Ifølge The Daily Mirror har det engelske justitsministerium besluttet sig for at afvikle udtrykket "prostitute" i straffeloven.

"Det har været brugt siden 1824," siger en talsperson, "så det er lidt forældet. Det er simpelthen ikke nyttigt at sætte mærkat på folk."

En samtidig lovændring skal afkriminalisere salg af sex i de tilfælde, hvor der ikke er tale om jævnligt, eller "vedholdende" ("persistent") salg, som Mirror skriver.

De tilbageværende tidligere prostituerede bliver dermed til "personer, der vedholdende sælger sex", hvor vedholdende defineres som mindst to gange per måned.

CVA hilser denne begrebsaktivisme velkommen og minder om Hegels dictum:

Sei keine Schlafmütze, sondern immer wach!

Denn wenn du eine Schlafmütze bist, dann bist du blind und stumm.

Bist du aber wach, dann siehst du alles

und sagst zu allem was es ist.

Kære Helge Sander

Tak for dit svar!

Det glæder mig, at du glæder dig over den store interesse for - og debat om - dit resortområde. Jeg vil tolke det som, at du nu anerkender, at der har været en omfattende kritik af de omfattende reformer, der i din ministertid er blevet gennemført. Det er glædeligt, da den første forudsætning for en konstruktiv dialog er en anerkendelse af modparten og denne argumenter. Det sidste er naturligvis ikke det samme som, at man nødvendigvis er enig med sin modpart og dennes argumenter, men det betyder blot, at man overhovedet at anerkender deres eksistens.   

Vi kan hurtig blive enige om, at universiteterne ikke er private virksomheder. Mens private virksomheders primære formel er at skabe profit til sig selv og deres aktionærer, har universiteterne ganske rigtigt et helt andet samfundsmæssigt ansvar. Det består i at bedrive forskning og undervisning på højeste videnskabelige niveau. Det vil sige, at universiteternes primære opgave ikke er at skabe profit, men at skabe ny viden - uden skelnen til, om denne viden nu også er i stand til at genere økonomisk afkast. Den forskning, der foregår på universiteterne, skal således give os ny viden om den natur, der omgiver os, og som vi selv er en del af; den skal gøre os bedre i stand til at forstå samfundet og agere i det; og den skal gøre os bedre i stand til at forstå os selv som mennesker gennem den kritiske udforskning af vores kultur og traditioner.

Desværre har du og det politiske flertal glemt, at universiteterne har denne væsentlige samfundsmæssige og kulturelle rolle, og har i stedet - under popsmarte slogans som "Fra forskning til faktura" og "Varen er leveret" - forsøgt at omforme universiteterne i det private erhvervslivs billede, sådan at fokus bliver på profit, fremfor på viden og forståelse af naturen, samfundet og kulturen.

En væsentlig del af denne omformning bestod i afskaffelsen af det kollegiale styre til fordel af de nuværende bestyrelser med eksternt flertal. Da universitetloven blev vedtaget, var det manges opfattelse, at universiteterne til gengæld for denne afskaffelse af det kollegiale selvstyre, dog ville for en større handlefrihed i kraft af, at man blev selvejende institutioner. Desværre har det vist sig ikke at passe. Detailreguleringen er i dag større end nogensinde - hvad både rektorer, bestyrelsesformænd og studenterrepræsentanter ikke har forsømt at gøre opmærksom på.

Man kan derfor med god ret sige, at universiteterne har fået det værste fra begge verdener: Samtidig med at man fra politisk side har gjort alt, hvad man kunne for at afskaffe det traditionelle universitet - under sloganet "Det sanderske universitet er der mere fremtid i end det humboldtske" - har man praktiseret en øge politiske detailregulering, trods det at universiteterne er blevet gjort selvejende.

Endelig vil jeg gøre opmærksom på, at det er min opfattelse, at det beror på en misforståelse, når nogen tror, at det, at det, at virksomheder er private, betyder de ikke er underlagt nogen regler. I et civiliseret retssamfund som det danske, er der heldigvis masser af regler og love - om alt fra beskatning til miljø og monopoldannelser - der regulerer private virksomheders ageren.

Med venlig hilsen

Center for Vild Analyse (navnet er ændret, men er Center for Vild Analyse bekendt, red.)

En af denne blogs gamle venner, videnskabsminister Helge Sander. fra været så venlig at svare på indlægget "Frihed under ansvar" fra 12. juni. Vi bringer her ministerens svar, og vil snarest vende tilbage med et svar til hr. Sander.

Kære Center for Vild Analyse (navnet er ændret, men er Center for Vild Analyse bekendt, red.)

Tak for din e-post, hvor du vedhæfter dit indlæg: ”Frihed under ansvar” som en kommentar til artikler i Politiken den 11. og 12. juni 2007 om frihedsgrader til universiteterne.

Diskussionen om frihedsgrader er jævnligt blusset op siden universitetslovens vedtagelse i 2003, hvor universiteterne blandt andet blev selvejende institutioner med bestyrelser med eksternt flertal.

Det glæder mig, at der er stor interesse - og dermed også debat - om universitetsområdet. Det er dog min opfattelse, at det beror på en misforståelse, når nogen tror, at det, at universiteterne er selvejende, er ensbetydende med, at de ikke er underlagt nogen regler. Universiteterne er ikke private virksomheder. Med den offentlige finansiering følger både et ansvar og det offentliges spilleregler. Det er også mit indtryk, at universiteterne er sig bevidste om det ansvar, ligesom universiteterne er aktive medspillere i at nå de politisk fastsatte mål.

Mine embedsmænd og jeg er i løbende kontakt med universiteterne og bestyrelsesformændene og har således også drøftet emnet detailregulering.

Jeg forventer mig meget af det arbejde, der bliver skudt i gang i disse dage med en arbejdsgruppe, bestående af en repræsentant fra Rektorkollegiet, universitetsformandskredsen og Videnskabsministeriet, der skal identificere de konkrete områder, hvor der kan afbureaukratiseres og gives endnu større frihed til universiteterne.

Med venlig hilsen

Helge Sander

En af denne blogs gamle venner, MF Søren Krarup, havde den 13. juni et længere indlæg i Jyllands-Posten om den nye rygerlov. Heri skrev han bl.a.:

"Forholdet er jo, at det er gammel dansk og europæisk kultur, disse antirygnings-fanatikere øver vold imod.

I hundreder af år har danskerne og europæerne røget deres pibe og deres cigar. Kan man forestille sig Churchill uden cigar? Kan man forestille sig Grundtvig uden røg - han, hvis arbejdsværelse var uigennemsigtigt af tobakståger?"

...

"Sådan er gammel dansk og europæisk kultur gennemvævet og gennemrøget af tobak - og pludselig skal alting laves om af fanatikere, der under ”videnskabens” falske forklædning meddeler os, at det er livsfarligt at ryge. Vel er det ej. Men det er livsfarligt og dybt skadeligt at kvæste og amputere en gammel kultur, fordi de sidste dages hellige bliver besatte af renhedshysteri og vil gøre alt og alle til slaver af deres falske og fanatiske ”videnskabelighed”"

...

"Det er et renhedshysteri, der fra USA har bredt sig over den vestlige verden - og som alle former for renhedsdyrkelse er det i grunden både uværdigt og uhyggeligt.

Var det mon tilfældigt, at nazisterne, som dyrkede racerenhed, også var fanatiske antirygere? Hvor kravet om renhed skriver dagsordenen, er tyranniet den uundgåelige konsekvens. Og dermed foragten for mindretallet og friheden."

Udover at man må minde hr. Krarup om, at åreladning også var en af dansk og europæisk kultur, indtil moderne videnskab fandt ud af, at det altså ikke var særligt sundt, så er der specielt en ting der undrer: Hvorfor er det lige præcis det er så farligt med muslimer, der kommer til Danmark og truer med at ødelægge den tusindårige danske kultur og folkefællesskab? Er dette renhedshysteri - som alle former for renhedsdyrkelse - ikke i grunden både uværdigt og uhyggeligt? Og var det mon tilfældigt, at nazisterne, som dyrkede racerenhed, også var nationalister? Er tyraniet og foragten for mindretallet og friheden ikke den uundgåelige konsekvens?

Center for Vild Analyse kan hermed stolt præsentere en helt ny tekst af en af Frankrigs væsentligste nulevende filosoffer, Alain Badiou. Det drejer sig om forordet til den kommende danske udgave af hans bog Etikken fra 1993. Etikken er noget så sjældent som en polemisk genistreg og et filosofisk hovedværk på samme tid. Glæd jer!

Alle rettigheder tilhører Forlaget Philosophia.

Alain Badiou: 

Jeg skrev denne lille bog i begyndelsen af sommeren 1993 i en helt bestemt politisk kontekst, nemlig de første vestlige militære ekspeditioner motiveret af "menneskerettighederne" og "humanitære" hensyn. Det var især borgerkrigen i eks-Jugoslavien, der var årsag til denne udfoldelse af følelser og moral. Ganske som kolonialismen havde hævdet at "civilisere" de vilde i Afrika og Asien, så man vores "demokratiske" landes hære invadere og bombardere hele landsdele i fredens og rettighedernes navn for at give de rige god samvittighed, når de fattige slår hinanden ihjel. 

Alain Badiou, juni 2007

Theodor W. Adorno:

"Die fast unlösbare Aufgabe besteht darin, weder von der eigenen Ohnmacht noch von der Macht der Anderen sich dumm machen zu lassen."

Ludwig Wittgenstein:

"Die grosse Schwierigkeit ist hier, die Sache nicht so darzustellen, als könne man etwas nicht".

Jon Stewarts The Daily Show fra Comedy Central er med rette blevet en stor og opmuntrende succes. Her spiddes politikeres og mediers selvsving og gang på gang konfronteres vi med selvmodsigelser, løgne, proportionsforvrængninger og meningsløsheder. Da Al Gore for kort tid siden var gæst i programmet skamroste han det som det eneste sted, paradoksalt nok, hvor man kan få seriøse nyheder, mens de traditionelle nyhedsudsendelser bliver mere og mere sensationsjagende, overfladiske og kujonagtige. Gore sammenlignede Stewart med middelalderens hofnar: Kun med sarkasme og ironi kan man (få lov at) udstille magtens arrogance og fortielser.

Men vent nu lidt: Hvor har vi hørt dette før? Burde vi ikke netop være allermest på vagt overfor ironiske udlægninger af magten? Var ikke netop hofnarrens rolle at udsige det, alle tænkte, og dermed afmontere dets subversive potentiale? "Ha-ha-ha. De er alle korrupte og uduelige!" Ligesom Bush selv længe har gjort grin med sit eget sprog, den påståede uvidenhed og de særlige manerer. (Han har endda optrådt sammen med en parodiker, der fremstillede Bush, mens Bush selv også fremstillede Bush, så begge var halvt virkelige, halvt skuespillere).

Ved at forholde os ironisk til magten forestiller vi os at være udenfor den, at det kæmpe system af forordninger, regulativer, krigserklæringer og mediemanipulationer, den store Anden, fungerer i en ubestemt distance til "vores virkelige selv". Ganske vist er vi i løbet af dagen naturligvis en "del af systemet", men "i virkeligheden" støtter vi ikke krigen i Irak eller den siddende regering. (Er det ikke fantastisk, hvor stabilt Foghs vælgergrundlag er, selvom regeringen kritiseres fra alle sider?) Det kunne have været meget bedre, og i virkeligheden er de nok nogle slyngler, men hvad kan vi gøre - hvad er alternativet? Vi sidder, som gode, oplyste liberals, og guffer Stewart og hans medværter i os, hvorved vi bekræftes i vore forestillinger om Bush og hans hirdsmænds idioti og skruppelløshed. Men vi bliver siddende...

"Is not this hysterical distance towards interpellation, however, the very form of ideological misrecognition? Is not this apparent failure of interpellation, its self-relating disavowal - the fact that I, the subject, experience the innermost kernel of my being as something which is not 'merely that' (the materiallity of rituals and appartuses) - the ultimate proof of its success, that is to say, of the fact that the 'effect-of-subject' really took place?" (Zizek, The Indivisible Remainder, p. 166).

Det sene sendetidspunkt (både i USA og her på DR2) er måske ikke blot et spørgsmål om satirens henlæggelser til efter de "virkelige" nyheder, eller muligheden for billeder og sprog uegnet for børn, men også om, at det passer sig godt at kunne gå i seng med en ironisk adskillelse af én selv fra alt det, man har erfaret og grædt over i løbet af dagen. Således lettede, efter et godt inter-passivt grin, går vi i seng. Og står næste morgen udhvilede op for igen at bekræfte vores væren.

(Tak til Kurt og Ingeborg for pointen).

Et berømmet digt af Otto Gelsted går sådan her:

Til Naturen, det billige Skidt

og Aspen suser mig mørkt i Møde

og Blitfuglen fløjter: blit, blit!

…til ’naturen, det billige skidt’ og minsandten om ikke ’blitfuglen fløjter: blit blit!’, ja han var ikke uden humoristisk sans den gode Gelsted! Liniernes humor dækker over det synspunkt at det ikke kun er de ting, der kan købes for penge, der har værdi. Gelsted var for aspens susen, for fuglesangen og de klare dråbers fald fra mørke grene – ’det billige skidt’ er hos Gelsted en kvalitetsbetegnelse, der rammer dobbelt så hårdt, hvis man ikke fatter dens ironi. Og sagen er netop at denne ironi i dag synes at være glemt.

Økologer (og nu også statsministre) er blevet vældigt optagede af hvad det ville sige at værdsætte naturen, hvad bæredygtighed vil sige og hvad vedvarende energi kan gøre for miljøets balance. Hvis man spørger økologerne, er naturen bestemt ikke noget billigt skidt – hvordan kan du dog sige det!? Det synes som om den forestående miljøkatastrofe har været et wake up call. Men spørgsmålet er selvfølgelig bare på hvilken måde. For er det ikke sådan at værdsættelse i dag betyder prisfastsættelse – hvad skal en hjort i den danske natur koste? – hvad skal køer på græs koste? Er det ikke sådan at bæredygtighed og balance betyder: Hvad er det mindste mål af natur der skal til, for på den ene side at undgå katastrofen og på den anden side at skabe den størst mulige profit? Økologerne har kort sagt gjort naturen til den nye luksusvare. Man ser tydeligt tendensen: Den politiske forbruger har fået mulighed for at ’forkæle sig selv med økologi’. Får vi på den måde naturen tilbage? Nej, det nye sekel vil vise at naturen fra nu af kun bliver mere og mere naturlig som følge af markedsandel og udbud/efterspørgsels-logikker.

Andre ironikere som blandt andet 2 x PH (Gelsteds ven Poul Henningsen og (natur)digteren Per Højholt – ingen sammenligning i øvrigt) har citeret Gelsted for hans ’naturen, det billige skidt’. Det er som om at disse tænkere og digtere fattede at der skal en helt anden generøsitet til for at lade naturen få den fred den behøver. En generøsitet der ville betyde nogle gange bare at give naturen lov til at være som den er – uden om alle former for Koyoto-aftaler, opreklameret økopropaganda og ’save the world’ hykleri. En generøsitet der ville give sig til udtryk i det at lade være med at prissætte naturen, at give den lov til at være den overflod af skidt og ragelse, blomster, brakvand, bjergtinder og tordenvejr som den kan være. For ville vi ikke på den måde kunne få lov til at studere naturen på en langt mere oprindelig måde?

Nemlig præcis som noget helt igennem ret fantastisk billigt bras…

Så langt skulle det komme, før regeringen blev holdt ansvarlig for sine misgerninger i Mellemøsten. Ifølge Politiken har Allah lagt sag an mod den danske stat og forlangt 75.000 kroner i erstatning for mishandling efter at være blevet udleveret af danske tropper til amerikansk varetægt. (http://politiken.dk/indland/article331128.ece).

Ser vi ikke her den omvendte situation efter Mark Joffes film The Man Who Sued God fra 2001? I Joffes film blev en fisker så vred over ikke at kunne få erstatning efter et lynnedslag i hans båd - policen dækkede ikke "an act of God" - at han sagsøgte Gud selv via dennes repræsentanter på Jorden.

Er nu det omvendte ved at ske? Spin-doktorernes magt er blevet så fuldstændig, at der "ikke er noget at komme efter" uanset, hvad dokumentarfilm, klimapaneler, FN, menneskerettighedsorganisationer og EU rapporter siger om den danske regerings førelse, at der ikke er anden vej tilbage: Gud selv må sagsøge den danske stat.

Et begavet og sympatisk menneske – en, der hedder Frederik – samlede engang på bemærkelsesværdige overskrifter, skilte osv. Ét af fundene var en overskrift på forsiden af et formiddagsblad: ”Smed brød ind til naboen”. Frederik læste det faktisk først sådan, at der var en eller anden, der havde smidt noget brød, franskbrød eller rugbrød for eksempel, ind til sin nabo. En besynderlig handling, tænkte vor litterære ven, i hvert fald besynderligt, at den kunne trække en forside. Et andet eksempel var et skilt, han så ved en vejside: ”Gulerødder sælges til hest”. Et fint syn at forestille sig! Nærmest som grønthandlernes svar på ringridning.

Når Noam Chomsky mente, at sætningen ”Colorless green ideas sleep furiously” var et eksempel på en grammatisk velformet sætning, der i virkeligheden er meningsløs, var det fordi, han ikke havde (har) Frederiks fantasi. Som Mladen Dolar engang har påpeget, passede sætningen en overgang præcist på den slovenske miljøbevægelses situation: Den grønne bevægelse er uden humor og initiativ (og opbakning), men dens ideer er ikke desto mindre funderet i en selvbevidst og meget vred fortørnelse over verdens hæmningsløse forbrug osv. Måske er det netop fordi de "slept furiously" at disse ideer nu endelig er på vej til at slå igennem!

I 1985 afholdt Stanford University i øvrigt en konkurrence, hvor det forsøgtes at give mening til Chomskys sætning. Vinderen, en D.A.H. Byatt, kom op med følgende:

Thus Adam's Eden-plot in far-off time:

Colour-rampant flowers, trees a myriad-green;

Helped by God-bless'd wind and temp'rate clime.

The path to primate knowledge unforseen,

He sleeps in peace at eve with Eve.

One apple later, he looks curiously

At the gardens of dichromates, in whom

colourless green ideas sleep furiously

then rage for birth each morning, until doom

Brings rainbows they at last perceive.

I forlængelse af et på bloggen tidligere bragt citat af Søren Kierkegaard har – som bekendt for enkelte af denne blogs læsere – det til Centeret affilierede selskab DSLI fremsat en teori om samfundets klasser. Ifølge denne teori kan samfundet opdeles på samme måde som subjektet ifølge Lacan: i det imaginære, det symbolske og det Reelle.

Hermed har selskabet tilsyneladende fuldført den hidtil umulige syntese af de tre koryfæer: Marx, Freud, Lacan.

   imaginære                       symbolske                          reelle
   klasse                              klasse                               klasse

   Ballelars/                         Røvhul/                             Slyngel/
   Kong Gulerod                   Vigtigper                            Utyske

   Dummepeter/                  Glatnakke/                        Taskenspiller/
   Flottenheimer                  Tørvetriller                         Kommandant

   Knoldesparker/                Fisendasker/
   Nikkedukke                     Skidespræller                            $

Hvis vi så lige vender tilbage til Freud.
Freud selv anerkendte, at psykoanalysens resultater og analysemodeller kunne udvides til kulturens område. Menneskets psykologiske strukturer måtte gøre sig gældende også i dens kunstige og kulturelle frembringelser, og såldes var døren åbnet for fortolkninger af kunst, religion, krig.

Med Lacan tager psykoanalysen en sproglig drejning. I sin model over spejlstadiet beskrives subjektet som det billede, samt den urepræsenterbare rest, der fødes – en i sit indre splittet størrelse – når barnet udvikler sin identitet som person.At subjektet således er splittet, eller utilgængeligt, må nødvendigvis give problemer for enhver samfundsteori. Hvordan repræsentere det, der i sin kerne er kendetegnet ved ikke at kunne repræsenteres? I klasseteorien er forholdet taget i betragtning på den måde, at hver af positionerne blot modtager sit navn og sin definition fra en anden – eller alle andre – positioner. Altså er der tale om en ægte strukturalistisk model. Et eksempel: på universitetet (kolonne 2 i den symbolske klasse) ser man sig ikke for gode til at kalde en håndværker fra provinsen (kolonne 1 i den imaginære klasse) for en knoldesparker. I samme stil vil en knoldesparker typisk kalde en universitetsprofessor a la Stjernfelt for en vigtigper.

Så kommer vi til Marx. Med begrebet om ’ideologi’ illustrerede Marx, at samfundets økonomiske processer ikke er den eneste faktor, der regulerer dets udformning. Principperne bag samfundets udformning gør sig også gældende inden i hovederne på samfundets subjekter, og var dette ikke tilfældet, ville reproduktionen af samfundets strukturer slet ikke kunne foregå. Dette er altså ideologiens funktion. Men ideologien udformes ikke jævnbyrdigt af alle klasser, da visse samfundsklasser har mere adgang til at udforme og manipulere ideologien(s diskurs), mens andre klasser i højere grad er tvunget ind under dens herredømme – tvunget til at anse den for en fast og gyldig orden. Såvidt Marx. Derudover indtænker DSLI’s klasseteori, at en bestemt klasse er fuldstændig udelukket fra diskursen. Hermed har vi fat i de tre kategorier som er Lacans.

af Direktøren & Senioranalytikeren

(For en bedre visualiseret udgave af klasseteorien klik her )

Der findes i Danmark et center for rehabilitering af etniske kvinder.

Som lacanianer glædes man ved sådan en benævnelse. Den viser for det første mere, end den tror. Hvis nogen nemlig er "etniske kvinder" må der være andre, der ikke er etniske. Det fremgår af centrets hjemmeside, at det drives med midler fra Integrationsministeriet, så vi må formode, at de etniske kvinder er flygtninge og indvandrere. Det vil sige, at ikke-etniske kvinder er kvinder i Danmark, der ikke er flygtninge eller indvandrere. Men eftersom "etnisk" kommer af "etnos", der betyder folk, og at være etnisk (et-eller-andet) derfor betyder at tilhøre et (eller-andet) folk eller en kultur, så må de danske kvinder, der ikke er etniske i virkeligheden tilhøre en ren, substansløs gruppe af subjekter, der ikke har nogen kultur eller folkelig tilknytning overhovedet. I virkeligheden er det dermed de ikke-etniske kvinder, der udgør undtagelsen! De er subjekter uden væren. Hvilken bedre illustration kan man ønske sig af Lacan's dictum: "Kvinden eksisterer ikke"? 

Capac filosoferede forleden videre på et oplæg fra Villy Søvndal, der mente at De Radikale er i fare for at forsvinde ind i intetheden, fordi de nu vil være endnu mere midterparti. Capac skrev bl.a.:

Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placere sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken…

Spørgsmålet melder sig naturligvis: Har Capac læst Zizek? Eller er han blot (u)almindeligt (u)enig med manden? Her er f.eks. hvad en af CVAs skribenter har hævdet i en artikel under udgivelse:

Det Reelle er det, der modsætter sig symbolisering; ikke en ting, der ikke kan udtrykkes i ord, men snarere den inhærente modstand i symboliseringen selv; en modstand mod den fejlfri, kohærente, neutrale symbolisering. I politiske termer har Slavoj Zizek illustreret det Reelle som det paradoksale eller manglende "udenfor" i forhold til den politiske kamp mellem venstre og højre. Pointen er naturligvis, at der ikke er noget udenfor; der er ikke noget neutralt sted, hvorfra kampen kan observeres og analyseres; den bliver altid allerede beskrevet fra ét af de mulige synspunkter. I lacanianske termer kunne man sige, at "der findes ikke noget politisk forhold." Venstresidens beskrivelse fokuserer på visse aspekter af f.eks. udbytning og dominans, som højresiden simpelthen ikke beskriver på samme måde, eller som den netop ikke ser. Klassekamp er, set fra højre, ikke klassekamp. Det Reelle er derfor så at sige det, som ikke medierer mellem venstre og højre.

Af samme grund kan man vel sige, at midten ikke eksisterer.

Da hårene på min hals vokser

fra venstre mod højre er jeg

nede med nuet: når

blodet drypper fra min hage.

Historien bag begrebet om en ’Macguffin’ er velkendt, både for kendere af Hitchcock og kendere af Žižek: To mænd mødes i en togkupé på vej til Scotland. Den ene lægger en pakke op i bagagenettet. "Hvad har du der?" spørger hans medrejsende. - "Åh, det er bare en MacGuffin", lyder svaret. - "En MacGuffin? Hvad er det for noget?". "Joh, ser du, det er noget, man bruger til at fange løver med i Scotland". - Den medrejsende stiller sig tilfreds, men lidt efter dæmrer det for ham: "Der findes jo slet ikke løver i Scotland". - "Gør der ikke? Jamen, så kan dette vel heller ikke være en MacGuffin". (Taget fra http://hitchcock.bitis.dk/sider/teori.html).

Ifølge Žižek findes der nu en anden slutning på historien, som er ’much more to the point’. Det sidste svar er her: ”Gør der ikke? Nå, men så kan du se hvor effektiv den er!” For pointen er netop at en Macguffin er ”…a pure nothing which is none the less efficient. Needless to add, the Macguffin is the purest case of what Lacan calls objet petit a: a pure void which functions as the object-cause of desire” (The Sublime Object of Ideology, s. 163). Folk der kender lidt til Lacan ved at han opererer med tre registre: det symbolske, det reelle og det imaginære. Men hvad er nu det for noget med et objekt? Lad os bare her forenkle sagerne en smule og sige at ’objet petit a’ er det, der formidler en overgang fra den symbolske orden (der hvor tingene er som de plejer) til den reelle (der hvor tingene sættes på spil). I Hitchcocks Notorious er det fx to flasker med beriget uranium, der vælter den symbolske orden over i den reelle, hvor handlingen tager fart. Men det kunne ligeså godt have været en fløjte eller en hat – vi ved ikke andet om disse flasker end at de er vigtige for filmens personer. Vi har at gøre med et ingenting, som alligevel har effekt.

Under præsident Bushs nylige besøg i Albanien fik han sandsynligvis stjålet et ur (døm selv her: http://politiken.dk/udland/article323529.ece). Er dette ur ikke et eksempel på en MacGuffin – et eksempel som ikke er hentet fra filmen, men fra den virkelige verden? For hvad er da et ur for den amerikanske præsident? (Ingenting…) Men: Hvorfor er det så SÅ vigtigt, at Bush må insistere på, at det ikke blev stjålet? Hele den symbolske orden vælter (for Bush): Albanien var det eneste land i hvilket Bush under sit G8-Europa-besøg blev modtaget som en folkehelt – men hvis han midt i al sin trykken hænder og kyssen gamle damer nu fik stjålet sit ur, fremstår han så ikke som dum og naiv? En ny forklaring går på at Bush skulle have fået en af vagterne til at tage sit ur af midt under seancen, men hvad siger det om Bushs tillid til albanerne? Tror han i virkeligheden at det er et slesk og tyvagtigt folkefærd? Konklusionen bliver dog i alle tilfælde: Vi har at gøre med et ingenting, som alligevel har effekt. Vi ved ikke hvorfor det ur er så vigtigt – Hvis det BLEV stjålet: Hvorfor indrømmer Bush så ikke bare at det blev stjålet, og at han er ked af at have mistet det? – Hvis det IKKE blev stjålet: Hvorfor insisterer han så på, at han ’bare’ har taget det af, uden at give forklaringen på hvorfor? Lad os bare sige at det ur har sat ’noget mere’ på spil i situationen.

Som bekendt er der kun én analytiker i herredet, der overgår denne blogs forvirrede skribenter i vildskab som analytisk princip: Hans Hauge, lektor i satiriske klummer ved JyllandsPosten. Jævnligt bliver læsere af JP forargede over klummistens rod og ævl, der ofte garneres med mærkværdige personangreb. Men det er i virkeligheden forkert at læse lektorens mange tirader som et sammenhængende stykke prosa med en indledning, et argumentstykke og en konklusion. Istedet kan man med fordel lede efter små opklarende passager, der kaster nyt lys på gamle krukker. Som nu idag, hvor lektoren mener adskilligt om regeringens initiativ til at skabe større "kulturforståelse." Midt i en masse vrøvl stiller lektoren pludselig skarpt.

 ”Kulturforståelse” er dels en kliché og dels en misforståelse. Det er en misforståelse at tro, at det er manglende forståelse for andres kultur, der fører til konflikter. Det er den slags letkøbte forklaringer, som man kan høre Troels Kløvedal fremkomme med, når han rejser rundt i verden. Det er med andre ord let at forstå andre kulturer. [...] Det er derimod svært at forstå ens medmenneske; ens kone, børn, venner, familie, ja, nogen har endog svært ved at forstå sig selv.

Voila! Som talt af vor mangespaltede tunge. Kulturer kan forstås. De kan beskrives og analyseres. Problemet er at forstå de mennesker, der udgør kulturerne. De er nemlig altid "mere" end deres egen kultur, de rummer en hemmelig distance, et muligt oprør, eller en ny idé, som omformer kulturen.

Måske skal man ikke "kritisere" Hauge. (Historien viser sowieso, at det ikke rigtig bider på ham...) Måske skal man istedet tage ham på ordet, og trække ham et lille bitte led længere ud:

Det er nemt at forstå, hvad danskhed vil sige. Men det er derimod meget svært at forstå hvad det gør ved danskerne, at danskhed pludselig er blevet løsenet for enhver diskussion.

Det foregående indlæg affødte følgende bemærkninger, der begyndte som en kommentar, men efterhånden ekspanderede til en længde der retfærdiggjorde et selvstændigt indlæg. Så derfor....

I forbindelse med Sanders forslag om at indgå en frihedspagt med univrsiteterne er der mindst to paradokser, som det er værd at bide mærke i.

For det første er det værd at bemærke, at det er gennemførelsen af Sanders formodentlig største politiske projekt, den nye universitetslov, som er den direkte årsag til, at det overhovedet er nødvendigt at indføre en frihedspagt, som skal sikre universiteternes frihed og autonomi. Før indførelsen af denne lov var der ikke behov for at sikre universiteternes mod politisk indblanding via frihedspagter o.lign. Hvorfor ikke? Fordi universiteternes selvstyre i den gamle lov var sikret på en noget mere bindende og omfattende måde end i den nye.

For det andet er der Sanders forklaring på, at det i enkelte tilfælde har været nødvendig med politisk detailstyring af universiteterne. Ifølge Sander er det grundlæggende problem at, (og her citeres fra den samme Politiken-artikel, som refereres nedenfor) "Mange af de bestyrelsesmedlemmer, vi har fået fra det private erhvervsliv, har nok haft en forestilling om, at det kan køres fuldstændig som en privat virksomhed". Hvilket Sander fornuftigvis erkender ikke kan lade sig gøre, da universiteterne er offentlige institutioner, og derfor bl.a. ikke kan have fri lønudvikling og desuden er underlagt rigsrevisionens retningslinier. Det paradoksale her er, at indførelsen af et eksternt flertal i universiteternes bestyrels, som Sander selv fremhæver som et problem, 1) er et direkte resultat af den nye universitetslov og 2) netop havde til formål at få universiteterne til at blive mere markedsorienterede. Endnu engang er det altså Sanders egen universitetslov, som er årsag til de problemer (eller "problemer" som Sander nok ville, sige) som frihedspagten er beregnet til at løse.

Måske der er en forskruet form for markedslogik på spil her, som fungerer nogenlunde sådan her: Effektivitet er at løse problemer. Jo flere problemer vi løser, jo mere effektive er vi. Hvis der ikke er nogen problemer, så kan vi ikke løse problemer. Hvis vi ikke kan løse problemer kan vi ikke være effektive. Vi SKAL være effektive. Ergo: Lad os skabe nogle problemer, som vi kan løse.

Problem solved. Eller, som Sander sikkert ville udtrykke det: Varen er leveret!

- filoffen

En af denne blogs gamle venner, Videnskabsminister Helge Sander, har tilsyneladende, efter over 2000 dage som minister, indset er en ret omfattende kritik af ham i universitetsmiljøerne - det område, han primært er minister for. Efter at universitetsbestyrelserne, siden de blev etableret i forlængelse af Helge Sanders universitetslov fra 2003, har beklaget sig over den ministerielle indblanden i deres arbejde, har Sander nu endelig erkendt, at der er kritik af denne detailstyring.

Det må betragtes som et stort fremskridt at Sander i det hele taget nu anerkender at der faktisk er kritik - efter at Sander nu i over 2000 dage har afvist al kritik med at det blot er de få sædvanlige brokhoveder. Selvom anerkendelsen ikke går videre end til at erkende at kritikken er der: "Jeg er ikke enig i kritikken. Men jeg må jo forholde mig til, at det opleves sådan", udtaler Sander således til Politiken. Og fortsætter: "Og jeg er ærgerlig over debatten, fordi jeg ikke har noget ønske om at detailregulere. Jeg vil meget gerne give størst mulig frihed", forsætter han.  

"Størst mulig" betyder dog ikke nødvendigvis særlig meget, som det fremgår Sanders plan for at imødegå kritikken - nemlig at give universiteterne et "frihedsbrev". Frihedsbrevet går nemlig på at gå fra detailstyring til rammestyring: Universiteterne skal forpligte sig på en række mål om specielt øget kvalitet, internationalisering og om at få de studerende hurtigere gennem studierne. Som Sander udtrykker det: "Hvis der skal være stor frihed, skal det selvfølgelig også præciseres, hvad det er for nogle mål og opgaver, universiteterne skal løse inden for den ramme".

Sander får således i pose og sæk: Han kan stadig styre universiteterne politisk - men så universiteter give universiteterne frihed til selv at bestemme, hvordan de vil føre de af ministeren fastsatte mål ud i livet. Som medlem af bestyrelsen på SDU, Thomas Valentinsen, udtaler: "Mit umiddelbare indtryk er, at ministeren med det nye tilbud om en frihedspagt vil tage med den ene hånd og give med den anden, så vi samlet set ender på status quo". (http://politiken.dk/uddannelse/article323478.ece)

Dette frihedsbegreb svarer nøje til Sander forståelse i forskningsfrihed. I et andet interview i Politiken, udtalte han for nylig: "Det er rigtigt, at den enkelte forsker kan pålægges at forske indenfor en forskningsstrategisk ramme. Men indenfor den ramme kan forskeren helt frit vælge metode, fremgangsmåde og emne." (Politiken 4. juni).

Hvad angår frihedsbrevet, vil Sander dog endnu ikke overveje sanktioner: "Jeg har gode erfaringer med universiteterne, når vi indgår en aftale. Så jeg har ikke forestillet mig at starte med hverken at overveje eller forhandle sanktioner".

Men som Sander bemærker: "Jeg kan ikke give frihed, når man f.eks. ønsker at se bort fra de regler, der gælder for skattefinansierede institutioner som universiteterne. Mange af de bestyrelsesmedlemmer, vi har fået fra det private erhvervsliv, har nok haft en forestilling om, at det kan køres fuldstændig som en privat virksomhed. Det kan jeg ikke leve op til".

Universiteter har altså fået det værste fra to verdner: Øget kommercering bla. gennem erhvervslivets flertal i bestyrerelsen OG øget ministeriel styring. Ikke underligt at Sander langt om længe har måtte erkende at der er kritik.  

(Citater er, hvor intet andet er angivet, fra: http://politiken.dk/uddannelse/article323381.ece)

Politiken bringer i dag en række artikler om Danmarks Kommunistiske Ungdomsorganisations (DKU) og deres moderpartis, Arbejderpartiet Kommunisternes (AKP) forhold til vold (http://politiken.dk/indland/article323573.ece, http://politiken.dk/indland/article323921.ece  og http://politiken.dk/indland/article323921.ece).

Man skal vist være en følsom café latte-drikkende Politiken-journalist for at blive overrasket over at gammelstalinisterne i DKU og AKP går ind for væbnet revolution - de er nu engang revolutionære partier, og som formand for AKP, Henning Paaske Rasmussen, med en smuk analyse af historiens dialektisk-materielle udvikling udtrykker det, så er "Vi ... ikke mere end 90 år fra Oktoberrevolutionen, der da var en vigtig revolution for masserne og deres værk. Det var jo ikke vandpistoler, så mere fremmed er den tanke jo ikke."

Men det interessante er for så vidt ikke de gamle betonkommunisters revolutionsdrømme - det interessante er det liberale hykleri artiklerne er gennemsyret af, og som navnlig kommer til udtryk i overskriften: "Voksne kommunister: Vold kan være nødvendigt".

Formenelig og forhåbentlig vil man kunne skifte 'Voksne kommunister' ud med en hvilken som helst politisk gruppering - med undtagelse af radikale pacifister. Spørgsmålet er ikke om man anser vold for nødvendigt - men hvilken vold man anser for legitim. Når et flertal i Folketinget vedtog at Danmark skulle deltage i Irakkrigen, vedtog man at man mente at vold var nødvendigt for at vælte Saddam Hussein. Eller anerledes udtrykt: Man mente at det var nødvendigt med en voldelig irakisk revolution!

Men ikke kun i Irak mener man at vold er nødvendigt: Når vi overhovedet har et politi, er det man mener vold - i sidste instans - kan være nødvendig for at bruge vold for at opretholde samfundet. Som Max Weber rigtigt konstaterede, så er definitionen på en stat, at den har monopol på den legitime anvendelse af vold.

Hykleriet viser sig specielt i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, der er udgangspunktet for Politikens artikler. Hvis man gik ind for rydningen af Ungdomshuset, så gik man også ind for at politiet legitimt måtte anvende vold i det omfang der var fornødent for at de kunne rydde huset.

Diskussion handler altså ikke om vold kontra ikke-vold, men om hvilken vold man anser for legitim.

I P1-debat i går (http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2007/06/11114910.htm) kunne man høre statsministerens tidligere taleskriver, nuværende spindoktor for socialministeren, Christopher Arzrouni beklage sig over de danske mediers påståede venstreorienterede dækning af USA. Hans modstander, Politkens udlandsredaktør Michael Jarlner, tilbageviste ganske overbevisende Arzrounis påstande med den simple pointe, at de danske mediers dækning afspejlede debatten i USA.

Det interessante ved Arzrounis påstande er dog han ganske rigtig afspejler et USA der ikke får den store dækning i de danske medier - og når det gør, er den primært kritisk - nemlig det højreorienterede USA der konstant beskylder mainstream-medierne for at være venstreorienterede og upatriotiske. Det er et USA der findes på blogs, mindre lokalradiostationer, og ikke mindst i Fox News, som er dette USA's vigtigste talsrør. Det er det USA, der anser enhvert kritik af præsident Bush, og ikke mindst Irakkrigen, som upatriotisk og anti-amerikansk.

Man må her blot overfor dette USA og dets danske støtter påpege at Irakkrigen er uhyre upopulær i den amerikanske befolkning, og at Bush er en af de mest upopulære præsidenter nogensinde. Der er altså ikke noget anti-amerikansk i at være imod Bush - det er amerikanerne selv.

Men det er her værd at minde om Fox News' slogan: "Fair and balanced". Det er et slogan, man fører sig frem på, fordi man erklærer sig i opposition til angivelig venstreorienterede medier som CNN. Det gør man, samtidig med at stationen åbnet bekender sine politiske holdninger og åbnet tilsviner sine politiske modstandere - mest berømt i The O'Reilly Factor med den højtråbende vært Bill O'Reilly.

Og søreme om ikke Christopher Arzrouni plæderer for en mere fair og afbalanceret dækning af USA i de danske medier...

Granns.net gør opmærksom på en hjemmeside, hvor man kan blive opdateret i det essentielle spørgsmål, om Paris Hilton aktuelt befinder sig indenfor eller udenfor fængslet.

Den mest nærliggende kommentar til dét er naturligvis at citere fra indledningen til Hegels Phänomenologie des Geistes:

Men Naturen af den Sag, som vi undersøger, ophæver denne Adskillelse eller dette Skin af Adskillelse og Forudsætning. Bevidstheden giver sin Maalestok i sig selv, og derved bliver Undersøgelsen en Sammenligning af Bevidstheden med sig selv. For den Adskillelse, som netop er foretaget, falder i Bevidstheden selv.

(Efter Oskar Hansens oversættelse, De Store Tænkere, Munksgaard, 1991).

En af denne blogs store og vigtige filosofiske modstandere, den amerikanske pragmatist Richard Rorty, døde fredag den 8. juni, 75 år. Mere vil følge her på siden.

Således forklarede Anders Fogh Rasmussen som bekendt Muhammed-tegningerne i sin nytårstale 2006. Et bizart udsagn fra en mand, der så vidt vides aldrig har brugt hverken humor eller satire - med mindre en berømt bog fra 1993 da skal opfattes som sådan.

Men på Grundlovsdag fik vi endnu et eksempel på det elskede danske vid, da Pia Kjærsgaard og Asmaa Abdol-Hamid optrådte sammen i TV-Avisen. Forholdt sin sammenligning af Asmaa med Hitler, Stalin og Lenin, svarede Kjærsgaard:

"Aj, det var en sarkastisk bemærkning om, at idéen om paradis på jorden, den deler de. Og det står jeg selvfølgelig ved. Altså, det synes jeg er helt rimeligt at sige det på den måde i en Grundlovstale, fordi jeg synes simpelthen det er GROTESK, det vi oplever, at en kvindelig folketingskandidat påberåber sig at bære tørklæde, hvis hun bliver valgt ind i Folketinget. Plus at jeg synes, at hun har nogle meget, meget absurde meninger om dødsstraf, om homoseksuelle, om at give mænd hånd, og så videre, som jeg slet, slet ikke synes er noget, der hører det danske samfund til." 

Udover at Abdol-Hamid forlængst har afvist beskyldninger om at hun skulle gå ind for dødsstraf eller være imod homoseksualitet - og gjorde det igen i TV-Avisen - så er værd at bemærke prioteten i Kjærsgaards anklager: Det med dødsstraf og homoseksuelle nævnes som noget ekstra ("plus") - det der er GROTESK er tørklædet.

Men det interessante er selvfølgelig spørgsmålet om, hvor sarkasmen blev af? Sarkasmen bruges tilsyneladende blot som et dække - for hvor er det lige Kjærsgaard ikke står ved sin sammenligning.

Men lad os prøve med lidt sarkasme:

Jeg synes det er GROTESK at et racistisk parti som Dansk Folkeparti, der kan sammenlignes med nazisterne, kan sidde i Folketinget. Det er en sarkastisk bemærkning, men det står jeg selvfølgelig ved. Idéen om at alle problemer i samfundet skyldes en særlig etnisk gruppe, der gøres til syndebukke, den deler de. Plus at jeg synes de har nogle meget bizare holdninger om homoseksuelle (om deres ret til kirkelig vielse og lesbiskes ret til kunstig befrugtning), som ikke hører det danske samfund til.

PS. En interessant lille observation: Bemærk hvordan det i DF og blandt andre af hendes modstandere på højrefløjen, er blevet kutyme at koketere med at man ikke kan Asmaas efternavn.

Således udtalte formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Birthe Skaarup, i forbindelse med forslaget om, at alle danskere automatisk skulle være organdonorer, med mindre man aktivt meldte fra.

Den diskussion er i sig selv ganske interessant, men jeg vil her holde mig til selve Skaarups udsagn. Det udtrykker nemlig ganske præcist den holdning til etik, der er den gængse i det danske folkestyre. Den har flere elementer:

For det første at etiske spørgsmål er nogle ganske særlige spørgsmål, der har at gøre med de nyeste bioteknologiske og medicinske udvinklinger - specielt spørgsmål om reproduktion og organdonation.

For det andet, at disse spørgsmål er af en art, der gør at man ikke kan tvinges til at tage stilling til dem og slet ikke tvinges til at have en bestemt mening om dem. Derfor stilles Folketingsmedlemmer i de fleste partier fri i forhold til den normale partidisciplin, når det handler om "etiske" spørgsmål.

Af det kan man konkludere, at Danmarks deltagelse i Irakkrigen ikke var et etisk spørgsmål, da man der fulgte den normale partidisciplin, mens lesbiske ret til kunstig befrugtning er. Ligesom skattestoppet, ulandsbistanden, udlændingepolitikken eller stort set ethvert andet politikområde, ikke er etiske spørgsmål.  

Men Skaarups holdning rummer yderlgere et element, nemlig at etik ifølge hende handler om at blive fri for at tage stilling. Det etiske handler således ifølge Skaarup ikke om, at der er mennesker der dør, fordi de ikke kan få de organer de har brug for, men om at man ikke kan tvinges til at skulle tage stilling til det faktum.

Man kan således sige at det er positivt at et så forholdvis begrænset område åbenbart er "etisk". For heldigvis er der vist ingen politikere der mener, at det ikke skal være en pligt at tage stilling til politiske spørgsmål.

Læser man to-tre Dan Brown romaner, opstår tanken: Hvordan har han det egentlig? Som de fleste ved, er der fuld knald på, masser af intriger og en bunke oplysninger om detaljerede spørgsmål som overvågningsudstyr, meteoritters struktur, militære specialenheder, hemmelige loger, osv. Tempoet er vedvarende stigende og først til allersidst løses gåden. Bøgerne er (bestemt) "unputdownable", som Washington Post har beskrevet det.

Men er der ikke en række påfaldende ligheder i samtlige romaner? Her er i hvert fald en fast struktur i de tre, jeg har læst (og så vidt jeg ved genfindes den også, stort set, i de resterende):

1. En meget intelligent og veltrænet, skræmmende smuk ung kvinde.

2. En begavet, uhørt kulturelt dannet og moralsk perfekt lidt ældre mand.

3. En endnu noget ældre, umiddelbart sympatisk og vidende/magtfuld mand, som den unge kvinde har fuld tillid til, men som svigter hende.

4. En række bipersoner, der fastholder deres karakter gennem hele historien, som begavede specialister, morsomme, ambitiøse, kyniske, morderiske, osv.

5. Der åbnes med et dramatisk dødsfald, som umiddelbart er helt uforklarligt, men snart sættes i forbindelse med Gåden.

6. Gåden opstilles og viser sig at dække over en konspiration med globale implikationer, som heltinden og helten afdækker og overvinder - under tab af en betydelig mængde bipersoner (4.).

7. Heltinden og helten forenes til sidst i fuldendt kærlighed/åndfuldhed/humor/sex.

To spørgsmål presser sig faktisk på: A. Kan enhver idiot skrive en bestseller efter denne opskrift, hvis blot der gøres tilstrækkelig research (eller en variant: Er det simpelthen bare det, vi vil have - og hvorfor det)? Og B. Hvordan har Dan Brown det selv? Hvoraf denne besættelse af den lidt yngre heltinde og hvorfor hendes behov for dels en faderfigur og dels en elsker, der er lidt (en halv generation?) ældre end hende selv og taler fem sprog og ved ALT om klassiske ikoner, litteratur, havbiologi eller andet?

Skal man til Browns eget privatliv for at finde svaret? Hans kone er sjovt nok tolv år ældre end ham selv og "opdagede" ham, da hun var artistic director på The National Academy of Songwriters, hvor Dan forsøgte at vinde fodfæste som singer/songwriter. Og hvilket svar er det i givet fald, der ligger der? Er der tale om kompensation i romanerne, hvor det netop er den lidt ældre mandlige helt, der giver tryghed, sikkerhed og overblik? Eller en hemmelig drøm om, at det stadig er muligt at møde den perfekte unge kvinde, selvom man er kommet lidt op i årene...?

Browns romaner virker umiddelbart højst konservative. Ikke blot i den (beskrevne) evige genkomst af samme plotstruktur, men også i karaktertegningen. Beskrivelsen af helten (2.) i Deception Point, første gang heltinden (1.) møder ham, er typisk (man er ikke i tvivl om, hvor dét ender):

Although most celebrities seemed smaller in person, Rachel thought Michael Tolland appeared taller. His brown eyes were just as vigilant and passionate as they were on television, and his voice carried the same modest warmth and enthusiasm. Looking to be a weathered and athletic forty-five, Michael Tolland had coarse black hair that fell in a permanent windswerpt turft across his forehead. He had a strong chin and a carefree mannerism that exuded confidence. When he'd shaken Rachel's hand, the callused roughness of his palms reminded her he was not a typical 'soft' television personality but rather an accomlished seaman and hands-on researcher.

Angiveligt er The Da Vinci Code en progressiv, feministisk roman (kvindens centrale placering i den "virkelige" kristendom, Maria Magdalena som den hellige gral, osv.), men hvad nu hvis det præcis forholder sig modsat? Hvad nu hvis kvinden tværtimod skal skrives ud eller tilbage på plads, fordi hun er kommet til at fylde for meget (privat eller i samfundet som sådan)? Læg mærke til, at Marias hellige status består i, at hun bærer Jesu barn og fører slægten videre... Og genfinder vi ikke netop den ekstremt traditionelle familestruktur i romanernes forløb? Hvad var heltinderne uden deres faderfigurer, der har lært dem alt det, de ved (Sophies bedstefar, Susan Fletchers Commander Strathmore, Rachel Sextons chef Pickering)? Og hvad skulle de stille op uden en lidt ældre, stærk, god mand til at støtte dem, når faderfiguren har svigtet (Sophie Neveus Robert Langdon, Susan Fletchers David Becker, Rachel Sextons Michael Tolland)? Finder ikke netop heltinden (1.) hver gang sin plads hos Manden (2.) efter at have frigjort sig fra faderen (3.)?

Browns romaner sætter kvinden på plads. De hylder kvinden som et fantastisk væsen, der er frugtbart, intelligent, kærligt og tillidsfuldt. De naturaliserer hende med andre ord, så hun ikke stiller sig som et spørgsmål for den symbolske orden. Tilbage står vel kun, om det sker ud fra en konservativ kvindeopfattelse eller en undertrykt konservativ kvindeopfattelse.

Acting out results when recollection is made impossible by the refusal of the Other to listen. When the Other has become 'deaf', the subject cannot convey a message to him in words, and is forced to express the message in actions. The acting out is thus a ciphered message which the subject adresses to an Other, although the subject himself is neither conscious of the content of this message nor even aware that his actions express a message. [...] Such acting out can be considered as 'transference without analysis', or 'wild transference.'

(Dylan Evans: An Introductory Dictionary of Lacanian Psychoanalysis, Routledge, 1996, p. 3).

Og forøvrigt mener jeg, at Statsministeren skal lade sig interviewe af Bo Elkjær.

-filoffen