Hvad er der galt med ytringsfriheden?
20. feb 2008 10:51, CVA
Ytringsfriheden er en abstraktion. Det er tit sådan med abstraktioner (det kan Hegel skrive under på), at de indeholder selvmodsigelser. Tag nu fx ytringsfriheden, der i Grundloven af 5. juni 1953, § 77 formuleres som følger:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.
Hvor klar denne paragraf end er, så kan man dog i og med ytringsfriheden sagtens argumentere imod ytringsfriheden. Man kan fx sige: "Godt nok har vi ytringsfrihed, men vi ønsker ikke at have den". Dagens politikere tenderer mod at opfatte et sådan et udsagn som fejlagtigt og direkte i strid med ytringsfriheden, men det er ingenlunde tilfældet. Hvis der er en fejl, så befinder den sig i den formelle ytringsfriheds egen mekanik. Ytringsfriheden fungerer således på nøjagtig samme måde som Kants forkætrede imperativ: "Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov". Hvad nu hvis den maksime, man ønsker at følge, er den lovløses frenetiske maksime? Der kan ikke inden for det kategoriske imperativs grænser dæmmes op for denne selvmodsigelse.
Ytringsfrihedens indenfor behøver altså et udenfor for at bevare sin rationalitet. Hvem er garant for dette udenfor? Igen må vi affinde os med et paradoks. Ligesom man ikke kan bede ræven om at passe høns, kan man heller ikke bede politikeren om fx at definere den politiske højre-venstre skala. For hvor befinder politikeren selv sig på denne skala? Og på samme måde: Hvordan skal man bede den, der ytrer sig, om at definere ytringsfriheden? I vore dages retssamfund er ytringsfriheden indspundet i et væv af hjælpeparagraffer, hvilket allerede ligger i § 77, der siger "under ansvar for domstolene". Der er fx racismeparagraffen, blasfemiparagraffen, men der er også tavshedspligten og i en anden boldgade injurieloven og nu også antiterrorloven. Det er ret åbenlyst (eller det må i hvert fald begynde at blive det), at det er om disse hjælpeparagraffer, at kampen i dag står. Fx forsøgte Anders Fogh under den første Muhammed-krise at indføre en slags humorparagraf ("Vi bruger humor, vi bruger satire"), der skulle underkende blasfemiparagraffen. Fx forsøgte et bredt udvalg af partier (fra DF og NA til SF og Enhedslisten) for ganske nylig helt konkret at få afskaffet blasfemiparagraffen (mens andre ønskede den bevaret, som et slags samvittigheds-backup). Fx udfordrer DF konstant racismeparagraffen. Regeringens antiterrorpakke er dog i dette lys det mest åbenlyse tiltag.
Men, vil nu dem som ikke er ytringsfundamentalister indvende, godt nok er kampen om ytringsfriheden i dag blevet mudret ind i ideologi, men det er selve ytringsfrihedens idé, vi kæmper for! Ytringsfrihedens idé er vel klarest udtrykt af Voltaire, som skal have sagt: "Min herre, jeg er uenig med Dem, men jeg vil kæmpe til døden for Deres ret til at have Deres mening". Med andre ord går ytringsfrihed ud på at forsvare selv dem, som man er uenige med. Jeg kan ikke lade være med at tænke på pædagogiske Brandon (med smørhåret) fra serien Beverly Hills 90210, som efter et kæmpe skænderi med Kelly forsonligt rækker hånden frem mod hende med den velkendte frase "agree to disagree?". Denne agree-to-disagree mentalitet eller, hvad der er det samme, konsensuspolitik er altså det teoretiske udenfor, som skal begrunde ytringsfriheden. Men, må man tilføje, ikke bare begrunde, for er det ikke netop denne politik, som fx har ført til invasionen af Irak? Da en antikrigsdemonstration rasede uden for det Hvide Hus, skulle Bush have udbrudt noget i stil med: "Se, det her er netop hvad vi kæmper for i Irak. At folk frit kan udtrykke deres mening". At Voltaires "til døden" så indfriedes som 100.000 civile irakeres død, det er blot en biting.
Måske skal vi i disse spin- og magtmisbrugstider, hvor alle enten helt konkret eller mere teoretisk ønsker at garantere ytringsfrihedens udenfor, i stedet fastholde ytringsfrihedens paradoks og fastholde det som et paradoks? Ytringsfrihedens paradoks er nemlig det Reelle i streng lacaniansk forstand. Det Reelle er det, som er det umuligt at symbolisere, men som igen og igen og igen vender tilbage til den samme plads (altså både udenfor og indenfor på samme tid). I dette tilfælde som enhver ytrings trauma: Kan jeg virkelig stå inde for det, jeg nu siger?
