Idag var dagen, hvor Riis blev strøget fra den nye sportskanon. Lad os kort besigtige ordlyden omkring eksklusionen:
 
"På et ekstraordinært møde i kanonudvalget, nedsat af Kulturministeriet, blev Tour de France-vinderen smidt ud af idrætskanonen på baggrund af sine dopingindrømmelser i sidste uge.

Hans præstationer er snyd
»Vi har ikke lyst til at omskrive idrætshistorien, men i og med at Bjarne Riis selv har bekendt, så anser vi hans præstation for at være snyd. På baggrund af det kan man ikke være med i kanonen«, siger Else Trangbæk, formand for eliteidrættens kanonudvalg, til DR Sporten."

se (http://politiken.dk/cykling/article315341.ece)


Lad os starte med det umiddelbare udsagn:
”I og med at Bjarne Riis selv har bekendt, så anser vi hans præstation for at være snyd.”

Hvis vi nu lytter nærmere efter, hvad der siges, så kan der gives et par mulige fortolkninger:

”I og med at Bjarne Riis selv har bekendt, så anser vi hans præstation for at være snyd.”

Fokuserer vi på bekendelsen, så synes det tydeligt, at Trangbæk her indrømmer mere, end hun selv ved af. Det er ikke hvad Riis engang har gjort, der er problemet – snarere det at han nu har indrømmet det! Udsagnet antyder, at Trangbæk selv søger at lægge sig ind under det paradigme i cykelsporten, der nu er ved at nærme sig sin afslutning. Hvor cykelsporten førhen var en lukket verden, som vi andre (seere, medier, Team Danmark, osv.) kun kunne betragte udefra, så ønsker vi idag at træde ind i den, og bestemme dens regelsæt.
Så længe f.eks. medierne står-udenfor cykelsporten, kan de (1) ikke bestemme, om doping skal være lovligt eller ej, og (2) det er ikke engang nødvendigt at tale sandheden til dem, da de, som sagt, er komplet uden-forståelse.
Hvis Riis alså skal dømmes for noget, må det være for dette, at han idag har bekendt. Bekendt hvad? Svar: Bekendt sin tilslutning til en ny cykelsportens orden, med nye regler – og altså med før udenforstående instanser som relevante indflydelsesgrupper.

Denne tolkning vil desuden være i overensstemmelse med en anden betoning i sætningen, nemlig hvis vi læser den således:

”I og med at Bjarne Riis selv har bekendt, så anser vi hans præstation for at være snyd.”

Det er ikke så meget det faktum, at Riis er blevet afsløret, som betyder noget – men at han selv har afsløret sig. Hvorfor? Udsagnets vaghed afslører kanon-udvalgets angst for selv at overtage magten efter at den Anden, der formodes at regere (her Riis), selv definitivt er trådt ned fra sin trone. Fokuseringen ”at Bjarne Riis selv” har bekendt får det til at lyde som om, det var hans valg at lade sig fordømme af omverdenen. Men dette er kun en sløret sandhed, for så vidt fordømmelsen allerede er sket for længe siden. Som alle artikler i alle medier kort efter tilståelsen bedyrede har vi jo vidst det længe!
Men hvad har vi egentlig vidst? Det er tydeligt her at se den retrospektive funktion i transferensens sidste stadium: først nu ved vi at vi hele tiden havde vidst det. Trangbæks vaghed betegner interessant den usikkerhed der er forbundet med noget så angstfremkaldende som et paradigme-skift.

Hermed gør Trangbæk og Kanon-udvalget også netop det, de påstår ikke at ville:

”Vi har ikke lyst til at omskrive idrætshistorien”

Interessant i denne forbindelse er Riis’ egen, forbløffende klarsynede udtalelse til pressemødet:

”Jeg har troet at fortid var fortid. Men sådan er det ikke længere.”

Inspireret af regeringens generøse initiativ med at nedsætte et kanonudvalg, der skal definere de centrale tekster og begivenheder for det danske demokrati, har CVA nedsat sit eget udvalg med samme beføjelser. Udvalget består af: 

Til sammenligning, regeringens udvalg:

Det skal blive spændende at se, om de to udvalg når frem til samme resultat.

Alt er et spørgsmål om tid. Subjektet er utidigt, og analytikeren ser sig gang på gang nødsaget til at intervenere på usikkert grundlag. Således er det for nylig blevet noteret, i debatter indenfor den århusianske lacanianisme, hvordan en vild analyse må kunne tillade sig at benytte sig af hidtil uudgivne værker som reference-punkter. Selvom synspunktet må siges at repræsentere et yderstadie i en løbende debat, er der måske alligevel noget om snakken. Således her et par noter om filosofisk procedure i det gode Center.

Under skrivelsen af artikler har jeg gennem længere tid iagttaget følgende pudsighed: at ideen kommer før det empiriske belæg, at pointen er skrevet, før dataene er researchet, analysen skitseret før patienten er undersøgt, kort sagt, artiklen er skrevet før de empiriske data har rettet sig ind som grundlag for artiklens pointer. Men! Der er ikke noget underligt i dét, og det af følgende årsager:

Evnen til at forestille sig en anden mulighed bunder i evnen til at fornemme en mangel i det (nu)værende, og dette er en essentiel del af subjektets ontologiske konstitution. Splittet, tvivlende, ængstelig, uforløst – dét er psykoanalysens karakteristik af det sunde menneske.

Indsigten har nu for længst fundet vej ind i centerets symbolske orden i form af sloganet: CVA – hvis du vil vide det modsatte. Det er svært at sætte det fortrængte i tale, og den nemmest mulige vej går i første omgang over negationen. ”Hvis du vil vide det udeladte” ser sig således tvunget til at antage formen: ”Hvis du vil vide det modsatte” for at nå frem til sit mål. (Også selvom målet tit ikke vil vise sig at have været det, man var ude efter.. Det er en anden sag.)

Hegel var negationens mand, og det er ham vi skylder vor viden om dens natur: det kendetegnende ved negationen er, at den opstår gennem radikaliseringen af et første udsagn: ”Gud er væren” betyder ikke blot at Gud = væren, for så kunne der jo ligeså godt stå ”Gud = Gud”. Hvis Gud blot var Gud, så var der ikke noget der hed ’værende’, og Gud kunne så heller ikke eksistere. ”Gud er væren” må betyde, at gud på en gang er væren og ikke er identisk med væren, hvorpå vi er blevet så meget klogere. Der skulle altså en radikalisering af udsagnet til, for at negationen deraf kom til at fremstå klart.

Når nogen således i en ophedet debat fortæller dig, at ”Yes yes, I agree exactly, but my point would be much more radical!” så er det tegn på, at dit synspunkt er ved at vende vrangen ud på sig selv, at det lige om lidt vil vise sig fra sin obskøne underside.

Men et forsøg på en konklusion: hvis der kan drages en sammenligning mellem transferensen samt analyseprocesssen hos et analyseret subjekt og så den Hegelianske dialektik, må resultatet være at analytikeren (det er den vilde vi her taler om, enhver respektabel shrink havde forlængst mistet sin bestalling) – den mur som analysanden spiller sine bolde opad for at nå til en art frigørelse – skal være negationens mand, dvs. den der fortæller sandheden som modsat. Vel vidende, naturligvis, at dette i bedste fald vil lede frem mod en non sequitur...

CVA – ergo er lillemor en sten.

En kommentarsektion har stillet spørgsmålet: Hvem er optimistisk - og angående hvad? Som altid, når forvirring truer, kan man anstille den betragtning: HVSS (Hvad Ville Slavoj Sige)? 

Žižek deler ikke optimismen over, at ”de store historier” ikke længere kan fortælles, dvs. at det skulle betyde at vi nu endelig kan fokusere på at realisere enkelte menneskers frihed til at leve som de vil. I denne forstand er han radikalt pessimistisk – man kunne næsten citere Voltaires oprørte digt efter jordskælvet i Lissabon i 1755: ”Kom alle I filosoffer, der råber ”Alt er vel!” – og betragt denne ruin af en verden!” Verdens problemer i forhold til krige, forfølgelse, sult, miljøødelæggelse osv. er bestemt ikke blevet mindre efter at det liberale markedsbaserede demokrati blev erklæret som verdenshistoriens sejrherre. På den anden side deler Žižek ikke det man kunne kalde den teoretiske pessimisme, dvs. forestillingen om at der ikke er mere at sige, at den nye verdensorden er etableret én gang for alle, og at der ikke er noget nyt, storslået projekt at realisere. Žižeks projekt er så at sige gennem analysen af den aktuelle menneskelige værensform at friholde muligheden for et nyt, radikalt og fremtidsrettet politisk engagement i filosofien, samfundsteorien, osv. Vi må ”gennemgå fantasien”, dvs. konfrontere os med de uerkendte implikationer af vores gøren og laden, men formålet med analysen må netop være at nå frem til en ny begyndelse, til muligheden for at se verden med nye øjne og opelske en politisk kreativitet, der peger ud over det bestående.

Gælder det samme CVA? Vi er faktisk både optimistiske og pessimistiske?

Som bekendt brugte Freud termen "vild psykoanalyse" til at beskrive en ret uheldig tendens (i et konkret eksempel) til at automat-diagnosticere en patient under henvisning til, hvad man kunne kalde en mesterdiskurs: Freud har sagt, at alle problemer stammer fra sådan og sådan, så dit problem i dette tilfælde kan kun løses på dén og dén måde. Skemaet var givet på forhånd, det konkrete tilfælde skulle blot passes ind. (Patienten kom til Freud, fordi hun ikke kunne bruge den vilde psykoanalytikers råd til nogetsomhelst.)

Når man kan tale om Nørmark som en "vild antropolog" er det netop fordi han tager udgangspunkt i en ubetvivlelig, doktrinær verdensopfattelse, der smøres ud over enhver problemstilling, uanset hvilke aktører, betydninger, muligheder og åbninger, den måtte byde. Menneskets handlemåder og motivationsstrukturer beskrives af neuro-videnskaben. Samfundet er en totalitet af individer med hver deres kemiske balance i hjernen. Det giver dem forskellige former for begær. Samfundsordenen består i at give alle én stemme til at artikulere deres begær. Flertallet har ret - fordi der ikke findes anden sandhed end totaliteten af individuelt begær. Hvis man betvivler flertallets ret til sandheden, er man "egoistisk", "krævende" eller "romantisk" - forstyrret på én eller anden måde. Sagt på en anden måde: Ethvert filosofisk-politisk projekt, der henviser til almene størrelser som fornuft, ånd eller solidaritet, er allerede på forhånd diskvalificerede - det ender i totalitarisme. Der findes én normal og acceptabel måde at artikulere sit begær - og det er i overensstemmelse med flertallets begær. Hvis flertallet f.eks. inden så længe finder det modbydeligt at se på et tørklæde, vil dét være sandheden om tørklædet. Det må af.

Nørmark kan med andre ord ikke finde andet end psykosociale afvigelser, hver gang nogen taler om en ret til sandheden, en ret til Christiania eller en ret til et Ungdomshus. Hvor mange er de? Så meget skal deres begær veje. De må overholde de samme regler som en badmintonklub og Venstres Ungdom. Nørmark kan derfor ikke gøre andet end bekræfte den bestående ideologi - den har nemlig ret, fordi den er flertallets.

Den vilde analyse i CVAs aftapning har præcis den modsatte ambition: Bestandig at overfortolke begivenheder og aktører for at frigøre potentiale, de ikke selv er bevidst om. Hvis nogen siger, at samfundets formål må være at realisere så meget som muligt af det aktuelle begær hos så mange som muligt, siger vi: Heavens no! Befri os fra vores begær!

Antropologen (rindalisten og liberalisten) Dennis Nørmark har på det seneste været meget i vælten: Venstrefløjens modkultur er blot en skinkultur, en ’enerverende stodderromantik’, der når det kommer til stykket ikke tør at have med magt at gøre. Den alternative musik er overhovedet ikke alternativ, men underlagt kommercielle handlingsmønstre, som alt andet. Ulighed er ikke et onde, men sætter hjulene i sving og giver os alle (+ den 3. verden) bedre levestandard. Det hele går alt i alt rigtig godt: der er ikke brug for kritik, for vi er frie individer, der foretager frie valg. Og hvorfor man så bliver venstreorienteret? Ja, det er ganske simpelthen et psykosocialt fænomen.

At vi er nogle der ikke er enige i denne ret ’vilde antropologi’ fra Nørmarks side er måske ikke overraskende. Men det vigtige er ikke at vi er uenige, det vigtige er hvordan vi overhovedet kan være uenige. Om den ueniges jeg siger Nørmark: ”Jo, folk har brug for flere informationer for at træffe nogle bestemte valg. Men man kan ikke sige, at bare fordi folk ikke er enige i, hvad jeg mener, er det fordi, de ikke er bevidstgjorte om, hvordan ting hænger sammen”. Et flertal er et flertal, og endnu vigtigere: tanken om at flertallet skal bestemme er ikke til diskussion. Den ’vilde antropologi’ er opportunistisk, fordi dens ståsted er et land og en tid hvor valget mellem Helle og Fogh i virkeligheden ikke er så stort, og hvor vi aldrig har været rigere og siddet bedre i det. Den ’vilde antropologi’ overvejer ikke sit eget ståsted, med et sjofelt ord, sin egen udsigelsesposition. Men den vilde analyse vil altid overveje udsigelsespositionen. Den vil ikke gå ind på om flertallet nu har ret eller ej, den vil gå ind på hvad et flertal overhovedet vil sige. Den vil overveje hvad vores lille flertal i dette land betyder i forhold til et ret så stort ’flertal’ i den 3. verden. Den vil også overveje om flertallet selv er delt, dvs. belastet af dårlig samvittighed fx: Kan vi virkelig købe sko der er syet af børn i Kina? Kan vi virkelig lade folk rådne op og hænge sig i asylcentrene? Kan vi virkelig alliere os med krigsgalningen Bush? Den vilde analyse vil netop gå ind på de ting, der ikke umiddelbart er bevidstgjorte.  

Hvor Nørmark ser mennesket som frit slet og ret (fordi hans frihed ikke sættes på prøve) og ulighed som dynamisk (fordi han bor i Danmark), så ser den vilde analyse mennesket som frit netop når det splittes (enig med Nørmark / ikke enig med Nørmark) og lighed som noget universelt. Men at vi ikke ønsker at reagere direkte på Nørmarks præmisser er som vist et resultat af at vi står på hver vores side af en metodisk afgrund. Lad os tage citatet igen: ”Men man kan ikke sige, at bare fordi folk ikke er enige i, hvad jeg mener, er det fordi, de ikke er bevidstgjorte om, hvordan ting hænger sammen”. Hvis vi altså ikke er enige med Nørmark og ’folk’, er der ikke noget at gøre. Vi kan kun i bestemte tilfælde tale om tal og fakta eller give nye oplysninger, men vi kan ikke tale til samvittigheden eller for dens sags skyld det ubevidste. Vi kan heller ikke give stemme til den 3. verden. Nørmarks metode er meget mærkelig, men typisk magtkonserverende. Denne liberalistiske metode levner paradoksalt nok ikke andre muligheder end gadekampe og brosten.

Og dog. For den vilde analyse kan faktisk forestille sig en helt anden mulighed. Lad os skifte udsigelsesposition. Lad os sige at vi sad på magten og at vi var berettigede til at have den: Der ville vi først skabe nogle meget stramme love for hvordan kapitalismen skulle fungere (ingen ulighed). Vi ville straffe alle lovovertrædere hårdt. Og så ville vi opfostre et samfund af stikkere, der kunne angive hvornår lovene blev brudt. Nørmark har helt sikkert kvaliteter til at blive en af dem. Det er et psykoanalytisk faktum. Vi opfordrer Nørmark til ud fra disse præmisser at komme til en anden konklusion.

”Et vittigt Hoved har sagt, at man kunde inddele Menneskeheden i Officierer, Tjenestepiger og Skorstensfeiere. Denne Bemærkning er i mine Tanker ikke blot vittig, men tillige dybsindig, og der skal et stort speculativt Talent til, for at give en bedre Inddeling. Naar en Inddeling ikke ideelt udtømmer sin Gjenstand, saa er den tilfældige i alle Maader at foretrække, fordi den sætter Phantasien i Bevægelse. En nogenlunde sand Inddeling kan ikke tilfredsstille Forstanden, er slet Intet for Phantasien, hvisaarsag den er aldeles at forkaste, om den end til daglig Brug nyder megen Ære, fordi Menneskene deels ere meget dumme og deels have meget lidt Phantasi.”

Søren Kierkegaard- Gjentagelsen, s. 142 (Samlede Værker, Bind 5, Gyldendal, 1994).

Uden at det på noget som helst tidspunkt har været underkastet en demokratisk beslutningsprocedure er Centrets dynamiske og fremadstormende blog på god stalinistisk vis blevet tilføjet et profilbillede: Den Store And(en)!

Kan der tænkes en bedre symbolsk repræsentation for Centrets direktion end netop Den Store And(en)? Aldrig er tingene blevet sagt klarere, aldrig har det Reelles (ind)brud i den symbolske orden været så markant, aldrig har analyserne været vildere, end når Arne tog ordet og, under kraftig påvirkning af diverse rusmidler, fortalte SANDHEDEN! Samfundets støtter rystede, pigerne dånede - og Krille gav den næste omgang. Som den tyske Wikipedia så rigtigt skriver om Arne:

Die Ähnlichkeit der Geschichte selbst erscheint eher oberflächlich, der Humor von Arne Anka geht in dunkle Gefilde und spricht aufgrund des hohen Gehalts an Ironie eher Erwachsene an. Zynismus ist der schwedischen Ente nicht fremd, häufig betrinkt sie sich in Zeke’s Bar, wo sie auch philosophischen Gedanken über Gott und die Welt und das Leben im allgemeinen nachhängt.

Og SÅ mangler vi vist bare et billede af Arne der scorer:

Jeg vil gerne modsige sidste bloggers analyse.

Ravelli ramte netop rigtigt i sin første forudsigelse: Riis startede med at fokusere på sig selv. Han havde foretaget valg. Som idag anses for forkerte. Først dernæst blev det pointeret, at hans valg var determineret af det cykelmiljø, han dengang var medlem af. Men doping ansås ikke på samme måde for umoralsk dengang, og når vi idag kommer rendende (her mener jeg især medier samt tv-seere) med en forestilling om at doping er forkert, så er det sigende, at enhver begrundelse herfor må være helt og holdent ekstern.

Det står intet sted skrevet internt i cykelsporten, at doping skulle være forkert. Tværtimod er det blot endnu en af de ressourcer som den dygtige rytter kan gøre brug af i sit forsøg på at nå toppen af hierarkiet. Fremfører vi eksempelvis synspunktet at "doping er usundt!" så vil rytteren blot sige "so what - det er cykling jo i forvejen." Det er netop slet ikke det det handler om i cykelsport.

Efter Riis' statement kan vi måske netop endelig genkende et paradigmeskift i cykelsporten:

Når senere tider(s medier) kræver bekendelse og bodsgang, så er det udtryk for en diskursovertagelse: her kommer vi - seerne og medierne - med en lov der på alle måder er ekstern i forhold til cykelsporten selv. "Dopingsyndere skal straffes!" mener vi. Og hvorfor? "Fordi det er ulovligt!" End of story.

- Riis' statement markerer mesterens forsøg på at generobre sit terræn: det var dengang, synes han at sige - og dengang herskede netop et bestemt regelsæt. Han er med på at reglerne nu er ændrede men ønsker blot at markere, at "regelsæt eller ej. Jeg var mesteren dengang - og jeg vil være det igen fra nu af."

Ciccolini.

Riis havde ikke en mester-gestus i ærmet. Han insisterede på kun at stå inde for sine egne handlinger og foretog ikke den handling, der for alvor ville kunne omdefinere cykelsportens historie.

Måske var det nærmeste, han kom det, en fortalelse i et svar til et spørgsmål fra TV2s Olav Christensen, der bad om en uddybning af, hvordan vi skal kunne tro på, at Riis ikke lyver nu, når han har løjet i 11 år. Riis svarede:

"Det har jeg jo ikke nogen garanti for, at I ikke tror på - det kan jeg jo kun håbe på."

Her en lille time før Riis står frem kan vi slå fast:

Avisernes cykeleksperter har over en kam slået fast, at Riis ikke kan indkalde til pressemøde idag for kun at gentage sin benægtelse af dopingsynder. Han ville blive jordet.

Rigtig nok. Men dertil kommer: Hvis Riis er en sand mester (hvilket han er) kan han heller ikke blot bekende sine synder. Mesteren lader sig ikke indfange og nedskrive til de omstændigheder, hans omgivelser sætter. Derfor vil Riis om kort tid gøre noget ekstravagant. Han vil omdefinere reglerne, udfordre dem, der ikke kunne udfordres.

Fra idag kl. 17 vil der gælde nye regler for cykelsporten.

Se en mere udførlig teoretisk analyse af Mesterens rolle i sporten her:

http://www.centerforvildanalyse.dk/tema/hvem_skaber_fordbold_sep-2006.html

Sloterdijk har fuldstændig ret i sin diagnose af den postmoderne tid: Vi ved sgu da godt, at den er gal (Irak, den 3. verden osv.), men vi er faktisk ligeglade (’man må hjælpe sig selv, før man kan hjælpe andre’) og ender med – i en bevægelse der spiller sammen med den første – at manipulere med vor suspension (’jeg kan jo alligevel ikke gøre nogen forskel i det store system, så jeg må bare følge reglerne og håbe på det bedste’). Det er kynikerens definition. Lad os et øjeblik forstørre kynikeren op (dette eksempel er lige så ubehageligt, som det er rigtigt): Sikkerhedseksperten vedrørende unge, internet og seksualitet, den offentligt respekterede Rudi Frederiksen, misbruger unge piger seksuelt, netop i sin funktion af sikkerhedsekspert! ’Manden er jo syg’, sagde man om ham. Men det tror jeg faktisk ikke, man kan sige. Hvis min udlægning holder, er Rudi et eksempel på den klareste sundhed. Evnen til – i en fyldig viden om de andres fordærv – at være fuldstændig ligeglad med alt andet end på den ene side den symbolske ordens regler, dvs. Loven, og på den anden side Overskridelsen af loven. På den måde bliver kynikeren til den perverse. Det er ikke for ingenting at kyniker kommer af det græske ’kynikoi’ for discipel og ’kyon’ for hund.

- Uddrag fra ”Pinlighedens æstetik” (endnu uudgivet manuskript fra CVA’s fækale gemmer).

Forskellen mellem ikke at kunne køre bil og så at kunne er ikke blot de to forskellige mentale begreber om det: Begrebet om at stå på gaden, begrebet om at sidde i bilen. Det er også selve handlingen (eller med Hegel genstanden) at køre bil: At køre bil er ikke det samme før man har lært det, som efter. Når man så har lært det, har begrebet så igen ændret sig; begrebet om at sidde bag rattet, osv. – dialektisk bevægelse. Men! Når man er kommet til sig selv og har lært at køre bil, ja så ser man sgu ikke de skilte og lyskryds og hvad der nu ellers farer forbi – forsvindende små perceptioner! Tænk på ideen om bilinterviews – vi husker blandt andet Jørgen Leths fantastiske fra Michael Laudrup filmen. Jeg vil hævde at ideen, skåret ind til benet, ikke er at den interviewede glemmer at svare pænt og ordentligt fordi han skal køre bil. Ideen er at han svarer præcis som han kører bil – nemlig med vægt på en særlig grundlæggende glemsel. Hvis det var lykkes Leth at lave et interview med Michael Laudrup hvor hver en salig svingkurve fulgtes af et vægtigt argument, hvert et baneskift af en sindrig metafor og hver en rasende overhaling af en skarp neologisme, så var det muligvis lykkedes ham at indfange den absolutte ånd på bånd. Men det gjorde det ikke; det ville have været verdens længste og i en vis forstand mest absurde interview.

Det er kommet offentligheden for øre, at MF Pastor Krarup nu er begyndt at sammenligne bøger. Således skulle Koranen være at sammenligne med Das Kapital og Mein Kampf, fordi de alle er grundbøger for totalitær tænkning. "Det er urimeligt og stærkt krænkende," siger Det Radikale Venstres Niels Helveg-Petersen. Og vi må erklære os helt enige: Det er aldeles urimeligt at sammenligne et videnskabeligt værk, der præsterer en dybtgående analyse af det 19. århundredes industrikapitalisme og dens historiske og ideologiske forudsætninger med en (angivelig) religiøs åbenbaring og et paranoidt anti-semitisk kampskrift. Spørgsmålet er, om man skal forlange en undskyldning - og i givet fald på vegne af hvem...?

Eller: Hvorfor mangler Lacan hagen?

Svar: Fordi jeg ikke gad lege med billedprogrammer mere.

Generalsekretærens sekretær.

1. Hvor seriøst er jeres ærinde?

Svar: Vi kunne ikke være mere seriøse!

2. Hvor vil I hen med jeres projekt?

Svar: projektet har både et konserverende og et revolutionært mål:

Ved at vedligeholde den intellektuelle diskurs som en knopskydende og løbskløbende praksis med rigeligt plads til fejlslag, fusere, skæverter og platituder åbner vi i sidste ende muligheden for en radikal, samfundsomstyrtende Begivenhed!

3. Tak.

 Det var så lidt.