisteret i det Demokratiske Partis storhedstid. Overført til danske forhold kan man sige, at Rortys politiske idealer svarer til drømmen om den klassiske socialdemokratiske velfærdsstat.

Rorty var derfor også stærkt imod den form for patriotisme, som han så blomstret op igen under George W. Bush. Rorty var derfor blandt de første støtter, da hans filosofkolleger Jürgen Habermas og Jacques Derrida i sommeren 2003 udsendte et åbent brev i flere store europæiske aviser, hvor de argumenterede for, at Europa burde forene sig i modstanden mod det selvtilstrækkelige USA, der få måneder før sammen med ”koalitionen af villige” var gået ind i Irak.

Med Rortys død har amerikansk filosofi således mistet en af sine store personligheder. En filosof, der udfordrede sine kollegers selvforståelse ved at insistere på, at filosofien ikke måtte blive en teknisk sag for specialister. Som insterede på, at filosofiens skulle spille en aktiv rolle i det samfund, den var en del af. Som selv insisterede på rolle som klassisk intellektuel. Og som var ikke var bange for at provokere kolleger, såvel som både højre- og venstrefløjen.

Rortys død efterlader et stort hul i den amerikanske filosofi. Lad os håbe, at der også i en tid, hvor universiteterne i såvel i USA som i Europa – herunder ikke mindst Danmark – præges af ensretning og ”fra forskning til faktura”-tankegang, stadig vil være plads til, at der kan komme nye Rortyer.

Med venlig, men spærret hilsen til bloggen The First Person in Print hermed denne overvejelse over udsigelsespositionen.

Hvem skriver? Hvem står bag analysen? I en tid hvor ophavsrettigheder, ytringsfrihed og injuriesager står på spring bag hvert udsagn, var det måske værd at overveje at manipulere lidt med udsigelsespositionen. Når alle i tiden" tager afstand" fra alt muligt ude i verden (fra radikale muslimer, fra Dansk Folkeparti, fra doping og fra Ungdomshusets vold) kunne det jo være, at der var brug for nogen, der tog afstand - fra sig selv! Her på bloggen har vi endnu ikke haft en eksplicit politik desangående, men man fornemmer, at den er undervejs (det kræver en afstemning i centrets ledelse mellem direktøren, senioranalytikeren og kuratoren for at falde på plads - underskriften mangler, som sportsredaktionen ville have sagt).

Gemmer de sig, CVAs skribenter? Eller laver de spas? Her er Vanishing Mediators svar:

"Den sociale orden vi behandler på dette forum må tiltros evnen til at kunne analysere sig selv - hvilket efterlader denne blogs skribenter i den lidet eftertragtelige, men alligevel nødvendige position af at være de mest syge og symptomatisk markerede elementer i denne orden. Hvis denne tese er korrekt, følger heraf at bloggens etik må foreskrive at der i allerhøjeste grad må sås tvivl om hvem der har skrevet hvad - sålænge det blot er vildt, sygt eller symptomatisk: Udsigelsespositionen må holdes åben, indenfor den ramme som CVA tilbyder. Er det ikke kun sådan det symbolske kan holdes i live?"

Tør man tilføje med Wittgenstein: Den gode eller onde vilje kan ikke ændre noget i verden, men kun grænserne for verden. ("Den lykkeliges verden er en anden, end den ulykkeliges".) Hermed relateres tilbage til diskussionen om Morten Albæk og hvem der vil hvad, og hvad der gør en forskel. Albæks frihedsbegreb handler formentlig om at vælge mellem vingummier og labre larver. Det filosofiske frihedsbegreb handler om muligheden af en verden, hvor der ingen vingummier eller labre larver er - hvor de ikke er en option (men hvor f.eks. Ungdomshuset er). Problemet med virkelige skribenter er, at de føler, æder og tænker alt for meget på sex. Det tager vi på det skarpeste afstand fra! CVA handler bl.a. om at opøve evnen til at skifte udsigelsesposition. Det filosofiske jeg findes ikke i verden, men på grænsen af verden. For at omgøre vores stilling i verden, må vi altså finde verdens grænse - og da mit sprogs grænser som bekendt er min verdens grænse følger heraf, som filosoffen siger, at vi må finde sprogets grænse. På grænsen af sproget står subjektet. "Jeg udsiger, altså er jeg", som Mladen Dolar har parafraseret Descartes' cogito. Descartes havde ret, men han tog fejl. Fejlen var lige præcis lighedstegnet mellem udsigelsesposition og væren. For at omgøre min væren må jeg omgøre min udsigelsesposition.

Jeg udsiger, altså er CVA.

Jeg udsiger, altså er jeg ikke.

Såfremt den flittige læser af de af CVA's skribenter forfattede tekster et øjeblik skulle finde på at løfte blikket fra selve blogindlæggene ville han og/eller hun øverst på siden støde på et eksemple på det kapitalistiske systems altomsiggribende indflydelse: De via Google generede bannerannoncer. Via sindrige systemer, som går hen over hovedet på dette indlægs skribent, er disse annoncerne forbundet med de indlæg der publiceres på bloggen, såldes at annoncerne på en eller anden måde relaterer sig til de emner, der omtales i indlæggene. Skrives der om symaskiner er der således en god chance for, at der dukker en reklame for en symaskinefabrikant op øverst på bloggen; skriver man om biler kan man risikere at støde på en Toyotareklame usw. usf.

Givet CVA's undertiden meget brede og vel i princippet ubegrænsede agenda, hvor der diskuteres alt fra Hegel til hytteost, fra Platon til pissoirer, er det interessant at bemærke de emner, som der rreklameres for i bloggens bannerannoncer. En tilfældig aften i juli kunne man således finde annoncer for hhv Det Holistisk Universitet (Videnskabernes nye verdensbilleder - Holistisk filosofi og psykologi: www.detholistiskeuniversitet.dk) og en Bog af Ole Hasselbalch (Opgøret med indvandringspolitikken - Køb den hos DDF: www.dendanskeforening.dk).

Hvilken status skal man tilkende disse annoncer? Kunne det tænkes, at vi her støder på og konfronteres med CVA's perverterede underside? Den fortrængte og undertrykte obskurantisme der gennemtrænger og bestemmer selve den lacanianske grundstruktur? Den indre racistiske svinehund der uartikuleret og umælende udgør det regulative ideal for CVA's virke? Kunne det tænkes, at den automatiserede og anonymiserede kapitalisme, som kommer til udtryk i bannerannoncerne, er bedre til at sammenfatte og forklare CVA's sande natur, end CVA' egne, normalt så velformulerede, skribenter?

Vi grubler...

Filoffen

Den anerkendte danske filosof Kai Sørlander skriver i Berlingske Tidende den 5. juli under overskriften "Den skæve arv fra nazismen ", at der er tre forudsætninger for at demokratiet kan fungere: At alle slutter op om de grundlæggende værdier, at alle taler det samme sprog, og at der er "nogle fælles omgangsformer", som alle respekterer. Sørlander uddyber ikke detaljeret, hvad han forstår ved omgangsformer, men man fornemmer, at det kan have noget at gøre med tørklæder og viljen til at give hånd, når man mødes. "Heraf følger," skriver filosoffen, "at et demokrati ikke bør acceptere en større indvandring, end at det kan integrere indvandrerne i de demokratiske værdier, i det nationale sprog og i de lokale omgangsformer. Så man undgår, at der skabes parallelsamfund af indvandrere, som adskiller sig ved sprog, omgangsformer og holdning til demokratiske værdier."

En filosof, der siger "heraf følger", vækker altid respekt. Det er et logisk grundlag, der debatteres på, forstår man, og ikke paranoide forestillinger eller fiktion (dagens realistiske danske indvandringsdebat adskiller sig netop fra 30ernes nazisme derved, at den ikke beror på fiktioner, men realiteter, siger filosoffen).

Men hvorfor omgangsformer er en forudsætning for demokratiet forbliver ikke desto mindre en gåde under læsningen af Sørlander. Det forekommer endda tværtimod, ja, visselig, det synes så, at der faktisk lige præcis har været en tendens til at standardisere og håndhæve omgangsformer, som f.eks. det at hilse, i regimer, der (endnu) ligger meget langt fra det hergældende samfundssystem.

Hvis vi skal undgå parallelsamfund, der adskiller sig ved sprog, omgangsformer og holdning til demokratiske værdier, så falder iøvrigt en anden paria straks i tankerne: Ungdomshuset. Sørlander giver endelig, formentlig uforvarende, forklaringen på, hvorfor det skulle jordes. Hvordan er det dog, de taler, de unge! For slet ikke at tale om den musik, de hører! Og hvad er det for noget svineri at alle kysser hinanden og hilser på de mest mærkværdige måder! Og de går ind for anti-racisme, anti-sexisme og konsensusafgørelser på endeløse fællesmøder! På alle afgørende punkter for et demokrati falder den københavnske "alternative" ungdom igennem.

Heraf følger, at et demokrati ikke må acceptere alternative samværsformer, eksperimenter med beslutningsprocedurer og usædvanlig påklædning. Hvis vi skal bevare vores åbenhed og lighed overfor loven må alle rette ind efter de mest almene og historisk nedarvede traditioner. Man taler dansk (uden perker-udtryk og hiphop slang og uden al for markant dialekt), man klæder sig neutralt, dvs. med skjorte og lærredsbukser, og hilser med et fast håndtryk, og man stemmer hvert fjerde år (helst på et parti med noget med Danmark eller Dansk i navnet) og kommer iøvrigt ikke med nye ideer til, hvordan et demokrati skal fungere. Ellers falder det hele fra hinanden!

Den danske marinbiolog Tom Fenchel har opnået den for en dansker sjælne ære at blive optaget i Royal Society. Fenchel er nok i den bredere offentlighed bedst kendt for den tale han holdt i sin egenskab af formand for det danske videnskabernes selskab, og som kan læses her (et stykke nede af siden). Som det fremhæves på siden, så var det den tale om hvilken videnskabsminister Helge Sander udtalte, at den "rammer helt ved siden af den virkelighed, jeg oplever som minister". Som det videre tørt konstateres, så er spørgmålet "om den også rammer helt ved siden af den hverdag som studerende og ansatte på Københavns Universitet oplever." Vi vil for denne blogs regning udvide spørgsmålet til også at omfatte Aarhus Universitet, og for den sags skyld de øvrige danske universiteter.

Hvorom alting er må man konstatere, at Sander er den der snakker om, at Danmark skal præsentere forskning i verdensklasse - Fenchel er den der laver den.

Et stort tillykke til Fenchel skal lyde herfra!

På min nye ketchupflaske står der 'uden tilsat sukker'. Meget paradoksal sætning. Muligvis skal sætningen læses tidsligt: Først tilsatte vi sukker, og nu har vi af-tilsat det. 'Nu med uden sukker', kunne man sige. Men hvad er da det for noget vås? Hvad er det sloganet skal fortælle os? Det skal fortælle os at godt nok er der ingen sukker i denne ketckup, men der er den samme sukker-effekt, fordi ketchuppen er tilsat en af disse nymodens typer sukkeralkoholer, som man bare ikke kan lade være med at være blot en lille smule skeptisk overfor, de seneste resultater omkring sammenhængen mellem E-numre og kræft taget i betragtning. 

My god! Zizek har sgu ret, når han siger: "Today’s hedonism combines pleasure with constraint. It is no longer “Drink coffee, but in moderation!” but rather “Drink all the coffee you want because it is already decaffeinated.” The ultimate example is chocolate laxative, with its paradoxical injunction “Do you have constipation? Eat more of this chocolate!”—the very thing that causes constipation".

Hedonismen til døden! 

"Vi er allesammen blevet lidt dummere i dag", udtalte filosoffen og bankmanden Morten Albæk i anledning af prinsesse Isabella Henrietta Ingrid Margrethes dåb, da han var hevet i Deadlines studie for at kommentere den. Vi var ifølge Albæk blevet dummere, da vi "frivilligt eller ufrivilligt (har) taget del i den sidste nationale, royale massepsykose." Det var ifølge Albæk uomtvisteligt, at dåben "ikke bidrager en tøddel til at gøre os allesammen en lille smule klogere på den virkelighed vi færdes i dagligdagen og dermed har et ansvar for." Dåben var ifølge Albæk "det sidste bevis på, at vi lever i et samfund præget af virkelighedsflugt." At vi "lever ... i det proportionsløse samfund med de proportionsløse medier. Et samfund hvis nationalsport er ligegyldighed og glansbilleder." Beviset på dette er, at vi foretrækker boligprogrammer og realityshow fremfor dokumentarprogrammer om Darfurkrisen eller Irakkrigen.

Bortset fra det utroligt banale og forudsigelige i Albæks analyse, så er det mest imponerende ved den, at Albeck tilsyneladende slet ikke overvejer sin egen position: Nemlig at han går i studiet for at kommentere - ikke Darfurkrisen, ikke Irakkrigen - men netop prinsessedåben. På denne måde bidrager Albeck til at enhver Deadline-seer kan blive bestyrket i sin egen selvfedhed: Jeg er heldigvis ikke sådan en der bekymrer mig om sådan noget som en prinsessedåb, boligprogrammer og reality-tv.

På den måde var det måske meget godt at Albæk kommenterede prinsessedåben og ikke Dafurkrisen eller Irakkrigen, da han på den måde udstillede sit eget og Deadline-seerens hykleri: Det hykleri der ligger i på denne måde at hæve sig over den almene hob, der genuint interesserer sig for dåben. Som om at én sudanesisk kvinde mindre er blevet voldtaget eller én iraker mindre dræbt af, at Albæk, og andre der dyrker der selvfede rolle som velorienterede og oplyste, sidder med bekymrede øjne og ser programmer om dem.

Mottoet for Michael Hardt og Antonio Negris bestseller Empire fra 2000 er som bekendt "Any tool is a weapon if you hold it right."

Man må sige, at Hamas har forsøgt at illustrere dette slogan. Som en del vil vide, har bevægelsens egen tv-station i et stykke tid anvendt en figur, med en meget påfaldende lighed med Walt Disneys Mickey Mouse, som en slags ideologisk opdrager af palæstinensiske børn - i programmet Morgendagens Pionerer. Figuren fik navnet Farfur, og den gjorde sig bemærket ved at instruere børnene i at bede, drikke mælk og gøre sig fortjent til Guds nåde på den yderste dag.

Ifølge dagens Information har Hamas nu set sig nødsaget til at skille sig af med Farfur. Lige fra starten har Farfur været en torn i øjet på Walt Disney, USA, Fatah, og endda moderate kræfter i Hamas selv, og i den stærkt pressede situation i Palæstina måtte Farfur ofres for at bedre forholdet til Fatah og subsidiært USA. Men det kom til gengæld ikke til at gå stille af. Her er, hvordan Informations Hans Henrik Fafner beskriver Farfurs sidste time:

Den sidste gang, musen medvirkede i programmet Morgendagens Pionerer, overværer de unge seere, at Farfurs bedstefar giver ham et skøde på noget land. Kort efter dukker en israelsk embedsmand op og prøver at franarre ham dokumentet samt nøglen til musefamiliens hus, og da Farfur nægter dette, går israeleren løs på ham og tæver ham ihjel. "Ja, mine unge venner, vi har mistet vor kæreste ven, Farfur," siger den kvindelige studievært Saraa sidst i udsendelsen. "Farfur blev gjort til martyr, mens han beskyttede sit land. Han blev gjort til martyr af forbrydere, af mordere, morderne af uskyldige børn."

Man fristes til at tilføje: "Godnat, og sov godt." (Eller til at spørge: Hvorfor fik Jørn Mader ikke sådan en exit fra Tour de France? Også han blev ofret af skruppelløse forbrydere.)

Lacans beskrivelse af den sande kærlighed: "Jeg elsker dig, men jeg elsker noget i dig højere end dig, og derfor må jeg ødelægge dig", synes at være en passende messe over Farfurs skæbne.

I sit digt ”Gøglerens Vise” fra digtsamlingen Kaos og Stjærnen tager Per Lange kampen op mod the gaze – blikket, den andens blik (og) den Andens blik.

        I går slog jeg mit Spejl itu
        og jog min Kvinde bort,
        for Kvindens Blik holdt altid Dom
        og Spejlets Blik var haardt.

        Og jeg bød Verden op til Dans
        med skingrende Musik.
        En Regn af haarde Øjekast
        var alt det svar, jeg fik.

        Jeg rystede Pelsen som en Hund
        og dansed vildt omkring,
        men ak, min skygge fulgte med
        og spottede mine spring.

        Jeg spillede paa Livet løs
        og klemte Øjet til,
        men Ekko sad i hver en Krog
        og vrænged ad mit Spil.

        I Gaar slog jeg mit Spejl itu –
        Bring Vin i tunge Krus,
        saa vil jeg splintre Verdens Spejl
        i en almægtig Rus.
        
I første vers fjerner han sin kvindes blik, fordi han finder at det indeholder en dom over ham. Han slår samtidig sit spejl itu og søger derved at destruere sit eget blik på sig selv. Hvorfor denne flugt fra the gaze? Fordi det er en internaliseret ydre kraft der berammer ham. Én er fanget ind i et spind af det ”man” gør og vil ud af dette spotlys...
I andet vers søges frigørelsen, og 'Verden bydes op til dans'..., men da én altid danser for nogen, er én badet i blikke. Læg mærke til, at musikken er blevet hård og ”skingrende” – hård fordi den er fremmed, og skingrende som i ”skingrende vanvittig.” Nu, reduceret til en mere dyrisk form, forsøger han igen at kaste blikket af sig... 'Jeg rysted Pelsen som en Hund og dansed vildt omkring'..., dog... 'min skygge fulgte med'... Det er ikke muligt at flygte fra det internaliserede blik. Heller ikke i næste vers, hvor han ... 'klemte Øjet til.' Det er en acting out, der er tale om, et forsøg på at fjerne blikket a la strudsen, der stikker sit hoved i jorden. Men man handler altid i solskinnet fra den Andens blik – også når hun ikke kigger.
I sidste vers forsøger han at afkaste sig blikket i 'en almægtig Rus.' Herved søges strukturen transcenderet ved et instrument eller et begreb inherent i strukturen. Men rusen er ikke andet end forsøget på at opnå fuld identifikation i strukturen. Det kan sidestilles med yoga, religion, ideologi.
Er der nu alligevel noget, der lykkes for hovedpersonen? Man lægger mærke til, at hovedpersonen ender som gøgler. Fra sit fortvivlede opgør vil han feste, men festen bliver ikke til glæde, blot til gøgl. I hver en gestus er der et spottende ekko.
Hvem er det der spotter? Bemærk, at hovedpersonens forsøg på at spotte verden gengældes af et spottende ekko. Med Hegel kunne man måske sige, at både mennesket og dets modstykke – her verden – er gensidigt splittede. Hvad vil det sige? Når mennesket bliver gøgler, bliver verden til en ligeså gøglende medspiller. At mennesket tager et afstands blik på verden er ikke hele historien: næste moment er, at verden indeholder denne afstand i sig selv. Afstanden er ikke blot i mennesket, men i verden.